Familien Wagner

Det er ganske vist, at havfruerne, der som bekendt har deres slot i

havet lige nord for Bogense, ynder at svømme på besøg i bybækken.

Oprindelig var det bybækken, der udgjorde den offentlige vandforsyning i Bogense. Fra Adelgade førte såkaldte vandgange ned til bækken, hvor tjenestepigerne hentede vand. Men vandkvaliteten var mildest talt tvivlsom, og i 1847 blev der truffet en række sikkerhedsforanstaltninger: Der måtte under ingen omstændigheder “udkastes Fejeskarn, døde Hunde, Katte eller andet Aadsel i Bækken”, de mange farvere og garvere måtte kun udskylle deres varer på særlige steder, og “Priveter”, svinestier og møddinger skulle ligge i en afstand af mindst 10 alen fra bækken. “Priveterne”, eller latrinerne, blev som regel tømt af natmanden, som – hvis der ikke var adgang til baghaven og lokummet – måtte bære spandene ud gennem huset.8

I 1859 fik byen sin egen avis, som i begyndelsen blev trykt på en håndbetjent trykpresse fra slutningen af 1700-tallet. Bogense Avis skrev om nyheder fra både ind- og udland: Især nyheder fra alverdens krigsskuepladser og hoffer fik megen spalteplads, men hovedvægten lå trods alt på det lokale stof. Den 29. januar 1861 beklagede R.I. Rosenberg sig f.eks. i en ironisk formuleret annonce over tyveriet af fire brædder, og den 4. februar 1868 efterlyste jernstøber B.C. Riber, der også var chef for byens politikorps, en kær hovedbeklædningsgenstand, der var forsvundet i hårdt vejr.

FAMILIEN WAGNER

I 1855 var der 1.709 indbyggere i Bogense. Den 15. juli kom endnu en borger til verden: Evaline, som var det yngste af familien Wagners børn. Dermed havde manufakturhandler David I. Wagner og hustru Amalie Wagner fire børn: Julius på 8 år, Emilie på 6, Bertha på 4 og altså nyfødte Evaline. David havde endnu en datter, Jette, fra et tidligere ægteskab med Georgine Levin; de blev gift i 1840 og fik Jette i 1841. Georgine døde allerede i 1843, og få år efter glider Jette ud af denne bogs synsfelt.

Amalie (f. Bernhardt) stammede fra en jødisk familie i Malchin – en lille handelsby i det nordtyske storhertugdømme

Mecklenburg-Strelitz. Der havde boet jøder i byen siden midten af 1300-tallet, men i 1492 var de blevet fordrevet af en bølge af pogromer, og først fra midten af 1700-tallet var der igen jøder i Malchin, bl.a. som følge af indvandring østfra. Byen fik en synagoge i 1764 og en jødisk begravelsesplads i begyndelsen af 1800-tallet, men jøderne forblev op gennem 1800-tallet andenklassesborgere, som var afhængige af myndighedernes “beskyttelsesbreve”, der gav dem visse, begrænsede, rettigheder til ophold og handel og pålagde dem en række restriktioner og afgifter. I 1824, da der boede flest jøder i Malchin, var tallet 124.

Amalie og David blev gift i Malchin og flyttede til Bogense, hvor han havde borgerskab (“næringsbrev”) som købmand. I begyndelsen solgte han delikatesser som cigarer og vine og “Damp-Chocolade fra Fabrikken ‘Elisabethsminde’ ved Kjøbenhavn”, men senere koncentrerede han sig, muligvis på grund af voksende konkurrence oppe fra købmandsgården, om manufakturvarer som Gigtfilt – “Dette af Hr. C.F Machold i Kjøbenhavn fabrikerede Middel mod Gigt, anbefalet af ansete Læger” – “Sirtser” (mønstrede bomuldsstoffer) og “Gulvtæppetøier”.

