Page 1


Ildbarnet Af S.K. Tremayne Oversat fra engelsk efter S.K. Tremayne: The Fire Child Copyright © 2016 by S.K. Tremayne All rights reserved Published by arrangement with Ulf Töregård Agency AB Dansk udgave: copyright © 2017 Gads Forlag ISBN: 978‑87‑12‑05416‑0 1. udgave, 1. oplag Omslag: Anders Timrén Omslagsfoto: Arcangel images, iStockphoto, Shutterstock Bogen er sat med Transitional 521 hos BogGrafisk og trykt hos ScandBook, Sverige Oversætteren ønsker at takke Signe Boeskov, ph.d., centerleder ved Herregårdsmuseet Gammel Estrup, Tonci Balic Zunic, lektor ved Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning, Københavns Universitet, samt Jens Andersen, senior lecturer ved Camborne School of Mines, University of Exeter Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. www.gad.dk Dette værk er fiktion. Navne, personer, virksomheder, organisationer, steder og begivenheder er et produkt af forfatterens fantasi eller anvendes i fiktiv sammenhæng. Enhver lighed med virkelige nulevende eller afdøde personer eller hændelser er tilfældig.

Ildbarnet_TRYK.indd 4

10/02/2017 13.48


S. K. TREMAYNE

ILDBARNET pĂĽ dansk ved nanna lund

gads forlag

Ildbarnet_TRYK.indd 3

10/02/2017 13.48


Ildbarnet_TRYK.indd 2

10/02/2017 13.48


178 dage før jul

Morgen Minegangene løber under havet. Det er en vished, jeg ikke så nemt kan slå ud af hovedet. Minegangene løber under havet. Halvanden kilometer eller mere. Jeg står i Den Gamle Spisestue i mit enorme nye hjem, hvis vinduer vender mod nord, ud mod Atlanterhavet og klipperne ved Penwith og en mørk masse i silhuet. Den mørke, todelte form er Morvellan-minen, skakttårnet og pumpehuset. Selv på en skyfri junidag som i dag ser Morvellanruinerne sært triste ud – eller anklagende. Det er, som om de prøver at fortælle mig noget, men alligevel hverken kan eller vil. De er stumme på en talende måde. Det er det urolige Atlanterhav, der står for al larmen, hver gang strømmen fører de brølende bølger ind over minegangene. “Rachel?” Jeg vender mig. Min mand står i døren. Vi har giftet os for kort tid siden. Hans skjorte er blændende hvid, hans jakkesæt ulasteligt, næsten lige så sort som hans hår, og weekendens skægstubbe er forsvundet. “Jeg har ledt efter dig overalt, skat.” “Undskyld. Jeg har set mig lidt om. Gået på opdagelse i huset. Dit fantastiske hus!” “Vores hus, skat. Vores.”

11

Ildbarnet_TRYK.indd 11

10/02/2017 13.48


Han smiler, kommer hen til mig, og vi kysser hinanden. Det er et morgenkys, et af-sted-på-arbejde-kys, som ikke skal føre til mere, men alligevel ophidser det mig, alligevel får jeg den der skræmmende og liflige fornemmelse: at et andet menneske kan have en sådan magt over mig, en magt, jeg på en eller anden måde kun er alt for villig til at underkaste mig. David tager min hånd. “Så er det altså din første weekend på Carnhallow …” “Mmm.” “Hvordan er det så? Fortæl! Jeg vil vide, om du er okay! Jeg ved godt, at det er lidt af en udfordring – at være så langt væk fra alting, og så med alt det, der skal gøres. Jeg vil godt kunne forstå det, hvis du er betænkelig.” Jeg løfter hans hånd op og kysser den. “Betænkelig? Vrøvl. Jeg elsker det. Jeg elsker dig, og jeg elsker huset. Jeg elsker det alt sam‑ men, jeg elsker udfordringen, elsker Jamie, elsker, at vi har vores lille gemmested her, elsker det, elsker det, elsker det.” Jeg ser ind i hans grågrønne øjne og blinker ikke. “David, jeg har aldrig været så lykkelig. Aldrig nogensinde. Jeg har det, som om jeg har fundet det sted, jeg hører til, og den mand, jeg hører sammen med.” Jeg lyder totalt rørstrømsk. Hvad skete der med den iltre feminist, Rachel Daly, som jeg var engang? Hvor er hun blevet af? Mine venner ville sikkert rynke på næsen ad mig. For et halvt år siden ville jeg selv have rynket på næsen ad mig, hvis jeg havde vidst, at jeg ville opgive min frihed og min antageligt spændende Londontilværelse for at gifte mig med en ældre, rigere, højere enkemand. En af mine bedste venner, Jessica, udstødte en lumsk latter, da jeg fortalte hende, hvad jeg pludselig havde besluttet at gøre. Herregud, sødeste, du gifter dig jo med en kliché! Den sved et kort øjeblik. Men det gik hurtigt op for mig, at det

12

Ildbarnet_TRYK.indd 12

10/02/2017 13.48


ikke betød noget, hvad mine venner mente om sagen, for de er stadig i London, hvor de maser sig ind i propfyldte undergrundstog og marcherer ind på kedsommelige kontorer hver dag og alligevel knap tjener nok til terminen. De klamrer sig til Londonlivet som bjergbestigere halvvejs oppe ad en klippeside. Men jeg selv er holdt op med at klamre mig til det. Jeg er langt væk sammen med min nye ægtemand og hans søn og mor, hernede hvor England slutter, i det allervestligste Cornwall, hvor jeg har op‑ daget, at landet forvandler sig til noget mere mærkeligt og stenfyldt, et landskab af drømmende, hård granit, der glitrer efter en byge, et land, hvor floderne løber gennem skovene, som var de en dyb hem‑ melighed, hvor frygtelige klippekyster skjuler små vige af blufærdig skønhed, et land, hvor dalene i hedelandskabet vugger vidunderlige huse i deres skød. Som nu dette hus, Carnhallow. Selv husets navn elsker jeg. Carnhallow. Mit dagdrømmende hoved hviler mod Davids skulder. Som om vi skal til at danse. Men så ringer hans mobil og bryder fortryllelsen. Han tager den op af lommen og tjekker displayet og kysser mig så igen – med to fingre under min hage – og så går han for at besvare opkaldet. Engang havde jeg vel ment, at sådan en gestus var nedladende. Nu tænder den min sexlyst. Men jeg har altid lyst til sex med Da‑ vid. Jeg fik lyst til ham, i samme øjeblik min ven Oliver sagde Kom, der er en, du skal møde, jeg tror, I vil synes om hinanden på det der kunstgalleri, og jeg vendte mig, og der stod han, ti år ældre end mig, 25 centimeter højere. Jeg havde lyst til David på vores første date tre dage efter, jeg havde lyst til ham, da han gav den første drink, jeg havde lyst til ham, da han fortalte mig en perfekt anbragt, åbenlyst flirtende vittighed, jeg havde lyst til ham, da vi talte om den regnfulde marts måned, og

