Livets alfabet III

Jacob Birkler

Livets alfabet III de store spørgsmål i små bidder

Eksistensen

Bogen indeholder et gennemgående symbol både på omslaget og som vignet til adskillelse af de mange aforismer – cirklen med et punkt i midten. Et symbol, der udtrykker en af filosofihistoriens berømte sætninger: “Deus est sphera, cajus centrum ubique, circumferentia nusquam.” Sætningen har rødder hos Platon, men kan findes flere andre steder, bl.a. hos Pascal og Kierkegaard. En gængs oversættelse lyder: “Gud er en kugle med centrum alle steder og omkreds intetsteds.”

Kort & godt v/ Kristian Ditlev Jensen Jeg tror ikke, at der findes noget mere besnærende – både for sprogmennesket og for det tænkende menneske – end tanken om at formulere sig helt kort. Vi elsker den mentale Maggi-terning. Sprogets hårdtpressede diamant. Kunne man dog blot formulere friheden, troen på Gud, livets mening eller, åh, socialdemokratismen i én sætning. Men det er samtidig faldgrube nummer ét. For ofte er bonmotet, talemåden, det lille sprog­ svirp, altså aforismen, som denne bog er fuld af, i fare for at ende som pinlige og overfladiske kækheder.

Afgørende er det, at aforismer ikke er korte, fordi de lider af en mangel. Det korte må aldrig ikke være dybdens pris, kunne man næsten sige, hvis man lige ville være lidt aforistisk. Det korte må ikke være noget, som ikke er der. Det korte skal derimod – hvor selvmodsigende og uforklarligt det end måtte lyde – altid betyde, at der er noget mere.

For sådan kan verden godt være, paradoksal, ulogisk – i hvert fald for en første betragter. Da Anthony Hopkins researchede til sin rolle i filmen The Remains of the Day, interviewede han en gammel butler i forsøget på at forstå, hvad diskretion og ydmyghed er. Butleren forklarede det

5

på et væld af måder, men først til allersidst faldt der en forklaring, som Hopkins tog til sig som en slags aforisme over selve det at være tjener for et andet menneske: ”Når butleren træder ind i et tomt værelse, så bliver værelset endnu mere tomt.” På samme måde er det med en aforisme.

Ved at skære formen ned, beskære og afpudse, så bliver visdommen ikke mindre. Godt gjort, så bliver den renere. Og står så meget desto klarere frem.

Samtidig må det korte ikke være lig med det uforståelige. Der kan nemlig ligge noget nærmest utåleligt i det uudgrundelige. Men aforismen er altid klar. Det er det uudgrundelige ikke. Og sommetider er den opreklamerede tavshed fra provinsen i grunden bare bondskhedens rungende intet. Og indimellem er et sigende blik bare tomt og dumt som en kos.

På samme måde kan en ultrakort sætning, der bliver fyret af med overbevisning, sagtens – ved nærmere studie – vise sig at være formfuldendt og rendyrket idioti.

Kunsten i en aforisme er det helt modsatte. Det er at pakke ting ned, pakke dem sammen, men uden at krølle dem sammen, at lukke dem inde i en form, der er så lille, så knap, at den bliver edderspændt, og gerne lige på nippet til at sprænges af overraskende betydning.

Mit yndlingseksempel på knaphedens æstetik er det japanske haiku­ digt. Haikudigtets formkrav – og kunsten at opfylde dem – viser sig allertydeligst, når man sidder med en dansk haikusamling. Det er nemlig en typisk vestlig foreteelse, at man kaster sig ud i at skrive haikudigte,

6

fordi man agter at udgive dem. Sådan ville en digter i Japan aldrig tænke. ”Hm. Lad mig samle øjeblikke over et halvt liv – og så udgive dem i en bog!” For det er jo nærmest det modsatte af et haikudigts natur. Haikudigtet er nemlig øjeblikket samlet i ét digt på fem-syv-fem stavelser, 17 i alt. Men det er så utrolig meget mere end det. Et haiku skal altid også være hele historiens – altså al tid i verdens – baggrund. Det er samtidig nuets splitsekund. Men det indeholder også noget, som samler de to i ét hug, smak! Derudover skal der være en tradition, man spiller op imod.

Og det skal tilmed indeholde bestemte ord fra årstiden. Og det skal ydermere være skrevet kalligrafisk smukt. Og det skal oven i købet lyde flot.

