Fra aber til mennesker by Gads Forlag

Den store fortælling

inden for videnskaberne om menneskets udvikling fra aberne, her sammenfattende kaldt palæoantropologien, er der de seneste 10-15 år sket en radikal ændring i det overordnede udviklingsparadigme. I de foregående 50 år har man betragtet menneskets udvikling som et forløb gennem stadig mere avancerede menneskearter. Fra det første ’menneske’, Homo habilis, i Afrika havde Homo erectus udviklet sig og var vandret ud af Afrika. I Afrika havde Homo erectus udviklet sig til Homo heidelbergensis, som i Europa udviklede sig til neandertaleren, Homo neanderthalensis, og i Afrika til Homo sapiens, det moderne menneske, der for 50-70.000 år siden spredte sig fra Afrika til hele verden og eliminerede alle de andre, således at Homo sapiens i dag er den eneste eksisterende menneskeart. Nogle af disse tidligere arter havde levet side om side en tid, men det centrale var den lige linje, slægtslinjen fra det moderne menneske til de oprindelige forfædre. Dette billede er ved at blive radikalt ændret. Som i andre videnskaber har netværksteori med internettet som model også gjort sit indtog i palæoantropologien. Nu er der ikke længere tale om en lige linje gennem bestemte arter, men om globale udvekslinger af gener og kultur gennem hele udviklingsforløbet. Det er dette nye paradigme, der danner basis for denne bog, og det kombinerer jeg med at se på de nyeste forskningsresultater fra de seneste 4-5 år. Naturligvis må jeg også inddrage tidligere resultater, men her er det så heldigt, at palæoantropologerne har den gode skik at indlede deres faglige artikler med at sætte de nye resultater i perspektiv af den hidtidige forskning. Man får således den relevante faghistorie inden for de enkelte emner i hver artikel. Men fokus i denne bog er at perspektivere de nye forskningsresultater ved at se dem i lyset af den globale udveksling af gener og kultur.

Frem til for måske 100.000 år siden var udviklingen af vore forfædre ikke forskellig fra udviklingen af de øvrige dyr. Mennesket var et avanceret rovdyr, som ikke påvirkede naturen mere end andre arter. Herefter skete der noget radikalt nyt i form af udviklingen af evnen til abstrakt kommunikation. Påstanden i denne bog er, at denne evne blev en ny naturkraft, der med tiden fik afgørende indflydelse på jordens naturforhold. Aldrig tidligere havde denne kraft – evnerne til at sætte naturen i system, at gøre naturen til sin tjener og udnytte de øvrige naturkræfter med henblik på egne interesser – eksisteret. Evnen til abstrakt eller symbolsk kommunikation og senere evnen til at materialisere udsagnene med først skriften, senere andre teknologier forstærkede denne nye naturkraft, så den i dag har en afgørende indflydelse på naturens kredsløb og historie, noget, som tidligere blev opfattet som sejre i menneskets udvikling, men som i disse år registreres mere negativt som menneskeskabte klima-, biodiversitets-, overbefolknings-, forureningskriser osv. Hvad enten det er udtryk for det ene eller det andet, så afspejler det, at der i naturen er udviklet et fænomen, den menneskelige intelligens, som har en sådan kraft, at den har

Svedjebruget er formodentlig en af de tidligste former for agerbrug. Fra naturbrande erfarede menneskene den forøgede frugtbarhed, der efterfulgte en afsvidning af jorden. Veraguasprovinsen, Panama.

fået afgørende indflydelse på naturens gang og dermed menneskets eksistens, ja, for nogle pessimister er det en selvdestruerende naturkraft.

Palæoantropologien

Videnskaben om menneskets evolution er et tvedelt fænomen. På den ene side er det hård og meget avanceret naturvidenskab med fx isotopbestemmelser af, hvad en neandertaler har spist, ud fra rester af plak eller tandsten, bestemmelsen af DNA hos fjerne forfædre eller dateringer af menneskelige efterladenskaber ud fra en række komplekse naturvidenskabelige undersøgelser, ja, selv en registrering af, hvem der har gæstet en hule gennem årtusinder, kan nu bestemmes ud fra de DNA-spor, de har efterladt sig. Dette sidste synes at give helt uanede nye muligheder, idet man fx ud fra ganske små stumper af knogle eller tænder eller andre hominine efterladenskaber kan se, om det er de samme mennesker, der har besøgt forskellige huler, ligesom man kan bestemme, hvor tæt medlemmerne af en gruppe har været i familie med hinanden. Man kan også ud fra de givne DNA-spor meget bedre se, hvilke dyr der har opholdt sig i hulen eller er blevet taget med ind i hulen af jægere eller rovdyr. Det er med DNA-spor som med større knogler, at de kan være blevet flyttet fra de lag, de findes i, så det er noget, man skal være meget opmærksom på. Dertil kommer, at DNA-sporene er så små, at de ikke umiddelbart kan ses under udgravningen, hvorfor nye udgravningsteknikker må udvikles i forhold hertil. Men hvor lagene ligger ubrudte, og man er opmærksom på de mikroskopiske spor, er det et helt nyt og meget lovende forskningsfelt.1

