INDLEDNING

Snublestenen foran Bredgade 51. Snublesten er verdens største

decentrale kunstværk. Det er skabt

af den tyske kunstner Gunter Demnig og består af betonterninger, der måler 9,6 x 9,6 x 10 cm. På oversiden er anbragt en messingplade med en standardiseret indskrift til minde om

et offer for nazismens forfølgelse. Snublestenene anbringes i fortovet foran offerets sidste frivillige bopæl. Siden Demnig begyndte sit projekt i 1996, er der nedlagt over 90.000

snublesten i Europa.1 Kort efter at vi var flyttet ind i Bredgade 51 i København, var vi så heldige at blive præsenteret for Jane Andreassen (født Gram), som voksede op i ejendommen i 1930’erne og 40’erne. Jane fortalte mange interessante ting om livet i huset og begivenhederne i og omkring det under besættelsen – bl.a. om sin families etagegenbo, den syge, gamle fru Salomonsen, der blev fjernet fra sit hjem den 1. oktober 1943 og deporteret til Theresienstadt. Historien gjorde et dybt indtryk, og inspireret af de første snublestensnedlæggelser i København i juni 2019 tog vi initiativ til at få lagt en sten til minde om vores gamle nabo. Det skete den 28. juli 2020.

Der var ikke langt fra de første tanker om en snublesten for Eva Salomonsen til ideen om en bog. I første omgang indbød materialet til en ret snæver skildring af Eva Salomonsens liv og skæbne – med strejflys på hendes søn Davids og hans to døtres flugt til Sverige. De indledende kontakter med historikere, slægtshistorikere, Det Jødiske Samfund i Danmark samt Nordfyns Museum i Evas hjemby, Bogense, gav et godt udgangspunkt, som kunne suppleres med danske Holocaust-overlevendes publicerede erindringer, vores egne samtaler med overlevende og andre vidner foruden, naturligvis, med den meget omfattende litteratur om de danske jøders historie, besættelsen, Theresienstadt m.v.

Via annoncer i bladet Jødisk Orientering og i Det Jødiske Samfunds digitale nyhedsbrev forsøgte vi at finde frem til pårørende til Eva Salomonsen eller personer, der kunne bidrage til hendes historie, men uden resultat. I maj 2020 kom vi imidlertid

takket være historikeren Søren Dalsgaard og den genealogiske hjemmeside MyHeritage i kontakt med Eva Salomonsens oldebørn og tipoldebørn. Dermed fik vi mulighed for at tale med personer, der i deres barndom og voksenliv havde kendt David og hans døtre, Annelise og Tove, og som stadig lever i en familie, der på godt og ondt er præget af de tidligere generationers skæbne. Foruden de pårørendes egne erindringer og iagttagelser – både de personlige og dem, der var overleveret i familien – fik vi adgang til fotografier, breve, dagbøger og en mangfoldighed af andet materiale, som udvidede bogens horisont betydeligt.

Det genealogiske spor gjorde det desuden muligt at følge Evas slægt tilbage i tiden og ud i Europa. Oktober 1943 var ikke første gang, Evas familie blev udsat for forfølgelse i Danmark: I 1819 blev hendes farfars forretning i Odense raseret under de antijødiske optøjer, der blev kendt som “den korporlige jødefejde”, og hendes mands farfar fik sin forretning i Kompagnistræde hærget under efterdønningerne af jødefejden i København året efter. Historien om Evas familie forbinder Bogense og København med Holland, Nordtyskland, England og Skotland og illustrerer, hvordan jødiske familier ofte var, og er, spredt og forbundet på kryds og tværs af Europa. Bogens anden hovedfigur er David, som vi takket være hans dagbøger, omfattende korrespondance, vers m.m. kan følge gennem årene som oprørsk teenager i 1890’erne, derefter udsvævende student, eventyrlysten og rejseglad livsnyder, lige så uheldig som ukuelig højrefløjspolitiker og flygtning i Sverige.

