En anden stjerne

Ingvar Ambjørnsen, f. 1956, er en af Norges mest læste samtidsforfattere. Han debuterede i 1981, og rækken af priser er lang. Bl.a. Hedersprisen fra Det Norske Akademi for Sprog og Litteratur, Tabuprisen uddelt af Rådet for psykisk helse, Willy Brandt-prisen og Anders Jahres Kulturpris.

Med En anden stjerne foreligger et udvalg af Ingvar Ambjørnsens tre novellesamlinger – Sorte mor (1994), Nat til mørk morgen (1997) og Delvis til stede (2003) – nu for første gang på dansk.

EN ANDEN STJERNE

I En anden stjerne møder vi en mesterlig naturskildrer. Og en stor menneskekender. Ingvar Ambjørnsen skildrer med en rørende nøgternhed situationer, stemninger og sociale virkeligheder, gennem præcise dialoger og portrætter. Fælles for mange af dem er en følelse af uforklarlig uro og pludselig undergang.

En anden stjerne viser spektret og særpræget i Ingvar Ambjørnsens kritikerroste novellekunst.

Fra de tætte, intense noveller til de store noveller, der næsten er små romaner.

INGVAR AMBJØRNSEN

F/001 Forlag Folke. 2023

INGVAR AMBJØRNSEN

En anden stjerne Udvalgte noveller

Læseeksemplar

F/001

FORLAG FOLKE

Sorte mor, 1994 “Tre-fire af dem er rene mesterstykker” Øystein Rottem, Dagbladet “Disse korte noveller må være noget af det fineste Ingvar Ambjørnsen har skrevet” Kjell Olaf Jensen, Arbeiderbladet

Nat til mørk morgen, 1997 “... novellen »Nat til mørk morgen« ... udmærker sig, ikke bare i denne samling, men i norsk novellekunst de sidste 20 år.

En mørk perle.”

Marta Nordheim, VG

Delvis til stede, 2003 “på grænsen til magi” Terje Stemland, Aftenposten “... en novellesamling af indiskutabel høj kvalitet. Novellen »Nye værelser« giver for eksempel et så originalt vrid på hjemløshed, at denne læser bare bøjer sig i støvet” Torunn Borge, Dagsavisen

Læseeksemplar

En anden stjerne

Læseeksemplar

F/001

Læseeksemplar

Ingvar Ambjørnsen En anden stjerne Udvalgte noveller

Oversat af Dagny Pedersen

Læseeksemplar

Forlag Folke

En anden stjerne er oversat fra norsk efter Djevelens fødselsdag © Cappelen Damm AS 2016 © Dansk udgave: Forlag Folke 2023 Udvalgt af forlaget i samråd med forfatteren Oversat af Dagny Pedersen Formgivet af Studio Ester Gong Bogen er sat med Caslon 12/15 og trykt hos Strandbygaard, Skjern isbn 978-87-94500-00-5 1. udgave, 1. oplag forlagfolke.dk

Udgivelsen er støttet af

2

TR A L TR

Y AG

CO

EU

KS

N

CLIMATECALC CC-000033/DK

Læseeksemplar

Indhold

Skallerne . . . . . . . . . . . . . . . . . 7 Sorte mor . . . . . . . . . . . . . . . . 17 Det regner . . . . . . . . . . . . . . . . 45 Sølvfjorden . . . . . . . . . . . . . . . 47 Nat til mørk morgen . . . . . . . . . . 79 Den røde kjole . . . . . . . . . . . . . 125 Ventesalen . . . . . . . . . . . . . . . 131 Kirsebærtræet . . . . . . . . . . . . . 145 En anden stjerne . . . . . . . . . . . . 167 Nye værelser . . . . . . . . . . . . . . 177 Djævlens fødselsdag . . . . . . . . . . 217 Note . . . . . . . . . . . . . . . . . . 228

Læseeksemplar

Skallerne

En sommerdag for mange år siden havde han næsten slået hendes pande mod instrumentbrættet. De havde siddet fast i en bilkø lige uden for Toulouse i den dirrende varme, de havde rullet alle vinduerne ned, hun sad med rattet i den ene hånd, cigaretten i den anden. Hun havde været hidsig, utålmodig, selv mente han, at de havde tid nok; desuden var der det med, at adrenalin alligevel ikke ville få dem hurtigere frem til hotellet.