På den anden side er denne videnskab også et fagligt område, der skal bruge sådanne resultater til at fortælle historien om udviklingen fra aberne til dagens moderne menneske, Homo sapiens. Dette sidste er et humanistisk projekt, og det betyder, at fortællingen skal give mening for det publikum, den henvender sig til. Historien om udviklingen af det moderne menneske er en identitetshistorie, og den skal derfor være i overensstemmelse med tidsånden og kulturen hos de mennesker, den fortælles til, for at de kan forstå og forholde sig til den. At det forholder sig sådan, kan forekomme som en modsætning, men det er det ikke. De hårde fakta, man har om menneskets udvikling fra abe til os, er nogle enkelte små puslespilsbrikker i et meget stort eller flere meget store puslespil, som man ikke ved, hvordan har set ud. Fremgangsmåden i forhold til at lægge brikkerne har hidtil været kategorisering af typer ud fra især kranier, men nu også de DNA-spor, man har fundet, således at forskelligt

formede kranier eller genetiske varianter kategoriseres som forskellige typer homininer, hvor begrebet homininer betegner alle arterne på udviklingslinjen fra den tidligste fælles forfader med chimpanserne til og med os selv. Dette at bruge kranierne som typebestemmende er der ikke noget egentligt belæg for, men afspejler nok det, at hovedet med hjernen for moderne mennesker er den centrale del af mennesket, og at interessen som en konsekvens heraf primært har været fokuseret på udviklingen af den stadig større hjerne og dermed, mente man frem til slutningen af det 20. århundrede, intelligens.

De fund, man gør, kan tolkes på mange forskellige måder, og her spiller både national og faglig prestige ind. Der er mest prestige i, at fundet enten er en ny hominin art eller noget, der kan blive til typeeksemplaret på en bestemt art. Der er ligeledes stor prestige for forskerne i at finde det ældste spor af et fænomen, det være sig bestemte redskaber eller fx æstetik, ligesom der også er store nationale interesser i steder, der forbindes med centrale trin i udviklingen mod og af mennesket.

Fortællingen om menneskets oprindelse og udvikling forsøger at skabe en helhed ud fra de data, man har skabt med naturvidenskaben, og som den enkelte forsker har tillid til, ved at sætte dem sammen på en meningsfuld måde i forhold til tidsånden i samtiden. Det betyder, at ca. 95 % af denne fortælling ikke har noget faktuelt grundlag bortset fra kravene til en relevant historie og respekten for anerkendte fakta. Et eksempel er den metahistorie, som siden Charles Darwins (1809-1882) bog The Descent of Man and Selection in Relation to Sex fra 1871 var gældende frem til 1980’erne, hvor det var hannerne/ mændene, der kæmpede eksistenskampen og derfor udviklede sig og skabte udviklingen, mens hunnernes/kvindernes indsats var reduceret til deres valg af de hanner, de ville have unger/børn med, hvis de da overhovedet bidrog til udviklingen. Måske måtte de blot tage til takke med, at de var produktet af en tvekønnet formering og dermed nød godt af hannernes intellektuelle udvikling. Den historie forsvandt ikke, fordi den omkring 1980 blev videnskabeligt modbevist, men fordi kvindebevægelserne fik ændret tidsånden i Vesten til, at denne historie var et ideologisk udtryk for fortidens mandschauvinisme og dermed uden videnskabelig autoritet. Så i dag, hvor intelligens i forhold til fysik er blevet et centralt aspekt ved identiteten som et moderne menneske, giver det kun mening at definere det således, at alle køn og racer som gennemsnit er lige intelligente.

