Page 1

VILD JAGT FREDDY WULFF


Vild jagt.indd 2

19/07/13 13.56


Freddy Wulff

Vild jagt

Gads Forlag

Vild jagt.indd 3

19/07/13 13.56


Vild jagt Af Freddy Wulff © 2013 Gads Forlag ISBN 978-87-12-04893-0 1. udgave, 1. oplag 2013 Printed in Denmark Projektledelse: Henrik Sebro Forlagsredaktion: Erik Høvring Omslag: HarveyMacaulay, Imperiet Omslagsfoto: Blid Alsbirk Fotos: Se billedtekster Prepress: Lymi Tryk: Narayana, Gylling

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. www.gad.dk

Vild jagt.indd 4

19/07/13 13.56


Indhold Forord 1 2 3 4 5 6 7 8

Vild jagt.indd 5

7

Jagt ved verdens ende 9 På jagt med Vuntut Gwitchin-indianerne 51 Havets storvildt 77 Walk about med ørkenens jægere 101 Hmongfolket – krigere og jægere 123 Lacandónindianerne – de sidste mayaer 147 Nybyggerne 185 Vildsvinejagt med de bare næver 203

19/07/13 13.56


Vild jagt.indd 6

19/07/13 13.56


Forord J

eg har skrevet denne bog på opfordring af venner, som ved, at jeg har jaget og været med til at jage på mange forskellige måder i mange forskellige lande verden over. Da de havde læst min bog Professionel Jæger, efterspurgte de, om jeg havde mere at berette. I denne bog fortæller jeg om jægere, der for en meget stor del lever af at jage. Enten fordi de har valgt det som en levevej – eller fordi det er den eneste måde at eksistere på, der hvor de er født. Det nogle kalder “rigtig” jagt. Jagterne finder sted i Australien, Yukon, Mexico, Indonesien, Laos og Alaska. Bogen handler ikke blot om nogle af mine mere sjældne og særlig spændende jagteventyr. Det er også historien om mit møde med mennesker, som på hver deres måde lever af naturen: indianere og nybyggere, aboriginere og krigere. I jungler og ørkener, på havet og i bjerge. Med riffel, jagtgevær, revolver og forladere. Armbrøst, bue og pil, boomerang, træspyd og harpun – eller med intet andet end de bare næver. Det er en bog, der totalt ærligt fortæller, hvordan disse jagter foregår, og hvordan der dag for dag bliver mindre og mindre plads til disse jægere. Og paradoksalt nok, den dag jægerne ikke er der længere, forsvinder dyrene også. Den dag er der ikke længere nogen til at beskytte naturen, de lever i, med og af. Freddy Wulff

Vild jagt.indd 7

Forord

7

19/07/13 13.56


Ung, fed og lĂŚkker. En javelina. Dens smag ville kunne omvende selv en svoren vegetar. Foto: Bild Alsbirk

Vild jagt.indd 8

19/07/13 13.56


KAPITEL 1

Jagt ved verdens ende

Vild jagt.indd 9

19/07/13 13.56


Vild jagt.indd 10

19/07/13 13.56


H

estenes næsebor vibrerer kraftigt, og for første gang i lang tid skal der ikke hæle til at drive dem fremad. De maser sig gennem det sidste, tætte krat og ligefrem småtraver ud til den store skuffelse: saltvand. Foran os ligger Atlanterhavet blikstille, som var det et gigantisk landsbykær. Bag os rejser junglen sig som en mørkegrøn, uigennemtrængelig mur. Kun hestenes dybe spor i sandet fortæller, hvor vi kom ud. Til venstre skændes en flok skarver om pladserne i et højt træ. Da den sidste utilfredse langt om længe tier, bliver der med et helt, helt stille. Langt ude, på en snorlige linje er en flok lyserøde flamingoer med langsomme, graciøse vingeslag på vej tilbage til mudderrederne i en af de utallige laguner. Vi har nået vores foreløbige mål. Hvis der var vejskilte i denne afkrog, ville der et par meter inde på bredden stå et skilt med en pil: “Verdens Ende – tre meter”. Min hest slår hidsigt med halen for at jage et par hundrede ekstra irriterende bremser væk. Vi får ild på et par stinkende, mexicanske halmcigaretter for at holde de små, blodtørstige bæster lidt på afstand – sende dem tilbage til hestene. Vi har for længst opgivet at slå dem ihjel. Langt, langt inde på den anden side af den store lagune, flere kilometer borte, begynder en brøleabe at varme op til aftenens koncert. I en brølekonkurrence med en løve ville den vinde uden at overanstrenge sig. Af lyden skulle man tro, at den var på størrelse med en elefant, men den vejer kun omkring 10 kilo. Kun løgnhalse vil kalde Chico og mig for et par savlende romantikere, men at vi ikke lige nu blasfemisk bander insekterne ned i det sorteste Helvede, fortæller alligevel noget om, hvor smukt her er. Hvor havet slutter, og himlen begynder, er svært at skelne. Alt er ildrødt. Vand, skyer, himmel. Sådan byder “Verdens Ende” natten velkommen – hver aften.

