Hun havde engang haft et arbejde i omkring et år, hvor hun præsenterede vigtige modefolk for hinanden. Det var i hvert fald mit indtryk. Hun havde nogle små sølvfarvede visitkort i sin pung, hvor der stod “Martina Lamb & Partnere” med fuchsiafarvet skrift. Hun havde et kontor på King’s Road, et lyst lokale oven over en forretning, med et glasbord og læderstole og en telex, tøjstativer af gennemsigtigt plastic og en vase med hvide liljer på en sokkel. I skoleferierne tog hun min søster og mig med på arbejde og gav os en håndfuld trylletusser og knitrende stakke af fantastisk hvidt papir fra en bunke, der lå i en kasse. En gang imellem ringede telefonen, og når min mor tog den, sagde hun: “Goddag, Martina Lamb & Partnere.” En gang imellem blev en gæst lukket ind via dørtelefonen – så sloges min søster og jeg om, hvis tur det var til at trykke på knappen. Gæsterne var skingre, meget tynde kvinder, der kun ville tale om tøj og berømtheder. Der var ingen “partnere”, kun vores mor og nogle gange en storøjet teenagepige, som var “praktikant”. Jeg ved ikke, hvor det alt sammen forsvandt hen. Jeg ved bare, at kontorlokalet forsvandt, og at de sølvfarvede visitkort forsvandt, og at min mor bare blev hjemmegående igen. Min søster og jeg gik i skole i Knightsbridge – formentlig på den dyreste skole i London. Dengang var vores far ikke bange for at bruge penge. Han elskede at bruge penge. Jo flere, jo bedre. Vores uniform var lortebrun og galdegul, og drengenes bukser var knæbukser. Da jeg blev gammel nok til at synes, det var et ydmygende kostume, havde min far gudskelov ikke flere penge til skolegang, og da slet ikke til korte bukser af fløjl fra skoleuniformsafdelingen i Harrods. Det hele skete så langsomt, og samtidig så usædvanlig hurtigt, forandringen i vores forældre, vores hjem, vores liv, efter at de kom. Men den allerførste aften, da Birdie dukkede op uden for hoveddøren med to store kufferter og en kat i en fletkurv, havde vi ingen
22
Huset i Chelsea_TRYK.indd 22
27.02.2020 12.47