Tanker til året

TANKER TIL ÅRET

E K S I S T E N S E N

Forord

En tanke kan sætte en retning for dagen. En tanke kan vende rundt på indgroede forestillinger. En tanke kan udfordre. En tanke kan sætte noget i stå.

Tanker til året er et overflødighedshorn af tanker. 36 forfattere har fordelt året imellem sig og har hver haft en periode på 10-11 dage at udfolde sig på – én side til hver dag. De har skrevet anekdoter og historier, de har skrevet digte og salmer, de har skrevet om træer, bøger og betydningsfulde barndomsminder, de har skrevet om tekster og mennesker i Bibelen, de har skrevet om det store og det små i vores fælles liv.

Bogen kan være med ved morgenbordet eller ved dagens ende, og mange af teksterne vil fungere godt som højtlæsning.

Vi håber, du vil tage tankerne med dig og tænke nye tanker.

Godt år!

NB. I bogen optræder forkortelserne DDS (Den Danske Salmebog) og HS (Højskolesangbogen). Henvisninger til Bibelens tekster benytter Bibelselskabets forkortelser. 

5

1.

januar

I himmelen og i sofaen En skihopper hænger i himmelen, svæver lydløst, stiv som et bræt. Alt står stille. Det er første januar. Det gamle år er forbi. Det nye er endnu ikke begyndt. Det er dagen til bare at være. Være i sig selv. Man må endda være asocial.

Rusens sidste bølge dagen derpå, tømmermændenes skjulte velsignelse, giver en evnen til at stille sig tilfreds med at indtage sofaen i fuld dødvægt, tænde TV og følge transmissionen fra firebakketurneringen i skihop fra Garmisch-Partenkirchen. Med øjnene hvilende på hopper efter hopper i ensfarvet blå, rød eller grøn heldragt, se dem tage en sidste dyb indånding og så med dødsforagt rulle ned ad rampen og sætte af i allersidste øjeblik. Et sekund eller to er der kun stiv mand og blå himmel på skærmen. Så dukker de stedsegrønne toppe af graner op i bunden af billedet og snart efter målområdet, der ligger som en aflang hvid tunge, omkranset af det røde hegn. Publikum sukker, hujer og klapper i lufferne for at holde varmen. Tilbage i sofaen kan man tage et tæppe op over sig, og skulle man falde hen et øjeblik, så er hopperne der nok også, når man åbner øjnene igen.

Hen under aften toner statsministeren frem bag skrivebordet. Jeg tænker, at det godt kunne vente til en anden dag. Kirkeklokkerne har også ringet, og vagthavende præst har prædiket. Sådan underligt klemt inde mellem regenten og statsministeren. Gud, konge og fædreland inden for godt et døgn. Jeg kunne godt nøjes med dronningen. Og så skihopperne, der ruller ned ad rampen, tager afsæt, svæver, svæver, falder og lander på benene igen i år.

Anders Vestergaard

7

2.

januar

Den 0. januar Jeg har fået en idé. Tænk sig, at det skulle ske allerede på årets anden dag. Vi skulle tage og indføre den 0. januar. Den skal helt belejligt ligge i kalenderen efter den 31. december og inden den 1. januar. I smørhullet.

I revnen. Det skal være en dag, hvor vi nulstiller os selv, hinanden og verden. En slags genstart.

Som når elektronikken ikke virker. Det som sædvanligvis sker på de mest ubelejlige tidspunkter lige på vej ud ad døren. Så slukker jeg, laver en kop kaffe, stirrer ud ad køkkenvinduet ned på gaden, ser en barnevogn, ser en løber passere, og går tilbage og tænder, og så virker det. Af og til.

Det er et forsøg værd.

Det slår mig nemlig her på årets anden dag, at jeg måske allerede er lidt bagud. At jeg kunne have fået lidt mere ud af dagen i går. Men indførte vi den 0. januar, så ville i dag kun være den 1. Det ville jeg meget bedre kunne være i. Året har stadig 363 hele dage foran sig. Tanken om, at jeg allerede nu er en smule bagud, er næsten ikke til at bære.

