Liturgi Bind 1

Liturgi 1 Grundbog til folkekirkens gudstjenester og kirkehandlinger GUDSTJENESTENS og KIRKEHANDLINGERNES HISTORIE Jørgen Kjærgaard og Peter Weincke

Eksistensen

Liturgi 1 Grundbog til folkekirkens gudstjenester og kirkehandlinger Gudstjenestens og kirkehandlingernes historie Jørgen Kjærgaard og Peter Weincke © Forfatterne og Eksistensen 2022 Bogen er sat med Minion Pro på Eksistensen og trykt hos ScandinavianBook ISBN: 978-87-410-0829-5 Omslag: Eksistensen Udgivet med støtte fra Dronning Margrethes og Prins Henriks Fond Augustinusfonden Den Hielmstierne-Rosencroneske Stiftelse Sonning-Fonden Konsul George Jorck og Hustru Emma Jorck's Fond Jens Nørregaards og Hal Kochs Mindefond Københavns Stift Roskilde Stift Helsingør Stift Fyens Stift Haderslev Stift Aarhus Stift Viborg Stift Aalborg Stift Ribe Stift Færøernes Stift Løgumkloster Kirkemusikskole Vestervig Kirkemusikskole Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter Dansk Organist- & Kantorsamfund Organistforeningen Dansk Kirkemusikerforening Forbundet af Kirke- og Kirkegårdsansatte Det Sønderjyske Salmelegat Fotografer er krediteret løbende, eller anført i listen i Bind 3 over illustratorer.

Eksistensen Frederiksberg Allé 10 DK-1820 Frederiksberg C tlf. 3324 9250 – www.eksistensen.dk

Indhold Forord . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 9

Gudstjenestens historie . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 15 fra den ældste kristendom til reformationen

Liturgi i den ældste kristendom . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Jerusalem

17

Den byzantinske liturgi . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 41 Konstantinopel Middelalderens romersk-katolske messe . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 63 Rom Reformation og liturgi . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 107 Wittenberg

Dansk gudstjeneste efter reformationen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 139 Haderslev, Viborg, Malmø, København . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 141 1500-tallet – Den danske Kirkeordinans 1537/39 . . . . . . . . . . . . . . . . . . 145 “Alle andre Alter Messer afleggis aldelis…”

1600-tallet – Uniformitet, Enevælde og Kirke-Ritualet 1685 . . . . . . . . . . . . 189 “Guds Tienistis Forretning og Kirke-Ceremonierne” 1700-tallet – Pietisme, Oplysning og Rationalisme . . . . . . . . . . . . . . . . . 223 “Følgende Festdage skal aldeles ophøre…”

1800-tallet – Borgerdyd og Nationalromantik . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 253 “En god Samvittigheds Pagt med Gud…”

1900-tallet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 283 “En sund Forening af Fasthed og Frihed” 2000-tallet – Foreløbigt signalement . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 307 “Kritisk omgang med kirkens tradition” Dansk liturgi efter årtusindskiftet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 313 – afklaring og tendenser

Kirkeåret . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 331 Kirkeårets historie . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 333 Fra “Herrens Dag” til “Herrens år”

Kirkemusikken . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 353 Træk af liturgiens musikhistorie . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 355 Fra klingende bjælde til Åndens orgel

Kirkehandlingernes historie . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 379 Dåbens historie . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 381 Fra neddykning til overøsning Nadverens historie . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 413 Fra fællesmåltid til sakramente Konfirmationens historie . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 427 Fra katekese til konfirmation Vielsens historie . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 453 Fra bryllup til kirkelig vielse Ægteskabslysningens historie . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 483 Fra Lysning til Prøvelse Skriftemålets historie . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Fra syndsbekendelse til syndsforladelse

