Page 1

FRIIS & MOLTKE 1954-2004

I AL ENKELHED

ARKITEKTSKOLEN AARHUS


FRIIS & MOLTKE 1954-2004

I AL ENKELHED

ARKITEKTSKOLEN AARHUS 3


Udstillingen I AL ENKELHED der markerer tegnestuen FRIIS & MOLTKES 50 års jubilæum omfatter et udvalg af enfamiliehuse fra tegnestuens første årtier og illustrerer med få eksempler, hvor den står i dag. Udstillingen er skabt i et nært samarbejde mellem Friis & Moltkes Tegnestue og Arkitektskolen Aarhus.

Arbejdsgruppens medlemmer fra Friis & Moltkes Tegnestue: Knud Friis, Søren Friis og Liv Bach Henriksen fra Arkitektskolen Aarhus: Mogens Brandt Poulsen og Jørgen Rahbek Thomsen Udstillingen er udarbejdet af Ernst Kallesøe og Mogens Brandt Poulsen Medarbejdere: Lars Ravnmose, Rasmus Bak, David Enemark Lene Rimpler, udstillingssekretær Katalog: Kari Moseng, Camilla Bank Andersen og Mogens Brandt Poulsen Linde Tryk - Århus ISBN 87 900 78 403 Arkitektskolen Aarhus Nørreport 20 8000 Århus C Tlf. 89360000

4


Forord Tegnestuens historie

7

Indhold

11

Arkitekt, professor Nils-Ole Lund

160 enfamiliehuse

45

Arkitekt, lektor Jørgen RahbÌk Thomsen

Tegnestuen i dag

75

Arkitekt, medindehaver Liv Bach Henriksen

5


Knud Friis og Elmar Moltke 1960 “De byggede deres skitser” Allan de Waal, 1965

6


Med udstillingen I AL ENKELHED præsenterer Arkitektskolen Aarhus et igangværende forskningsarbejde og samtidig markeres et jubilæum. Forskningsprojektet er arkitekt Jørgen Thomsens undersøgelse af Friis og Moltkes enfamiliehuse. De hen ved 160 huse som arkitekterne stod bag i tegnestuens første årtier. Ser man tilbage på den omfattende produktion oplever man, hvordan “enfamiliehusarkitekterne“, som de blev kaldt, udvikler den Friis og Moltke stil, som med tiden blev et begreb. Sandt at sige er der nogen usikkerhed om tidspunktet for 50 års jubilæet, for samarbejdet udviklede sig over tid, til det på et tidspunkt fandt sin form i Friis og Moltkes tegnestue. I begyndelsen af halvtredserne havde Knud Friis og Elmar Moltke hver især deres opgaver for gamle bekendte, de havde samtidig en vis tilknytning til nogle tegnestuer og så lavede de opgaver sammen. På det tidspunkt var det i meget høj grad C. F. Møllers Tegnestue, der prægede arkitekturen og faget i Århus. Denne tegnestue havde mange, ofte store, opgaver og her kom unge talentfulde arkitekter til. De unge blev præget af tegnestuens fornuft og mådehold, men var samtidig optaget af nye tiders arkitekturidealer. Det kom til udtryk i de opgaver, de tog sig af ved C.F. Møller, og ikke mindst i de opgaver og konkurrencer, de arbejdede med “ved siden af”. Dette blev senere det arkitektoniske grundlag, nogle etablerede tegnestue på. Det skete almindeligvis efter, at de et par stykker sammen havde vundet en arkitektkonkurrence. Så enkelt og så kort kan mange århusianske tegnestuers tilblivelse beskrives, og så enkelt er det grundlæggende mønster for arkitekterhvervets udvikling i Århus frem til omkring 1990, hvor nye regler og ændret praksis har gjort det vanskeligt for unge arkitekter, at deltage i de konkurrencer som udskrives. Denne udvikling begrænser oprettelsen af nye tegnestuer, og fører til at de eksisterende tegnestuer vokser og med tiden optager dygtige medarbejdere i tegnestuernes ejerkreds. Sådan har det også været for Friis og Moltkes Tegnestue. Knud Friis er stadig med. Fra sit lille lukkede kontor værner han om grundlæggende faglige idealer. På de store åbne tegnestuer omkring ham arbejder Johnny, Liv, Niels Erik, Martin, Mikkel, Ove, Palle, Søren og Robert til stadighed sammen med de mange medarbejdere, sikkert og med arkitektonisk bevidsthed, på at udvikle tegnestuen i en verden med skærpet konkurrence. Mogens Brandt Poulsen Arkitektskolen Aarhus

Forord

August 2004

7


Entreprenørskolen Ebeltoft 1968 “Historien om Friis og Moltke er en fortælling om to arkitekter, der i en dialog med deres samtid prægede dansk arkitektur i flere tiår. Historien er lidt gammeldags for den kombinerer personlige skæbner og holdninger med byggeriets udvikling og arkitekturens skiften. Noget der er svært nu om dage, selvom folk godt kan lide at høre om en sådan sammenhæng.”

8


Nils-Ole Lund

Tegnestuens historie

9


Elmar Moltke Forslag til bolig for forfatteren Harald H. Lund 1951

10


Friis og Moltkes tegnestue har nu eksisteret i 50 år. I dette lange tidsrum er der sket mange ændringer af byggeriets vilkår. Finansieringen, teknologien, organisationsformerne og opgaverne er efter årtusindskiftet ikke de samme, som de var ved tegnestuens start og de stilfærdige 1950’ere. Det at tegne og bygge et hus er blevet en kompliceret affære. Selvom mange af fagets æstetiske værdier har overlevet, har de 50 års mange skift i de ”rigtige” arkitekturopfattelser naturligvis også påvirket arkitekterne og skabt tidsbestemte moder. Dengang, ti år efter Anden Verdenskrig, dominerede håndværket stadig byggeriet. Det var delt op i fag, der respekterede givne normer for godt arbejde. Arkitekterne havde selv tit en håndværksmæssig baggrund, Moltke var f.eks. tømrer, og Friis havde været murerlærling, og deres syn på kvalitet var tæt forbundet med dette tilhørsforhold. Opsplitningen i fag betød naturligvis også konflikter, men stridighederne blev forsøgt løst i en daglig dialog mellem arkitekt og håndværkere. Nu om dage er et byggeri først og fremmest et spørgsmål om montering, og denne proces tilrettelægges af en totalentreprenør eller en styringsekspert. Ændringer og tilpasninger undervejs giver derfor juridiske og økonomiske problemer. I 1950’erne var bygherrerne, hvad enten de var alene, et ægtepar eller et udvalg, individer, arkitekten direkte kunne komme i kontakt med, og som Knud Friis har sagt, er det i samspillet med bygherren, ”at inspirationen opstår, at gnisterne tændes og at tingene udvikles. Vi slås med ham, taber ofte, vinder af og til og har fælles glæder og sorger”. Efter at typehusfabrikanterne overtog enfamiliehusmarkedet sker det sjældent, at en bygherre får skræddersyet en bolig, og ved større byggeopgaver er der skudt mellemmænd ind, der spærrer vejen mellem arkitekt og bruger. I tegnestuens tidlige villaperiode kunne snakken om et kommende hus ende med, at Moltke dansede samba med konen, og hjemmestrikkede trøjer i julegave kunne være en belønning for vel udført arbejde. Den moderne afpersonificering af arkitektens virksomhed har også ramt arbejdet på tegnestuerne. Da Friis og Moltke begyndte deres karriere stod cheferne ikke blot selv for de første skitser, de lavede også arbejdstegningerne, havde al kontakt med bygherren og førte det nødvendige tilsyn med byggeriet. Da tegnestuen voksede, var det stadig de bløde blyanter, der formidlede idéer og holdninger videre til de ansatte. Nu er de fleste af de vigtigste tegnestuer blevet store og opgaverne løses af grupper. Ansvaret deles ud, men det medfører også, at det bliver vanskeligere og vanskeligere at afgøre, hvem der

har tegnet huset. De store tegnestuer får administrerende direktører, allehånde specialister og mange partnere, hvad der svækker billedet af en bestemt ”ånd” og egenart. Der kræves efterhånden en meget professionel viden, hvis man vil skelne mellem arbejder udført af de store tegnestuer. Systemet med prækvalifikation ved større offentlige byggeopgaver bidrager til denne ensartethed, og gør det tillige svært for de små tegnestuer at komme ind på markedet. Denne udvikling, der både har gode og dårlige sider, har også præget Friis og Moltkes tegnestue. I de første 20-30 år kunne man tale om Friis og Moltke-arkitektur. Bestilte en bygherre en bygning tegnet af dette firma, så fik han et Friis og Moltke-hus. Selvom de optrådte hver for sig, og kun kendere kunne skimte forskelle, så var der en fælles stemning over deres huse, som godt kunne kaldes en personlig stil. Deres arkitekturs gennemslagskraft blev desuden begunstiget af den gældende ”tidsånd”. Nu er Moltke død, Friis er ansat og nye partnere er trådt ind i ledelsen. Enkelte af de gamle medarbejdere er der stadig, men det er næppe mere muligt at tale om, at tegnestuen leverer en særlig Friis og Moltke-arkitektur. Når toneangivende arkitekter dør eller går af, efterlader de et vakuum. Da Le Corbusier druknede, lukkede tegnestuen, og da Alvar Aalto døde, påtog de efterladte sig kun ombygningsog reparationsopgaver. Ingen kunne naturligvis fortsætte med at tegne som Corbusier eller Aalto. I Friis og Moltkes tilfælde fortsætter tegnestuen, fordi grundlæggerne har efterladt en arv, der ikke kan kopieres, men som kan forvaltes. Grundlæggerne Historien om Friis og Moltke er en fortælling om to arkitekter, der i en dialog med deres samtid prægede dansk arkitektur i flere tiår. Historien er, som der er argumenteret for, lidt gammeldags, for den kombinerer personlige skæbner og holdninger med byggeriets udvikling og arkitekturens skiften. Noget der er svært nu om dage, selvom folk godt kan lide at høre om en sådan sammenhæng. Elmar Moltke Nielsen blev født i Vejle i 1924. Hans far var mejeriejer. Hjemmet var indremissionsk, kærligt og strengt. Moderen tog sig af kærligheden, faderen af den retfærdige strenghed. Drengen skulle have en sund sjæl i en sund krop, og hvordan træningen foregik, fortælles der en historie om. Ude ved fjorden i Vejle havde familien en grund med mange æbletræer. Når æblerne skulle plukkes, kørte faderen fra me-

11


Elmar Moltke ved Sølyst 1990

12

jeriet i åben bil. Vognen var fyldt med tomme kasser og Elmars kammerater. Elmar derimod måtte løbe efter bilen, hvis fart blev afstemt efter hans ydeevne. Hvis sønnen under plukningen var først med at fylde en kasse, gav mejeriejeren ham et klap på skulderen. Hvis en kammerat var hurtigere, fik han en lussing, kontant afregning. Så behovet for at være først og stærkest blev skabt i barndommen, men holdt sig hele livet. Selv da han til sidst fik amputeret det ene ben, insisterede han på at hoppe på det tilbageblevne ben fra sengen til toilettet. Dette ubehag ved at føle sig svag slog ud på mange måder. Som barn blev han spejder og målmand på et fodboldhold. Under krigen var han naturligvis jernbanesabotør, og da han blev soldat avancerede han til regimentsskytte. Hans uddannelse til arkitekt begyndte, da han efter at have været i tømrerlære gik på bygmesterskolen i Odense. Herfra kom han til Kunstakademiets Arkitektskole i København. Skolen var dengang landets eneste, der uddannede akademiske arkitekter. Undervisningen var endnu ikke opdelt i retninger som byplanlægning, design, havekunst og byggeri. Det var generalister man producerede, og de færdige kandidater skulle være i stand til at udforme både skeer og byplaner. Arkitektskolen var delt i en forskole og en hovedskole. I hovedskolen mødtes elever med studentereksamen, der havde været igennem forskolens to år, med bygningskonstruktørerne, der kunne klare sig med de tre år i hovedskolen. Hovedskolens første klasse, der holdt til på Charlottenborg, var ledet af den kendte arkitekt og professor Kay Fisker. Undervisningen var koncentreret om det sociale boligbyggeri. Efter dette år, som alle elever måtte igennem, kunne man vælge afdeling, idet de forskellige professorer tilbød varierende studieforløb. Moltke og Friis valgte professor Palle Suensons afdeling, hvor Jørgen Bo og Nils Koppel var lærere. De studerende dannede en gruppe, der blev kaldt ”de tolv apostle”. Blandt de tolv var udover Moltke og Friis, Gehrdt Bornebusch, Niels Noach, Bent Moudt, Frederik Fogh og Kjeld Dirckinck-Holmfeld. Moltke tilbragte fem år på arkitektskolen og fik afgang i 1950. Den gang var det ikke så vigtigt at blive færdig i en fart. De studerende kombinerede kortvarige ansættelser med studier og afgangsprojekt. Før og efter afgangsbeviset arbejdede han for Viggo Møller-Jensen, Jørgen Bo og Eske Kristensen. Det blev også til nogle lange studieture. I 1949 kom han med Geodætisk Institut på opmålingsrejse til Grønland. Den barske tur, der gik med skib fra København til Vestgrønland, har


Akvarel fra Elmar Moltkes Grønlandstur 1949

13


Knud Friis ved modellen til Konferencehotel på Røsnæs 1976

14

Moltke skildret i en bog, der rummer dagbogsnotater og gengivelser af de mange akvareller, han malede undervejs. Sejlturen med galeasen Tycho Brahe var stormfuld, men gav Moltke lyst og mod til hans senere karriere som fritidsskipper. På Grønland fik Moltke lejlighed til at leve det liv, som lå hans natur nærmest, på kanten af tilværelsen i en sovepose på fjeldet med fiskestang og gevær. Men overalt havde han også blokken med akvarelpapir og billederne af bjerge, vand, tåger og enkelte huse blev malet kraftfuldt vådt i vådt. Efterhånden som det blev muligt at få visum til landene omkring Middelhavet, søgte arkitekterne til de anonyme bebyggelser i Italien, Grækenland, Jugoslavien og Nordafrika. På sin scooter og med et ét-mandstelt i bagagen nåede Moltke i 1952 Jugoslavien, et dengang fredeligt land med meget få bilværksteder og meget hullede veje. Ligesom rejsen til Grønland var motorcykelturen til Jugoslavien en manddomsprøve. Friis var flyttet til Århus og Moltke fulgte efter, så de sammen kunne oparbejde en praksis. For at lette overgangen tog han arbejde hos stadsarkitekten. Friis og Moltkes første fælles opgave blev et enfamiliehus for familien Leth i Herning. Knud Friis havde fået afgang som arkitekt samme år som Elmar Moltke, men hans baggrund var noget anderledes. Han blev født i Skanderup-Stilling i 1926 og var altså to år yngre end kompagnonen. Han var søn af en repræsentant, der solgte biler og blev student fra Herning Gymnasium i 1944. Ved at arbejde for en arkitekt sammesteds fik han interesse for arkitektfaget og søgte ind på arkitektskolen i København. For at kunne blive optaget måtte aspiranterne gennem et månedlangt kursus, hvor der fortrinsvist blev undervist i frihåndstegning og projektionstegning. På grund af problemer med tuschen, der dannede ”gardiner” langs linealen, blev Friis ikke optaget første gang han prøvede. Først anden gang lykkedes det at komme ind og studiet blev gennemført på de normerede fem år. Afgangsprojektet drejede sig om en kommuneskole. Selvom det ikke var velset blandt kammeraterne på akademiet, drev Friis idræt. Allerede som junior var han blevet danmarksmester i højdespring, men på arkitektskolen måtte han gemme sit sportsudstyr for ikke at blive til grin. Friis kom ikke til Grønland som Moltke. I stedet fik han ansættelse som arkitekt i Grønlandsstyrelsen. Efter afgangen i 1950 fik han efter anbefaling af Johan Richter arbejde hos C. F. Møller i Århus. Her blev han sat til at tegne på de opgaver, tegnestuen havde for Åndssvageforsorgen i Jylland og udvidelsen af Katedralskolen i Århus. For det sidste


Knud Friis Køer 2003

15


Direktør Walther Petersson Træbranchens Oplysningsråd overrækker Træprisen 1959 til Elmar Moltke og Knud Friis

byggeri var han sagsarkitekt, og først i 1959 kunne han afslutte regnskaberne. På dette tidspunkt havde samarbejdet med Moltke allerede stået på i flere år, og der var altså tale om en glidende overgang fra ansættelse til selvstændig virksomhed. Det var dengang en meget normal måde at bruge det fremvoksende marked for enfamiliehuse til at skaffe sig en beskeden praksis, medens man tjente penge ved at være ansat. Virksomheden kunne så udvides via konkurrencer og de kontakter arbejdet med villaerne gav. De første års praksis Friis og Moltke var så heldige, at de allerede i slutningen af 1950’erne fik tre større opgaver: Midtjysk Ungdomsskole i Ejstrupholm, hotellerne Hvide Hus i Ebeltoft og Tre Ege i Brabrand. Der begyndte at komme hjælpere på tegnestuen. Bygningskonstruktøren Christian Zacho havde aflastet de to chefer, men begyndte på arkitektskolen i København. Den nyuddannede Jørgen Agerbæk blev den første fastansatte. Han fik ikke mindre end kr. 8,50 i timen, hvad Friis syntes var en høj løn. Andre trofaste fra den første ekspanderende tid var John Vang, Jørgen Bischoff, Kaj Buch, Jørgen Jørgensen og Aage Bisgaard. Da tegnestuen stadig voksede blev ledelsen i 1968 udvidet med Ove Rix og Erik Dige Toft, der trådte ind som medejere. For Friis var Dige Toft en stor støtte, idet han sikkert og hurtigt kunne gennemføre de mange byggesager. I 1959 fik Friis og Moltke Træprisen for deres indsats i enfamiliehusbyggeriet. Det var blevet til mange huse, omkring 150 i denne overgangsfase, og kulminationen blev de to boliger, de byggede til sig selv i henholdsvis 1957 og 1958. I de økonomiske opgangstider, der satte ind i sidste del af 1950’erne, fungerede enfamiliehuset som et eksperimentfelt, og særlig når arkitekterne byggede for sig selv, var det muligt at realisere idéerne i en mere radikal udgave. I 1950’ernes arkitekttegnede enfamiliehuse udviklede der sig nogle fællestræk. Flere af dem kan allerede ses i Jørn Utzons eget hus i Hellebæk i 1952. De lange, ubrudte mure, der danner boligens ”ryg”, og som forbinder inde og ude, træstolperne, der sammen med murene udgør det konstruktive system, store vinduesflader for at åbne boligen mod den omgivende natur og flade tage. Arkitektonisk blev de vandrette linier understreget af taget, vinduesbåndene og murene. Husets rum blev forsøgt sammenvævet, de våde rum blev samlet i kerner, så resten af boligen kunne ”flyde” frit omkring disse fastlåste elementer.

