DEN LYSE NAT
ROMAN | GADS FORLAG
MIKKEL FĂNSSKOV
Den lyse nat
Roman
GADS FORLAG
Den lyse nat
Copyright © Mikkel FÞnsskov og Gads Forlag, 2025
Omslag: Harvey Macauley, Imperiet
Forsidefoto: Det Kgl. Biblioteks samling (ukendt fotograf)
Noder pÄ omslag: Edition Wilhelm Hansen
Bogen er sat med Bembo hos BogGrafisk og trykt hos ScandBook 1. udgave, 1. oplag
ISBN: 978-87-12-07996-5
Forlaget har sÞgt at komme i kontakt med de retmÊssige indehavere af ophavsrettighederne til fotografiet pÄ bogens forside. Hvis ophavsretten pÄ nogen mÄde er blevet krÊnket, er det sket ufrivilligt og utilsigtet, og retmÊssige krav i den forbindelse vil blive honoreret, som havde der foreligget en aftale i forvejen.
Denne bog er beskyttet i medfĂžr af gĂŠldende dansk lov om ophavsret.
Kopiering mÄ kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun mÄ ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.
G.E.C. Gads Forlag A/S
FiolstrĂŠde 31-33
1171 KĂžbenhavn K
Danmark
reception@gad.dk www.gad.dk
LÊs om Gads Forlags klimakompensering af vores bogproduktion pÄ gad.dk
I de mÞrke tider, vil der da ogsÄ blive sunget?
Da vil der ogsÄ blive sunget. Om de mÞrke tider.
â Bertolt Brecht
PROLOG
Tyskland, december 1943
Hjulene dunkede mod skinnerne med en tung, monoton rytme. Vognens trÊvÊrk knagede, og metalbeslag klaprede mod hinanden i de rustne samlinger. Luften var tung derinde. Damp blandede sig med stanken fra uvaskede mennesker og fugtigt stof. Det var kvinder. De var mast sammen pÄ gulvet, svedte og trak vejret tungt. Nogle lÊnede sig mod vÊggene, andre hvilede hovederne pÄ hinandens skuldre. Ingen sagde noget. Ingen grÊd.
Et sted i mĂžrket sad en for sig selv. En smal lysstribe fra en sprĂŠkke i trĂŠet faldt ned pĂ„ ansigtet, hendes Ăžjne var grĂžnne. Hun skubbede en hĂ„rlok vĂŠk fra sin svedige pande og sĂ„ hen mod en smal luge i vĂŠggen; landskabet udenfor var flade marker, bombede bygninger og Ăždelagt murvĂŠrk. For lĂŠnge siden havde der vĂŠret stubmarker og rolige bakkedrag, men toget var ikke lĂŠngere i Danmark. Nu tromlede konvojen gennem den tyske vinter â dĂ©r et fjernt stationsskilt, dĂ©r lange rĂŠkker af graner. Skinnesamlingerne skreg under vĂŠgten fra vognen, alt sitrede, og farten blev sĂŠnket. Et metallisk hvin skar gennem luften. Og sĂ„, stilhed.
Hun krÞb sammen, da en lÄs begyndte at klapre, og sÄ rundt pÄ de andre kvinder. DÞren skÊlvede, da den blev
skubbet til side. Derude gĂžede sortbrune schĂŠferhunde, vagter skreg. Det var kvinder i grĂ„ kapper, der holdt hunde i spĂŠndte snore, savl dryppede fra tungerne. En ordre: âSchnell, schnell. Los, los. Alle raus.â
FĂždder ramte jorden, de vaklede, nogle snublede. Hun hoppede ogsĂ„ ned fra vognen. Benene var stive efter timer og dage i mĂžrket. Hun sĂ„ sig omkring pĂ„ perronen. Der var skinner, en remise, henstillede vogne med Ă„bne dĂžre. De var alle tomme. Hendes blik gled op pĂ„ et skilt. FĂŒrstenberg stod der.
Et skub i ryggen med et gevÊr. Hun bevÊgede sig fremad sammen med de andre kvinder, de marcherede i hundredvis hen over hÄrd asfalt, beton og nu brosten.
