Snorker jeg?!

OLIVER ZAHLE

i samarbejde med Inger Christine Løwe

SNORKER JEG?!

Snorker jeg?!

Jagten på snorkefri nætter

©Oliver Zahle og Inger Christine Løwe og Gads Forlag A/S, 2022

Forlagsredaktion: Anne Mette Palm

Omslag: Sune Ehlers

Grafisk tilrettelæggelse: Bech Grafisk Tryk og indbinding: ScandBook

ISBN: 978-87-12-06810-5 1. udgave, 1. oplag

Printed in Sweden 2022

Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst & Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.

Indhold

Forord

Kapitel 1: Snorken i paradis

Kapitel 2: Hjælp, jeg snorker!

Kapitel 3: Ødelagte drømme

Kapitel 4: Vi har altid snorket

Kapitel 5: Kun rigtige mænd snorker

Kapitel 6: Jeg kan køre hele vejen til frankrig og tilbage igen

Kapitel 7: Jeg, en snorkepatient

Kapitel 8: Jeg snorker

Forord

Jeg har en dårlig og en god nyhed til dig.

Den dårlige er, at du højst sandsynligt læser dette, fordi du snorker. Måske står du lige nu i en boghandel og smuglæser, eller måske – og mere sandsynligt – har en, du generer med din natlige larm, givet dig bogen for at få den søvn tilbage, som du stjæler hver nat med din snorken.

Den gode nyhed er, at der er masser at gøre ved begge dele.

Når man bliver anklaget for noget, er der forskellige strategier, man kan benytte sig af: Afvis anklagen som grundløs, overhør den eller tag anklagen til dig og grib fat om dens rod i et forsøg på forandring.

Jeg startede selv med den første strategi, som lang somt gled over i den anden. Begge strategier virkede kun i et meget begrænset tidsrum. Det holdt selvfølgelig ikke at påstå, at jeg selv vidste, hvad jeg lavede om natten, når jeg sov, mens hende, der sov – eller forsøgte at sove – ved siden af mig, nok havde en bedre fornemmelse af det. Så da jeg til sidst ikke længere kunne lyve for mig selv, endte jeg med at måtte fordybe mig i og undersøge mit problem – den tredje strategi – og det var (lad mig sige det, som det er) en anelse anstrengende.  Derfor får du her en genvej, så du slipper for at skul le gå gennem det samme som mig. Her kan du høre om min rejse fra snorkefornægter til frelst og snorkefri mand.

Næsten halvdelen af alle danskere har snorken inde på livet, enten som snorker eller som den, der bliver snorket på. Omkring hver fjerde af os snorker nemlig regelmæssigt. Det betyder, at 1,3 millioner danskere hver nat ligger og larmer. Måske endda uden at ane det. Men dem, der ligger ved siden af, de ved det i hvert fald helt sikkert.

Uanset om du er den ene eller anden, kan jeg godt love dig, at det at holde op med at snorke vil forandre om ikke dit eget liv, så i hvert fald din sovemakkers.

På min vej ud af snorkeriet har jeg mødt nogle interessante mennesker, der har sat mit eget problem i perspek tiv, fået mig til at tage det alvorligt og ledt mig i retning af en løsning.

Arbejdet med denne her bog har fået mig til at forstå, at snorken ikke bare er et fysiologisk problem. Og det er ikke bare den enkeltes problem, men også i høj grad ens nærmestes. Det er et socialt problem. Derfor er jeg kommet mange steder hen i undersøgelsen, også mange flere, end jeg troede, for snorken er tæt knyttet til søvn, normer, køn, myter og vores ideer om det velfungerende parforhold.

Hvis du kommer gennem bogen uden at falde i søvn undervejs, er det takket være forfatter og journalist Inger Christine Løwe, som bærer en stor del af æren for, at du nu står med bog i hånden, der forhåbentlig er lidt mere end bare en halvsjov fortælling om en semikendis’ problemer med at forstyrre sin kærestes nattesøvn.

Uanset om du er den, der snorker, eller den, der bliver snorket på, håber jeg, bogen her kan ændre noget for dig.

Lad os begynde her. Med en bekendelse: Jeg hedder Oliver. Jeg snorker. Eller rettere: Jeg snorkede.

I PARADIS

Jeg

havde én betingelse: Det skulle være luksuriøst.

Og jeg var for udmattet til selv at finde frem til den helt rigtige, uspolerede sydøstasiatiske ø. Du ved, den der romantiske ø, du kun kan komme til med en charmerende, flerfarvet træbåd, efter at du er kørt i jeep ad farefulde bjergveje.

Jeg gav op efter et par optimistiske Google-søgninger: bedste ø Asien, mindste ø i Thailand, uspoleret ø Asien, romantisk ø Vietnam. Google foreslog, at jeg kunne bo på Hilton på Phuket, tage på øhop sammen med tyve årige, der skulle til full moon party på Koh Phangan eller tage en danskertur til Bangkok med en afstikker til en “hemmelig” ø.