Tilsvarende mente man længe, at neandertalerne var uden evne til abstrakt kommunikation, men efter at DNA-analyser har vist, at de er en af vore direkte

og ikke helt fjerne forfædre, en slags grandonkler, er de i løbet af de seneste få år blevet intellektuelt stærkt opgraderet og tilskrives nu fremstillingen af nogle af de levn af symbolsk aktivitet, vi har fundet, og som hidtil har været betragtet som bevis på Homo sapiens’ tilstedeværelse. Ja, nu tilskrives neandertalerne endog evnen til abstrakt tale, hvorfor de som bidragsydere til moderne menneskers DNA så småt er ved at forsvinde som en selvstændig art for i stedet at blive accepteret som en variant af det moderne menneske. Forskellige arter kan jo ifølge definitionen på arter ikke få avledygtigt afkom med hinanden.

Fortællinger om menneskets oprindelse

Fortællingen om abens udvikling til nutidens mennesker er menneskets fortælling om sig selv, og oprindelsesfortællinger er noget, alle samfund har eller har haft. Gud skabte Adam og Eva i den kristne fortælling, og fra dem og senere Noa stammer alle mennesker. Vikingerne kunne fortælle, at menneskene var skabt af to træstammer, som Odin, Vile og Ve fandt på stranden. Den første mand hed Ask, og den første kvinde Embla, og fra dem stammer menneskene. Den videnskabelige forklaring har sin rod i Charles Darwins formulering af evolutionsteorien. Her stammer mennesket i nutidens formulering fra aberne, som igen tilhører en gren af pattedyrene, som skilte sig ud for ca. 66 mio. år siden. Menneskeaberne skilte sig ud for ca. 30 mio. år siden, orangutangen for 18 mio. år siden, gorillaen for 10 mio. år siden, chimpansen for ca. 8 mio. år siden,2 hvorefter en mangfoldighed af abemennesker, dvs. homininer, skilte sig ud mellem den seneste fælles forfader med chimpansen og de tidligste Homo-arter, som så igen har ført udviklingen frem til de Homo-arter, der har nået en foreløbig kulmination i Homo sapiens, altså den art, vi, nutidens mennesker, tilhører, og vores art har så igen ført udviklingen videre teknologisk og kulturelt til nutidens niveau.

På en måde har der været et stabilt element i opfattelserne af menneskets oprindelse så langt tilbage, man kan spore en sådan opfattelse. Det har i mytologierne været givet, at mennesket på et eller andet tidspunkt kom til verden i sin voksne, færdige og nuværende form. Da man i sidste halvdel af det 19. århundrede inddrog evolutionsteorien og menneskets afstamning fra aben, blev det til, at det færdige menneske var udviklet i Europa eller måske Asien for 15-40 mio. år siden, ret kort tid efter adskillelsen fra aben, og at det havde været stabilt og uforandret siden da. Fra slutningen af 1940’erne blev det fysiske menneskes oprindelse flyttet til Afrika for ca. 15 mio. år siden. Også her indgik

der en idé om, at det færdige menneske var opstået på et bestemt tidspunkt i fortiden, først i fysisk form i Afrika og senere intellektuelt efter udvandringen til Eurasien. I slutningen af det 20. århundrede flyttede færdigudviklingen af både krop og ånd til Afrika. Kroppen var på plads for ca. 300.000 år siden, mens den intellektuelle færdiggørelse først skete for 70-100.000 år siden med udviklingen af abstrakt sprog, symbolsk kommunikation og æstetisk sans. Siden da har mennesket været uforandret, når man lige ser bort fra nogle småting som hudfarve og kropsform, der er variable fænomener, som har været påvirket forskelligt ved mange generationers ophold under forskellige himmelstrøg, samt evnen til at konsumere forskellige produkter, som har været påvirket af forskellige kulturelle forhold. Fælles for myter, religioner og videnskaber er således, at der er sket en færdiggørelse af det fysiske og åndelige mennesket på et tidspunkt for længe siden, hvorefter vi har været, som vi er i dag, lige siden. Idéen er, at vi nu med os selv har nået fuldkommengørelsen af mennesket, hvorfor det ikke kan forventes, at mennesket vil ændre sig radikalt i fremtiden. Forestillingen om os selv som et slutprodukt er således central i opfattelsen af os selv. Al udvikling siden færdiggørelsen af mennesket har været kulturel med hjernen som den centrale motor, der i mange fortolkninger er drevet af eksistensbetingelsernes udfordringer.

