HØJSKOLEOPHOLD I ASKOV

små musikalske sammenspilsgrupper, der dannedes på netop denne tid. Samværet og samhørigheden ved at spille sammen med andre betød meget for den unge mand, også selvom resten af musikerne i kvartetten var noget ældre end Thorvald. Musikken i det midtfynske var begyndt at blomstre. Ikke mindst efter at Carl Nielsen var taget fra Nr. Lyndelse til København for at studere musik og nu var godt på vej til at etablere sig som en stort navn inden for musikken. Carl og Thorvald voksede op ikke mange kilometer fra hinanden, og forbindelsen mellem dem blev faktisk sjovt nok lagt, allerede inden Thorvald var født, idet Carls far, Niels Maler, spillede til Thorvalds forældres bryllup – og med i orkestret var også den 11-årige Carl. Senere var Thorvalds far Anders Hansen ofte til stede, når Niels Maler spillede til gilde, og det lykkedes ham ofte at ”få musikken med hjem”, hvilket betød, at musikerne indvilligede i at tage videre efter gildet og spille hjemme hos ham. Herudover fik han i øvrigt også gentagne gange Carl Nielsen til at give koncert i Ferritslev Øvelseshus (som Anders selv havde fået rejst i 1872), mens Carl endnu gik på konservatoriet. Disse musikalske oplevelser forstærkede selvfølgelig Thorvalds musikinteresse og lagde kimen til, at han senere selv valgte musikvejen.

En anden af Thorvalds store interesser var som nævnt gymnastikken. Hver aften vinteren igennem vandrede han de tre kilometer til gymnastik, således at det hvert år til forårsafslutningen lykkedes ham at få det obligatoriske ”Hurra!” for at have været der alle gangene vinteren igennem.

Thorvald var altså barndommen igennem en meget aktiv dreng med flere interesser. Han sagde da også ofte:”Musik! Gymnastik! Politik! Det er mit valgsprog!”

Højskoleophold i Askov

”Jeg har det indtryk at det er en dejlig vinter jeg går i møde. Det er på høje tid jeg kom ud. Jeg har længe trængt til at komme sammen med andre mennesker og især sådan et sted som her.”6

THorVALd AAGAArd ∙ 17

I november 1896 startede den 19-årige Thorvald på Askov Højskole – det naturlige valg, da hans far selv i en alder af 37 år havde været på Askov. På Askov befandt Thorvald sig umådelig godt. I sine breve hjem til forældrene fortæller Thorvald begejstret om oplevelserne, ligesom han på rørende vis i nær sagt hvert brev udtrykker sin store taknemmelighed over, at han har fået netop denne mulighed.

Thorvald knyttede hurtigt venskaber med de andre højskoleelever og kom til at dele værelse med en jysk dreng, som havde ligget på sygehuset og var blevet sendt på højskole, da der intet arbejde var, men ”han er såmænd ellers helt flink”, som Thorvald skrev hjem i et brev til forældrene.

Thorvalds høje aktivitetsniveau fortsatte på højskolen, hvor dagen strakte sig fra kl. 6 om morgenen med frivillig gymnastik til kl. 23 om aftenen. Ja, Thorvald forstod at suge til sig, og lærerne på skolen forstod da også at forstærke lysten, så han kunne få så meget ud af opholdet som muligt. Thorvald skrev hjem: ”De lærere jeg har haft med at gøre viser stor dygtighed parret med flinkhed.” Særligt en af lærerne nævner Thorvald ofte i sine breve hjem til forældrene, nemlig Ludvig Schrøder.

Schrøder var en af de mest centrale personer i dansk højskolehistorie. Han blev i 1862 forstander for Rødding Højskole efter højskolemanden og politikeren Sofus Høgsbro, der havde valgt politikervejen fremfor hvervet som forstander og i øvrigt senere blev formand for Folketinget (1887-1894). Samtidig med ansættelsen i 1862 blev Ludvig Schrøder gift med Charlotte Wagner, som ved sit giftermål blev forstanderfrue på højskolen. Allerede to år senere måtte de afbryde højskolearbejdet i Rødding på grund af nederlaget i 1864. Højskolen flyttede til Askov, hvor undervisningen begyndte i 1865. Her opbyggede Charlotte Wagner, nu Schrøder, den rolle som højskolemoder, det vil sige moder for eleverne samt lærer i særlige kvindefag, som skulle blive modelskabende for højskolebevægelsen i flere år frem.

