Seksten solopgange
Seksten solopgange er oversat fra engelsk af Mathilde Moestrup efter
Orbital
Copyright © 2023 by Samantha Harvey Dansk udgave © Gads Forlag 2025
Omslag: Harvey Macaulay, Imperiet efter originaldesign
Illustration: Aino-Maija Metsola
Bogen er sat med Stempel Garamond hos BogGrafisk og trykt hos
ScandBook
1. udgave, 1. oplag
ISBN: 978-87-12-80170-2
Denne bog er beskyttet i medfĂžr af gĂŠldende dansk lov om ophavsret.
Kopiering mÄ kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun mÄ ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.
G.E.C. Gads Forlag A/S
FiolstrĂŠde 31-33 1171 KĂžbenhavn K
Danmark
reception@gad.dk www.gad.dk
LÊs om Gads Forlags klimakompensering af vores bogproduktion pÄ gad.dk
SAMANTHA HARVEY
Seksten solopgange
roman
PĂ„ dansk ved Mathilde Moestrup
GADS FORLAG
24 timer i kredslÞb om jorden med dagslys pÄ den nordlige halvkugle.
OmlĂžb minus Ă©t
Som de roterer dĂ©r om jorden i rumskibet, er de sĂ„ fĂŠlles og sĂ„ alene at selv deres tanker, deres indre mytologier, til tider falder sammen. Nogle gange drĂžmmer de de samme drĂžmme â om fraktaler og blĂ„ kloder og velkendte ansigter oplĂžst i mĂžrke, og om verdensrummets klare energiske sorte der smadrer deres sanser. Det rĂ„ verdensrum er en panter, vild og dyrisk; i drĂžmmen sniger den sig forbi deres sovepladser.
De hĂŠnger i hver sin sovepose. En udstrakt hĂ„ndsbred vĂŠk, bag en plade af metal, folder universet sig ud i simple uendeligheder. Deres sĂžvn tynder langsomt ud, og en fjern, jordisk morgen gryr, og pĂ„ deres bĂŠrbare lyser den nye dags fĂžrste lydlĂžse besked op; den lysvĂ„gne, altid vĂ„gne station vibrerer af ventilatorer og filtre. I kabyssen er der rester fra middagen aftenen forinden â beskidte gafler fĂŠstnet til bordet med magneter, og spisepinde skubbet ned i en lomme pĂ„ vĂŠggen. Fire blĂ„ balloner svĂŠver i den cirkulerede luft, pĂ„ en guirlande stĂ„r der Tillykke med
fÞdselsdagen, det var ikke nogens fÞdselsdag, men det var en fejring, og det var alt hvad de havde. Der er chokoladerester pÄ en saks og en lille filtmÄne i et stykke snor, bundet fast til hÄndtaget pÄ det sammenklappelige bord.
Udenfor rumler jorden af sted i en masse af mÄneskin, trÊkker sig tilbage, mens de fortsÊtter frem mod dens kantlÞse kant; skytotterne over Stillehavet farver oceanets nattemÞrke i en lysere kobolt. Og dér nÊrmer Santiago sig pÄ Sydamerikas kyst, i en brÊndende gylden dis af skyer. Ude af syne bag de lukkede skodder har passatvindene, der suser hen over det vestlige Stillehavs varme vand, pisket en storm frem, en varmemotor. Vindene henter varme fra havet, og den samler sig som skyer, der tykner og stivner og begynder at snurre i vertikale stakke, der har dannet en tyfon. Mens tyfonen bevÊger sig mod det sydlige Asien, vender deres fartÞj mod Þst, ÞstpÄ og ned mod Patagonien, hvor et fjernt polarlys med et ryk hvÊlver horisonten i neon. MÊlkevejen er et osende krudtspor affyret pÄ en himmel af satin.
Ombord pĂ„ rumskibet er det tirsdag morgen, kvart over fire, begyndelsen af oktober. Derude er det Argentina det er det sydlige Atlanterhav det er Cape Town det er Zimbabwe. Over sin hĂžjre skulder hvisker planeten morgen â en smal og smeltende klĂžft af lys. De glider lydlĂžst gennem tidszonerne.