Dér et kirketÄrn, som hÊvede sig op over rÞde tegltage. Et stykke fremme lÄ en sÞ; grÄ og frosset til ved bredden.
De gik med sĂŠnkede hoveder, skridtene var tunge. Men sĂ„ en lyd â hun lĂžftede blikket og sĂ„ pĂ„ en kvinde, der nynnede. Kvindens lĂŠber bevĂŠgede sig i en stille melodi.
En anden stemme fulgte efter, sÄ endnu én, og med ét bÊvede en bÞlge af kvindestemmer den samme melodi. Det var Marseillaisen. Ord for ord, vers for vers. Contre nous de la tyrannie, lÞd det i mÞrket. De marcherede i takt, sang i kor, og stemmerne steg. Marchons! Marchons!
SÄ lÞd et skarpt brÞl. En vagt rÄbte de samme tyske ord igen og igen, mens hun svingede en pisk, hendes schÊferhund kastede sig frÄdende frem i sin snor. Kvinderne stivnede, sangen dÞde ud. SÄ marcherede de videre i tavshed. De blev ved med at gÄ, indtil en mur rejste sig lÊngere fremme. Den var hÞj, med en gitterport i midten. Bag den lÄ lange rÊkker af bygninger, lave, med sorte tage. Vagter ne skreg og fik kolonnen standset ved indgangen. Der lÄ et bjerg af affald. Kvinder i stribet tÞj gik foroverbÞjet og
sorterede det. En gammel kone rettede sig op, mens hun holdt fast i en skovl.
âVelkommen til helvede,â rĂ„bte hun pĂ„ tysk og grinte med sin tandlĂžse mund.
SĂ„ gled porten op.
FĂžrste del 1939 til 1940
1 August 1939
Oluf lÊnede sig ud ad passagervognens vindue. Vinden hvirvlede hans hÄr i alle retninger, og med et dybt sug trak han den friske luft ind gennem nÊsen og fyldte sine lunger.
âDet er, som om naturen smiler tilbage til Ă©n,â rĂ„bte han og tog piben ud af munden og begyndte at flĂžjte.
I det blĂžde landskab gled marker og skov forbi langs bĂŠltet i horisonten. PĂ„ himlen svĂŠvede en kumulussky, der kastede en skygge ned over kornmarkerne, mens dampens hvislen fra lokomotivet blandede sig med lyden af Olufs flĂžjten, melodien fra Lumbyes jernbanegalop.
âEr det nu den igen?â
âHvilken, min kĂŠre?â
Han stak hovedet ind i vognen igen og skubbede vinduet op.
âGaloppen,â sagde hun og rettede pĂ„ den lĂžse knold i nakken.
Oluf satte sig ned pÄ det polstrede sÊde og smilte til Marie, der sad med den lille purk ved sin side.
âDu har flĂžjtet den melodi, siden vi stod pĂ„ det fĂžrste tog her til morgen,â sagde hun.
âDu mĂ„ da indrĂžmme, at Lumbye var âŠâ
âGal? Du sagde engang, at hans kompositioner var at regne for den rene tivolimusik.â
Sollyset ramte ruden og kastede skygger over Olufs ansigt. Han klĂžede sig over nĂŠseryggen.
âDet er den mĂ„ske ogsĂ„, men han komponerede i hvert fald enkel musik uden krumspring og fine fornemmelser.
Og sĂ„ brugte han effekter,â sagde han og vendte hovedet mod sĂžnnen.
Oluf formede lĂŠberne og sendte en flĂžjtelyd gennem toget, som en konduktĂžr, der signalerer afgang.
âJeg kan ogsĂ„,â sagde BĂžrge og forsĂžgte at flĂžjte, uden at der kom mere end lidt luft ud af munden.
Marie rystede pÄ hovedet og hÊvede hÄnden op til sin mund for at skjule et grin, mens hendes skuldre hoppede af latter.
âManden kunne skabe!â sagde Oluf og lagde hĂŠnderne i skĂždet.
