Jødefejderne

været en ret velhavende mand, og et par meddelelser om behandlingen af et konkursbo fortæller, at han var så anset en person i byen, at man valgte ham som eksekutor. I årene 185460 var han desuden medlem af byens borgerrepræsentation.

Alt tyder på, at Wagners manufakturhandel var velbesøgt og velrenommeret, og at familien var velintegreret.

JØDEFEJDERNE

Alligevel kan der have været ridser i idyllen. David havde nemlig ikke altid boet i Bogense. Og han havde ikke altid heddet Wagner. Sammen med sine søskende voksede han op i Odense, hvor faderen, Isaac Israel, havde en kombineret klæde- og købmandshandel. Isaac var indvandret fra Coevorden i Holland, hvor der havde boet jøder siden 1640’erne; i 1760’erne boede der 10-12 jødiske familier i byen. I 1768 fik de tilladelse til at indrette en bedestue i et privat hjem i Kerkstraat 36, hvor der i 1840 blev opført en synagoge,12 samt anlægge en begravelsesplads i baghaven – på betingelse af, at “ingen bliver generet, og der ikke modtages klager, ellers vil tilladelsen blive trukket tilbage.” De jøder, der havde boet længe i Coevorden, var tålt, men ikke beskyttet mod indimellem at få deres rettigheder begrænset på forskellige måder, og tilrejsende jøder fik kun sjældent lov til at slå sig ned i byen. Bystyret mente nemlig, at jøderne i bund og grund var uhæderlige, og at ingen kristen var i stand til at hævde sin ret over for jødernes ublu forretningsmetoder. For mange jøder i Coevorden ville derfor skade byens borgere og dens økonomi.

I 1796 gav Napoleons franske styre alle borgere i den nydannede Bataviske Republik, inklusive jøderne, lige rettigheder.13 På det tidspunkt havde Isaac Israel formentlig for længst forladt Coevorden og bevæget sig nordpå. I 1804 fik han næringsbrev som signetstikker i Odense, hvor han senere etablerede sin forretning, der bl.a. solgte delikatesser som kaffebønner, te, korender, nelliker, ingefær, kardemomme og safran.

I 1863 stillede skyttelauget op til fotografering med faner og høje hatte. Midt på torvet står byens ældste vandpumpe, og i forgrunden yderst til højre byens politibetjent.

Et vigtigt vidne til familien Wagners liv i Bogense er professor, overkirurg Peter Kisbye Møller (1847-1940), der som barn boede nogle år hos sine bedsteforældre i Bogense, hvor bedstefaderen var birkedommer. Familierne Møller og Wagner var naboer. I sin erindringsbog Aldrig færdig, altid paa Vej fortæller P.K. Møller bl.a.:

Fra denne Tid har jeg flere andre Erindringer bevarede: saaledes om Naboen, den jødiske Manufakturhandler Wagner, hvis lille Datter Emilie jævnlig kom ind og lege med mig. Hun var meget livlig og morede Bedstefader meget, bl.a. ved sit naive Udbrud: Aah, du gamle Jødebirkedommer, pas du paa, at jeg ikke tager min Sabel og skyder! Der var jo endnu i de Aar, begyndelsen af 50’erne, en vis Misstemning overfor Jøderne, og den lille Emilie havde nok maattet høre ‘Jødepige’ fra Gadens Ungdom. Ogsaa hendes med mig jævnaldrende Broder Julius kom til mig, og jeg til ham, og vi blev senere Skolekammerater hos hr. Thrige.14

Med “endnu i de år” refererer Møller muligvis til efterdønninger af “den litterære jødefejde” i 1813 og “den korporlige jødefejde”, som brød ud i København i september 1819 som

følge af bl.a. den politiske og sociale uro efter statsbankerotten i 1813 kombineret med forskellige former for antisemitisme og fremmedhad.

Den tidlige kristne kirke så jøderne som forkastede af Gud, fordi de havde forkastet Jesus og forvoldt hans død. Jøderne kunne dog frelses, hvis de blev omvendt. Jøderne fik efterhånden forbud mod at udøve de fleste erhverv, men blev i 1100-tallet opfordret til at fungere som pengeudlånere, fordi udlån mod rente var forbudt for kristne. Til billedet af jøderne som vantro ågerkarle kom i 1100-1200-tallet en folkelig forestilling om, at jøderne skændede nadverbrødet og -vinen og begik ritualmord.

