FORORD

FORORD

Sangen har lysning, og derfor den gyder Over dit arbejd forklarelsens skin; Sangen har varme, og derfor den bryder Stivhed og frost, så det tør i dit sind. Sangen har evighed derfor den skyder Fortid og fremtid i hob for dit syn, Tænder uendelig attrå og flyder Bort i et lyshav af længsler og lyn.

Sådan skriver Bjørnstjerne Bjørnson i sit digt ”Sangen” fra 1872. Sangen handler både om det at synge og det, vi synger om. Det er netop den dobbelthed, som er fællessangens vigtigste funktion – vi er fælles om at synge det budskab, som teksten vil udtrykke. Særligt linjen med sangen som den varme, der tør vores sind op, er utrolig smuk og siger os måske også, hvorfor fællessangen op igennem historien særligt er blomstret i krisetider.

I efteråret 2020 udkom der en ny højskolesangbog, og bogen har været en overvældende succes og udkom allerede mindre end et halvt år efter udgivelsen i 2. oplag. Fællessangen er i disse år populær på højskoler og efterskoler, men også i mange andre sammenhænge bliver sangen brugt som en samlende faktor. En undersøgelse gav for ganske nylig fællessangen en klar førsteplads, når det gjaldt spørgsmålet om, i hvilke sammenhænge vi følte en samhørighed med andre. Faktisk viste undersøgelsen, at 60 % af den danske befolkning opfattede netop sangen som det, der var bedst til at skabe et bredt fællesskab. Samme opblomstring af det at synge sammen, som vi oplever nu, fandt også sted i Danmark for ret præcis 100 år siden, hvor særligt fire komponister af fællessangsmelodier skabte en nytænkning af melodierne, der skulle understøtte både nye og gamle digteres ord. Teologen og højskolemanden C.J. Brandt udtaler et sted, at salmetekster uden melodi er som ”vingeløse

Forord ∙ 7

fugle” – melodien giver således teksten vinger. En af vores mest elskede sang og salmedigtere Jens Rosendal går skridtet videre og siger, at en tekst med en melodi ikke er en sang – det er den først, når den bliver sunget.1

Af de fire førnævnte komponister blev de to af dem særlig kendte – inden for kirkemusikken blev Thomas Laubs nytænkning nærmest en revolution, da den brød med den romantiske musik og ønskede en tilbagevenden til det oprindelige. Hans tanker og musik fyldte meget inden for kirkelivet i flere årtier, også efter hans død i 1927. Og inden for den symfoniske musik blev komponisten Carl Nielsen kendt ud over landets grænser og er det stadig her 90 år efter hans død. De to sidste komponister Thorvald Aagaard og Oluf Ring skabte hverken revolutioner eller blev verdenskendte, men på den anden side er det måske dem, vi skal takke for, at fællessangen den dag i dag lever i bedste velgående. Både i kraft af deres fine melodier, hvoraf flere stadig bliver sunget med den største selvfølgelighed, og i kraft af deres evner til at formidle sangene, så folk tog dem til sig og gav dem videre til også kommende generationer.

Jeg vil gerne takke Oluf Rings slægtninge Børge Ring (søn af Oluf Ring) og Bo Bak (barnebarn til Oluf Ring) for hjælpen med at finde materiale om deres forfader, ligesom jeg er taknemmelig for lån af materiale fra Dagny Aagaard og Anne Aagaard, som begge var slægtninge til Thorvald Aagaard. Deres gavmilde lån af noder, breve og scrapbøger har givet mig et helt særligt indblik også i de to komponisters almindelige liv. Det har været en helt uvurderlig hjælp og en helt klar forudsætning for, at denne bog kunne blive til noget. Mange af citaterne og udtalelserne er således relateret til netop disse. Både scrapbøger og private breve er en stor del af baggrunden for bogen.

Også en tak til museumsinspektør Ida-Marie Vorre, som med sin store viden om Carl Nielsen har været en god sparringspartner. Tak til Jens Cornelius for gode samtaler.

8 ∙ AAGAArd oG rING