Kate Atkionson: En gud i ruiner

“Mesterlig” The New York Times

KATE ATKINSON

En gud i ruiner

ROMAN

En gud i ruiner_TRYK.indd 2

17/09/15 12.52

Kate Atkinson

en gud i ruiner p책 dansk ved Vibeke Houstrup

GADS FORLAG

En gud i ruiner_TRYK.indd 3

17/09/15 12.52

En gud i ruiner Af Kate Atkinson Oversat fra engelsk af Vibeke Houstrup efter A God in Ruins Copyright © 2015 Kate Costello Ltd., 2015 Published by arrangement with The March Agency Ltd. Dansk udgave: © 2015 Gads Forlag ISBN: 978-87-12-05137-4 1. udgave, 1. oplag Omslag: Imperiet/Harvey Macaulay Foto: Shutterstock Grafisk tilrettelæggelse: BogGrafisk Tryk: Bookwell, Finland Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. www.gad.dk

En gud i ruiner_TRYK.indd 4

17/09/15 12.52

1980

Adams børn “Mor, jeg er sulten.”

Viola havde alt for travlt med at se ud over havet til at tage dette udsagn ad notam. Det var sidst på en brændende varm eftermiddag, og hun var helt ødelagt. “En dag på stranden!” havde Dominic begejstret erklæret om morgenen. Alt for begejstret, som om en tur til stranden rummede muligheden for at forvandle deres liv på en eller anden transcendental måde. Der gik næppe en dag, uden at han fik en eller anden storslået idé, som for størstedelens vedkommende syntes at medføre et vist slid og slæb fra Violas side. (“Jeg vil sværge på, at Dominic finder på seks umulige ting inden morgenmaden!” Dorothy lo beundrende, som om det var noget godt). Efter Violas mening ville verden være bedre stillet uden helt så mange idéer. Hun var otteogtyve år, men allerede kørt træt. Det var, som om otteogtyve var en særlig utilfredsstillende alder.

Hun var ikke længere ung, og alligevel var det, som om ingen tog hende alvorligt som det voksne menneske, hun var. Folk gav hende stadig hele tiden besked på, hvad hun skulle. Det var til at blive rasende over. Den eneste magt, hun tilsyneladende havde, var over sine egne børn, og selv den blev begrænset af endeløse forhandlinger.

De havde lånt varevognen af Dorothy til den otte kilometer lange tur, og den brød (ikke overraskende) sammen halvanden kilometer fra stranden.

En forbipasserende bilist, en ældre, temmelig skrøbeligt udseende mand i en gammel Morris Minor stationcar, var stoppet op og havde

45

En gud i ruiner_TRYK.indd 45

17/09/15 12.52

lavet et eller andet enkelt under motorhjelmen, og – vupti – vognen var ordnet. Deres redningsmand var en lokal landmand, en af deres naboer, og både han og Morris Minoren var mere robuste, end de så ud til. Kun børnene genkendte ham, men det viste de ikke noget tegn på, opkørte, som de allerede var af varmen og den almindelige fortvivlelse over, at det nu var tredje gang, Dorothys vogn brød sammen den måned.

“I er stadig nødt til at få den på værksted,” sagde landmanden. “Det, jeg har lavet, er kun midlertidigt.”

Den altid hjælpsomme Dominic fremkom med sin guruvisdom.

“Mand, alting er midlertidigt.”

Urokkelige bjerge og de kredsende stjerner på himlen, for ikke at nævne Guds åsyn, gik gennem landmandens tanker, men han følte ingen trang til at strides om ord. De gjorde ham forvirret, de forpjuskede småbørn (et strejf af victoriansk fattigdom), der sad i græsrabatten sammen med deres mor, mutte og tvære, hun selv en sjusket klædt, ung madonna i en mundering, der så ud, som om den stammede fra en udklædningskasse.

Viola havde haft travlt med at komme i sin pseudo-sigøjnerdragt – bondekonetørklæde, Dr. Martens-støvler, lang fløjlsnederdel, broderet indiansk jakke med små påsyede spejle – uden at tænke på, at de skulle til stranden, og at det allerede var meget varmt og kun ville blive endnu varmere. Det havde krævet så mange kræfter at samle alt det sammen, der var nødvendigt til denne udflugt – mad, drikke, håndklæder, badetøj, mere mad, flere håndklæder, skiftetøj, spande, skovle, mere mad, mere tøj, fiskenet, en lille bold, flere drikke, en stor bold, solcreme, hatte, våde, opvredne vaskeklude i en plasticpose, et tæppe til at sidde på – at hun ganske enkelt var trukket i de første beklædningsstykker, hun kunne finde.

“Dejlig dag,” sagde den gamle mand og lettede på hatten for Viola.

“Er det?” sagde hun.

I mellemtiden spillede det teknisk uduelige familieoverhoved Den Hellige Tåbe, eller måske bare tåben, og spankulerede omkring på vejen som en anden nar. Han havde en batikfarvet T-shirt på og et par cowboybukser med en overflod af lapper, selv hvor det ikke var nødvendigt med

46

En gud i ruiner_TRYK.indd 46

17/09/15 12.52

lapper, hvad Viola var noget sur over, eftersom det var hende, der havde syet lapperne på. Stilistisk set var hele familien håbløst gammeldags, det kunne selv landmanden fornemme. Han havde set den oprørske fremtids ansigt – ungdommen i den lokale by vise sig frem i området, skæve og piercede og holdt sammen af sikkerhedsnåle, og de ungdommelige livsnydere, der var fulgt i deres fodspor, klædt som sørøvere og fredløse og borgerkrigsroyalister. Da landmanden var på deres alder, havde han klædt sig ligesom sin far uden at ofre det yderligere tanker.

“Vi var børn af tresserne,” yndede Viola at sige senere hen, som om det i sig selv gjorde hende interessant. “Blomsterbørn!” Skønt tresserne allerede var forbi, da Viola stadig nok så nydeligt var iført sin grå kvækerskoleuniform, og de eneste blomster i hendes hår stammede fra de lejlighedsvise, barnlige blomsterkranse af bellis, plukket i udkanten af skolens boldbane.

Hun tændte en tynd, hjemmerullet smøg og tænkte dystert over den dårlige karma, der tilsyneladende var hendes lod. Hun sugede kraftigt på cigaretten, og så løftede hun hagen i et rørende billede på sit ansvar som mor, så røgen blæste hen over børnenes hoveder. Da Viola blev gravid første gang, med Sunny, anede hun ikke, hvad det ville medføre på længere sigt. Hun var ikke sikker på, at hun nogensinde havde set et spædbarn, for slet ikke at tale om at holde et, og hun forestillede sig, at det ville være ligesom at få en kat eller i værste fald en hundehvalp.

(Viste sig ikke at ligne nogen af delene). Hendes eneste undskyldning var faktisk sløvhed, da hun et år senere opdagede, at hun var gravid igen, denne gang med Bertie.

“Vor frelser!” sagde Dominic med et bredt smil, da motoren hakkende var vakt til live igen. Han faldt på knæ foran landmanden med hænderne samlet til bøn over hovedet og berørte asfalten med panden.

Viola spekulerede på, om han mon havde taget LSD – det var ikke altid lige nemt at se, eftersom hans tilværelse lod til at bestå af ét endeløst trip, som enten fik ham op eller ned.

Det var først, da denne fase i Violas liv var ovre, det gik op for hende, at han var maniodepressiv. Fagudtrykket ‘bipolar’ kom lidt for sent for

47

En gud i ruiner_TRYK.indd 47

17/09/15 12.52

Dominic. På det tidspunkt var han død. “Det er, hvad der kan ske, når man går ud foran et tog,” sagde Viola rapmundet til kvinderne i sin sjæletromme-gruppe i Leeds, hvor hun læste på deltid til en Master of Arts i kvindestudier i faget ‘post-modkultur-feminisme’. (“Hvad?” spurgte Teddy). Nordengland i firserne var et arnested for oprør.

“Sikken en idiot,” sagde landmanden til sin kone, da han kom hjem.

“Og fin på den. Man skulle tro, de rige vidste bedre.”

“Det gør de ikke,” lød landmandskonens kloge svar.

“Jeg havde lyst til at tage hele bundtet med herhjem og give dem en omgang skinke og æg og et varmt bad.”

“De må være fra kollektivet,” sagde hans kone. “Stakkels rollinger.”

‘Rollingerne’ var dukket op ved døren til stuehuset for et par uger siden, og først havde landmandskonen troet, det var sigøjnere, der var sendt ud for at tigge, og skulle til at genne dem væk, men så havde hun genkendt dem som de børn, der boede på nabogården. Hun havde inviteret dem ind og givet dem mælk og kage og ladet dem fodre gæssene og kigge ind i malkestalden til Red Devon-køerne.

“Jeg har hørt, de tager stoffer og danser nøgne i måneskinnet,” sagde landmanden. (Sandt nok, om end det ikke var helt så interessant, som det lød).

Bondemanden bemærkede ikke Bertie, før han kørte igen. Hun sad stadig i rabatten og vinkede høfligt til bagenden af Morris Minoren, da den kørte væk.

Bertie ønskede bare, han havde taget hende med hjem. Hun havde kigget ind gennem bondemandens tremmelåger og beundret hans nydelige marker med de blanke køer og de dunede, hvide får, der så ud, som om de lige var blevet vasket. Hun havde set bondemanden med sin bulede filthat trille op og ned ad de samme nydelige marker på sin fine, røde traktor.

