roman
Af samme forfatter på dansk: Transit, roman 2012
Forvandlingen, roman 2019
Hvad Sara skjuler, ungdomsroman 2022
Forbryder og straf, roman 2024
Kathrine Nedrejord
SAMEPROBLEMET
Roman
På dansk ved Sara Koch
GADS FORLAG
Sameproblemet er oversat fra norsk af Sara Koch efter Sameproblemet
Copyright © Kathrine Nedrejord
First published by H. Aschehoug & Co. (W. Nygaard) AS, 2024
Published in agreement with Oslo Literary Agency
Dansk udgave © Gads Forlag 2026
Omslag: eyelab.design efter originaldesign af Sara R. Acedo
Bogen er sat med Sabon og Bignord hos Demuth Grafisk og trykt hos Scandbook 1. udgave, 1. oplag
ISBN: 978-87-12-80266-2
Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.
G.E.C. Gads Forlag A/S
Fiolstræde 31-33
1171 København K
Danmark reception@gad.dk www.gad.dk
Læs om Gads Forlags klimakompensering af vores bogproduktion på gad.dk
Til mor og far
Samespørgsmålet er stadig ubesvaret.
ÁILLOHAŠ/NILS-ASLAK VALKEAPÄÄ
FRANKRIG
Jeg har mistet grebet om den jeg var.
Sådan må det være.
Noget er gået tabt i min krop, i mit hoved, og tabet må have været der længe og gjort varig skade. Alle kan se det på mig i venteværelset uden for børnelægens kontor. Der sidder ikke så mange, tre kvinder, en mand, fire børn i forskellige aldre, som jeg ikke tør gætte på, men de er i hvert fald ældre end mit, og ingen af dem ser på mig og Anna, men hvis de kastede et blik hen på mig, ville de se det. De kan se det når jeg tøvende træder ind i det hvide, sterile værelse. Hvor usikker, tænker de sikkert. Ung mor, tænker de sikkert, før de ser mit ansigt og forkaster idéen igen lige så hurtigt. Umoden, tænker de, det ville jeg have tænkt hvis jeg så mig selv med deres øjne. Børnelægen med det grå og hårdt tilbagestrøgede hår, med skolemesterblikket, tænker alt dette og mere til da han ser på mig. Han gider ikke studere mig særlig længe, tre sekunder, det er nok. Direkte tilbage til maskinen, listerne med ting vi skal gennemgå. Målebånd, vægt, spørgsmål der skal stilles. Jeg sidder der og er ingen, og holder noget helt, et lille barn, holder hende og er en fysik uden særpræg. For hvis jeg havde været noget, bare et ekko af den jeg engang var, ville jeg stirre tilbage på ham allerede fra første bonjour. Madame er ikke fransk? siger han uden at se på mig.
Nej, siger jeg. Men jeg har boet her i tolv år.
Den sidste sætning er et desperat forsøg på at vise at jeg faktisk eksisterer. Til ingen nytte. Han reagerer ikke. Måske er det bedst sådan. Jeg vil ikke have at han spørger hvor jeg kommer fra. At jeg igen skal tøve og svare Norge med den samme følelse af at fortælle en halv sandhed som jeg har haft siden jeg flyttede herned. Den mere fuldstændige sandhed, den der indeholder de samiske rødder, opvæksten i Márkannjárga – så langt nordpå man kan komme på det europæiske kontinent, som jeg plejede at sige da jeg var yngre og ikke rigtig havde rystet det af mig endnu – passer aldrig rigtigt ind. For børnelægen er det under alle omstændigheder irrelevant. En udlænding er en udlænding. Han stirrer videre på skærmen foran sig. Uden at løfte blikket beder han mig om at tage tøjet af barnet og lægge hende på vægten. Jeg begynder at tro at jeg er usynlig, at det ikke bare er mig der føler mig overset, men også ham der ikke kan registrere noget synligt menneske derinde. Jeg kæmper med at få tøjet af hende.