De er alle pÄ et tidspunkt blevet fyret op i himlen pÄ en petroleumsbombe og sÄ sendt gennem atmosfÊren i en brÊndende rumkapsel, med en vÊgt mod sig der svarer til to sortbjÞrne. De har alle gjort deres brystkasser hÄrde som stÄl mod vÊgten, indtil de mÊrkede bjÞrnene slippe, fÞrst den ene, sÄ den anden, og himlen blive til rummet, og tyngdekraften blive svagere, og hÄrene rejse sig.
De er seks i et mÊgtigt H af metal der hÊnger over jorden. De drejer rundt med hoved mod hÊl, fire astronauter (amerikaner, japaner, brite, italiener) og to kosmonauter (russer, russer); to kvinder, fire mÊnd, en rumstation der bestÄr af sytten forbundne moduler, otteogtyve tusind kilometer i timen. De er de seneste seks af mange; der er ikke lÊngere noget usÊdvanligt ved alt det her, rutineastronauter i jordens baghave. Jordens utrolige og usandsynlige baghave. Dreje rundt med hoved mod hÊl i deres langsomme fremdrifts rÊs, hoved mod hofte mod hÄnd mod hÊl, dreje og dreje med dagene. Dagene haster forbi. Alle skal de vÊre her i omkring ni mÄneder, ni mÄneder med denne vÊgtlÞse driven rundt, ni mÄneder med opsvulmet hoved, ni mÄneder med dette sardinliv, ni mÄneder med jordvendt mÄben, sÄ tilbage til planeten dernede.
En fremmed civilisation ville mÄske se til og spÞrge: Hvad har de gang i? Hvorfor flyver de bare
rundt og rundt? Jorden er svaret pÄ alle spÞrgsmÄl.
Jorden er en triumferende elskers ansigt; de betragter den sove og vĂ„gne og fortaber sig i dens vaner. Jorden er en mor, der venter pĂ„ at hendes bĂžrn kommer hjem, fulde af historier og henrykkelse og lĂŠngsel. Med lidt mindre kompakte knogler, lidt spinklere lemmer. Ăjnene fulde af syn der er svĂŠre at beskrive.
FĂžrste omlĂžb, opadstigende
Roman vĂ„gner tidligt. Han skubber soveposen af sig som en ham og svĂžmmer gennem mĂžrket til laboratorievinduet. Hvor er vi, hvor er vi? Hvor pĂ„ jorden. Det er nat, og der er land. En gigantisk stjernetĂ„ge af en by kommer til syne, bliver skarpere midt i et rustrĂždligt intet; nej, to byer, Johannesburg og Pretoria, lĂ„st fast til hinanden som en dobbeltstjerne. Lige bag atmosfĂŠrens bĂ„nd er solen, og i lĂžbet af det nĂŠste minut vil den rydde horisonten og oversvĂžmme jorden, og daggryet vil komme og gĂ„ pĂ„ bare fĂ„ sekunder, indtil dagslyset er overalt pĂ„ Ă©n gang. Central- og Ăstafrika pludselig oplyst og varmt.
I dag er hans fire hundrede og fireogtredivte dag i rummet, et antal opnÄet pÄ tre forskellige missioner. Han fÞrer nÞje logbog. PÄ denne mission er det dag otteogfirs. PÄ en ni mÄneder lang mission er der i alt cirka fem hundrede og fyrre timers morgentrÊning. Fem hundrede morgen- og eftermiddagsmÞder med de amerikanske, europÊiske og russiske hold pÄ jorden. Fire tusind tre hundrede og tyve solopgange, fire
tusind tre hundrede og tyve solnedgange. NĂŠsten hundrede fireoghalvfjerds millioner kilometer gennemrejst. Seksogtredive tirsdage, men ikke desto mindre, i dag er en af dem. Fem hundrede og fyrre gange man er nĂždt til at sluge sin tandpasta. Seksogtredive skift af T-shirt, hundrede og femogtredive undertĂžjsskift (rent undertĂžj hver dag er en alt for dyr opbevaringsluksus), fireoghalvtreds par rene sokker. Polarlys, orkaner, storme â mĂŠngden af dem er uvis, men deres forekomst sikker og vis. Ni fuldendte mĂ„necyklusser selvfĂžlgelig, mĂ„nen, deres sĂžlvskinnende fĂžlgesvend, der fredsommeligt bevĂŠger sig gennem sine faser, mens dagene gĂ„r deres egne veje.