13

Ildbarnet_TRYK.indd 13

10/02/2017 13.48


han tog en tår af sin champagne og sagde: “Åh, ja, men hvor sergent marts erobrer landet, vil kaptajn april slå lejr, og så følger general juni efter med sine elskerinder,” og jeg havde lyst til mere end sex, da han fortalte mig om sit hus og dets historie og viste mig et billede af sin vidunderlige søn. Det var et af de øjeblikke, hvor jeg overgav mig: Da det gik op for mig, hvor anderledes David var i forhold til alle de mænd, jeg havde mødt før, og hvor anderledes han er i forhold til mig. Som bare er en pige fra de almene boligblokke i det sydøstlige London. En pige, der flygtede ind i bøgerne. En pige, der ikke bryder sig om supermarkedernes kølediske, fordi de minder hende om, dengang mor ikke havde råd til at varme lejligheden op. Og så kom David. Vi sad på en bar i Soho. Vi var fulde. Det var lige før, vi kyssede. Han viste mig igen et billede af den der fortryllende dreng. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg vidste det med det samme. Jeg ville også have sådan et barn. De der enestående blå øjne, det mørke hår, ligesom hans smukke far. Jeg bad David fortælle mere, mere om huset, om lille Jamie, om sin slægt. Han smilede. “Der er skov rundt om Carnhallow House, den hedder Ladies Wood. Den går helt op i bunden af Carnhallow-dalen, op til heden.” “Ok. En skov. Jeg elsker skov.” “Træerne i Ladies Wood er mest røn, men der er også ask, hassel og eg. Vi ved, at rønnebærskoven stammer helt tilbage fra norman‑ nerne, for den er afmærket på angelsaksiske ejendomsbeviser og frem. Det vil sige, at rønnebærskoven har været der i tusind år. I Carnhallow-dalen.” “Jeg forstår stadig ikke.”

14

Ildbarnet_TRYK.indd 14

10/02/2017 13.48


“Ved du, hvad mit efternavn betyder? Hvad Kerthen betyder på kornisk?” Jeg rystede på hovedet og prøvede ikke at lade mig distrahere af hans smil, af champagnen, billederne af drengen, huset, det hele. “Nu må du ikke falde ned af stolen, David, men jeg havde altså ikke kornisk i skolen.” Han klukkede. “Kerthen betyder rønnebærtræ. Hvilket betyder, at Kerthen-slægten har boet i Carnhallow i tusind år blandt de røn‑ nebærtræer, vi har vores navn fra. Lidt mere champagne?” Han lænede sig ind over mig for at skænke op og kyssede mig på munden for første gang. Ti minutter senere steg vi ind i en taxa. Mere skulle der ikke til. Bare det. Minderne svinder, og jeg er tilbage i nutiden, David lægger på og skærer ansigt. “Du må undskylde, men jeg er nødt til at komme af sted. Jeg er nødt til at nå flyet klokken et – de er ved at gå i panik.” “Det er da rart at være uundværlig.” “Jeg tror ikke, man nogensinde kan kalde en erhvervsjurist for uundværlig. Bratschister er vigtigere.” Han smiler. “Men erhvervsju‑ rister er vanvittigt overbetalte. Så hvad skal du i dag?” “Gå lidt mere på opdagelse, tror jeg. Men før jeg rører ved noget, må jeg lige vide det vigtigste. Jeg ved for eksempel ikke engang, hvor mange værelser der er.” “18,” siger han, rynker panden og tilføjer: “Tror jeg nok.” “David! Hør lige dig selv! Hvordan kan du være i tvivl om, hvor mange værelser der er?” “Vi skal nok få dem alle sammen prøvet af. Det lover jeg.” Han trækker skjorteærmet lidt op og tjekker sit sølvur. “Hvis du virkelig har lyst til at researche, står Ninas bøger inde i Den Gule Dagligstue. Dem, hun brugte, da hun satte huset i stand.”

15

Ildbarnet_TRYK.indd 15

10/02/2017 13.48


Det giver et lille stik i mig, da jeg hører navnet, men jeg skjuler det. Nina Kerthen, født Valéry. Davids første kone. Jeg ved ikke særlig meget om hende. Jeg har set et par billeder, jeg ved, at hun var smuk, fra Paris, ung, overklasse, blond. Jeg ved, at hun døde ved en ulykke i Morvellan-minen for halvandet år siden. Jeg ved, at hendes mand, og særlig hendes søn – min helt nye, otteårige stedsøn, Jamie – nok stadig sørger over hende, også selv om de prøver ikke at vise det. Og jeg ved med absolut sikkerhed, at en af mine opgaver her på Carnhallow er at redde situationen: at være den bedste stedmor nogensinde for den sorgfulde og dejlige lille dreng. “Jeg skal nok kigge på dem,” siger jeg muntert. “På bøgerne. Må‑ ske får jeg et par ideer. Nu må du hellere komme af sted til dit fly.” Han vender sig for at kysse mig en sidste gang, jeg tager et skridt baglæns. “Nej – af sted med dig! Hvis du kysser mig igen, ender vi bare i værelse nummer 14, og så bliver klokken seks.” Jeg lyver ikke. Davids latter er mørk og sexet. “Jeg skyper i morgen, og så ses vi på fredag.” Og så går han. Jeg kan høre dørene smække for enden af lange gange og derefter brølet fra hans Mercedes. Så kommer stilheden, den særlige sommerstilhed på Carnhallow med den hviskende undertone fra havet i det fjerne. Jeg tager min telefon og åbner notebook-appen. Det kommer ikke til at blive let at fortsætte restaureringen af det her enorme hus, hvor Nina slap. Jeg har en vis portion kunstnerisk talent at trække på, en bachelorgrad i fotokunst fra Goldsmith’s College. En uddannelse, der viste sig at være fuldstændig nytteløs, eftersom jeg tog eksamen, nærmest samtidig med at fotografkarrieren som sådan blev brødløs, så jeg endte med at undervise i fotokunst; undervise børn, der aldrig selv ville blive fotografer.

16

Ildbarnet_TRYK.indd 16

10/02/2017 13.48


Og det var vel endnu en grund til, at jeg ikke havde noget imod at vende ryggen til London: Meningsløsheden var begyndt at gå mig på. Jeg var endda holdt op med at tage billeder. Jeg nøjedes med at tage bussen i regnen hjem til min lillebitte lejlighed i Shoreditch, som jeg delte med en anden. Og som jeg egentlig ikke havde råd til. Men nu, hvor jeg ikke længere har et job, kan jeg ironisk nok bruge mine kunstneriske evner. Selvom de ikke er noget særligt. Bevæbnet med min telefon begiver jeg mig længere ind i huset i et forsøg på at skabe mig et mentalt kort over det. Jeg har allerede været her i en uge, men det meste af tiden har vi været i soveværelset, i køkkenet eller nede på stranden i det dejlige sommervejr. Mange af mine ting fra London er stadig pakket ned. Der er endda en kuffert fra bryllupsrejsen, jeg ikke har pakket ud endnu – vores vidunderligt hedonistiske, rasende dyre tur til Venedig, hvor David købte sin yndlingsmartini til mig på Harry’s Bar på Markuspladsen: gin i et shotglas, isnende kold og “forgiftet med en anelse vermouth”, som David formulerede det. Jeg elsker Davids måde at formulere sig på. Men den tur hører allerede til fortiden, og dette er min fremtid. Carnhallow. Som en opdagelsesrejsende på vej mod Antarktis sætter jeg kursen sydover i retning af den Nye Hall. Undervejs undersøger jeg møble‑ mentet og indretningen og tager noter. Væggene her er beklædt med foldeværk, tror jeg, som er behængt med graveringer af de mange kobber- og tinminer i Cornwall, som familien Kerthen engang ejede: Botallack- og Morvellanminens tunneler og gange, skakterne og dag‑ brudene ved Wheal Chance- og Wheal Rose-minen. Andre steder hænger der fotografier fra minernes storhedstid, nostalgiske billeder af minearbejdet, frosset i tiden, en glemt industri, mænd med vest og trillebør, rygende skorstene ved havet. For enden af den Nye Hall er der en pragtfuld dobbeltdør. Jeg