16


Sparekasse Konkurrencen 1957 Præmieret forslag og 1. præmieforslaget udført i samarbejde med Chr. Zacho Plan og facader mål 1:300

17


Hamphøjvej, Skåde Elmar Moltkes eget hus 1957 Plan, mål 1:300

18

Man taler undertiden om en ”guldalder”, når disse enfamiliehuse fra 1950’erne beskrives. Under indflydelse af amerikanske arkitekter som Frank Lloyd Wright, Richard Neutra, Mies van der Rohe og Charles Eames udviklede der sig en dansk type, hvor den nye inspiration blev kombineret med den danske arkitekturs traditionelle kærlighed til stoflighed, enkelthed og gennemførte detaljer. I 1957 udskrev Sparekassen for Kjøbenhavn og Omegn en konkurrence om enfamiliehuse for familier med tre børn. Nogle af de præmierede forslag blev realiseret i Rødovre. Friis og Moltke fik to opført. Særligt det mindste af de to huse blev interessant, idet arkitekterne ved at samle forældrenes soverum med opholdsstuen på et beskedent areal forsøgte at opnå en rumlig sammenhæng som i de større huse. På Permelillevej i Århus blev der senere bygget en hel række af samme type. Da de to arkitekter i 1957-58 byggede boliger til sig selv havde de en omfattende erfaring om den moderne families behov, og hvordan denne familie skulle iklædes arkitektonisk. Moltkes hus blev bygget i Skåde, Friis opførte sit i Brabrand. Det første blev en udgave af typen det hvidkalkede murede længehus, det andet blev mere usædvanligt. Men begge løsninger kan kaldes konsekvente og ligetil. I Moltkes tilfælde dannes der en gårdsplads mellem en lille bygning, der rummer værksted og tegnestue og hovedhuset. Et tag forbinder de to huse, så der opstår en carport. En kerne med bad og toilet opdeler boligen i en soverumsfløj, hvor der også er køkken og spiseplads og en opholdsstue. Loftshøjden i den første del er kun 2,20 m, men den forøges med 30 cm i opholdsstuen, idet man går tre trin ned. Da gulvet fortsætter igennem stuen i gangens bredde opstår en lav briks, hvorpå der lå hynder. I materialevalget var der både præcision og robusthed. Hvide, murede vægge, savskårne fyrrebrædder i lofterne, gule mursten i gangarealer og vaskerum samt teaktræ i gulvene i de øvrige rum. Anmeldere skrev dengang, at huset rummede en ”ægte varme og menneskelighed”. Her var der en sjælden overensstemmelse mellem person og arkitektur. Det direkte og elementære i Moltkes livsførelse var blevet oversat til bygning. Selvom møbleringen og udstyret var spartansk, var der ikke tale om nogen munkecelle. Det siges, at da han byggede huset, kunne man i januar måned se ham køre igennem Århus på scooter iført t-shirt og med brædder under en bar arm. Moltke blev kun boende i Skåde i få år. Allerede i 1961 flyttede


han til et bondehus ved Skanderborg Sø. Her kunne han bedre sejle, fiske og jage - hans store lidenskaber. Moltke var en handlingens mand, der ikke kunne udstå omsvøb. Da hans hund under en jagt ikke ville hente den anskudte and, sprang han selv i vandet og med fuglen i munden vendte han tilbage til båden for at vise hunden, hvordan det skulle gøres.

Højen, Brabrand Knud Friis`eget hus 1958 Plan og snit, mål 1:300

Selvom begge arkitekter står som ansvarshavende for de to huse, så er der tale om individuelle arbejder, og Friis valgte at tegne et betydeligt mere spektakulært stykke arkitektur. Huset ligger på en høj, og der er udsigt. Alligevel er en del af haven omdannet til en lukket gårdhave, på hvis mure to store betondragere danner sidevægge i en øvre etage, hvor udsigten så er flyttet op. Med store vinduer ud mod gårdhaven og skoven er underetagen således orienteret modsat rummene ovenpå. Køkken, bad og børneværelser er forneden på jorden, medens opholdsstue, arbejdsrum og soveværelse er oppe. På den anden side af gårdhaven kom der garage og værksted. I modsætning til Moltkes enfamiliehus er den bolig, som Friis tegnede til sig selv, og som han i næsten 50 år har boet i, kontrastrig og bygget op som en række skiftende oplevelser af gårdrum, skov og udsigt. Friis og Moltkes arkitekturopfattelse Trods den skildrede forskel i de to huse Friis og Moltke byggede til sig selv, er der den samme kærlighed til det robuste og enkle i materialer og detaljer. Hos Friis står betonen upudset udvendig, der er Opdal-skifer på gulvene i underetagen og brædder af gran på væggene i opholdsstuen. På hver sin måde ville arkitekterne være virkelighedsnære. Men deres virkelighedssans var ikke den gængse, at forbinde hjemmet med hygge og konventionel borgerlighed. Deres virkelighed var elementær, hvor mennesket forbandt sine omgivelser med konkrete oplevelser af ild, overflader og naturens omskiftelser. De ville skabe en autentisk arkitektur. Man kan måske gå så vidt, som til at tale om en eksistentiel bygningskunst. Helt siden 1800-tallets slutning har danske arkitekter hævdet, at deres arkitektur skulle være ”ærlig”. Men gennem årene har de lagt forskelligt indhold i dette moralske udsagn. I den nationalromantiske periode var det materialebrugen, der fortalte om graden af ærlighed, i nyklassicismen var det overensstemmelsen med de matematisk bestemte proportioneringsregler,

19


To feriehuse på Helgenæs 1963

20

der var afgørende og i funktionalismen blev det selvfølgelig sammenhængen mellem funktion og form, der var vigtig. Efter Anden Verdenskrig optrådte den måde materialerne og konstruktionerne blev anvendt på som kriterium for en god og ”sand” arkitektur. I huset på Højen i Brabrand kan ingen være i tvivl om konstruktionsprincipperne, ”der skal være kling-klang mellem konstruktion og form” for at citere arkitekten. Men betonen står også upudset med aftrykkene af forskallingsbrædderne intakte. Som Friis et eller andet sted har sagt, er spørgsmålet ikke ”om vi skal bygge betonhuse eller ej, men udelukkende, om vi vil være bekendt at fortælle omverdenen, at det gør vi”. I begyndelsen af 1960’erne blev kærligheden til den rå beton endnu tydeligere i byggerier som feriehusene på Helgenæs, Hotel Lakolk på Rømø og kursuscentret Scanticon uden for Århus. I en beskrivelse af den sidste bygning tales der om en ”kasematagtig arkitektur med en massiv tyngde”. Fordelene ved denne brug af betonen var indlysende for Knud Friis: ”Alt kunne laves i beton fra fundamentet til tag, ingen irriterende detaljer som afdækninger og inddækninger, ingen overfladebehandling, bare et materiale i smukt samspil med den omgivende natur, sand og klitter ved Lakolk. Det var herligt og helt i tidens ånd at søge det forenklede, barske og skulpturelle udtryk”. I slutningen af 1950’erne begyndte både Danmark og de omliggende europæiske lande at blive rigere. Vækst og dynamik afløste rationering og stilstand. Byggeriet gik så grassat, at regeringen indførte stop for offentlig byggeri. Som en reaktion på alle forandringer og omskiftelser forsøgte arkitekterne at kombinere nødvendigheden af at bygge ”åbent” dvs. med henblik på forandringer i funktioner og behov, med ønsket om at give mennesket stabile omgivelser at leve i. I Le Corbusiers huse fra 1950’erne var der både hvælvinger, groft murværk og ru beton. Et radikalt skifte væk fra 1930’ernes hvide, abstrakte kubisme. Det svenske kirkebyggeri omkring 1960 var styret af de samme tendenser, og i Norge tegnede Lund og Slaatto en urokkelig kirke, St. Hallvard, for de lokale katolikker. De bygninger, som blev mål for tegnestuens studieture i de unge år, falder da også ind i dette mønster. Knud Friis, ingeniøren Søren Abrahamsen og maleren Emil Gregersen rejste sydpå for at bese Le Corbusiers kloster La Tourette nær Lyon og hans valfartskirke Ronchamp i Vogeserne. Gregersen fik dem også til Vence i Sydfrankrig, hvor Matisse havde tegnet og udsmykket et kapel.


Hotel Lakolk, Rømø 1966 Plan mål 1:1000 Entreprenørskolen, Ebeltoft 1968 Plan mål 1:1000

21


Odder Rådhus 1968 Foyeren med de åbne receptionsskranker.

22

To af de ting de så på disse ture, gav dem en umiddelbar inspiration. Den ene var den schweiziske landsudstilling i Lausanne i 1958. De lette konstruktioner i træ og lærred blev senere overført til Tivoli Friheden i Århus. Den anden og vigtigste var en gruppebebyggelse tegnet af Atelier 5 uden for Bern i slutningen af 1950’erne. Her så de en arkitektur, der voksede frem af stedet, uden skel mellem sokkel og mur. Betonvæggene kom direkte op af jorden, og ingen påtrængende detaljer forstyrrede helheden. Når en arkitekt forsøgte at bygge både for øjeblikket og evigheden, som man prøvede i 1960’erne og 1970’erne, så var det naturligt for ham at finde øjeblikke i den ydre form, der altså ville ændre sig, og evigheden i konstruktioner og materialer. I snittegningen kunne bygningens principper aflæses, men ikke hvor lang eller kort den var. Medens hotellerne Tre Ege og Lakolk bedst forstås, hvis man studerer, hvordan planerne er arrangeret, så er det vertikale snit den bedste gengivelse af de principper, der f.eks. styrer løsningen af byggeopgaven i Scanticon. I de mange skoler og rådhuse som tegnestuen byggede op gennem 1960’erne og 1970’erne, fremgår det endnu klarere, at løsningen lå i snittet. I gymnasiet i Vejlby-Risskov kan udviklingen tydeligt ses. Denne skole fra 1968-69 er dannet af fire murstenslænger, hvis længde egentlig er vilkårlig. Imellem længerne, der rummer klasseværelser, gårdhaver og hævede spise- og læsepladser, er der korridorer, der af arkitekterne er omdannet til gader og de udendørs materialer fulgte med ind under tagene. Den åbne pædagogik, der afløste ”den sorte skole”, kan aflæses i gymnasiet i Vejlby-Risskov. Arkitekterne leverede et brugsredskab til lærerne. Et tidstypisk udsagn på den tid var, at et hus er en by og en by et hus. I begge tilfælde gælder det om at planlægge for et socialt liv og skabe gader og pladser, hvor livet kan strømme. Kommunikationssystemet er afgørende, og selvom arkitekturen var robust med et strøg af evighed over sig, så var planprincippet og konstruktionssystemet åbne for tilbygning og forandring. I et senere gymnasium i Viborg fra 1973-74 voksede gaderne fra Vejlby-Risskov sammen til et stort kommunikationsrum med siddepladser, balkoner og trapper. Den arkitektoniske dramatik er samlet her, medens de ensartede klasselokaler er anbragt på begge sider, mod nord i to etager, mod syd i et plan. Medens en række af tegnestuens projekter tager udgangspunkt i husenes placering i landskabet, er det i Viborg tydeligt, at det


Viborg Amtsgymnasium 1974 Centralrummet Snit mål 1:750 Risskov Amtsgymnasium 1969 Glasoverdækket gangstrøg Snit mål 1:750

23


Bjerringbro Gymnasium 1981 Centralrummet

24

snarere er en idé om, hvordan en bygning skal organiseres, der er afgørende, og at det er denne idé, der derefter tilpasses det særlige sted. I Viborg har typen, der blev udviklet over flere år, opnået en afklaret styrke. Nogle af detaljerne er overdimensionerede og forgrovede, men bygningens volumen træder frem som en skarp, rusten ståltrekant med en betonklods på den ene side og en lav, fangarmeformet, rusten énetages fløj på den anden. En letforståelig elementarisme, der samler sig om en indre verden, hvor arkitekturen understøtter en pædagogik, der både individualiserer og kollektiviserer. I Viborg skulle fællesrummet stå som ”en stærk skulpturel ramme om et myldrende liv” for at citere Knud Friis. Men denne betonarkitektur, der ikke kunne ødelægges, fandt sin form i en tid, hvor idealerne skiftede. Nu skulle husene ”være letfattelige, små tæt-lave. Lidt mursten, lidt brædder, et bislag og et par kviste blev symbolet på velvære og trivsel. Husene måtte godt være planlagte, bare de så tilfældige ud”. Det er tydeligt i dette citat, der er taget fra et foredrag, som Friis holdt for Betonforeningen i 1987, at han ikke brød sig om den pittoreske tidsånd i 1970’erne, tilhænger som han var af materialemoral og konstruktiv logik. Men Friis var heller ikke lykkelig for 1980’ernes vending mod det ”stilfulde og mondæne”, hvor facaderne “blev kulisser”. Han håbede at den ”danske, sunde fornuft” ville stoppe dette ”amerikansk opfundne medieflop”. Det rådhus, som Friis og Moltke tegnede for Morsø Kommune i slutningen af 1970’erne, kan derfor læses som et forsøg på at fastholde tegnestuens idealer ved at justere dem en smule. Bygningen i Nykøbing Mors er placeret på det gamle jernbaneterræn mellem fjord og bykerne. Den skal formidle en overgang mellem et fladt og åbent fjordlandskab og byens blandede bagside. Projektet er på denne måde tidstypisk ved at reparere et ituslået bybillede. Gaden, der går op til torvet, skulle afsluttes af en lille plads foran rådhuset. Facaderne blev opmuret af røde mursten, og taget belagt med kobberplader. I indgangshallen er dragerne og søjlerne af træ, og gulvet er belagt med brosten, så pladsen forlænges ind i rådhuset. Det er stadig snittet, der er den vigtigste forklaring på bygningen, og der er egentlig ikke stor forskel på de arkitektoniske principper, der blev anvendt i Viborg og Nykøbing Mors. Men atmosfæren i rådhuset er mere intim og venligere end i gymnasiet, og der tages større hensyn til de eksisterende omgivelser, der også inviterer til en forøget interesse fra arkitekternes side.