Hun og Sunny var engang, uden at nogen havde opdaget det, gået ind på gårdspladsen, og bondekonen havde givet dem kage og mælk og kaldt dem ‘stakkels små pus’. Hun havde taget dem med ud, så de kunne se de store, røde køer blive malket (hvilket under!) og så havde de drukket

48

En gud i ruiner_TRYK.indd 48

17/09/15 12.52

mælken, mens den stadig var varm, og de stod lige dér i malkestalden, og så havde bondekonen ladet dem fodre de store, hvide gæs, der gækkede og skræppede af ophidselse, så Bertie og Sunny var kommet til at fnise helt hysterisk, mens gæssene myldrede rundt omkring dem. Det havde været vidunderligt lige til det øjeblik, hvor Viola dukkede op som en tordensky for at hente dem hjem og var begyndt at hyperventilere ved synet af gæssene. Af en eller anden gådefuld grund hadede hun gæs.

Det var lykkedes Bertie at redde sig en fjer, som hun havde taget med hjem som talisman. For hende havde dette besøg været som et eventyr, og hun ønskede af al magt, at hun kunne finde vej tilbage til den fortryllede bondegård. Eller blive kørt derhen i en gammel Morris Minor.

“Rigtig sulten, mor.”

“Du er altid sulten,” sagde Viola muntert i et forsøg på ved sit eget eksempel at vise, at det ikke altid var nødvendigt at klynke. “Prøv at sige: ‘Mor! Jeg er sulten, må jeg bede om noget at spise?’ Hvad ville hr.

Artigsen ikke sige til det?”

Hr. Artigsen, hvem han end var, forfulgte Sunnys liv, især når det drejede sig om mad.

Alt, hvad Sunny sagde, lød som brok, tænkte Viola, og hans navn var så misvisende, som det overhovedet kunne være. Hun forsøgte til stadighed at få ham til at anlægge en mere munter tone. “Se lidt lysere på tingene!” sagde hun gerne, mens hun jazzede med hænderne og satte et overdrevent glad ansigt op. Dengang hun gik i skole på The Mount i York, havde de en dramalærer, der altid gjorde sådan. Pigerne syntes, det var en latterlig idé, men nu kunne Viola godt se værdien af at lyde livlig, selv når man ikke havde lyst til det. For det første var der større sandsynlighed for, at man opnåede det, man ønskede. Og for det andet ville ens mor ikke have lyst til at kvæle én hvert andet øjeblik. Ikke fordi hun fulgte sit eget råd. Det var længe siden, Viola havde set lysere på noget som helst. Om nogensinde.

“Jeg er sulten,” sagde Sunny endnu heftigere. Han havde en rædselsfuld vane med at vise tænder, når han var vred. Han kunne også finde på at

49

En gud i ruiner_TRYK.indd 49

17/09/15 12.52

bide, når han virkelig kom i gang. Viola veg stadig skrækslagen tilbage for erindringen om det besøg, de havde aflagt hos hendes far sidste år, da de drog nordpå til Sunnys fødselsdag. Ingen Dominic selvfølgelig, han gav sig ikke af med sådan noget som familie. “Familie?” sagde hendes far forvirret. “Han giver sig ikke af med sådan ‘noget’ som familie? Men han har da en familie. Dig. Sine børn. For ikke at tale om hans egen familie.”

Dominic havde ikke længere ‘forbindelse’ med sin familie, noget Teddy havde det meget svært med.

“Nej, jeg mener noget traditionsnoget,” sagde Viola. (Ja, ‘noget’ var et temmelig fortærsket ord i Violas ordforråd). Hvis Dominic ikke lige havde været far til hendes børn, ville Viola måske have beundret ham for den måde, han så nemt var i stand til at frigøre sig fra alle forpligtelser på, ganske enkelt ved at stå fast på sin ret til selvudfoldelse.

Sunny havde allerede oparbejdet et raserianfald, da han fik hjælp af sin morfar til at puste lysene på kagen ud. Viola havde lavet kagen i faderens køkken om morgenen og så skrevet ‘Tillykke med fødselsdagen, Sunny’ med Smarties, men så ubehjælpsomt, at faderen troede, det var Bertie, der havde dekoreret den.

“Hvornår skal vi have kagen?” klynkede Sunny. Han havde måttet lide alverdens trængsler (det havde de alle sammen måttet), mens han kæmpede sig gennem en nærmest ufordøjelig gang fuldkornsmakaroni med ost, som Viola havde lavet, og som efter Sunnys mening ikke var fødselsdagsmad. Og desuden var det vel hans kage.

“Den tone vil hr. Artigsen ikke bryde sig om at høre,” sagde Viola.

Hvem var mon denne hr. Artigsen? tænkte Teddy. Han havde åbenbart tilranet sig forældremyndigheden.

Viola skar kagen for og satte et stykke foran Sunny, der derpå, uden at Viola kunne se nogen indlysende grund til det, kastede sig frem som en hugorm og bed hende i underarmen. Uden at betænke sig stak hun ham en lussing. Chokket gjorde ham fuldstændigt mundlam et kort øjeblik, der fortsatte i det uendelige, mens rummet holdt vejret og ventede på, at det apoplektiske skrigeri skulle sætte ind. Hvad det da også på behørig vis gjorde.

50

En gud i ruiner_TRYK.indd 50

17/09/15 12.52

“Jamen, det gjorde ondt,” sagde Viola forsvarsberedt, da hun så udtrykket i faderens ansigt.

“Han er fem år, for pokker, Viola.”

“Han må lære at beherske sig.”

“Det må du også,” sagde faderen og løftede Bertie op, som om hun måske havde behov for beskyttelse mod ydeligere modervold.

“Nå, men hvad havde du ventet?” sagde Viola skarpt til Sunny og skjulte den skam og anger, hun følte over sin jammerlige opførsel. Skrigeriet havde nu forvandlet sig til en brølen, og store tårer blev kørt rundt i Sunnys forpinte, fortvivlede og allerede chokoladeindsmurte ansigt. Hun prøvede at tage ham op, men i samme nu hun lagde armene om ham og løftede ham op, blev hans krop stiv som et bræt, og det var umuligt at holde om ham. Da hun satte ham ned på gulvet igen, begyndte han at sparke hende.

“Du kan ikke gå rundt og sparke og bide folk uden at forvente, at det får følger,” sagde Viola sippet som en gammeldags barnepige uden at røbe det virvar af oprørte følelser, der fyldte hendes indre. Hun kunne mærke en dæmon vride og vende sig derinde. Den dæmon talte ofte gennem barnepigen Sippes sammensnerpede mund. Hr. Artigsen tog frygtsomt plads bag barnepigen Sippe.

“Jo, jeg kan!” brølede Sunny af sine lungers fulde kraft.

“Nej, du kan ikke,” sagde barnepigen Sippe roligt, “for så kommer der en stor politibetjent hjem til os og tager dig med og putter dig i fængsel og låser dig inde i mange, mange år.”

“Viola!” sagde hendes far. “Tag dig sammen, for guds skyld. Han er en lille dreng.” Han rakte hånden ud mod Sunny og sagde: “Kom, så går vi hen og finder noget lækkert til dig.”

Han var altid fornuftens stemme, ikke? Eller Fornuftens Stemme i Violas tanker, hvor hun tildelte faderen Det Gamle Testamentes store bogstaver. Hakkede altid på hende. Hun undlod med fuldt overlæg at anerkende det som sin egen samvittigheds ængstelige mumlen.

Viola, der sad alene tilbage ved bordet, brast nu i gråd. Hvorfor endte alting altid på den måde? Og hvorfor var det altid hendes skyld? Ingen

51

En gud i ruiner_TRYK.indd 51

17/09/15 12.52

tog sig nogensinde af, hvordan hun havde det, gjorde de vel? Ingen lavede en fødselsdagskage til hende, for eksempel. I hvert fald ikke mere.

Det gjorde hendes far engang, men hun havde ikke været tilfreds med hans hjemmelavede frembringelser og havde brændende ønsket sig en af den slags fødselsdagskager, man så i vinduet hos Terry’s eller Bettys, et par konditorier, der lå over for hinanden på St Helen’s Square som et stridende ægtepar.

Til sin halvtredsårsfødselsdag bestilte Viola en kage til sig selv hos Bettys, idet Terry’s for længst havde forladt slagmarken. ‘Tillykke med de halvtreds år, Viola’ stod der meget fint med lilla på hvid bund, for trods kraftige hentydninger havde Bertie ikke forstået, hvor betydningsfuldt det var at nå et halvt hundrede år. Viola havde levet over tre år længere end sin mor, hvad der ikke var en konkurrence, hun havde haft noget særligt ønske om at vinde. På det tidspunkt var hendes mor forsvundet ind i en flygtig fortid, hvorfra hun ikke kunne hentes tilbage. Jo mere Viola glemte sin mor, jo mere savnede hun hende.

Hun fortalte ikke nogen om fødselsdagskagen og spiste selv det hele.

Den varede i flere uger og var meget tør til sidst. Stakkels Viola!

Hun tog alle de orangefarvede Smarties af Sunnys kage. De var fremstillet på en fabrik – dem alle sammen, ikke bare de orangefarvede – i den anden ende af byen. Viola havde været på skoleudflugt til Rowntree’s fabrik og havde set farverne blive blandet i noget, der lignede cementblandere lavet af skinnende kobber. Da besøget var slut, fik de alle sammen en gratis æske chokolade. Violas blev aldrig spist, for da hun kom hjem, smed hun dem efter sin far. Nu kunne hun ikke huske hvorfor. Sikkert fordi han ikke var hendes mor.