17

Ildbarnet_TRYK.indd 17

10/02/2017 13.48


ved godt, hvad der er på den anden side: Den Gule Dagligstue. Jeg skubber døren op og træder ind, mens jeg ser mig om med en følelse af hjælpeløs længsel. For dette rum, som allerede er sat i stand, og hvis blyindfattede ruder vender ud mod et drømmeslør af blomster på havens sydvendte plæner, er måske det smukkeste af alle rum i huset. Det er lige før, det tager modet fra mig. Jeg er nødt til at sørge for, at resten af Carnhallow bliver lige så imponerende som dette. Det kommer ikke til at blive let, for Nina havde udsøgt smag. Men Den Gule Dagligstues skønhed viser, hvilket potentiale Carnhallow gemmer på. Hvis jeg kan præstere på samme niveau som Ninas her, vil Carnhallow blive chokerende smukt. Og det vil blive mit. Tanken er så fantastisk, at jeg bliver helt fortumlet. Og glad. Jeg har et par noter om Den Gule Dagligstue liggende på min telefon. De viser imidlertid ikke meget mere, end hvor uvidende jeg er. Jeg har noteret “en blå gris på bordet”, “urner fra 1700‑tallet?” og “mameluk-knive”. Desuden “Davids fars spillekort”, “de spillede rommy” og “intarsia af skildpaddeskjold i messing”. Hvad skal jeg stille op med alt det her? Hvor skal jeg begynde, og hvor skal jeg ende? Jeg har allerede kastet et kort blik i Ninas bøger, som er spækket med indsigtsfulde, men også uigennemskuelige råd om georgianske møbler og victoriansk sølvtøj, fulde af ord, der både fortryller og forvirrer mig – hjørnestene i hamstone, damasktapet, plat-de-ménage. Alt lyder så eksotisk og dunkelt og ufatteligt elegant. Jeg voksede op i en lille, overfyldt lejlighed. Det dyreste, vi havde, var et enormt tv, som sikkert var stjålet. Nu står jeg i begreb med at bruge flere tusinde pund på skylleskåle i sølv fra 1600‑tallet, som så skal “fyldes med rosenvand”. Åbenbart.

18

Ildbarnet_TRYK.indd 18

10/02/2017 13.48


Mine dagdrømme – halvt angstfyldte, halvt henførte – fører mig hen i hjørnet af rummet, hvor der står et lille konsolbord af blank‑ poleret træ. Her har Cassie, den thailandske husholderske, stillet en sølvvase, som hun har proppet med liljer og roser. Men vasen ser ikke ud, som om den står rigtigt. Så måske er det her, jeg skal begynde. Med vasen. Kun den. Et skridt ad gangen. Jeg lægger telefonen fra mig og stiller forsigtigt vasen præcis på midten af konsolbordet. Men det ser stadig ikke rigtigt ud. Måske skal den stå lidt til venstre for midten? En god fotograf kunne aldrig finde på at placere sit motiv lige i midten. Jeg bruger ti minutter på at prøve at finde den rette position. Jeg forestiller mig, hvordan Nina Kerthen står bag mig og ryster på hovedet i diskret forfærdelse. Og så vender min usikkerhed tilbage. Jeg er overbevist om, at Nina Kerthen ikke ville have fejlet. Hun havde set koncentreret på vasen, mens det lyse pandehår var faldet ned over de blå, intelligente øjne som harpestrenge, og så havde hun med usvigelig sikkerhed stillet den, hvor den skulle stå. Jeg opgiver og sænker blikket med et suk. Jeg kan se mit ansigt genspejlet i bordets blanke, mørke takstræ. Det har en sprække lige midt igennem, som deler mit ansigt i to. Hvilket er passende. Folk har altid sagt til mig, at jeg ser godt ud, men jeg føler mig aldrig rigtig smuk med mit røde hår og fregnerne og den der blege hud, som skyldes mine keltiske aner, og som forhindrer mig i nogensinde at blive solbrændt. Jeg føler mig snarere mangelfuld eller ligefrem ødelagt. Fuld af sprækker. Og når jeg virkelig gransker mig selv, kan jeg slet ikke se noget smukt overhovedet, men kun, at rynkerne om øjnene bliver dybere, og at de er alt for mange i betragtning af, at jeg kun er tredive. Jeg bliver vækket af en behagelig brise. Den kommer fra det åbne vindue og bærer duften af blomsterne i Carnhallows have med sig,

19

Ildbarnet_TRYK.indd 19

10/02/2017 13.48


og den bortvejrer min tåbelige selvmedlidenhed og minder mig om, hvad jeg har vundet. Nej. Jeg er ikke ødelagt, og nu må det være nok med al den usikkerhed. Jeg er Rachel Daly, og jeg har klaret større udfordringer end at finde det rette tapet eller finde ud af, hvad en tazza er for noget. De 78 værelser kan vente, og det kan vestfløjen også. Jeg må ud og have noget frisk luft. Jeg tager telefonen i lommen og går ud ad østdøren, ud i det fredfyldte solskin, der føles så pragtfuldt mod mit opadvendte ansigt. Og så går jeg ud i den sydvendte del af parkan‑ lægget. De forunderlige haver. Carnhallows parkanlæg var det eneste, Davids far Richard Kerthen sørgede for at holde i god stand, mens han bortødslede de sidste re‑ ster af familiens formue og hastigt var på vej mod et hjertetilfælde. Og Nina tog sig tilsyneladende aldrig rigtig af dem. Så herude har jeg en følelse af mere ublandet ejerskab: Jeg kan nyde de nyslåede græsplæner under de skyggefulde elmetræer og blomsterbedenes sommerfarver under dem uden forbehold. Og jeg kan umiddelbart kaste min besidderiske kærlighed på de dybe og smukke lunde, der slår en beskyttende kreds om Carnhallow, som om huset er et smyk‑ keskrin, skjult bag en tjørnehæk. “Goddag.” Jeg vender mig lidt forskrækket om. Det er Juliet Kerthen, Davids mor. Hun bor i trodsig ensomhed i en del af den ellers forfaldne og uistandsatte vestfløj, som er omdannet til selvstændig bolig. Juliet udviser de første tegn på Alzheimer, men befinder sig, som David formulerer det, “i en tilstand af ædelmodig fornægtelse”. “Det er dejligt vejr i dag,” siger hun. “Ja, det er helt vidunderligt, ikke?” Jeg har mødt Juliet et par gange før. Jeg kan virkelig godt lide hende; hun er så fuld af liv. Jeg ved ikke, om hun også kan lide mig.

20

Ildbarnet_TRYK.indd 20

10/02/2017 13.48


Jeg har været for genert til at prøve at nærme mig hende, at blive venner, har ikke banket på hos hende med en brombær-æbletærte. For Juliet Kerthen er ganske vist gammel og skrøbelig, men hun er også intimiderende, denne datter af lord Carlyon med hendes passende blå øjne og standsmæssigt høje kindben. Hun får mig til i den grad at føle mig som den arbejderklassetøs fra Plumstead, jeg er. Hun ville formentlig mene, at min tærte var en anelse plebejisk. Men hun er absolut venlig. Det er mig, der falder igennem. Juliet skygger for solen med hånden. “David siger altid, at livet er allermest perfekt på en rigtig sommerdag i England. Den er smuk, netop fordi den er så sjælden og flygtig.” “Ja, det lyder som David.” “Er du ved at falde til, søde ven?” “Ja tak. Det går helt fint!” “Virkelig?” Hun ser på mig med sammenknebne øjne, men det er et velmenende blik. Jeg gransker også hende. Hun er klædt som en ældre dame, men med omhu. Kjolen må være 30 år gammel, derover en kastanjebrun cardigan i kashmiruld og på fødderne fornuftige, dyre sko, som hun formodentlig har fået syet inde i Truro for 40 år siden, og som nu nok pudses jævnlig af Cassie, der kigger ind til hende hver dag for at sikre sig, at hun lever. “Det er ikke for overvældende?” “Nej-nej, eller, jo, måske lidt, men …” Juliet trøster mig med et venligt smil. “Det skal du ikke tage dig af. Jeg kan huske, dengang Richard første gang bragte mig hertil. Det var lidt af en prøvelse. Det sidste stykke vej. De der rædsomme små veje over heden fra St Ives. Jeg tror egentlig, Richard var stolt af, at huset lå så afsondret. Det styrkede dets mytologiske aura. Kunne du tænke dig en kop te? Jeg har en glimrende pu erh-te. Det er kedeligt at drikke den alene. Jeg har også gin. Jeg kan ikke bestemme mig.”