8

Anders Vestergaard

3.

januar

Lev hver dag, som var det den sidste første Ude foran kirken står den sorte tavle. Her skriver jeg med en fed hvid posca-tusch en tanke til dagen. Jeg skriver til forældre med børn i hånden på vej i børnehave og skole, morgenløbere slanke som mynder, hunde­ luftere, der trækker i snoren. Jeg skriver til dem, der cykler til skole, uni eller kontor. De har travlt, og jeg må skrive så kort, at de får fat i det i løbet af et sekund. Jeg skriver også en tanke til dem, der ikke skal nogen steder, men måske bare går i Brugsen, for det kan de lige så godt. Nytårsaftensdag skrev jeg “Lev hver dag, som var det den sidste første.” Tænk sig, om det var den første dag. Og man stod som med et nyfødt barn i armene. Selv et stille vindpust fra en dør på klem ud til fødegangen ville få ansigtet på det lille væsen til at rynke et øjeblik. Det ville betyde noget.

Jeg vil stå, kigge ned og registrere det hele og så vugge videre.

Helt anderledes hvis nu det var den sidste dag på jord. Sikke mange indestængte længsler, drifter og sandheder, man så skulle have luft for, inden tiden løber ud. Det er sidste chance. Et kaos af kærlighed, kyssen og knalden, der snart kunne kamme over i et inferno af larm, vold og ødelæggelse, når nu intet længere har nogen konsekvens. Alt mister mening, når fremtiden er ude. Og under civilisationens skræmmende tynde fernis, de masker vi bærer, vil dyret i mennesket på den sidste dag få frit spil.

Helt rituelt har vi for så vidt lige gennemspillet den første og den sidste dag. Juleaften som Jesusbarnets første og nytårsaften som vores sidste. Nu er det den tredje. Jeg lader teksten på tavlen stå et par dage endnu.

Anders Vestergaard

9

4.

januar

Carpe diem Året er i gang. Helt bestemt. Solen står op og går ned med jævne mellemrum. Kloden drejer. Tyngdekraften virker. Det er næppe hverken den første eller den sidste dag i dag, men noget midtimellem. Al begyndelse er svær, bortset fra alle de begyndelser, som bare skrider og sker helt umærkeligt af sig selv. Jeg må også i gang. Men inden da vil jeg ud af byen. Jeg går ned til S-toget, tager Linje A op mod Birkerød. Jeg sætter mig. Vi ruller, eller også er det toget på modsatte perron, der har sat sig i bevægelse. Jeg har ingen anelse. Inden længe studerer jeg helt uhæmmet en ung mand overfor. Han er ikke fyldt meget mere end 20. Jeg gør det i fred og uforstyrret. Han vugger med nakken i takt til toget, som lå han i sin mors mave. Han sover tungt. Jeg tænker, at han måske først nu er på vej hjem fra nytårsaften. På hans bare venstre underarm står der brændt med store og stilfulde gotiske typer “carpe diem”. Han ligner ellers ikke en, som dyrker hedengangne skrifttyper og gamle bøger, men det kan være, at jeg tager fejl. Toget ruller stilfærdigt fra station til station, indtil vi når trægrænsen lige nord for Holte, og de høje, nøgne træer overtager landskabet fra koteletgrundene. Her langs kongevejen, hvor regenten gik på jagt efter vildsvin, fasaner og råvildt. Tankerne vandrer. Jeg tænker, at det må være anstrengende, sådan at skulle “gribe dagen” hver dag. Måske det er derfor, at han er brudt sammen her midt på formiddagen den 4. januar. Når han vågner, vil han som det første se skriften på armen råbe ham op i hovedet “carpe diem”. Tænk sig at skulle vågne til sådan et mantra hver morgen år ud og år ind. Også den dag, man vågner i sengen på plejehjem. Jeg overvejer kort, om det ville være bedre at få den arm hugget af, rejser mig og står af toget, inden han vågner.

10

Anders Vestergaard

5.

januar

Blikket for begyndelser Tynde striber af vintersæd står på smalle, lige rækker ude på marken.

