Helle og Uri Løvevild Golman
Fortalt til Tommy Heisz
Helle og Uri Løvevild Golman
Fortalt til Tommy Heisz
Vores vilde liv
Med kærligheden som kompas
Indhold
Forord
Prolog – En ugle i kredsløb
Det store øde
Berørt af naturen
Ind i billedet
I klodens tjeneste
Mennesket fra skoven
Tåge over tajgaen
Naturbevaring med livet som indsats
Jordens smukkeste skabning
Ekkoet fra Endurance
I rovdyrets øjne
Kranieknuseren
Hvor regnskoven møder havet
Kniven
Tilbage til tundraen
Forord
Man må tage chancen, ellers sker der aldrig noget. Sådan må Helle have tænkt, da hun en eftermiddag i januar 2023 tastede mit nummer og ringede mig op.
”Du aner ikke, hvem jeg er,” udbrød hun i telefonen.
Jeg stod i metroen og havde egentlig tankerne alle mulige andre steder, men jeg lyttede selvfølgelig til den fremmede kvinde i røret. Hun inviterede mig på en gin og tonic hjemme hos sig selv og sin mand Uri. De havde en historie at fortælle, lod hun mig forstå.
Nogle uger senere satte jeg kursen nordpå fra Nørrebro og ankom til deres stråtækte træhus i Langesø nær Tikøb.
Jeg vidste nu godt lidt om, hvem Helle og Uri var. År forinden havde jeg i en avisartikel læst historien om det danske fotografpar, der blev overfaldet i Vestafrika og kun med nød og næppe slap med livet i behold.
Under mit første besøg fik jeg hurtigt fornemmelsen af, at der her var en vigtig historie. Helle havde ringet til mig, fordi hun havde læst en anden bog, jeg havde skrevet. En bog, som handlede om eventyrlige ekspeditioner. Sådan nogle havde Uri og Helle i dén grad også været på. Som fotografer havde de rejst rundt til samtlige kontinenter for at dokumentere vilde og sjældne dyr.
Så snart jeg kom inden for døren, væltede de gode historier ud af dem begge med en kraft som en kælvende grønlandsk gletsjer i en lille dansk vinterstue med stearinlys på bordet ved siden af den lovede gin og tonic. Jeg behøvede kun kaste et kort blik på den kørestol, Uri sad i, for at forstå, at der for dem ikke ville blive flere af den slags eventyr, de her sad og berettede om.
”Jeg kommer ikke af sted igen,” sagde Uri. – ”Men jeg har alle de her historier inden i mig, som gerne vil ud.”
Uri taler meget om varsler. På flere af de ekspeditioner, han senere skulle fortælle mig indgående om, havde han oplevet, at naturen ofte gav et lille tegn, før noget stort og vigtigt skulle ske.
Måske var det det, der skete, da Helle senere på aftenen kørte mig til stationen. På vinterhimlen over Nordsjælland stod to lysende kugler helt usædvanligt klart på himlen et godt stykke nede mod horisonten i sydvestlig retning. Senere kunne jeg læse mig til, at det var Venus og Jupiter, der set fra Jorden netop denne aften den 1. marts 2023 stod klinet
op ad hinanden i en såkaldt konjunktion. Men det er jo den kedelige forklaring. Man må tro på magien, når den udspiller sig for øjnene af en. At der er lidt større kræfter på spil.
Noget andet, man må tro på, er den mavefornemmelse, der melder sig, når man har fat i en god historie. Sådan havde jeg det med Uri og Helles fortælling. Jeg var beæret over, at de var klar til at lægge den i hænderne på mig, for det stod klart for mig, at der var noget særligt på spil her.
Jeg begyndte fra tid til anden at komme i deres hjem i Langesø. Jeg nød deres selskab, og jeg kunne se en god fortælling tage form. Jeg kunne også se, at det ville blive en krævende omgang. For Uri og Helle handlede det ikke kun om at få formidlet historien om alle de spændende steder, deres ekspeditioner havde ført dem til. Der var også et helende formål. De havde brug for på en eller anden måde at træde tilbage i tiden og vandre igennem de samme landskaber én gang til for at få det hele til at bundfælde sig; for at binde en sløjfe på en vigtig periode i deres liv. For også de var klar over, at der ikke ville blive flere eventyr af den slags. Det var der blevet sat en stopper for i Gabon i 2017, da en overfaldsmand huggede sin kniv i Uri ti gange.