489

Begravelsens historie . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 497 Fra jordfæstelse til aske på havet Ordinationens liturgihistorie . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 517 Fra håndspålæggelse til præsteløfte Provstekreationens historie . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 537 Fra udvalgt ligemand til udpeget embedsmand Bispevielsens historie . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 539 Fra menighedsforstander til stiftsøvrighed Kirkeindvielsens historie . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 557 Fra helgengrav til Gudshus Den liturgisk påklædnings historie . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 571 Fra hofkåbe til præsteflip Lægfolkets liturgi . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 579 Fra “Kristi korses daglige Brug” til TV i den blå time Ritualer, der gik af brug . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 591 Fra skriftestol til skafot

Forord Kristendom er først og sidst liturgi. Gudsforholdets og troens ytring og praksis. For den kristne – såvel for den enkelte som for menigheden, ja for kirken som helhed – er gudstjenesten både udgangspunktet og det udviklings- og forvandlingssted, der altid må vendes tilbage til og vendes tilbage fra. Derfor er det værd at vide noget om netop liturgi.

I dansk sammenhæng er der ikke fremkommet en liturgihistorie, der omfatter både gudstjenesten og kirkehandlingerne siden C.T. Engelstofts Liturgiens eller Alterbogens og Kirkeritualets Historie i Danmark 1840; og heller ikke nogen samlet vejledning i liturgisk praksis siden Johannes Clausens Præsten og de kirkelige Handlinger 1867, der var en oversættelse og bearbejdelse af en stærkt erindringspræget og noget ujævn tysk fremstilling.

Hvad angår den liturgiske musik, er den seneste systematiske gennemgang af de danske evangelisk-lutherske kirkeordninger Søren Sørensens Kirkens Liturgi 1952 (2. udg.1969).

Derfor denne bog. Her gives en indføring i den kristne kirkes liturgi med særlig vægt på den danske kirkes aktuelle gudstjenester og kirkehandlinger – deres baggrund og aktuelle brug. Musikken behandles som en integreret del af liturgien.

Hensigten er at fremlægge en grundbog, der meddeler viden om den kristne kirkes gudstjeneste og de liturgiske udtryksformer, så den kan bruges både på universiteterne og i de kirkelige uddannelser ved pastoralseminarierne, konservatorierne og kirkemusikskolerne – og en håndbog for præster, organister, kirkesangere og i øvrigt nyttig for enhver, der har interesse for emnet.

Den gængse benævnelse “kirkelige handlinger” er undgået, fordi den sprogligt er upræcis, og fordi den antyder en graduering med gudstjenesten som det genuine, og anden liturgi som mere eller mindre “kirkelig”. Det er uheldigt og misvisende. I stedet bruges betegnelsen kirkehandlinger – i erkendelse af, at den liturgi, udtrykket refererer til, i samme grad som gudstjenesten udtrykker kirkens forkyndelse, bekendelse og folkekirkens virkelighed i samfundet.

Den historiske del, Bind 1, afsøger ikke alle liturgihistoriens krinkelkroge, men er en indføring i hovedlinjerne og en beskrivelse af de væsentligste udviklingstrin, der har haft betydning for folkekirkens liturgi i dag. Vil man vide mere, må man gå til speciallitteraturen. I litteraturoversigten i Bind 3 er det således vægtet, hvad der findes på dansk.

Bind 2 er disponeret efter de bestemmelser og vejledninger om højmessen, de særlige gudstjenester og andre aspekter af folkekirkens liturgi, som findes i Ritualbogen, i Tillæggene til Alterbogen og i Musiktillæggene. Grundsynspunktet er at betragte liturgi som et håndværk bestående af lige dele viden og forberedelse, udførelse og eftertanke.

Bogens tre bind skal opfattes og læses som et samleværk, der løbende står i gæld til andres mere specialiserede arbejder og detailfremstillinger af særlige områder og epoker Forord 9

af den kristne liturgis historie og udvikling. I videst mulig udstrækning er der afstået fra noter og henvisninger. Af litteraturoversigten i Bind 3 fremgår det, hvilke værker der har været klangbund for vores arbejde. Prioriteringen og dispositionen af stoffet er til gengæld forfatternes; og hvor intet andet er anført, præsenteres egne oversættelser af kildeteksterne.