Så for at berolige hende uden ord – det anede ham, at alle ord ville blive farlige netop nu, lagde han venstre arm om hendes skulder og lod fingrene løbe op ad nakken, indtil hendes baghoved hvilede i hans hånd som en stor, varm sten. Hun smilede. Hun kendte ham godt nok til at vide, at han kendte hende.

Men han havde ikke kendt sig selv. Lysten til at støde hendes hoved fremad med al kraft kom fuldstændig bag på ham, i et glimt så han alt blodet for sig, hendes vantro blik, hørte skriget. Han havde trukket hånden til sig, han havde set den tynde membran mellem alt og intet, oplevelsen havde gjort noget ved ham, hvad vidste han ikke.

Han lå på sengen og røg, døren til badeværelset stod på klem, han kunne se hende stå foran spejlet og lægge læbestift. En uklædelig bleg rosa, der altid fik ham til at tænke på tresserne, på blondiner med opsat hår, på pepitamønstrede dragter uden kraver.

– Er du klar? Hun smed læbestiften i håndtasken og klemte læberne sammen foran sit eget spejlbillede.

Læseeksemplar 7

Ja, han var klar. Morgenmadssalen var næsten tom, klokken var ti i ti, de var de sidste. Et enkelt spejlæg svømmede i baconfedt på et hvidt fad, juicen var lunken og kolbekaffen udrikkelig. Han drak den alligevel, mens han med væmmelse så hende trække kniven gennem æggeblommen, så blommen flød ud i fedtet, så hende skrabe det hele sammen med et stykke brød, føre det hele ind imellem de rosa læber, han gyste, da hendes tunge fangede en smule i højre mundvig.

– Du skal prøve at få noget i dig, tyggede hun. Nu var det baconen, der fik med kniven og gaflen. Slapt, fedt, ikke salt nok.

– Begynd ikke på det der igen. Han fik ild i en ny cigaret, den tredje. – Jeg spiser, når min mave beder mig om det. Lige nu fraråder den mig det på det stærkeste.

Hun lagde hovedet på skrå. – Jeg er heller ikke på god fod med min mave i dag. Men hvis jeg ikke får noget i mig ... Gud hjælpe mig, hvad var der i de drinks i går?

– I mine var der whisky og is. Jeg tror, dine var noget mere komplicerede.

Aftenen før havde været badet i et uvirkelighedens skær. De havde brugt næsten en uge på at køre op gennem hele Skotland, de havde taget færgen fra Thurso til Orkney og var nået til Kirkwall tidligt på eftermiddagen. De havde spist kogt torsk og kammuslinger på en lille fiskerestaurant, aftenen ville de tilbringe i baren på hotellet. De havde nået rejsens endemål, den grønne ø i havet mod nord, pikternes og de norske jarlers tumleplads, de var trætte.

Og så viste det sig, at øboerne, eller måske snarere en fantasiløs hoteldirektør, havde fundet på at arrangere en “Bermuda-aften” i baren, den dag de ankom. Kirkwalls ungdom væltede ind i horder, klædt i hawaiiskjorter og bermudashorts, fra den piskende regn og vind trådte de ind i en bar, hvor intetanende turister sad med en drink og ikke troede deres egne øjne.

Læseeksemplar 8

En halvfuld fyr med en bums på størrelse med et drosselæg på den ene kind havde hældt den første havgrønne drink på hende – og så var løbet kørt. De var vågnet på tværs af dobbeltsengen, hun havde stadig haft strømperne på.

– Der har boet folk heroppe i fem tusind år, sagde hun og skubbede tallerkenen til side. – Vidste du det? Hun tog en af hans cigaretter. – Herregud, var det ikke på samme tid, egypterne rejste de store pyramider?

– Det kan jeg ikke huske, sagde han.