Hun bar de snavsede tallerkener ud i køkkenet og satte dem ned i vasken. Gennem vinduet kunne hun se Sunny og Bertie i haven sammen med deres morfar, der viste dem påskeliljerne. (“Millioner af dem!” sagde Sunny ophidset, da han kom løbende ind). Viola så på sine børn, der lå på knæ mellem blomsterne med ansigter, der skinnede i det gyldne genskær. De lo og sludrede med hendes far. Synet gjorde hende helt

52

En gud i ruiner_TRYK.indd 52

17/09/15 12.52

utrolig trist. Hun havde det, som om hun altid havde befundet sig på ydersiden af lykken.

“Sulten!” brølede Sunny til hende. Viola, som havde blikket rettet mod havet, lige så anspændt som en fyrmester, der spejdede efter et forlis, stak hånden i rygsækken bag sig og famlede i blinde rundt i dybet, inden hun fik fat i papirsposen med de sandwicher, der var levnet fra tidligere – nogle seje tingester, bagt af en kompakt, hjemmelavet surdej, med Tartex-smørepålæg og slatne agurkeskiver. Sunny blev rasende ved gensynet med dette lidet tillokkende festmåltid. “Jeg vil ikke have den!” råbte han og kylede sandwichen tilbage til hende. Han sigtede meget dårligt, og sandwichen blev snuppet og fortæret af en behageligt overrasket labrador, der netop kom forbi.

“Undskyld?” sagde Viola i den tone, der tilkendegav, at hun var meget langt fra at undskylde.

“Jeg vil have noget lækkert,” sagde Sunny. “Du giver os aldrig noget lækkert.”

“Jeg vil have får aldrig noget,” sagde Viola. (Det passede ikke med labradoren, tænkte Sunny). Barnepigen Sippe var åbenbart kommet med på stranden. Hun tilbød Bertie, der var ved at grave en række huller, en sandwich. Bertie sagde: “Tak, mor,” for hun nød, at hendes føjelighed fik moderen til at være sød mod hende. “Selv tak,” sagde Viola. Sunny snerrede ad dette skamløse komediespil om velopdragenhed, der blev opført, vidste han, bare for at han kunne have det dårligt. Det var, ligesom når de spillede firkort. Hvis man ikke var høflig og sagde ‘be’ om’ og ‘tak’ hver eneste gang, mistede man et kort, selvom man simpelthen bare havde glemt det. “Jeg hader dig,” mumlede han til Viola. Hvorfor var hun aldrig sød ved ham? ‘Sød’ var Sunnys yndlingsord. En dag ville hans utopiske ordforråd være større, men lige nu ville han slå sig til tåls med sød. “Jeg hader dig,” sagde han igen, mere til sig selv end til sin mor.

“La-la-la,” sagde Viola. “Jeg kan desværre ikke høre dig.”

Han tog en dyb indånding og råbte så højt, han kunne: “Jeg hader dig!” Folk vendte sig om og kiggede.

53

En gud i ruiner_TRYK.indd 53

17/09/15 12.52

“Jeg tror, der er nogle mennesker ude i vandet, der ikke kunne høre dig,” sagde Viola på den påtagne, uanfægtede måde, hun havde, som gav Sunny lyst til at myrde hende. Sarkasmens kolde våben var et ondskabsfuldt kneb, hans mor var en mester i, og som han ikke kunne forsvare sig mod. Det trak op til uvejr i hans oprørte hjerte. Han ville måske eksplodere. Det ville hans mor have rigtig godt af.

Giv nu bare efter, Sunny, tænkte Bertie. Du vinder aldrig. Nogensinde.

Hun gravede uforstyrreligt videre og manøvrerede den lille, kortskaftede skovl med den ene hånd, mens hun holdt sandwichen, som hun ikke havde til hensigt at spise, i den anden. Når hun stille og roligt havde gravet et stykke tid, rykkede hun videre på numsen og begyndte på et nyt hul, som om hun havde en plan i tankerne, selvom planen ikke gik videre end til at grave så mange huller som muligt, inden dagen var omme.

Bertie var døbt ‘Moon’, ikke døbt, ‘navngivet’ ved en ‘navngivnings­ ceremoni’, et ritual, udtænkt af Dorothy og afholdt om natten i skoven bag huset i overværelse af hele kollektivet. Viola rakte sin nyfødte, fredeligt sovende baby til Dorothy, der løftede hende op mod månen, som om Bertie var et offer, og et overraskende øjeblik havde Viola spekuleret på, om hendes datter mon skulle ofres. Bertie havde ‘det privilegium’ at være det første barn, der var født i kollektivet, sagde Dorothy. “Vi skænker dig fremtiden,” sagde hun henvendt til månen, der forholdt sig ganske upåvirket af gaven. Det begyndte at regne, og Bertie vågnede og gav sig til at græde.

“Nu skal vi have et festmåltid!” erklærede Dorothy, da de var på vej ind. Ikke med spædbarn, men med moderkage, som Jeanette havde stegt med løg og persille. Viola sagde nej tak til sin andel; det mindede om kannibalisme, for ikke at tale om, at det var helt afskyeligt.

Og ja, Sun og Moon, det hed de faktisk.

Heldigvis havde Bertie også fået sin oldemors navn. “Moon Roberta?” sagde Teddy i telefonen og prøvede at lade som ingenting, da han fik det at vide. “Det er usædvanligt.”

“Nå, men du har jo ikke lyst til at hedde det samme som alle andre, har du vel?” sagde Viola. “Der er Sophyer og Saraher nok i verden. Man

54

En gud i ruiner_TRYK.indd 54

17/09/15 12.52

vil gerne have noget, der gør én anderledes.” Teddy var tilbøjelig til at mene det modsatte, men det beholdt han for sig selv. Det varede ikke længe. Sun blev snart til Sunny, og Bertie undgik at være Moony (og tåbelig) ved at nægte at reagere på nogen måneversioner af sit navn, til de fleste havde glemt, at det stod på hendes fødselsattest, efter at hendes fødsel meget modvilligt var blevet anmeldt af Dominic, der mente, det var et ‘totalitært bureaukrati’, der forlangte den slags, hvad der var den samme årsag til, at han og Viola ikke var gift.

Den eneste, Bertie gav lov til at huske forældrenes månesyge vanvid, var morfaderen, der undertiden kaldte hende Bertie Moon, hvad Bertie fandt besynderligt oplivende.

Hun blev færdig med endnu et hul, hvis man kan sige, at et hul nogensinde kan blive færdigt, og lod sandwichen falde ned i det.

Viola gav Sunny rygsækken og sagde: “Der er en satsuma dernede.

Et eller andet sted.” Hendes søn snerrede ved tanken om en satsuma.

“Jamen, så hold op med at brokke dig, ikke?” mumlede Viola, alt for optaget af havet til at blive rigtig irriteret på ham. (“Hvorfor fik I egentlig børn?” spurgte Bertie senere hen i livet. “Var det bare den biologiske forpligtelse til at formere sig?”

“Det er derfor, alle får børn,” sagde Viola. “Man camouflerer det bare som noget mere sentimentalt”).

Viola ønskede bare, hun havde en kikkert. Solen, der glimtede i vandet og blev kastet tilbage, gjorde det svært at skelne noget klart. Der var mange mennesker ude at bade, og fra denne afstand var de ikke rigtig til at kende forskel på, blot nogle skikkelser, der vuggede op og ned i det blå som dovne sæler. Hun var frygtelig nærsynet, men for forfængelig til at gå med briller.

Sunny trak sig midlertidigt ud af kampen og gik igen i gang med at samle sten. Han elskede sten. Store sten, små sten, grus, men de glatte rullesten var de bedste. Han fattede ikke, så mange sten der var på stranden her. Han ville sikkert ikke engang kunne samle dem alle sammen sammen.

“Hvor er far?” spurgte Bertie og kiggede pludselig op fra sit graveri.

55

En gud i ruiner_TRYK.indd 55

17/09/15 12.52

“Ude at bade.”

“Hvorhenne?”

“I vandet selvfølgelig.”

Viola fik øje på et stykke drivtømmer i nærheden af, hvor hun sad. Det var skørt, afbleget som en knogle og stak op af sandet som en vejviser i form af en skeletagtig, pegende finger. Hun tog det og gav sig på må og få til at ridse nogle tegn i det tørre sand – pentagrammer og måner med horn og det ildevarslende hagekors. Hun var for nylig begyndt at studere magi. Eller ‘Magick’.

“Hvad mener du, ligesom at save en kvinde midtover?” spurgte en desorienteret Teddy.

“Rituel Magick. Det ender på ‘ck’. Trolddom, det okkulte, hedenskab.

Tarot. Det er ikke tricks, det er noget dybt jordbundet noget.”

“Trylleformularer.”

“Nogle gange.” Sagt med et beskedent skuldertræk.

Hun havde tolket tarotkortene aftenen før sammen med Jeanette.

Solen, Månen, Narren, det ene efter det andet – hendes familie. Ypperstepræstinden – Dorothy åbenbart. Tårnet – en katastrofe, en ny begyndelse? Stjernen – et barn til? Gud forbyde det, selvom Star var et pænt navn. Hvor længe havde Dominic været væk? Han var god til at svømme, men ikke så god, at han kunne blive derude så længe.

