,
LEIF ANDERSEN
Paulus ’ Brev til Galaterne EKSISTENSEN
Paulus’ Brev til Galaterne … læst af Leif Andersen
Eksistensen
Indhold
Indgang
7
Frihed og frihed er to ting
11
Jeg, en farisæer
19
Konfrontation
31
Centrum
39
Ufred for fredens skyld
53
Det store og det større
63
Fra Moses til Kristus til andre
73
Indgang
M det.
åske er du milevidt fra virkeligheden i følgende fortælling. Men prøv alligevel at forestille dig
Du er begyndt at komme i en lille menighed. Det hele er lidt nyt for dig. Men du føler dig virkelig velkommen og omfavnet af medlemmerne. Det er tydeligt, at man lever et liv ret anderledes end i samfundet ellers. Man går ikke på kompromis. Efterhånden mærker du, at der er en stærk elite i menigheden. Nogle sætter dagsordenen og præger kulturen. Andre følger med, så godt de kan. Der er skrevne og uskrevne regler, som du ikke er vant til. Men dem tager du med, fordi du ikke før har oplevet sådan et tæt fællesskab … … altså meget tæt. Du kan godt til tider føle dig overvåget. Der er åbenbart en vis rivalisering i menigheden om, hvem der har den mest radikale livsførelse. En slags hellighedskonkurrence. Og man skal ikke bevæge sig ret langt uden for stregerne, før der kommer en venlig påmindelse om, hvordan man lever her. Du viger tilbage for at tænke tanken; men er der ikke en snert af selvretfærdighed i det hele? 7
Dertil kommer, at reglerne ændrer sig for tiden. De bliver strammere og strammere. Den stærke elite forventer, at alle følger trop. Og du bryder dig ikke om følelsen af kontrol. På den anden side kan der for en gangs skyld være noget trygt i at få dikteret, hvordan man skal opføre sig. Det kan være så udmattende altid at skulle afgøre alting selv og være sin egen instruktør. Så du følger trop, det bedste, du aldrig har lært. En dag dumper et brev ned i din postkasse. Eller ind i din mailboks. Det er stilet til hele menigheden. Det er fra den gamle leder, der i sin tid grundlagde den. Han er skrækslagen. Og han er vred. Han rejser i disse år rundt i verden for at grundlægge nye menigheder. Men nu hører han, at der netop i din menighed har været en slags religiøst kup. Der er opfundet regler og stramninger, han aldrig havde tænkt sig. Han har altid kæmpet for, at menigheden også skal kunne rumme de svageste; men nu er det de stærkeste, der styrer. Og de svageste marginaliseres og fryses ud. Hvad værre er: Tendensen til selvretfærdighed går stik imod det kristne budskab, der har været grundlæggerens lidenskab. Hans budskab har altid handlet om den Kristus, der led og døde for vore synder. Inklusive lederens egne synder, som han aldrig har stukket under stolen! Ikke under nogen omstændigheder skulle det handle om, at man nu selv skal til at score point eller gøre sig fortjent til frelsen og til Guds velbehag. 8
Så han er fortvivlet. Han føler sig som en far, der nu skal til at begynde forfra med sine børn. Og det er præcis dét brev, apostlen Paulus nu skriver til menigheden i Galatien.
9
Frihed og frihed er to ting
F
orestil dig dernæst følgende.