21

Ildbarnet_TRYK.indd 21

10/02/2017 13.48


“En kop te ville være dejligt. Tak.” Jeg følger i hælene på hende rundt om vestfløjen i retning af husets nordside. Det fjerne hav glitrer rastløst og sølvagtigt i solskin‑ net. Minebygningerne ude på klinterne kan ses herfra. Jeg går og småsnakker om huset i et forsøg på at forsikre Juliet, og måske også mig selv, om, at jeg ser udelukkende optimistisk på fremtiden her. “Det, jeg synes er så fantastisk, er, at det ligger så skjult. Altså Carnhallow. Det ligger sådan og putter sig i den her yndige lille dal, et rigtigt smørhul. Samtidig med at man kun er et par kilometer fra heden, fra alt det der øde.” Hun vender sig og nikker. “Ja, du har ret. Men den anden side af huset er jo helt anderledes. Det er faktisk ret snedigt. Richard sagde altid, at det var et bevis for, at sagnet er sandt.” Jeg rynker panden. “Hvad mener du?” “Den anden side af Carnhallow vender jo mod nord, op mod minerne og klinterne.” Jeg ryster uforstående på hovedet. “Har David ikke fortalt dig sagnet?” spørger hun. “Nej. Det har han vist ikke. Altså, han har fortalt mig masser af historier. Om rønnebærtræerne. Om den onde Jago Kerthen …” Jeg har ikke lyst til at sige: Måske drak vi os så fulde i champagne på den første date og havde så svimlende god sex, at jeg glemte halvdelen af, hvad han fortalte mig – hvilket er helt sandsynligt. Juliet vender sig mod minebygningernes formørkede silhuetter. “Nå, men sagnet lyder sådan her. Man siger, at familien Kerthen havde et ondt talent, en sjette sans eller en anden form for synskhed, for de blev ved at støde på tinårer, hvor andre spekulanter gik nedenom og hjem. Der findes et særligt kornisk ord for dem, der har den evne: tus-tanyow. Det betyder ild-folk, lys-folk.” Hun sender mig et let smil. “Nede i The Tinners kan du høre folk fortælle den historie.

22

Ildbarnet_TRYK.indd 22

10/02/2017 13.48


Det er en hyggelig pub i Zennor. Den må du besøge, men hold dig fra fiskehovedtærten. Nå, men Richard talte altid om det, altså om sagnet, for familien Kerthen havde bygget deres hus lige her, oven på de jordiske rester af det gamle kloster, lige over for Morvellan-minen, men det var flere hundrede år, før de fandt tin ved Morvellan. Så hvis man er modtagelig for den slags, er det et tegn på, at sagnet er sandt. Fordi det antyder, at familien Kerthen vidste, at de ville finde tin. Jo, nu ved jeg det, vi skal have pu erh-te og gin, måske passer de godt sammen.” Hun går med raske skridt rundt om Carnhallows nordvestlige hjørne. Jeg følger ivrigt efter hende, både fordi jeg gerne vil være venner med hende og for adspredelsens skyld. For den her historie gør mig urolig på en måde, jeg ikke helt kan forklare. Det er jo bare en fjollet lille historie om slægten her på stedet, der tjente så mange penge på at sende små drenge ned i de ældgamle miner. Derned, hvor minegangene løber dybt under havet.

Ildbarnet_TRYK.indd 23

10/02/2017 13.48


162 dage til jul

Morgen David tegner mig. Vi sidder i sommersolskinnet på de sydvendte plæners duftende græs med en kande friskpresset fersken-og-citron‑ lemonade på en sølvbakke. Jeg har en stråhat på, den sidder på sned, og Carnhallow – mit store og smukke hus – stråler i solen. Det er stensikkert, at jeg aldrig har følt mig så fornem før. Det er muligt, at jeg aldrig har været gladere. “Sid stille,” siger han. “Bare et øjeblik, skat. Jeg tegner din fine lille opstoppernæse. Næser er svære. Skyggerne er afgørende.” Han ser koncentreret på mig og så på tegnepapiret, blyanten be‑ væger sig hurtigt, mens han skraverer og tegner skygger. Han er en dygtig kunstner, formodentlig langt dygtigere end mig, er det ved at gå op for mig. Han har mere talent fra naturens hånd. Jeg kan godt tegne lidt, men jeg er ikke dygtig nok til at gøre det her, og jeg er helt sikkert ikke lige så hurtig. Opdagelsen af Davids kunstneriske side har været en af denne sommers uventede glæder. Jeg har hele tiden vidst, at han in‑ teresserede sig for kunst; jeg mødte ham jo også ved en privat fremvisning i et galleri i Shoreditch. Og da vi var i Venedig, viste han mig alle sine yndlingsværker: Ikke bare de oplagte, Titian og Canaletto, men også værker af Brancusi på Guggenheimmuseet, barokloftet i San Pantalon-kirken og en Madonna fra 800‑tallet i

24

Ildbarnet_TRYK.indd 24

10/02/2017 13.48


Torcello, der så på os med vagtsomme øjne fulde af forpint, men evig kærlighed. Men det gik ikke for alvor op for mig, at han er god til at skabe kunst, før jeg flyttede til Carnhallow. Jeg har set nogle af de ting, han lavede som ung, de hænger på væggen i dagligstuen og i hans arbejdsværelse: semi-abstrakte malerier af Penwith-halvøen med dens varder, heder og strande. De er så gode, at jeg først troede, det var dyre kunstværker, som Nina havde købt på auktion i Penzance. Som en del af hendes omhyggelige og dybfølte engagement i restau‑ reringen af huset. “Så!” siger han “Det var næsen. Nu til munden. Munde er lette. Det tager kun et øjeblik.” Han læner sig tilbage og ser på tegningen. “Ha! Sådan skal det gøres.” Han tager tilfreds en tår af lemonaden. Solen varmer mine nøgne skuldre. Fuglene synger i Ladies Wood. Det skulle ikke undre mig, hvis de begyndte at synge flerstemmigt. Det er nu, det sker. Dette er det perfekte øjeblik, beviset på min gode skæbne. Manden, kærlig‑ heden, solen, det smukke hus i den smukke have i et smukt hjørne af England. Jeg føler trang til at sige noget pænt, til at takke verden. “Du er virkelig dygtig, at du ved det.” “Hvad siger du, skat?” Han tegner videre. Fordybet i maskulin koncentration. Jeg kan godt lide hans udtryk, når han er fokuseret: Han rynker panden, men ikke på en vred måde. En Arbejdende Mand. “Til at tegne. Jeg ved godt, jeg har sagt det før – men du har altså et stort talent.” “Hm,” siger han teenageagtigt, men hans smil er voksent, og hans hånd bevæger sig rask hen over papiret. “Det kan godt være.” “Har du aldrig haft lyst til at leve af det?” “Nej. Jo. Nej.” “Hvad mener du?”

