Findelser – et omverdenseventyr

– e t o m ve

F/002

rde n

sev

ent

Foto: Peter Mortensen

Findelser

Findelser

Omslagstegning: Den blå by af Jette Korsholm Christensen

Findelser er en rablende-sprudlende-grublende og indimellem skrigmorsom roman om at finde sig til rette, uden at have en anden at vende omverdenen med. En fortælling om det store, foranderlige og forunderlige myldr uden om os, som vi kalder omverdenen. Om mennesker og møder og ting og sager og huller, der næsten er forsvundet eller lige er kommet til. Det myldrer så meget og så hastigt alle vegne, at det kan være svært at forholde sig til det hele. Men tør vi hvile i hinandens øjne, bare et øjeblik, er der plads til alle. Og alt kan ske.

Juliane Preisler

“Folk kan have tøj på der spjætter så det nærmest gør ondt i øjnene, eller have en udstråling der larmer som en radio helt uden kanaler. Eller de kan umiddelbart virke som om de nærmest sniger sig langs væggene for så pludselig at springe ud som storstøjende personer.

Det gjaldt for eksempel en lille grå spurv af en meget stilfærdig gammel dame jeg ofte passerede i det lokale supermarked, og som pludselig viste sig at være en overraskende højtsnakkende og skrattende type som blev ved med at spørge om noget med knækbrød, eller noget med bananer, eller noget med hvad som helst, sådan at jeg nu næsten kan finde på at gå en anden vej når jeg ser hende nærme sig på sin helt misvisende spurveagtige måde.”

yr Juliane Preisler, f. 1959, debuterede i 1983 og har skrevet en lang række anmelderroste romaner, noveller, digte og skuespil, senest digtsamlingen Døden og blæsten, 2022.

Juliane Preisler Folke Forlag

Roman

Juliane Preisler har modtaget en række priser og legater, bl.a. Klaus Rifbjergs Debutantpris for lyrikere i 1984, Statens Kunstfonds treårige stipendium i 1985, Edith og Helge Rode-Legatet i 1986 og Dansk Litteraturpris for Kvinder i 1989 og Statens Kunstfonds livsvarige ydelse i 2005.

Læseeksemplar

Læseeksemplar

Læseeksemplar

FINDELSER

– et omverdenseventyr

Læseeksemplar

F/002

Findelser – et omverdenseventyr Juliane Preisler Omslagstegning: Den blå by af Jette Korsholm Christensen Formgivet af Studio Ester Gong Sat med 11/13 pkt Adobe Garamond Trykt på 90 g Munken Print White og 300 g Algro Design Advanced Tryk: Strandbygaard, Skjern 1. udgave, 1. oplag Forlag Folke 2023 isbn 978-87-94500-01-2 forlagfolke.dk

Udgivet med støtte fra Statens Kunstfond

Læseeksemplar

JULIANE PREISLER FINDELSER

– et omverdenseventyr

roman

Forlag Folke Læseeksemplar

Læseeksemplar

Forsvindelser, optegnelser og relationer.

Det er ikke, fordi jeg ikke ved, hvem jeg selv er. Eller hvor jeg er. Det gør jeg så nogenlunde det meste af tiden. Men måske er det, fordi jeg bor alene og i stort omfang kun har mig selv at tale med og tænke til. Sådan har det ikke været før, men sådan er det nu.

Der er så rigeligt af alt muligt uden om mig, det ligefrem myldrer med personer og ting og tilskikkelser. Det myldrer så meget og så hastigt og så foranderligt, at jeg indimellem har svært ved at forholde mig til det, når der nu ikke er en anden at vende det med.

Er det ikke også, som om der lige for tiden er usædvanligt meget gang i forsvindingerne, eller hedder det mon forsvindelserne? Og hvad er lige for tiden? Er det igår og i morgen, det sidste halve år, eller eventuelt det kommende?

Indimellem byger af selvhentere kan det måske være godt at forsøge at registrere lidt af alt det, der foregår. At gøre en slags optegnelser over en omverden med alt, hvad den indeholder af mere eller mindre faste bestanddele, eller bestanddele i vildt skred, eller bestanddele, der næsten er forsvundet eller lige er kommet til på en usikkert eksisterende måde. Samt alt det myldrende, inklusive de mere eller mindre mystiske relationer mellem den ene eksistens og den anden, som i sig selv kan være svære nok at forholde sig til. Ikke mindst hvis man selv skulle være en af dem.

Læseeksemplar 7

Hasper, hapser og hostere.