âFordi han komponerede musik inspireret af et damplokomotiv?â sagde hun og rettede pĂ„ sĂžnnens kasket. âDu Ăžnsker mĂ„ske at gĂ„ ham i bedene og selv komponere galopper? Om ikke til en jernbane eller champagne, sĂ„ mĂ„ske en pibegalop?â
Oluf grinte, sÄ kinderne fik de runde briller til at lÞfte sig og glide ned pÄ nÊsetippen. Han tÞrrede sin pande med et lommetÞrklÊde.
âHvad er en galop?â spurgte knĂŠgten.
Marie trak BÞrge tÊttere ind til sig og aede ham pÄ kinden.
âJa, det mĂ„ du hellere spĂžrge din far om. Det er ham, der er komponisten af os to.â
Oluf rettede sig op og skubbede brillerne pÄ plads.
âEn galop,â begyndte han og holdt en pause. âEn galop er ligesom, nĂ„r din mor og jeg danser polka. Bare hurtigere.â
Han rejste sig endnu en gang fra sÊdet, tog et skridt ud i midtergangen og strakte hÄnden mod Marie.
âKom! Lad os vise, hvad en galop er.â
âVil du sĂŠtte dig ned med det samme!â sagde hun, mens hendes Ăžjne gled rundt i kupeen.
âEn galop er mere sjov end kĂžn,â sagde han og gik ned i knĂŠ foran BĂžrge. Han strakte armene ud, lavede et par hurtige trin. âSĂ„dan her. Rundt og fremad.â
Marie rystede pÄ hovedet.
âNu mĂ„ det altsĂ„ hĂžre op!â
Oluf satte sig tilbage pÄ sÊdet og begyndte at bappe pÄ piben. Han kiggede ud gennem vinduet. Toget sÊnkede farten og skumplede ind i en lille stationsby. En karl arrangerede et par sÊkke pÄ perronen. Nogle passagerer stod af, en kvinde med en kurv under armen steg pÄ.
âHernede skal vi nok fĂ„ det rart,â sagde Marie og smilte. âIkke?â
Oluf bappede et par gange mere, inden piben sank ned i mundvigen. Hovedet faldt tilbage mod nakkestÞtten, og hans ÞjenlÄg gled i, mens de rolige udÄndinger gled ud mellem lÊberne. Marie rystede pÄ hovedet og sÄ ud gennem vinduet. TrÄdene mellem masterne svajede i vinden. En rÊkke sÞlvfarvede popler hang tunge af en frisk sommerbyge. Kornmarkerne derude var allerede hÞstede, og negene stod stablet i rÊkker. Brune stubbe tittede op, omkranset af levende syrenhegn. Et stykke borte lÞb et par agerhÞns over marken mod en lavning med vand.
SĂ„ stĂžnnede lokomotivet.
âEr vi der nu?â
Oluf kiggede rundt i kupeen. Togets hjul hvinede, da det kĂžrte gennem et skarpt sving.
âDu kan roligt sove videre,â sagde Marie.
âJeg har ikke sovet. Det var allerhĂžjest en dĂžs. Hvor er min pibe forresten?â
âHvis du kun blundede, hvordan er den sĂ„ havnet i dit skĂžd?â sagde hun og pegede med Ăžjnene.
Oluf samlede piben op og bÞrstede lidt tobak vÊk fra bukserne. Han nikkede mod en Êldre herre, der lettede pÄ sin hat.
âMen er det Dem, om jeg tĂžr spĂžrge â komponisten Ring, ikke sandt? Mit navn er Abrahamsen. Professor,â sagde manden og lĂŠnede sig frem. âHvis jeg mĂ„ betro Dem noget?â
Oluf nikkede, mens han fumlede ved armlÊnet. Han fik fat i sin sorte baret og satte den pÄ hovedet.
âSiden Familie Journalen begyndte at bringe Deres lette arrangementer, har jeg udelukkende kĂžbt bladet for at se efter sektionen med noder. Det er en sand fornĂžjelse at sĂŠtte sig ved klaveret og spille Strauss og Haydn i Deres behagelige versioner. For ikke at tale om Deres egne melodier â de er fremragende.â
Marie holdt hÄnden op for munden og skjulte et fnis, mens hun vendte ansigtet ned i skÞdet.