25

Ildbarnet_TRYK.indd 25

10/02/2017 13.48


“Jeg overvejede det et kort stykke tid, lige da jeg var færdig med Cambridge. Jeg ville gerne se, om det kunne bære, bare en enkelt gang. Men jeg havde intet valg. Jeg var nødt til at arbejde. Nødt til at tjene en masse kedelige penge.” “Fordi din far havde brændt hele formuen af?” “Han solgte ligefrem arvesølvet, Rachel. For at betale den der tåbelige spillegæld. Som om han var en junkie, der solgte et tv til en hæler. Jeg var nødt til at købe det tilbage, familiens sølvtøj. Til overpris.” David sukker og tager en tår mere. Solen slår gnister af glasset i hans hånd. Han nyder den friske smag af lemonaden og ser forbi mig, hen på det solbeskinnede skovbryn. “Men vi var faktisk ved at løbe tør for penge alligevel. Det var ikke udelukkende min fars skyld. Det var grotesk dyrt at bo på Carnhallow, men familien blev ved med at prøve. Selv om de fleste af minerne gav underskud, da vi nåede 1870.” “Hvorfor?” Han tager blyanten og slår spidsen af den let mod de skarpe, hvide tænder. Hans fokus er på billedet, så han svarer mig distræt: “Jeg må altså tegne dig nøgen. Jeg er så god til brystvorter, at det er helt pinligt. Det er et særligt talent.” “David!” griner jeg. “Jeg vil gerne vide det. Jeg vil gerne forstå, hvordan det hænger sammen. Hvorfor gav de underskud?” Han giver sig igen til at tegne. “Fordi det er hårdt at drive miner i Cornwall. Der er mere tin og kobber under jorden, end man nogensinde har gravet op i alle de fire tusinde år, der har været miner her, men det er grundlæggende set umuligt at udvinde. Og helt sikkert ikke rentabelt.” “På grund af klinterne og havet?” “Netop. Du har jo set Morvellan. Det var vores mest indbringende mine i 1700‑ og 1800‑tallet, men den er så farlig og utilgængelig.” “Hvordan det?”

26

Ildbarnet_TRYK.indd 26

10/02/2017 13.48


“Der er en grund til, at Morvellan er bygget på en anden måde end andre miner – at der er to minebygninger. De fleste mineskakter i Cornwall mundede ud i fri luft, det var kun pumperne, der var beskyttet bag murværk – måske fordi man mente, at maskiner var vigtigere end mænd. Men ude på klinterne oven for Zawn Hanna havde familien Kerthen et problem: Fordi det ligger så tæt på havet og var udsat for storme, var vi nødt til at beskytte skaktmundingen med en bygning. Det er den, der ligger lige ved siden af pumpehu‑ set.” Han stirrer på mig og forbi mig, som om han kigger lige på minerne. “På den måde opstod den der karakteristiske diagonale symmetri ved et rent tilfælde.” Han drejer langsomt blyanten mel‑ lem fingrene. “Prøv så at sammenligne det med dagbrudsminerne i Australien eller Malaysia. Der ligger tinnet lige under overfladen. De kan simpelthen grave det op af jorden med en plasticskovl. Og det var derfor, minerne i Cornwall døde. Fire tusinde års minedrift forsvandt på bare et par generationer.” Der har lagt sig en skygge over hans gode humør. Jeg kan mærke, hvordan hans tanker bliver mørkere, hvordan de graviterer i retning af Nina, der druknede ude ved Morvellan. Det er nok min egen skyld, fordi jeg har ladet vores samtale tage den drejning. Ned gennem dalen. Ned mod minebygningerne ved klinterne. Jeg må gøre det godt igen. “Har du virkelig lyst til at tegne mig nøgen?” Hans smil vender tilbage. “Bestemt. Helt bestemt.” Han ler og trækker papiret med den færdige tegning af blokken, ser på den med sit kønne hoved på skrå. “Hm. Ikke så ringe. Men næsen lykkedes ikke. Jeg er virkelig bedre til at tegne brystvorter. Okay,” han drejer håndleddet og ser på uret, “jeg har lovet at køre Jamie i skole …” “Her i weekenden?” “Fodboldkamp, husker du nok? Han er helt oppe at køre. Kan du hente ham senere? Jeg skal besøge Alex i Falmouth.”

27

Ildbarnet_TRYK.indd 27

10/02/2017 13.48


“Selvfølgelig. Med fornøjelse.” “Vi ses til aftensmaden. Du er den fødte model.” Han kysser mig blødt, inden han går sin vej med lange skridt, rundt om huset i retning af bilen, mens han kalder på Jamie. Som om vi allerede er en familie. En tryg og glad familie. Følelsen varmer mig lige så meget som sommervejret. Jeg bliver siddende i solen med halvt lukkede øjne og døser. For‑ nemmelsen af ikke at skulle noget som helst er liflig. Jeg har opgaver, der venter, men ikke noget, der skal gøres lige nu. Der lyder fjerne stemmer oppe fra huset og ude i indkørslen. Det er varmt. Bildøren bliver smækket i. Larmen fra motoren bliver svagere, efterhånden som bilen forsvinder ind gennem de tætte træer, op ad dalen i retning af heden. Larmen erstattes af fuglesang. Så går det op for mig, at jeg endnu ikke har kigget på Davids tegning af mig. Jeg er nysgerrig, men også lidt tilbageholdende, for jeg bryder mig lige så lidt om at blive tegnet som om at blive foto‑ graferet, og jeg gjorde det kun for Davids skyld. Jeg læner mig over og tager papiret op. Tegningen er – helt som forventet – fremragende. På kun et kvarter har han indfanget mig, lige fra den antydning af noget sørgmodigt i mine øjne, som altid er der, til det oprigtige, men usikre smil. Han ser mig, som jeg er. Og alligevel er jeg også køn på billedet – skyggen fra stråhatten gør mig pænere, end jeg er. Og min kærlighed til ham er tydeligt og livagtigt gengivet i mit glade, generte blik. Han kan se, at jeg elsker ham, og det gør mig glad. Der er kun én brist. Det er næsen. Folk har altid sagt til mig, at jeg har en sød opstoppernæse. Men det er slet ikke min næse, han har tegnet. Denne her næse er smallere, mere buet og smukkere. Dens knoglebygning stammer fra et andet menneskes ansigt, et andet menneske, som han har tegnet tusinde gange, så det er blevet en

28

Ildbarnet_TRYK.indd 28

10/02/2017 13.48


vane. Og jeg ved godt, hvem det er. Jeg har set både fotografierne og tegningerne. Han har fået mig til at ligne Nina.