Der bor nogen overalt. Jeg kan høre dem gå og løbe på trappen, hoste og nyse, snorke og synge. Måske kan de også høre mig? Hoste og nyse og ja, synge. Måske kan vi alle høre hinanden og måske mere, end vi lægger mærke til, før vi pludselig gør det?

Eller måske bliver vi så vant til de omkringboendes små eller store lyde, at vi for det meste knap hører dem, en brølende snorken registreres bare som noget der nu er der igen, eller en sønderrivende hoste opleves kun som noget, der også var der minuttet før og kommer igen minuttet efter.

Nogle dage synes jeg også, at jeg kan høre alle de mange, mange andre. Dem, der er lidt længere væk, eller meget længere væk, eller måske allerlængst væk, en ustandselig pusten og sukken og knirken af andres kroppe og sjæle.

Selv bilder jeg mig ind, at jeg eksisterer i relativ stilhed, men der kan nok ske et og andet i nattens mulm og mørke, som jeg måske ikke engang selv hører, eller for den sags skyld i fuldt dagslys i et ubevogtet øjeblik, hvor en pludselig trang til at synge kan tage helt over.

Forleden skulle jeg sætte en ny haspe i et vindue, eller hedder det en hapse? Den der lille vippeting, der knapper vinduet af og på, måske hedder det en hapse? Den var knækket på en ret uheldig måde, så vinduet var knappet på, men nu ikke længere kunne knappes af. Jeg kiggede bekymret på hapsen, den kiggede bekymret tilbage, og jeg håbede bare, at lige dén type hapse ikke var forsvundet ud, så den var den sidste af sin art og også af den grund så sørgmodig ud.

Små, store og småstore ting kan jo indimellem synes at have et udtryk ud over det rimelige, især i betragtning af at Læseeksemplar 8

det netop er ting og altså ikke en slags væsener med eget liv.

Og at de sådan set ikke har noget ansigt at have udtrykket i. Men den knækkede hapse eller haspe var jo altså heller ikke længere i stand til udføre sin gerning, så noget måtte gøres og det i en fart.

Jeg måtte begive mig hen et sted, hvor hasper eller hapser kunne findes, og samme eftermiddag besøgte jeg en butik med diverse håndværkssmåting, hvor jeg er kommet nogle gange i årenes løb, men så sjældent at det hver gang kommer bag på mig, at den er der endnu.

Det er en forretning i to etager, hvor en enormt fed mand engang plejede at regere nede i kælderen. Han stod bag disken og fyldte noget så usandsynligt, mens han herskede over sit lille rige af uigennemskuelige plastic- og metaldele til toiletter, hængsler til døre, andre hængsler, der synes at være for små eller for store til at kunne hængsle noget som helst, knager og skruer, og muligvis hasper. Eller hapser.

Den fede mand står meget tydeligt i min erindring, det var, som om der strålede et usædvanligt blidt lys ud fra ham eller en sjælden tålmodighed måske.

Alt i den kælder virker altid sådan lidt underligt støvet eller småsnavset, som om luften dernede stille og roligt giver partikler fra sig, der daler ned og lægger sig omkring alle delene til dette og hint. Eller som om det alt sammen har været i brug før og kun tilsyneladende er nyt.

Men formodentlig er det meste af det på vej ud. Alle småtingene, som har set sådan ud i årtier, hvis ikke århundreder, er måske på vej ud ligesom så meget andet, der er på vej ud, og bliver måske, eller måske ikke, erstattet af andre småting i en lidt for hurtig takt, så man snart ikke længere kan huske, at der var noget, der hed en hapse eller en haspe, nutidens vinduer åbner eller lukker eller står på klem på helt anderledes og hapsefrie måder.

Læseeksemplar 9

I kælderen med alle de mistænkeligt støvede småting står der nu om dage bare en helt almindelig mand med skæg, i en helt almindelig størrelse, altså manden, ikke skægget, og dagen efter ville jeg ikke kunne huske, hvordan han så ud.

Han solgte mig haspen eller hapsen og sagde, at det var et standardmål. Hvordan kan noget være et standardmål? Det kræver vel, at det meste er, som det altid har været, men det er bevisligt ikke tilfældet. Når alting i øvrigt forandrer sig eller forsvinder ud i svimlende hastig takt, kan man jo næsten være sikker på, at det, der var et standardmål lige før, i mellemtiden er blevet fortid.