Vild jagt.indd 11

Jagt ved verdens ende

11

19/07/13 13.56


Verdens Ende. Det var her, spanierne første gang gik i land på de amerikanske kontinenter. Deres nye verden. Det var mayaerne, der gav stedet dets navn. Her sluttede deres verden. Og her begyndte vores eventyr for alvor. Foto: Blid Alsbirk

Jeg ved godt, at det der med “Verdens Ende” er blevet en luvslidt frase, men stedet her har faktisk aldrig heddet andet. Mayaindianerne fandt på navnet, som siden blev adopteret af spanierne og mexicanerne. Vi sidder på det yderste punkt af en halvø på en halvø på Yucatanhalvøen. Helt derude, hvor Golfen og Atlanterhavet og Caribien løber sammen. Vi startede for seks dage siden. Fra den smalle 40 kilometer lange ø Holbox, hvor min ven Tirzo “Chico” Juan Cáceres er jæger og hajfisker. Mest det første. Hajer er noget, han fisker, når der ikke er plads til mere kød i fryserne. Af blod er han spanier, italiener, araber og indianer – altså typisk mexicaner. Men det, der nok mest er blevet hængende gennem generationer, er “sørøvergenerne”. På Holbox holdt piraterne til, når de ikke var ude at plyndre de spanske guld- og sølvgaleoner på vej fra Sydamerika via Cuba til Europa. Eller angreb de stærkt befæstede byer langs kysterne. Hovedparten af øens beboere er efterkommere af disse “barbarer”, og mange kalder dem stadig salvajes – “vilde”. Chico har et tilnavn: El Cazador – “Jægeren”. Det er han ret stolt af – og har faktisk rigtig megen grund til at være det. Han har forsørget sin mor og

12

Vild jagt.indd 12

vild jagt

19/07/13 13.56


fire søskende med sit gamle etskudsjagtgevær, siden han bare var 12 år. Da besluttede han sig til at blive professionel jæger! Han lærte at gå på jagt af sin far – som var fisker, men også havde nogle få hektar jord ind på fastlandet. Hvad de ikke selv spiste, blev sejlet til Holbox og solgt. Indimellem skød faderen også en vild ko, og det meste af kødet blev solgt samme dag på øen. Der var ingen frysere. Chico havde været med på jagterne, siden han var fem år – man kan sige, at han fik det ind med modermælken. Da Chico var 10, døde hans far, og hvis det ikke var så sørgeligt, kunne man næsten grine af det som en dum vittighed. Han blev dræbt af en kokosnød! Som han gjorde hver dag, holdt han siesta under arbejdet i marken. Under en palme. En kokosnød faldt ned og ramte ham i hovedet. Ingen af børnene var store nok til at passe jorden, så familien flyttede permanent tilbage til Holbox, hvor Chico havde et par onkler, som tog sig af dem. Til Chico som bare en stor knægt tog ansvaret for familien. Efter et par år havde han sparet penge nok sammen til at købe et par brugte frysere og en brugt generator til at levere strømmen. Det gav ham tilnavn nummer to: El Carnicero – “Slagteren” – men det synes han nu ikke så meget om. Vi havde været på øen et par uger for at give Chico en hånd med hajfiskeriet, da en norte ramte Holbox. En iskold vind fra Texas. Og den blæste sig ikke ud på et par dage. Det blev ved med at blæse. Bølgerne voksede og voksede – i takt med vores utålmodighed. Vi vidste, at ude på det dybe, var der tusinder af hammerhajer, der bare ventede på at blive fanget. Hver aften gik vi langs stranden, mens Chico og de andre fiskere studerede skyerne. Var der skift i vejret? Nul. Hver aften faldt talen på hajfiskeri og jagt, men lidt efter lidt gled hajerne i baggrunden. En aften var der også en flaske tequila på bordet. Og da den fik en afløser, var vi svært enige om at gringoerne – amerikanerne – kunne lade deres vind blæse så længe, de havde lyst, og hajerne ville sikkert også bare være endnu større om et par uger eller tre. Der er altid masser af logik i tequilaflaske nummer to. Nu skulle støvet blæses ud af geværløbene – og en “ekspedition” kom på skinner: Nu skulle vi ikke “bare” på en uges jagt. Vi skulle hele vejen langs kysterne af “Landet, der ikke kan erobres”. De godt 10.000 kvadratkilometer næsten ubeboet land, der ligger på det nordøstlige Yucatan. Gå i land og jage og måske også lede efter “Den Forsvundne By”, Ecab. Vi skulle leve af, hvad vi kunne skyde, og blive væk, “til vi løb tør for patroner”. Og bringe et læs kød tilbage til Chicos frysere. Allerede næste morgen tog vi af sted. Ammunition, geværer, lidt fiskegrej, en harpun, hængekøjer, et telt og de uundværlige moskitonet blev stuvet i