Eftermiddag Tegningen ligger på græsset, hvor den faldt ud af min hånd. Jeg er vågen og overrasket over, at jeg har sovet. Jeg må være døset hen i solens behagelige varme. Jeg ser mig omkring, men intet har foran‑ dret sig. Skyggerne er blevet længere. Vejret er stadig dejligt, solen skinner lige klart. Jeg sover meget her på Carnhallow, og jeg sover godt. Det er, som om jeg er ved at indhente et søvnunderskud efter 25 års vækkeurs‑ morgener. Somme tider føler jeg mig så doven og fri, at min latente skyldfølelse melder sig sammen med et stik af ensomhed. Jeg har endnu ikke fået nogen rigtige venner hernede, så det sidste par uger har jeg, når jeg ikke har været i huset, brugt tiden på at køre rundt og se det vilde landskab på Penwith-halvøen, eller jeg er taget på vandreture. Jeg elsker at tage billeder af de tavse mineskorstene, de vejrbidte fiskerlandsbyer og de mørke, dybtliggende vige, hvor bølgerne evig og altid kaster sig ind mod klipperne med psykotisk kraft, undtagen på de allermest vindstille dage. Men mit yndlingssted er så afgjort Zawn Hanna, vigen ude for ende af vores egen dal. Over den ligger Morvellan-minen, men jeg ignorerer det sorte omrids af minebygningerne og ser i stedet ud over havet. Når jeg indimellem har været nødt til at blive hjemme på grund af en sommerbyge, har jeg forsøgt at færdiggøre mit mentale kort over Carnhallow. Jeg har endelig fået talt alle de 117 soveværelser op, og det viser sig, at der i virkeligheden er 18, alt efter hvordan man kategoriserer de bittesmå, ufestligt tomme og kasseagtige rum oppe

29

Ildbarnet_TRYK.indd 29

10/02/2017 13.48


på første sal, som nok har været beregnet for tjenestefolkene, selv om de også på en sær måde minder om de munkeceller, som engang, går jeg da ud fra, må have været at finde her i min lille, frodige dal. På visse dage, når jeg står alene oppe på den støvede førstesal og hører havbrisen feje gennem rønnebærtræerne, føles det, som om jeg også kan høre munkenes stemmer i brisen: Ave Maria, gratia plena, Dominus tecum … Andre dage bliver jeg siddende i dagligstuen, som sammen med køkkenet og haven er mit yndlingssted i huset. Jeg har kigget i de fleste af bøgerne, lige fra Ninas tykke bind om antikt sølv og Meis‑ senporcelæn til Davids mange kunstnerbiografier om især moderne kunstnere: Klee, Bacon, Jackson Pollock. David holder især af ab‑ strakte ekspressionister. Sidste weekend så jeg ham sidde og stirre på et Mark Rothkomaleri med røde og sorte pletter i en time. Så lukkede han bogen, så på mig og sagde: “Egentlig er vi alle sammen astronauter; astronauter i verdensrummet, der rejser så langt ind i mørket, at vi aldrig kan vende tilbage.” Så rejste han sig og spurgte, om jeg kunne tænke mig en Plymouth gin, som han serverede i et georgiansk glas. Den største opdagelse, jeg har gjort, har imidlertid ikke været porcelæn eller malerier, men en lille fotobog fuld af æselører, der stod skjult mellem to store bind om van Dyck og Michelangelo. Da jeg åbnede dette ramponerede lille hæfte, afslørede det sit indhold af slående sort-hvide fotografier fra gamle Kerthen-miner og deres minearbejdere. Jeg tror, billederne er fra 1800‑tallet. Jeg ser på dem næsten hver dag. Det, der forbløffer mig ved dem, er, at minearbejderne arbej‑ dede stort set i mørke; de havde ikke andet lys end det svage skær fra et lillebitte tællelys, der var fæstnet til deres filthat. Hvilket må betyde, at det øjeblik, hvor fotografens magnesiumpulver gik af, var

30

Ildbarnet_TRYK.indd 30

10/02/2017 13.48


det eneste tidspunkt, de nogensinde fik deres arbejdssted ordentligt at se, det sted, de tilbragte alle døgnets vågne timer, hvor de gravede og huggede og borede. Et dyrebart glimt af lys. Og så tilbage til det livslange mørke. Tanken om disse minearbejdere, der engang sled og slæbte livet væk i klippegrunden under mig, vækker mig til dåd. Til arbejdet, Rachel Daly. Tegningen ligger sammenfoldet på bakken, der er varm af solen. Jeg tager bakken og bærer den og de citronduftende glas ind i det kølige hus, det luftige køkken. Så åbner jeg min app. Jeg mangler kun at undersøge to vigtige steder. Jeg har gemt dem til sidst, fordi det er de to steder, der volder mig flest bekymringer. De rummer Carnhallows største udfordringer. Det første sted er kælderen og rummene dernede. David viste mig den forvirrende kælderlabyrint, den dag vi ankom, og jeg har ikke været dernede siden. For det er et deprimerende sted, et netværk af dystre, støvede gange med rustne klokker, der hænger i krøllede fjedre på væggene, klokker, som aldrig mere skal klinge. Der er adskillige trapper ned til kælderen. Jeg går ned ad den første trappegang, som befinder sig lige uden for køkkenet. Efter at have tændt på kontakten til det upålidelige lys bevæger jeg mig forsigtigt ned ad de knirkende trætrin og ser mig om. På de afskallede døre hænger ældgamle skilte: Strygestue, porce‑ lænskammer, lakajkammer; rækken af rum fortoner sig i grå skygger. For enden af den snavsede gang kan jeg skimte en høj, buet indgang i granit: vinkælderen. David og Cassie er tit nede i vinkælderen; det er den eneste del af Carnhallows kolossale kælderetage, der stadig er i brug. Der skulle være spidsbuevinduer dernede, blændede og tilmurede, der viser Carnhallows fortid som kloster for tusinde år siden. En dag vil jeg sætte mig i vinkælderen og puste støv af gamle

31

Ildbarnet_TRYK.indd 31

10/02/2017 13.48


franske vinetiketter og lære mig selv om vin, på samme måde som jeg langsomt er ved at finde ud af alt andet på egen hånd, men i dag har jeg brug for at få et overblik. Jeg vender mig og går ned ad gangen i den modsatte retning. Her er flere skilte: bagerstue, vaskekammer, mejeri. Mængden af gammelt bras, der fylder op i gangen og indimellem helt blokerer den, er over‑ vældende. En antik symaskine. Halvdelen af en vintagemotorcykel, som først er blevet skilt ad og siden forladt. Knækkede kridtpiber, som måske er to hundrede år gamle. Et klædeskab fra victoriatiden, der lugter jordslået. Noget, der ligner en slags lysarmatur, lavet af noget, der ligner svanefjer. Et enormt hjul fra en hestevogn. Det er, som om Kerthen-slægten, selv mens den langsomt døde ud og blev spredt for alle vinde og gik i opløsning, ikke kunne nænne at skille sig af med noget, fordi det ville have været et smertefuldt tegn på nedturen. Derfor blev det alt sammen gemt væk hernede. Som i en grav. Jeg standser op med telefonen i hånden. Luften er kold og står helt stille. I et hjørne står to gammeldags køleskabe. Placeringen giver ingen mening. Jeg får et pludseligt indre billede af mig selv inden i et af dem. Hvordan jeg ligger derinde i det stinkende, lillebitte rum og hamrer på døren, fanget for altid i en gang i kælderen, hvor ingen nogensinde kommer. Hvordan jeg dør i løbet af et par dage i en kvadratisk kiste. Det løber mig koldt ned ad ryggen. Lidt længere fremme drejer jeg til venstre og står over for en endnu ældre dør. Karmen er lavet af granit og ser ud, som om den stammer fra Middelalderen, og på det malede træskilt, der hænger fra et søm, står der noget udvisket. Og så ordet STILL. Still? Still hvad for noget? Skal der være stille? Skal jeg? Skiltet gør mig nervøs.