Til husstanden hørte desuden en ung mand – en “handelsbetjent” – der blev oplært i faget og hjalp David i butikken. I 1855 var denne lærling den 19-årige Nathan Marcus Heckscher, der kom fra København og senere vendte tilbage til fødebyen, hvor han blev grosserer. I 1860 var lærlingen Amalies nevø fra Malchin, Sigismund Bernhardt på 17 år, og nogle år senere var lærlingen efter alt at dømme en vis Benny fra København.

I midten af 1800-tallet var der en livlig trafik på tværs af både sogne- og landegrænser. I 1850 boede Amalies ugifte sto-

Amalie var 27 og David 31 år, da de i 1847 blev gift. (Fotografiet er taget flere årtier senere).

Dramatiske hændelser i den lille

købstad.

resøster Rieka, kaldet Friederike, hos familien for at give en hånd med. Hun har næppe kunnet dansk, så tysk må have været et naturligt andetsprog i hjemmet.

Endelig var der naturligvis mindst én tjenestepige til at tage sig af det huslige – og der var mere end rigeligt at se til: Ud over endeløse timers slid ved brændekomfur, gruekedel, kakkelovne, petroleumslamper, spytbakker, natpotter m.m. skulle der – hver eneste dag året rundt – hentes vand. I 1800-tallet var der seks pumper i Bogense, hvoraf en som nævnt stod på torvet, en anden i krydset Adelgade/Østergade og en tredje i Skt. Annagade. Vandposterne fungerede også som plakatsøjler, og det var hér, man mødtes og fik et lille pusterum, mens man udvekslede nyheder og sladder.

Til den månedlige storvask skulle der bruges kolossale mængder vand, så da blev børnene sandsynligvis også sendt afsted til pumperne. Vaskearbejdet, der strakte sig over adskillige dage, var tungt og hårdt og krævede soda, brun sæbe og masser af knofedt. Som regel blev der tilkaldt en garvet vaskekone, der styrede slagets gang, som i hovedtræk typisk forløb således: Første dag blev snavsetøjet af bomuld og hør lagt i blød i store kar med vand og soda. Næste dag blev tøjet skidenkogt i gruekedlen med soda og brun sæbe. På tredjedagen kunne arbejdet ved vaskebrættet begynde. Når tøjet var skrubbet godt igennem med brun sæbe, blev det skyllet flere gange – sidste gang med blånelse, der får tøjet til at virke hvidere og modvirker den gullige farve, som mange tekstiler får med alderen. Derefter skulle tøjet vrides med håndkraft, før det blev hængt til tørre: Det pæne tøj kunne godt hænge synligt, mens de mere intime beklædningsgenstande som underbenklæder og månedsklude diskret blev hængt inde i f.eks. pudevår. Til sidst blev tøjet taget ind og sorteret: Noget skulle glattes med manglebræt, andet blev kørt igennem den store rulle eller strøget med et strygejern, der enten kunne varmes på brændekomfuret eller fyldes med trækul og/eller gløder.

I vintermånederne skulle der desuden hentes is til nedkøling af madvarer. Udstyret med lange issave begav en håndfuld mænd sig ud på tilfrosne søer og åer og savede blokke af is fri.

Dampchokolade var kogechokolade, som var “tilvirket med Anvendelse af

Dampkraft”. ▸

Måleenheden “Kvarter”/“Quarter” svarede til seks tommer (15,69 cm). En alen var to fod (62,77 cm). Symbolet “ß” stod for skilling.

Blokkene blev pakket omhyggeligt ind i isolerende halm eller tørvemasse og anbragt i kældre eller kuler i jorden, så isen kunne holde længst muligt, gerne ind i sommermånederne.

I 1856 fik Bogense sin første gadelygte, som skulle oplyse det travle Adelgade/Østergade-kryds. Senere blev der opsat flere lygter rundtom i byen, og det blev vægterens opgave at fylde dem samt at tænde og slukke dem. I begyndelsen var brændstoffet tran, siden gik man over til stenolie (petroleum), men begge dele var kostbare. I 1862 blev der klaget over, at vægteren ødslede med olien, hvorefter det blev pålagt ham ikke at “tænde Gadelygterne i maanelyst Veir”.