Fremstillingen er fordelt således at Jørgen Kjærgaard er hovedforfatter af de liturgihistoriske og teologiske afsnit, Peter Weincke af de kirkemusikalske. Hvad angår bogens praktiske overvejelser og anvisninger forenes erfaringer gennem mange års tjeneste i folkekirken som henholdsvis sognepræst og organist.

Jørgen Kjærgaard og Peter Weincke, januar 2022 Tak til kyndige kolleger, der har stillet egne tekster eller oversættelser til rådighed, og som vi har kunnet spørge til råds, og til andre kolleger, liturgiklærere ved kirkemusikskolerne og pastoralseminarierne, samt studerende for gennemsyn, gode kommentarer og forslag.

For tilladelse til brug af tekster og oversættelser takkes: Cand.theol. Finn B. Andersen, Aarhus Professor, cand.theol., ph.d. Bo Kristian Holm, Aarhus Postdoc. ph.d. Uffe Holmsgaard Eriksen, Aarhus Biskop, cand.theol. ph.d. Henrik Wigh-Poulsen, Aarhus Professor em. dr.theol. Bent Flemming Nielsen, Helsingør For fagligt og brugsmæssigt gennemsyn af manuskript, samt bidrag med særlige oplysninger takkes særligt: Forskningsprofessor, Dr. Margrét Eggertsdottir, Reykjavik Retsteolog, cand.theol., ph.d. Kristine Garde, Hillerød Sognepræst cand.theol. Kristoffer Garne, Lemvig Lektor, cand.theol., ph.d. Jákup Reinert Hansen, Tórshavn Lektor, cand.theol., ph.d. Anders Holm, København Bibliotekar Helle D. Kjeldsen, Løgumkloster Provst, cand.theol. Margrethe Dahlerup Koch, Ringkøbing Lektor, cand.theol., ph.d. Kjeld Slot Nielsen, Ry Organist, cand.mag. Lars Rosenlund Nørremark, Aarhus Kirkemusikskolestuderende Ida Marie Schepelern Pedersen, Aarhus Biskop em., cand.theol. Erik Norman Svendsen, København Lektor, cand.mag., ph.d. Christian Troelsgård, København Korkonsulent Kristine Vad, Folkekirkens Ungdomskor Provst em., cand.theol. Holger Villadsen, Sakskøbing Professor, dr.theol. Mogens Müller for en frugtbar, kritisk gennemlæsning af manuskriptet 10 Liturgi

Bogens disposition Beskrivelsen af folkekirkens liturgi er disponeret således, at Bind 1 præsenterer gudstjenestens og kirkehandlingernes liturgihistorie, mens Bind 2 behandler og kommenterer de samme emner, således som Alterbogens og Ritualbogens vejledninger og autoriserede ritualer beskriver folkekirkens aktuelle liturgi. De to bind kan således bruges både hver for sig og parallelt. Bind 3 indeholder leksikon, litteraturliste, kildefortegnelse og diverse registre.

Liturgiske fagudtryk, som er forsynet med signaturen: . (blå prik) er nærmere forklaret i det liturgiske leksikon i Bind 3.

Særligt om Bind 1 Liturgihistorien er tilrettelagt kronologisk. Dels samlet om nogle geografiske og bevidsthedsmæssige centre – Jerusalem, Konstantinopel, Rom og Wittenberg – dels disponeret efter gudstjenestens og kirkehandlingernes udvikling i den danske kirke efter reformationen. For hvert afsnit er de liturgiske former og ordninger suppleret med korte redegørelser for disses kirkemusikalske situation. Ved hjælp af en karakteristisk bøn eller gudstjenestekollekt, en tidstypisk salme og en samtidig prædiken gives et indtryk af det teologiske og forkyndelsesmæssige tankegods i hvert århundredes liturgi. For at give mulighed for sammenligning er påsken. grundtema for samtlige kollekter, salmer og prædikener.

