Greve Carl A.C. Moltke (1907-1985). Jurist, embedsmand, ordensskatmester og mangeårig overpræsident i København, her på vej til nytårskur i 1958.
deltage i det brede offentlige liv, hvorfra adelen efterhånden forsvandt. Perioden byder på mange eksempler på ’den sidste’ adelsmand på denne eller hin offentlige post: Eksempelvis var den sidste adelige udenrigsminister Carl greve Moltke i 1924-1926 i socialdemokraten Thorvald Staunings første regering. Den sidste stats- (og udenrigs)minister var Erik Scavenius fra 1942 og til sin afgang i 1943 (formelt 1945). Den sidste adelige minister overhovedet var Henrik von Kauffmann, der 1945 var minister uden portefølje i befrielsesregeringen. De sidste adelige amtmænd, nemlig amtmanden i Tønder, Otto Didrik lensgreve Schack fra
36
Indledning
genforeningen i 1920 til sin død i 1949, og overpræsident (amtmand) i København Carl greve Moltke fra 1945 til 1977, der blev den længst siddende i dette embede. Kirken har aldrig i nyere historie været attraktiv for adelen, og perioden efter 1849 byder kun på to adelige biskopper, hvoraf den seneste var Paul Oldenburg, der 1940 afgik som biskop i Aalborg Stift. Også på landet havde det traditionelle herregårdsmiljø i 1945 længe været under afvikling. Strukturudviklingen betød affolkning, og som en naturlig følge heraf ændrede det velkendte adelsliv sig markant. Den udvikling, der var undervejs siden århundredets begyndelse med en stadig reduktion af antallet af ansatte i såvel hovedbygning som i driften, tog fart i efterkrigsårene, og perioden fra 1945 til 1970’erne kan generelt betegnes som afslutningen på denne særlige livsform, hvor enhver synlig standsforskel efterhånden klingede af. En udvikling, der naturligt er fortsat i de seneste generationer. Som en konsekvens af de ændrede omgangsformer og autoritetstab betød udviklingen også et bevidst fravalg af de arvede titler og tiltale i tredje person. Adelen forsvandt ikke helt ud af det offentlige billede. Vendinger som ”at leve som grever og baroner” og ”det blå blod” har fundet deres blivende plads i sproget. Efterkrigstidens filmindustri benyttede adel og herregårde som kulisser i en lang række film, hvor folkekomedien i særlig grad tog miljøet til sig, oftest i karikeret form. Særligt i 1960’erne var grever, baroner og herregårde en yndet ramme i folkekomedierne. Omstændighederne var forbløffende ensartede: Det forfaldne, men stolte gods, der havde fremtiden bag sig, og dets mere eller mindre særprægede beboere har bidraget meget til den brede forestilling om adel og adelskab i nyere tid.