420 · ANALYSE AF EKSTERNE FORHOLD · KAPITEL 16
præference for virksomheden eller produktet, bliver virksomheden mindre sårbar over for konkurrenternes tiltag som fx reklamekampagner, da kunderne allerede har præference for virksomhedens produkt. Eksempler på virksomheder, der anvender differentiering som konkurrencestrategi, er Apple og Carlsberg.
4.4 Fokuseret differentiering Ved fokuseret differentiering vælger virksomheden en bestemt målgruppe og målretter produktet til målgruppen. Konkurrencestrategien fokuseret differentiering betyder, at virksomheden målretter sit produkt til en mindre del af totalmarkedet.
De virksomheder, der anvender fokuseret differentiering som konkurrencestrategi, tilbyder et unikt produkt til en lille del af totalmarkedet. Formålet er, at virksomhedens kunder skal blive loyale over for produktet og virksomheden. Da virksomheden kun henvender sig til en mindre del af totalmarkedet, er de store konkurrenter ikke truet af virksomheden og vil derfor ikke iværksætte særlige tiltag for at konkurrere om denne del af markedet. Virksomheder, der anvender fokuseret differentiering, er fx Hugo Boss og Ferrari.
4.5 Valg af konkurrencestrategi Virksomheden bør ved introduktionen af et nyt produkt vælge, hvilken konkurrencestrategi den vil satse på. Ifølge Porter er det ikke muligt at opnå stor markedsandel og tilfredsstillende overskud, hvis virksomheden ikke arbejder med en entydig konkurrencestrategi. De virksomheder, der forsøger sig med flere strategier samtidig, risikerer at blive “Stuck in the middle”. Dette er illustreret i nedenstående figur 16.9.