Morsø Rüdhus 1980 Hovedindgangen

25


Scanticon Princeton 1980 Vandrehallen

Det amerikanske eventyr I 1980’erne fik Friis og Moltke mulighed for at flytte deres erfaring om kursuscentre til USA. Direktøren for Scanticon ønskede at gøre virksomheden international. Det blev til tre centre i henholdsvis Princeton, Minneapolis og Denver. Husene blev tegnet og opført i et samarbejde på tværs af Atlanten. Skitseprojekter og forprojekter blev udarbejdet i Århus, medens arbejdstegningerne var et amerikansk anliggende, idet de lokale byggemetoder og –regler adskilte sig fra de danske. Knud Friis rejste frem og tilbage, og samarbejdet mellem de amerikanske arkitekter og de danske kolleger gik fortræffeligt. Princeton ligger sydvest for New York og er kendt for sit universitet, som regnes for at høre til de bedste i USA. Her besluttede Scanticon-ledelsen at universitetets institutter og laboratorier burde suppleres med et center, hvor folk kunne overnatte og blive undervist i behagelige omgivelser. Friis og Moltke tegnede et konferencecenter, hvis funktioner omfattede tre længer med værelser, en fløj med restaurant og svømmehal og et afsnit med undervisnings- og mødelokaler. Det hele samlet om en ankomstplads med vestibule. Anlægget blev arrangeret ud fra de samme principper som de tilsvarende byggerier i Danmark, men det er større og rummer mere varierende oplevelser. Centret ligger i et skovområde, og arkitekterne har lagt vægt på en intim kontakt mellem bygninger og omgivelser. Inde og ude er vævet sammen arkitektonisk. Bygningerne strækker sig ud mellem træerne, lyset hentes ned i gange og vestibuler og naturlige materialer som rødbrune teglsten i vægge, skifer på gulvene og redwood i tagkonstruktionens spær ophæver skellet mellem interiør og eksteriør. Arkitekturen i Princeton-centret kan godt sammenlignes med Alvar Aaltos røde bygninger i 1950’erne og 1960’erne. Der er tale om en realistisk bygningskunst, hvor hensynet til menneskelig velvære og nærhed sættes over formelle idéer og kommercielle krav. Vi har at gøre med en organisk arkitektur, der ligesom Frank Lloyd Wright definerede den, vokser indefra og ud. I de to efterfølgende centre i Minneapolis og Denver blev anlæggene mere koncentrerede, men nogle af de arkitektoniske træk fra Princeton gentages, de store, skrå tage og ovenlyset, der hentes ned i gange og indgangspartier.

26


Scanticon Princeton 1980 AnkomstgĂĽrd

26

27


Viborg Amtsgymnasium møbleret med Randers-møbler. Vægdekoration udført af Emil Gregersen.

28

Møbler og inventar Lige fra den tid, hvor Friis og Moltke begyndte at tegne huse, har de ønsket, at deres bygninger skulle fremstå som helheder. Rum, lys og materialer skulle spille sammen, og farver måtte ikke være noget, der blev sat på for at reparere arkitekturen. Derfor var samarbejdet med Emil Gregersen afgørende. Inventar og møblering var så vigtig for det endelige resultat, at det måtte udvælges efter de samme intentioner som styrede arkitekturen. Det ville få fatale følger, hvis det robuste formsprog blev konfronteret med en mondæn og slikken indretning. Denne vilje til at bygge helheder, ”Gesamtkunstwerke”, fik tidligt Friis og Moltke til selv at tegne de møbler, der skulle ind i husene. Det begyndte med gymnasiet i Vejlby-Risskov, hvor stole og borde blev formet i stålrør med plader af finer, men udviklingsarbejdet førte til en omfattende og selvstændig produktion af møbler i tæt samarbejde med møbelfabrikant Regnar Randers. Emil Gregersens indsats medførte, at møblerne fik en karakterfuld farveskala, som blev en vigtig del af deres identitet og fik en afsmittende effekt på andre af Friis og Moltkes design produkter. Til sin elementære arkitektur havde tegnestuen også brug for møbler af træ. I samarbejde med flere fabrikker er der produceret serier af ”firkantede” rammemøbler til allehånde formål. Også udformningen af lamper og belysningslegemer er blevet en fast bestanddel af Friis & Moltkes arbejde. Det startede med hotellet Tre Ege, hvor blikkenslager Poulsen hjalp arkitekterne med at samle nogle rør, så de fungerede som lamper. I samarbejde med en nystartet fabrik, Lampas, blev de enkelte former, skabt til Tre Ege, videreudviklet til hele inventarserier. Ove Rix, der i 1968 var blevet medejer af Friis & Moltke blev efterhånden ansvarlig for tegnestuens designafdeling og efter rekonstruktionen i 1994 ejer af det, der nu er et selvstændigt aktieselskab, Friis & Moltke Design. En af designafdelingens vigtigste medarbejdere har været Søren Pedersen. Som nævnt var det gerne ud fra bygningerne, at der udsprang et designprodukt. Den affødte løsning førte så til en industriel bearbejdning. Nye bygningsrelaterede producenter kom til ved en målrettet opsøgning og efterhånden blev 15 virksomheder inddraget i et samarbejde. Dermed opstod der også et behov for grafiske løsninger og udstillinger i både ind- og udland. Målet for designafdelingen er stadig hensynet til helheden og at skabe stærke bånd mellem form og funktion. Enkle og klare former med den bedst mulige udnyttelse af naturlige materialer skal forstærke brugernes oplevelse og velbefindende.


Plakat for Paustian 1974 Lampas-plakat 1973 udført af graďŹ keren Erik Rasmussen

29


Bruun & Sørensen 1961 Farverelief ved hovedindgangen Modelskitse af Emil Gregersen

30

Samarbejdet med maleren Emil Gregersen De fleste af Friis og Moltkes større byggerier fra hotellet Tre Ege og frem var præget af deres samarbejde med maleren Emil Gregersen. Også andre kunstnere var involveret, men Gregersen blev den foretrukne samarbejdspartner på grund af hans arkitektoniske forståelse. Det begyndte i 1955, da Friis og Moltke i forbindelse med udstillingen BO-55 opførte et enfamiliehus foran Århus-hallen på Ryesgade. Tegnestuen havde brug for nogle billeder på væggene i huset, og dem kunne Emil Gregersen levere. Efter BO-55 var der ikke mere tale om at hænge billeder op i et færdigt hus. Det drejede sig ikke om at udsmykke noget. Maler og arkitekt skabte sammen, så farvesætning, lys og konstruktioner dannede en helhed. Fra modeller og tegninger via murestøvet i forblæste bygninger voksede denne helhed frem i gensidig forståelse. I Hotel Lakolk blev døre og skodder malet i klare farver, der oplivede betonen. Rundt om vindueshullerne i de lange, grå mure blev malet rammer, så det fortagtige i bygningerne blev opmuntret af farvepletter. I Bruun og Sørensens kontorhus på Åboulevarden i Århus udførte Emil Gregersen allerede i 1961 et relief ved indgangspartiet. Det blev udformet i bukkede stålplader og bemalet i klare farver på en sådan måde, at ”billedet” skiftede, når man passerede forbi. Reliefmotivet anvendte Gregersen flere gange f.eks. i Scanticon i Princeton. Han stod undertiden for den udvendige bemaling af et helt anlæg, som det skete ved den maritime ferieby Øer ved Ebeltoft. Men det var gerne inventar og døre, der blev genstand for hans koloristiske indslag. I f.eks. Hotel Stavrby Skov og Skjoldhøj Kirke er farverne på dørene præcist påført i klart afgrænsede felter. Da døre jo åbnes og lukkes bliver rummene tilført et konkret, bevægeligt maleri, der supplerer og venliggør de rå interiører. Når Emil Gregersen farvesatte arkitekturen var han ikke mere ateliermaleren, men samarbejdspartneren. Sammen med arkitekterne arbejdede han i 40 år med bestemte temaer, der bestandigt blev raffinerede i tremmekompositioner, relieffer og dørmalerier. Emil Gregersens kompositioner blev uundværlige dele af Friis og Moltkes huse, og de kunne kun lade sig gøre, fordi der var bygherrer, der var interesserede og villige til at ofre penge på at gøre arkitekturen rigere og smukkere. Emil Gregersen døde i 1994, men tegnestuen har fortsat traditionen med at trække malere og billedhuggere ind i et tæt samarbejde.


Hotel Stavrby Skov, Strib 1972 Skydedøre i restaurant

31


Tingstedet, Brabrand 1965 Situationsplan

32

Gruppen eller klyngen I tegnestuens mange boligbyggerier var der ikke noget centralt fællesrum, lejlighederne kunne samles om. De overordnede organisationsprincipper måtte derfor blive nogle andre end i skolerne og rådhusene. Her blev det grupperingen, der ligesom i Siedlung Halen skabte en helhed ud af de mange dele. I Tingstedet i Brabrand i 1965 dannede 13 gårdhuse en klynge i en bøgeskov, og i Ebeltoft samme år blev 20 rækkehuse samlet i en stor buet form. Også de boliger, som Friis og Moltke meget senere i 1980’erne tegnede i Grønland, blev placeret i det kuperede terræn, så der dannedes grupper og forskydninger blokkene imellem. Tydeligst blev disse tanker realiseret i feriebyen ved Ebeltoft, der blev taget i brug i 1988. Øer Maritime Ferieby er usædvanlig ved at være et sommerhusområde inde på land, som man via en kanal kan sejle til. De enkelte huse er anbragt gruppevis på øer i en kunstig sø. De fortrinsvis to-etages boliger vender den ene side mod vandet og den anden mod parkering og tilplantede pladser. Midt i anlægget er centerfunktionerne samlet, havnekontor, restaurant og butikker. Bebyggelsen er i bogstaveligste forstand malerisk. Emil Gregersen har farvesat træhusene, så de optræder med en næsten grønlandsk kulørthed. Øer Maritime Ferieby er blevet et monument over Moltkes sejlerglæde.


Ă˜er Maritime ferieby 1988

33


Ellevang Kirke, Vejlby Risskov 1975

34

Tegnestuen Omkring 1960 havde tegnestuen kun 2-3 ansatte. Et par af dem har holdt ud indtil nu. Derefter voksede den støt. Cheferne, Knud Friis og Elmar Moltke, delte opgaverne mellem sig. De havde nogenlunde samme syn på arkitekturen og dyrkede, det enkle og robuste. Men som personer var de meget forskellige, og undertiden kunne de godt blive sure på hinanden. En overgang var tegnestuen da også delt i to afdelinger. De ansatte var knyttet til enten den ene eller den anden chef, og sjældent skete der udlån. Når projekter blev diskuteret var Moltke, sit væsen tro, direkte og ikke bange for at karakterisere noget som sludder. Friis havde, sikkert fra sin tid hos C. F. Møller, arvet en tendens til at snakke rundt om det forhåndenværende problem. Hvis han begyndte med at rose en løsning, ville der i anden omgang komme et forslag til ændring. Omkring Friis var en atmosfære af undskyldende charme i stærk kontrast til Moltkes helte- og vinderpositur. Moltke gik hjem klokken seks, han skulle hjem for at passe båd og garn, Friis blev sent, hvis det var nødvendigt. Til gengæld kom han først senere næste dag, medens Moltke var tidligt oppe. Et par anekdoter er på sin plads. I moderne firmaer spiller disse historier ikke mere nogen synlig rolle, men på de gamle tegnestuer var disse mere eller mindre sande fortællinger vigtige for stemningen og identitetsfølelsen. Således mindes en af de gamle medarbejdere, at når han sad og rodede med en facade, så kunne Elmar Moltke komme med et kontant råd: ”Hvis du har problemer med vinduerne, så forestil dig en tørresnor og hæng alle formaterne derudad”. Da Knud Friis engang som censor kom for sent til bedømmelsen en afgangsopgave på Arkitektskolen i Århus, det må man absolut ikke, var den usædvanlige undskyldning, at det var sket, fordi der var sommertid i Schweiz. Da den meget aktive bygherre, tømrermester Aage V. Jensen, omkring 1960 satte de to arkitekter til at tegne det første højhus på Marselis Boulevard i Århus, holdt tegnestuen til i Søndergade. 1960’ernes højkonjunktur med flere og flere opgaver stillede krav om større lokaler, og dem fandt man i Norsgade. Det var her, man måtte flytte en sovende Niels Noach ud, før man kunne holde møde. Han lå i en sovepose under mødebordet. Noach havde på Akademiet været en af de tolv apostle og arbejdede sammen med Friis og Moltke om Vestervang-konkurrencen. Fra Norsgade flyttede tegnestuen til Tordenskjoldsgade. I slutningen af 1960’erne førte ekspansionen til erhvervelsen af


en filial på Kirkegårdsvej. Moltke flyttede med, medens Friis blev boende i Tordenskjoldsgade. I 1967 blev tegnestuen samlet igen i nogle gamle fabriksbygninger på Vesterbrogade. Da der var flest, var der ca. 80 ansatte, en af Danmarks største tegnestuer. Den kom op gennem 1970’erne og 1980’erne til at stå for en omfattende produktion af rådhuse, idrætsanlæg, kursusejendomme, hoteller, kirker og skoler, men også enkelte kontorhuse, fabrikker og kraftvarmeværker. Men denne funktionsopdeling siger ikke meget om arkitekturen. Enheder, hvad enten der var tale om værelser, kontorer eller klasser, blev samlet om høje fællesrum. Her lå indgangene, og herfra fordelte trafikken sig til de underordnede rum. De anvendte materialer var stadig robuste, men den omsiggribende kritik af de store, industrialiserede boligbyggerier havde gjort betonen suspekt og givet teglet en renæssance.

Fabrikken Lampas, Ringe 1978

Rekonstruktionen Begyndelsen af 1990’erne var dårlige år for byggeriet og tyske projekter, man havde store forventninger til, blev ikke til noget. Tegnestuen havde for mange ansatte i forhold til indtjeningen og presset af banken blev det nødvendigt at rekonstruere firmaet Friis og Moltke. Nye ejere og ny kapital trådte til idet tre medarbejdere, Søren Friis, Niels Erik Thomsen og Palle Hurwitz, avancerede til at blive indehavere. Den sidste fungerer som direktør for aktieselskabet Friis & Moltke. I forbindelse med rekonstruktionen blev designafdelingen udskilt som et selvstændigt aktieselskab. Formålet var at sikre, at denne afdeling ikke ville blive trukket med i faldet, hvis der skulle opstå problemer i arkitektfirmaet. Den gæld det gamle firma efterlod, er i dag tilbagebetalt af designafdelingen. For at sikre fornyelse optog man i 2001 fem arkitekter som partnere, Johnny Rosenvinge Lundbye, Martin Wienberg Mortensen, Mikkel Wienberg Mortensen, Liv Bach Henriksen og Robert Hansen. Ledelsen af Friis & Moltke er således lagt i hænderne på en ni-personers gruppe, idet Ove Rix leder designafdelingen som et suverænt selskab. Resten er som før! Omlægningen i 1994 af tegnestuens organisation førte til en smertelig reduktion i antallet af ansatte. I årene efter voksede det imidlertid igen og i de to afdelinger, i Århus og Aalborg er der nu omkring 55 medarbejdere. Afdelingen i Aalborg stammer tilbage fra 1976-77, da Friis og Moltke stod for opførelsen af Nordjyllands Amtsgård. I Århus forlod tegnestuen lokalerne på Vesterbrogade og flyt-