Vild jagt.indd 13

Jagt ved verdens ende

13

19/07/13 13.56


Den forladte ranch. Ingen havde boet her i over 50 år. Jaguarer, slanger, skorpioner, vampyrer og oversvømmelser gjorde det umuligt at drive en ranch i dette område. Foto: Blid Alsbirk

Chicos glasfiberbåd. Halvt albyl-friske og med vinden i ansigtet og modet uden på huden sejlede vi inden om Holboxøen. Pilen på optimistmåleren var langt inde i det grønne felt, og Chico fodrede de 60 Yamaha-heste fuldt håndtag havre over den sandfarvede og stormpiskede lagune. Det var ikke alene blod, der blev pumpet rundt i årerne. Det var også en cocktail af glæde, liv og forventning. For enden af lagunen fulgte vi smalle kanaler gennem store mangrovesumpe. Hvide hejrer lettede så sent, at vi næsten kunne fange dem med hænderne, og store krabber skyndte sig over det fine sand og ned i deres huller. Mange steder måtte vi ud og skubbe, og et enkelt sted måtte vi vente på tidevandet. Om aftenen gik vi i land ved et sted, der kaldes Por Venir. Vi slog lejr på stranden, og i hængekøjerne under moskitonettene og en måneløs, overskyet himmel hjalp turens første og sidste flaske hjorte og vilde tyre og jaguarer til at blive større – og livet om muligt endnu bedre. Næste morgen var der friske jaguarspor mindre end 20 meter fra hængekøjerne. Jaguaren var nysgerrigt gået rundt om lejren et par gange – måske mens vi havde talt om den smukke, store kat! Chico havde planlagt at fiske morgenmaden, men mens vi gik og studerede