– Gravpladser, sagde hun. – Hele øen er fuld af gravpladser.

Rækker du mig kaffen?

De nåede frem til gården ved tolvtiden. Et stuehus med slidte teglsten, en dobbelt garage, et udhus. En enlig høne pikkede vilkårligt i gruset med det gule næb; skygger bag de tynde gardiner, da de parkerede bilen på gårdspladsen. Privatmuseum.

De havde ikke anet, at den slags eksisterede, før de fik øje på skiltet nogle kilometer længere mod nord.

Nogle hundrede meter længere mod øst endte landet. Hvide måger steg og faldt i vinden over forrevne sorte klipper.

Kvinden, der kom ud på trappen, var høj og tynd, næsten mager, tættere på firs end halvfjerds. Hendes øjne lå dybt i ansigtet, alligevel strålede de af liv, han tænkte, at hun måtte have en ung sjæl, det var banalt, men det var sådan, han tænkte. Da han fik hendes hånd i sin, forstod han noget om jorden herude.

Grave? Her på ejendommen havde de kun én, Joe ville vise vej, så snart han havde fået frokosten i sig. Selv spiste hun ikke frokost, nej, det kunne ikke komme på tale at vente ude i vinden.

De blev ledt op til en overbygget veranda, der løb langs hele huset. På væggen og under rækken af vinduesruder var der glasmontrer. Hendes krogede pegefinger pegede på pilespidser Læseeksemplar 9

og stenøkser, kranier og knoglerester, hun talte om et langt livs udgravning i “haven”.

Og så skete det, som han i al hemmelighed havde ønsket sig, hver gang han havde besøgt et museum. Den gamle løftede glaslåget af en montre.

Hun vendte sig. – Jeg har opdaget, at ingen kan forstå historien uden at røre ved den. Det er som ... Med døden. Nu smilede hun som en lille pige, en lille pige, der havde fået en uventet gave.

Et øjeblik efter stod de med hver deres hovedskal.

– Jeg kalder dem Lucie og John, sagde hun og strøg forsigtigt en finger hen over den brungule flade, hun stod med. – De er smukke. Jeg synes, de er smukke. De er over fire tusind år gamle. Jeg kan godt lide at forestille mig, at de tilbragte livet sammen. De var som os. Had. Kærlighed. Glæde. Melankoli.

Det, I står og holder i hænderne, er alt, de har tilbage.

Han vejede skallen i hånden. Den vejede næsten ingenting.

Når han holdt den op mod solen og så ind gennem øjenhulerne, kunne han se lyset falde gult gennem den tynde hinde af knogler. Tænderne var hvide og kraftige, intet spor af slitage, kun en hjørnetand manglede.

John? Hvilket navn havde han båret? Hvilke drømme havde flimret inde bag den tynde skal? Bag sine tanker kunne han høre den gamle tale starte om menneskerne, der havde holdt til herude på de yderste bjerge mod det åbne ocean, hun kaldte dem “Ørneklofolket”, fordi deres grave havde rummet ørnekløer, et samfund med et hierarki. En var gravlagt med tre kløer, en anden med otte. De havde åbnet en mands grav og fundet tolv kløer, de havde betragtet ham som høvdingen, men hans baghoved havde været et krater.

– Og den her? John?

Hun grinede. – En arbejdsmand. En bonde. En drømmer. Vi Læseeksemplar 10

fandt ingen kløer rundtom John. Og heller ikke rundt om Lucie. Han lagde forsigtigt hovedskallen fra sig og mærkede en ærefrygt, der overraskede ham. Han gloede over på det menneske, han delte sit liv med, og så, at hun havde det på samme måde. Hun stod og strøg Lucie forsigtigt over panden, som om hun trøstede et barn fra fortiden, eller måske snarere en søster.

Også den skal havde stærke hvide tænder, en uafbrudt række.

Men samtlige tænder var slebet ned til omtrent halv længde; han så jægerens hustru, som hun sad dér ved bålet og tyggede læderet blødt. En kontinuerlig proces ligesom fordøjelsen, amningen eller tankens konstante aktivitet.