Ikke desto mindre ses den flere gange om dagen og nogle gange sĂŠrt forvrĂŠnget.
Til logbogen, der bliver fĂžrt pĂ„ et stykke papir i hans afdeling, tilfĂžjer Roman den otteogfirsindstyvende linje. Ikke for at glemme tiden, men i forsĂžget pĂ„ at tĂžjre den til noget tĂŠlleligt. Ellers â ellers flyder centrummet ud. Rummet river tiden i stykker. Mens de var i trĂŠning, fik de at vide: FĂžr logbog hver dag nĂ„r du vĂ„gner, sig til dig selv at det her er en ny dags morgen. VĂŠr afklaret i den sag. Det her er en ny dags morgen.
Og det er det, men pÄ denne nye dag vil de omkredse jorden seksten gange. De vil se seksten solopgange og seksten solnedgange, seksten dage og
seksten nÊtter. Roman griber fat i gelÊnderet ved vinduet for at holde sig i ro; den sydlige halvkugles stjerner er pÄ flugt. I befinder jer i Koordineret Universaltid, fortÊller holdet pÄ jorden dem. VÊr afklaret i den sag, altid afklaret. Se ofte pÄ uret for at forankre din bevidsthed, sig til dig selv nÄr du vÄgner: Det her er en ny dags morgen.
Og det er det. Men det er en dag med fem kontinenter og med efterÄr og forÄr, gletsjere og Þrkener, vildmarker og krigszoner. Midt i deres konstante omdrejninger om jorden, i ophobningen af lys og mÞrke, i den forblÞffende udregning af fremstÞd og indstillinger, og hastighed og sensorer, ankommer morgenens piskesmÊld hver halvfemsindstyvende minut. De kan godt lide de her dage hvor det udendÞrs daggry kortvarigt blomstrer samtidig med deres eget.
I dette sidste minuts mĂžrke er mĂ„nen nĂŠsten fuld og hĂŠnger nede i den skinnende atmosfĂŠre. Det er som om natten ikke aner at den snart vil blive tilintetgjort af dagen. Roman ser i et glimt sig selv nogle mĂ„neder ude i fremtiden, hvordan han stirrer ud ad vinduet pĂ„ sit sovevĂŠrelse derhjemme, flytter sin kones anretning af tĂžrrede â og for ham navnlĂžse â blomster til side, tvinger det kondensvĂ„de og umedgĂžrlige vindue op, lĂŠner sig ud i Moskva-luften, og ser den, den samme mĂ„ne, som en souvenir han
har taget med hjem fra ferie et eksotisk sted. Men det er kun et glimt, og sĂ„ er synet af mĂ„nen fra rumstationen â som den ligger lavt og klemt inde bag atmosfĂŠren, ikke rigtig over dem, men over for dem, ligestillet â det eneste der findes, og det korte begreb han gjorde sig om sit sovevĂŠrelse, sit hjem, er vĂŠk.
I skolen havde de en time om maleriet Las Meninas, da Shaun var femten. Det handlede om hvordan maleriet skabte forvirring og gjorde sine betragtere usikre pÄ hvad det var de sÄ.
