Synger for ravn og ræv

Jens Christian Grøndahl Synger for ravn og ræv Essay

Eksistensen

Bogen er skrevet under et ophold på Det Danske Institut

for Videnskab og Kunst i Rom. En varm tak rettes til

Dronning Ingrids Romerske Fond samt til instituttets

personale og direktør Charlotte Bundgaard.

Til Anaïs og Virginia

På Pergamonmuseet i Berlin, i gulvet foran rekonstruktionen af markedsporten i Milet, ligger en mosaik, der forestiller Orfeus. I en kreds omkring ham ses mellem andre dyr en ravn og en ræv. Det fortælles om Orfeus, at han kunne tryllebinde naturen med sin sang. Gengivelserne af dyr i den antikke kunst gør et mere umiddelbart indtryk end portrætterne af mænd og kvinder. En flok ænder flyver op fra sivene, så man hører vingerne baske i den stille luft bag de falmede penselstrøg. Marmorrelieffet af et hestehoved er nær ved at få én til at række ud for at mærke mulen, følge årerne under det glatte, varme skind. Mærke dyrets genkendelighed på tværs af årtusinder.

Med mennesker er der altid tanken om, at man måske

ikke ville forstå hinanden, sprogforskellen ufortalt. Over for et andet menneske, og i dobbelt forstand over for den kunstneriske fremstilling af et andet menneske, konfronteres man med bevidsthedens problem. Kunstnerens bevidsthed og

den portrætteredes. Ethvert menneske er en indre verden, der forsøger at omslutte verden udenom. Vi mennesker er genstande for hinanden, om så kun som genstande for bevidsthed, men jo altså også som genstande for magtviljen. Det er anderledes med dyrene, med mindre anden skal skydes, hesten dresseres og rides til. Mennesker er afskåret fra at opleve, som dyr gør, og dyrene er afskåret fra at følge menneskers tankerækker. Sammen med dyrene er man i kontakt med livet som sådan, det meningsløst bankende hjerte. Over for den to-tre tusinde år gamle gestaltning af en hest, en and, en ræv, en ravn, er man i kontakt med den lige så gamle forundring over livets former.

Meningsløst? Vi tvivler på livets mening, mens hjerterne pumper. Behovet for mening er menneskeligt om noget. Kulturen er utålmodig med den blotte væren. Der må være mere. Johannesevangeliets indledning sætter tingene på plads. På græsk står der logos, hvor der i den danske oversættelse står Ordet. I begyndelsen var der mening, og meningen var hos Gud, og meningen var Gud. Begyndelsen

på hvad? På skabelsen, på livet. Livet begynder med livet og er sin egen mening, den eneste. Det oprindelige liv er

Paradiset, som de første mennesker blev udstødt fra, fordi

de blev selvbevidste og ville forstå. I stedet for bare at flyde med uden at stille så mange kritiske spørgsmål.

Al forståelse skyder det ikke forståede fra sig, og ofte glider ordene af på det, som de forsøger at gribe og formidle. Eller værre, de erstatter det. Hvis livet havde et blik, ville sproget i livets øjne være forbandet, fordi ordene forvansker det levende til bevidsthed. Ligesom Kong Midas forvandlede alt, hvad han rørte ved, til guld, så han blev rigere og rigere, men døde af sult. Religiøsiteten melder sig som en længsel ud af bevidsthedens indespærring i sig selv. Livet har et synspunkt uden for os, hinsides forståelsen. Er det, hvad vi taler om, når vi taler om Gud? I sin lille bog Lilien paa

Marken og Fuglen under Himlen taler Søren Kierkegaard om det enkle: pligten til at være glad. At kunne være, bare dét, i taknemmelig tillid.

Hvis livet er livets mening, og spørgsmålet om mening altså er overflødigt, burde vi have nok i at overleve. Men for enhver pris? Kulturen i en protesterer. Hvem ønsker at leve i en verden uden Homer, uden Tizian, uden Brahms? Det er der tilsyneladende mange, der gør. Kun et mindretal rører uroligt på sig, the happy few , som Stendhal sagde, at han skrev for. Det postmoderne forbrugersamfunds kulturløse

materialister er i tråd med den økologiske holismes dommedagsprofeter. Vi er nede ved den rå overlevelses fællesnævner, og det er ikke et kultiveret sted at være. I efterkrigstidens materielle overflod blev kulturen en undværlig luksus. I klimakrisens trusselsbillede er den universelle humanisme per definition odiøs. Hvorfor skulle menneskerettighederne være mere universelle end hvalernes rettigheder? Hvis noget er universelt i dag, så er det de apo -

kalyptiske konsekvenser af industrialismen. Hvalens bug er blevet en losseplads. Hvis der skal vælges, må det økologisk skyldbevidste menneske vælge sin egen undergang. Så kan alt øvrigt liv fra hvaler til bakterier florere uhæmmet, endelig befriet fra den antropocentriske naturbeherskelses dødsmærkede tyranni. Set i det perspektiv kan man alt efter tilskyndelse opfatte Gud som ven eller fjende. Ven, hvis Han anses for at være livet selv. Fjende, hvis det står til troende, at Adam fik mandat til at herske over alle andre levende væsener.

Adam og Orfeus. Adam gav dyrene navne, Orfeus sang for dem. Adam og Eva blev udstødt af livets lykkelige hvilen i sin egen puls. Orfeus steg ned i underverdenen for at hente sin tabte elskede tilbage. Han mistede hende

for anden gang, fordi han vendte sig om på vejen tilbage. Måske for at sikre sig, at hun stadig var med? Måske fordi han som alle elskende et øjeblik blev ramt af frygt for ikke at kunne huske hendes ansigt. Han mistede hende igen som straf for sin tvivl. Det er ikke tilfældigt, at han er digter. Fortællingen gennemspiller symbolsk, hvad der er erindringens og litteraturens tragiske præmis. Orfeus har vitterligt mistet Eurydike. Det er en allegorisk illusion, at han får lov at hente hende op fra Hades. Det er poesiens magt, at han tror, det vitterligt sker. Det er prisen for poesi, at han ender med kun at have digtet tilbage.

Eller med Henrik Ibsen: Tabets alt din vinding skabte; –evigt ejes kun det tabte.

Livet vil leves, kulturen vil erindre. Livet ser fremad, kulturen ser tilbage ligesom Orfeus og mister alt i samme nu. Erindringen træder i stedet for det, man erindrer, ligesom kærlighedsdigtet træder i stedet for den elskede. At fastholde sin erindring i sproget er, med Orfeus, at tage afsked for anden gang, men det er også at forvandle tabets alt til

vinding. De overleverede kunstgenstande på Pergamonmuseet er en slags erindringskapsler, skabt i trods mod flygtigheden og siden reddet fra den, selv om de burde være gået til i naturens kompostbunke, forgængelighedens altopløsende transformation og udskillelse. Det er en undtagelsestilstand, de minutter man står i en sal på Museumsinsel og på årtusinders afstand føler sig i kontakt.