Det ligner græs, men er hvede, rug eller byg. Jeg kan ikke se forskel. Det stritter bare et par centimeter op. Jorden er hård og grå. Brede hjulspor fra en traktor står som afstøbninger i frosten. I går tog jeg toget ud af byen uden helt at vide hvorfor. Og da jeg var kommet hjem, var jeg heller ikke sikker på, hvad jeg havde fået ud af det. Men i dag står det lysende klart, at jeg gerne ville holde fast – blive lidt – i begyndelsen. “En sædemand gik ud at så” indleder Jesus en af sine lignelser. Noget taber han på vejen, andet kaster han på klippegrund. Det virker lidt lemfældigt. Og så kan man snart fortabe sig i, hvad det mon bliver til. Om høsten bliver god.

Og hvordan han kan gøre det endnu bedre næste år. Effektivisere. Vi er så optagede af høsten, udbyttet, bundlinjen og resultatet, at det, uden vi ved af det, nærmest af sig selv overskygger glæden ved at være ved begyndelsen. Vi glemmer glæden. Glæden ved at så. Sår de ikke, sædemanden i lignelsen og landmanden på den mark, jeg i går gik langs, ja, så bliver det jo slet ikke til noget.

Hvis ikke det er for sent at aflægge nytårsløfter, så skal mit være at have blik for begyndelser, at øve mig i at have blik for dem. Have øje for begyndelsen og holde fast i den lidt længere. Som jeg så den i kornet, der noget trodsigt og insisterende kun lige tittede op af den hårde jord. Det er da en flot begyndelse, tænker jeg i dag.

Anders Vestergaard

11

6.

januar

Hvad nytter det?

I går glædede jeg mig over vinterhveden, eller hvad det nu var, der spirede ude på marken. Undrede mig over, hvordan kornet insisterer på at ville op – koste hvad det vil. Nysgerrig. Sikke en livskraft.

Glæden er ikke helt den samme i dag. Uanset hvor meget eller hvor lidt det bliver til, så kommer der en mild og tør sensommerdag, hvor det skal høstes. Kornet bliver til foder, og halmen bliver brændt af. Det bliver til ingenting.

Hvad nytter det? Det samme spørgsmål, som overfaldt mig under en ellers festlig lørdagsdåb. Hvad nu hvis Gud havde tænkt: “Hvad nytter det?” inden han kom alt for godt i gang med at skabe himmel og jord, planter, dyr og mennesker. Hvad skal det til for? Ja, så kunne det sagtens være, at han var holdt op på halvvejen. Han kunne lige så godt have ladet være.

Og der stod jeg midt under dåben og talte for feststemte familier, der glædede sig og fejrede sidste skud på stammen, mens jeg skammede mig over, at jeg skulle blive overfaldet af sådanne tanker. Jeg holdt masken og mine tanker for mig selv. Jeg havde sikkert en bisættelse, der sad i mig.

Man går fra det ene til det andet, men det sidder i kroppen. Den husker og holder sit eget regnskab.

Når nu Gud så ikke holdt inde eller op, men trods alt blev ved, kunne det være, fordi han var mere optaget af nuet og det, som er på vej, end om det nytter. Undrede og glædede sig mere over det, som er, end hvad det skal blive til og ende med.

12

Anders Vestergaard

7.

januar

“Det nytter nok ikke noget” Den må have overmandet mig i løbet af natten, mens jeg sov og ikke kunne kæmpe imod. I al fald var den der, da jeg vågnede. Nu lå den tung, slimet, urokkelig og blokerede al trafik i mit hoved. Det var et “det nytter nok ikke noget”, som i mørket, i det skjulte, havde hægtet sig på mit sind og nu klæbede sig kvælende til alt.

Den lå der som en velvoksen vågehval, der er skyllet ind på stranden et øde sted på vestkysten. Ingen så den komme i ly af mørket. Den var drevet ind i stilhed. Og her til morgen ligger den der bare. Måske er den syg, måske har den mistet sin orienteringssans, måske er det havstrømmene og polerne, der driller. En del mener, at det nok har noget at gøre med klimaforandringerne. Men ingen ved det. Det sker bare. Den ligger der. TV2 rykker ud med en sendevogn og transmitterer. Vi følger det “live” landet over. Folk strømmer til fra hele regionen. Børn i flyverdragter med forfrosne fingre og røde kinder vil røre ved den. Redningsfolk i orange dragter spuler den. Holder den våd. Den er ikke til at trække ud. Vi må håbe på, at højvandet i nat vil give den så meget vand under bugen, at den vil drive ud igen, siger en havbiolog med ansigtet i de rette folder ind i kameraet. Ligesom jeg håber på, at det uanmeldte besøg af “det nytter nok ikke noget” også vil nøjes med at fylde i dag. Jeg kunne kæmpe imod, men vælger at lade den være. Passer mine pligter, laver en liste over opgaver og streger ud, som det skrider frem. Jeg får noget fra hånden. Godt man har et arbejde. Så kan man slippe for sig selv. En dag ad gangen.