35


Ålborg Stadion 2002 Snit mål 1:500

tede til Brabrand, hvor det hele startede i 1950’erne. I Aalborg fik arkitekterne hjemsted på Hobrovej i en restaureret fabriksbygning, der havde tilhørt Urban-bryggeriet. Elmar Moltke døde i 1997 og Knud Friis fortsatte som ansat, men tegnestuen bibeholdt navnet Friis & Moltke som de nye ejere og partnere følte sig forpligtet overfor. Tiden efter rekonstruktionen I det materiale, som en tegnestue skal aflevere for at blive prækvalificeret dvs. anset som kompetent til at deltage i en projektkonkurrence har Friis & Moltke A/S formuleret en såkaldt firmaprofil. Under den nærliggende overskrift ”Tradition og fornyelse” siger tegnestuen, at den ønsker at skabe oplevelsesrig arkitektur med vægt på vedblivende kvaliteter, såvel funktionelle som økonomiske og æstetiske. Der skal være sammenhæng mellem bygning, inventar og udsmykning, og arkitekturen skal tilpasses omgivelserne. Til sidst i firmaprofilen nævner tegnestuen, at den stræber efter enkelthed i form og materialer samt et stærkt og tidløst formsprog. Der blev ikke skrevet firmaprofiler omkring 1960, der var nok blevet leet meget, hvis nogen havde prøvet, men hvis Friis og Moltke havde forsøgt at beskrive deres arkitekturopfattelse, så var ordene nok blevet nogenlunde de samme. Det er således tydeligt, at tegnestuen 50 år efter starten vedkender sig sin arv. Men den tid, denne arv skal forvaltes i, er en anden. Selvom en arkitekt er modstander af modeluner i bygningskunsten, er han tvunget til at tegne huse, der på en eller anden måde forholder sig til den skiftende tidsånd, ellers vinder han i hvert fald ikke konkurrencer. F.eks. kan man i disse år fra bygherren få det krav, at en bygning har en ”Bilbao-effekt”. Arkitekturen skal være så spektakulær, at den tiltrækker folk fra nær og fjern. Det almindelige billede i disse år er dog, at en moderne bygning skal have et præcist og gerne gennemsigtigt volumen. Den nyeste glasteknologi har muliggjort et ønske om transparens, der stammer helt tilbage fra modernismens barndom. I en tid hvor teknologien og behovene ændrer sig hurtigt, er det derfor ikke let at være tidløs. Knud Friis var, som det er omtalt, ikke begejstret for 1970’erne og 1980’erne. Det man kalder Friis og Moltke-arkitektur er da også først og fremmest knyttet til den gyldne periode fra 1955 til slutningen af 1970’erne. Arkitekterne stræbte da efter at

36


Aalborg Sygehus Syd Under opførelse

37


Bjergmarkskolen, Holbæk Ombygning 2004 Græse Bakkeby Skole, Frederikssund 2003

tegne en elementær arkitektur, men resultatet blev bygninger, der afspejler en tid, hvor dette ideal var i høj kurs. Når et stort arkitektfirma får mange ejere og partnere, vil der naturligt opstå en tendens til, at formsproget bliver lige så varieret som antallet af ledere. Hver vil have sin måde at tolke tidsånden på. Og forsøger man at undgå dette flimrende billede, bliver alternativet let, at det man kan blive enige om, kun er det banale. Da tegnestuerne i Århus og Aalborg bærer rundt med Friis og Moltke-navnet som en slags garanti for god arkitektur, er det naturligvis nødvendigt for dem, at de ved hjælp af studieture, diskussioner og målsætninger sikrer, at alle så nogenlunde trækker på samme hammel. På grund af den store spredning i alder mellem gamle og nye medarbejdere er der en løbende konfrontation mellem de ældre, arkitektoniske dyder og de nye tanker om form. Det er også vigtigt for firmaet, at det opretholder kontakten med miljøet på Arkitektskolen Aarhus. Knud Friis sad i det udvalg, der planlagde skolens start i 1965, og han var professor fra 1967-70. Tegnestuen leverer stadig timelærere og deltagere ved bedømmelser til nytte for begge parter. Den nutidige virksomhed Siden krisen i 1990’erne er omfanget af Friis & Moltke A/S’ produktion vokset til samme højder som i 1970’erne. Nye opgaver er kommet til. Der bygges sygehuse i Svendborg og Aalborg og stadiontribuner i både Esbjerg og Aalborg. Gamle opgavetyper er der stadig mange af, erhvervsbyggeri, plejehjem og ældrecentre, kraftvarmeværker, kirker, krematorier og skoler. Ikke mindst ombygninger af udslidte og pædagogisk forældede skoler er blevet en omfattende virksomhed for tegnestuen. Her er der mange hensyn at tage, og det er naturligvis vanskeligt at omdanne en dårlig skole til et arkitektonisk mesterværk. I en nybygget skole kan moderne undervisningsmetoder realiseres mere radikalt. I Græse Bakkeby lidt nord for Frederikssund har Friis & Moltke projekteret en kommuneskole baseret på en tretrinsmodel. Skolen er placeret på en skråning med udsigt over Roskilde Fjord. Pædagogisk er den delt op i indskoling, mellemtrin og overbygning. Hver del har fået en selvstændig bygning, men arkitekturen er den samme. En rektangulær bygningskrop med et ensidigt skrånende tag samler sig om en indre gård. Gule mursten i facader og store glaspartier findes også i alle tre afsnit, men inddeling og udformning af gårde varierer fra bygning til bygning.

38


Statsfængslet Østjylland 1. præmie, konkurrence 2001

39


Skolens opdeling gør det muligt at udbygge den etapevist. Arkitekturen lever op til tegnestuens ønske om at skabe bygninger, der støtter ”menneskelig nærvær og social indlevelse”. Det forener Friis og Moltkes tradition for at opdele bygningsanlæg i grupper eller klynger med et nutidigt og mere præcist formsprog. Et stort projekt, som tegnestuen i øjeblikket arbejder med, Statsfængslet ved Horsens, blev vundet i en konkurrence netop fordi Friis & Moltke i modsætning til de andre deltagere havde splittet anlægget op i mindre enheder bestående af celler og beskæftigelsesafsnit. Disse enheder er anbragt frit i terrænet, og de indsatte kan se ud over murene og ud i landskabet. Følelsen af isolation vil dermed blive formindsket. Det er kun den omgivende, slyngede mur, der fortæller, at der her ligger et fængsel og ikke en højskole eller en kursusejendom. En anden og mere kompliceret opgave har været projekteringen af og tilsynet med opførelsen af en ny medicinsk afdeling ved Aalborg Sygehus Syd. Den 10-etages høje, kompakte bygning har behandlingsfunktionerne i bunden og patientafdelingerne på toppen. Facaderne skifter samtidig karakter fra gule, sammenhængende teglstensflader til en let, solafskærmet glas- og metalbeklædt overdel. Bygningskroppen samler sig om to indre beplantede gårdrum. De skrå gårdfacader er delvis dækket med de teglplader som Renzo Piano har brugt så elegant på Potzdamer Platz i Berlin, og som også i Aalborg bidrager til indtrykket af perfekt detaljering. De funktionelle og tekniske krav til et moderne sygehus medfører ofte, at der ikke har været kræfter til at sikre patienter og ansatte arkitektonisk tilfredsstillende omgivelser. Flere gode tegnestuer har imidlertid de sidste år forsøgt sig med sygehusbyggeri og udvidelsen i Aalborg viser, at man godt kan gøre de store “reparationsmaskiner” smukke og overskuelige. I forbindelse med sygehuset har Friis & Moltke opført et kapel. Arkitekturen er kølig og hvid, men oplivet af gårdrum, hvor bunden er dækket af grønt. Friis og Moltke-traditionen, hvor der arbejdes tæt sammen om den kunstneriske udsmykning, er fortsat i kapellet. Erik Heide har udformet en stor skulptur uden for det store vindue i kapelsalens sidevæg, og Stig Brøgger har malet nogle minimalistiske farvepletter på endevæggen. Da mange trosretninger benytter kapellet, er der ingen kristne symboler. Tilbage er et hvidt, lyst og enkelt interiør, der ved sin neutralitet vil være en stærk støtte for mange. I 1997 vandt tre arkitektstuderende konkurrencen om et kapel-

40

krematorium på Bispebjerg Kirkegård i København. Vinderprojektet var imidlertid for dyrt at realisere. Man valgte så at bruge det gamle kapel og kun bygge et nyt krematorium. En ny konkurrence blev udskrevet, og Friis og Moltke vandt anden omgang. Den opførte bygning blev med en anmelders ord ”en respektfuld sarkofag”. Døden er i vor kultur vanskelig at håndtere, og forfatteren til karakteristikken spekulerer meget på, om det nye krematorium kan kaldes en pragmatisk løsning uden rituel symbolik. Han er i tvivl, for den solide murstensklump taler med sin retvinklede geometri dødens sprog. Den minder ham om en sarkofag. Bygningen er et ædelt stykke håndværk. Den er fuldmuret i blødstrøgne, mørkerøde sten, og alle detaljer er afklarede. På gulve ligger granitfliser og planker af elmetræ. Arkitekturen rummer således en kombination af præcis geometri og rustikke overflader, afklaring og følsomhed på samme tid. Fra tegnestuens start i 1950’erne har Elmar Moltke og Knud Friis stræbt efter en arkitektur, der var robust, elementær og enkel. Bygning, inventar og udsmykning skulle udgøre en helhed. På Bispebjerg har parrets efterfølgere gået i de gamles fodspor, men tilføjet en strengere, nutidig geometri.

Bispebjerg Krematorium 2002


41


To feriehuse Helgenæs 1963

“Men netop derfor kan man vel også med god grund betragte disse mange projekter som et værksted eller laboratorium for de større opgaver, som følger og som senere kommer til at spille hovedrollen i tegnestuens produktion. Værker som hotellerne Tre Ege, Hvide hus og Lakolk har alle klare referencer til nogle af enfamiliehusene.”

42


Jørgen Rahbek Thomsen

160 huse i al deres enkelhed

43


Knud Friis Skoleprojekt 1949 Abrahamsens hus Et af tegnestuens første projekter 1954

44


Mine valg blev: Huset på grunden Om at blive modtaget Om den klare planløsning Konstruktioners og materialers poesi Ude og inde, åbent og lukket Facadens orden Husene i bebyggelser

Friis og Moltkes arkitektur har været en livslang kilde til glæde og inspiration for mig. Jeg var så heldig at få lov til at være på tegnestuen inden jeg begyndte på Akademiet i 1964, og siden blev det til flere sommerjobs. På det tidspunkt befandt tegnestuen sig lige i vadestedet mellem den lille personligt drevne tegnestue og det store meget producerende arkitektfirma. Netop derfor kom enfamiliehusene til at betyde meget for mig. Dem kunne jeg overskue, og de blev allerede da en studiesamling for mig til senere inspiration. Det stod mig ikke dengang klart, at der var tale om så stort et antal, at f.eks. Moltkes hus fra 1957 var nummer 49 og Friis’ nummer 60 i produktionsrækken. Jeg har i mange år haft lyst til at beskæftige mig med disse huse på et mindre følelsesladet grundlag, men hvordan håndterer man 160 enkeltsager, som blev til i den periode fra 19511970, som jeg har valgt at koncentrere mig om? Et forsøg på at udpege de mest interessante endte med en liste på over 50, og at beskrive dem ville blive ubærligt både at skrive og at læse. I min frustration stillede jeg mig selv det spørgsmål: ”Hvad er det egentlig, der gør disse huse så interessante?”. Det gav stødet til at definere det særlige på tværs af de enkelte huse, altså at opstille en liste af de arkitektoniske parametre, som jeg fandt var de væsentligste for at kunne analysere og beskrive disse huse.

I denne artikel har jeg valgt at koncentrere mig om de fire første, idet det er mit håb, at resten senere kan komme til i en samlet behandling. Som det fremgår af den foregående artikel, var de første år af tegnestuens tilværelse præget af et omfattende enfamiliehusbyggeri. Det var statslånenes periode, og listen over bygherrer viser med al tydelighed, at der var tale om et meget bredt udsnit af befolkningen. Det var ofte venner og familie, som det tit er tilfældet for nystartede arkitekter, og det var beskedne huse med et stramt budget. Der var nok tale om et vist genbrug af ideer, men som hovedregel blev de tegnet fra bunden. Naturligvis er de ikke alle arkitektoniske vidundere, og især i starten kan der spores en vis usikkerhed i omgangen med de elementer, som senere bliver så karakteristiske for Friis og Moltkes arkitektur. Men netop derfor kan man vel også med god grund betragte disse mange projekter som et værksted eller laboratorium for de større opgaver, som følger, og som senere kommer til at spille hovedrollen i tegnestuens produktion. Værker som hotellerne Tre Ege, Hvide hus og Lakolk har alle klare referencer til nogle af enfamiliehusene. Et hus i Brabrand bakker Man ankommer ad en snoet vej til toppen af de skovklædte Hans Broges bakker, der danner den markante landskabsryg nord for selve Brabrand by. Huset ligger i en lysning i skoven for enden af en lang indkørsel ned imellem de høje bøgetræer. Her deler stien sig mod henholdsvis carport og indgang. Begge dele er placeret i skyggen af en karakterfuld hvidkalket mur, som med sin højde og længde stopper det forventede udsyn fra skoven udover det lavereliggende dalstrøg. Muren står som en klar geometrisk figur i den frodige natur og deler tydeligvis stedet i det sekundære og det primære, udhus fra hus, birum fra bolig. Det er et tema, som Friis og Moltke ofte bearbejder i deres huse. Her skaber muren en midlertidig barriere mellem ankomstens forventningsfuldhed og den ultimative oplevelse af udsigten over Brabrand ådal. Adgangen til huset er på en gang inviterende og henholdende: Det lille tag, 45


Lyngbakkevej, Brabrand 1963 Bigaards hus Indgangsfacaden og situationsplan

som danner ly over den besøgende og den lukkede dør i den massive mur. Men når man så er inde, åbner huset sig med en rigdom af oplevelser, som er bundet sammen af den frie rumlige disponering. Der er den stærke gulvflade af altaskifer, som danner bund i rummet og kontrast til den hvide mur, der løber gennem hele huset og fortsætter ud i haven. Der er det lud - og kalkbehandlede træloft, der også understreger den åbne plan, hvor alle rum står i forbindelse med hinanden. Og der er den markante hovedkonstruktion af sortbejdset limtræ, der ikke bare tjener sit bærende formål, men som også er med til at strukturere oplevelsen af huset som et hele. Huset opleves som en række flader, som med sine farver og tekstur danner et rumligt samspil af vandret og lodret. Selv det sorte og hvide bliver til stærke farver i samspil med den omgivende natur. Brugen af glas understreger dette spil. Ikke bare den dominerende glasfacade mod syd og udsigten er vigtig. Også de lave ruder mellem hovedkonstruktionerne og de lodrette vinduesspalter, som adskiller murstykkerne, er med til at understrege den formmæssige lethed, som præger dette hus. Huset er som en mur at leve op ad, kun med tagets og glassets beskyttelse. Det ses tydeligt, at huset og dets beboere har fundet et subtilt samspil af enkelhed, renhed og mådehold. Dette klæder begge parter. Huset på Lyngbakkevej i Brabrand har en eksklusiv beliggenhed, som kun er karakteristisk for en del af de huse, som Friis og Moltke tegnede op gennem 50’ erne og 60’ erne. Mange huse blev tegnet til og opført på ganske almindelige parceller i de villakvarterer, som i de år voksede op omkring byerne. Men huset i Brabrand viser en række arkitektoniske elementer, som kan genfindes i de fleste af de over 150 individuelle enfamiliehuse, som blev til i det laboratorium, som man roligt kan kalde denne enestående produktion. Den overbevisende måde at udnytte grunden på, den arkitektonisk bevidste placering og udformning af indgangen, den enkle og letopfattelige planløsning, samspillet mellem boligens rum og havens rum, det karakterfulde materialevalg, de kraftfulde og fortællende konstruktioner og de sikkert komponerede facaders fine spil mellem tungt og let, mellem åbent og lukket og mellem lyst og mørkt. Det er alt dette, som udgør Friis og Moltkes arkitektur, og som vil blive behandlet i det følgende.

46


Lyngbakkevej, Brabrand 1963 Bigaards hus Havesiden og opholdsstuen

47


Hamhøjvej, Skåde 1957 Elmar Moltkes hus Plan mål 1:300

HUSET PÅ GRUNDEN Professor Sven Ingvar Anderson skrev engang en lille bog med titlen ”Om at ligge smukt i landskabet”. Det er en titel, som dukker op i ens bevidsthed, når man beskæftiger sig med Friis og Moltke. Der er altid tale om en tydelig omsorg for at ligge rigtigt på grunden. Byggegrunde til enfamiliehuse er i sagens natur vidt forskellige. Nogle er fritliggende, andre er del af en større udstykning. Nogle er spektakulære, andre er ordinære. Nogle har en særlig bevoksning, andre er ren råjord. Nogle er ukomplicerede, andre rummer vanskeligheder for udnyttelsen. Det er iøjnefaldende, når man har besøgt de mange Friis og Moltke-huse, at de ikke alene ligger rigtigt på grunden, men at de også i mange tilfælde formår at drage fordel af forhold, som ellers ville have skabt problemer. Ja, faktisk er nogle af de mest bemærkelsesværdige netop beliggende på akavede steder, hvor verdenshjørner eller terræn ville umuliggøre placering af et typehus. Forholdet mellem hus og grund rummer flere aspekter. Adgangsforholdene kan være mere eller mindre ideelle, udsigten kan kollidere med solorienteringen, terrænet kan have fald mod nord og øst og der kan være særlige bevoksningsforhold. Og så er der en endeløs række af kombinationer heraf. Hamphøjvej, Skåde En ganske almindelig grund kan i de rigtige hænder forandres til en rigdom af oplevelser. Dette hus ligger i en ganske ordinær udstykning, som de findes overalt i byernes forstæder. Terrænet skråner svagt imod syd, men ellers er der ingen særlige karaktertræk. Fra vejen, der ligger mod vest føres man langs en mur ind mod en overdækket plads mellem en anneksbygning og selve boliglængen. Her finder man husets hovedindgang, som markeres af en mindre forskydning i muren. Allerede her er grunden blevet til tre iøjnefaldende “steder” med hver sit særpræg. En forhave med græs og en gruppe træer, det overdækkede areal mellem bygningerne og den bagvedliggende gårdsplads, som man har haft udsigt til fra indkørslen. Selve boligen er en lang smal bygningskrop, hvor de fleste beboelsesrum er orienteret ud imod den store græsplæne, der således bliver det fjerde haverum i det samlede anlæg. Ud mod græsplænen afsluttes huset af en plankebro, der ud for børne- og soveværelse danner et overgangsled mellem haven og beboelsen, nærmest som en slags havebænk. Udgangspunktet var en ganske almindelig parcelhusudstykning, men resultatet blev et rigt samspil mellem ude og inde, mellem et hus og dets omgivelser.