14

Vild jagt.indd 14

vild jagt

19/07/13 13.56


jaguarsporene, kom et bæltedyr tøffende. Så var den morgenmad hjemme. Joh, turen startede helt lovende. Vores første mål var en forladt kvægranch fire kilometer inde i junglen. Ved vandhullerne omkring ranchen vidste Chico, der skulle være chancer for både vildsvin og ænder. Der har været gjort adskillige forsøg på at tæmme dette vilde område, men alle forgæves. Det lykkedes måske nok for mayaindianerne for 700-800 år siden, men de drev det aldrig til noget videre. Her findes ingen fantastiske templer som dem bare nogle få hundrede kilometer herfra. Senere forsøgte spanierne sig, for det var ved “Verdens Ende”, at deres “Nye Verden” startede. Det var her omkring, de første gang satte foden på Amerikas fastland. De byggede en mindre by, hvor de gik i land, men måtte forlade den efter et par hundrede år. Senere prøvede mexicanerne at tæmme landet, men deres forsøg var også dømt til at mislykkes. Landet vil simpelthen ikke lade sig erobre. Her er der stadig så mange jaguarer som landet kan bære – og de elsker kalvesteg. I de større vandhuller ligger krokodiller på lur efter de dyr, der kommer ned for at drikke. Her er myggene så store og så mange, at de ifølge Chico “kan flyve bort med en ko – til lunch”. Her angriber tusinder af tæger alt med blod i sig. De sidder i kager på undersiden af bladene og i græsset. Du “tørrer” dem på dig ved den mindste berøring. Derfor må vi hver morgen dyppe sokker og sko i flydende DDT. Og da vi løber tør for det forbudte, yderst effektive middel, opløser vi cigaretter i en flaske med vand. Virker næsten lige så godt og siger lidt om, hvad vi trækker i lungerne. På jorden huserer de røde myrer, og skorpioner er langtfra sjældne. Du lærer lynhurtigt at ryste sko, bukser og skjorte, inden du klæder dig på. Man dør sjældent af et skorpionstik – undtagen på film – men man ligger garanteret på langs en uges tid – og ønsker, man var det. For slangerne er det også et paradis, og der findes rigtig mange nauyacaslanger. Dem skal man ikke spøge med. Gram for gram er deres gift 20 gange farligere end klapperslangens. Den er endnu mere almindelig, men den er jo gerne så venlig at advare i tide. Når solen er gået ned, kan man forvente besøg af Draculas små vingede fætre – vampyrerne. Allerede første nat var der to, der viklede sig ind i vores moskitonet i forsøg på at få en gang menneskeblod til dessert. Vores heste bliver bidt hver nat. Man dør ikke af deres bid – i hvert fald ikke med det samme. Men de kan overføre hundegalskab. Alt dette kunne man måske leve med – eller udrydde. Når det kommer til det sidste, er mennesket jo ekspert. Der er dog – heldigvis – én ting man intet kan stille op imod – vandet. Ni måneder af året er over 50 procent af

Vild jagt.indd 15

Jagt ved verdens ende

15

19/07/13 13.56


Vi hjalp vaqueroerne med at fange kalve. Hvis de var små nok, var det op i favnen og så slalom gennem krattet – med koens dårlige ånde i nakken.

området en gigantisk sump, hvor kun de højeste punkter er tørre. I tilgift har hele området ofte været raseret af gul feber – spredt af edderkopaberne. Og da gummitapperne kom i begyndelsen 1900-tallet, fik de fleste malaria. Plus året rundt –regntid eller ej – hænger der en næsten ulidelig fugtig hede over landskabet, der vrider dig for sved 24 timer i døgnet, enten du bevæger dig eller ej. Det er ikke et sted, hvor de store velkomstskilte er hængt ud. Men det er netop derfor, at området virker som en magnet på galninge som os. Dette “Helvedes Paradis” er den sidste næsten uberørte del af Mexico. Vi ankom til den forladte rancho ved middagstid – og fik os lidt af en overraskelse. Der var mennesker! Omkring et bål sad fire vaqueros – cowboys – og lavede mad. De var blevet sat i land med heste og hele tjavsen et par uger forinden for at fange vildkvæg. Efterkommere af det kvæg, som spanierne og mexicanerne havde efterladt, da naturen tvang dem bort, eller de flygtede fra gul feber og malaria. Plus kvæg, der var svømmet i land for flere hundrede år

16

Vild jagt.indd 16

vild jagt

19/07/13 13.56


Glade heste. Man kan trække en hest til vand, men man kan ikke tvinge den til at drikke. Men gav vi dem tid nok, tankede de virkelig op. Vi viste aldrig, hvornår vi ville komme til det næste vandhul. Foto: Blid Alsbirk

siden, når en spansk galeon løb på et rev og sank. Kvæget, som Chico levede af, men han sagde ikke noget. Vi blev på el rancho i nogle dage og hjalp dem med at fange vildkvæget. Der var ikke mange steder, vaqueroerne kunne bruge en lasso fra hesteryg, men der var nu heller ikke meget John Wayne i dem. Selv når vi var heldige og fandt kvæget ude i lysningerne eller omkring vandhullerne, tog det ikke mange sekunder før det var i sikkerhed i krattet. Los vaqueros var mest interesseret i de helt unge kalve. De var lettere at have med at gøre under den senere transport – og lettest at fange. Men det var ikke helt ufarligt. En vild ko er ikke til at spøge med, når man stjæler dens kalv. Vi fangede seks kalve til dem. Det viste sig hurtigt, at Chico var betydeligt bedre til det job end de “professionelle”. Han havde afgjort prøvet det før. Vi fangede afkommet ved at “lege” med køerne – få dem til at angribe. På den måde kunne vi på tyrefægtermaner få dem fem-seks meter væk fra afkommet – og så var det bare at drøne ind og snuppe dem. Få en lasso om dem hvis muligt – eller, hvis de kun var et par uger gamle, bare op i favnen og af sted og så ellers storslalom mellem træerne med koens dårlige ånde i nakken! Som tak for assistancen lånte vaqueroerne os tre heste, der var som flået