Bankvæsenets udvikling gjorde jøderne mindre uundværlige som pengeudlånere: I 1290 blev de fordrevet fra England, og snart efter skete det samme for jødiske samfund mange andre steder i Europa. Fordrivelserne skabte forestillingen om den rodløse, evigt vandrende jøde og jøden som Den Fremmede. Jøderne fik rollen som syndebukke, der var skyld i al landsens ulykker: Da pesten hærgede Europa i 1348, var det f.eks. en udbredt forklaring, at jøderne havde forgiftet brøndene.

Luther gav i sine tidlige skrifter udtryk for, at jøderne kunne føres frem til den sande tro, men i sine senere skrifter rasede han mod dem og gengav de groveste folkelige fordomme. Luthers antisemitisme fik dog kun begrænset virkning i den danske reformationskirke, måske fordi jøderne kom så sent til Danmark. Det betød ikke, at der ikke var en udbredt folkelig modvilje mod jøderne, selvom de færreste danskere altså nogensinde havde mødt en jøde, eller at der ikke helt op i det 20.

Hvis man juleaftensdag i det Herrens år 1809 lige stod og manglede de sidste småting til den store middag, kunne man heldigvis nå at sende et bud ned til Evalines farfar i Vester-

gade. I samme avis samme dag: “Et rødt broderet Atlaskes Kristentøi

er at faae tilkjøbs hos Isaac Israel i Westergade No. 238. (“Kristen-tøi” kaldtes det tøj, som barnet svøbtes i ved dåben). Bemærk i øvrigt afvigelsen i såvel navn som gadenummer.

århundrede var danske præster, som forfægtede antisemitiske synspunkter.

Den katolske modreformation skærpede forholdene for jøderne, i Italien og Østrig bl.a. ved at tvinge dem til at bo i særlige, lukkede bydele. Den første blev oprettet i Venedig i 1516 og blev kendt som “il ghetto”.15

I 1813 brød “den litterære jødefejde” ud i Danmark. Det var en voldsom debat ført i aviser, bøger og teaterstykker fra 1813 og flere år frem, som blev udløst af digteren Thomas Thaarups oversættelse af Friedrich Buchholz’ meget udbredte antijødiske bog Moses und Jesus (1803). Striden handlede bl.a. om, hvorvidt jøderne kunne integreres i Danmark. I sin 62 sider lange “Forerindring” til bogen beskyldte Thaarup jøderne for “Egennytte, Grumhed, og Ladhed”, for at være uvillige til at betragte Danmark som deres fædreland og integrere sig i den danske befolkning og for at stræbe efter et gudgivet jødisk “Verdenherredom grundet paa alle Nationers Undertvingelse og Ødelæggelse”. Jøderne burde efter Thaarups mening tvinges til at bære et synligt mærke i form af en spids hat eller en gul ring på tøjet. I et videre perspektiv handlede debatten også om, hvorvidt Danmark skulle være forbeholdt kristne, og hvad der krævedes for at være dansk. Angrebene på jøderne var medvirkende til, at den enevældige Frederik VI (der blandt jødernes fjender var kendt som “jødekongen”) i 1814 udstedte en anordning, der regulerede jødernes forhold i staten.16

Frederik VI’s anordning af 29. marts 1814 kaldes ofte “det jødiske frihedsbrev”. Anordningen gav dog ikke jøderne nye rettigheder; de var stadig underlagt en række begrænsninger. Den forpligtede derimod jøderne til i enhver henseende at rette sig efter landets love uden i noget borgerligt anliggende at kunne påberåbe sig særlige mosaiske love eller rabbinske forskrifter og pålagde dem desuden en række nye forpligtelser. Anordningen gav staten indflydelse på ledelsen af de jødiske menigheder og krævede rabbinere beskikket af kongen. Fuld ligestilling med andre trossamfund fik jøderne først med grundloven af 1849.17