48


Feriehus på Helgenæs 1963 Hamphøjvej, Skåde 1957 Elmar Moltkes hus

49


Plantagen, Skødstrup 1960 Nørbys hus Højen, Brabrand 1958 Knud Friis´ hus Plan og snit mål 1:300

Plantagen, Skødstrup På en meget stor grund vest for den gamle landevej gennem Skødstrup ligger dette hus på kanten af en nedlagt grusgrav. Den skaber et meget dramatisk terræn, som danner et hul langs nordsiden af grunden. Huset står med det ene ben nede i hullet, og det giver mulighed for at lægge indgangen i underetagen sammen med carporten, som går ind under selve boligetagen. Fra den slyngede ankomststi kan man se den hævede udeopholdsplads i haven, men man må ind under og op igennem huset før man er dér, hvor både hus og have indbyder til at nyde udsigten over Kaløvig. Æblehaven, Risskov Dette hus er beliggende på en grund, hvor adgangen sker fra syd. Terrænet falder en del mod øst, hvor også udsigten over Århus bugt folder sig ud. Og så er der lige solen, som man gerne vil nyde fra syd og vest. Man kan næppe forestille sig en værre udgangssituation for et byggeri. Især to forhold viser, at arkitekterne har prøvet at gøre en dyd af den fortvivlede situation. Adgangen sker langs en lang mur, der ”sender” huset et stykke ind på grunden. Det giver mulighed for sydvendt udeophold i forbindelse med stuen. Desuden deler muren både planen og snittet på langs, således at den østlige sovefløj hæves over en forsænket underetage. I snittet ses det som tre forskudte planer samlet under et stort skrånende tag. Højen, Brabrand Denne grund udgjorde et luksusproblem, idet den rummede kvaliteter til alle sider, som gerne skulle indarbejdes i bygningen sammen med et ønske om en lukket gårdhave. Mod øst så man ind i skoven, mod nord var der udsigt over Langdalen i Brabrand, og mod syd udsigt over Ådalen. Alle disse udfordringer førte til et enestående koncept, hvor skoven og gårdhaven er bearbejdet i underetagen, som domineres af to mure, mod vest afsluttet af udhuset. Over disse mure spændes to gigantiske betondragere, som bærer overetagen og danner dens ydervægge. De åbne endevægge danner så rammer om de to udsigter mod nord og syd. Alle ønsker tilgodeset i et stærkt greb. Rensdyrvej, Højbjerg De såkaldte koteletgrunde kan i sig selv være vanskelige at placere sig på, idet der ikke er en entydig relation til en vej og dermed til naboer og omgivelser i det hele taget. Det er som et indeklemt efterladenskab, fra en udstykning, der ikke ville gå op.

50


Æblehaven, Risskov 1958 Anders Bendt’s hus Højen, Brabrand 1958 Knud Friis’ hus

51


Rensdyrvej, Højbjerg 1957 Blichfeldt-Jensens hus Plan og opstalt mål 1:300 Emborg 1971 Erling Foghs hus Plan og snit mål 1:300

Denne grund har yderligere den omstændighed, at ankomsten sker fra syd og dermed kolliderer med de normale ønsker om solorientering. Den arkitektoniske bearbejdning af denne problemstilling er sket ved, at grundens stigning mod nordskellet er udnyttet således at man kommer ind under stueetagens niveau. Beboelsen ligger som et hævet plateau, hvor man så at sige kigger henover den ankommende. Man stiger op i dette hus, med ryggen til haven, og velankommen vender man sig så og nyder herlighederne. Kærbølling huse Det fritliggende landhus i et stort landskab rummer vel mest det problem at skulle vælge mellem de mange fristende muligheder. Dette hus ligger i en sænkning langs den højderyg, som danner nordsiden af Vejle Ådal. Man ankommer fra sydøst ad en markvej, der slynger sig op mod et gammelt bondehus. Vejen fører hen over engen og kører op foran huset, der er trykket op mod skråningen. Der er ikke tale om nogen forhave, der formidler ankomsten. Man er på “scenen” med det samme og dermed en del af det liv, der udfolder sig her med dyrehold og lignende. En lang betonmur forbinder det gamle hus med det nye, som er udformet som en kasse, der hviler på muren. Naturen kan således komme helt op til huset. En dør i muren fører ind til forstuen, hvor trappen leder op til beboelsen på den hævede etage. Alle beboelsesrum vender ud mod en balkon, hvor den storslåede natur breder sig foran en. Kontrasten mellem den lidt lukkede ankomst og boligens åbenhed er her brugt til det yderste. Emborg På en enestående naturgrund mellem Mossø og Fuglsø ved Emborg ligger dette hus og trykker sig op i et skovbryn. Fra landevejen fører en snoet vej op til husets sydgavl, som afslører husets hovedidé allerede inden man kommer ind. Fra den rummelige forplads, som indgår naturligt i haveanlægget går man ind i det underste af tre forskudte niveauer. Forstuen føles ikke som en kælder, idet lyset kommer ind gennem glasdøren, og allerede herfra kan man fornemme lyset fra det næste niveau, som er en åben opholdsetage en halv etage højere og i direkte forbindelse med en let hævet terrasse. Herfra bevæger man sig yderligere en halv etage op til den mest private del, nemlig husets soverum. Der er en næsten østerlandsk opbygning af denne bolig, men den overlegne anvendelse af landskabets muligheder er så dansk som noget.

52


Kærbøllinghuse 1961 Kjærgaards hus Emborg 1971 Erling Foghs hus

53


Kolind 1961 Wagner Jensens hus Indgangsfacaden

OM AT KOMME IND Hvis man har stået foran et typehus og ikke har kunnet bestemme sig til hvilken af de to ens døre, der er hoveddøren, vil man sikkert være enig i, at indgangen til en bolig udgør et helt særligt sted af en vigtighed, som i symbolik langt overgår det profane forehavende, at skaffe sig adgang. ”Gør døren høj, gør porten vid”, synger vi, og det er bestemt en mulighed, men der er mange andre variationer. Fortidens brug af refendfugning og kvadring eller englændernes smukke brug af spejlblank oliemaling og messingbeslag på døren er bestemt måder at fremhæve dette særlige sted, men der er mange andre. Le Corbusier bruger udtrykket la promenade architecturale, og sætter dermed ord på ikke bare selve indgangen, men hele bevægelsen fra det offentlige rum til det private. Ankomsten til en bygning er noget ganske særligt. For den fremmede er den et møde med noget ukendt og de følelser stedet vækker kan være afgørende. Og for beboeren selv er den gensynet med et betydningsfuldt sted, som gerne skulle vise sig fra sin bedste side. Det er forunderligt så meget, der sjuskes med dette i tidens byggeri. Arkitektonisk kan adgangen til en bolig behandles meget forskelligt og alligevel virke overbevisende. Den kan virke afvisende, næsten anonym, som vi ser det i det kinesiske gårdhus, som har dannet forbillede for flere kendte bebyggelser. Den kan også være inviterende, endog grænsende til det ublufærdige. Den kan være tæt på, eller den kan bestå af flere zoner, der skal overskrides. Porten er et sådant eksempel. Gangbroer og trapper kan være andre. Friis og Moltke har i deres enfamiliehuse brugt hele paletten af muligheder alt efter stedets eller bygherrens natur. Det er formodentlig en tilfældighed, at de to i deres egne huse har valgt at behandle indgangen diametralt modsat. Den ene med kinesisk lukkethed, den anden med dansk bondegårdsåbenhed. Hamphøjvej, Skåde Fra vejen er huset egentlig ganske lukket i formen med anvendelse af ubrudte mure under det flade tag. Men egentlig er man ikke i tvivl om, hvor man skal hen. Dels er hovedøren markeret med en forskydning af murene, og dels udgør det overdækkede areal mellem hovedhus og anneks en veritabel invitation til ”bare at komme nærmere”. Det er ikke utænkeligt, at her ofte har været aktivitet, bedømt udfra ejerens mange udendørs interesser. Dette sted har mange mindelser om de gamle gårdes portrum, hvorfra man fik et kig ind i en anden verden, et sted, der på en gang signalerer ”kom indenfor” og ”men kun, hvis du kommer i et positivt ærinde”. Hele denne rumligt velkom-

54


Hamphøjvej, Sküde 1957 Elmar Moltkes hus Ankomsten

55


Elsdyrvej, Højbjerg 1958 Cortes hus Entré

ponerede ouverture skal så i dette hus ses i sammenhæng med det beskyttede og mere private haverum. Elsdyrvej, Højbjerg Huset ligger på en grund, som stiger dramatisk mod vest fra den lille private adgangsvej. Huset troner over én, idet man ankommer til en underetage uden rigtig at vide andet, end at der er beboelse ovenover. Forhaven er et udpræget parterre til pynt så at sige, men det giver huset en majestætisk beliggenhed, hvor hoveddøren næsten forekommer ydmyg. Indenfor opdager man imidlertid, at der er mere på spil i husets snit. Fra forstuen kan man allerede se opholdsarealet, som er forskudt en halv etage, og man aner en meget nær kontakt mellem stuen og en næsten gårdagtigt intim have. Huset er altså to etager mod øst og en etage mod vest. De forskudte planer danner et på én gang visuelt dramatisk og boligmæssigt harmonisk samspil med omgivelserne. At ankomme til og stige op igennem dette hus er en storslået arkitektonisk oplevelse. Højen, Brabrand Fra forpladsen ved carporten tager huset sig umiddelbart meget lukket ud. Muren omkring den lukkede gårdhave er kun afbrudt af den prunkløse hoveddør og lampen, som meddeler, hvem der er arkitekt her. Over denne mur hviler to gigantiske betonvægge, der markerer overetagens orientering mod de to udsigter. Den lukkede ankomst er imidlertid et skalkeskjul for en indre åbenhed, der åbenbarer sig straks, man er budt indenfor. Hele underetagen åbner sig med vinduer fra gulv til loft imod en indre gårdhave, der i frodighed helt kompenserer for manglen af potteplanter og vindueskarme. Gårdhaven bliver på denne måde en integreret del af hele husets rumlige koncept. Dens lukkethed imod omgivelserne giver den til gengæld en helt særlig poesi, som leder tankerne hen på de kinesiske og levantiske byhuse, hvor rigdommen først åbenbares bag den lukkede dør.

56


Højen, Brabrand 1958 Knud Friis*hus Ankomsten

57


Gemmavej, Højbjerg 1957 Nielsens hus Indgangsrampe

Gemmavej, Højbjerg Husets hovedide er på grund af de særlige terrænforhold helt at fritskære bygningskroppen visuelt fra terrænet. Selve beboelsesetagen bliver således at sammenligne med salondækket på et skib, der lægger til kaj. Hvis vi bliver i billedet er det derfor et naturligt valg, at adgangen til boligen er udformet som en landgangsbro, der er hægtet på siden af huset og danner en platform foran hoveddøren. Adgangen bliver således en særlig begivenhed, der understreger hele bygningens grundidé. Himmelbjergvej, Laven Ankomsten til dette hus sker ad en diskret markvej, som fører én ned til en af landets smukkeste udsigter over Juelsø og Himmelbjerget. Huset ligger på skrænten over søen og er disponeret som to paralelle længer, der følger skræntens forløb. Mellem den bageste, som rummer birum og gæsteværelse, og den forreste, som er den egentlige boliglænge, dannes et brolagt gårdrum, som er delvist overdækket, idet taget er ført igennem som en flade. Sammen med boliglængens hvidkalkede mur, der løber som en ryg gennem boligens plan og som er forlænget ud imod den ankommende, danner dette mellemrum den smukkest tænkelige ankomst, idet man hele tiden er bevidst om den enestående natur, som omgiver dette stærke og enkle hus. At få lov til at leve i dette hus må være et privilegium. At ankomme som gæst fylder en med glæde.

58


Himmelbjegvej, Laven 1959 Møllers hus Ankomsten

59


Konkurrencen “Kælderløse småhuse” 1954

DEN KLARE PLANLØSNING Det var vist arkitekten Ivar Bentsen, der engang skulle have udtalt de ofte siden citerede ord: ”En plan skal være så enkel, at den kan pisses i sne”. Naturligvis kan der tegnes fremragende huse over andre principper end det ovenfor omtalte. Men selv når man vælger kompleksitet og oversampling, og hvad man ellers kan nævne som muligheder, vil der nok hos de fleste arkitekter være en tendens til at bringe orden ind i det eventuelle kreative kaos. Dette gælder ikke mindst småhusbyggeriet, hvor kompleksitet hurtigt bliver til komplicerethed, som straffer sig både i det økonomiske, det konstruktive og det brugsmæssige i form af unødige bindinger for den fremtidige brug. For nogen vil ordet enkelhed måske signalere kedelighed og forudsigelighed. Men hvis vi kigger på f.eks. det klassiske murermesterhus, som jo på en måde var det første danske typehus, så har det en overordentlig klar plan med sin korsopdeling omkring en central skorsten. Disse huse er i dag eftertragtede, fordi de faktisk er meget fleksible og multianvendelige i al deres enkelhed. Men enkelhed kan også komme sig arkitektonisk til udtryk på helt andre måder. Det der blot er karakteristisk er, at der optræder et eller andet ordningsprincip. Allerede første gang Friis og Moltke optræder i fagpressen påpeges dette som en kvalitet. Det sker i omtalen af et projekt indsendt til Akademiets prisopgave i 1954 om kælderløse huse, hvor deres besvarelse fremhæves for det enkle planskema. Ikke alle de tidlige projekter lever vel op til denne karakteristik, men der er en tydelig trang til, at der i planen fremstår en bærende ide, som så kan understøtte de øvrige tiltag. Sparekassekonkurrencen I 1957 fik Friis og Moltke 1. præmie i en konkurrence om enfamiliehuse udskrevet af Sparekasseforeningen. Den største type blev grundlag for en hel række af i øvrigt skræddersyede huse rundt om i landet. Det er en plantype, som rummer en meget stor grad af fleksibilitet. Planen har så at sige en række løse ender, som gør at den kan tilpasses de mest forskellige boligkrav. Det styrende element, som går igen i alle disse huse er en samling af de såkaldte våde rum, bad, køkken, bryggers og fyrrum til en blok, som altid ligger og danner del af husets ryg. Lidt forskudt for denne kerne udgår en mur, som både udgør resten af ryggen og som med den lille forskydning danner en naturlig hovedindgang. Langs muren fandtes et langt areal, som alt efter den enkelte families behov kunne anvendes til legestue, skabsgang, hobbyrum eller bare et lille sted, som kunne optage de ønsker, som opstår fra tid til anden. Værelser og stue var orienteret mod haven, og terræn og ud-

60


“Sparekassekonkurrencen” 1957 Den store type Plan og facade mål 1:300 Christian Simonsens hus Skitseforslag 1959

61


“Jubilæumssommerhuset” 1958 Plan og facade 1:300 Gemmavej, Højbjerg 1957 Plan og facade 1:300

sigtsforhold kunne tilgodeses arkitektonisk med placeringen af de resterende murstykker. Snittet i husene var udformet med et ensidigt tag, som steg i højde fra de lave birum frem imod havesiden. Efterhånden som typen forfinedes kom der glasfelter i gavlene over den almindelige dørhøjde. Der er således en række eksempler på at gavlen er blevet den åbne side i stuen, mens de øvrige værelser vender mod haven. Mariendal Havbakker Dette lille fritidshus er resultatet af en konkurrence om ”Fremtidens feriehus”. Der er altså tale om en prototype. Huset er opført af sektioner, som kunne transporteres på en lastbil og sammensættes til et hele på punktfundamenter. Husets konstruktive koncept kan genkendes, når man studerer planen, men det, der gør indtryk er, at man faktisk har fået en både meget fri og meget økonomisk planløsning ud af idéen. Der er praktisk taget intet spildareal, idet køkken, spiseplads og opholdsareal glider sammen med spisepladsen som en slags centrum, hvorom mange aktiviteter kan foregå. Til gengæld bliver pejsen så kernen i den mere rolige del. Køkkenet danner samtidig adgangsareal for såvel køjerummene som det lille baderum. Man kan næsten ikke forestille sig en mere kompakt plan end denne, som samtidig er så rummelig og rig på oplevelse. Gemmavej, Højbjerg Huset ligger i et hul i forhold til vejen og forhaven. Det har derfor været vanskeligt at etablere det normale samspil mellem ude og inde, som præger de fleste Friis og Moltke huse. Ideen bag dette hus er derfor blevet den stik modsatte, nemlig helt at fritskære huset fra haven. Selve beboelsen er placeret i en etage, udkraget over en mindre kælderetage, som udgøres af en betonkasse placeret i grundens lave del. Man kan således kun komme til haven via en indvendig trappe, som udmunder i en terrasse under beboelsen. Selve planen organiseres omkring en central kerne, indeholdende køkken, bad og den føromtalte trappe. Hermed opdeles boligen klart i en opholdsafdeling og en soveafdeling. På tegningen er soveafdelingen vist som et stort rum, men der er indarbejdet mulighed for, at denne del kan underdeles i enten tre små, eller et større og et lille værelse. Det er på en måde et lidt ukarakteristisk hus for Friis og Moltke, og er da også arkiveret som “Funkishuset”, men klarheden i hovedidéen deler det med de øvrige.

