Indledning 19
Bibeloversættelsen fortæller ofte om Jesu skænderi med „jøderne” – en betegnelse som i dag må opfattes som en etnisk gruppe – og som derfor lægger op til, at Jesus står i modsætning til den. I skrifterne er „jøderne” derimod betegnelse for bestemte grupper, formodentlig ofte judæere, som er i strid med andre grupper af jøder, fx de kristustroende. Det havde ikke været svært at få det ind i oversættelsen, man kunne bare have sagt „nogle af jøderne” eller „andre jøder”, men præsten både kan og skal følge op på den indsigt i sine prædikener og i sin oplæsning af teksterne, uagtet at de er autoriserede, hvis han eller hun ikke vil kolportere en tankegang, som ikke har nogen hjemmel i skrifterne. Vi kan ikke komme uden om eksegesen, men bør holde godt øje med den, fordi den både fornyer vores erkendelse og har evne til kraftigt at forstyrre vore fordomme. Den homiletiske læsning er næppe nogen nydannelse. Formodentlig er den ældre end evangelierne selv. De er blevet samlet for at blive læst. Altså læst højt! Hvor og for hvem? Når folk var samlet for at høre dem, selvfølgelig. Det har formodentlig mest været ved de ceremonielle måltider, som overalt i antikken var formidlingsstedet for indsigt og tro. Folk samledes i private hjem. Det hørte slet og ret med til de lærdes og velhavendes ære at stille deres huse til rådighed for opbyggelige måltider!8 Der blev spist, der blev læst, talt og drukket. Religiøs udøvelse var overalt i antikken båret af hjemmene, dvs. af dem, der havde råd og plads til at indbyde familie, venner, forretningspartnere og andre alliancer til deres bord. Synagoger, forstået som egentlige bygninger som alene havde gudstjeneste som formål, har ikke været noget udbredt fænomen før 3. årh. Man samledes, hvor man var, omkring læsning af toraen og profeterne samt om rabbinernes kommentarer. Og formodentlig er det her beretningerne om Jesus er blevet læst – i rækkefølge som Lukas skriver i sin indledning til en ven af Gud, Theofilus (Luk 1,3). Meget tyder på, at også Paulus’ rundsendte breve er blevet læst på samme måde, stykke for stykke, når man samledes. Der
8 Alikin, 2010. Brown, 2013. Det er formodentlig en grundig misforståelse, når man i vestlig liturgihistorie skændes om, hvorvidt synagogen eller måltidet var kimen til den kristne gudstjeneste. Det skel kendes ikke i antik jødedom, som fast differentieret samlingsform, formodentlig heller ikke i tidlig kristendom. Det var i langt højere grad praktiske problemer, som afgjorde om et måltid var en del af sabbatslæsningerne og menighedens samling, eller ikke. Skellet mellem de to former opstår i bymiljøer, fordi menighederne vokser, og efterhånden som man indretter særlige bygninger til fejringerne, reduceres måltiderne til de symbolske handlinger, og vi får tilsvarende flere gudstjenesteformer, som er rent undervisende eller ritualiserede måltider, som lægger op til bibelstudier.
En gammel tradition …