Anders Vestergaard

13

8.

januar

Vi gør det alligevel Næste morgen er den væk. Lige så overvældende og kvalmende som “det nytter nok ikke noget” havde lagt sig i mig i går. Lige så langsomt og uden en lyd er den drevet til havs igen i løbet af natten og forsvundet i dybet. Helt af sig selv. Nej, det nytter nok ikke noget alt sammen, når man står midt i det og kun kan se det indefra. Men allerede dagen efter kan det se anderledes ud. Vi gør så meget. Nytter det? Vi ved det ikke, når vi står i det. Vi gør det alligevel, for det giver mening. Mening er mere end nytte. Jorden bliver tilsået. Håb bliver sået. Forventninger spirer. Glæde indfinder sig som oftest uanmeldt. Nytter det noget? Vi ved det ikke. Vi kender ikke resultatet ude i fremtiden. Men det giver mening nu.

Augustin havde fat i det i 400-tallet og kunne skrive om, at vi ligefrem er skabt til at begynde. Kunne se, at dagen byder på muligheder mellem os mennesker. Opgaver mellem os. I det helt små. Som en hjælpende hånd på gaden byder sig til anonymt. Et smil. Et nik. Det ligger ligefor. Hannah Arendt tog Augustins tanker til sig i 1950’erne. Efter krigen. I skyggen af sammenbruddet. Der hvor man skulle helt ned i de mindste fragmenter af dagligdagen for at bygge mening op igen. Om det nyttede, kunne ingen vide. Det var måske ligefrem en luksus at tænke i de baner. At forvente, at det skulle nytte. At have så store forhåbninger til menneskeheden. Men mening opstår. Og det er mere end nytte.

14

Anders Vestergaard

9.

januar

På begynderholdet Jeg tror, at jeg skal øve mig – sikkert dagligt – i at have blik for begyndelser og holde fast i glæden ved dem. Jeg vil være åben. Se muligheder.

For det kommer ikke af sig selv. Det kommer heller ikke, fordi jeg aflagde et nytårsløfte om det. Et par dage efter var mine tanker igen et helt andet sted.

Jeg tager en afstikker i tankerne og spekulerer over, om det bare er mig, eller om de her tankemønstre styrer og gennemsyrer hele verden og vores tid. Det med at alting skal gøres op, vurderes, og vi er ved enden, nærmest inden vi er gået i gang. Hvor resultatet og tallene på bundlinjen får det sidste ord. Og det er sådan, vi ser verden. Vi tænker i nytte, formål og udbytte. Vi effektiviserer, maksimerer og accelererer. Og overskud kan altid gøres op i kroner. Vi vurderer løbende os selv i spejlet, og jeg sammenligner mig med dem, jeg kender fra skærmen. Og vi sætter barren højt. Så er der noget at stræbe efter. Men det kunne jo også være, at der er en værdi ved det, som bare er her og nu og byder sig til? Og en ægte glæde ved det.

Hvis bare det var mig, den var gal med, så var det ikke så slemt.

Men hvad nu hvis det er hele verden? Uanset hvad, så kan jeg jo godt begynde med mig selv. Det ligger snublende nært. Jeg melder mig straks som nybegynder på begynderholdet i “Begyndelser og glæden ved dem”.

Vi vil øve hver dag og begynder forfra i morgen.

Anders Vestergaard

15

10.

januar

Absolute Beginners Vi er nybegyndere, og I skal se en nybegynder i hinanden, siger jeg af og til i talen til brudepar. Så står de der og stråler lidt forlegne. Nogle af dem kender hinanden ud og ind og har været sammen i mange år. De ser til hverdag alt andet end en nybegynder i hinanden. Nogle af dem har holdt meget ud og bærer på tunge erfaringer fra tidligere forhold. Og det at elske og det at lide er som to sider af et betondæksel. Det ene findes ikke uden det andet. Og sådan et dæksel er næsten ikke til at vende. Man skal i al fald være to om det.