I næsten 40 år udøvede Ludvig Schrøder en betydnings-

18 ∙ AAGAArd oG rING

fuld indsats for såvel Askov Højskole som for den nordiske højskoletanke i almindelighed. Han forstod at samle mange af samtidens centrale personligheder omkring skolen. Thorvald oplevede hos Schrøder netop det, som Schrøder selv udtrykte således: ”Højskolens gerning er der hvor lærerens evner møder elevens trang.”

Thorvald skrev hjem til sine forældre herom: ”Om morgenen er vi inde i Schrøders værelse til morgenbøn. Det er det bedste af det hele. Derfra går vi med et indtryk som sætter sit præg på hele dagsarbejdet og samværet.” Brevene om Schrøder viser også, at Schrøder trods sin status som central person i højskolehistorien og trods baggrunden som højskoleforstander i Rødding ikke var lige vellidt blandt alle eleverne på højskolen, men de viser også en del om Thorvalds omsorg og menneskesyn. Således skriver han i sit første brev efter at have været hjemme på juleferie i 1896: ”Om aftenen havde vi juletræ i gymnastiksalen. Blandt andet holdt Schrøder og la Cour hver en lille tale [Poul la Cour var højskolelærer på Askov Højskole fra 1878 til 1908 og opfinder ved siden af – bl.a. af den første vindmølle, der producerede strøm, i 1891]. Især var la Cours udmærket. Han talte om at bevare det barnlige, uskyldige i vores natur. Alle lærerne var med, også en del fremmede hos Schrøders var med. Jeg har erfaret flere gange, at når vi bare vil tale med Schrøder – holde os lidt til ham, så bliver han så glad, for han kan ikke ret godt gøre det første skridt selv. Der er så mange, der holder sig på afstand fra ham, fordi de har bedømt ham for hurtigt og har en stor del kritik, som særlig er rettet mod ham. Jeg kan godt lide ham (bortset fra hans fejl, dem har vi jo nok af alle sammen). Ligedan med hans foredrag. Selvom de er udmærkede, så er der dog mange, der ikke vil sige det selv om de kunne mene det. Det er jo ligesom når de har antipati mod Schrøder, så kan de ikke have sympati for hans foredrag.”7

Musikken fyldte selvfølgelig også en del i Thorvalds hverdag på Askov, ikke mindst i kammermusikalsk sammenhæng sammen med andre elever. Det var nok her, Thorvald stiftede

THorVALd AAGAArd ∙ 19

bekendtskab med den klassiske musiks udfordringer og muligheder: ”I kan nok se heraf, at jeg er optaget stærkt. Det er også bedst at være det, der kommer så altid liv i arbejdet . Jeg har øvet mig på Beethovens Septet og kan snart spille det meste af den og den er aldeles fortrinlig.”8 Som det ses senere, kom Thorvald, ud over fællessangen, til at vie sit liv til formidling af den klassiske musik, og interessen blev allerede på højskolen vakt både for den praktiske og teoretiske musikudfoldelse. Her stiftede Thorvald også bekendtskab med teologen og sangkomponisten Heinrich von Nutzhorn, som havde fulgt Schrøder fra Rødding Højskole til Askov. Som ung student hørte Nutzhorn til den lille kreds af teologistuderende, der kaldte sig Lille Theologicum, og hvoraf en stor del blev kendte højskolefolk. Med i kredsen var også Schrøder samt Ernst Trier, Jens Nørregaard og Christoffer Bågø. Foruden Nordens historie underviste Nutzhorn især i sang, og det var her, Thorvald stiftede bekendtskab med ham. I brevene hjem er det ikke meget, vi hører om Nutzhorn – i det første brev omtales han dog som ”en dejlig gammel mand, som jeg glæder mig til at komme i lag med og lære noget af”. Da Nutzhorn i årene forinden havde haft stor indflydelse på den danske fællessang som redaktør af højskolesangbogen, må vi formode, at Thorvald rent faktisk lærte noget af ham og måske allerede her startede sin drøm om at blive arvtager til Nutzhorns position som forsanger i den danske højskole. Dog siger hverken breve eller anden overlevering direkte noget herom. Men at den kommende generation af sangformidlere således også Thorvald videreførte hans ide´er skriver Kirsten Sass Bak om i bogen Musik og danskhed fra 2003: ”Højskolen havde sin egen komponist, eller forsanger, Heinrich Nutzhorn i Askov, som med en lang række melodier, mest i let stiliseret marchstil, kan siges at have anslået en særlig højskole-fællessangstone. De fungerede udmærket i deres tid, men lignede nok hinanden for meget til at kunne blive stående. Men det var denne fællessangsnorm, til forskel fra bykulturens romance norm, som næste generation gik videre med”. En generation som Thorvald blev en del af.

20 ∙ AAGAArd oG rING