Det er et maleri inde i et maleri, sagde lĂŠreren âse godt efter. Se her. VelĂĄzquez, kunstneren, er ogsĂ„ med pĂ„ maleriet, og hans staffeli; han maler et maleri, og det han maler, er kongen og dronningen, men de stĂ„r uden for maleriet, dĂ©r hvor vi er og ser ind, og den eneste grund til at vi ved de er der, er fordi vi kan se dem i spejlet lige foran os. Det kongen og dronningen ser, er det vi ser â deres datter og hendes hofdamer, som maleriet er opkaldt efter â Las Meninas, âHofdamerneâ. Men hvad er sĂ„ det centrale for dette vĂŠrk â kongen og dronningen (som bliver malet og hvis hvide, genspejlede ansigter nok er smĂ„, men dog centrerede i baggrunden), deres datter (som er stjernen i midten, sĂ„ lys og blond midt i alt det dystre), hendes hofdamer (og hof-dvĂŠrge, -anstandsdamer og -hund), den luskede mand der er pĂ„ vej ind
ad dÞren i baggrunden og lader til at komme for at overbringe en besked, Velåzquez (hvis tilstedevÊrelse som billedets maler tydeliggÞres af hans placering pÄ maleriet, ved staffeliet, hvor han maler det der kunne vÊre et billede af kongen og dronningen, men som ogsÄ kunne vÊre selve Las Meninas), eller et det os, betragterne, der indtager samme plads som kongen og dronningen der ser ind, og som bliver betragtet af Velåzquez og den unge prinsesse og, i spejlet, af kongen og dronningen? Eller handler vÊrket om selve kunsten (som er en mÊngde illusioner og tricks og kneb i livet), eller selve livet (som er en mÊngde illusioner og tricks og kneb i en bevidsthed, der prÞver at forstÄ livet gennem sanseindtryk og drÞmme og kunst)?
Eller â sagde lĂŠreren â handler maleriet slet ikke om noget? Er det bare et rum med nogle mennesker og et spejl?
For Shaun, der som femtenÄrig ikke havde planer om at studere kunsthistorie og allerede vidste at han gerne ville vÊre jagerpilot, udgjorde undervisningen toppunktet af meningslÞshed. Han syntes ikke specielt godt om maleriet, og han var ligeglad med hvad det forestillede. Ja, det var sandsynligvis bare et rum med nogle mennesker og et spejl, men han gik sÄ lidt op i det at han ikke engang gad rÊkke hÄnden op og sige det. Han tegnede geometriske figurer pÄ sin
notesblok. SÄ tegnede han en mand der blev hÊngt. Pigen der sad ved siden af ham, fik Þje pÄ hans tegninger og puffede til ham og hÊvede et Þjenbryn og smilede, et flygtigt lille smil, og da hun mange Är senere blev hans kone, gav hun ham et postkort med Las Meninas, fordi det for hende var et symbol pÄ deres fÞrste rigtige interaktion. Og da han mange Är senere var taget til Rusland for at forberede sin rejse ud i rummet, skrev hun med forkrampet hÄnd pÄ bagsiden af postkortet en prÊcis gengivelse af alt hvad deres lÊrer havde sagt, og han havde fuldkommen glemt det, men hun kunne huske det med en klarhed der ikke overraskede ham, for hun var den skarpeste og mest klarsynede person han kendte.
Han har postkortet i sin afdeling. Da han vÄgner denne morgen, kommer han uforvarende til at stirre pÄ det, pÄ alle de mulige centrummer og perspektiver som hans kone har skrevet ud pÄ bagsiden. Kongen, dronningen, tjenestepigerne, pigen, spejlet, kunstneren. Han stirrer i lÊngere tid, end han er bevidst om. Fornemmelsen af en ufÊrdig drÞm sidder stadig i ham, noget vildt i hans tanker. Da han smyger sig ud af soveposen og tager sit lÞbetÞj pÄ og gÄr ud for at drikke kaffe i kabyssen, fÄr han et glimt af Omans karakteristiske nordlige spids, der stikker ud i den persiske golf, stÞvskyer over det marineblÄ Arabiske Hav, den enorme flodmunding Indus, det han vil tro
er Karachi â lige nu usynlig i dagslyset, men om natten et stort, komplekst skraveret gitter der minder ham om de smĂ„ tegninger han engang sad og lavede.