Jeg ringede til et luksusrejsebureau og hørte mig selv sige: “Jeg skal bede om den bedste ferie, I har, for to personer.” Jeg har ellers altid rynket på næsen ad folk, der ikke planlagde deres egne ferier. Lav dog lidt research, har jeg tænkt. Vær dog et selvstændigt menneske!

Men jeg skulle forkæles, og min kæreste, Annika, skulle forkæles. Jeg havde været væk fra morgen til aften for at instruere en spillefilm, og jeg savnede kvalitetstid med hende. Nu var jeg endelig færdig med optagelserne – det skulle være bare hende og mig, ingen afbrydelser. Der måtte ikke mangle noget. Jeg ville overraske hende med ferien. Alt skulle være perfekt, jeg skulle ikke være irriteret over service, at værelset viste sig at være på størrelse med et kammer, eller at udsigten ikke rigtig stemte overens med billederne.

Så jeg lukkede øjnene og betalte halvtreds tusind kroner for ti dages luksus på Phuket. Jeg havde selvsagt høje forventninger, da vi kort tid efter satte os til rette i et fly mod Thailand.

Vi ankom til paradis. Vores hotelværelse var en lille bungalow, som stod på søjler på en klippeskråning i regnskoven, og interiøret var lavet af marmor. Man blev kørt rundt i små golfvogne. Alt var fuldstændig perfekt.

Rejsebureauet havde været tankelæsere. Jeg skrev i mit hoved en ivrig takkemail i ren glædesrus.

Nu skulle vi bare have det dejligt, fokusere på hinanden, ikke tænke på arbejde. Vi skulle ligge på stranden og i sengen og hygge os. Sengen var en himmelseng, den var stor og blød, og ved ankomsten var håndklæderne foldet som små dyr. Jeg var svært tilfreds over udsigten til at tilbringe de næste to uger her med Annika.

Den første morgen vågnede jeg i sengen, strakte mig søvndrukkent og rakte ud efter Annikas nøgne krop. Den var der ikke. Jeg åbnede øjnene helt og konstaterede, at den eneste krop, der lå i sengen, var min egen. Måske var Annika allerede stået op? Men bungalowen bestod kun af det ene værelse, og der var hun ikke. Var hun gået til morgenmaden? Nej, den kom jo her. Til stranden så? Noget skuffende, hvis det var tilfældet – vi skulle jo gøre alting sammen her.

Jeg rejste mig og gik ud på badeværelset. Der fandt jeg Annika liggende på gulvet, sovende. Hun lå på nogle sofapuder, hun åbenbart havde slæbt derud.

Hvad fanden, tænkte jeg, og vækkede hende. – Hvorfor ligger du der?

– Du snorker, sagde hun.

Nå, nå, ja, vi var jo også ramt af jetlag, og jeg havde fået et par øl aftenen før. Den perfekte storm. Dagen og aftenen forløb som planlagt, men næste morgen gentog det sig: Jeg fandt hende sovende på badeværelsesgulvet. Da det også skete morgenen efter, begyndte jeg at blive irriteret. Jeg havde sgu da ikke betalt halvtreds tusind kroner, for at min kæreste skulle ligge ude på badeværelsesgulvet og sove, når jeg vågnede. Hun skulle da ligge ved siden af mig, var det nu for meget at forlange? Hvor slem kunne den snorken være?  Det er rigtig slemt. Annika smilede overbærende hen over sit glas hvidvin ved aftensmaden på strandrestauranten. Og så var det, at det kom:

– Jeg sover også på sofaen derhjemme, men der sniger jeg mig bare tilbage, inden du vågner.

Hvad?! Jeg ventede på, at hun brød ud i et grin og sagde: “Det er for sjov.” Men det skete ikke.

Gør du virkelig?

– Ja, men det er svært hernede. Jeg har jo også jetlag, så jeg når ikke at komme tilbage til sengen, inden du vågner.

Men hvad med gekkoerne og cikaderne? De larmer da også helt vildt?

Oliver, sagde Annika så. Hun behøvede ikke at sige mere, og det vidste hun godt. Sandheden ramte mig som en thailandsk støbejernswok. Jeg snorker. Sådan for alvor.

Jeg har da også nævnt det for dig en del gange derhjemme, smilede Annika i en blanding af forundring og overbærenhed, mens hun tømte sit glas.

Jeg var i chok, men det værste var ikke at indse, at jeg er en snorker. Det var mere måden, jeg fandt ud af det på. Det var først, da min forestilling om en kæresteferie krakelerede, at jeg indså det; da Annika lå på et koldt marmorgulv i stedet for i sengen sammen med mig; da jeg havde brugt halvtreds tusind kroner på noget, som viste sig ikke at være helt som forventet.

Det var kort sagt først, da det blev et problem for mig, at jeg lyttede. Annika havde vist rigtignok nævnt det nogle gange, men jeg havde slået det hen. Hold kæft en idiot, jeg havde været. Oppe i røven på mig selv.