Solen var skarp og brændende. Til Magick skulle man bruge natten, et funklende stearinlys, der løb i mørket, ikke denne overeksponering.

Viola smed drivtømmeret væk og sukkede over varmen. Indtil nu havde hun taget støvler, jakke, nederdel og hovedtørklæde af og havde stadig mere tøj på end nogen andre på stranden. Hun sad i et gammeldags underskørt og en umage, langærmet overdel, sirlige beklædningsgenstande med bånd, kantet med broderie anglaise, som hun havde fundet i en genbrugsbiks. Hvad Viola ikke vidste, var, at underskørtet oprindeligt havde tilhørt en ekspeditrice, der var død af tæring, og som ville have været chokeret og slet ikke tilfreds med at se sit undertøj stillet til skue på en strand i Devon.

56

En gud i ruiner_TRYK.indd 56

17/09/15 12.52

Viola opgav at holde øje med havet og rullede sig en cigaret til. Hun afskyede stranden. Dengang hun var lille, og de stadig var en rigtig familie, havde de hvert år været på deres obligatoriske sommerferie til nogle kolde, våde strande. En skærsild, for så vidt angik Viola. Det måtte have været hendes fars idé. Hendes mor ville sikkert gerne være rejst til et varmt og solrigt sted, hvor de kunne have det rart, men hendes far havde det puritanske træk, der anså en strand ved Nordsøen for at være sund for et barn. Hun sugede som en rasende på den hjemmerullede smøg.

Hendes barndom var blevet forkvaklet af hans fornuft. Hun lagde sig ned i sandet og stirrede op i den skyfri himmel, mens hun tænkte over sit ubærlige, kedsommelige liv. Dette i sig selv blev snart kedsommeligt, og hun satte sig op og hev en bog op af den bundløse rygsæk.

Så langt tilbage, hun kunne huske, havde hun aldrig været uden en bog. Det er et enebarn aldrig. Litteraturen havde stimuleret hendes barndomsfantasier og overbevist hende om, at hun en dag ville blive heltinden i sin egen fortælling. Som teenager havde hun haft fast bopæl i det nittende århundrede, havde strejfet om på heden med Brontë-søstrene og været irriteret over de snærende bånd i Austens dagligstuer. Dickens var hendes temmelig sentimentale ven, George Eliot hendes mere strenge.

For øjeblikket læste Viola et gammelt eksemplar af Cranford. Mrs. Gaskell følte sig ikke hjemme i kollektivet på Adams Ager, hvor læsestoffet gik fra Hunter S. Thompson til Patanjalis Sutraer uden ret meget ind imellem. Viola sad i det brandvarme sand og snoede en hårlok om fingeren, en vane fra gammel tid, der irriterede alle bortset fra Viola selv, mens hun spekulerede på, hvorfor hun mon ikke havde været flittigere på universitetet i stedet for at blive lokket på afveje af Dominic og ligge rundtomkring og ryge pot. Hun kunne have været lektor nu. Ovenikøbet professor. Solen brændte ned på mrs. Gaskells snehvide sider, og Viola fik mistanke om, at hun var ved at få hovedpine. Hendes mor var faktisk død af hovedpine.

Denne korte entente blev brudt af Sunny, der skiftede mening med hensyn til satsumaen, men i stedet for at spise den smed han den efter Bertie, en handling, der førte til en voldsom råbekamp mellem dem, kun

57

En gud i ruiner_TRYK.indd 57

17/09/15 12.52

bremset af den afledningstaktik, der bestod i at give dem penge til at gå hen og købe is for. Der holdt en varevogn oppe på strandpromenaden, og Viola så efter dem, da de traskede af sted hen mod den, til hun ikke kunne se dem længere. Hun lukkede øjnene. Fem minutters fred, var det for meget at bede om?

Viola læste på første år på et brutalistisk glas-og-beton-universitet, da hun mødte Dominic Villiers, en frafalden kunstakademielev, der stadig drev rundt i udkanten af akademikerlivet. Han var ætling (det ord måtte Viola slå op), af en halvaristokratisk familie. Hans legendariske brug af stoffer, hans kostskolebaggrund og de velhavende forældre, han havde vraget for at kunne leve i kunstnerisk snavs og elendighed bibragte ham alt sammen et vist fornemt særpræg. Viola, der var desperat efter at gøre oprør og ryste de provinsielle middelklasselænker af sig, om ikke af andet så via stedfortræder, blev tiltrukket af hans berygtethed.

Dominic så også rigtig godt ud, og hun var smigret, da han, efter at have kredset om hende i flere uger, endelig slog til (om end sløvt, hvis man kan slå til sløvt), og sagde: “Går du med hjem?” Der var ingen raderinger i den møgbeskidte lejlighed, men masser af store lærreder, der så ud, som om nogen simpelthen havde kastet grundfarver på dem.

“Du kan godt se det?” sagde han, imponeret over, at hun forstod hans teknik. Som den spidsborger, hun var, kunne Viola ikke lade være med at tænke: Men det kunne jeg da også lave.

“Sælger de?” spurgte hun uskyldigt og fik et tålmodigt foredrag om ‘undergravningen af ombytningsforholdet mellem producent og forbruger’.

“Du mener ved at forære noget væk?” sagde hun forbløffet. Som enebarn forærede hun aldrig noget væk.

“Hey,” sagde han lakonisk, da han vendte sig om efter at have beundret sin kunst og så hende ligge nøgen på sine snavsede lagener.

Han levede af understøttelse, hvad der var fedt, sagde han, for det betød, at ‘den stalinistiske stat’ betalte ham for at lave kunst.

“Skatteyderne, mener du?” sagde Teddy. Viola havde været meget

58

En gud i ruiner_TRYK.indd 58

17/09/15 12.52

længe om at tage sin ‘beundrer’ (Teddys ord, han havde ledt efter noget harmløst), med hjem, bange for, at faderens stilfærdige, konservative synspunkter og den kontrollerede orden i hans hus i York skulle give et dårligt billede af hende. Hun tænkte med ubehag på faderens have med de nydelige rækker af salvie, krognål og lobelia i rødt, hvidt og blåt. Hvorfor ikke bare plante et Union Jack? “Det er ikke patriotisme,” protesterede han. “Jeg synes tilfældigvis, at de farver står pænt til hinanden.”

“Haver,” sagde Dominic.

Teddy ventede på resten af sætningen, men den kom aldrig. “Du kan godt lide haver?” hjalp han ham på gled.

“Ja, de er fantastiske. Mine de gamle har en labyrint.”

“En labyrint?”

“Jeps.” Det talte til Dominics ære, at han kunne rose sig af sin egalitarisme. “Hertuger eller skraldemænd,” sagde han, “det er ét fedt for mig,” selvom Viola havde mistanke om, at han kendte flere hertuger end skraldemænd. Hans ‘de gamle’, som han omtalte dem som, boede langt ude på landet i Norfolk og var af jagt- og lystfiskerafstamning, langt ude i familie med kongelige, ‘født uden for ægteskab’. Viola havde aldrig truffet dem, da det kølige forhold stadig bestod uforandret, selv efter at Sunny og Bertie var blevet født. “De vil ikke hilse på deres børnebørn?” sagde Teddy. “Det er meget trist.”

Viola havde været lettet. Hun havde mistanke om, at hun aldrig kunne have levet op til hans ‘de gamles’ forbillede. Hvad var egentlig grunden til, at han havde stødt dem fra sig? spurgte Teddy. “Åh, du ved, det sædvanlige; stoffer, kunst, politik. De synes, jeg er en døgenigt, jeg synes, de er nogle fascister.”

“Nå, men han er i hvert fald en nydelig fyr,” sagde Teddy, der søgte efter noget rosende, han kunne sige, da han og Viola vaskede op efter den skinkesalat og æblekage, han havde lavet om formiddagen. Teddy var ‘praktisk’ i et køkken (“Hvis jeg selv skal sige det”). Dominic fik sig ‘en på øjet’ inde i stuen. “Så han er træt?” sagde Teddy. Viola havde aldrig set sin far sove, ikke engang en lille lur eller et blund i en liggestol.

Da Dominic vågnede, fandt Teddy, der ikke kunne komme i tanke om

59

En gud i ruiner_TRYK.indd 59

17/09/15 12.52

noget andet (han kunne på en eller anden måde ikke forestille sig Dominic spille brætspil), fotoalbummerne frem, hvor man kunne følge diverse grader af hans datters kejtethed på forskellige alderstrin. Viola havde aldrig været fotogen. “Hun er meget kønnere i virkeligheden,” sagde Teddy.

“Jeps, meget sexet,” sagde Dominic, ovenikøbet med et lystent sideblik.

Viola knejste lidt med nakken. Faderen, lagde hun mærke til, kom med en grimasse over Dominics bemærkning og alt, hvad den antydede. Det må du vænne dig til, tænkte hun. Jeg er en voksen kvinde nu. (‘Jeg boller, derfor er jeg’, havde hun skrevet foran i sit Penguin Classics-eksemplar af Descartes’ Om Metoden, tilfreds med sin ikonoklasme).

Hun var den seneste i en lang række kærester, og hun blev aldrig helt sikker på, hvorfor Dominic standsede op ved hende. Ikke standsede op – blot holdt en pause, viste det sig. “Men du er den, jeg altid kommer hjem til,” sagde han. Ligesom en hund, tænkte hun, men ikke uden en vis tilfredshed.

De var begge i deres inderste væsen et par meget lade mennesker, og det var nemmere at blive sammen, end det var at gå fra hinanden.