32

Ildbarnet_TRYK.indd 32

10/02/2017 13.48


STILL. Jeg undertrykker min angst og giver døren et skub. Hængslerne er stive af rust, og jeg er nødt til at sætte skulderen mod døren og presse imod den, alt hvad jeg kan. Så giver den pludselig efter og går op med et brag. Som om jeg har fået et eller andet til at gå i stykker. Jeg kan mærke, hvordan huset ser bebrejdende på mig. Der er meget mørkt herinde. Jeg kan ikke finde en lyskontakt, så det eneste lys kommer fra gangen bag mig. Langsomt vænner mine øjne sig til mørket. Midt i det lille rum står et ramponeret træbord. Det kunne være flere hundrede år gammelt, eller det kunne bare være meget slidt. Der er hylder med forskellige slags flasker, dækket af gråt støv. Nogle af flaskerne er forsynet med en lille etiket, der hænger i udsøgte kæder af metal, som var de bittesmå halskæder til bittesmå slavepiger. Jeg går hen til dem og læser det, der står på dem, håndskrevet med en kradsende pen og ældgammelt blæk. Matrem. Malurt. Kulsukker. Kongelys. Still. STILL. Nu tror jeg, jeg forstår. Der har stået DESTILL på skiltet. Det er et sted, hvor man destillerer ting og laver udtræk. Til urtemedicin, tinkturer. Et destillationsrum. Idet jeg vender mig for at gå, får jeg øje på noget helt uventet. Der står tre-fire papkasser henne i hjørnet, delvist skjult af en kasse med antikke glas. På kasserne står der med svungen skrift: Nina. Hendes ting, altså? Den døde kvinde, den døde mor, den døde kone. Måske tøj eller bøger. Som endnu ikke kan smides ud. Nu føler jeg mig virkelig på afveje, som om jeg har overskredet en grænse. Men jeg har ikke gjort noget galt, jeg er den nye kone, jeg skal tage mig af Carnhallow, og David vil gerne have, at jeg gennemgår huset, så jeg kan restaurere denne her støvede labyrint. Men det, at

33

Ildbarnet_TRYK.indd 33

10/02/2017 13.48


jeg nærmest måtte tiltvinge mig adgang til dette rum, som endda viste sig at gemme på disse kasser med deres vemodige historie, får mig til at rødme af skam. Jeg går tilbage hen ad gangen, idet jeg prøver at lade være med at løbe, og går op ad trappen med en følelse af stor lettelse. Jeg trækker vejret dybt. Så kaster jeg et blik på uret og kommer i tanker om, at jeg snart skal hente Jamie, hvilket betyder, at jeg kun lige har tid til den sidste opgave. Der er endnu en del af huset, som jeg gerne vil se, nemlig vestflø‑ jen. Den står helt urørt, og i midten af den ligger den Gamle Hall. David har fortalt mig, at det er et rum, der gør stort indtryk. Men jeg har ikke været derovre en eneste gang endnu. Jeg har kun set den slidte, nøgne yderside. Jeg går hen ad gangen på den anden side af den store trappe i den Nye Hall og bevæger mig fra øst mod vest, fra nutiden og ind i fortiden. Det må være her. Jeg står foran en stor, umalet og meget tung trædør. Dørgrebet er en snoet ring i smedejern. Det koster kræfter at dreje det, men så går døren også op uden modstand. Jeg træder for første gang ind i den Gamle Hall. De høje, buede, blyindfattede vinduer er i gotisk stil. Det er tyde‑ ligt, at de stammer fra klostertiden. Der er koldt i det store stenrum med det hvælvede loft, og der er hverken tæpper eller møbler. David har fortalt mig, at det var her, man for flere hundrede år siden udbe‑ talte minearbejdernes løn. Jeg kan se dem for mig. De ydmyge mænd, der stod i kø og ventede tålmodigt på at høre deres efternavn råbt op, mens minekaptajnerne stod og så til med de kraftige arme over kors. Det er et meget stateligt rum, men også knugende. Jeg skælver som et barn herinde. Jeg tror, atmosfæren herinde må have noget med størrelsen at gøre. Herinde i husets iskolde, tomme hjerte går det op for mig, hvor stort Carnhallow faktisk er. Kolossalt stort og

34

Ildbarnet_TRYK.indd 34

10/02/2017 13.48


opslugende. Her forstår jeg for alvor, at jeg befinder mig i et hus, der er stort nok til 50 mennesker. Over 30 tjenestefolk og en stor, vidtforgrenet familie. I dag er vi kun fire. Og en af os, David, opholder sig mest i London. Klokken er tre. Det er tid at hente min stedsøn. Jeg går ud, sætter mig ind i Mini’en, starter motoren og kører langsomt ud ad den smalle indkørsel og ind mellem de solbeskinnede træer. Det er ikke nogen nemt farbar vej, men den er smuk. Den inspirerer mig. Måske vil mine børn en dag lege her. De vil vokse op i Carnhallows storslåede omgivelser med lys, luft, skønhed, strand og skov. De vil se blåklokker om foråret og samle champignon i oktober. Og der vil være hunde. Glade hunde, der drøner af sted efter mosgrønne grene i lysningerne i Ladies Wood. Endelig når jeg frem til hovedvejen. Jeg kører mod vest med det grønne og stenede hedelandskab til venstre for mig og det oprørte hav til højre. Det er en mindre hovedvej, der snor sig mellem de fleste af de små byer på det vestlige Penwith, hvor minearbejderne boede i gamle dage. Botallack, Geevor, Pendeen. Morvah. Efter Morvah deler vejen sig. Jeg drejer til venstre og kører tværs over de golde, højereliggende hedestrækninger i retning af Jamies privatskole i Sennen. To venstresving, halvanden kilometer hede mere, og så har land‑ skabet umærkeligt forandret sig. Hernede på sydkysten er det sol‑ beskinnede hav mere roligt. Da jeg parkerer i nærheden af skolens porte og åbner bildøren, kan jeg mærke, hvordan luften er blødere her. Forskellen er lille, men tydelig. Jamie Kerthen står allerede og venter på mig. Han kommer hen til mig. Selv om det er lørdag, har han sin skoleuniform på. Det skyldes, at Sennen er et sted, der holder på formerne; eleverne skal

35

Ildbarnet_TRYK.indd 35

10/02/2017 13.48


altid være i uniform, når de opholder sig på skolen. Det kan jeg godt lide. Sådan vil jeg også have, at det bliver for mine børn. Disciplin og respekt for formaliteter. Endnu et par ting, jeg ikke havde selv. Jeg stiger ud af bilen og smiler til min stedsøn. Jeg må aktivt modarbejde trangen til at løbe hen og tage ham ind til mig i en tæt og tryg omfavnelse. Det er for tidligt til den slags. Men mit beskyt‑ terinstinkt er helt reelt. Jeg ønsker at beskytte ham for altid. Jamie sender mig et lille smil som svar – men så standser han og står stille, som var han limet til fliserne, og ser længe på mig med et mærkeligt og koncentreret blik. Som om han ikke kan finde ud af, hvem jeg er, og hvad jeg laver her. Selv om vi har boet sammen i flere uger. Jeg prøver ikke at lade mig forstyrre. Han opfører sig mærkvær‑ digt – men jeg ved, at han stadig sørger over sin mor. Nu kommer der ovenikøbet en anden mor ud fra skolen sammen med sin søn og går forbi os. Det gør ikke tingene bedre. Jeg ved ikke, hvem hun er. Jeg kender ikke nogen i Cornwall. Men det vil ikke hjælpe på min isolerede situation, hvis folk tror, jeg er sær, at jeg ikke passer ind. Så jeg sender hende et stort smil og siger alt for højt: “Hej, jeg hedder Rachel. Jeg er Jamies stedmor!” Kvinden ser først på mig og så på Jamie. Jamie har stadig ikke rørt sig og ser stadig stift på mig. “Øh, jo … goddag.” Hun rødmer let. Hun har et rundt, kønt ansigt og en klar stemme med et overklassetonefald, og hun ser ud, som om hun føler sig pinligt berørt over denne højtråbende, fremmede kvinde og hendes stedsøn med det vagtsomme blik. Og hvorfor skulle hun ikke også det? “Jeg er sikker på, at vi nok skal løbe ind i hinanden igen. Men … øh … jeg er bange for, at jeg må videre.” Hun skynder sig væk sammen med sin søn, men ser så tilbage på mig med et grundende udtryk i ansigtet. Hun har sikkert ondt