Den rejse, genbesøget, skulle jeg have mod på at være en del af. Der ville være store følelser på spil, og det ville ikke være muligt for mig hele vejen igennem at sidde som den køligt registrerende journalist. Jeg måtte være klar til at gå ind i det med ægte empati – at gennemleve det hele sammen med Uri og Helle.
En anden udfordring var, at Uri havde taget skade. Hans fortællelyst er fuldstændig intakt, men den fysiske tilstand gør, at det kan være vanskeligt for ham. Der er ingen lyd i en bog, men hvis man gerne vil forstå, hvordan Uri taler, kan jeg bedst forklare det ved at sammenligne med karakteren Don Corleone i Godfather-filmene, spillet af Marlon Brando. Stemmen er hæs og besværet, og det går langsomt.
”Du skal have den her,” sagde Uri til mig en dag, jeg skulle til at gå. I hånden holdt han en medalje, som han selv havde designet og fået støbt.
”Den giver jeg kun til folk, der gør en forskel for andre. Og det gør du, Tommy. Det er så vigtigt, det du gør. Jeg er dybt taknemmelig for, at du vil fortælle vores historie.”
Sådan er Uri. Han er en mand med et meget stort hjerte, og han lægger ikke fingre imellem, når noget betyder noget for ham. Det samme gælder Helle. Hun er on fire, når hun fortæller om naturen. Folk, der har været til foredrag med hende, fortæller ofte om, hvordan hun af og til ruller rundt på gulvet, når hun skal illustrere en pointe om, hvordan det fx er
at ligge på maven i bunden af en helikopter og tage billeder, mens man flyver ud over Grønlands indlandsis. Helle glider i ét med den historie, hun er i gang med at fortælle. Der er tårer, grin og vild begejstring.
”Jeg er spændt på, hvordan du finder hoved og hale i alt det her,” griner hun en dag, vi sidder i bilen på vej fra stationen. – ”Jeg taler i øst og vest og kan ikke rigtig holde det tilbage, når jeg først kommer i gang.” Da havde hun lige holdt et kvarters dundertale om truslen mod nationalparkernes vilde liv i Centralafrika.
Jeg har gjort mit bedste for at finde hoved og hale i Uri og Helles historie. Det er en helt utrolig fortælling, de bærer rundt på. Ikke kun den del af den, der handler om det dramatiske knivoverfald, men i mindst lige så høj grad alt det, de oplevede i årene forinden. Det var noget af en rejse, vi satte ud på sammen, og som nu er blevet til denne bog.
Bogen bygger på en lang række samtaler, hvor Uri og Helle har fortalt om deres ekspeditioner. De har været igennem over 100.000 billeder og en lang række videoer for at finde materiale frem, og med afsæt i det er vi sammen ”sat ud” på hver enkelt ekspedition igen. Jeg har desuden lænet mig op ad ekspeditionsnoter, tidligere publicerede artikler i National Geographic og andre magasiner, podcasts og interviews i aviser samt programserien Vores vilde verden, som i 2018 blev vist på TV 2.
Oplysningerne kommer altså mange forskellige steder fra. Men det hele er Uri og Helle. Det her er deres historie.
Tommy Heisz, København, 2024
En ugle i kredsløb
Denne fortælling begynder med en fjer. En fjer, der oprindeligt har siddet på en sneugle, men som i skrivende stund svæver rundt ude i verdensrummet i omkring 400 kms højde. Det lyder næsten for godt til at være sandt. Sådan er det i det hele taget med den historie, der nu skal til at udspille sig. Det er beretningen om fotograferne Uri og Helle Løvevild Golman – to mennesker, der sammen har rejst til nogle af klodens allerfjerneste egne, drevet af kærlighed til hinanden og til planeten Jorden.
Den lille hvide fjer er støbt ind i en gennemsigtig kugle. Den har ikke selv fundet vej ud i verdensrummet. Det er astronauten Andreas Mogensen, der har taget den med. Uri og Helle har bedt ham om at gøre det, og han var ikke svær at overtale. For er der noget, den danske verdensstjerne gerne vil bruge sin berømmelse til, så er det at minde os om én ting: Vi må passe bedre på den planet, vi lever og ånder på, for vi bor et fuldstændig unikt sted. Mogensen ved, hvad han taler om – han kan bare se sig omkring fra sit midlertidige hjem på Den Internationale Rumstation: Der er ubeboeligt derude. Vi har ikke noget alternativ.
En mørk og råkold januar-aften i 2024 er scenelyset i den fyldte sal i Arena Næstved rettet mod Uri og Helle. Begge har de blikket fæstnet mod storskærmen, der fylder hele scenens bagvæg. Der er hul igennem.