âHvis jeg mĂ„ spĂžrge ⊠Hvordan gĂžr De?â
âHvad mener De, hr. Abrahamsen?â
âJo, hvordan formĂ„r De at komponere sĂ„ enkelt og alligevel sĂ„ smukt?â
Oluf lod hÊnderne glide ned langs lÄrene og trommede fingrene over knÊene.
âHvad jeg gĂžr? Ingenting. Jeg lader det bare flyde.â
En kontrollĂžr kom ind i vognen. Han standsede ved en ung mand og billetterede.
âDe skal mĂ„ske pĂ„ ferie?â spurgte professoren og nikkede op mod de brune kufferter, der lĂ„ pĂ„ hylden over sĂŠderne.
âVi slĂ„r os ned her pĂ„ Fyn,â sagde Oluf.
Manden klĂžede sig i overskĂŠgget, en stribe sollys fangede nogle stĂžvpartikler, der dryssede ned.
âJeg har da ellers lĂŠst et sted, at De bor i det vestjyske.â
âJeg har fĂ„et en stilling som musiklĂŠrer pĂ„ et seminarium hernede.â
âHvor glĂŠdeligt,â sagde professoren og kiggede ud pĂ„ majsmarkerne, der gled forbi. âHer er jo ogsĂ„ sĂ„ mildt og helt anderledes end i Vestjylland.â
âJa, Marie var efterhĂ„nden trĂŠt af at fĂ„ sand i hĂ„ret,â sagde Oluf.
Hun vendte sig og rystede pÄ hovedet, sÄ knolden i nakken svingede fra side til side.
âDet var nok snarere min mand, der altid klagede over at hĂŠnge vasketĂžj op i stormvejr.â
âVasketĂžj?â sagde professoren, mens han hĂŠvede sine Ăžjenbryn.
En lyd af jern mod jern skar gennem vognen, da toget bumlede hen over en overgang.
âSĂ„ er det vist os,â udbrĂžd Marie.
De kÞrte ind i endnu en stationsby. SmÄ strÄtÊkte huse med stokroser lÄ tÊt op ad banen. Dér barberen, dér et vandtÄrn, dér en restaurant. En mand stod foran murvÊrket med et viskestykke hÊngende i forklÊdet og rÞg en smÞg.
âEr det her, vi skal bo?â spurgte BĂžrge og sĂ„ op pĂ„ Marie.
âJa, nu skal vi af,â sagde hun og satte sig pĂ„ hug og rettede pĂ„ hans tĂžj.
Oluf nikkede hen mod professoren og lÞftede familiens to kufferter ned fra hylden og trak dem ud til dÞren. Med et lille hop landede han pÄ den sommervÄde asfalt, lÞftede bagagen ned og rakte sÄ armene frem for at tage imod sÞnnen. Lidt efter kom Marie.
âĂ h, lad vĂŠre,â sagde hun til Oluf, der stadig stod med
fremstrakte arme. âDer er grĂŠnser for, hvor meget du kan lĂžfte.â
âMen din hĂ„nd kan jeg da tage.â
Foran dem lÄ stationsbygningen. Et gult murstenshus med hvide vinduer. Langs facaden kravlede benved op mod mansardtaget.
âHr. Ring? Hr. Ring?â
En basstemme banede sig vej mellem lydene pÄ perronen. Den kom fra en rund mand, der trissede over mod dem fra stationsbygningen. Ved siden af ham trak en knÊgt en gammel vogn pÄ to hjul.
âDe mĂ„ vĂŠre vores nye musiklĂŠrer,â sagde manden og bukkede dybt. âJeg er stationsforstander Mogensen.â
Han sÄ ned over sin egen mave, der spÊndte imod en mÞrk jakke med polerede guldknapper, og tÞrrede nogle sveddrÄber vÊk fra panden med et lommetÞrklÊde.
âVelkommen til min station. Det er mig, der har nĂžglen til Deres nye bolig.â
En flÞjte lÞd, lokomotivet begyndte at rulle videre. Der var blevet spÊndt en bivogn til, sÄ stor var trafikken.