Hvorfor ryster jeg sådan! Hvorfor ser jeg ham ikke i øjnene! Hvorfor bliver jeg så underdanig og krumbøjet! Hvorfor tager jeg ikke til genmæle når han nu begynder at give mig selvfølgelige råd om at bade spædbørn, afkode sultsignaler, at komme ud og få frisk luft! Begynde at introducere anden føde end mælk, hvorfor siger jeg ikke det ved jeg godt! Ved jeg det pludselig ikke alligevel! Hvorfor krymper jeg mig! Hvorfor rejser jeg mig nu med Anna i armene og takker ham? Er det det jeg vil lære hende! Sådan er man bedst en kvinde, Anna, man finder sig i alting! Tag den tak i dig, tænker jeg. Lad være med at nikke som om han er en
autoritet og du accepterer den autoritet. Gå ikke ud og lad ham stå tilbage, tilfreds med sig selv over at have reddet en faldende kvinde med et gebrokkent fransk. Og så gør jeg det! Så lader jeg mig forsvinde.
Og derude på gaden er jeg lige ved at græde fordi jeg har været så medgørlig at jeg begynder at tvivle på at der egentlig er nogen som helst modstandskraft tilbage i mig.
I det store vindue ind til bedemanden ved siden af klinikken prøver jeg at få øje på mig selv. I stedet ser jeg et vagt ansigt, tjavset hår jeg ikke kan huske om jeg fik redt i morges eller ej. Du mangler sjæl, tænker jeg næsten højt til spejlbilledet, men heldigvis på norsk, hvis jeg nu også sagde det højt. Blikket eller udtrykket eller hele kroppen, der står der med den pokkers barnevogn. Ingen. Personne, siger de på fransk, alt for tæt på det norske ord for faktisk at være nogen, og det er der forvirringen opstår. Du er ingen, tænker jeg.
Og så ser jeg at telefonen blinker. En ny e-mail.
Raphaëlle Reynaud, står der.
Der går kun et par tiendedele af et sekund før jeg har rettet ryggen.
Jeg ser ned på Anna.
Jeg smiler.
Hvorfor kom den ikke før jeg gik ind til lægen?
Nu er mor glad, siger jeg med den dumme, lyse stemme jeg har brugt de sidste fire måneder når jeg taler til hende. Jeg havde ellers sværget at jeg ikke ville blive sådan en der tillagde sig en børnestemme, lige indtil jeg læste om forskning der viser at spædbørn lytter mere når man gør det, og jeg er en slave af forskning, instinktet først, selvfølgelig,
men det er væk, det findes ikke, og så leder jeg efter gode råd.
For mor har fået en e-mail, siger jeg.
Måske er det der fejlen ligger, når jeg at tænke før jeg åbner mailen. Jeg må holde op med at kalde mig selv mor når jeg taler til Anna, når jeg at tænke før jeg læser ordene.
Fremover vil jeg sige jeg.
Det begyndte på bogmessen for uafhængige boghandlere sidste år.
Jeg havde slæbt Clément med for andet år i træk. Turde ikke gå alene. Han forstod det ikke. Jeg arbejdede jo med nye mennesker hele tiden, hvorfor blev jeg pludselig så genert derinde? Men det er en anden verden, sagde jeg. Her kender jeg ikke nogen, sagde jeg. Kan du ikke bare tænke at alle er nøgne eller sådan noget, sagde han, er det ikke det de siger man skal? Det kan jeg ikke, sagde jeg.
Jeg havde en usynlig bule på maven dengang og en enorm iver i kroppen, jeg tror jeg tænkte at det var nu eller aldrig, det første år havde jeg ikke magtet at indlede samtaler med forlæggerne, men høfligt studeret de udstillede bøger og nikket venligt til forlæggerne. Men nu var der noget der tikkede inde i mig, dette frø der var sået – Anna var kun et embryo på den tid, havde ikke engang nået fosterstadiet –eller også var jeg bare fandenivoldsk, det føltes sådan, jeg indledte samtaler med mikroforlag efter mikroforlag, mærkede Cléments blik i nakken, tog visitkort med, navne på tidsskrifter de opfordrede mig til at sende bidrag til – alle ubetalte selvfølgelig – indtil jeg kom til Éditions de la Petite Rivière og Raphaëlle Reynaud.