Det lykkedes Viola at kæmpe sig gennem de afsluttende eksaminer og slutte af med en middelmådig tredjekarakter, noget miskmask af en grad i filosofi, amerikanske studier og engelsk litteratur. “Det er under alle omstændigheder en uvedkommende detalje,” sagde hun. “Livet handler om at leve, ikke om kvalifikationer på et stykke papir.” Hun fortalte ikke nogen, hvor skuffet og ulykkelig hun var over resultaterne, og valgte ikke at gå med til den afsluttende ceremoni, da det var ‘intetsigende hykleri over for det etablerede hierarki’.

“Det kommer du måske til at fortryde engang i fremtiden,” sagde Teddy.

“Du vil bare have et fotografi af mig i hat og kappe, du kan hænge op på væggen og prale med,” sagde hun irriteret.

Jamen, hvad var der mon galt med det? tænkte Teddy.

“Skal I så ikke giftes?” spurgte Teddy forsigtigt, da Viola fortalte, hun var gravid med Sunny.

60

En gud i ruiner_TRYK.indd 60

17/09/15 12.52

“Der er ingen, der gifter sig mere,” sagde hun affærdigende. “Det er en forældet, småborgerlig skik. Hvorfor skulle jeg have lyst til at være lænket til en resten af mit liv, bare fordi det kræves af et autoritært samfund?”

“Jamen, det er skam ikke så slemt,” sagde Teddy. “Man bliver vant til ‘lænkerne’, som du udtrykker det.”

Da Sunny blev født, boede de i et besat hus i London sammen med ti andre mennesker. De var fælles om køkkenet og badeværelset og havde ét værelse, de kunne kalde deres, som var propfyldt med Dominics malerier såvel som med alt det babyudstyr, Teddy havde sponseret, da det gik op for ham, at ingen andre ville købe det. Han var foruroliget over, at Viola tilsyneladende ikke anede, hvad det indebar at have et spædbarn. “I får brug for en barneseng,” sagde han, “og et lille babybadekar.”

“Det kan sove i en skuffe,” sagde Viola, “og jeg kan vaske det i køkkenvasken.” (“Jeps,” medgav Dominic, “det er sådan, fattigfolk altid har gjort”). Have det i en skuffe? Det? Teddy dykkede ned i sine sparepenge og sendte dem en seng og en barnevogn og et babybadekar.

Dominic malede næsten aldrig et maleri færdigt. Nu og da forsøgte han at sælge et, trods sin erklærede forkastelse af den kapitalistiske økonomi, men han kunne ikke engang forære sin kunst væk. Viola spekulerede på, om de mon en dag ville blive fundet, begravet under et bjerg af malerier. Resultatet var, at de ikke havde nogen penge. Dominic nægtede at bede sin familie om noget. “Det er meget ædelt af ham sådan at holde fast i sine principper,” sagde hun til sin far. “Meget,” medgav Teddy.

Husbesættelse var det logiske at gøre, forklarede hun sin far. “At betragte jorden som en vare, man kan eje, når det er noget, vi alle sammen er fælles om …” Argumentet – en andens, ikke hendes – døde hen. Hun havde ikke sovet ordentligt i flere uger. Sunny hylede i timevis ud på de små timer, som om han led af en voldsom sorg over at være berøvet sit solstråleliv. (Han ville aldrig rigtigt komme sig over dette tyveri). Hendes far dukkede op på dørtærsklen til den besatte ejendom en dag og sagde: “Jeg ventede ikke på en invitation. Ellers vidste jeg ikke, hvornår jeg ville blive præsenteret for den lille fyr,” hvad der tydeligvis var en kritik af

61

En gud i ruiner_TRYK.indd 61

17/09/15 12.52

hende, fordi hun ikke havde slæbt ungen og alt hans habengut med i et tog, når hun knap nok orkede at sætte den ene fod foran den anden.

Teddy havde taget en buket blomster, en æske chokolade og nogle sparkedragter med. “Mothercare,” sagde han. “Den er ny, har du været der? Jeg ville ønske, vi havde haft sådan noget tøj, dengang du var lille.

Det var alt sammen noget værre pilleri med små strikkede trøjer og babystøvler. Et sæt, kaldte vi det gerne. Skal jeg blive stående på dørtrinnet?”

“Så det her er en ‘besat’ ejendom, hvad?” sagde han, da de klemte sig forbi cykler, for størstedelens vedkommende i stykker, og papkasser i gangen. (“Jamen, jeg var yderliggående, ovenikøbet anarkist,” erklærede Viola senere hen. “Boede i en besat ejendom i London. En spændende tid,” når hun i virkeligheden frøs og havde det elendigt og var ensom meget af tiden, for ikke at tale om, at hun var lammet af moderskabet).

Teddy tog toget tilbage nordpå samme dag og lå vågen hele natten og bekymrede sig om sit eneste barn og hendes eneste barn. Viola havde været en yndig baby, bare helt fuldkommen. Men nu var alle spædbørn vel fuldkomne. Selv Hitler.

“Et kollektiv på landet?” sagde Teddy, da Viola havde fortalt ham om den næste plan.

“Ja. Et bofællesskab. Det betyder, at vi undgår de destruktive virkninger af det kapitalistiske system og prøver at finde en ny måde at leve på,” sagde hun og efterplaprede Dominic. “Og anti-det-etablerede-samfund,” tilføjede hun, for at det ikke skulle være løgn. Det var et lidt vagt udtryk, hun havde hørt rundtomkring på universitetet, og som hun ikke rigtig kunne forklare. (“Kirken?” sagde Teddy forvirret). “Det hæderlige samfund er moralsk og økonomisk fallit. Vi er selvforsynende, lever af jordens afgrøder,” sagde hun stolt. “‘Den sande frihed ligger, hvor et menneske har sin næring og opretholdelse, og det er ved at udnytte jorden’,” sagde Teddy.

“Hvad?” (Hvabehar, tænkte Teddy. Det var det, de havde lært hende som barn). “Gerrard Winstanley,” sagde han. “De Sande Ligeretsforkæmpere. Graverne. Ikke?”

62

En gud i ruiner_TRYK.indd 62

17/09/15 12.52

Han spekulerede på, hvad det ellers var lykkedes Viola ikke at lære.

Teddy var fascineret af alle de yderliggående, idealistiske bevægelser, der opstod omkring Borgerkrigen, og spekulerede på, om han mon ville have sluttet sig til en af dem, hvis han havde levet dengang. I ser verden vendt på ho’det. (“En klagesang, ikke en festhymne,” havde Ursula irettesat ham for længe siden). De var nok alle sammen kommet med de samme forvrøvlede udgydelser, som Viola gjorde. Kibbo Kift var vel deres naturlige arvinger. “Det fredelige kongerige og alt det der,” sagde han til Viola. “Ønsket om at genskabe paradis på jorden,” blev han ved.

“Troen på tusindårsriget.” “Åh, det,” sagde hun og hørte endelig noget, hun kunne genkende.

Hun havde set The Pursuit of the Millennium i en eller andens bogreol.

Hun var fortørnet over så meget, hendes far vidste. “Vi interesserer os for den kosmiske, evolutionære udvikling,” sagde hun nonchalant. Hun anede ikke, hvad det betød.

“Men du har aldrig brudt dig om livet på landet,” sagde Teddy forvirret.

“Det gør jeg stadig ikke,” sagde Viola. Hun var ikke ligefrem begejstret for denne nye måde at indrette sit liv på, men alt andet måtte være bedre end det kaos, der var i den besatte ejendom.

Kollektivet havde indrettet sig i et ombygget og tilbygget stuehus i Devon. Det meste af jorden var solgt fra, men der var nok tilbage, til at de kunne dyrke deres egen mad og holde geder og høns. Det var i hvert fald tanken. Gården havde siden middelalderen heddet Lundegård, men da Dorothy købte den på en auktion ‘for en slik’, hovedsageligt fordi det resterende jordtilliggende var mose, idet de gode jorder var blevet opkøbt af en nabolandmand (ja, ham med Morris Minoren og gårdspladsen fuld af gæs), døbte Dorothy den om til Adams Ager. Et håndmalet skilt i alle regnbuens farver med dette nye navn blev sømmet op på lågen ind til gårdspladsen. Ingen, ikke en eneste i lokalsamfundet, brugte dette nye navn.

Kollektivet havde eksisteret i fem år, da de kom dertil, og bestod af tre andre par, alle i tyverne – Hilary og Matthew, Thelma og Dave (skotter) og Theresa og Wilhelm (hollændere). Viola havde besvær med at huske

63

En gud i ruiner_TRYK.indd 63

17/09/15 12.52

deres navne. Ud over Dorothy var der tre andre enlige – en amerikansk kvinde i trediverne ved navn Jeanette og Brian, en teenager, der åbenbart var stukket af hjemmefra. (“Fedt,” sagde Dominic).

Og endelig var der Bill, en gammel fyr i halvtredserne. Han havde været maskinist i RAF, og Viola sagde: “Ja, min far var i RAF under krigen,” og han sagde: “Virkelig? Hvilken eskadrille?”

“Aner det ikke,” sagde hun og trak på skuldrene. Hun havde aldrig talt med sin far om krigen, og det lå under alle omstændigheder år tilbage. Hendes ligegyldighed skuffede tilsyneladende Bill. “Jeg er pacifist,” sagde hun.

“Det er vi alle sammen, min ven,” sagde han.