Den gamle kvinde tog hans hånd i sin. – Du er højrehåndet?

Ja, det var han.

Hun stod så tæt på ham, at han kunne ane hendes lugt nu, en svag duft af lavendel og noget andet, som han ikke kunne definere nærmere end som lugten af gammel kvinde. Han så huden, der var spændt stramt som et trommeskind over næsebenet og panden, en tynd blodåre løb ned ad venstre tinding, hendes blik – åbent, blåt; et lys som det, han havde set inde i skallen, han netop havde lagt fra sig.

– Se her. Du tror, du ser en sten, men i virkeligheden ser du et mesterværk.

Han så en sten. En aflang grå sten på cirka et halvt kilo, uregelmæssig i formen, men glatsleben, som havet former sten mod sten.

– Nej, sagde hun, som om hun læste hans tanker. – Det er ikke havet, der har gjort det, det er en af dine ældre brødre.

Hun lagde stenen i hans hånd, og noget sank i ham, da han greb om den. Den grå sten hvilede i hans næve i perfekt balance, den blev en del af hånden, en forlængelse af den, et livsfarligt slagvåben.

Hun nikkede. Et slagvåben.

Læseeksemplar 11

Han kunne ikke slippe den. Han kom til at tænke på sin bedstefar, der lå på dødslejet. Tooghalvfems år gammel, en spurv næsten uden fjer, de store arbejdshænder reduceret til blege kløer. Oldingen havde bedt ham om at hente høvlen. Langhøvlen. Han var gået ud fra, at den gamle var blevet senil op til den sidste rejse, men havde gjort, som han blev bedt om.

Bedstefaren havde sat sig op i sengen og placeret langhøvlen, som hans bedstefar i sin tid havde lavet, skråt over det hvide dynebetræk. Prøvet grebet. Nu uden kraft, men han havde afprøvet grebet. Hans hænder henover de mørkeste dele af træet, de dele, hvor et par generationer havde bejdset værktøjet med deres egen sved.

– Den passer ikke længere, havde bedstefaren sagt. – Høvlen er vokset fra mig.

Men stenen passede. Den passede i en voksen mands hånd. I dag som for fire tusinde år siden. Der gik et stød igennem ham, han blev rørt, mærkede tårerne falde som et slør for blikket, han tænkte på det, den gamle kvinde havde sagt om, at ingen forstår historien uden at røre ved den, det her var et møde med en perfektionist fra tiden før alt.

Joe sagde ikke ret meget. Han gav dem hånden, da han så, de kom med deres fremstrakt, men var ikke interesseret i, hvor de kom fra, eller hvem de var. En lille prop af en mand, men han bevægede sig let hen over jorden.

Han viste dem bopladsen. En cirkel af sten i den fugtige jord.

Der havde ikke været sådan “på de gamles tid”. Der havde været skov. Varmt. I møddingerne havde man fundet spor af fire kornsorter.

Han kom med en lærredspose med seks batterier. De skulle huske at udskifte dem, der befandt sig i lygten, og bruge knæbeskyttere, når de kravlede ind. Han pegede på stien, der førte Læseeksemplar 12

videre mod klipperne og havet. De kunne ikke misse den.

Så gik han tilbage.

De fandt graven. En græsbevokset pukkel i terrænet. Ikke mere end tredive meter fra de sorte klippers skrænt. Dybt dernede slog havet grønt og hvidt mod stenblokkene, de så havfuglene oppefra.

I den ende af graven, der vendte mod dem, var sten på sten lagt op mod tørvehøjen halvanden meter over bakken. Indgangen var et kvadratisk hul.

De fandt knæbeskyttere og lygte frem. Og fik svaret på det spørgsmål, ingen af dem havde stillet. De skulle kravle på alle fire for at hilse på de døde. Den fugtige gang, der førte ind i højen, var næppe mere end en meter høj og omtrent lige så bred.

Han skiftede batteri i lygten. – Jeg går først.

Hun så skeptisk ud. – Jeg ved ikke, om jeg vil. Jo, jeg vil. Ja, gå du først.