Vild jagt.indd 17

Jagt ved verdens ende

17

19/07/13 13.56


Min ven Tirzo “Chico” Juan Cáceres. Han kaldes også “Jægeren” og “Slagteren”. Det første er han stolt af – det sidste sætter han mindre pris på. Han har været professionel jæger, siden han var 12. Han er et mix af mange nationaliteter, men det er nok “piratgenerne”, der har hængt bedst ved. Foto: Freddy Wulff

ud af en western. Helt vilde var de ikke, men det ville også være en fed løgn at påstå, de var redet ordentligt til. Plus en gammel saddel. Hvis de ikke var på el rancho, når vi kom tilbage, kunne vi bare slippe hestene løs og hænge sadlen op. De ville selv returnere efter mere kvæg om en god måneds tid. Med hestene åbnede der sig straks nye muligheder. Nu kunne vi virkelig komme omkring – ikke bare sejle langs kysten og gå i land her og der. Vi måtte selvfølgelig tynde lidt ud i grejet, vi havde med, men det var også okay. Til at passe på hestene om natten, advare os, hvis en jaguar skulle få lyst til halvtam hestebøf, gav de os en skabet køter. Chico døbte den ret så poetisk Burbuja, hvilket betyder sådan noget som “boble” – hvorfor ved jeg ikke. Den behøvede vi ikke at levere tilbage – og vi fandt snart ud af hvorfor. Jeg har tidligere haft ubrugelige, dovne undskyldninger for menneskets bedste ven. Hunde, vi i New Zealand kalder for turners – turn good food into shit. Køtere, der ikke kan andet end forvandle god mad til hundelort. Men denne kujon af en mølædt, loppebefængt, hullegravende, ildestinkende, skudsky, kød­stjælende, sokketyggende, tallerkenslikkende, koppevæltende, affalds­æden­de, støjende og savlende række ribben slog alle rekorder. Han havde en hel jungle til sin rådighed, og alligevel kunne han kun lette ben op ad teltet eller en rygsæk. Glemte vi at lukke teltet et øjeblik, var han derinde som et smurt lyn og helst med et stykke halvråddent kød i flaben. Han hylede halve nætter og holdt os vågne, til det blev lyst. Han fældede uafbrudt, og vi fik sjældent et måltid uden at finde et par af hans hår i maden. Han var beboet af så mange lus, lopper og tæger, at de levede i etager. Vi gav ham den store DDT-tur flere gange, men i løbet af et par dage var han “levende” igen. Hvor han hentede lopperne og lusene, fandt vi aldrig ud af. Men hver gang, han hoppede op ad os og skulle klappes, holdt nogle af dem flyttedag. De

18

Vild jagt.indd 18

vild jagt

19/07/13 13.56


Der var ænder på alle vandhuller. “Turistænder”, som Chico kaldte dem. Ænder fra Canada og USA, som overvintrer i Mexico. Foto: Blid Alsbirk

flyttede over på os. Havde vi ham med på jagt for at slippe for hyleriet fra lejren, sad han altid et eller andet sted langt bagude og kløede sig, når vi havde brug for ham. Omvendt skulle han altid op foran og gø for at fortælle, at nu var det tid at skyde, når vi næsten havde sneget os ind på et bytte. Alt i lejren, der ikke hang højt eller var naglet fast, enten tyggede han i småstykker eller begravede. Vendte man ryggen til et stykke kød i to sekunder, kunne man glemme den middag. Han var uovertruffen hurtig, når det gjaldt om at stjæle – ellers foregik alt i slowmotion. Jeg skubbede et par gange til ham med forretningsenden af skyderen for at advare. Og hvad gjorde han så? Han slikkede på geværløbet! Hvorfor vi beholdt ham? Tja, han var faktisk sød, ja, ualmindelig sød, og så var hans ene øje brunt og det andet blåt. Det kunne Chico ikke stå for. Han mente også, at hvis det var genetisk, så skulle han virkelig bruges til avl. En sjælden hund sælger bedre end en ikke ditto. – Og vi skulle jo også bruge en vagthund til hestene med alle de jaguarer i nabolaget. Det tog os to dage at nå fra el rancho her til “Verdens Ende”, der skal være vores base fra en dag til en måned. »Man skal ikke lægge for mange planer, for så skal de bare laves om, og det er dobbelt arbejde.« Logisk, mexicansk tale fra Chico – uden at han fortrak en mine. Næste morgen besluttede vi, at dagens ret skulle være grilland. På ranchen stod den hver dag på møre bøffer. Kød fra kalve, der var døde på grund af stress, sagde vaqueroerne. Det kan man selvfølgelig godt kalde det, men stressen blev oftest fremkaldt af en kniv! De fik mere kød her på en uge end