Det var hun virkelig, tænkte hun arrigt, Hun havde gået på en kvækerskole, for pokker, og deltaget i en demonstration mod Vietnamkrigen, hvor hun havde gjort sig store anstrengelser for at blive anholdt. Hun havde stadig sin glansperiode foran sig – Greenham Common- og Upper Heyford-fredslejrene – men hun havde længe fulgt den retfærdige harmes vej. Hendes far havde fløjet flyvemaskiner, kastet bomber ned på folk.

Han havde sikkert været ansvarlig for brandbombningen af Dresden – Slagtehal fem havde været med i hendes pensum på universitetet. (“Det var kun Lancastere, der bombede Dresden,” sagde Teddy. “Og hvad så?” svarede hans datter. “Tror du, det frikender dig?” “Jeg beder ikke om syndsforladelse,” sagde Teddy). Krig var ond, tænkte Viola, men blev dæmpet noget ned af Bills manglende interesse for hendes mening. Han ville åbenbart heller ikke have syndsforladelse.

Dominic var lykkelig, fordi han fik et atelier, en gammel, hvidkalket kostald ude bagved, og Viola var lettet over, at hun ikke længere skulle sameksistere med hans malerier.

Antallet af beboere øgedes af en fortsat strøm af gæster, der hovedsageligt kom fra London i weekenden. Der lå altid vildfremmede mennesker og sov på gulve og sofaer eller sad rundtomkring og røg pot og talte. Og talte. Og talte. Og talte. Det forventedes, at de skulle ‘bidrage’ ved at hjælpe til i haven eller med den almindelige vedligeholdelse, men det skete tilsyneladende kun sjældent.

64

En gud i ruiner_TRYK.indd 64

17/09/15 12.52

Dorothy var selvfølgelig bidronningen. Meningen var, at man skulle dele alt og være fælles om alt, men hun lå stadig inde med skødet på stuehuset og ejede varevognen, deres eneste transportmiddel, plus at hele foretagendet havde været hendes idé. Hun var i tresserne, klædte sig i kaftaner, svøbte sit hår ind i lange silketørklæder og gik omkring med et saligt smil på læberne, der kunne være afsindigt irriterende, hvis man ikke selv følte sig salig. Hun var en gammel kælling efter Violas mening, næsten lige så gammel som hendes far. Hun havde været en mislykket skuespillerinde, men så var hun ‘fulgt med en mand’ til Indien og kom tilbage uden ham, men med ‘indsigt’ i stedet. (“Hvordan indsigt?” mumlede Viola til Dominic. “Det kan jeg ikke se nogen tegn på. Hun er ligesom alle andre, bare værre.”)

Dominic var blevet underkastet en kritisk granskning for at se, om han passede ind i kollektivet, men Viola traf først Dorothy, da hun flyttede ind. Dorothy, bed hun mærke i, kunne lide lyden af sin egen stemme, og det gav Viola en fornemmelse af, at hun var tilbage på universitetet.

“Adams Ager,” sagde Dorothy højstemt, “er et sted, hvor alt, hvad der er muligt, bliver muligt. Hvor vi kan udforske vores kunstneriske natur og hjælpe andre til at finde deres. Vi bevæger os bestandigt hen mod lyset.

Te?” spurgte hun på hertugindemanér og forskrækkede Viola, som var begyndt at døse hen, som hun altid gjorde til forelæsningerne.

Dorothy rakte Viola et kraftigt krus med noget slimet, bittert bryg.

“Nok ikke te, som du kender den,” sagde Dorothy, og Viola spekulerede på, om hun mon prøvede at bedøve eller forgifte hende. (“Du er så paranoid,” sagde Dominic). Hun rystede på hovedet, da Dorothy sagde: “Scone?” og holdt et fad frem med en dynge af noget, der lignede brosten. Der opstod en pause, mens Dorothy tyggede sig gennem en mundfuld af en af disse brosten. “Du vil opdage,” fortsatte hun omsider, “at vi er en løs gestalt af stærke individer, som tilfældigvis bevæger os i samme retning.

Hen mod en transcendental forståelse.”

“OK,” sagde Viola forsigtigt, der ikke havde nogen idé om, hvad de ord betød, der faldt fra Dorothys krummebelagte læber. Der var transcendental meditation, helt klart, det havde hun prøvet, og hun havde

65

En gud i ruiner_TRYK.indd 65

17/09/15 12.52

studeret den transcendentalistiske bevægelse i amerikansk litteratur, pløjet sig gennem Walden og Emersons Naturen, men de lod ikke til at have meget at gøre med Dorothys vismandsglødende, rædselsfulde messen (som en deprimeret gorilla).

“For at få det til at fungere må vi alle samme bidrage,” sagde Dorothy.

Må vi det? tænkte Viola træt. Hun var højgravid med Bertie og slæbte stadig rundt på Sunny.

Da hun manglede særlige færdigheder, blev hun sat til helt almindeligt arbejde – madlavning, rengøring, brødbagning, køkkenhavearbejde, malkning af geden ‘og så videre’. “Husarbejde, dybest set,” sagde Viola.

Hun havde været med i en Løn for husarbejde-protestmarch, da hun gik på universitetet, selvom hun aldrig havde lavet noget, og det var hun ikke særlig glad for at skulle nu. Eller gøre noget for andre mennesker i stedet for at gøre det for sig selv, hvad der øjensynligt var meningen med at bo i et kollektiv. Der var også ‘lette køkkenhaveopgaver’, hvilket indebar at vende den tunge, røde jord i kantbedene omkring græsplænen i baghaven, der var fuld af tidsler. Hun blev forskånet for ‘landbrugsarbejdet’, som Dorothy kaldte dyrkningen af nogle sølle rodfrugter og ormædte kålhoveder. Graverne, tænkte hun trist, når hun stod ude i regnen og prøvede at skære gennem pløret med en leddeløs spade. Hun var blevet en Graver, om ikke Graveren, idet der tilsyneladende aldrig var nogen andre, der tog del i denne særlige, ikke betydningsløse opgave – kantbedene var enorme.

Og de var langt uden for lands lov og ret. Viola havde aldrig brudt sig om landet. Det var et koldt, pløret sted, fuldt af endeløse ubehageligheder.

Dengang hun var lille, havde de også boet i et gammelt bondehus, langt ude på bøhlandet, hvor der ikke var andet end landskabet, og hun kunne huske, at hendes far hele tiden var efter hende, for at hun skulle gå ud og ‘få noget frisk luft’, for at hun skulle gå med ham ud og kigge efter fugle, træer, reder, ‘klippeformationer’. Hvorfor skulle nogen have lyst til at kigge efter en klippeformation? Hun mindedes, hvor glad hun havde været over at flytte til York, til et halvt dobbelthus med centralvarme og væg til væg-tæpper. En kortvarig fornøjelse selvfølgelig, for hvad var et hus uden en mor?

66

En gud i ruiner_TRYK.indd 66

17/09/15 12.52

Kollektivet havde en stadeplads på det månedlige marked i den nærmeste by, hvor de solgte de ting, de havde lavet – massive brød, der mindede om missiler, man kunne have slynget af sted fra kastemaskiner.

Så var der de flerfarvede lys, der lugtede grimt og brændte ned i ulækre plamager. Og keramik, selvfølgelig. Wilhelm havde en brændingsovn, og det var årsagen til de tykke krus og tallerkener, de brugte. Der var også vidjekurvene, som de alle gav en hånd med at flette. Ligesom blinde, tænkte Viola, da hun blev bedt om at lære det. Det var det samme liv, en ulønnet tjenestepige fra syttenhundredtallet kunne have haft, med kurveflet i tilgift. Og hun skulle se efter børnene, for trods al snak om fælles opgaver var der ingen af dem, der var ivrige efter at tage sig af Sunny, hvad hun næppe kunne bebrejde dem. Pengene blev opbevaret i en fælleskasse, og hun kunne ikke tage en penny uden at skulle retfærdiggøre udgiften. En dag, tænkte Viola, ville hun stikke af og tage fælleskassen med og bruge pengene på Coca-Cola, chokolade, engangsbleer og alle de andre ting, kollektivet fordømte.

Dorothy selv brugte åbenbart en masse tid på at ‘bringe balance i sine chakraer’ (godt nok for nogen, tænkte Viola), og blive spået i sine tarotkort af Jeanette. Hun lavede en ganske lille smule kurvearbejde, og Viola havde aldrig set hende malke geden, en gammel, gnaven Toggenburg-ged, der foragtede Viola lige så meget, som Viola foragtede den.

Det eneste tidspunkt, hun fik noget fred på Adams Ager, var, når hun lod, som om hun gik ud og kiggede efter æg. Hønsene lagde dem, hvor de havde lyst. Det var latterligt. Hendes far havde høns, men det var disciplineret fjerkræ, der lagde æg i rederne. Selv på en resultatløs æggejagt kunne hun ikke vide sig sikker for, at Dorothy slog ned på hende (hun dukkede op ud af den blå luft, hun var som en flagermus).

“Du hedder Viola Todd, ikke sandt?” sagde hun temmelig anklagende til hende en dag, hun dukkede op på stien foran hende som en anden miss Jessel. Bertie sov i sin Maclaren-klapvogn, der var alt for skrøbelig til det opkørte terræn (hjulene faldt hele tiden af). Hun havde efterladt Sunny hos hans far, en handling, der svarede til børnemishandling.