Men dér stod jeg lidt senere ved det tilskadekomne vindue, bevæbnet med den røde papegøjetang og en ny hapse, og så på det knækkede eksemplar, der nu snarere virkede lidt slukøret. Og på en eller anden måde fik jeg den gamle hapse af og den nye på.

Det føltes som en sejr. En af dem, der skal fejres, om ikke andet så med et lille glædeshyl, som ingen hører. Eller et par små dansetrin, som får gulvene til at knirke, knap hørbart, men på en måde, de ikke plejer at knirke på. Eller kan det alligevel høres? Foroven eller neden eller til siden?

De lidt anderledes knirk i gulvene, eller det lille hyl, som får andre til at tænke på, hvad der mon foregår. Og måske giver fantasien vinger i retning af noget med arme og ben, der spjætter, og eventuelt flere end et par, altså arme og ben.

Jeg hverken hylede eller knirkede eller spjættede. Jeg stod bare helt stille og så på den nye hapse, mere skinnende end den gamle, som nu var pænt knappet i på det lukkede vindue. Måske gav det et lille hyl eller spjæt indeni mig selv, men det var ikke noget, der kunne høres af andre og give deres fantasi vinger, eller det tror jeg da ikke, at det kunne.

Jeg lagde den røde papegøjetang tilbage i skabet. Jeg har fået den af en, der ikke længere er her, og som gav mig den Læseeksemplar 10

med et vist håb om, jeg måske ville lære at bruge den, så også at den grund var der måske noget af fejre. Men altså lige nu ingen at fejre det med.

Min verden består i øvrigt af adskillige rum, flere af dem med slidte og knirkende trægulve, sære dørhåndtag og dørtrin, møbler af nyere og ældre art, mange små og større lamper og talrige reoler, der er fyldt godt op.

Der er garderobeskabe mange steder, høje vinduer mod syd og et enkelt mod nord, plus et par mod vest, hvor en lille gård også huser mange andre, hvis færden jeg indimellem kan følge, når der er tændt lys om aftenen, eller dagslyset falder på den rigtige måde.

Det er muligt, at min interesse for, om ting stadig findes eller er på vej ud, står og smiler eller er bortvendt triste, og for om folk eksisterer på en nogenlunde tålelig måde, indgår i mystiske relationer med andre eksistenser, eller bare helt stilfærdigt er ved at gå til, har noget at gøre med, at jeg bor alene. Der er så at sige plads uden om mig, så det kan mærkes. Men det er i hvert fald blevet mere nødvendigt for mig at forholde mig til mine omgivelser og ikke bare tyste rundt i dem og håbe på, at de ikke flytter sig for hurtigt til, at jeg kan følge med.

Omkringboende, usagtheder og naturlove.

Uden om mig bor der altså adskillige andre personer, mere eller mindre syngende, hylende, hostende, nysende eller snorkende. De kan endda optræde i halve eller kvarte størrelser, hvis der også er små eller større børn. Hvordan der ser ud inde hos dem, ved jeg jo ikke, men jeg kan ikke lade være med at tænke mit, når der indimellem på højere end sædvanlig vis synges eller hostes, snorkes og hyles.

Så er det, jeg ser alt muligt for mig, stabler af legetøj for Læseeksemplar 11

eksempel, hos dem med børn, sådan en hel masse røde og gule og blå ting, som ustandseligt ligger og roder og triller, så man kan falde over dem, og det gør man så. Man undlader akkurat at bande over de små børn og hyler lidt i stedet, det er dét hyl, jeg hører lidt længere væk, det er ikke et glædeshyl, og jeg tænker mit og ser det hele for mig. Den lille gule plasticting, der pludselig lå, hvor den ikke skulle, og foden, der skred ud til siden.

Og hvorfor har børn egentlig ting i så grimme farver? De behøver jo ikke være mindrebemidlede, bare fordi de tilfældigvis er små, og dermed være dømt til at skulle trækkes med noget, der er signalrødt eller skriggult, når der nu også findes for eksempel lyslilla og irgrønt i verden.

Forældrenes forbandelse forbliver imidlertid usagt eller uråbt, fordi man nu engang ikke forbander sine egne børn.

Det kan være, der kommer et lille stumt hyl eller spjæt over den satans skriggule ting, der lå lige dér, men det er så også det.

Somme tider kan man forestille sig, at hele verden i virkeligheden står og vibrerer af mængder af stumme hyl og spjæt, som af forskellige grunde ikke kommer ud over rampen. Eller i hvert fald at en hel etageejendom står og vibrerer af alt det usagte, uskrålede og uspjættede, som folk forsøger at holde indenbords, enten fordi de er bange for, at andre skal kunne høre det, eller fordi man nu engang ikke bør råbe ad afkommets legetøj.

