FOLKELIG SANG OG HØJSKOLESANG

Folkelig sang og højskolesang

”Det var de gamle skjalde der sang” – sådan stod der på ryggen af højskolesangbogen op til 17. udgave, hvor det blev afløst af ”Så syng da Danmark lad hjertet tale” fra sangen ”Den danske sang er en ung blond pige”. Traditionen med at fortælle en historie ved at synge den går således langt tilbage – helt tilbage til skjaldene, der tog fra by til by for at fortælle om både historiske personer og historiske dramaer. Men hvorfor synge historien og ikke blot fortælle den? Dels kunne dramaet med toner på blive forstærket, dels hjalp melodierne til at huske ordene bedre, og så indeholdt langt de fleste af sangene et kort omkvæd, som de folk, der lyttede til historien, efterhånden kunne synge med på, og på den måde blev også de en del af historien. Men en egentlig fællessangstradition var der endnu ikke tale om. Den form for fællessang, vi kender i dag, opstod først i slutningen af 1830’erne med N.F.S. Grundtvig som foregangsmanden. Grundtvig havde i starten af 1800-tallet omtalt viser og sange som en af de væsentligste kilder til folkelig opdragelse. Endnu ikke i betydningen at synge dem sammen, men nærmere i den forstand, at den poetiske form havde en betydning som meddeler af historien. Der er ingen tvivl om, at Grundtvig har været meget inspireret af de overleverede folkelige viser, og at disse muligvis har været fremført – reciteret – i Grundtvigs undervisning. Herudover er det netop disse, der har inspireret Grundtvig til selv at bruge det poetiske i sine historiske og bibelhistoriske sange og senere også i sange om hans egen samtid. Med sine Krønike-riim til Børne-Lærdom fra 1829 arbejder Grundtvig helt målbevidst med poesien som et pædagogisk virkemiddel. Bogen indeholder 52 rim, hvoraf 35 blev benyttet i senere sangbøger.

I løbet af 1830’erne og 1840’erne tog Grundtvigs tanke om oprettelsen af en folkelig højskole mere og mere form, hvilket ses i en række skrifter, der også nævner sangen. At vi i Danmark netop har en sanglig tradition, der går tilbage til skjaldene, skriver Grundtvig om i sit første store højskoleskrift

Forord ∙ 9

Det danske Fiir-Kløver eller Danskheden partisk betragtet” fra 1836 – firkløveret er konge, folk, fædreland og modersmål. Om det sidste skriver han:

Det skal visselig blive til beundring for al verden, hvordan de danske skjalde brugte modersmålet i slutningen af det attende og begyndelsen af det nittende århundrede! Så folkeligt og så fædrelandsk et skjaldekor, tør jeg på historisk ære og samvittighed forsikre der blev ej hørt i noget andet land, siden sangerne i Hellas forstummede, og hvad er der dog mellem himmel og jord: fra tankens højeste flugt til dens letteste svæven over blomsterne i enge, og fra dønnet som ruller i sky, til den sagte hviskende lyd i hjertekamret, som disse skjaldes modersmål ej kunne både levende, liflig og lystig.2

Det var ikke fra fremmede lande, skjaldene havde fået dette – som Grundvig skriver senere, var det derimod i folkeånden: ”Med øret som dertil dannedes under moders hjerte, opfangede de dog vel hos folket, hvad folket forstår og erkender som sit, eller smedede de nyt af samme malm og med samme klang, da var det dog vel folkeånden, som lærte dem den kunst”.3 Skjaldene fik altså en funktion som folkets lærere og ”vil man altså i vore dage have en dansk højskole, hvor fædrelandskærlighed skal ånde og modersmålet blomstre, da må man takke Gud for skjaldene og tillade dem, om de kan, også at afvinde folket lidt yndest både for deres fædrelandske viser og hvad der ellers findes i deres skjalde-bøger,”4 som Grundtvig slutter. Jo mere Grundtvig skrev om sine tanker, jo mere levende blev de for ham, og dette gjaldt også sangens placering og betydning for projektet. I disse år bliver den førnævnte folkelige vise til levende folkesang eller folkelig sang, som første gang nævnes i Grundtvigs skrift Skolen for Livet og Academiet Soer fra 1838. Denne bog indledes med digtet ”Moders navn er en himmelsk lyd”, en sang, der den dag i dag stadig er at finde i vores højskolesangbog – dog i forkortet form og ikke med