Hun var lav og spinkel og energisk, med den der store manke af mørke krøller – senere var der nogen der i forbifarten sagde at hun havde madagaskiske aner – og lange, slanke fingre hun slog mod hinanden når hun talte engageret, og det gjorde hun hele tiden – i hvert fald den dag på bogmessen for uafhængige forlag – og jeg blev draget mod hende, hendes bord, hendes gestikuleren, stemmen der var højere end den ved nabobordet, og blikket blev lige så hurtigt tiltrukket af den flotte serie bøger i farver, med enkle variationer af geometriske figurerer på omslagene, som hun fortalte at hendes søn havde det grafiske ansvar for. Hun var engageret, men ikke overtalende, kun fuld af passion for det hun lavede. Hun var interesseret i historier udefra, hun sagde at hun godt kunne lide andre perspektiver. Hvem er du så? Hun lyttede da jeg fortalte, det jeg sagde om journalistikken, vikariaterne der var gledet over i freelancearbejde, og den voksende følelse af at det ikke længere var nok, eller at jeg holdt noget tilbage, noget der ikke passede ind i de artikler og reportager jeg producerede – for det føltes som produktion! – jeg talte og talte om at jeg havde skrevet for min egen skyld siden jeg var otte-ni år gammel, og havde elsket at skrive uden at være bundet af en skoleopgave eller et emne, bare skrive mest for sprogets skyld, og forresten kom jeg oppe nordfra, fra de arktiske egne, som ikke allerede var beskrevet op og ned ad stolpe, og det var derfor jeg var begyndt at skrive, for nogen blev jo nødt til at beskrive det jeg så der hvor jeg var, ikke også, og Raphaëlle Reynaud lyste op og nikkede begejstret. Jeg kunne mærke at Clément rørte ved mit ærme, som for at sige at nu var det nok, men det var ikke nok, for hendes blik glødede så meget
at jeg var sikker på at det smittede, og at mine øjne glødede tilbage mod hendes. Jeg vil gerne gå et skridt videre, sagde jeg, og skrive fiktion. Ja! sagde hun og lo en høj, ivrig latter, der fik folk til at vende sig om ved bordene omkring os. Så gav hun mig sit kort, send mig noget, Marie, sagde hun, så snart du har noget sammenhængende du tror vil passe ind, sagde hun, så send mig det! Og send det til mig før du sender det til nogen andre! Hun blinkede til mig. Hun bøjede sig frem, hun sagde at der var noget ved mig når jeg talte, at hun troede der var noget mere der, og jeg fik varme kinder og vidste ikke hvad jeg skulle svare, og bagefter spurgte
Clément om alting var i orden, for jeg havde vist blanke øjne, er du syg, det gør vel ikke ondt? – han sendte et blik ned mod maven, og jeg rystede på hovedet.
Så begyndte jeg at skrive.
Jeg skrev når mine freelanceartikler var færdige og afsendt til redaktionerne jeg arbejdede for. Det var ikke let.
Når jeg satte mig ned, kom der ikke noget. Engang skrev jeg noget af fra en pakke te Clément havde stillet frem til sin morgenmad, og lod det være en begyndelse, så kom der da noget, kom en masse – jeg stoppede op så snart der dukkede et sted op der lignede Márkannjárga for meget, og Seifjord, begge steder, væk, de ødelagde teksten, gjorde mig til journalist igen, jeg beskrev virkeligheden, virkeligheden, virkeligheden, jeg ville væk fra realiteten, magtede den ikke, begyndte at skrive om en tanke jeg vidste jeg havde haft som teenager, et ønske om ikke at have en krop, komme væk fra det konkrete, den fysiske tilstedeværelse i verden, eller i hvert fald skifte min meget specifikke krop ud med en neutral krop, men jeg blev nødt til at fjerne det med neutral,
for det krævede en forklaring jeg ikke havde tankekraft nok til at give, skulle skabe et rum i stedet, i teksten, til den abstrakte følelse, det abstrakte tab, noget også franskmænd kunne forstå, noget universelt. Og det blev en slags hale der voksede og voksede, og jeg fortsatte også efter at Anna blev født, og jeg skrev og skrev og lod det bare strømme, flyde over, og så bestemte jeg mig for at sende det til Raphaëlle Reynaud, hele ordoversvømmelsen.