Hvis altså der overhovedet findes legetøj af den slags mere, måske gør der ikke, måske er det på vej ud ligesom så meget andet, der er på vej ud, mens man kan spekulere over, om der kommer noget andet i stedet. Eller over om alle de små hårde ting i skriggult og signalrødt og børneblåt nu bare har efterladt sig huller, der ikke mere bliver fyldt ud. Ligesom telefonbøgerne, frimærkerne – de efterlader Læseeksemplar 12

sig nu kun ganske små huller – larmende og forurenende busser – lidt større huller – eller bygningsværker, der har stået i århundreder, men som på en eller anden måde bliver overflødige, dér bliver til gengæld hul, så det kan mærkes, når man kommer gående ad den samme gade.

Man kan også fundere over personer, som har haft særlige funktioner, og deres fortsatte eksistens eller ikke, postbude eller elmåleraflæsere for eksempel, de er vist også på vej ud, og dem bliver der også huller efter, formodentlig cirka af personstørrelse. Og hvad gør mon et menneske, som ikke kan andet end at aflæse elmålere? På den anden side, aflæsningen var efterhånden bare blevet til sådan et lille bip fra det ene apparat til det andet, så måske er det slet ikke så indviklet, og de afgåede aflæserpersoner kan nu komme til at få en anden rolle, hvor der bare skal bippes lidt med nogle andre apparater. Det er min fornemmelse, at der er godt gang i bipperiet derude, utallige funktioner, som både jeg selv og andre udfører dagligt, synes at indbefatte bip af den ene eller den anden art, så der er sikkert gode chancer for at skifte til en anden beskæftigelse, som vil føles helt naturlig.

Og måske godt det samme, jeg har endnu ikke mødt en aflæserperson, som ikke var en stor tyk mand, det må have været en eller anden naturlov og faktisk næsten synd, for tænk på alle de trapper, de skulle slæbe sig op og ned ad.

Kan naturlove også forsvinde og efterlade sig nogle helt særlige og uoverskueligt store huller? Som for eksempel loven om, at det bliver regnvejr i fjorten dage, hvis man bor i et lillebitte værelse i et stærkt ucharmerende hotel på Solkysten. Hvis nu vejret er ved at forandre sig på en uforudsigelig måde, og regnvejrssomrene også er ved at forsvinde ud, så kan man måske heller ikke engang være sikker på dét mere. Og hvad blev der så af naturloven? Og hvor forsvinder de udgåede naturlove mon hen?

Læseeksemplar 13

Måske findes der en slags kirkegård for de nu ikke længere gældende naturlove, et sted, hvor de forhenværende naturlove ligger og kigger medfølende på hinanden. Eller eventuelt stirrer misundeligt ud i horisonten, hvor nye naturlove boltrer sig urimeligt muntert.

Eller måske de spritnye naturlove endnu ikke ved, at de er det og føler sig lidt forsigtigt frem derude, kan det virkelig være rigtigt, at et stort antal personer hver dag skal snuble over et løbehjul, som andre har smidt fra sig i forbifarten?

Som, ja netop, en slags naturlov af dem med ambulanceomkostninger, men dog alligevel, en naturlov.

På et tidspunkt kan det være, at de lige da så moderne løbehjul af den ene eller den anden grund også forsvinder ud og efterlader sig nogle lidt ubehageligt L-formede huller, mens de så at sige river endnu en naturlov med sig i farten.

Og så ligger også dén og ømmer sig på kirkegården sammen med de mange andre afgåede og udgåede eller bare lidt umoderne naturlove om dette og hint, der engang gjaldt, men nu ikke længere gælder. Eller hvor forudsætningerne så at sige har ændret sig så meget, at selv en naturlov mister fodfæstet.

Legetøj, beklædning og gummisuk.

Legende børn, der støjer, er i hvert fald ikke forsvundet ud, jeg kan høre dem lege, foroven og -neden og til siden, så et eller andet må de vel lege med ud over deres telefoner, og hvad der ellers er med skærme på. Og hvis der ikke længere er helt så mange signalrøde og skriggule og børneblå plasticting, man kan falde over, så er der sikkert noget andet, måske også noget, der kan styres med små bip, sådan kunne det i hvert fald lyde. Så er børnene også forberedt på en senere voksentilværelse som bippere, kan man sige.

Læseeksemplar 14