mer man for at gensé. Her træder man over det slidte dørtræ ind i det gamle rum og er hjemme. Lave våninger, dunkle stuer, jo man er hjemme. Man rører ved det enkle bohave, de gamle redskaber, man forstår dem, selv om man aldrig har set dem før. Det er et gensyn”.2 Det er lang tid siden, at Martin A. Hansen skrev disse linjer, og siden dengang er der kommet nye generationer til, som ikke føler det samme som ham. For dem er det intet kært gensyn at besøge en gammel gård på et frilandsmuseum, for de har intet forhold til gårdene og det liv, der levedes i dem. For dem er de gamle bygnin ger eksotiske og mærkværdige. De er ikke hjemlige, og de vækker ingen minder og ingen erindringer om glade barndomsdage i tumlende leg på en solbeskinnet eng. På den anden side så ville der ikke være mulighed for at stifte bekendtskab med den fysiske side af det gamle Bondedanmark, hvis ikke der fandtes frilandsmuseer. Kun ganske få landsbyer har bevaret det præg, som har kendetegnet dem igennem århundreder.3 Lige efter Anden Verdenskrig, da antallet af bondegårde i Danmark var det største nogensinde, fandtes der 208.100 gårde med et gennemsnitligt arealtilliggende på 15,3 hektar. Derefter begyndte antallet stille og roligt at dale. Det begyndte for alvor at gå stærkt i 1960’erne og 1970’erne, da alle småbrugene ikke længere kunne løbe rundt. Siden er også de større gårde fulgt efter, og i 2008 var antallet af gårde i Danmark nede på 41.836, der hver gennemsnitligt rådede over 63 hektar. Der er med andre ord kun en femtedel tilbage i forhold til midten af 1940’erne. Til gengæld er deres gennemsnitlige areal blevet firedoblet.4 I dag er der heller ikke længere den store mentale forskel på by og land, men sådan har det ikke altid været. Der var engang, hvor forskellen var enorm, og det
12
Tv.: Gården i Olde. Før den trefløjede gårdtype vandt frem på Ærø i 1800-årene, var så at sige alle gårde, store som små, af den enlængede, slesvigske gårdtype, hvortil der sædvanligvis var føjet en kort vinkelfløj med laderum. Kendetegnende for denne type var det, at beboelsen og stalden altid var placeret i samme længe. Luftfoto fra 1950. Foto: Det Kongelige Bibliotek. Th.: Omtrent 50 år senere, i 1988, var gården i Olde ikke længere et landbrug, men var blevet overtaget af en familie, der anvendte den som sommerhus. Det begyndende forfald er tydeligt. Den tidligere så smukke prydhave er borte, og taget på østfløjen ser ikke alt for godt ud. Foto: Det Kongelige Bibliotek.
Dengang vi var bønder
Den gang vi var bønder_TRYK2.indd 12
26/08/2019 16.07