Men der er næppe noget så befriende, som når ens elskede ser en nybegynder i én. En der skal lære forfra, fejle, falde, rejse sig på ny – inden vi flyver igen. Vi kan blive nok så kloge af erfaringer og knubs fra liv, der sjældent vil, hvad vi vil, men det klogeste er nu nok at øve sig i at se en nybegynder i ens elskede. Og det dejligste, mest livgivende, er at blive mødt sådan selv. Her er glæden hel. Tavlen visket ren. Figenbladet faldet igen. Glæden bundet til begyndelsen. Vi er skabt til at begynde. For mit indre øre, når introen er slut, toner David Bowie tørt ind: “I’ve nothing much to offer There’s nothing much to take I’m an absolute beginner And I’m absolutely sane As long as we’re together The rest can go to hell I absolutely love you But we’re absolute beginners.

16

Anders Vestergaard

11.

januar

At blive sig selv Jesus mødte engang en kvinde ved en brønd. Hun var en “tvivlsom” kvinde i en jødes øjne på den tid. Ud over at være samaritaner, var hun til og med letlevende efter jødisk lov. Hun havde haft fem mænd og levede nu sammen med en, hun ikke var gift med. Jesus så det hele i et splitsekund. Han vidste alt om hende. Allerede inden hun åbnede munden.

Tænk, at blive gennemskuet ved det første møde. Når man tænker på, hvor meget vi sædvanligvis stiller os an over for hinanden. Vi tager alt det bedste i os selv frem, fx på den første date. Men det ender jo alligevel med, at man bliver nødt til at være sig selv, og måske ender det endda i sidste ende med, at man går hver til sit, for han/hun var jo slet ikke som den første gang, vi mødte hinanden.

Den almindelige måde at reagere på over for et andet menneske er, at man hurtigt sammenholder alle tilgængelige informationer og danner sig et billede af personen, som der skal meget til at rokke ved. Forskere siger, at vi danner os et ret fast billede af en person allerede i løbet af få sekunder. Placerer hinanden i båse og kategorier, og det kan være virkelig svært efterfølgende at blive flyttet fra den ene kategori til den anden.

Guds måde at møde os på er anderledes end den måde, vi møder hinanden på. Jesus mødte mennesker fordomsfrit. Han så dem, som de var. Han så deres fejl og fejltrin, men han fordømte dem ikke af den grund. Det kan være skræmmende, således at være gennemskuet, men det er også befriende, når fordømmelsen udebliver. Da er man befriet til at være den, man er, uden at man behøver skamme sig, og det punkt er lige præcis dér, hvor forandring også bliver en mulighed.

Anne Birgitte Reiter

17

12.

januar

Guds børn Da vores datter blev konfirmeret, gav præsten hende et konfirmationsord. Han havde valgt det, så hverken hun selv eller vi, hendes forældre, kendte det på forhånd. Ordet var fra Johannes’ Første Brev 3,1: “Se, hvor stor kærlighed Faderen har vist os, at vi kaldes Guds børn, og vi er det!”

Jeg blev så glad, da jeg hørte de ord sagt over hende den dag. For mig er det vigtigste i kristendommen og dermed også det vigtigste, der kan siges om vores liv som døbte, at vi er Guds børn. Det betyder, at Gud, livets skaber og giver, ønsker at have en relation til os. Det giver os en plads i universet. Vi er kaldet til at leve i kærlighed og fællesskab. Med Gud, som er Fader, Søn og Helligånd, og med alle de andre Guds børn.

Så skulle man synes, at det ikke kan gå helt galt. Det kan godt gå galt i et menneskes liv, men det kan ikke gå helt galt. Der vil altid være spændt en himmelbue ud over den døbtes liv, der vil altid være et sted, hvor han eller hun har hjemme. Det har været en stor trøst at tænke på, når et af vores børn har været langt hjemmefra eller har haft vanskelige perioder i sit liv.

Eller når jeg selv eller en af mine kære har haft det. Vi kaldes Guds børn, og vi er det. Det betyder, at vi ikke behøver gøre noget selv for at være det.