62


“Jubilæumssommerhuset” 1958 Prototypen blev opført ved Århus Kunstbygning og flyttet til Mariendal Havbakker

63


Rønnevej, Stilling 1961 Plantagen, Skødstrup 1960 Lyngbakkevej, Brabrand 1963 Alle planer mål 1:300

Rønnevej, Stilling Et fremtrædende element i planen til dette hus er den langsgående høje mur, der yderligere er forlænget ud over husets gavle. Muren deler planen op således, at alle de primære beboelsesrum ligger mod syd og dermed imod haven, medens de mere sekundære eller “betjenende” rum ligger mod nord på murens bagside. Rummenes forskellige dybde medfører, at taghøjden bliver forskellig på de to sider, hvad der yderligere understreger ideen. Man kan hele tiden orientere sig gennem sin placering i forhold til muren. Ud over at knytte hus og have sammen udgør den forlængede mur et arkitektonisk greb, der giver en genkendelighed mellem ude og inde. Man er fortrolig med huset allerede inden, man kommer ind. Plantagen, Skødstrup Tre langsgående limtræsbjælker samt en udfordrende grund er det grundlag, som dette hus er bygget op over. Placeringen på kanten af en nedlagt grusgrav, giver adgangsforhold, som gør det naturligt at placere hovedindgangen i en underetage sammen med den således overdækkede parkeringsplads. Fra hallen fører en trappe op langs en skabsvæg, der udgør et karakterfuldt element i begge etager. Overetagen rummer det meste af beboelsen og er i sin opdeling styret af de føromtalte hovedkonstruktioner, som dermed også kommer til at spille en rolle i hele boligens interiør. Den sortmalede konstruktion bliver en del af vægge og lofter i de fleste rum, og især stuen og spisepladsen beriges heraf. Et næsten japansk præg af lethed og præcision bliver resultatet af dette samspil. Lyngbakkevej, Brabrand Temaet med den lange mur er i denne bygning anvendt til at danne en egentlig ryg i huset, idet kun nogle få birum har fundet deres plads på bagsiden. Til gengæld danner muren ikke bare ryg i selve beboelsen, men er ført så langt ud, at den danner et afgørende arkitektonisk element i hele situationen på grunden. Den halvoffentlige adgangsvej og carporten er sammen med udhuset det eneste, som kan opleves fra ankomstsiden. Til gengæld folder husets plan og rumlige opbygning sig ud med stor frodighed på murens sydside, hvor solens spil i den hvide kalk bliver en udtryksfuld kontrast til bevoksningen på grunden. Indvendig er denne mur et afgørende element, idet den ved at berøre alle boligens rum er vigtig for opfattelsen af den åbenhed, som er husets andet dominerende træk.

64


Lyngbakkevej, Brabrand 1963 Bigaards hus

65


Højen, Brabrand 1968 Detalje fra tilbygning til Knud Friis´ hus

66

OM MATERIALERS OG KONSTRUKTIONERS POESI Det kan lyde lidt paradoksalt at tale om poesi i forbindelse med brutalismen i arkitekturen. Men det er alligevel relevant, når talen er om Friis og Moltke. I begyndelsen af 1950´erne opstod der blandt de unge englændere med Allison og Peter Smithson i spidsen en reaktion på, hvad de fandt var en kedsommelig borgerlighed i efterkrigstidens arkitektur. Måske også under indflydelse af Le Corbusiers mærkbare skift fra den hvide funktionalisme til Marseilleshusets rå beton, stræbte de efter en arkitektur, hvor materialer og konstruktioner fik lov at være det, de var. Intet skulle gemmes bag puds og tapet eller fine paneler. Smithsons skole i Hunstanton kom til at stå som den byggede programerklæring for denne arkitektur, hvor ærlighed og autenticitet prægede både det ydre og det indre af bygningen. Betegnelsen ”brutalisme” blev hæftet på, og der findes adskillige forklaringer på denne tvivlsomme betegnelses oprindelse. Nogle taler om kunstretningen l´art brut og Le Corbusiers brug af ”beton brut” som kilden. Andre hælder til anekdoten om Peter Smithsons kælenavn ”Brutus”, som arkitekturteoretikeren Rayner Banham skulle have lavet et ordspil med. Hvorom alting er, så er det i hvert fald i en dansk sammenhæng en tvivlsom betegnelse. Og der er næppe tvivl om, at selv Le Corbusiers brug af materialer ikke har nær så meget med brutalisme som med poesi at gøre. Men der er ikke tvivl om, at for mange såkaldte almindelige mennesker var det markante ændringer. Den pænhed og velopdragenhed, som prægede efterkrigstidens arkitektur blev udfordret. ” Synd at I ikke fik råd til tapet” eller ”det her er jo vaskehusvægge” er karakteristiske bemærkninger fra forældre og venner til de dristige unge bygherrer, som med hjælp fra den favorable statslåneordning kastede sig ud i realiseringen af drømmen om eget hus i 50´erne. Også konstruktionerne fik lov til at komme frem i lyset og være med til at præge rummene. Her havde man dog en historisk reference til tidligere tiders bindingsværksbyggeri at ty til, klassicismens renhed og præcision har ligget tungt på arkitekturens gavebord. Her kom der så uventet hjælp fra den nye verden, idet den amerikanske vestkystarkitektur blev introduceret for de sultne unge arkitekter. Den var i høj grad præget af en betydelig japansk indflydelse, og folk som Wright, Schindler, Neutra, Eames og hele Case-study programmet kom til at betyde en enorm inspiration for de generationer, som kom til at præge 50’ ernes og 60’ ernes arkitektur. Friis og Moltke blev udtalte eksponenter for disse tendenser. Ikke nødvendigvis fordi der blev teoretiseret på tegnestuen, men fordi de to toneangivende personligheder fandt sig godt til rette i denne uborgerlige tankegang.


Højen, Brabrand 1957 Knud Friis´ hus

67


Emil Gregersen Malede skydedøre

Den ru betonstøbning Den enhed i materialevirkningen, som den kalkede mur kan tilbyde, kan også opnås med beton. Også her optræder overfladen med en ensartethed som endog eliminerer sokkelen. Muren kan støbes, så den så at sige gror op af terrænet. I Friis og Moltke’s to sommerhuse på Helgenæs er netop denne virkning udnyttet til det yderste. Normalt vil støbningen vise aftryk af den valgte forskallingstype, hvad der giver et utal af muligheder. Her har man valgt at efterbehandle den afformede beton således, at tilslaget er delvist frilagt. Det understreger den i disse huse tydeligt tilstræbte rusticitet. Et andet eksempel herpå ser man i Stokholm’s hus i Risskov, hvor det netop er selve formen, der danner murens overfladekarakter. De ru brædder giver deres egen egenart videre til betonen og tilfører dette i sig selv sjælløse materiale en rigdom.Teknikken ved betonstøbning gør imidlertid, at det er overordentligt kompliceret at få det samspil mellem ude og inde, som teglet tilbyder. I Friis og Moltkes huse optræder betonen derfor oftest som egentlig ydervæg. Indervæggen er derfor henvist til at leve sit eget liv. I det nævnte hus er disse udført som panelvægge af ru brædder, som på deres måde bliver en slags symbol på den ydre skal. De malede flader Den karskhed og robusthed, som brugen af de tidligere omtalte materialer har forlenet Friis og Moltkes arkitektur med, er vel for mange blevet nærmest synonym hermed. Her ligger vel også forklaringen på, at der tales om Brutalisme i forbindelse med deres arkitektur, lidt af en misforståelse forekommer det! Der er selvfølgelig eksempler som de to sommerhuse på Helgenæs af beton og med inventar så groft som i landbrugsbygninger, men det er ikke det komplette billede. I de fleste huse, specielt i de senere optræder der yderligere et element. Døre, skydevægge, køkkener og andet inventar skulle også have deres særlige behandling. Her kommer den glatte malede flade ind. Ikke bare som en farvemæssig kontrast, men også med et fornemmelsesmæssigt modspil til den megen robusthed. Der udvikledes i den sammenhæng desuden en holdning til detaljering, som sikrede, at disse flader stod med stor præcision op imod det øvrige grove interiør. “Overalt opsættes ingen indfatninger, undtagen i kælderen”, som Moltke så gribende udtrykte det i en beskrivelse. Ganske tidligt opstod der et samarbejde med kunstmaleren Emil Gregersen, og ikke mindst herigennem forædledes dette spil imellem det rå og det blide og imellem det sorthvide og det kulørte.

68


Sejrs AllĂŠ, Risskov 1966 Stokholms hus

69


Sølyst, Skanderborg 1962 Elmar Moltkes hus Ikast 1964 Svend E. Nielsens hus

Den kalkede mur Den murede væg kan have mange udtryk alt efter teglets og fugningens farve og struktur, og i de tidlige Friis og Moltkehuse afprøvedes lidt af hvert. Men det er i den hvidkalkede overflade, at deres arkitektur kommer stærkest frem som her i Moltkes eget hus. Fladernes geometri står med en skarp kontrast til andre elementer, og der optræder ikke detaljer, som trænger sig på. Kun spillet af lys og skygge i selve materialets ofte mange lag betyder noget. Det har givetvis også betydet meget, at man med denne overflade kunne behandle yder- og indervægge ens, og dermed få den helhed frem, som man har tilstræbt lige fra de tidligste huse. Sten- og teglgulvet Naturligvis spiller gulvet også med i den rumlige kontinuitet. Det gælder især de mange eksempler på anvendelsen af tegl eller natursten. Her får betoningen af det robuste og oprindelige en yderligere understregning. Det føles næsten som om gulvet blot er en forarbejdet udgave af det underliggende terræn, hvad det jo i en vis forstand også er. Ganske vist har vi ikke så mange naturstensbrud her i Danmark, men alligevel! Teglgulvet derimod har en lang tradition i det mere ydmyge byggeri, især på landet. Men også mange kirker kan fremvise fine eksempler herpå. Men i modsætning til disse ofte fint mønstrede gulve bruger Friis og Moltke enkle forbandter. Fladen skal ikke trænge sig på, den skal bare være der og danne en god bund i rummet. I begge Moltkes huse er der stengulve. I det første hus i Skåde er det et robust, enkelt teglgulv af bleggule mursten, lagt på fladen. Gulvet binder husets akse af indgang, køkken og spise-/ legerum sammen til en helhed, der kontrasterer til stuens finere trægulv. I det ombyggede fiskerhus ved Vrold sø faldt valget på en skifertype med et fantastisk farvespil i mørke toner af brunt, grønligt og sort. De enkelte sten er leveret i meget varierede størrelser, der giver gulvet en karakter af mosaik. Skifergulvet er anvendt i hele underetagen, og materialet understreges yderligere af, at bordplade og oversiden af den faste murede bænk er af samme type. Det hele rum med de kalkede vægge og enkle møbler udstråler i sjælden grad en samhørighed med de personer som bebor det. P.S. Efter Moltkes død har ufølsomme mennesker revet dette hus ned og erstattet det med en ussel kopi af et svensk træhus!

70


Sølyst, Skanderborg 1962 Elmar Moltkes hus

71


Hamphøjvej, Skåde 1957 Elmar Moltkes hus Emborg 1971 Erling Foghs hus

De lud- og kalkbehandlede lofter Når man som Friis og Moltke i sine planløsninger arbejder med en betydelig grad af åbenhed og kontinuitet i det rumlige forløb, kommer loftet til at få en særlig betydning. Det er det element i det indre arkitektoniske udtryk, som bedst formidler oplevelsen af det uafsluttede. Fra forstue til fordelingsgang til opholdsstue og spiseplads. Hele rejsen rundt i boligen foregår under samme himmel. Tidligt brugte arkitekterne trælofter, hvor falsenes linietegning understregede dette, og i Moltkes eget hus var der ligefrem tale om brædder sat op med åbne fuger. I starten var det høvlet træ, der anvendtes, men senere og med mere mod brugtes ru træ, som med sin savskårne overflade i særlig grad egnede sig til at vise den rigdom, som den foretrukne lud- og kalkbehandling tilførte træet. Denne behandling har i øvrigt det store fortrin, at den er langtidsholdbar, idet den fjerner træets naturlige gulning. Så når man ser disse lofter 30-40 år efter, at de er sat op, står de stadig med den samme smukke virkning. Andre behandlinger har også været anvendt, som for eksempel behandling med jernvitriol, som giver træet en mørk gråbrun lød. Det giver et noget mørkt rum, som understreger det huleagtige som eksempelvis i Fogh’s hus, hvor yderligere de kvadratiske lister er med til at understrege lofternes tyngde. De synlige konstruktioner I tidens arkitekturdebat optræder udtrykket ”tektonisk integritet” blandt de mange nye ord, som åbenbart er nødvendige for at kunne tale om denne til menneskers daglige liv så tæt knyttede kunstart. Betegnelsen kunne dække over den åbenlyse glæde ved at blotlægge det konstruktive princip i bygninger, som ses i næsten alle Friis og Moltkes huse. Tidligere gemtes bjælker og søjler helst af vejen, så rummene kunne stå i en klassisk renhed. Nu bringes de frem i lyset og bliver en rumlig medspiller på linie med de øvrige rumlige elementer. Der er ingen tvivl om, at den store interesse for traditionel japansk arkitektur, som prægede 50´erne og 60´erne, har medvirket til denne udvikling. Den har formodentlig også bidraget til at værdsætte vores egen bindingsværkstradition. Bigaard’s hus i Brabrand er et godt eksempel på, at konstruktionen bliver en del af rummets arkitektur. Ikke bare fortæller den om, hvordan bygningen hænger sammen, men den er også med til at strukturere brugen af rummet. I et enfamiliehus er det sjældent et større problem at gemme konstruktionen, og man vil trods alt stadig forstå huset. Men i større byggerier kan det være direkte ubehageligt at sidde under et loft, hvor ens fornemmelse for statik siger en, at her er vist noget, som ikke skal frem i lyset.

72


Lyngbakkevej, Brabrand 1963 Bigaards hus Opholdsstuen

73


Højen, Brabrand 1958 Knud Friis* hus Friis´ eget hus er i virkeligheden en åbenbar fortælling om at bære og at blive båret. På de hvide mure hviler de to store betondragere, som danner overetagen, over dem hviler en række betondragere, som både bærer taget og samtidig bliver styrende for etagens indretning. Glasset mellem dragerne er med til at give denne præcise forståelse af rummet.