10 ∙ AAGAArd oG rING

alle de oprindelige 20 vers. Samme år holder Grundtvig sine Mands Minde-foredrag – i alt 51 foredrag, der omhandler det sidste halve århundredes historie. Herudover benytter han flere af disse foredrag til at plædere for sine tanker om en folkelig højskole. Det var ved et af disse foredrag 17. oktober 1838, at folk efter Grundtvigs fortælling om søhelten Willemoes spontant rejste sig og sang ”Kommer hid, I piger små” på komponisten C.E.F Weyses nyskrevne melodi fra året før. Efterfølgende er denne dag blevet kaldt for fællessangens fødselsdag. Men trods det og trods tilblivelsen af flere nye sangbøger i årene efter gik der lidt tid, før en egentlig sangbog for folkelig sang så dagens lys.

I 1844 blev Grundtvigs tanke om en folkelig højskole en realitet med tilblivelsen af Rødding Højskole. Breve fra den første tid på højskolen af historikeren og senere politiker Roar Skovmand viser, at sang blev sat på skemaet. Ved indvielsen blev ”Vor Gud han er så fast en borg” sunget, efterfulgt af en fædrelandssang, og timeplanen indeholdt to ugentlige sangtimer. Skolens første forstander, Johan Wegener, skrev således i et brev kort tid efter skolens start: ”Gymnastik og sang elske de især, når det hedder ’til hugning’! Så er alt liv og glæde, og de synge med en lyst og begejstring, så selv en Schleswigholsteiner måtte blive henrykt”.5 Efterhånden kom flere højskoler til i form af Ryslinge, Askov, Vallekilde og Testrup. Nogen egentlig sangbog havde højskolen endnu ikke, og sangene blev dikteret til eleverne, som så selv skrev dem op i deres notesbøger. Det blev dog efterhånden klart, at højskolen måtte have sin egen sangbog. Højskolerne havde særligt efter nederlaget i 1864 fået en helt særlig værdi for dannelse af den almindelige befolkning, og hertil hørte sangen. Mange forskellige sangbøger havde set dagens lys, og de førnævnte højskoler havde i et samarbejde bundet flere af disse sammen, men det var ikke fyldestgørende for det behov, der var for en samlet sangbog for højskolebevægelsen. Denne kom først i 1894, og hele opløbet til denne er en historie for sig. Allerede i 1870’erne var tankerne om en fælles sangbog opstået, men mange forskelligartede interesser om,

Forord ∙ 11

hvorvidt vægten skulle ligge på det kirkelige stof kontra det lettere verdslige, og hvorvidt de historiske sange skulle vægtes frem for naturlyrikken, skabte mange spekulationer og diskussioner i de udvalg, der i disse år blev nedsat. Efter flere forsøg med forskellige sangbøger bl.a i samarbejde med landbrugsskolerne fandt et udvalg fra de forskellige højskoler endelig sammen og nedsatte et sangbogsudvalg, der kom til at bestå af Niels Peter Grønvald Nielsen, som var forstander på Vestbirk Højskole, Christoffer Bågø, højskolelærer på Testrup Højskole, og komponist og sanglærer på Askov Højskole Heinrich von Nutzhorn.

Sangbogen bestod af 506 sange – heraf langt flest med tekst af N.F.S. Grundtvig, bl.a. bogens første sang ”Den signede dag med fryd vi ser”, som i øvrigt lige siden har haft nr. 1 i alle efterfølgende udgaver. Også Bjørnstjerne Bjørnson og B.S. Ingemann var rigt repræsenteret i den første sangbog fra 1894. Hvad melodierne angik, stod Heinrich von Nutzhorn for 60 af melodierne, hvoraf kun én stadig er med i vores nyeste udgave, nemlig ”Fædreneland! Ved den bølgende strand” med tekst af Grundtvig. I løbet af sangbogens første 10 år udkom der en ny udgave næsten hvert andet år, men jo længere vi kommer frem, jo længere tid går der også imellem de nye udgaver, og således er den sidste nye højskolesangbog fra 2020 nr. 19 i rækken af sangbøger fra 1894.

Til tiende udgave af sangbogen fra 1922 foreligger for første gang Folkehøjskolens Melodibog skabt af dels Carl Nielsen og Thomas Laub, men måske mest af alt af Thorvald Aagaard og Oluf Ring. Det er netop disse to komponister samt deres uvurderlige indsats for skabelsen og udbredelsen af de folkelige melodier og sange, denne bog handler om.

12 ∙ AAGAArd oG rING