Det er nu tre uger siden, og jeg har ventet og ventet og ventet. Hun sendte bare en kort e-mail om at teksten var modtaget, og at hun glædede sig til at læse. Da jeg var seksten-sytten år gammel, plejede jeg at sige at jeg ville være forfatter, og længe ville jeg det også, men så tænkte jeg at det var for mærkeligt et job at ønske sig, og fra slutningen af teenageårene og frem holdt jeg op med at sige det højt, fordi det blev stadig mere flovt for hver dag der gik uden at jeg kunne henvise til nogen konkrete resultater, og desuden stagnerede alle mine idéer altid efter et par sider, mistede al kraft, men ønsket forsvandt ikke, det lå nedenunder og dirrede. Det var som om jeg havde skabt et parallelt liv hvor jeg næsten hele tiden gjorde det jeg drømte om, men aldrig helt.
Kom så, tænker jeg.
Åbn den e-mail.
Omfavn den du var, tænker jeg, erklær dig genfundet.
Og så læser jeg hvad hun skriver, Raphaëlle Reynaud.
Først skimmer jeg det bare.
Anden gang læser jeg det ikke grundigere. Det behøver jeg ikke.
Jeg slukker bare telefonen og lægger den tilbage i jakkelommen.
Hører Anna klynke, giver hende sutten hun har tabt.
Så så, lille ven, mumler jeg. Så så.
Noget med at hun er overrasket.
Noget med at det ikke var det hun havde forventet. Noget med at hun ikke rigtig ved hvad det er hun har læst, og hvordan jeg havde forestillet mig at det skulle passe ind i hendes udgivelsesprofil. Noget om at det er tydeligt at min styrke som skribent ligger i sagprosaen, med min baggrund i journalistik. Noget med at min vage jeg-person, nærmest uden navn, uden nogen baggrund, den burde være forankret i noget tydeligere. Noget om at hun havde forventet, ja faktisk glædet sig til at skifte bekendtskab med et landskab der var anderledes end det franske. Noget om at så snart jeg valgte det fra og valgte som jeg gjorde, blev det en fortælling der ligner tusindvis, millionvis af fortællinger der allerede findes. Noget om at hun ikke tror på det vage og tågede.
Noget om at teksten for så vidt ikke var dårlig. Noget om at problemet er at den mangler et budskab, en fortælling.
Noget om at hun oprigtigt spekulerer på hvorfor jeg har skrevet det.
Hvorfor lige det her, Marie Engmo? Er det virkelig det du gerne vil sende ud i verden?
Det skrev hun sikkert ikke, men det er det jeg hører mens jeg skubber barnevognen ind i opgangen i vores halvgamle ejendom, trykker på elevatorknappen, stirrer på den skjoldede væg mens jeg venter.
Da Clément ringer for at høre hvordan det gik hos børnelægen, tager jeg ikke telefonen, men ser bare på det lysende display, sætter mig bagefter i sofaen og ammer barnet igen. Af og til er det sådan jeg tænker på hende. Som et barn, et hvilket som helst barn. Hun ligner under alle omstændigheder mest Clément. Da han endelig kommer hjem, stiller han alle bæreposerne på køkkenbordet og begynder at tage varer ud en efter en, nogle sætter han i køkkenskabet, andre i køleskabet. Jeg siger at alt gik godt hos lægen.
Men jeg siger det før han har nået at spørge, så han kigger hen på mig.
Ja? Sikker?
Ja.
Jeg holder Anna, sidder og nynner en melodi jeg må kunne huske fra langt tilbage, skolen, børnehaven, jeg kan i hvert fald ikke huske ordene der hører til, kun melodien, og også den gør noget ved Cléments udtryk, jeg kan ikke tolke det, så jeg siger at vi nok går tidligt i seng, Anna og jeg. Det var den e-mail jeg gik ventede på, og så gik det ikke, og så skal monotonien bare fortsætte, fortsætte, uendelig lang som den melodi jeg nynner, jeg kan ikke se nogen forandring, skimter intet nyt.