Lokale historier

KNUD SØRENSEN

knud sørensen lokale historier

LOKALE HISTORIER

Lokale historier er Knud Sørensens sidste punktum. En bog, der tematisk samler hans forfatterskab i miniature.

Her fortæller han om naturen og om egnene ved Limfjorden gennem fjorten varme, tankevækkende historier. Om fjordens digtere, om Thøger Larsen, Jeppe Aakjær og Aksel Sandemose.

Om at blive gammel og langsom, men stadig bevare sin evne til at undres og opleve verden omkring sig. Om det ottekantede forsamlingshus på Mors.

Om plantningsselskabet Legind Bjerge og om at hjælpe naturen med at skabe sig selv. Fælles for Lokale historier er en oprigtig glæde over livet og naturen.

F/003

Læseeksemplar

Forlag Folke

Læseeksemplar

Læseeksemplar

Læseeksemplar

lokale historier o

Læseeksemplar F/003

Læseeksemplar

Knud Sørensen

lokale historier o

Forlag Folke Læseeksemplar

Lokale historier Knud Sørensen Forlag Folke 2023 Formgivet af Studio Ester Gong Sat med 11/15 pkt Sabon LT Pro og trykt hos Strandbygaard, Skjern 1. udgave, 1. oplag ISBN 978-87-94500-02-9

forlagfolke.dk

2

TR A L TR

Y AG

CO

EU

KS

N

CLIMATECALC CC-000033/DK

Læseeksemplar

indhold

9 Hjemstavn og valgstavn Legind Bjerge 15 Det ottekantede forsamlingshus 23 Aakjær og Blicher 35 Natur kontra kultur 39 Glæden ved at bebo en banan 43 Mindeord om Vagn Steen 55 Alderdom 59 Om Galster og hans forlag 69 Om Sandemoses vej til debut og om 91 Sandemoses sidste besøg i Jante Tvillingebrødrene Aksel og Espen 105 Skolelærerforfatterne 113 Lidt om ord 153 Thøger Larsen i vinkelspejlet 157

Læseeksemplar

Læseeksemplar

hjemstavn og valgstavn

En klog mand har engang sagt, og andre mere eller mindre kloge mænd har citeret ham, at træer har rødder, men mennesker har fødder. Alligevel: Selv om man som menneske har omskabt sine rødder til fødder og går rundt på dem – og ofte langt væk fra udgangspunktet – så fører man noget med sig af det sted, hvor ens menneskerødder var plantet, og dette stykke hjemstavn har i de fleste tilfælde enten positiv eller negativ indflydelse på, hvor man ønsker at lade sine fødder stå nogenlunde stille resten af livet og altså leve i noget, man kan kalde en valgstavn. Men hvornår er det så hjemstavnen, man tænker og handler ud fra, og hvornår er det valgstavnen?

Inden jeg går over til at prøve at besvare det spørgsmål ud fra mine egne erfaringer, vil jeg citere endnu en klog mand. Ham kan jeg oven i købet sætte navn på, og navnet er Steen Steensen Blicher.

I hans første digtsamling, der kom i 1814 under titlen Digte. Første Deel, er det vigtigste digt det, der hedder »Hiemvee«. Det består af seks dele, hvoraf den første beskriver, hvor ulykkelig en schweizer er, når han placeres Læseeksemplar 9

i Paris, den anden hvor slemt det er for én fra Provence at være i England, den tredje fortæller om en araber i Schweiz, den fjerde om en »huroner«, der kommer til Arabien, og i den femte del beskrives det vel værst tænkelige: En nordmand i Holland. Og efter disse fem dele kommer så det for Blicher og læseren væsentligste, nemlig en slags resume og konklusion, der i sin omtale af f.eks. fjeld og ørken og fos peger tilbage på digtets tidligere dele. Det er det resume, de fleste danske kender som sang, og som i sin oprindelige og ikke strofeopdelte form ser sådan ud: Kjær est du Fødeland, sødt er dit Navn, Til dig staaer dine Sønners stærke Længsel, Med lønlig Magt vi drages til din Favn, Hvert andet Land mod dig er kun et Fængsel.

Kun der er Vaaren i sin fulde Pragt, Kun der i al sin Ynde Somren smiler, Og skjøn er selve Vintrens hvide Dragt, Naar den paa vore Barndoms Egne hviler.

Ja skjøn er Fjeldet med sin Top af Iis, Skjøn er den Dal som Fossens Bølge væder, Den gule Ørken er et Paradiis, Naar den har skuet Barnets første Glæder.

