KAPITEL 6 · ERSTATNING · 131
De forskellige grader af culpa Skyldgrad/adfærd
Pejlepunkt
Forsætlig adfærd
Skadevolder var klar over, at handlingen ville medføre skade. I grove tilfælde af forsæt handlede skadevolder med vilje – han ønskede skaden skulle ske.
Grov uagtsomhed
Skadevolder burde ved nærmere omtanke have forudset, at det var overvejende sandsynligt, at hans handling ville medføre skade Adfærden afviger fra den almindelige adfærdsnorm og indebærer indlysende fare for, at der vil ske skade.
Simpel uagtsomhed
Skadevolder burde ved nærmere omtanke have forudset, at det var rimeligt sandsynligt, at hans handling ville medføre skade. Adfærden afviger fra den almindelige adfærdsnorm, men indebærer ikke indlysende fare for, at der vil ske skade.
Hændelighed
Skadevolder kunne på ingen måde have forudset eller undgået at gøre skade, uanset hvor “bonus pater-fornuftig” og agtpå givende han end måtte have været. Her er ikke culpaansvar.
Fig. 6.2 De forskellige grader af culpa.
Den nedre grænse er de hændelige uheld, hvor det handler om at finde grænsen mellem den uagtsomme adfærd og den ikke-uagtsomme adfærd. De hændelige skader hører til den sidstnævnte kategori, og skadevolder er ikke ansvarlig efter culpareglen, hvis der er tale om et hændeligt uheld, som ingen kunne have forudset. Vurdering og afgrænsning imellem de forskellige grader af skyld er vigtig i forskellige sammenhænge. Det er ofte skyldgraden, der er til diskussion i en erstatningssag, og særligt kan det være interessant for forsikringsselskabet at argumentere for en bestemt vurdering, eftersom et forsikringsselskab kan blive fri for at udbetale erstatning, hvis eksempelvis den skadelidte selv har medvirket til skaden, ved at have handlet groft uagtsomt eller forsætligt. Betydningen af, at en skade er dækket af en forsikring, vil blive behandlet mere indgående i afsnit 2.2.1.
Hændeligt uheld
Vurdering og afgrænsning af skyldgrad
Bevisbyrde
Hovedreglen er, at det er den skadelidte, som har bevisbyrden for, at skadevolder har handlet culpøst, hvilket i juridisk terminologi kaldes culpa med ligefrem bevisbyrde. På nogle områder er der et særligt skærpet ansvar, hvor bevisbyrden er omvendt. I disse sager er det i stedet skadevolder, der skal bevise, at han ikke har handlet uagtsomt eller forsætligt. Det kaldes præsumptionsansvar eller culpa med omvendt bevisbyrde. Omvendt bevisbyrde ses fx i sager om nødværge, hvor det er den, som har modstået eller afværget et angreb, som skal kunne bevise, at han var udsat for et angreb, og at han ikke har anvendt voldsommere metoder til at forsvare sig, end det var nødvendigt i situationen. Se nærmere om nødværge i afsnit 2.1.
Culpa med ligefrem bevisbyrde
Culpa med omvendt bevisbyrde