KONSERVATORIETIDEN

Desværre for Thorvald måtte han afbryde højskoleopholdet før tid, da han blev ramt af en voldsom gigtfeber, der var så alvorlig, at der var fare for hans liv. Thorvald lå længe i sengen og var meget afkræftet, men kom sig på forunderlig vis og måtte i stedet for højskolelivet fortsætte med at hjælpe til på forældrenes gård. Men noget var blevet tændt i Thorvald. Lysten til at dyrke musikken – endda som en levevej – var blevet skabt. Trods forældrenes åbenlyse betænkeligheder ved denne usikre levevej valgte Thorvald at forsøge sig, og Anders Hansens føromtalte brev til Carl Nielsen blev således afsendt, i håbet om at familiens ven ville kunne hjælpe.

Konservatorietiden

Det lykkedes ham og Thorvald startede således i 1899 på Musikkonservatoriet i København også kaldet Gades konservatorium, da komponisten Niels W. Gade var direktør fra dets start i 1867. På konservatoriet fik Thorvald professor Valdemar Tofte i violin og professor Otto Malling i orgel. De første år var strenge for ham, da han var kommet sent i gang med musikken. Han måtte derfor slide både med teorien og med teknikken. ”Jeg må rigtignok kremse på fingrene, når jeg spiller klaver, men det hjælper nok selvom det er villedrøjt arbejde”, skrev han hjem til forældrene. Professor Tofte var Thorvalds specielle ven og talte med ham om andre ting end musikken. ”Aagaard taler som en professor”, sagde Tofte ofte om ham, og i brevene hjem til forældrene skinner det tydeligt igennem, at professoren nærmest var som en far for sin elev. Brevene bærer et klart vidnesbyrd om Thorvalds varme forhold til sin lærer: ”han er helt igennem en stadsmand og alle hans gamle elever står sikkert i gæld til ham for hans indflydelse på dem.” Derimod kneb det mere med forholdet til professor Malling! Ikke i forhold til Thorvals evner og flid, tværtimod, Malling roste ham jævnligt og udtalte: ”Der er musik i Aagaard.” Det var, når talen faldt på Carl Nielsen og dennes musik, at det kneb

THorVALd AAGAArd ∙ 21

mere med enigheden. Malling stod helt til sin død i 1915 som den centrale konservative skikkelse i det københavnske musikliv. På første sal på konservatoriet fordømte professorerne denne ”nye” musik i stærke vendinger, hvorimod ungdommen, der samledes i konservatoriets kælder til snakke om den nye musik, var sikker på, at Carl Nielsen ville komme til at betyde meget for dem alle. Aagaard var en begejstret tilhænger og beundrer, hvilket bl.a. blev tydeligt i en længere artikel i Fyens Tidende 10. december 1902 om Carl Nielsen og dennes ”særegne” musik. Artiklen slutter med, at Thorvald udtrykker sin store glæde over, at de unge nu endelig har fået noget virkelig værdifuldt, som vokser ud fra deres egen tid, og så skriver han: ”Carl Nielsen betegner et gennembrud i dansk musik i lighed med J. P. Jacobsen i dansk litteratur. Men Carl Nielsen er langt sundere – måske mere robust, men mandigere og frodigere.” Thorvalds medstuderende mente efter sigende, at netop denne artikel havde indvirkning på hans lavere karakterer på studiet året efter.

Hos sin klaverlærerinde Dagmar Borup fandt Thorvald dog den støtte til sin begejstring for Carl Nielsens musik, som han manglede hos de fleste af sine andre lærere. Fru Borup og hendes mand Julius Borup, som var kgl. kapelmusiker, var venner med Carl Nielsen og støttede således også dennes musikfremførelser. Thorvald skrev hjem: ”Borups sætter Carl Nielsen meget højt som komponist. De siger, at han er fremtidens mand. Nutiden forstår ham ikke rigtigt; han har sine egne ideer, som nok skal slå igennem da de er berettigede. Det glæder mig meget at træffe andre, som omfatter Carl Nielsen med samme interesse og tiltro som jeg selv.”9 Dagmar Borup uropførte i 1901 Carl Nielsens Fest-præludium ved Aarhundredskiftet, og Carl Nielsen skrev sin Chaconne for klaver til netop hende.