En befrielsesbataljon er kommet til et fængsel og vil nu sætte de politiske fanger fri. De har lidt i årevis under kummerlige forhold, og endelig oprinder frihedens time! Bataljonen finder frem til nøglerne til cellerne og går rundt og låser op. Fangerne er næsten øre af lykke og af lettelse. Efterhånden som dørene smækker op, stormer de ud og begynder at strømme ned ad gangene, ud på den store plæne midt i fængslet. De omfavner gamle kammerater, en af dem slår flikflak, andre løber bare rundt, hujer og råber. Efterhånden bliver de mere stille. Nogle sætter sig ned på plænen og prøver at samle sig. Tage den nye situation ind. Samles i grupper og begynder at diskutere. De kigger sig stjålent rundt. Kigger op i den blå himmel: Hold da op, det er altså meget frit, det her. Meget uvant. Lidt utrygt, faktisk … Og nu sker det ufattelige: Ude i kanten af gruppen begynder nogle af de frigivne at liste tilbage til cellerne. De smutter ind bag tremmedøren. Smækker den 11
i efter sig og sidder igen, hvor de var blevet vant til at sidde. De kunne ikke kapere friheden. Det er dét, galaterne er i gang med. Paulus har fulgt dem, siden de blev sat fri fra den afgudsdyrkelse, som de havde været vant til. I mødet med evangeliet om Jesus Kristus faldt de gamle kulter omkring Zeus, Artemis og Kybele ynkeligt igennem. Og de fandt en ny frihed, en fred i Guds nåde og kærlighed. Men nu vender de tilbage til trældommen, synes Paulus! Ganske vist ikke tilbage til de gamle kulter, men til et slaveri, der er lige så slemt. Man fatter det næsten ikke. For er det ikke Israels Guds lov, de er blevet så brændende optaget af?! De er blevet oprigtigt overbevist om, at de nu skal til at opfylde regler og love fra Det Gamle Testamente. Hvordan kan han – af alle ting! – sammenligne dét med afgudsdyrkelse? Men det er faktisk det, han gør. “Men nu, da I har lært Gud at kende – eller rettere: er blevet kendt af Gud – hvordan kan I så atter vende tilbage til de svage og ynkelige magter? Vil I nu igen trælle for dem?” (4,9). Ja. Det er faktisk det, de vil. For trældommen er det tryggeste. Det kan være svært at begribe – medmindre jeg aner selvsamme dynamik hos mig selv. Og det er en selverkendelse, der byder os meget imod. Vi anser helst os selv for at være fans af frihed, allerhelst for at være 12
frihedens helte. At noget i os skulle foretrække fængsel og ufrihed, virker som en absurd og krænkende fortolkning. Men det er bl.a. dét, galaterbrevet afslører i os. Det handler ikke bare om en obskur, marginaliseret sekt i kristenheden på urkirkens tid. Galaterbrevet er desværre et spejl for en trang til trældom, som ligger dybt i hver eneste af os. Jeg kan være bange for, at denne trang måske i virkeligheden er en væsentlig grund til min egen tilbøjelighed til at tvivle på kristendommen! Det er ganske vist ikke den forklaring, der ligger lige for, når jeg sådan “mærker efter”, som man siger. Da anskuer jeg hellere min ulyksalige tilbøjelighed til tvivl som en modig modvilje mod at blive manipuleret til tro. Eller som en moderne åbenhed over for mere naturvidenskabelige fortolkninger. Eller som en senmoderne åbenhed over for alternative tilværelsesforståelser. Osv. Det er mere agtværdige forklaringer. Så trangen til trældom er bestemt ikke min foretrukne forklaring på tvivl. Den er pinlig og uværdig. Men jeg kan ikke uden videre afskrive den. “Det kan man ikke vide,” svarede dekanen kløgtigt. “Man ved aldrig selv, hvad man indeholder.” Fra James Joyce: Portræt af kunstneren som ung mand (1916)
Den tyske psykoanalytiker og socialpsykolog Erich Fromm skrev i 1943 Flugten fra friheden (dansk først i 1963). Han havde, op til og under 2. verdenskrig, 13
undret sig dybt over, at det Europa, der i århundreder havde kæmpet for frihed fra autokratier og tyranni, nu syntes at smide det alt sammen over bord. De gamle enevælder var nu vendt tilbage i form af fascisme i forskellige aftapninger, men alle med dét tilfælles: at den dyrt tilkæmpede frihed blev fravalgt med henrykkelse af folket selv! Den blev ikke tyvstjålet fra dem hen over natten. De nye tyranner blev båret frem på en folkelig bølge af begejstring. Den dybtseende analytiker Fromm kom frem til, at der med friheden fulgte angst. Angst for ansvar for egen skæbne. Det var tryggere at blive budt og befalet over. Så kunne man deponere ansvaret for ens liv og lykke i en ufejlbarlig herskers hænder. Også selv om det kostede ens egen autonomi, og selv om det i sidste ende for eksempel kunne koste en livet på slagmarken. Det er sikkert ikke udelukkende denne angst, der ligger bag galaternes trang til trældom. Men den hører med til billedet. Galaterne var ikke jøder. De var gået direkte fra de græske guder over til Kristus uden at passere noget jødisk mellemstadie. Det var der nogle af de kristne med jødisk baggrund, som havde det lidt stramt med. De jødekristne glædede sig oprigtigt over, at ikkejøder var kommet til tro på evangeliet; men burde de så ikke også gå sammen med de jødekristne ind under hele det gammeltestamentlige apparat med lovopfyldelse og komplicerede regelsæt, den jødiske kalender osv. – og ultimativt blive omskåret?! Så ville enheden