IfÞlge den vilkÄrlige tidsmÄler de bruger heroppe, hvor tiden er sprÊngt i stykker, er klokken seks om morgenen. De andre er ved at stÄ op.
De ser ned, og de forstÄr godt hvorfor den kaldes Moder Jord. Fra tid til anden kan de alle sammen mÊrke det. De forbinder alle jorden med en mor, og det fÄr til gengÊld dem til at fÞle sig som bÞrn. I deres glatbarberede, androgyne vuggen, deres reglementerede shorts og skevenlige mad, juice drukket med sugerÞr, fÞdselsdagsguirlander, de tidlige aftener, den pÄtvungne uskyldighed der kommer med pligttro dage, har de alle Þjeblikke heroppe, hvor deres astronaut-jeger pludselig udslettes, og der opstÄr en kraftfuld fÞlelse af at vÊre lille, af barndom. Deres forÊlder tÄrner sig op uden for glaskuplen, altid nÊrvÊrende.
Men lige nu mere end ellers. Siden Chie kom ind i kabyssen fredag aften, mens de lavede aftensmad, hendes ansigt grÄt af chok, og sagde: Min mor er dÞd. Og Shaun slap sin nudelpakke, sÄ den svÊvede over bordet, og Pietro svÞmmede den meter, der var mellem dem, bÞjede hovedet og tog begge hendes hÊnder i sine i en koreografi sÄ sÞmlÞs at man skulle
have troet den var planlagt, og Nell mumlede noget uforstĂ„eligt, et spĂžrgsmĂ„l â hvad? hvordan? hvornĂ„r? hvad? â og betragtede Chies blege ansigt, der med Ă©t blev karmoisinrĂždt, som om ordene gav hende varmen til at sĂžrge.
Efter den nyhed er de begyndt at se ned pÄ jorden mens de cirkler rundt om den (planlÞst, forekommer det dem, selvom det er det stik modsatte), og dér var ordet: mor mor mor mor. Chies eneste mor er nu den rullende, skinnende kugle der ufrivilligt kaster sig rundt om solen én gang om Äret. Chie er blevet forÊldrelÞs, faren har vÊret dÞd i et Ärti. Kuglen er det eneste objekt hun nu kan pege pÄ og sige har givet hende livet. Der er intet liv uden den. Uden planeten er der intet liv. à benlyst.
TÊnk en ny tanke, siger de nogle gange til dem selv. De tanker man har nÄr man er i kredslÞb, er sÄ storslÄede og gamle. FÄ en ny, en der er fuldstÊndig frisk og utÊnkt.
Men der er ingen nye tanker. Kun gamle tanker, fĂždt i nye Ăžjeblikke â og i disse Ăžjeblikke er tanken: Uden jorden er det ude med os alle. Vi ville ikke overleve et sekund uden dens nĂ„de, vi er sĂžmĂŠnd pĂ„ et skib pĂ„ et dybt, mĂžrkt hav som det er umuligt at svĂžmme i.
Der er ingen der ved hvad de skal sige til Chie, hvilken trĂžst kan man tilbyde en der lider et chokerende
tab mens de er i kredslÞb. Du vil sikkert gerne hjem og tage en form for afsked. Du behÞver ikke sige noget; du kan bare se ud ad vinduet pÄ den strÄleglans der igen og igen fordobles. Herfra er jorden ligesom himlen. Den flyder over af farver. Et udbrud af hÄbefulde farver. NÄr vi er pÄ planeten, ser vi op og tÊnker at himlen er et andet sted, men astronauterne og kosmonauterne tÊnker nogle gange sÄdan her: MÄske er vi alle, os der er fÞdt der, allerede dÞde og befinder os i livet efter dÞden. Hvis vi virkelig skal et usandsynligt og utroligt sted hen nÄr vi dÞr, kunne den glasagtige, fjerne klode med dens smukke, ensomme lysshow godt vÊre stedet.