Allerede tidligt opbyggede Thorvald et venskab med Carl Nielsen, som gjorde meget for, at den unge Thorvald fik hørt og oplevet en masse musik. Hos Carl Nielsen mødte Thorvald flere af de store inden for musiklivet. ”Det er altid: Kom snart

22 ∙ AAGAArd oG rING

igen! ude hos Carl Nielsen, og det er altid kl. 5 til middag. Var der fremmede, når jeg besøgte Carl Nielsens, sad jeg altid stum som en fisk og følte mig så inderlig dum. Men jeg hørte godt efter, hvad der blev sagt og havde alligevel stor gavn af at være sammen med dem.”10 Venskabet Nielsen og Aagaard imellem varede resten af Carl Nielsens liv. Han besøgte Aagaard mange gange, efter at denne flyttede til Fyn, og brevene mellem dem blev mere og mere hjertelige.

Af personer, der fik stor betydning ikke mindst for Thorvald Aagaards første tid i København, må også nævnes fru oberstinde Mathilde Muus, hvis datter han underviste i violin. Ikke nok med at oberstinden gjorde et ihærdigt stykke arbejde som mæcen og skaffede Thorvald flere engagementer i de foreninger, hun var med i bestyrelsen for, men hun sørgede ligeledes for at ”holde forhør over mig angående min husholdning og bøde på dens mangler”. Thorvald lavede selv sin mad, og selvom der hver uge kom forsyninger hjemmefra, har økonomien været trang. Således skriver han hjem til søsteren Inger: ”Jeg har lige fået mine lokker klippet af, 25 øre, købt et rugbrød 50 øre og nu for 20 øre frimærker. Penge og atter penge går der til når man skal være i København, det er ikke som at gå hjemme hos far og mor.”11 I et brev hjemmefra foreslår Thorvalds far, efter at Thorvald har fået afslag på en ansøgning om økonomisk støtte hos Det Classenske Fideicommis, at Thorvald dog kunne forsøge at søge penge hos den mægtige Carlsberg-brygger Carl Jacobsen (et forslag, som Thorvald dog ikke følger): ”Jeg har nu den tro at Jacobsen er en ædel mand som nok kunne få sind til at støtte en ung mand – selvom denne er afholdsmand. Du får jo dog ikke mindre, end du har! Og du er frisk og frimodig nok til at vove et forsøg. Det er jo ikke din egen sag, det gælder. Det er dit folks og det samfund, som du hører til og vil tjene med de evner, som Gud har givet dig. Og så er det også dit hjems sag. Prøv bare!”12 I samme brev viser faderen en stolthed over sønnens måde at tage afslaget fra Det Classenske Fideicommis på samt en betragning over, hvad der er vigtigst, når det gælder ens mål: ”Jeg er nu glad over, at du kunne tage så kønt og roligt

THorVALd AAGAArd ∙ 23

på sagen som du ifølge dit brev gjorde. Det var for mig en større borgen for, at du nok skal nå frem og blive til noget, end om du havde fået bevilget 1000 kr. og så dit brev havde vidnet om Gudsforgåenhed og letsind. Det gælder jo om at kunne bevare sit hjerte; thi derfra udgår livet, siger vismanden. Jeg var også glad for, at der ikke var stænk af bitterhed mod nogen; thi den hæmmer også væksten mere end noget andet.”13