74


Kærbøllinghuse 1965

Et hus i Vejle ådal Man kører på den flade dalbund, indtil en vej fører op i skrænterne, som afgrænser landskabet mod nord. I bunden af en slugt, klemt op mod skrænten ligger ejendommen som en sammenbygning af et gammelt landarbejderhus og den tilbyggede bolig. Forbindelsen udgøres af en betonmur, som også danner underetage for boligen. Alt er udført i pladsstøbt beton, der står med aftryk af den ru forskalling. Huset er et imponerende stykke selvbyggerarbejde af de to ikke håndværksuddannede ejere, hjulpet af et par lokale arbejdsmænd. Underetagen rummer birum og forstue. Selve boligen danner en kasse, som hviler på denne base og med en bred balkon i hele husets længde åbner sig mod den enestående natur. Alt i huset er udført med en robusthed og djærvhed, som afspejler familiens levevis præget af et aktivt udendørsliv, jagt og dyrehold. Materialerne er den synlige beton, limtræbjælker, ru trælofter og skifergulv. Inventaret er tegnet til huset i en tilsvarende enkel udførelse. Der er en fuldkommen samhørighed mellem natur, arkitektur og de mennesker, for hvem dette hus er tegnet, næsten som en kærlighedserklæring. Jeg besøgte dette hus første gang, da jeg som ung arkitektstuderende var på tur i Jylland med nogle venner.

For nylig har jeg så genfundet det, selvom naturens vækst gjorde sit til at det ikke skulle lykkes. Jeg blev venligt modtaget af de nuværende beboere, som ikke har andel i det, som besøget skulle åbenbare: Den store naturgrund, som grænsede helt op til huset med indhegninger til får og heste, var nu erstattet af et meget forstadspræget blomsterflor. Det flade tag med de karakteristiske udragende bjælkeender var erstattet af et helvalmet tegltag med tyske røde tegl. Betonen var malet hvid og træværket blåt, og i underetagens betonmur var der udskåret, således at to store brøndringe kunne tilføre mere lys til den uomtvisteligt mørke indgang. Trods den venlige modtagelse var det et tragisk gensyn. Det er desværre ikke et enestående eksempel. Af de 160 huse er mange desværre blevet behandlet uden den forståelse for deres særpræg, som al arkitektur er afhængig af. Det gælder også huse af mindre signifikans end de her behandlede, men det er faktisk lige sørgeligt. Hvorfor er det så svært at vise hensyn, også til døde ting? Alle huse har en sjæl. Den må man forstå og værdsætte. Ellers forfladiges vore omgivelser, og vi bliver alle fattigere. I Kærbøllinghuse viste de nuværende ejere stor interesse i husets historie. Må dette begrunde et håb om, at de en dag vil prøve at rette op på tidligere ejeres vanrøgt.

75


Showroom for Bent Krogh 2002 Skanderborg “Friis & Moltke tegnes ikke længere af to personer men af et stort team bestående af indehavere og ansatte, der i fællesskab skal videreføre arven og fastholde den arkitektoniske kvalitet. Det er en krævende opgave - men det er en opgave vi gerne påtager os.”

76


Liv Bach Henriksen

Tegnestuen i dag

77


Konkurrenceprojekt nyt boligomrĂĽde i Skanderborg 2004

78


”I al enkelhed” - navnet på udstillingen - har klare referencer til tegnestuens værker gennem et halvt århundrede og peger for os ligeså klart fremad mod nye projekter. I anledning af jubilæet har vi valgt at fokusere på ”spændet” - og slægtskabet mellem nyt og gammelt - fra 1954 til 2004. Jørgen Thomsen giver med artiklen “160 huse i al deres enkelhed” en indfølt beskrivelse af Friis og Moltke’s tidlige arkitekturopfattelse. Nils-Ole Lund trækker en rød tråd gennem tegnestuens historie. Nærværende afsnit er en bestræbelse på at tegne en nutidig arkitektonisk profil – og et øjebliksbillede af Friis & Moltke A/S anno 2004. Tegnestuen har tradition for tilknytning til Arkitektskolen Aarhus som gæstekritikere, timelærere og ikke mindst i kraft af Knud Friis’ medvirken ved skolens oprettelse. Den modsatte vej tilknyttes praktikanter tegnestuens daglige arbejde. Som udførende arkitekter har vi stor glæde af denne kontakt til studiemiljøet, der er med til at udfordre lysten til at lege med arkitektur. Samarbejdet er denne gang blevet udvidet med udarbejdelse af udstilling og katalog. Udstillingsarkitekt Mogens Brandt Poulsen fra Arkitektskolen Aarhus har været ankermand på opgaven, der er udført med stor indlevelse. Jubilæet er for tegnestuen en oplagt anledning til at kigge indad; se os selv efter i sømmene. Kan vi holde den høje arkitektoniske kvalitet som Friis og Moltke blev kendt for – og som vi fortsat stræber efter? Rummer vores bygninger fortidens arkitektoniske styrke og tidsmæssige robusthed? Kvaliteter vi gerne vil leve op til. Det bedste udgangspunkt for arkitektonisk selvransagelse er at lade andre øjne se og kommentere det, de ser. I dette tilfælde har vi bedt en “gammel ræv” inden for faget, Nils-Ole Lund, om at beskrive tegnestuens 50-årige virke på godt og ondt. Beskrivelsen lader os ikke hvile på laurbærerne - og der stilles skarpt på de arkitektoniske strømninger, inklusive vore egne, der hersker i dagens Danmark. Friis & Moltke tegnes ikke længere af to personer, men af et stort team bestående af indehavere og ansatte, der i fællesskab skal videreføre arven og fastholde den arkitektoniske kvalitet. Det er en krævende opgave, men det er en opgave, vi gerne påtager os. Tegnestuens enkelte projektgrupper gives et stort ansvar og dermed også stor frihed til at udforme arkitekturen - vel vidende, at denne praksis ikke af sig selv fører frem til et genkendeligt udtryk – en stil. Vi tror på at engagementet og medansvaret langt ned i rækkerne er medvirkende til at fastholde en høj kvalitet, så længe vi tager udgangspunkt i fælles arkitektoniske værdier.

Vi skal være os vores arkitektoniske arv bevidst. Jørgen Thomsens beskrivelse af de basale kvaliteter i de tidlige enfamiliehuse giver vores arkitektoniske rødder fornyet kraft. Den samlede produktion står stærkt og giver nutidens boligbyggeri et djærvt modspil. Erfaringen fra tegnestuens tidligere produktion er til stor inspiration i det daglige arbejde. En historisk ballast, der gang på gang bekræfter os i, at der er grundlæggende arkitektoniske og menneskelige værdier, der aldrig mister deres aktualitet. Et enkelt og stærkt formsprog, bygningens samhørighed med stedet, planens tolkning af funktionen og en enkelhed i materialeholdningen. Til denne ballast lægger sig inspiration og betydning i nutiden. En bred horisont er med til at definere vores arkitektoniske ståsted og giver ofte anledning til at se på velkendt stof med nye øjne. Arkitekturens værdi kan – og skal - til enhver tid debatteres – det kan værdien af gode medarbejdere ikke. En fast medarbejderstab er grundstenen for tegnestuen, hvor spændet mellem de gamle og de unge er stort. Vi sætter pris på forskelligheden, der giver anledning til højlydt meningsudveksling og ikke mindst til daglig glæde og inspiration. Den uhøjtidelige omgangstone og det uformelle samvær er vigtige forudsætninger for det gode arbejdsmiljø, vi har og værner om på tegnestuen. Vi er godt i gang med at videreføre og udvikle ”Friis og Moltke-ånden” i både arkitektur og arbejdsplads. Mangfoldigheden i arbejdslivet og glæden ved at skabe god arkitektur skal leve side om side med nye samarbejdsformer, procedurer, tid og økonomi. Drivkraften og styrken ligger i at forene gamle og nye kræfter – og ikke mindst bevidstheden om, at vi altid kan gøre det endnu bedre. Der er til stadighed nye spændende projekter under udvikling, og de vil med tiden tegne endnu et kapitel af tegnestuens historie. Men uagtet vi skriver 1954 eller 2004 går alle anstrengelserne i sidste ende ud på at skabe en arkitektur, vi kan stå inde for. Det handler - i al enkelhed - om at få nogle gode huse op at stå. Vi har valgt at præsentere tegnestuen i dag gennem et udvalg af vores nyere projekter; Kapellet, skolen, fængslet og kraftvarmeværket; møbler og armaturer – projekter med et nutidigt udtryk og en klar linie tilbage til vore arkitektoniske rødder. Henrik Steen Møller skrev i 1997: ”For Friis & Moltke er arkitektur først og fremmest håndværk, i heldige tilfælde kunst, men aldrig teori.” Vi kan ikke være mere enige.

79


Kapellets sydfacade Situationsplan mål 1:2000

������

80

Kapel ved Aalborg Sygehus Syd - 1998 Kapellet er en del af udvidelsen af Aalborg Sygehus Syd, en konkurrence tegnestuen vandt i 1997. Opgaven tager udgangspunkt i at forene de arkitektoniske og funktionelle overvejelser med ønsket om at skabe stemningsfulde rammer, som kan være med til at give de pårørende den ro, de naturligt har behov for i denne situation. Bygningsanlægget er meget enkelt og stilfærdigt udformet med særligt fokus på detailbearbejdning lige fra bygningsdetalje til inventar og haveanlæg. Bygningen er placeret i en nyanlagt egelund omgivet af et villakvarter og sygehuset. Kapellet fremstår som en bygning i et plan, hvor den dobbelthøje kapelsal markerer sig i en skala, der er afpasset områdets nuværende bebyggelse. Størstedelen af anlægget er nedgravet for derved at gøre det grønne område så stort som muligt og etablere ordentlige tilkørselsforhold. Udadvendte funktioner i forbindelse med kapellet er organiseret i stueplan. Sygehusfunktioner er placeret i underetagen med intern forbindelse til tunnelsystemet under sygehuset og til - og frakørsel via ramperne. Hovedankomsten til kapellet foregår gennem et gårdrum, der formidler overgangen fra gaden til selve kapellet. Gårdrummet er udformet som et stramt geometrisk anlæg med et stort vandspejl og siddenicher. Fra gården er der adgang til foyeren, som forbinder fremvisningsrum, samtalerum og kapelsal. Fremvisningsrummene er placeret langs en gang adskilt fra foyeren og de får dagslys fra indre lysgårde. Kapelsalen er et rektangulært rum, der hæver sig i et dobbelt højt volumen. Fra et smalt gårdrum langs kapelsalen reflekteres dagslys til rummet, suppleret af smalle ovenlysbånd i taget og højtsiddende slidser i væggene. I dette indre gårdrum er placeret en skulptur af Erik Heide, mens altervæggen er udsmykket af Stig Brøgger. Orgel og kor er placeret i en niche i kapelsalen. Underetagen er forbeholdt personalet og indrettet med kliniske arbejdsrum og servicefunktioner. Arbejdsrummene er placeret omkring en indre lysgård, adskilt fra kapelgården med et stort panel med vandrette lameller, der skærmer mod indsigt og sikrer gode dagslysforhold på etagen. Der er tilstræbt en homogen materialeholdning, der understreger det enkle arkitektoniske udtryk. Bærende konstruktioner er i beton udvendigt isoleret og pudset. Vægge og lofter i stuetagen er gipspudsede med lyst tilslag. Gulve er i granit; samme belægning er anvendt i kapelgården. Paneler og døre er i tombak (patineret messing). Inventar og lampearmaturer er udformet af Friis & Moltke Design.


Kapellets ankomstgĂĽrd med vandspejl og siddenicher

81


Facadeudsnit fra ankomstgården Planer og snit mål 1:200

Snit i kapelsal

�����

Længdesnit

�����

4 6 6

3

4

2

6

1 4 4 6

6 4

Plan af sygehuskapellet 1. Ankomstgård 2. Foyer 3. Kapelsal 4 Fremvisningsrum 6. Lysgård

82


Kapellets ankomstgĂĽrd Kapelsalen

83


Situationsplan mål 1:1000 Dobbelthøjt ankomstområde

Overbygning

�����

84

Mellemtrin

Indskoling

Ny skole i Græse Bakkeby - 2003 Opførelsen af en ny to-sporet skole i Græse Bakkeby danner grundlag for at skabe en moderne folkeskole, opbygget omkring nutidige pædagogiske målsætninger og visioner. Skolen tegner sig som entydige og markante bygningsvolumener, der skalamæssigt underordner sig landskabet og tilpasser sig byen. De store kig til Roskilde Fjord fra skolens forskellige afsnit og fra byen bevares. Skolens pædagogiske hovedorganisering er letaflæselig i bygningstrukturen: Som ”Den lille skole i den store” refererer de tre klynger til henholdsvis indskoling, mellemtrin og overbygning. I funktionel og pædagogisk sammenhæng med de enkelte afsnit ligger fagområder, idræts- og personalefaciliteter placeret. Skolen sammenkædes af en udendørs ”skolegade”. De enkelte klynger er opbygget som én samlende bygningskrop, der med et stort ensidigt faldende tag lægger sig omkring et indre gårdrum, indrettet til ophold og undervisning. Klyngerne, der er i to plan mod øst, skærmer mod p-arealerne, mens de med ét plan mod vest fanger og inddrager landskabet. De tre klynger er ikke ens, men udgør variationer over det samme tema. Facader fremstår i deres ydre i gule teglsten, afvekslende med glaspartier – en klar reference til de bagvedliggende parcelhusområder, men også som et robust og smukt patinerende udtryk mod landskab og legearealer. Den indre facade mod gårdrummene fremstår som lodrette elementer af glasog teglpartier kombineret med lette træbeklædninger, der understreger sammenhængen mellem inde- og uderum. Som kontrast til bygningernes beskyttende og definerede ydre, rummer klyngernes indre et undervisningsmiljø domineret af lys, åbenhed, visuel kontakt og funktionel sammenhæng. Skolens 1. etape omfatter bygningsafsnit til indskoling og SFO. I stueplan er administration samt værkstedsfaciliteter til natur og teknik og musik placeret, mens personalefaciliteter er indrettet på 1. sal. De dobbelthøje afsnit i gangforløbet etablerer visuel kontakt til stueetagen. Fra balkonerne er der udsigt over Roskilde Fjord. Klasse- og SFO-områder er organiseret i klyngens sydlige og vestlige områder i sammenhæng med såvel gårdrum som omkringliggende udearealer. Hjemklasser og SFO-områder er opbygget og organiseret omkring et indre flex-areal, der udgør klyngens centrum - et aktivt værkstedsområde med direkte udgang til udearealerne. Gårdrummet domineres af en stor blød rampe-form i beton, der optager terrænspringet og omkranser et legeareal. 1. etape er udført i totalentreprise og ibrugtaget ved skolestart 2003.


Facade mod øst Udsigt over Roskilde Fjord

85


Snit i indskolingsklynge Plan og snit mål 1:400

Personale Administration

Hjemklasser

Flexareal

�����

1. Hjemklasse 2. Flexareal 3. Garderobe 4. Køkken 5. Tumlesal 6. Omklædning 7. Administration 7. Musik 8. Natur & Teknik 9. Terrasse 10. Hovedindgang 11. Skolegade

10. 6.

7.

7.

5. 7.

8.

4. 9. 11.

3. 2.

1.

86


Tumlesal for SFO Det indre gürdrum med udendørs forbindelse til den fremtidige skolegade

87


Overordnede idéskitser “Sløjfen” og sektionsstruktur/adgang

88

Statsfængslet Østjylland på Enner Mark I december 2001 vandt tegnestuen konkurrencen om det nye ”Statsfængslet Østjylland”. Projektet skal i 2006 erstatte det nuværende Horsens Statsfængsel og vil blive landets bedst sikrede fængsel. Anlægget ligger placeret i det åbne bakkede landskab på Enner Mark vest for Horsens, omgivet af marker, græssende kvæg, levende hegn og spredte gårdbebyggelser - og med vidtstrakte udsigter under en høj himmel. Det samlede fængsel udgøres af otte separate klynger af bygninger, der som perler på en snor knytter sig til det interne vejanlæg. De enkelte bygninger ligger placeret omkring en naturlig lavning i landskabet og drager fordel af udsigten til fængslets indre gårdarealer og grønne områder. Flere steder har man udsigt til det store omkringliggende landskab, der kan ses over fængslets seks meter høje og halvanden kilometer lange betonmur, der i et organisk forløb rundt om det samlede anlæg ligeledes underordner sig landskabets bevægelser. De enkelte bygninger vil med deres gule teglstensfacader og karakteristiske ensidigt faldende zinktage vokse ud af terrænnet med skala- og materialemæssige referencer til områdets traditionelle landbrugsbyggeri. Det har været et mål at nedtone anlæggets institutionelle præg og skabe rammer, der understøtter intentionerne om , at opholdet er rettet mod en efterfølgende tilværelse uden for murene. Den klare bygningsmæssige opdeling og placering i terrænnet imødekommer samtidig et krav om sektioneringsmuligheder, udeophold og adspredelsesmuligheder for de indsatte. Fængslets organisering afspejler således et helt samfund inden for murene. De enkelte bygningsafsnit udgør således tre normalsektioner med egne beskæftigelsesafsnit; en særligt sikret sektion; kulturhus med kirke, idrætsfaciliteter, købmand og bibliotek foruden besøgsafsnit samt portbygning og personaleafsnit. Rammerne for både ansatte og indsatte vil være lysere, rummeligere og mere humane end under de nuværende forhold. Med normalsektionernes indretning kan der sektioneres i enheder ned til seks indsatte, men bygningerne understøtter også større fællesskaber i de enkelte sektioner, såfremt forholdene tillader det. Projektet har været en stor udfordring for tegnestuen - både hvad angår konkurrencefasens fortolkning af projektets særlige programmatiske problemstillinger samt den efterfølgende projektering, hvor sikkerhedshensyn har fået særlig fokus. Efterfølgende er yderligere én normalsektion tilføjet anlægget.