36

Ildbarnet_TRYK.indd 36

10/02/2017 13.48


af den stakkels dreng, hvis stedmor tydeligvis er idiot. Så jeg vender mig mod Jamie og sender mit stive smil til ham i stedet. “Hej, Jamie! Går det godt? Hvordan gik kampen?” Hvor længe kan han stå der og være tavs? Jeg kan ikke bære det. Den pinagtigt sære stemning varer ved i flere sekunder. Så giver han efter. “To-nul. Vi vandt.” “Jamen, det var da fantastisk!” “Rollo scorede på straffe og så på hovedstød.” “Det er da totalt sejt! Du må fortælle mig om det på vej hjem. Sætter du dig lige ind?” Han nikker. “OK.” Han lægger sin sportstaske ind på bagsædet, sætter sig ind og fæstner sikkerhedsselen med et højt klik. Da jeg så starter motoren, tager han en bog op af tasken og giver sig til at læse. Han ignorerer mig igen. Jeg skifter gear, drejer om et skarpt hjørne og prøver at fokusere på de små veje, men jeg er plaget af bekymringer. Nu da jeg tænker mig om, er det ikke første gang i de seneste uger, Jamie har opført sig sært. Det er, som om han ikke rigtig stoler på mig. Men det her er det hidtil tydeligste eksempel. Hvorfor har han forandret sig på den måde? Da jeg mødte min stedsøn i London, var han lutter grin og snak, og allerede den første dag gik vi helt fantastisk godt i spænd. Det var faktisk også den første dag, hvor jeg følte ægte kærlighed til hans far. Den måde, mand og dreng omgikkes på, deres indbyrdes kærlighed og forståelse, deres vitser og gensidige respekt, den sorg, der forenede dem, uden at de behøvede at vise det – det var alt sammen meget rørende og gjorde et stort indtryk på mig. Deres forhold var helt anderledes end det, jeg selv havde til min far. Og igen følte jeg behovet for, at mit eget barn fik denne faderkærlighed at føle. Jeg ville have, at

37

Ildbarnet_TRYK.indd 37

10/02/2017 13.48


faren til mine egne børn var nøjagtig som David. Jeg ville have, at han var David. Vi var gode til at have sex, vi begærede hinanden og var allerede venner – David havde allerede tryllebundet mig – men det var Jamie, der fik mine følelser til at udkrystalliseres i kærlighed til hans far. Men nu går det op for mig, at Jamie har trukket sig mere tilbage, siden jeg flyttede til Carnhallow. Han er blevet fjern, eller ligefrem vagtsom. Som om han vurderer mig. Som om han har en følelse af, at noget ikke er, som det skal være. Noget med mig. Min stedsøn ser tavs på mig i bakspejlet. Han har store, lyse øjne i en bleg, violblå nuance. Han er en meget køn dreng, faktisk helt usædvanligt smuk. Er det et bevis på min overfladiskhed, at Jamie Kerthens skønhed gør det lettere for mig at elske ham? Hvis det er, må det være sådan, jeg kan ikke gøre for det. Et smukt barn har stor magt; det er ikke let at modstå. Og så ved jeg ovenikøbet, at hans drengede skønhed skjuler en dyb sorg, som kun får mig til at elske ham med endnu større styrke. Jeg vil aldrig kunne erstatte den mor, han har mistet, men jeg må da kunne lindre hans ensomhed. En lok af hans sorte hår er faldet ned over den blege pande. Hvis han var min, havde jeg strøget den tilbage på plads. Endelig siger han noget. “Hvornår skal far af sted igen?” Jeg skynder mig at svare. “Mandag morgen, som han plejer, i over‑ morgen. Men han er kun væk et par dage. Han kommer til Newquay med fly sidst på ugen. Han er ikke længe væk, slet ikke.” “Åh. OK. Tak, Rachel.” Han sukker med følelse. “Jeg ville ønske, at far var hjemme i længere tid. Jeg ville ønske, han ikke var så meget væk.” “Ja, Jamie. Jeg har det på samme måde.”

38

Ildbarnet_TRYK.indd 38

10/02/2017 13.48


Jeg vil så gerne sige noget mere konstruktivt, men sådan er vores nye liv nu engang: David pendler til og fra London hver mandag morgen og fredag aften. Han tager et fly til og fra Newquay. På vej hjem trykker han speederen i bund på sin sølvfarvede Mercedes på motorvejen og lister sig så de sidste kilometer ad den bugtede vej over heden til Carnhallow. Det er opslidende, men det er den eneste måde, David kan op‑ retholde sin lukrative advokatkarriere i London og samtidig dyrke et familieliv i Carnhallow, som han nægter at opgive. For Kerthenslægten har boet på Carnhallow i tusind år. Jamie er tavs. Det tager os 25 minutter at køre hjem ad de snoede veje. Endelig ankommer vi til Carnhallow, der stadig ligger badet i sol, og min stedsøn stiger træt ud af bilen med sportstasken slæbende efter sig. Igen mærker jeg en trang til at sige noget. Blive ved med at prøve. På et tidspunkt vil der opstå en forbindelse mellem os. Så mens jeg roder med nøglerne, snakker jeg løs. Måske kunne du fortælle om kampen, jeg var selv Millwall-fan – det var der, hvor jeg voksede op, de var ikke særlig gode … Men så holder jeg op. Jamie har rynket panden. “Hvad er der, Jamie?” “Ikke noget,” siger han. “Ikke noget.” Nøglen glider ind i låsen, og jeg åbner den store dør. Men Jamie stirrer på mig med det samme usikre, vantro blik. Som om jeg var et uhyggeligt væsen i en billedbog, der på uforklarlig vis var blevet levende. “Faktisk er der noget.” “Hvad er det, Jamie?” “Jeg drømte noget virkelig mærkeligt i nat.” Jeg nikker og prøver igen at smile. “Gjorde du?”

39

Ildbarnet_TRYK.indd 39

10/02/2017 13.48


“Ja. Den handlede om dig. Du …” Han går i stå. Men jeg må ikke lade chancen gå fra mig. Drømme er vigtige, især dem, man drømmer, når man er barn. De handler om de ting, man ubevidst er bange for. Jeg kan godt huske mine egne drømme fra dengang. Drømme om flugt, om at flygte desperat fra noget farligt. “Jamie. Hvad handlede den om, hvad skete der i drømmen?” Han flytter forlegent på fødderne. Som om jeg har grebet ham i en løgn. Men det er tydeligvis ikke nogen løgn. “Det var frygteligt. Drømmen. Du var i den, og, og …” Han går i stå igen og ryster så på hovedet, mens han ser ned på fliserne foran hoveddøren. “Og der var en masse blod på dine hænder. Blod. Og en hare. Der var en hare, et dyr, og blod, og du havde blod alle vegne. Alt blodet. Blod. Blod over det hele. Og du rystede og kunne ikke få vejret.” Han ser op på mig igen. Alle muskler i ansigtet er spændt af sinds‑ bevægelse. Men der er ingen tårer. Det ligner mere vrede eller ligefrem had. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Og jeg får heller ikke en chance for at sige det. Uden et ord mere forsvinder han ind i huset. Og jeg står tilbage ved Carnhallows store hoveddør. Fuldstændigt konfus. I det fjerne kan jeg høre det voldsomme hav, der sparker hårdt ind mod klipperne neden for Morvellan-minen og langsomt æder af klinten og af minen. Som en ugerning, der aldrig får ende.

Ildbarnet_TRYK.indd 40

10/02/2017 13.48

Ildbarnet  
Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you