I en direkte forbindelse fra Den Internationale Rumstation siger Andreas Mogensen:
”Jorden er utrolig smuk at se på herude fra rummet. Det er et meget specielt syn.”
Der er nogle sekunders forsinkelse, men ellers går forbindelsen fint igennem mellem rumstationen i kredsløb om Jorden og den sydsjællandske hal.
”Hvad savner du mest?” spørger Uri. Han sidder i sin kørestol med velstrøget kakifarvet rangerskjorte og solbriller. Helles hånd hviler på hans skulder. Andreas Mogensen nikker. Med et fast greb om den trådløse mikrofon svarer han uden tøven:
”Jeg savner følelsen af den varme sol. Jeg savner brisen. Duften af græsset og træerne. Fuglene, der kvidrer. Vinden gennem bladene. Jeg savner Jorden, det gør jeg.”
Astronautens ord giver både Uri og Helle tårer i øjnene. At høre det budskab fra en mand, der bogstaveligt talt kan se det hele lidt fra oven, rammer for dem det hele ind. Alt det, de hver eneste dag arbejder for. Og det, som de denne aften har samlet et talstærkt publikum i salen i Næstved for at formidle: ”What You Love – You Will Protect”. Sådan lyder parrets mantra. Er der noget, der kendetegner Uri og Helle, så er det, at de ikke kun taler om det. De gør noget ved det. Sammen har de fotograferet den sjældne jaguar i det sydamerikanske Pantanalområde. De har været helt tæt på de majestætiske kejserpingviner ved Antarktis. I det centrale Afrika har de set den sky bjerggorilla i øjnene. Uri og Helle rejste verden tynd for at dokumentere verdens mangfoldighed og tydeliggøre for os alle, hvad det helt præcist er, vi skal passe bedre på. I 2014 satte de ud på den første ekspedition i det omfattende og ambitiøse Project WILD. I de efterfølgende år rejste parret på kryds og tværs af kontinenter og foretog hvert eneste år et stort antal ekspeditioner. Lige indtil den decemberdag i 2017, hvor der blev vendt op og ned på det hele. Den dag overfaldet skete. På et marked i det afrikanske land Gabon blev Uri angrebet af en mand med en stor kniv. Ti gange blev Uri stukket, og det var ekstremt tæt på at koste ham livet.
Men hvad så med eventyret? Stoppede det der? Nej, på ingen måde. Det siger sig selv, at parret ikke længere er i stand til at gøre meget af det, der tidligere var muligt. Som Uri siger med sin karakteristiske gnist i øjet: ”Det er sgu svært at få sådan en kørestol ud i junglen.” Men den rejse, Uri og Helle er på sammen, er af en anden karakter. De har lovet hinanden altid at vælge eventyret. Og hver morgen, når man står op, er der noget nyt at opdage og opleve.
Desuden er deres mission jo slet ikke fuldført. Det budskab, Uri og Helle så gerne vil have os alle sammen til at tage ind, virker ikke til helt at være trængt igennem. Det behøver man blot kaste et kort blik på verdens tilstand for at konstatere. Kloden har mere end nogensinde før brug for, at vi passer bedre på den. Og derfor er der vigtige historier at fortælle om de dyr og mennesker, der lever på denne jord, og som er afhængige af et intakt økosystem.
Den ekspedition, Uri og Helle er på, transcenderer tid og sted. Den er drevet af noget større. Det vil komme til udtryk på den rejse, vi nu skal på sammen med bogens to hovedpersoner. Det kan næsten komme til at lyde som om, der venter os en spirituel rejse. Det gør der måske også. Men samtidig er det en meget konkret og jordnær rejse. Vi skal rundt på verdens syv kontinenter med kameraet i hånden. Først skal vi en tur til Grønland. Til sneuglens hjem.
Sneugle.
Grønland 2015
” Uri så på Helle og sagde:
”Hvad fanden gør vi?”
Helle tøvede ikke. Lige fra hjertet svarede hun med det samme: ”Uri, vi har lovet hinanden altid at vælge eventyret ... Det har vi lovet. Nu må vi også gøre det.” ”
Kapitel 1
Det store øde
Grønland, 2015
Indhyllet i tåge og omgivet af is lå inspektionsfartøjet I/F Knud Rasmussen ud for Daneborg i Nordøstgrønland. I ugevis havde vejret og den tætte pakis holdt det tilbage. Ombord var Uri og Helle ved at gå ud af deres gode skind. Ventetiden var ikke til at holde ud. De følte sig fanget på skibet, hvor de nu havde tilbragt mange dage sammen med resten af besætningen, som alle var fra Søværnet.