Bertie rørte på sig i søvne og løftede den ene hånd som for at afværge

67

En gud i ruiner_TRYK.indd 67

17/09/15 12.52

det uvelkomne syn af Dorothy. Viola, der havde vandret af sted langs de levende hegn midt i en altopslugende dagdrøm, der omfattede både stabler af lunt ristet brød med smør og kaptajn Wentworth fra Kærlighed og svaghed, blev skrækslagen.

“Ja, jeg hedder Viola Todd,” sagde Viola forsigtigt. Hun havde boet under samme tag som Dorothy i over et år, og Dorothy vidste ikke, hvad hun hed? “Jeg erkender mig skyldig.”

“Din mor hedder Nancy? Nancy Shawcross?”

“Måske,” sagde Viola endnu mere forsigtigt. Hun brød sig ikke om, at Dorothy tog moderens navn i sin mund. Hendes mor var hellig.

“Nå, men gør hun, eller gør hun ikke?” sagde Dorothy.

“Gør,” sagde Viola, uvillig til at ryste op med den gave, det ville være for samtalen, at omtale sin mor i datid.

“Hun er en af Shawcross-søstrene?”

“Det er hun.” Plus, at det var rart at tale om hendes mor, som om hun stadig levede.

“Jeg vidste det!” udbrød Dorothy dramatisk. “Jeg kendte hendes søster, Millie. Vi optrådte på de skrå brædder sammen, dengang vi begge var unge og uskyldige. Vi har ikke haft forbindelse i årevis. Hvordan har din kære moster det?”

“Død,” sagde Viola hjælpsomt, ret glad for at overgive Millie til fortiden.

Dorothys ansigt faldt sammen i et pludseligt anfald af smerte. Hun tog sig til panden i en parodi på fortvivlelse. “Død!”

“Jeg kendte hende næsten ikke,” sagde Viola nøgternt. “Hun var ligesom altid i udlandet.”

“Hm,” sagde Dorothy, som om hun blev fornærmet over den oplysning. Hun rynkede panden. “Hvad laver du egentlig?”

“Leder efter æg,” løj Viola uden besvær. Man skulle altid se ud, som om man lavede noget nyttigt. Det var så trættende.

“Skulle det barn (det var altid ‘det barn’ eller ‘de børn’) ikke have en solkyse på?”

“Kyse?” sagde Viola, fascineret af sådan et gammeldags ord. Kaptajn

68

En gud i ruiner_TRYK.indd 68

17/09/15 12.52

Wentworth kaldte. “Må se at komme videre,” sagde hun. “Og lede efter æg.”

Da Viola var gravid med Bertie, havde Dorothy været fortaler for en ‘naturlig fødsel’ af det nye barn på Adams Ager. Viola kunne ikke forestille sig noget værre. Sunny var blevet født på et stort universitetshospital i London, hvor Viola var høj på petidin. Om natten blev de nyfødte kørt hen på en småbørnsstue, og mødrene fik alle sammen sovepiller. Det var lykken. Man beholdt dem en uge og serverede måltider og snacks og mælkedrikke for dem, og det forventedes ikke, at de gjorde meget andet end at amme og skifte deres babyer, ofte uden overhovedet at stå ud af sengen. Alt det var Viola ikke indstillet på at opgive til fordel for et eller andet pinefuldt overgangsritual organiseret af (en barnløs) Dorothy.

Viola kunne ikke lade være med at tænke på Rosemary’s Baby.

Hun var bogstavelig talt fange. Der var ingen telefon på gården, og hvordan skulle hun komme på hospitalet, hvis ingen kunne køre hende i varevognen? Nu fortrød hun, at hun ikke var blevet ved med køretimerne sammen med sin far, dengang hun stadig boede hjemme. Hun havde ikke haft lyst til at skulle sidde i en bil sammen med faderen, mens han lærte hende noget, han vidste, og hun ikke vidste (hvad der næsten var det hele). Han var en irriterende tålmodig underviser. Hun kom pludselig i tanke om noget, nemlig at hendes far havde brugt hver eneste lørdag formiddag i et helt år på at hjælpe hende, så hun kunne bestå afgangsprøven i matematik. Han havde brugt den samme blyant hele året, en lille, blød en. Viola kunne ikke have en blyant eller pen i hånden i mere end en dag, før den blev væk. Hun fik kvalme ved tanken om den aritmetik og de ligninger, de havde arbejdet sig igennem, mens faderen holdt ud, lige til hun (kortvarigt) havde forstået det. Alt sammen glemt nu selvfølgelig, så hvilket formål havde det haft? Og det eneste, det betød, var, at hun lige netop bestod med nogle middelmådige karakterer til eksamen undtagen i engelsk, at hun fik foden indenfor på et middelmådigt universitet og endte med en elendig kandidatgrad. Og se så, hvor hun var endt. Her. Hvor var det? Ingen penge, intet job, to

69

En gud i ruiner_TRYK.indd 69

17/09/15 12.52

unger, en uduelig kæreste. Hun ville have været bedre stillet, hvis hun var gået ud af skolen som femtenårig og havde fået en læreplads som frisør.

Det endte selvfølgelig med, at hun fødte Bertie på hospitalet, og djævelen kom ikke og forlangte at få sit barn. Det behøvede han heller ikke, han havde allerede Sunny.

Hun måtte være faldet i søvn. Hun vågnede med et sæt og kunne mærke, at hendes ansigt brændte ubehageligt af at have været i solen. Det tog hende et par sekunder at komme i tanke om børnene. Hvor længe siden var det, de var gået hen efter is? Hun kæmpede sig op at stå og så sig om på stranden. Intet spor af dem. Bortført, druknet, faldet ned fra klinten?

Alle former for scenarier holdt Viola fast i et dramatisk greb, og alle anklagede de hende for at være en forfærdelig mor.

Til sidst blev de fundet. De ventede tålmodigt om end noget mutte i teltet for bortkomne børn. Viola anede ikke, at der overhovedet fandtes sådan et. “Gjorde I det med vilje?” spurgte hun Sunny, da de spænede tilbage om kap med tidevandet, der var på vej ind, og samlede deres våde, sandede ejendele sammen og proppede dem ned i poser og tasker. (Det er derfor, vi ikke tager til stranden, tænkte hun).

Sunny var målløs af harme. Han havde været skrækslagen, da han opdagede, at han ikke kunne finde tilbage fra isbilen. Stranden var kæmpestor, og næsten alle dem, der var der, var større, end han var. Han havde forestillet sig, at de ville blive skyllet væk af havet, eller at de måtte blive hele natten i sandet i mørket helt alene. Den endnu større byrde, bevidstheden om, at det var ham, der i moderens fravær var forpligtet til at passe på Bertie, gjorde ham ude af sig selv, og da en sød, moderlig dame kom hen til ham og sagde: “Hør her, hvordan er det, I to vandrer omkring? Er I blevet væk fra mor?” blev han overvældet af lettelse og brast i gråd. Han elskede den kvinde af hele sit hjerte.

“Det må du aldrig gøre igen,” sagde Viola.

“Jeg gjorde ikke noget,” sagde han stille. Kampgejsten havde forladt ham. Han var begyndt dagen som et ur, der var trukket for hårdt op. Nu vidste han, at han knap nok tikkede.

70

En gud i ruiner_TRYK.indd 70

17/09/15 12.52

“Hvor er far?” spurgte Bertie.

“Ude at bade,” snerrede Viola.

“Han har været ude at bade i mange timer.”

“Jeps, det har han,” sagde Viola. Hun havde ikke noget ur. Teddy havde foræret hende et nydeligt lille Timex, da hun bestod afgangsprøven, men det havde hun mistet for længe siden. Lad Dominic være død, tænkte hun.

Hvis han var druknet derude i havet, kunne hun begynde på et nyt liv. Det ville være sådan en nem måde at bryde med ham på, langt nemmere end at pakke det hele og tage af sted. Og desuden, hvor skulle hun tage hen? Og så var der pengene. Dominic havde en båndlagt kapital.

Hun vidste ikke nøjagtigt, hvad det var, men han havde fået ‘rådighed over den’ for et par uger siden. Der var en eller anden indviklet, juridisk grund (sagde han), til at han ikke kunne vende disse penge ryggen på samme måde, som han havde vendt sine ‘de gamle’ ryggen. Men havde han givet nogen af dem til hende eller hendes børn? Nej, han gav pengene til kollektivet, overdrog dem til Dorothy! Og værre endnu – nej, ikke værre, lidt mindre slemt – hun havde opdaget et brev fra hans mor, der havde brugt en privatdetektiv til at finde ham, og i brevet bønfaldt hun ham om at ‘hele bruddet’ mellem dem og lade hende se sine børnebørn ‘og deres mor, som jeg er sikker på, er fantastisk’.

Hvis Dominic var død, ville Viola få den båndlagte kapital (ville hun ikke det?) i stedet for Dorothy, og så kunne hun bo i et ordentligt hus og leve et normalt liv. Hvis bare hun havde giftet sig med Dominic og sikret sin ret til arven efter ham, ville hun nu være en tragisk, ung enke, og folk ville være nødt til at være søde mod hende. Hun kunne ovenikøbet tage op og bo hos denne ukendte jagende, skydende, fiskende svigerfamilie. De mente jo, hun var fantastisk, når det kom til stykket. Selvfølgelig ville de nok tage deres opfattelse op til fornyet overvejelse, når de først havde mødt hende, men hvem vidste, måske kunne hun med tiden blive optaget i deres klan og selv blive ‘én af dem’. Hun kunne tage deres navn. Viola Villiers, lidt af en mundfuld, som en spiritusprøve, men der var ikke desto mindre schwung over det, ligesom de skuespillerinder fra syttenhundredtallet, der blev aristokratiets elskerinder og ofte selv endte som hertuginder.