En sten for Eva er ikke så meget en biografi eller familiekrønike som dét, man med en fordanskning af et engelsk udtryk kunne kalde en bog om Eva Salomonsens “liv og tid”. Bogen veksler mellem afsnit, der trækker de større linjer op og giver et bredt udsyn over en periode, et miljø eller en politisk, ideologisk eller kulturel udvikling, og afsnit, der beskæftiger sig mere detaljeret med særlige sider af Evas og hendes families historie eller med aspekter af deres univers, f.eks. hjemmeliv, kvinders muligheder for uddannelse og kulturel udfoldelse, polio, deportationen til Theresienstadt, flugten til Sverige, Annelises og Toves indsats i Den Danske Brigade og hjemkomsten fra Sverige.

Snublestenen foran Bredgade 51 markerer et gerningssted, hvor der natten mellem den 1. og 2. oktober 1943 blev begået en forbrydelse mod en gammel, syg kvinde og mod menneskeheden.

Vi kender ikke de konkrete gerningsmænd, der slæbte Eva Salomonsen ud af hendes hjem for at sende hende til Theresienstadt. Men det system, de var en del af, er velkendt, og det samme er dets ideologiske grundlag og dets projekt, som bl.a. indebar udryddelsen af uønskede befolkningsgrupper.

Hensigten var ikke blot at dræbe de enkelte individer – i milliontal – men netop, bogstaveligt talt, at udslette dem, at slette enhver erindring om dem, som om de aldrig havde eksisteret.

Med denne bog ønsker vi – ligesom snublestensprojektet, der nævner ofrenes navne og knytter dem til de konkrete steder, hvor de havde deres hverdag – at arbejde mod glemslen ved at fortælle om Eva Salomonsens liv og den verden, hun levede i, og om hendes sidste dage.

En sten for Eva handler om ét enkelt offer for nazismen, men skal samtidig minde om de tusinder af ofre, der er forblevet anonyme, eller som, selvom deres navne kendes, ikke får deres historier fortalt. Heller ikke de var bare en del af en gruppe – af en statistik – men individer med hver deres liv, centrum i hver deres verden.

I Otto Gelsteds “reportageroman” Jøderne i Husaby om flugten til Sverige og livet som flygtning siger den jødiske kvinde Sonja til Gelsteds alter ego, Tingsted:

– Men jeg vil sige dig én Ting: hvis du skriver noget om os, saa er jeg overbevist om, at det bliver forkert. – Det er højst sandsynligt. Men hvorfor? – Du har ikke oplevet Jødedommen som Barn. Du har ikke levet imellem os. Du vil hele Tiden forstyrres af dine særlige Fordomme, din særlige Smag. Du vil

bedømme os udefra. Der hjælper al din Venlighed dig ikke. Det bliver alligevel forkert. – Ja, det har jeg tænkt paa. Den Risiko maa jeg løbe. Det er umuligt at skrive noget, der ikke med lidt god Vilje kan misforstaas og forvrænges.2

Ingen af os har en jødisk baggrund. Ligesom Tingsted er vi kommet til den jødiske verden udefra. Vi har gjort os umage for at skaffe os en viden om og indsigt i jødisk kultur og historie, som ville sætte os i stand til at fortælle historien om Eva Salomonsen og hendes verden loyalt og fyldestgørende. Vi har læst meget og søgt oplysninger mange steder, og vi har spurgt mange vidende og hjælpsomme mennesker til råds. Hvis vi alligevel har misforstået noget eller fremstillet noget på en forkert eller mangelfuld måde, er fejlen alene vores, ikke vores mange gode hjælperes.

Vi har forsøgt at komme så tæt som muligt på Eva og hendes nærmeste og bestræbt os på at skildre deres omgivelser og den verden, de levede i – sommetider ved at slutte fra vores almindelige viden om tidens samfund og kultur til vores personers liv; i disse tilfælde, undtagen i de allermest indlysende, gør vi udtrykkeligt opmærksom på det.

Der er stadig meget, vi ikke ved om Eva, og hvis der blandt læserne er nogen, der kan bidrage til billedet af hende, hører vi gerne fra dem.

Lene Ewald Hesel & Thomas Harder Bredgade 51, juni 2022