Da enhver havde sin rette plads. Et billede på stændersamfundet, som det er afbildet i en jysk stambog fra 1615. Fra himmelskyen uddeler Gud symboler på stændernes arbejde: Bonden modtager en plejl, den gejstlige en bog, kongen får krone og scepter, og adelsmanden modtager som repræsentant for værnestanden, et sværd.
tution, dansk adel, overlevet dette hidtil alvorligste anslag mod dens eksistens – om end i en noget forpjusket skikkelse. Selv om adelen som institution havde rødder langt tilbage i middelalderen og dermed var bærer af en lang historisk tradition, var der himmelvid forskel på den adel, der i 1849 frygtede sin standsmæssige undergang, og middelalderadelen. Gennem hele historien har adelsinstitutionen været et yderst dynamisk begreb, hvis skiftende indhold afspejler samfundsudviklingen i bred forstand. I virkeligheden er der kun to forhold, der har holdt sig nogenlunde uforandret over tid – i hvert fald frem til 1849 – nemlig selve betegnelsen
10
Indledning
adel og adelsgruppens relative størrelse i forhold til resten af befolkningen. Med en ganske forbavsende konstans udgjorde denne lille elite gennem alle omskiftelser fra middelalderen og frem til 1849 hele tiden omkring en kvart procent af den samlede befolkning. På alle andre områder skiftede gruppen karakter og rolle i takt med samfundsforandringerne. Hovedtrækkene i denne forandringsproces er anliggendet her.
Fra krigerkaste til godsejeradel Adelen var i sit historiske udspring samfundets krigerkaste.1 I middelalderens funkti-