Ikke andet end at svare på kaldet. Det kan selvfølgelig være, at du svarer nej. Nej, jeg er her ikke, jeg vil ikke være sammen med dig i dag. Som et vrantent barn. Det er OK. Sådan er det også at være et menneskebarn.

Det kan også være, at tvivlen får fat i dig. Det er også OK. Så tal med Gud om det, eller find et andet Guds barn at tale med. For troen får liv igennem relationerne til Gud og mennesker, den store familie, som vi hver især er medlem af.

18

Anne Birgitte Reiter

13.

januar

Længsel efter “hjem” Da Jesus var 12 år, var han i Jerusalem med sine forældre og folk fra Nazaret for at fejre påske. I det store tempel følte han sig godt hjemme, så han blev der, da de andre begyndte hjemrejsen. Da Maria og Josef opdagede, at deres dreng var væk, blev de syge af bekymring, og de ledte efter ham i tre dage, før de fandt ham i templet i samtale med de skriftkloge.

Hvad var det mon, der fik Jesus til at blive i templet i stedet for at tage med sine forældre hjem? Mon ikke det var, fordi han havde fundet det sted, der for alvor var “hjem” for ham. Guds søn måtte jo føle sig mest hjemme der, hvor man sagde, at Guds nærvær var størst. Senere i sit liv behøvede han ikke templet for at være sammen med Gud, ofte trak han sig tilbage til øde steder for i ensomhed at være alene med Gud. Mange mennesker har en længsel efter “hjem”. Efter det sted, hvor man er ubetinget accepteret og elsket. En længsel efter at finde en relation, der giver mening og retning til ens liv. Men ganske ofte ved vi ikke, hvad vi skal stille op med vores længsel. Den er måske blot en ordløs mangel inderst i sjælen, et tomt sted, der tørster efter at blive fyldt op.

Sommetider er det den længsel, der driver os ud i misbrug af alkohol, piller, mad, sex eller serier, fordi vi ikke kan finde ud af, hvad det er, vi savner. Måske er det så enkelt, at vi kan kende både vejen til og målet for vores længsel ved at se på Guds Søn. Vejen er bøn, dvs. vedholdende samtale med Gud, som samtidig er vores længsels mål, for i ham er der fylde, i ham stilles vores tørst efter nærvær og mening.

Anne Birgitte Reiter

19

14.

januar

Hvorfor går du i kirke, mormor?

“Hvorfor går du i kirke, mormor?” spurgte en lille pige. Og mormor svarede: “Når du vasker en kurv, så fylder du den med vand, og vandet løber ud af kurvens huller og forsvinder. Derefter er kurven ren – indtil den igen bliver snavset og må vaskes. Sådan er det med mig og kirken. Jeg er som en kurv. Jeg går derhen og hører gode ting, der som vandet fylder mig og renser mig. Og efter en tid forsvinder det, jeg hørte, og jeg må atter hen og fyldes og renses.”

Sådan kan det være at gå til gudstjeneste. Man bliver fyldt op af gode ord, smuk musik, varmt fællesskab. Man bliver mindet om, at der er en større virkelighed spændt ud over ens liv, og at denne virkelighed er en fylde af guddommeligt nærvær, en fylde af Ånd. Men det kan også være mindre behageligt at være i kirke. Nadverens ord om at “opløfte hjertet til Herren” betyder at indlade sig på en åbenhed for, at Guds Ånd kan få lov til at berøre ens hjerte. Det kan indimellem føre til, at man ser både sig selv og sine medmennesker i et nyt lys. Måske forstår man pludselig, hvis man tør se ind i sit eget sind, at man selv har behov for tilgivelse. Fra Gud og mennesker. Det er ikke altid en behagelig erkendelse. Det er heller ikke altid særlig nemt at skulle gå ud ad kirken og søge forsoning med den, man måske har gjort ondt. Eller at begynde at forandre sin måde at være i verden og fællesskabet på. Det er meget let at blive snavset igen og få brug for et nyt bad!

Ja, sådan er det med Guds ord, det fylder os og renser os og gør os friske. Men vi kan ikke holde det fast af os selv, derfor må vi lade det fylde os igen og igen. Vi må drikke det, ligesom vi drikker vand fra vandhanen, rigeligt og regelmæssigt.

20

Anne Birgitte Reiter