I denne bog vil jeg i stedet perspektivere nutiden som en del af en evolution, der ikke er forbi. Jeg vil åbne for, at nutidens menneske ikke er færdigudviklet, men i lighed med tidligere former er en del i en proces, uden at jeg vil have nogen mening om den fortsatte udviklingsretning, som ikke længere sker alene på naturens betingelser, men i høj grad også på de betingelser, mennesket selv skaber med sin kultur, indretning af omgivelserne og genteknologi. Ligesom udviklingen i fortiden synes at bygge på en kombination af genetiske mutationer, genetisk drift, dvs. små ændringer i arvemassen gennem generationer, og hybridisering, dvs. afkom af mennesker med væsentligt forskellig arvemasse, så må man også formode, at det vil være på samme måde i fremtiden, måske hurtigere end tidligere, fordi vi nu globalt er inden for få timers afstand af hinanden, måske langsommere, fordi udvekslingerne af gener i det globale netværk ikke lader nogen i fred til at udvikle og afprøve særlige evner eller resultater af længere tids genetiske drift. Og dertil kommer yderligere, at i og med at mennesket i stadig højere grad kultiverer naturen, herunder generne, bliver denne natur-kultur-sammenblanding en stadig mere dominerende faktor i påvirkningen af, hvad der er så succesfuldt, at det bliver en del af mennesket fremover.

Vor viden

Fortællingerne om menneskets oprindelse bygger på et meget lille antal fund i forhold til de milliarder af individer, der har bidraget genetisk og kulturelt til nutidens menneskeliv, og mange af disse fund er ikke sikkert dateret. Selv med de mest moderne metoder er der stor forskel på den alder, man finder frem til, alt efter hvilken metode man bruger.3 Dertil kommer, at der ikke er fundet hele skeletter af de tidlige typer eller arter, man arbejder med. Der er kun ganske få fund af individer, hvor mere end 50 % af knoglerne er fundet, så i langt de fleste tilfælde er typerne konstrueret ud fra knogler fra forskellige udgravninger. Kranier er forbundet med kæber, der stammer fra andre fund, og knogler fra arme og hænder er forenet med knogler af ben og fødder andre steder fra. Et stykke lårbensknogle kan både vise, at det pågældende individ næsten kunne gå som et moderne menneske, og at det stadig måtte være primært trælevende. Nogle stykker hjerneskal fundet i samme område kan enten tilskrives samme eller forskellige individer og kombineres, så man enten får en stor og menneskelig hjerne eller en lille abehjerne.

Ligesom man ikke kan slutte fra fund af en fodknogle til, hvilket kranie den pågældende hominin havde, således kan man heller ikke slutte fra fund af bestemte redskaber til, hvilken hominin der har fremstillet dem. I palæoantropologien har det også været et problem, at man meget sjældent har gjort fund, der entydigt forbandt bestemte knogler med bestemte teknologier. Og selv når sådanne sammenhænge blev fundet, har man ikke kunnet generalisere dem – selv om man faktisk har gjort det. Biologi og kultur har i mindst de seneste 100-150.000 års udvikling været uafhængige af hinanden.4

På den baggrund er det ikke underligt, at de forskellige bud på homininernes udvikling lægger op til debat.5 Ser man på palæoantropologiens faghistorie, har historierne om homininernes udvikling da også ændret sig radikalt mange gange de seneste små 200 år, efter at den bibelske skabelsesmyte mistede sin autoritet.6

Ser man mere generelt på udviklingen, må man betragte os – det moderne menneske – som en cocktail af nogle menneskearter, der kom fra Afrika for måske 50-70-120.000 år siden, og nogle neandertalere og denisovaer, som var udviklet i Eurasien, og som ud over at blande sig med os, også blandede sig med hinanden. Dertil er der også i det moderne menneske rester af DNA fra nogle arkaiske former, som vi ikke ved noget om, ligesom de afrikanske hybrider, der blev til dem, der gentagne gange udvandrede til Eurasien som Homo sapiens, også er stort set ukendte. De nulevende mennesker i Eurasien er således varierende grader af blandinger af en række forskellige kendte og

ukendte arter, mens afrikanerne tilsvarende er blandinger af indtil videre mest ukendte arter, og alligevel udgør vi en enkelt art, i og med at vi alle kan få avledygtigt afkom med hinanden.