Thorvalds søster Inger var flink til at sende Thorvald lidt penge, når det stod helt slemt til. I den forbindelse kan det nævnes, at Thorvald for at vise sin store taknemmelighed for dette sørgede for, at der blev skaffet billet til Inger i forbindelse med førsteopførelsen af Carl Nielsens Maskarade. Det var som regel igennem Inger, brevskrivningen hjem til foregik, og hun skrev livligt om livet på Fyn – lige fra hverdagens hændelser, familiens ve og vel til dyrenes tilstand, både hundehvalpe og tyrekalve. Det var også Inger, der sendte Thorvald sangtekster i form af såvel afskrifter af folkeviser som Ingers egne vers. Brevene vidner også om, at familien på Fyn gik meget op i Thorvalds karriere. Således fortæller Inger, hvordan Thorvalds far efter godt nyt fra København sang alle de lystige viser, han kendte. Samtidig med stoltheden over Thorvald viser ydmygheden sig dog også, da Inger i sit brev fortæller, at faren sidder og taler om, at han ikke kan lide, at Thorvald optræder i kjole til elevkoncerten på konservatoriet. Thorvald bør ikke pynte sig med lånte fjer, og faren tror absolut ikke, Thorvald kan optræde frisk og ugenert i ”sådan habit”.

Faderens bekymringer er dog uden grund – nok bor og studerer Thorvald i København, men hans breve bærer præg af, at hjertet er på Fyn. Dette viser sig da også, da moderen bliver alvorligt syg. Beretningen herom får Thorvald til at skrive hjem: ”Jeg beder jer endelig skrive, hvis I trænger til min hjælp. Jeg er og bliver aldrig andet end en bondemand og det vil glæde mig meget at hjælpe jer i denne tid. Det er så hårdt at stå udenfor. Gud hjælper os nok alle til det bedste. Og det bedste her i verden er at elske Gud og hverandre og lægge os i hans hånd. Men blev jeg nødt til at opgive, hvad der mig her er kært, så

24 ∙ AAGAArd oG rING

kunne jeg dog altid og alle steder alligevel elske Gud og jer og alligevel arbejde efter ringe evne for det gode.”14 Moderen kom sig, så Thorvald behøvede ikke afbryde sine studier, men kunne fortsætte sin drøm om at komme til at leve af at være musiker. ”Jeg er tit så glad, at øvelserne begynder og ender med sang, noget, som aldrig før er faldet mig ind. Men med glæden som gæst mærkes ikke at man er ene hele dagen. Jeg drukner snart i arbejde og koncerter. Nu får jeg da ørerne stoppet med musik, men det gør heldigvis sin virkning.”15

Thorvald Aagaard var en dygtig og flittig elev, og han fik megen ros af sine lærere. Thorvalds egen opfattelse vidner dog om en vis beskedenhed: ”De troede åbenbart, jeg var mere dygtig end tilfældet var – bare fordi jeg gik og passede mig selv, holdt bøtte, det imponerede.”16 Det var ikke på konservatoriet, at Thorvald fandt sine venner, udover komponisten og musikkritikeren Hugo Seligmann, med hvem han holdt kontakten resten af sit liv. Udover Seligmann, som var jævnaldrende med Thorvald, var han noget ældre end de fleste andre studerende og fandt nok sine medstuderende lige rigeligt pjattede, mens de opfattede ham som en smule anderledes. De grinte lidt af ham og hans kejtede manerer, men havde dog også respekt for ham, da han var både dygtig og flittig. Venner fandt Thorvald derimod i Københavns Højskoleforening samt i foreningen Godthåb hvor Fernando Linderberg, som var den første formand for Socialpolitisk Forening, samlede unge mennesker til diskussion om social forståelse. Thorvald befandt sig godt i dette selskab. Her fandt han en mulighed for diskussioner og politisk snak, som han var vant til hjemmefra. Foreningens formål med at vække social forståelse også uden for arbejderbevægelsen samt at gøre ”kristne til socialister og socialister til kristne” passede godt til Thorvalds livssyn og påvirkede ham i øvrigt resten af livet.

Thorvalds læretid på konservatoriet afsluttedes med eksamen som musiker i 1902, og det følgende år måtte han ind til militæret for at være soldat. Det var efter soldatertiden, at Thor-

THorVALd AAGAArd ∙ 25