Vild jagt.indd 19

Jagt ved verdens ende

19

19/07/13 13.56


hele resten af året. Vi trængte til lidt kostforandring – og hulmavede Burbuja kunne også trænge til lidt fed mad for at få bygget siderne yderligere op. Ved det vandhul, hvor vi vandede hestene aftenen forinden, lettede ret mange “turistænder”, som Chico kalder dem. Canadiske og amerikanske ænder, der tilbringer vinteren i Mexico. Jeg skulle stå for den fjerede del af middagen, mens Chico ville dykke efter hummere til en lille forret og finde et vandhul til hestene tættere på lejren. Blot 20 minutter efter, jeg har tøjret hesten til et træ, slår en ram lugt mig i møde, som øjeblikkelig får mig til at slette “and” fra menukortet. Det er lugten af vildsvin. Newzealandske, australske eller mexicanske – de lugter ens verden over. Her kaldes de javelinas, på dansk “halsbåndnavlesvin”. Men selvom du dropper en javelinaso i et skumbad, hælder fem flasker parfume på den og giver den en gang læbestift, så er en sådan so stadig et vildsvin. Jeg finder hurtigt spor af dem, ja, jeg står faktisk i dem, og de er selvfølgelig ualmindelig friske. Jeg tænder en smøg – og skodder med det samme. Røgen stiger lige op. De må være meget, meget tæt på, når jeg kan lugte dem uden synlig brise. Og hvis jeg kan lugte dem under disse betingelser, vil det ikke vare længe, inden de får færten af mig. Et øjeblik efter kommer jeg ud i kanten af en sumpet lysning, og mens jeg sidder og maser røde myrer, der lader hånt om DDT’en, hører jeg for første gang basserne. Det giver myrerne frit slag. Nu kan jeg lugte og høre dem – men jeg skal se dem for at kunne skyde. Jeg er helt, helt sikker på, at de er ude i det høje græs – spørgsmålet er bare hvor. Jeg deler lysningen op i felter og tjekker den kvadratmeter for kvadratmeter. 50-60 meter ude bevæger græsset sig en gang imellem – der er de. Skulle jeg prøve at snige mig ned gennem lysningen? Nul, vildsvin er snu, meget snu endda, og sikkert specielt disse, der har jaguarer som naboer. Jeg tænder i stedet mit skod for endnu en gang at lure vinden, og her i lysningen er der en svag brise. Den går halvt på tværs og halvt mod mig. Jeg skal over til venstre for at komme på skudhold. Det tager mig mindst et kvarter at komme over til lysningens ene hjørne, en distance på ikke mere end måske 30 meter. Adskillige gange må jeg kravle tilbage, fordi de små veksler ender blindt. I hjørnet tager jeg endnu et kig – joh, de er der endnu, og er endda kommet en lille smule nærmere. 10 minutter efter er jeg i stilling. Har endelig fundet en veltrådt veksel, der går rundt om et par virkelig store tuer med røde myrer. Jeg er åbenbart ikke den eneste, der har respekt for deres infame bid. 40 meter ude går en gråskin-