Der var trangt. Mere trangt end han havde troet. Han svedte, der dryppede vand ned i hans ansigt fra stenloftet. Kolde dryp, han tænkte på vandtortur, på regelmæssige dryp mod skallen time efter time, døgn efter døgn, til hvert dryp føltes som et hammerslag.

Efter ti-tolv meter nåede han selve gravkammeret. Herinde under taget var der højt nok til, at han kunne rejse sig halvt op.

Han gjorde det, mærkede, at hans ryg nærmede sig de halvtreds, og faldt ned på alle fire igen.

Sten. Lag på lag af sten. Loftet var støbt i beton, det irriterede ham, ødelagde udsigten til oldtiden.

Gravene var aflange nicher i stenlagene, med et beskyttende glas mod souvenirjægerne. Skaller. Bunker af gulbrune skaller. Og knogler. Skinneben, lår, hofter, ryghvirvler. Løse kæber, tænder. Her hvilede et helt lille samfund.

Læseeksemplar 13

Hvordan havde dødsritualerne været? Han mente at have læst et sted, at pikterne havde lagt deres døde ud til rovfugle og ravne. At de havde samlet de afgnavede knogler sammen og senere stablet dem. En smuk skik. Det vildt, du tog, gav du vildtet tilbage.

Han så på skallerne. Han mærkede med fingeren hen over sin egen pande og betragtede rummet omkring sig. Stenvæggene.

Skallen. Knoglehinden under huden – den bløde hjerne. Inde, inde. I rummet, i hjernen. Derude de andre, det andet, de vekslende billeder. Rummet blev mindre, væggene kom nærmere, formede hans reaktioner, som et slag mod hovedet ændrer tankerne, bevidstheden, måden at møde det ydre og det indre på.

Han måtte ud. Hidtil i livet havde han haft et teoretisk forhold til klaustrofobi, nu badede han i en ny erfaring, panikken drev ham frem, han fik åndenød, kvalmen tog til, han havde ikke spist, havde ingenting at kaste fra sig. Med hjertet dundrende i brystet, pulsen bankende i tindingerne, begyndte han at kravle tilbage, der var noget, der ikke stemte, han var nødt til at kunne se lyset nu, græs og himmel, men det var mørkt, noget kom imod ham, hun kom imod ham, han skreg til hende, at hun skulle bakke ud igen, hun, skræmt af panikken i hans stemme, raseriet, skreg tilbage, at hun ikke kunne, han hørte: ikke ville, at hun ikke tog ham alvorligt, det trange rum faldt ned over ham, han var ved at blive kvalt, begyndte at slå hovedet fra side til side, ind i stenvæggene, huden sprækkede under hårrødderne, han mærkede blodet, der begyndte at løbe, varmt, klistret mod fingrene, han tabte lygten, lysstrålen ramte ham i ansigtet, hun råbte til en gud, hun aldrig havde haft noget forhold til, han råbte til hende, at hun for den samme guds skyld skulle holde kæft, hans trommehinder ... Hun rykkede nærmere, lagde sin hånd på hans, hviskede ord, han ikke havde hørt i et tiår, hendes ansigt tæt ved hans eget, han slog sit hoved mod Læseeksemplar 14

stenvæggen igen, hun greb hans hoved med begge hænder og begyndte at græde, han nikkede hende med al kraft en skalle midt i ansigtet, han hørte, at næsebenet brækkede og fik hendes blod på hænderne, da han greb hende i faldet.

Senere, meget senere, sagde hun: – Jeg glemmer aldrig det, som den gamle sagde om, at ingen kan forstå historien uden at røre ved den. Jeg ved ikke hvorfor, men de ord har brændt sig fast i mig.

De havde netop taget opvasken sammen. Han glattede viskestykket og hang det til tørre over komfuret. Han gik ud på badeværelset og stod og så på sig selv i spejlet.

Rynkerne var blevet dybere, øjnene søgte stadig længere ind i sig selv. Han lagde panden mod det kølige glas, og i et dirrende øjeblik var han tanketom.

Læseeksemplar 15