Vi er således produkter af udveksling af gener og kultur i globale netværk, hvad der også kan udtrykkes på den måde, at vi er produkter af hybridiseringer; og dette er netop i overensstemmelse med den aktuelle tidsånd, der bygger på idéen om, at alle individer er elementer i det globale netværk, hvori kultur og gener udveksles, og at det altid har været sådan, hvad der betyder, at de fakta, man har konstateret, passes ind i denne ramme. Dette er dog indtil videre kun i begrænset omfang blevet introduceret i studiet af menneskets oprindelse i form af blandingen af neandertalere, denisovaer og Homo sapiens 7 Og selv her er det ikke ført igennem, da man betragter de genetiske rester fra de to andre arter som en mindre indblanding i den afrikanske Homo sapiens, og vi altså ikke ser os selv som resultatet af afrikanske hybrider, der formerede sig med eurasiske hybrider, hvoraf nogle vendte tilbage og blandede sig med afrikanske hybrider, samt eurasiske hybrider, der tilsyneladende i det østlige Asien blandede sig med homininer, hvis oprindelse er ukendt, men hvor nogle kan have været sene Homo erectus. Inden for forskningen i aber er der imidlertid sket noget spændende på dette område. I 2023 viste et stort studie, hvor man havde indsamlet DNA fra ca. 703 individer fra i alt 233 arter af både vilde og indfangede primater, at hvad man havde regnet som forskellige arter, i mange tilfælde var produkter af fortidige hybridiseringer.8

Hidtil havde man ment, at 600-700.000 års adskillelse var grænsen for hybridisering, dvs. grænsen for at få avledygtigt afkom. Men nu er der idéer om, at der skal gå helt op til mellem en og to millioner år, før arterne er så adskilte, at de ikke længere kan formere sig med hinanden. Og dertil er det måske ikke den geografiske adskillelse, der skaber forskellene, men den udvælgelse, tilpasning til omgivelserne giver. Altså ser det ud til, at det gamle darwinistiske princip om den stærkestes overlevelse i bestemte habitater skaber forskelle, som vi så har registreret som forskellige arter.9 Dette betyder igen, at nye fund helt kan omskrive den historie, vi læner os op ad i dag.

Evolutionsteorier

Noget af det, der siden Charles Darwin har givet mening, er, at vi stammer fra aberne. Længe blev chimpansen betragtet som vor seneste abeforfader, idet den blev anset som stagneret på det trin, hvorfra menneskelinjen videreudvik -

lede sig. Det skyldtes en evolutionsidé, der havde træet som model. Forskelle i dyreverdenen og det, man betragtede som raceforskelle, var lig med trin i evolutionen, ligesom man betragtede verdens kulturforskelle som trin i den kulturelle udvikling fra jagt og indsamling over agerbrug til moderne industrikultur. I en anden model, som er den aktuelle i dag, er busken billedet, og den findes i to former. I den traditionelle form voksede forskellige grene ud, dvs. at forskellige arter udviklede sig, hvorefter de i eksistenskampen enten satte nye grene eller uddøde. Det er i dette billede, de mange arter af australopithecinere, dvs. ’sydaber’, der var forfædre til homo’erne, og de forskellige Homo-arter forekommer, og hvorfra en enkelt gren fører frem til en ’lykkelig slutning’ i form af, at der i dag kun er en enkelt art tilbage, Homo sapiens. Et tilsvarende skema over den eventuelle artsmangfoldighed i udviklingen af chimpanserne findes ikke. Her adskiller man stort set kun chimpansen og bonoboen. En forklaring er, at knogler kun bevares i kort tid i regnskovens fugtigvarme klima, så man har ikke fund, der kan danne baggrund for en rekonstruktion af eventuelle uddøde arter. Det betyder også, at hvis menneskearter har levet i den tropiske jungle, har de heller ikke efterladt sig spor.

Men der er også et andet buskbillede, og det vinder stadig frem i det 21. århundrede. Her vokser og udvikler hver gren sig gennem tiden og sætter eventuelt nye skud, som vokser sammen med andre grene og spreder sig ud igen. Først til sidst, i toppen, snævrer denne busk sig ind til en enkelt gren, som ved nærmere DNA-analyse viser sig at være ovennævnte forskellige hybrider af en afrikansk Homo sapiens, denisovaen, neandertaleren og nogle ukendte Homo-arter og arkaiske sapiens’er.