20

Vild jagt.indd 20

vild jagt

19/07/13 13.56


nende so og hendes halvstore grise, som jeg kun ser glimtvis. Fire eller fem, tror jeg, der er. Jeg vil helst have dem lidt tættere på, bare lidt, for selvom jeg har buck shots, patroner med hagl på størrelse med salonriffelkugler, smækket i begge løb, er 40 meter lige langt nok med det panser af fedt, de ser ud til at have på. Men det ser ud til kun at være et spørgsmål om tålmodighed og om at kunne udholde myggene, som her i skyggen kaster sig over mig, som har de hele livet bare ventet på mig. Vinden er rigtig og “øfferne” arbejder sig langsomt mod mig, mens de roder i jorden. Der mangler ikke mange meter, før jeg kan tage de sidste par skridt for at få frit skud, da det brager i krattet ved siden af. Ikke én, men to – tre – fire vildsvin, efterfulgt af flere, som jeg ikke når at tælle, drøner ud. De løber ikke, fordi de har travlt med at komme til fadet. De løber, fordi noget har forstyrret dem, og er det ikke en stor kat med pletter, så er det helt sikkert mig. Øjeblikkelig er de andre også på vild flugt. Jeg har i tankerne allerede sat tænderne i saftige koteletter, så jeg fyrer. Et af de unge svin vælter godt nok – men kommer på benene igen – og løber så med meget, meget lav cigarføring efter de andre. Jeg følger i fuldt firspring. Allerede 10 meter inde i krattet får jeg øje på det. Det prøver at gemme sig bag et væltet træ. Det dør i knaldet fra næste skud. Mens jeg er ved at hænge vildsvinet på min hest, kommer Chico ridende. Han får Obelix-lys i øjnene, da han ser det unge, fede dyr. Bag kokospalmerne på stranden er der masser af tørt græs. Vi tænder bål og svider hårene af den nedlagte lækkerbisken. Chico har ikke haft held med hummerne, så vi må nøjes med skinke og “junglebacon”. Ja, ja, det kan jo blive småt for enhver. De følgende dage er der ikke grund til at jage. Vi har mere kød, end vi kan spise, inden det bliver dårligt. Plus at Chico som tidsfordriv med sin harpun henter et par mindre fisk til forret. Burbuja lever livet, som andre mexicanske hunde aldrig turde drømme om. Vi flytter lejren til et par mere “hængekøjevenlige” træer og anstrenger os ellers for ikke at få sved på panden. Selv brænde er et fem minutters-job: Der er masser af knastørt drivtømmer. Ved solnedgang kaster vi dynger af grønne grene, græs og tang på gløderne. Udlægger et veritabelt røgslør for at holde myggene på afstand. Ude i det fri kommer de ikke så længe, der er sol, men i “nultimen” danser de på stranden. Røgen giver os valget mellem at blive gennemgnasket – eller kvalt. Når den salte aftenbrise har sendt myggene tilbage til junglen, og vi sidder

Vild jagt.indd 21

Jagt ved verdens ende

21

19/07/13 13.56


Af med lus og hår – og så er der bacon. Foto: Blid Alsbirk

og lytter til ribbensfedt, der sydende drypper ned i gløderne, er her ganske rart. Ikke på samme måde, som det er at ligge ved en lille flod i New Zealands bjerge og høre et par blåænder, Blue Ducks, komme skrigende op mod strømmen, mens en tidlig opossum kravler ud på en gren, og vandet gurgler over stenene, men skønt på en anden måde – som hvert land og område er forskelligt. Her sker der også meget, meget mere – specielt fordi vi er i to verdener: strandens og junglens. Vi ser og hører dagens dyr gå til ro. De mange tusinder flamingoer og hvide hejrer, der trækker mod fjerne laguner. De første med strakt hals, de sidste med bøjet, men begge slanke og elegante. Under dem de bombastiske pelikaner med kroppe som zeppelinere og næb som badekar. I flugt leger de altid “følg mig”. Nogle gange på stive vinger kun få centimeter over bølgetoppene, til andre tider i uregelmæssig formation højt på himlen. På stranden vralter de af sted, men når de jager, er de lige så elegante som terner. På et øjeblik forvandles de fra dovne hydroplaner til lydløse styrtbombere, der først i allerallersidste øjeblik strækker halsen frem og folder vingerne ind. Ofte kommer de op med en fisk, der kunne mætte en gennemsnitsfamilie – og som under megen rysten med hovedet forsvinder i “en bid”. The pelican – I don’t know how-the-hell-he-can.

22

Vild jagt.indd 22

vild jagt

19/07/13 13.56

Profile for Gads Forlag

Cb49b9e819e840e986e33bb4a4800248  

Cb49b9e819e840e986e33bb4a4800248  

Advertisement