Hvis man begav sig ud i nattemørket, kunne man møde vægteren, der udrustet med lygte, klokke og morgenstjerne sørgede

for at opretholde lov og orden og markerede hvert timeslag ved at synge et vægtervers. Klokken 10 lød verset således:

Om du vil Tiden vide, Husbond, Pige og Dreng, da er det på de Tide, man føier sig til Seng. Befal dig Herren fri! Vær klog og snild! Vogt Lys og Ild! Vor Klok er slagen ti.

Byen havde flere gange været hærget af voldsomme brande, så opfordringen til at vogte lys og ild skulle tages helt bogstaveligt. I tilfælde af ildløs gik trommeslageren rundt i byen og advarede med trommen indbyggerne mod branden og samlede samtidig mænd, der kunne fylde læderspandene i bybækken, der slyngede sig gennem byen.

Trommen blev også brugt, når byens politibetjent spadserede rundt i byen og udråbte offentlige bekendtgørelser. Han var desuden villig til, mod en passende betaling, at kundgøre beskeder af mere privat eller forretningsmæssig karakter: Efter en indledende trommehvirvel fulgt af “Heeeerved bekendtgøres ...” proklameredes alt fra retsmøder og auktioner til “Røget Sild kan bekommes!”9

Når Evaline og hendes søskende ikke var i skole eller hjalp til i forretningen eller huset, bød omgivelserne på rige muligheder for leg. Der var sandsynligvis forskel på, hvad piger og drenge fik lov til, men pigernes opdragelse var næppe så striks igen – i hvert fald løb Evalines storesøster Emilie ind og ud hos naboerne. Bag flere af købmandsgårdene var der store tømmerpladser, hvor man kunne lege skjul. Om vinteren blev der løbet på skøjter på de tilfrosne engdrag. Om sommeren kunne man tilbringe mange timer nede ved stranden med at bade og fiske “Hundestakker” (hundestejler) – eller man kunne sætte improviserede barkbåde i bybækken ved Skovvejen og så løbe ad vægterstien

“Endvidere forevises: En russisk

Bjørn og en Madrilla-Abe, som exercerer med Sabel og Gevær. Alle Dyrene gjøre Kunster.”

langs bækken og følge bådene helt ned til havnen og videre ud i den store verden. Opholdet ved de myggebefængte strandlodder kunne dog resultere i koldfeber (malaria), der skulle behandles med kininpulver. (Malaria blev først udryddet i Danmark i slutningen af 1800-tallet). Dertil kom markeder og dyrskuer og omrejsende teatre og menagerier: I 1855 besøgte den jødiske cirkusfamilie Goldkette Bogense med deres kunstforestilling, “hvis indhold nærmere vil blive bekjendtgjort ved Placater”, og hvis ellers Evaline og hendes søskende fik lov af deres forældre, havde de søndag den 18. marts 1866 mulighed for at se et pragteksemplar af en kamel samt andre eksotiske dyr, der blev fremvist i Vognmand Thomsens Enkes Gård. Evalines far blev medlem af Bogense Almindelige Borgerlige Skyttelaug, som blev stiftet den 15. april 1853 ved et møde på rådhuset i Skt. Annagade. Dermed fulgte han samme mønster som mange andre af sin tids driftige jødiske forretningsfolk ved at engagere sig i det lokale mere eller mindre patriotiske foreningsliv, ikke mindst i de skytteforeninger, der opstod over hele landet som reaktion på de slesvigske krige. Det var et middel til at udvide det personlige og forretningsmæssige netværk og et middel for den jødiske minoritet til at integrere sig i det kristne majoritetssamfund. I modsætning til skydeskiverne fra f.eks. Det Kongelige Kjøbenhavnske Skydeselskab og Danske Broderskab var skydeskiverne ikke personligt udsmykkede og er ikke bevaret.10

Af de lister over kommunens skatteydere, som blev offentliggjort hvert år (opgjort i “sten” efter et system, der var helt enestående for Bogense),11 fremgår det, at David I. Wagner har