14
i menigheden være sikret, og livet være rammet ind i stram forudsigelighed. Da Paulus skulle skrive sit brev, indledte han, som traditionen foreskrev, med at præsentere sig selv – og dernæst hilse modtagerne med en fredshilsen. Og hos en kristen brevskriver ville det typisk lyde: “Nåde være med jer og fred fra Gud, vor Fader, og Herren Jesus Kristus”. Alt i orden … … men så hopper kæden af. For traditionelt ville en antik forfatter derefter takke guderne for modtagerne af brevet. Hos en kristen brevskriver noget i retning af: “Først og fremmest takker jeg min Gud ved Jesus Kristus for jer alle.” Sådan gør Paulus faktisk i alle sine breve – undtagen i brevet til galaterne! For dér er der ikke noget at takke for … Man skal se situationen for sig: Menigheden er samlet for at opleve det enestående, at apostlens brev, stilet specielt til dem, nu skal læses højt. Man har glædet sig over den smukke indledning, over fredsønsket og hyldesten af Kristus. Og nu sætter man sig godt til rette for at høre apostlen udfolde sin taknemmelighed over forsamlingen. I stedet hører man: “Jeg undrer mig over, at I så hastigt lader jer vende bort fra ham, som kaldte jer ved Kristi nåde, til et andet evangelium, som slet ikke er et evangelium” (1,6-7)! Selv den hærdede og erfarne Paulus undrer sig: Hvordan i alvideste verden kunne det gå så hurtigt? Hvorfor har I, om så skulle være, ikke i det mindste ladet jer slæbe sparkende og skrigende ind i denne nye trældom? Hvorfor stormer I begejstret ind i fængs15
let igen, næsten som om I var vendt tilbage til slaveriet under afguderne? Denne første grund er vigtig. Og den er sikkert, hvad Erich Fromm antog: at der med frihed følger angst. At der er noget trygt ved at deponere sit liv og sin lykke i en andens autoritet – her i et kompliceret sæt regler og påbud / forbud. Den anden grund er endnu vigtigere: Galaterne oplevede først evangeliet om Jesus Kristus som en befriende revolution. Deres omvendelse var radikal og gennemgribende. I bakspejlet havde de kunnet anskue deres gamle gudsdyrkelse som en slags slaveri. Og deres nye kristentro udmøntede sig til at begynde med i et omsorgsfuldt og tjenende fællesskab. Men de er – sikkert uden selv at være klar over det – netop derved kommet til at trykke på et af de ømmeste stridspunkter i den første kirke: Hvor er det skønt og stort med ikkejøder, der kommer til tro på Jesus – men burde de faktisk ikke også blive jøder? Eller i hvert fald leve som jøder?! Det handlede nemlig ikke bare om etnisk ligeværdighed og rummelighed. Underneden handlede det i virkeligheden om, hvad der overhovedet gør et menneske til en kristen. Bag elitens drøm om at få de ikkejødiske kristne omskåret og gjort til jødekristne lå ikke bare en arrogant selvretfærdighed over for ikkejøder. Der lå i virkeligheden en slags selvretfærdighed over for Gud! Det er ikke bare arrogance. Det er farisæisme. 16
Paulus’ konflikt med galaterne er nemlig ikke noget nyt. Den svarer fuldstændig til Jesu konflikt med farisæerne. En af Jesu mest kendte fortællinger handler om en farisæer og en tolder, der begge går op til templet for at bede (Luk 18,9-14). Selv om det i dag nærmest er et skældsord, var farisæere ikke pr. definition dårlige eller hovne mennesker. Sandsynligvis har Jesu tilhørere ventet, at han ville fremhæve farisæeren som den gode rollemodel. Farisæere var ordentlige mennesker. Tolderen derimod var pr. definition et dårligt menneske; han var kollaboratør med den romerske besættelsesmagt, og han pressede sine jødiske landsmænd med skatter og told. Men i Jesu fortælling træder farisæeren frem og siger: “Gud, jeg takker dig, fordi jeg ikke er som andre mennesker, røvere, uretfærdige, ægteskabsbrydere, eller som tolderen dér. Jeg faster to gange om ugen, og jeg giver tiende af hele min indtægt.” Der er næppe tvivl om, at det var sådan en mand, man helst så ens egne børn hænge ud med … Men tolderen vil ikke engang løfte sit blik mod himlen. Han slår sig for brystet og hvisker: “Gud, vær mig, synder, nådig!” Og til tilhørernes forbløffelse runder Jesus nu sin fortælling af ved at sige, at det er tolderen, der er den retfærdige. Ikke farisæeren. Det dårlige menneske er retfærdigt, fordi det beder om tilgivelse. Ikke det gode menneske, for det mener ikke selv, at det har brug for tilgivelse.
17
Farisæerens problem er ikke, at han er usympatisk, selvglad og klamt-stolt over sine fortrin. En farisæer kan sagtens være sympatisk. Hans problem er, at han simpelt hen tager fejl! – at han ikke ved, at han ingen fortrin har! – at han reelt er som “andre mennesker”. Paulus’ fortvivlelse gælder ikke galaternes syndighed, men deres slavesind. Deres udvendighed, deres hellighedskonkurrence.
18