I denne model har chimpansen udviklet sig fra den fælles forfader med mennesket over lige så lang tid som homininerne. Men selv om chimpansen og bonoboen ikke er vore direkte forfædre, så er de den eneste mulighed, vi har for at danne os idéer om, hvordan homininernes tidligste liv har været. Derfor fortsætter de observationer af menneskeaber i naturen og eksperimenter med dem i fangenskab, som blev indledt i 1950’erne, med henblik på at få idéer om vore fjerne forfædres tidligste adfærd og årsagerne til, at den udvikling, der førte til os, adskilte sig fra den linje, der fortsatte menneskeabernes udvikling. Men der er også kritiske røster til dette projekt. Man kan hævde, at den biologiske forskel er så stor, at man ikke bare kan konstruere en fælles forfader som noget midt imellem chimpansen og homo’erne. Det samme gælder centrale adfærdsforhold, hvor abe og menneske siden den fælles stamfader for 7-9 mio. år siden er gået i hver sin retning, på trods af at individer fra de to

linjer formentlig har kunnet parre sig med hinanden helt frem til for ca. 4-5 mio. år siden. Vil man forstå de tidligste menneskelige forhold, skal man ifølge disse forskere holde sig til de fakta, man har fundet, og i stedet for chimpansen bruge de generelle teorier for pattedyrenes evolution og sammenhæng med de omgivelser, de eksisterer i, til at udlede den hominine udvikling. Chimpansen er jo eksemplet på præcis det, vi ikke udviklede, og vi kan ikke ud fra ens træk hos mennesket og chimpansen slutte, at de må stamme tilbage fra den fælles forfader. Chimpansernes krigsførelse siger således intet om menneskets, og det samme gælder familieformerne.10

Siden Charles Darwin med sit værk On the Origin of Species by Means of Natural Selection fra 1859 lagde op til, men ikke eksplicit turde nævne, at mennesket stammede fra aberne, har man helt frem til nutiden søgt efter ’the missing link’, overgangen mellem aben og mennesket, det, der i dag hedder den seneste fælles forfader. I slutningen af det 19. og i første halvdel af det 20.århundrede gjorde man flere fund, der af finderne blev erklæret som ’the missing link’, men hver gang blev det afvist af politiske, faglige eller personlige årsager. I mangel på en præcis definition af, hvad man mente med ’the missing link’, blev fundene enten placeret før eller efter adskillelsen.

Helt frem til 1980’erne, hvor man kun havde meget få fund, blev dynamikken i udviklingen bestemt som tilpasning til omgivelserne. Forandring af levevilkår ved klimaændringer eller ved udvandring til nye områder affødte et selektivt pres, som skabte fornyelserne eller udviklingen – eller for den sags skyld afvikling og død. Denne opfattelse blev fra 1980’erne og frem fortrængt af de helt nye muligheder, genetikken gav, idet forandringer nu kunne ske ved genetisk drift, mutationer, hybridiseringer og den naturlige udvælgelse, samtidig med at der kom langt flere fund og langt mere detaljeret indsigt i de fortidige klimaforhold.

I slutningen af det 20. århundrede opstod yderligere en ny mulighed for at opfylde den verdslige udgave af det kristne behov for at finde Adam og Eva. Med de nye DNA-analyser kunne man ud fra de forskelle i DNA’et, man kunne bestemme ved sammenligning med DNA’et fra nutidige mennesker, finde tilbage til det tidspunkt, hvor disse forskelle havde deres begyndelse, her altså hvornår Homo sapiens var opstået. Med dette såkaldt molekylære ur kunne man ved at undersøge det mitokondrie-DNA, som alene går i arv gennem kvinder, finde tilbage til ur-Eva, den kvinde, alle nulevende kvinder stammede fra, og tilsvarende kunne man med en analyse af y-kromosomet, som alene nedarves gennem mænd, finde tilbage til ur-Adam, den mand, alle nulevende mænd stammer fra.

Dette projekt var naturligvis spændende, fordi DNA-analyserne havde åbnet helt nye muligheder for at se tilbage i tiden, men det var også politisk. Der var i 1980’erne to opfattelser af det moderne menneskes oprindelse. Den ene, den såkaldte multiregionale teori, gik ud på, at nogle tidlige menneskearter som fx Homo erectus havde spredt sig måske fra Afrika til Eurasien for omtrent 2 mio. år siden, hvorefter det moderne menneske havde udviklet sig relativt uafhængigt flere forskellige steder i verden, dog med så meget genetisk kontakt, at vi stadig alle kan få avledygtigt afkom med hinanden. I denne model, som især udsprang af anatomisk og arkæologisk interesserede videnskabelige miljøer, var det særlig en selvstændig udvikling af det moderne menneske i Kina ved siden af det afrikanske, der var på tale. En central begrundelse for den multiregionale teori var, at det må have taget meget lang tid at udvikle de forskelle, man finder blandt nutidens mennesker. Den anden teori med navnet ’Out-of-Africa’ havde især sin basis i genetikken, og den gik ud på, at det moderne menneske var opstået i Afrika og kun her, hvorfra det havde spredt sig til hele verden. Man henviste blandt andet til, at det kun var i Afrika, man havde fundet de tidlige former mellem aber og mennesker. Søgningen efter ur-Eva og ur-Adam skulle således støtte genetikernes teori om Afrika som stedet for det moderne menneskes oprindelse. Det lykkedes, og det udraderede i løbet af få år den multiregionale teori.11