Selskabet kunne de på ingen måde klage over: en flok skønne og gæstfri sømænd af den rette støbning. Det var noget af et scoop at komme ombord og få tilladelse til at sejle med den Danske Flåde under Arktisk Kommando, og der var en gensidig respekt mellem sømændene og fotograferne. Men da Uri og Helle havde sat fingeren på Nordøstgrønland i atlasset, var det ikke med drømmen om at være indespærret på et skib i dage og uger. Sådan er og bliver det dog i de arktiske egne. Her er det altid naturen, der bestemmer i sidste ende. Så langt mod nord finder man ud af, hvor lille man er. Uri og Helle havde ikke regnet med, ishavets jerngreb på denne måde kunne stoppe et flådefartøjs færd.
I korte glimt fik de lov at se den storhed og skønhed, der havde trukket dem i denne retning. Når tågen indimellem lettede, kom de bratte fjelde inde på kysten til syne. Og bag dem den uendelige is. Det store øde. Når skibets motor var slukket, var stilheden altomfavnende.
De følte sig heldige, men samtidig var frustrationen til at tage og føle på, og den tog til for hver dag, der gik, hvor skibet måtte blive liggende. Det var, som havde de fået øje på en ædelsten, der lå og funklede på fortovet lige foran dem, uden at de var i stand til at bukke sig ned og samle den op. Sådan en situation havde de nu prøvet så ofte før. Som fotograf, der opererer på naturens præmisser, er noget af det første, man lærer, at væbne sig med tålmodighed. Når naturen er ens øverste chef, må man vente pænt.
I/F Knud Rasmussen er 61 m langt og kan skyde 17 knob. Det patruljerer året rundt ved Grønland. Fartøjet har mange forskellige opgaver.
Det foretager fiskeriinspektioner, deltager i søredningsopgaver og støtter civile myndigheder og lokalsamfund. Samtidig er dets tilstedeværelse i farvandet med til at hævde Danmarks suverænitet i området, hvilket er nødvendigt at gøre løbende. I/F Knud Rasmussen er et fartøj, der kan klare lidt af hvert. Det kan bryde is på omkring 80 cms tykkelse, men selv så hårdført et fartøj er på disse kanter underlagt større kræfter.
Der er i dén grad store kræfter på spil, når pakisen omkring Grønland dannes. Når saltvand fryser til ved havoverfladen, opstår der store isflager. Hele vejen rundt om Grønland er vind og havstrømme med til at presse isen sammen, og der dannes ofte regulære volde på grund af opskruede isflager. Det ser man især langt oppe mod nord. Den grønlandske østkyst er frosset helt til det meste af året. Det korte vindue, man har, hvis man gerne vil sejle rundt her, begrænser sig stort set til august og september. Den viden var ikke med til at gøre Uri og Helle mindre frustrerede. Under deres ophold måtte de konstatere, at hele Grønlands nordøstkyst var under et kraftigt og vedholdende lavtryk, og at det dårlige vejr havde skubbet isen sammen ud for kysten, hvor de så gerne ville i land.
Og det skulle blive værre endnu. For da besætningen endelig gjorde et forsøg på at trænge igennem isen, gik det galt. En spante – en af de metalstivere, der udgør skibets skelet – blev bøjet. I/F Knud Rasmussen lå stille igen, og denne gang var prognosen for alvor dårlig. Det stod klart, at fartøjets næste rejse ikke ville blive ind til den nordøstgrønlandske kyst.
I stedet måtte det vende om og sejle tilbage til islandske Reykjavik, så skaden kunne blive udbedret.
Det scenarie var ikke til at bære for Uri og Helle. En vigtig del af ekspeditionen var, at de skulle vende hjem med billeder til magasinet National Geographic fra verdens største nationalpark i Nordøstgrønland. Nu så det hele ud til at gå i vasken.
Da Uri og Helle satte kursen mod Grønland i sommeren 2015, havde de været kærester i omkring halvandet år. Faktisk var det netop på de kanter, nærmere bestemt på Ella Ø ud for Østgrønlands kyst, at kærligheden slog ned i 2013. Dengang var de begge med på en ekspedition, hvor der skulle fotograferes billeder til et katalog. Uri kunne mærke, at der skete noget særligt, hver gang han fik øjenkontakt med Helle. Han ville give hende en gave for at udtrykke sine følelser, og valget faldt på en fjer, han havde fundet i den grønlandske natur. En sneuglefjer. Helle kvitterede med et kys på kinden.
Inspektionsskibet Thetis i pakisen. Grønland.