Og så skal det desuden være fuld af visdom og dybde. Og det skal vel og mærke gøre det hele på én gang. Hvilket vil sige, at når Henning fra Herlev skriver 17 stavelser om sin morgenkrydder, så har han formentlig fået haiku-formen fuldkommen galt i halsen. Et haiku er nemlig meget, meget mere end en strøtanke.

Aforismen er på samme måde overhovedet ikke bare et slogan. Man sagde i 1520’ernes Frankrig, at en aforisme var ”en præcis fremstilling af et princip”, specielt skrevet med henvisning til de aforismer, som lægekunstens fader Hippokrates skrev i sin tid. Men helt tilbage i 1400-tallet begyndte franskmændene faktisk at kalde de små klare sætninger for aufforismes. Et ord, de havde fået fra det latinske aphorismus, som igen kommer fra det græske aphorismos. Den græske rod betyder ”definition; en kort, fyldig sætning”. I min græskordbog, som er engelsksproget, er

7

det næsten en aforisme i sig selv, fordi det engelske begreb, der bruges, er, at sætningen skal være pithy – altså at sætningen skal have en sten, som en frugt har. En aforisme har en hård kerne – som samtidig kan spire!

Etymologier – det lærte jeg engang af sprogforskeren, professor Jørn Lund – er en måde at ”gennemskue” ord på. Og det er derfor vigtigt at bruge dem, når man skal forstå et ord som for eksempel nu en aforisme.

Det ord kan nemlig brydes endnu længere ned. Det betyder egentlig ”fra” og ”at afgrænse”. Så en aforisme er altså noget, som – i sig selv – afgrænser. Og det er præcis dét, der er så forbandet svært.

Svært er det især, når man skal udgive litterære værker, som udelukkende består af disse helt små sætninger. For med aforismer står alt på spidsen. Forfatteren udstiller sig selv totalt – og må derfor gøre sig ekstra umage. Eller som Thomas Mann, der ellers var berømt for sådan cirka det stik modsatte af at skrive kort, engang skrev: ”En forfatter er et menneske, der har meget sværere ved at skrive, end alle andre.”

Kan det siges kortere? Ja da.

God læselyst!

8

Indgang v/ Jacob Birkler Denne sidste bog fuldender trilogien om ’Livets alfabet’ og vil som de to forrige bøger komprimere fortællingen om livet, døden og lidenskaberne derimellem. Bogen er båret af den samme idé, som de to forrige, hvor der sættes ord på livet, som vi lever det. Nogle sentenser er skabt gennem billeder fra hverdagssproget, andre er opstået gennem erfaringer og iagttagelser fra det hverdagsliv, vi alle lever.

De mange korte sentenser kaldes aforismer, som er en litterær genre, hvor der skrives kort om det, der kan skrives meget om. Ordet aforisme stammer fra det græske ’aforismos’ og betyder ’begrænset udtryksform’.

Som sådan er aforismer den kortest mulige måde at udtrykke en tanke eller pointe på. Et forsøg på at indfange det største i det mindste, som et sandkorn, der fortæller om en hel ørken, eller som et lille vindue med en stor udsigt.

Aforismer er litteraturens mindste håndbagage. Lille og kompakt passer de til hjernens ”kopholder” og kan dermed styrke på farten.

Aforismer er litterære oneliners, der skal kunne fungere ved de fleste

9

lejligheder, men det er lejligheden der gør den effektfuld. Bogen kan derfor læses til alle tider, men genfortælles bedst, når tiden er den rette.

Ser vi mere specifikt på aforismens særlige udtryksform, er der flere centrale kendetegn, hvoraf jeg vil nævne fire. Som det første er aforismen kort, hvilket både er en gestus til læseren, der får kondenseret en filosofisk pointe, og den er samtidig en øvelse for forfatteren, som hverken må spilde plads eller tid, men udtrykke sig med største klarhed. Konkret kan aforismer veksle mellem få ord og få sætninger, hvor det mest typiske er to sætninger, hvor den ene refererer til den anden på en overraskende eller tankevækkende måde. Aforismen er derfor kort, men substantiel.

