Torvet

Man har kaldt Odense “Solen i de fyenske Stæders Planetsystem”, fordi Odense er størst og ligger omtrent paa Øens Midtpunkt, omkredset af alle de øvrige fyenske Stæder, der ligge temmelig regelmæssige spredte paa den afrundede Kyst. Kjærteminde bliver da Merkur, Navnet paa den Planet, der ligger Solen nærmest, og da Bogense ligger Odense en Kjende nærmere end Nyborg (den ligefremme Afstand er knap 3½ Miil), svarer Bogense jo til Venus. 5

TORVET

Byens hjerte var torvet ved kirken. I gamle dage stod gabestokken her, og det var her, den første brønd blev gravet og forsynet med en træpumpe. Det var her, Borgerskolen blev opført i 1853; den var opdelt i en pige- og drengeskole, og et plankeværk delte gården i en pige- og drengeafdeling. Under 1864-krigen var der indkvartering i Bogense, og Borgerskolen blev anvendt som lazaret. Det var på torvet, at brandvæsenet til stor moro for indbyggerne – ikke mindst børnene – afholdt den årlige sprøjteprøve, og det var muligvis også her, H.C. Andersens mormor, Anne Sørensdatter, havde fribolig i en af fattigboderne.

Og det var først og fremmest hér, man mødtes til mindre markeder og torvehandel. (De større markeder og dyrskuer blev holdt på den store markedsplads uden for byen – med al den ballade, der nu opstod, når land og by mødtes i muntert lag mellem boder med galanteri og telte med sære og foruroligende fænomener).

Torsdag var den ugentlige torvedag, hvor der ud over grøntsager og fjerkræ m.m. blev solgt fedevarer (fedtholdige varer som flæsk, skinker, pølser, smør og talg). Derudover blev der afholdt forskellige markeder: Pigernes marked, kaldet Hvidkålsmarkedet, blev holdt om efteråret, men ellers mindede det meget om sommermarkedet i begyndelsen af juli. Efter pigernes marked kom Mikkelmos- eller Mikkelmisse-marked (Mikkelsdag, den 29. september) og et stort urtemarked, også om efteråret.

Fra torvet går Skt. Annagade forbi det gamle rådhus med indbygget tugthus ned til Østergade, tidligere kaldet “Tjærega-

de”, som var en af byens vigtigste handelsgader, hvor værksteder og forretninger lå side om side. Her lå den store, gamle købmandsgård, der oprindelig bestod af flere mindre gårde, som i løbet af 1700-tallet var blevet bygget sammen. Her kunne man få stort set alt, hvad hjertet begærede:

I butikken stod der kaffemaskine, bøtter med margarine, tønder med ris, salt, gryn og ærter, glasskabe med tobak og vin; fra loftet hang der køkkenudstyr, på væggen piske, reb, kotøjr og bidsler. Under den lange disk var der skuffer med sukker og mel, et rum til sæbe – og glas med bolsjer ikke at forglemme, mens poser med afvejede varer, krydderier, konserves og deslige havde plads på bagdisken. I bagbutikken lå tønder med brændevin, sprit og eddike. Gulvet var hvidskuret og bestrøet med sand.6

I bogstaveligste forstand en blandet landhandel, og det var også nødvendigt, for kunderne kom ikke alene fra byen, men fra et stort opland. Bønderne kunne ikke tage til byen i tide og utide, så når de endelig kom, købte de stort ind; det var en vigtig dag, og efter en veloverstået handel slog de sig ned i skænkestuen og spiste deres medbragte mad.

Ud over købmænd havde byen naturligvis slagtere, bagere, smede, sadelmagere, skræddere, læger, barberer, bødkere, gørtlere og også hattemagere, børstenbindere, træskomagere, sæbesydere, brændevinsbrændere, felberedere (garvere), rebslagere og maltgørere for ikke at nævne skalle- og sandsælgere. Skallesælgerne solgte knuste strandskaller, der var et vigtigt kosttilskud til f.eks. høns, som mange bogensere holdt i baghaven. Sandet blev brugt til at drysse ud på gulvene, enten før fejning for at holde sammen på skidtet, eller bagefter til pynt; til det sidste formål var fint, lyst strøsand fra stranden populært. Blandt de vigtige færdigheder, som en ny lærling måtte tilegne sig, var det håndelag, der skulle til for at slynge sandet regelmæssigt ud over gulvet.7