Min Fødestavn er Lyngens brune Land, Min Barndoms Sol har smilt paa mørken Hede, Min spæde Fod har trådt den gule Sand, Blandt sorte Høje boer min Ungdoms Glæde.

Skjøn er for mig den blomsterløse Vang, Min brune Hede er en Edens Have: Der hvile ogsaa mine Been engang, Blandt mine Fædres lyngbegroede Grave.

Læseeksemplar 10

Når folk i dag synger den sang, opfattes den som oftest som en slags turistforeningssang, der skal få os alle til at falde i svime, når vi ser en stump lynghede (og jeg har i et enkelt tilfælde set en lokaltrykt sangbog, hvor de fire linjer, der begynder med »Ja skjøn er Fjeldet ...« er udeladt, antagelig fordi man ikke har kunnet få det billede til at stemme med heden ved Karup). Men digtet er altså en almen beskrivelse af menneskets forhold til sin hjemstavn og dens landskab. Blicher siger: »Fordi jeg er født på heden, er den skøn for mig«. Og indirekte er digtet også en erkendelse af, at hjemstavnen ikke bare er en æstetisk, men også en karakterdannende faktor byggende på stedets livsform. Der er et gensidighedsforhold mellem et menneske og dets hjemstavn, forstået ikke bare som landskab, men som miljø i det hele taget.

Og så over til mine egne erfaringer. ° Min hjemstavn er det vestlige Vendsyssel. Ganske vist er jeg født og opvokset i Hjørring, men det er først og fremmest klitterne og landskabet op imod klitterne og husmandsmiljøet på den magre jord, der er min fødestavn i den blicherske betydning. I et interview kom jeg engang til at sige, at jeg inderst inde var et klitlandskab, og det gik bagefter op for mig, at det slet ikke var så tosset sagt.

Læseeksemplar 11

Så langt så godt. Jeg forlod hjemstavnen efter studentereksamen, og efter nogle år i det københavnske, hvor mine fødder bar mig rundt i byen og i det nordsjællandske landskab, hvor jeg trak et målebånd gennem landskaberne, fik jeg delvis ved et tilfælde en valgstavn, nemlig Mors. Og med valgstavn forstår jeg altså det sted, som man bevidst vælger som sit, og som man indlever sig i og stiller sig solidarisk med. Det var landskabet her og dets befolkning, jeg levede mig til en forståelse af og en glæde over, og i de første mange år var det Mors og mennesker, jeg havde mødt dér, der sad i mit baghoved, når jeg skrev, hvad enten det var digte eller noveller. Ikke sådan, at lokaliteter og mennesker var anført med navne eller genkendelige beskrivelser, men det var konkrete landskaber på Mors, jeg i hvert enkelt tilfælde forestillede mig, at de mennesker, jeg beskrev, levede og færdedes i – og var præget af.

Sådan var det så længe, det var den aktuelle nutid, som mine historier foregik i. Men pludselig blev meget anderledes. Jeg sad og prøvede at få hold på en novelle, der foregik omkring 1850, og som vanligt søgte jeg et geografisk sted og dets miljø, som kunne danne baggrunden for historien. Jeg prøvede med Nordmors, novellen ville ikke, jeg prøvede med Sydmors, men resultatet var ikke bedre. Så gik det pludselig op for mig, at jeg naturligvis skulle placere den i min hjemstavn, lade klitter, blæst og saltfyldt sollys blive en slags bipersoner i historien. Så gik det. (»Kirstine« hedder novellen).

Læseeksemplar 12

For at gøre en lang beretning kort. Når det drejer sig om handlingsforløb eller situationer, der hører min nutid til, så er det Mors og folk her, der fylder mit baghoved, og på en måde dirigerer fingrenes prikken på tastaturet, men så snart det, jeg vil skildre, hører en fortid til, så er min bevidsthed i Vestvendsyssel. Jeg var da heller ikke spor i tvivl, da jeg besluttede at skrive en roman om besættelsestiden (En tid, 1997), den måtte foregå sådan et sted, som man kommer til, når man kører ad vejen fra Åbybro til Løkken og så drejer til venstre på et passende tidspunkt og kører ind i et sted, som ikke bare personernes liv, men også min fortid var knyttet til.

Altså: Jeg rummer en hjemstavn, som grundlæggende har gjort mig til den, jeg er, og jeg rummer en valgstavn, som fylder min nutid ud. Og jeg har egentlig aldrig ønsket at forene de to stavne.

Læseeksemplar 13