Som det næste kendetegn er aforismen ofte definerende og afgrænser et fænomen eller et livsvilkår. Men aforismen overtaler eller argumenterer sjældent. Mere typisk vil den fremhæve og proklamere. Det betyder ikke, at man uhildet skal sluge aforismen, man skal omvendt smage på den og lade sig udfordre af den. Vi er netop draget af aforismen, fordi dens lidenhed efterlader tanken som noget, vi kan tygge på og vende i munden. Et kort statement, som indkapsler og definerer en sandhed, der tåler lang tids brug.

Et tredje kendetegn handler om den måde aforismen rummer et tvist eller en overraskende pointe på. Som tryllekunstneren, der gør det uventede, vil aforismen ofte referere til sig selv på en overraskende måde.

Et eksempel kan være: ’de gode forfattere plagierer ikke andre, men de bedste forfattere er umulige at plagiere’. Bedst som man er kommet i

10

vej med tanken, vil aforismen finde en ny vej, man ikke er opmærksom på. Som sådan bærer aforismen ofte på en overraskelse, en punchline, et sprogligt knæk eller et lille svirp med halen.

Som et sidste og fjerde kendetegn er aforismen filosofisk i sin natur.

Aforismen leverer derfor ikke endegyldige svar, men vil sætte tanken på prøve med nye spørgsmål. Den kan godt bringe latter, men slutter altid ved tanken. Aforismerne er desuden filosofiske, fordi de fokuserer på de store spørgsmål om liv, død, tro, mening og meningsløshed. Som små mosaikker eller fragmenter vil aforismerne derfor vise et samlet billede af den menneskelige eksistens. Aforismerne er på den måde poetisk filosofi og filosofisk poesi, uden at det ene står i vejen for det andet.

Med hvordan virker aforismen, og hvordan skal de tilgås? Aforismen tilbyder et nyt perspektiv på livet generelt og dagliglivet specifikt.

Aforismen er som en ny rute på arbejde, hvor man muligvis ender samme sted, men hvor man ser noget nyt undervejs. Aforismer er dog ikke primært tænkt som sjove eller venlige sætninger, der bekræfter det liv, vi lever. Aforismerne kan derimod støde lidt og virke konfronterende på en måde, så de vender noget eller udfolder noget andet, bryder ned og bygger op. De kan virke kyniske og vil ofte gå imod strømmen, så læseren kan trykprøve tidens normer såvel som egne normer og værdier.

Aforismerne stiller spørgsmål ved den måde, vi handler og tænker på.

Samtidig vil aforismerne anspore til nye måder at leve på. Det er ikke blot små tekster, hvor man tænker ’ja, det er sandt’ eller ’det er der vist

11

noget om’. Teksterne skal derimod prikke til hverdagens trummerum og i visse tilfælde motivere til handling.

I den moderne verden med hurtige overskrifter og korte, redigerede lydklip skimmer vi mere, end vi reflekterer. Vi bruger mere tid på fortærelsen end på fordøjelsen. Gennem medier smører vi os selv ud i et tyndt lag uden at slå rødder i dybden. Det modsatte gælder for aforismen, som kan forføre, overraske og synke ind som en ny erkendelse. Vi bemærker noget særligt og lader os mærke af aforismen. På den ene side er den let tilgængelig i sin form, men sætter sig fast som en modhage hos modtageren. Man må trækkes med en ny erkendelse eller udfordre sig selv. Som sådan er aforismen lynhurtig, men kræver langsom tilegnelse.

Hvis du vil vide mere om aforismen som litterær genre:

Geary J.: The World in a phrase. A Brief History of the Aphorism. New York. Bloomsbury 2005 Grant B.: The Aphorism and other short forms. New York. Routledge 2016 Hui A.: A Theory of the Aphorism. From Confucius to Twitter. Princeton: Princeton University Press 2019

12

A

Arrogante personer har en encyklopædisk uvidenhed

Ansigtet er det sted, hvor alle følelser lever og dør

Hverdagen bør leves som en afskedskoncert.

Man ved aldrig, om der kommer et ekstranummer

Det akavede opstår, når en social konvention slår dig med en våd avis

Erfaring er livets aftapning i mennesket.

Begavet er den, der drikker heraf

14

Videnskabelig anerkendelse går sjældent til den, der får idéen, men til den, der overbeviser verden

Frygten for adskillelse forener

Alkymisten, der brygger på menneskelighed, begynder altid med omsorg

Når vi anklager en person, og det viser sig at anklagen er grundløs, er det lettere at skabe en ny anklage end at undskylde den første

Astrologi er en religion, som få tror på, men som mange følger 15