Ud fra beregninger baseret på den genetiske variation fandt man frem til, at adskillelsen mellem menneske og chimpanse lå 5-7 mio. år tilbage.12 Dette gav mange steder et dobbelt chok, dels fordi hele udviklingen af mennesket blev flyttet til Afrika, hvad der havde været utænkeligt, næsten siden Charles Darwin havde gjort Afrika til menneskets oprindelseskontinent, dels fordi aben pludselig kom meget tæt på. Hidtil havde man holdt den på omkring 15 mio. års afstand.

Nu behøver Adam og Eva ikke at have dannet par, og man må formode, at der forud for den fælles far og mor har levet mange tusinde mennesker af samme art i Afrika, ligesom der rundt i både Afrika og Eurasien levede andre menneskearter, som Homo sapiens på forskellige tidspunkter har blandet sig med. Faktisk levede der for 300.000 år siden ni hominine arter efter nutidens klassifikation og fund. Ud over de tre, der skulle fortsætte udviklingen, neandertaleren, denisovaen og Homo sapiens, levede der stadig Homo erectus og Homo floresiensis i Indonesien, Homo luzonensis på Filippinerne, Homo rhodesiensis og Homo naledi i Afrika samt de mere ubestemte Red Cave-homininer i Kina. Der har også været forskellige arkaiske sapiens’er, og de har formodentlig alle

efterladt sig både genetiske og kulturelle spor i de tre, der førte det hominine liv videre. Så på den måde kan man sige, at europæere og asiater måske har en fælles oprindelse med nogle afrikanske folk syd for Sahara, der går ca. 150.000 år tilbage, og disse har så igen en fælles oprindelse med neandertalerne for måske 300-500.000 år siden. Dertil kommer så alle de blandinger, der har været i mødet mellem de ni forskellige arter, alt sammen blandinger, der efter en naturlig sortering i forskellig grad blev til det moderne menneske.

Den lange rejse

Siden man begyndte at finde menneskeagtige væsner, har man som nævnt tænkt udviklingen slægtsmæssigt; vi må kunne gå fra forfader til forfader og på den måde nå tilbage til oprindelsen hos den seneste fælles forfader med chimpansen, og herfra i princippet videre tilbage til abernes oprindelse. Nogen fast grænse for begyndelsen af det menneskelige stamtræ findes ikke. Den går tilbage til det første liv på jorden. Men man kan vedtage at fastlægge udviklingen som begyndende med funktionsadskillelsen på for- og bagben. Herfra følger udviklingen af tobenet gang, karakteriseret ved lange ben og kortere arme, i modsætning til aberne, samt relativt smalle hofter. Næste skridt var så perfektioneringen af den tobenede gang, i det mindste for hannerne, noget, der synes at være opnået lige omkring den tid, hvor hjerneudviklingen ud over abestadiet er begyndt. Herefter følger hjernens udvikling – først størrelsesmæssigt, siden organisatorisk i form af voksende kompleksitet. Dette har igen givet sig udtryk i evnen til at samarbejde i større grupper, evnen til at fungere i stadig mere komplekse sociale strukturer og evnen til at akkumulere kultur. I og med samarbejdet og den sociale organisation har det været muligt at eksperimentere, forsøge at indtage nye områder, afsøge nye ressourcer osv. Den kognitive og sociale basis har givet grundlag for innovation på en lang række områder samt kommunikation og videreførelse af disse, når de var succesfulde.13 Disse elementer kan det være vanskeligt at se i fundene, så frem til og med australopithecinerne er det primært udviklingen af den oprejste gang, der gør fund relevante for forståelsen af udviklingen mod mennesket i en periode, hvor der tilsyneladende ikke skete noget med hjernen. Og denne udvikling har langtfra været lineær. Herefter følger hos de såkaldte Homo-arter en lige så kompliceret kombination af hjernens, sprogets og kulturens udvikling frem til sidste istid, hvor den mangfoldighed af menneskelig kultur, der siden har karakteriseret mennesket, så dagens lys.