71

En gud i ruiner_TRYK.indd 71

17/09/15 12.52

Sunny var sikkert arving til et gods eller noget, og et øjeblik hengav hun sig til forestillingen om svaner på søer og påfugle på græsplæner.

Hun var ligeglad med, om de var fascister, det var hun virkelig, når bare de havde centralvarme og tørretumblere og hvidt brød i stedet for surdej af rug, og bløde madrasser i stedet for futoner på gulvet.

Skulle hun slå alarm? De var alle tre udmattede, bestemt alt for trætte til alt det, der ville følge efter anmeldelsen af en savnet person. Men hvordan skulle de så komme hjem? Hun kunne ikke køre. Hun sukkede dybt.

“Mor?” sagde Bertie. Bertie var fint tilpasset sin mors sindsstemninger.

De traskede hele vejen tilbage til teltet for bortkomne børn. Den moderlige kvinde var der stadigvæk. Sunny kastede sig ind til hende, slog armene om livet på hende og klamrede sig til hende, som gjaldt det livet.

“Har De mistet andre?” sagde hun muntert til Viola.

Sunny, Bertie, Viola og to kraftige betjente blev stuvet sammen i en ­patruljevogn, der kørte dem hjem til Adams Ager. (“Det må være Lunde­ gården, ikke sandt?” sagde en af betjentene). Børnene, der sad omme bagi sammen med Viola, faldt omgående i søvn. De var helt fedtede af gammel solcreme, undtagen på benene, der var dækket af et lag knasende sand. De var stadig barfodede. Viola havde haft ikke energi til at tvinge dem til at tage sandaler på. De var begyndt at lugte kraftigt.

Hendes børn ville sikkert klare sig bedre uden hende. Hun burde have efterladt dem hos den landmandskone, tænkte hun, og forvandlede behændigt egoisme til uegennytte. Hun blev pludselig mindet om gæssene på gårdspladsen og gøs. Hun var blevet jagtet af en gås, da hun var lille, hakket halvt ihjel, og havde næret en sand rædsel for dem lige siden.

Hendes forældre – hun havde haft dem begge to på det tidspunkt – havde leet ad hende. Gæs fornemmede altid hendes frygt og styrtede hen mod hende som en anden bande og hakkede og skræppede. “Nu skal du ikke være en dum gås, Viola,” sagde Teddy gerne til hende. Altid skulle han fortælle hende, hvordan hun skulle være, hvordan hun ikke skulle være.

(Fornuftens Stemme). Gåsepigen, det var en historie, hendes mor havde

72

En gud i ruiner_TRYK.indd 72

17/09/15 12.52

læst for hende. Der var en halshugget, talende hest med, syntes Viola, hun kunne huske.

Måske kunne hun bede politiet om at køre videre, hele vejen til York, og sætte hende af ved hendes fars hus. Hun tog sig overrasket i at opdage, at hun led af hjemve. Ikke bare efter de smalle gader og middelalderkirkerne, efter The Bar Walls og den storslåede domkirke, men efter forstædernes dobbelthuse, som hun havde brugt halvdelen af sit liv på at håne.

“Mrs. Todd!” Hun havde sagt til betjentene, at hun var en ‘ms’, men denne nymodens idé lod de hånt om. Og hun var børnenes mor, så de skulle ikke have noget af at kalde hende ‘miss’.

“Vi er her, mrs. Todd. De er hjemme.” Ikke rigtigt, tænkte hun.

Viola havde fortalt sin lidelseshistorie til kvinden i teltet for bortkomne børn, der omgående tog affære, alarmerede kystvagten, det lokale redningsvæsen, politiet og adskillige andre uidentificerede mennesker, hvoraf de fleste myldrede rundt på strandpromenaden, ophidset af dramaet, men skuffet over, at der ikke var noget at se. Det virkede som meget for én enlig svømmer, der var blevet væk i havet.

Viola havde gengivet kendsgerningerne. De var sparsomme. Dominic havde sagt: “Jeg tager mig en svømmetur,” var løbet ned til vandet, havde kastet sig ud i det med sprællende arme og ben og var aldrig kommet tilbage. Mere kunne der ikke vrides ud af denne forklaring, så de to kraftige betjente kørte dem tilbage til Adams Ager. En pirrelig Sunny måtte nærmest vristes løs fra kvindens krop i teltet for bortkomne børn, som sneglehuse fra en sten. “Den stakkels lille skat,” sagde kvinden, og Viola sagde. “De må gerne beholde ham, hvis De vil,” hvad kvinden i teltet for bortkomne børn øjensynligt troede, var for sjov.

Døren til stuehuset blev revet op, da patruljevognen kørte op foran huset, og Dorothy viste sig, stirrede vredt på Viola og sagde: “Har du taget de svin med til min dør?” De to betjente tog det tydeligvis fortrydeligt op at blive tiltalt på denne respektløse måde af en kvinde, der uanset kaftanen var pensionist og burde have vidst bedre.

73

En gud i ruiner_TRYK.indd 73

17/09/15 12.52

“I kan ikke komme ind uden en dommerkendelse,” sagde Dorothy bydende.

“Vi havde ingen planer om at komme ind,” sagde den ene betjent og snusede demonstrativt ud i luften, selvom den eneste lugt var stanken af Dorothys patchouliparfume og ikke pot, skønt der var masser af stoffer på ejendommen.

Dorothy var nu gået ud på gårdspladsen og stod med hænderne i siden og forsvarede sit territorium. “I kommer ikke forbi,” sagde hun, som om hun forsvarede en barrikade. “Åhr, for pokker da,” sagde Viola. Hun var alt for udkørt til den form for pjat.

“Hvor i alverden har du været henne, Viola? Vi spekulerede på, hvad der mon var sket med dig. Dominic er ude i atelieret. Han kom hjem for flere timer siden.”

“Han er kommet tilbage? Hertil?” sagde Viola.

“Jamen, hvor skulle han ellers være?”

“Det her er mr. Villiers, vi taler om?” brød en af betjentene ind. “Mr. Dominic Villiers?”

“Den herre, vi har sat en massiv eftersøgning i gang efter fra luften og søen?” sagde den anden. “Ham, vi har sendt en RAF-redningshelikopter på vingerne for?”

“Og så kom han op fra sin dukkert og kunne ikke finde jer? Og så kørte han bare hjem?” sagde landmanden forvirret.

“I badebukser?” sagde landmandskonen og rystede vantro på hovedet ad denne kendsgerning. Viola kunne se, at hun havde bragt dem begge to ud på randen af deres forestillingsevne. De ville aldrig opføre sig som Dominic, for de var normale mennesker.

Hun havde pakket en taske, taget alle pengene fra fælleskassen, da der ikke var nogen, der så det, og var gået over til nabogården. Ingen havde overhovedet lagt mærke til, at hun var væk. Hun havde været forberedt på at løbe spidsrod mellem gæssene, men de var øjensynligt gået i seng for natten.

74

En gud i ruiner_TRYK.indd 74

17/09/15 12.52

“Jamen, er det jer,” sagde landmanden. Formiddagen virkede langt væk for dem alle sammen.

Landmandens kone badede børnene, og de dukkede op fra badeværelset indsvøbt i håndklæder og så renskurede ud, splinternye, inden de fik de pyjamasser på, som landmandskonen havde liggende til børnebørnene, når de kom på besøg. Hun havde varmet en gryderet med kartofler, og Viola og hendes børn nåede frem til en stiltiende aftale om, at ingen af dem nævnede, at de var vegetarer. Viola syntes, hun havde nok om ørerne uden denne yderligere, etiske komplikation (de var jo på en gård, undskyldte hun sig med). Bagefter hentede landmandskonen noget tykmælk, hun havde lavet af fløde fra de skinnende, røde køer, og Viola sagde ikke: “Det må I ikke spise! Det er lavet med osteløbe, som kommer fra et enzym i en komave!” hvad der var den sædvanlige måde, hun reagerede på over for ost. I stedet lod hun den stille glide ned gennem halsen. Den var lækker.

De sov der, mellem rene, gamle lagener, børnene i en dobbeltseng.

Lige fra Bertie var helt lille, næsten endnu inden hun kunne tale, havde hun talt i søvne, mumlet løs hele natten, men i nat sov hun til Sunnys store lettelse uden en lyd. Han lagde en rullesten under hovedpuden som trøst. Da han vågnede næste morgen, var den det første, han rakte ud efter. “Årh, for pokker da,” sagde Viola, da han lagde den ved siden af sin morgenmadstallerken.

De spiste røræg så gule som solen og blev så igen klædt på af landmandens kone i mere af det tøj, hun havde gemt. Sunny gav den med rene korte bukser og en lille Aertex-skjorte, mens Bertie fik en mønstret bomuldskjole på med smocksyet overdel og en lille hvid drengekrave.

De lignede nogle andres børn.

Landmanden kørte dem til stationen, hvor de tog et tog til London, og fra King’s Cross tog de et andet tog til York.

“Halløjsa,” sagde Teddy, da han lukkede op og så den lille flok flygtninge stå på trappestenen. “Sikke en dejlig overraskelse.”

75

En gud i ruiner_TRYK.indd 75

17/09/15 12.52