Model af Statsfængslet, Østjylland

89


Normalsektion Plan mĂĽl 1:500

90


Model af StatsfĂŚngslet Normalsektion med indre gĂĽrdrum

91


Facadeudsnit, glasskal

92

Kraftvarmeværk Århus Nord, ny ovnlinie - 2004 I 1975 blev kraftvarmeværket på Lisbjerg Bakke nordvest for Århus påbegyndt. Friis og Moltke var arkitekterne, der oprindelig udlagde anlægget som et letaflæseligt industrianlæg: én bygning og én skorsten - enkelt og klart. Siden er anlægget udvidet af flere omgange og enkelheden er gradvist omdannet til en mere rodet og kompleks struktur. I 1999 blev der udskrevet en konkurrence om yderligere udvidelse med plads til endnu en ovnlinie og ny avanceret teknologi som forudsætning for en miljørigtig affaldsbehandling og energiudvinding. Udvidelsen skulle ske under de bedst mulige vilkår for den daglige drift, og med ønsket om samtidig at få genskabt en arkitektonisk helhed, der tilfører de landskabelige omgivelser et fast holdepunkt. Med kravene til anlæggets indhold og dimensioner er én ting givet: Det kan ikke skjules, bortforklares eller ”camoufleres” ind i forstadens omkringliggende bebyggelse - nødvendigheden må gøres til en dyd. Med sin placering på bakketoppen udgør anlægget en dramatisk kontrast til den nærliggende landsbybebyggelse og indskriver sig samtidig som et markant landemærke i konteksten af infrastrukturen omkring Århus, hvorfra det hyppigst vil blive oplevet - på afstand og i forbifarten. Anlægget vedkender sig sine industrielle præmisser og søger den enkle geometri i forholdet til landskabets bevægelser. Det samlede anlæg er opbygget af to hovedelementer: en betonbase og en glasskal. Betonbasen optager og udnytter stedets naturlige terrænspring samt strukturerer trafikken ind og ud af anlægget. Glasskallen er gennemskåret af en spalte, der adskiller ovnlinier og røgrensning og som samtidig skaber plads til anlæggets firs meter høje skorsten. Glasskallen er opbygget i råglas, der med sin særlige transparens lader anlæggets indre ane. Kontrastfyldt er de store ovne og rør, som en levende organisme, omsluttet af et præcist og let ydre. Det er en industribygning, der er stolt af sig selv og ikke lægger skjul på sit egentlige væsen og samfundsgavnlige formål. Glasfacaden afspejler vejrliget og tager form efter omgivelserne. I solskinnet glimter den i lyset og tager farve efter den omgivende skov - på en gråvejrsdag går den i ét med himlens farver. Om natten ligger den som en lysende krystal i det store mørke landskab. Vest for ovnhallen ligger en række mindre selvstændige bygninger samlet i en velordnet struktur indeholdende bl.a. mandskabsfaciliteter. Disse bygninger er overvejende lukkede volumener som er med til at understrege glasskallens transparente facade.


KraftvarmevĂŚrket Set fra Randersvej

93


Møbelprogram 7-14-21 Enkle klare former er udgangspunktet for modulerne i det fleksible møbelprogram 7-14-21. Møbelprogrammet er udsprunget af tegne-stuens byggesystem af pultlysskoler op gennem 1970’erne og navnet refererer således til placering af vægskinnerne i henholdsvis brystnings-, vindues- og dørhøjde. De vægmonterede skinner gør det muligt at flytte og ændre på sammensætningen af elementer uden brug af værktøj. Modulerne er udført i krydsfinér og skinnerne af elokseret aluminium Møbelprogrammet indgår i SIS-Learning’s samlede produktion af inventar til undervisningssektoren.

VIP-serien VIP-serien for Borks Patenttavler omfatter diverse tavler, reoler og mobile borde til præsentation og opbevaring. Idéen med serien er at udforme et sammenhængende designprogram med det formål at skabe en gennemført helhed ved indretning af møde-, kontor- og konferencelokaler. VIP-serien er udført i elokseret aluminium og reoler og skabe i stål.

94


Zeti-træmøbler Zeti-træmøbelserien er en nyfortolkning af tegnestuens traditionelle “firkantede” rammemøbler; i en lettere konstruktion og et nutidigt udtryk. Den stabelbare træstol er udført i ahorn med sæde og ryg i malet eller polstret krydsfinèr og bordet med stel i ahorn og plade i sortmalet mdf. Serien omfatter foruden stole og borde også opbevaringsmøbler, briks og sofa udført i samme enkle formsprog og materialeholdning. Træmøbelserien er udviklet i 2004 og produceres af Møbelsnedkeri Kjeldtoft.

95


Showroom for Bent Krogh Opførelsen af et nyt show-room til møbelfabrikant Bent Krogh er udsprunget af et langvarigt samarbejde mellem møbelfabrikanten og Friis & Moltke Design. I forbindelse med indvielse af showroomet i 2002 stod design-afdelingen bag den første produktudstilling i de nye omgivelser. Udstillingen omfattede bl.a. et nyt konferencebord “Logo” fremstillet i aluminium. Ved udformning af bordet er tilstræbt samme lette og enkle udtryk som i bygningen. Lampas A/S Samarbejdet med Lampas går helt tilbage til 1971. Et af de senere resultater af dette arbejdsfællesskab er en serie af enkle belysningsarmaturer til udendørs brug. Pullertlampen er oprindelig designet til Kapellet ved Aalborg Sygehus Syd og her opstillet på forpladsen til Bent Krogh’s show-room.

96


Sanitet, armaturer og tilbehør I forbindelse med indretning af en serie hotel-suiter har designafdelingen udviklet en ny serie karakterfulde armaturer og sanitetsmoduler. Armaturernes disciplinerede geometriske udtryk er inspireret af arkitekturens verden. Idéen bag sanitetsprogrammet er at skabe et modulært system, som kan tilpasses varierede baderum. Sanitetsserien, der produceres af Imcodan A/S, er fremstillet i corian. Armaturer er udført i crom og udviklet i samarbejde med Börma A/S

97


Tegnestuens medarbejdere - gennem 50 år - har alle del i den arkitektur, vi er stolte af. For at give et indtryk af den medarbejderstab, der gennem tiden har været tilknyttet Friis & Moltke og der igennem haft indflydelse på tegnestuens historie - og omvendt, har vi så vidt det var muligt listet hele flokken op. Arkiverne rækker dog kun en begrænset årrække tilbage. Antallet af medarbejdere frem til 1988 er således behæftet med en vis usikkerhed, da dokumentation herfor beror på fælles hukommelse eller mangel på samme.

98


Tegnestuen august 2004 Århus: Anette Skriver Anne Clausen Birgit Witte Erik Dige Toft Hanne Jensen Harry Due Zakariasen Johnny Rosenvinge Lundbye Johanne Rønsholt Karin Elbek Knud Friis Klaus Vittrup Jensen Kim Heimann Thorsell Kari Moseng Liv Bach Henriksen Lars Faber Starklint Lars Sønderskov Martin Rosenbom Hoffmann Mikkel Wienberg Mortensen Martin Wienberg Mortensen Morten Bluhm Mikkel Bahr Niels Rønde Andersen Ove Rix Peter Fischer Poul Henning Jensen Per Mikkelsen Pernille Østergård Nielsen Petur Magnussen Preben Christensen Preben Bjørn Pedersen Robert Hansen Søren Pedersen Steen Fynbo Thomas Ruus Christensen Ålborg: Allan Zweidorff Kjær Birger Nürnberg Bo Stjerne Hansen Charlotte Larsen Else Marie Guldager Aaskoven Gudrun Schack Østergaard Hugo Nøhr Jan Refsgaard Jepsen Jan Fritsdal Jacob Holm Pedersen Jens Skadhauge Laust Harboe Lars Bo Poulsen Mona Jensen Martin Korsgaard Niels Erik Thomsen Ove Kath Palle Hurwitz Søren Gert Søren Friis Thomas Nørkær Andersen Tinna Romanius Tegnestuen 1954-2004: Anders Bové Annie Eggert-Hansen Anne Kirstine Friis Anders Damsgaard-Sørensen Anne Mette Krarup Hansen Anders Fasterholdt Ane Marie Hindhede Andreas Meier Anne Dorthe Vestergaard Anna Lønstrup Anker Ravn Knudsen Asta Tagmos Knudsen Alice Kramhøft Anne Schmidt Andersen Anne Tornvig Jensen Agnete Stokholm Anne Reinholdt Christensen Allan Dahl Brian Højbjerg Bente Grøn Benny Lund Mortensen Bent Christensen Bente Gravgaard Bente Jensen Bjarne Urhammer Christian Bunde Carsten Nielsen Christian Zacho Christian Givskov Carl Lorenzen Carsten Særkjær Jensen Christian Bolding Camilla Bank Andersen Egon Jacobsen Esben Havbro Nielsen Erling Larsen Elisabeth Schmidt-Nielsen Elin Pedersen Eigil Jacobsen Erik Høfting Elmar Moltke Elisabeth Christensen Elly Krohn Eva Jensen Ellen Olsen Erwin Sander Erling Stadager Frederik Bengaard Flemming Anders Overgaard Finn Skov Finn Steiniche Rasmussen Gry Dinesen Gorm Nielsen Gitte Kirketerp Gurli Wendt Gunnar Lautrup Jan Knudsen Herluf Eriksen Hanne Skriver Hanne Højgaard Sørensen Hans Rasmussen Helle Mariager Helle Starch Lauritsen Helge Kaasgaard Olesen Holger Thule Hansen Henning Jensen Henrik Venndt Hans Bach Nielsen Helle Susanne Gregersen Hans Eghøj Hansen Henrik Jansson Heidi Milan Andreasen Henrik Lund Olesen Helge Tindahl Heidi Lisbeth Larho Inge Lykke Inge Saugbjerg John Just John Vang Jesper Danø Jørgen Thomsen Jane Jørgensen Jan Haugaard Jørgen Jørgensen Jane Havshøj Jørgensens moster Jørn Schütze Jørgen Bischoff Jørgen Agerbæk John Rasmussen Jan Fugl Jette Bunde Jan Emmertsen Jens Ovesen Joan Christensen Jette Brix Madsen Jens Folmer Gydesen John Kjærgård Jeppsen James Flurry-Sullivan Bibb Jeppe Goll Jacek Hofman Jakob Sand June Wolff Larsen Karen Margrethe Bønløkke Andersen Kaj Buch Kaj Saugbjerg Pedersen Kai Korntved Kåre Sølvsten Kirsten Birkeholm Karin Nielsen Kirsten Lynderup Knud Vagner Petersen Karen Kjærgaard Karin Taidal Christensen Klaus Anton Schroeder Karen Andersen Karen Engstrup Blom Klaus Roed Hansen Knud Petersen Kjeld Knudsen Kristian Olesen Kurt Jacobsen Lykke Thorhauge Jensen Lars Lyng Christensen Lillian Spies Leif Jensen Laurits Kjellerup Lars Due Liller Meyer Lise Lægsgård Lars Worm Lis Sten Leo Pedersen Louise Køhler Laila Jepsen Lars Overgaard Lene Christensen Lone Mikkelsen Lissen Højrup Olsen Marie Fenger Ehlers Morten Thomassen Margrethe Søgård Nielsen Morten Nymann Nielsen Mogens Bruun Jepsen Maria Politis Marianne Brandt Mark HoffmannHolst Mette Nicolaisen Magnus Krogh Mogens Krogh Mette Abrahamsen Martin Ringstrøm Andersen Morten Bisgaard Mikal Jørgensen Michael Høltermand Malene Østergaard Pedersen Mansour Nikpey Mads Witte Max Due Niels Christoffersen Niels Peter Thybo Niels Ibsen Nils Madsen Niels Primdahl Niels Noach Niels Møller Jensen Niels Nygaard Ove Rønde Andersen Ole Madsen Ole Fink Ole Sand Ole Refsgaard Pernille Bjørgulf Peter Ern Andersen Peter Lorin Andersen Peter Sand Per Seier-Petersen Peter Rasmussen Preben Uttrup Poul Nyholm Peter Eskesen Pia Høst Larsen Per Bo Madsen Peter Huberth Kristensen Per Mogens Ellekjær Per Weiss Andersen Peder Walsøe Pedersen Palle Bøgh Peter Dahl Henriksen Preben Jensen Peter Kristensen Peter Refsgaard-Iversen Rolf Kjær Robert Jay Larson Ralf Rainer Wagner Rikke Lenz Roar Dal Balling Engelsen Søren Ravn Susie Christensen Stephen Brugger Steffen Møller Jensen Søren Halkjær Svend Hvid Stefan Magnusson Steffen Balle Pedersen Siri Stokholm Selahattin Cekicel Søren Astrup Susanne Kjær Susanne Overbye Svend-Aage Pedersen Søren Daugaard Nielsen Steen Stougaard Christensen Susanne Fossgreen Søren Krebs Ovesen Steen Ebling Susanne Wendorff Skjøth Steen Bjørn Rasmussen Svend Erik Lund Torben Rix Tove Sørensen Tom Danielsen Tinna Strøjer Madsen Torben Frank Nielsen Tonni Højgård Christensen Thomas Käszner Tine Ott Christensen Tina Just Jensen Thomas Bøjstrup Torben Hærup Christensen Thomas Ushus Uffe Breinholt Valdemar Carlsen Yanos Politis Åge Bisgaard Åse Kistrup Åge Hjortshøj Aase Christensen

99


Fotografer Aage Lund Jensen, s. 8, s. 21 tv., s. 22, s. 25, s. 30, s. 33, s. 45, s. 46, s. 47 ø, s. 50, s. 54, s. 55, s. 56, s. 59, s. 66, s. 73 Erik Zappon, s. 96 th. Gunvor Betting, s. 70 ø, s. 71 Helene Høyer Mikkelsen, s. 37 Helge Olsen, s. 36, s. 76, s. 80, s. 81, s. 82, s. 83, s. 96 tv. Ivar Mjell, s. 38 n, s. 89, s. 91 Poul Ib Henriksen, s. 35, s. 53 n, s. 70 n, s. 97 Povlsen/Tørsleff, s. 92, s. 93 Thomas og Poul Pedersen, s. 6, s. 14, s. 18, s.19, s. 20, s. 21 th., s. 23, s. 24, s. 26, s. 27, s. 28, s. 31, s. 32, s. 34, s. 42, s. 47 n, s. 49, s. 51, s. 53 ø, 57, s. 58, s. 63, s. 65, s. 66, s. 67, s. 68, s. 70 n, s. 72, s. 74, s. 75 Torben Eskerod, s. 41, s. 84, s. 85, s. 87 Uffe Kjær, s. 12 Friis & Moltke, s. 38 ø, s. 94, s. 95, s. 98 Foto på modstående side: Bispebjerg Krematorium

FRIIS & MOLTKE A/S: HOVEDGADEN 54 8220 BRABRAND TLF: 87476000 FAX: 87476010 HOBROVEJ 42C 9100 AALBORG POSTBOX 842 TLF: 96309400 FAX: 96309410 www.friis-moltke.dk 100


101


I AL ENKELHED

Profile for FRIIS & MOLTKE Architects

I Al Enkelhed / FRIIS & MOLTKE 1954-2004  

Katalog til udstillingen I Al Enkelhed, 2014. "Udstillingen I Al Enkelhedmarkerer tegnestuens FRIIS & MOLTKEs 50 års jubilæum omfatter et ud...

I Al Enkelhed / FRIIS & MOLTKE 1954-2004  

Katalog til udstillingen I Al Enkelhed, 2014. "Udstillingen I Al Enkelhedmarkerer tegnestuens FRIIS & MOLTKEs 50 års jubilæum omfatter et ud...

Advertisement