Generelt regnes ardipithecinerne i Østafrika som forfædre til australopithecinerne, som herskede for mellem ca. 2 og 4,3 mio. år siden, og som spredte sig til Syd- og Centralafrika. Disse dannede igen grundlag for udviklingen af de såkaldte paranthropus’er eller ’nøddeknækkere’ med meget stærke tyggemuskler, blandt andet fæstnet til en kam hen over issen. De levede for mellem 1,2 og 2,9 mio. år siden og regnes af de fleste forskere for en uddød sidelinje til den linje, der førte til homo’erne. De ser for brutale ud til, at vi vil acceptere dem som forfædre. Fra australopithecinerne (og måske paranthropus’erne) udviklede de første Homo-arter sig for ca. 2,3, ja, måske hele 2,8 mio. år siden, hvorefter stadig mere avancerede homo’er førte udviklingen frem til nutidens mennesker.14

Den første del af denne fortælling drejer sig om aben, der blev tvunget ned på jorden som en begyndelse til udviklingen af den tobenede gang. Her er der forskellige bud. Den vigtigste har hidtil været den såkaldte savannetese. Der skete en tilpasning til savannen, som spredte sig på grund af udtørring, der igen havde noget med istiderne at gøre. Savannen som alternativ til den tætte skov tvang vore trælevende abeforfædre til at rejse sig op og gå på to ben mellem de stadig mere spredte trægrupper, ligesom de måtte rejse sig for at få øje på savannens ressourcer og rovdyr. Herefter kom der gang i løbepotentialet, intelligensudviklingen og redskabsudviklingen.

Et andet bud er den såkaldte ’turnover pulse-hypotese’. Den går ud på, at det var hurtige klimaforandringer, der skabte evolutionen, da homininerne dermed blev tvunget til at tilpasse sig nye forhold. Klimaforandringernes varierende effekter i forskellige nærliggende områder kunne så igen fremme diverse tilpasninger, som måske kunne supplere hinanden eller gå op i en højere evolutionær helhed ved hybridisering. Chimpansernes forfædre indtog eller fastholdt de større skovområder, så de blev ikke i samme grad tvunget til den tobenede gang. På den måde kan man se chimpansens forfædre som dem, der sejrede i kampen om fastholdelse af den hidtidige eksistensform. De konservative vandt dengang, men tabte på lang sigt!

Et alternativ til teorien om, at evolutionen skyldes eksistenskampens udfordringer, er en teori om, at det er under favorable betingelser, at udviklingen sker. Det vestlige Turkana, et af den tidligste udviklings helt centrale områder, er en meget tør egn, men indimellem har det haft perioder med floder og søer og masser af ferskvand, hvad der igen har tiltrukket ikke bare ferskvandsdyr, men også en masse andre dyr. Og det kunne se ud, som om det netop er i disse perioder, fornyelserne skete. I den våde periode for mellem 3,98 og 4,2 mio.

år siden dukker Australopithecus anamensis op; i vådperioden for mellem 3,1

og 3,7 mio. år siden opstår Kenyanthropus platyops og den tidligste hominine teknologi; i vådperioden for mellem 2,22 og 2,53 mio. år siden dukker Paranthropus aethiopicus, de tidligste homo’er, Oldowan-kulturen, som regnes som menneskets første kultur, og Paranthropus boisei op; i vådperioden for mellem 1,3 og 2,1 mio. år siden dukker Homo ergaster/erectus og den tidligste Acheuléen-kultur op. Altså synes de store spring i udviklingen i det vestlige Turkana at være sket i perioder med rigelighed, ligesom variationer i ferskvand må være en central faktor i debatten om forholdet mellem klimaet og homininerne.15

I det følgende vil jeg forsøge at følge udviklingen frem til og af det moderne menneske, Homo sapiens, sådan som man med de seneste fund og analyser kan forestille sig den inden for rammerne af idéen om den konstante globale udveksling eller hybridisering af gener og kultur. Og selv om aberne har haft deres egen udvikling, så fortsætter undersøgelserne af dem med henblik på at forstå homininernes tidligste udvikling. Derfor vil jeg indlede med en orientering om, hvor denne forskning står her og nu.

NASA’s billede af jorden, der står op over månen, fotograferet fra Apollo 8 21.-27. december 1968. Dette billede fik enorme konsekvenser for opfattelsen af livet i universet. En enkelt blå planet, tilsyneladende den eneste med liv. Var vi alene i universet? Passede vi godt nok på planeten?

Fra aber til mennesker