faren til mine egne børn var nøjagtig som David. Jeg ville have, at han var David. Vi var gode til at have sex, vi begærede hinanden og var allerede venner – David havde allerede tryllebundet mig – men det var Jamie, der fik mine følelser til at udkrystalliseres i kærlighed til hans far. Men nu går det op for mig, at Jamie har trukket sig mere tilbage, siden jeg flyttede til Carnhallow. Han er blevet fjern, eller ligefrem vagtsom. Som om han vurderer mig. Som om han har en følelse af, at noget ikke er, som det skal være. Noget med mig. Min stedsøn ser tavs på mig i bakspejlet. Han har store, lyse øjne i en bleg, violblå nuance. Han er en meget køn dreng, faktisk helt usædvanligt smuk. Er det et bevis på min overfladiskhed, at Jamie Kerthens skønhed gør det lettere for mig at elske ham? Hvis det er, må det være sådan, jeg kan ikke gøre for det. Et smukt barn har stor magt; det er ikke let at modstå. Og så ved jeg ovenikøbet, at hans drengede skønhed skjuler en dyb sorg, som kun får mig til at elske ham med endnu større styrke. Jeg vil aldrig kunne erstatte den mor, han har mistet, men jeg må da kunne lindre hans ensomhed. En lok af hans sorte hår er faldet ned over den blege pande. Hvis han var min, havde jeg strøget den tilbage på plads. Endelig siger han noget. “Hvornår skal far af sted igen?” Jeg skynder mig at svare. “Mandag morgen, som han plejer, i over‑ morgen. Men han er kun væk et par dage. Han kommer til Newquay med fly sidst på ugen. Han er ikke længe væk, slet ikke.” “Åh. OK. Tak, Rachel.” Han sukker med følelse. “Jeg ville ønske, at far var hjemme i længere tid. Jeg ville ønske, han ikke var så meget væk.” “Ja, Jamie. Jeg har det på samme måde.”
38
Ildbarnet_TRYK.indd 38
10/02/2017 13.48