Særligt om Bind 2 De enkelte ritualer og autoriserede ordninger i folkekirkens liturgi er kommenteret ved hjælp af praktiske overvejelser, råd og vejledning fulgt af en kort baggrundshistorik samt en teologisk kommentar. Fremstillingen har bevidst prioriteret en historisk, teologisk og traditionsbestemt tilgang til liturgien frem for en ritualteoretisk eller empirisk sociologisk, fordi det historiske helhedsperspektiv som baggrund for liturgiens praksis i nogen grad har været underbetonet. Liturgiens sociologi og refleksion er tillige først og fremmest bestemt af konkret kontekst, der hvor den skal udfoldes, og det vil oftest føre for vidt at eksemplificere alle muligheder. Bogen her skal informere, så de, der står i den liturgiske virkelighed, kan træffe velbegrundede valg.

Afslutningsvis er relevante led forsynet med kirkemusikalske bemærkninger, der ligeledes belyser såvel historiske som praktiske aspekter.

Særligt om Bind 3 Her findes et separat leksikon med de væsentligste liturgiske fagudtryk, samt teologiske og musikalske vendinger af liturgisk relevans. Det drejer sig både om ord og begreber, der optræder i dette værk, og som benyttes i den almene, liturgiske fagterminologi.

En række sammenlignelige plancher over forskellige trin i den kristne gudstjenestes historie gør det muligt at danne sig et indtryk af dennes udvikling fra oldkirken. til i dag.

Forord 11

Bind 3 rummer tillige en oversigt over bøger og publikationer, der har været bestemmende for liturgien i Danmark og de danske kolonier og overhøjhedsområder.

Endvidere findes her et person- og stedregister til Bind 1-2, samt en emneordnet oversigt over den litteratur, der danner baggrund for hele bogen. Litteraturoversigten er opdelt efter dette værks tematiske afsnit og tilkendegiver dermed, hvilke fremstillinger, der har været væsentlige for de pågældende afsnit. Bindet afsluttes med en oversigt over internet-sites om liturgiske emner med hovedvægt på det danske materiale.

12 Liturgi

Signaturer og særlige forkortelser .

(blå prik) markerer, at ordet er forklaret i det liturgiske leksikon i Bd. 3 Anvendes i gregoriansk sang efter f.eks. en antifons første ord, der er blevet intoneret af en forsanger. Ved #-mærket fortsætter hele koret afsyngningen [] Skarp parentes i kildetekster indeholder ordforklaringer [] Skarp parentes i personregistret i Bind 3 indeholder alment anvendt kaldenavn Ab Alterbog 1992 Bibelen Hvor intet andet anføres, refereres der til den autoriserede bibeloversættelse 1992 Bibl.Dan Biblioteca Danica 1482-1830; Suppl.: 1831-1840 BWV Bach-Werke-Verzeichnis 1950-1998 BuxWV Buxtehude-Werke-Verzeichnis DDS Den Danske Salmebog 2002 DDK Den danske Koralbog, 1954, 1973, 1992 DL Danske Lov 1683 KDDS Koralbog til Den Danske Salmebog I-II, 2003 KO Kirkeordinansen 1537/39 KR Kirke-Ritualet 1685 LXX Septuaginta – græske oversættelse af Det Gamle Testamente fra 3.-2. årh. f.Kr. Mh Angiver menighedssungne dele af et liturgisk led MMB Monumenta Musicae Byzantinae, 1935Mt I Musiktillæg I (Gudstjenesteordning – enstemmig udgave) 1994 Mt II Musiktillæg II (Gudstjenesteordning – harmoniseret udgave) 1994 P Angiver de dele af en liturgi, hvor præsten taler eller messer Rb Ritualbog 1992 / 2. udg. 2020 SAB Sopranstemme – Altstemme – Tenorstemme SATB Sopranstemme – Altstemme – Tenorstemme – Basstemme TtA Tillæg til Alterbogen 1993 WA Luthers Werke, Kritische Gesamtausgabe (Weimarer Ausgabe) 1883-2009 #

13

Gudstjenestens historie fra den ældste kristendom til reformationen

15

De følgende kapitler har ikke til hensigt at give en detaljeret beskrivelse af den kristne guds­ tjenestes udvikling med alle de forbehold og tolkningsmuligheder, det ville indebære – dertil findes der grundigere fremstillinger allerede. Men her skal tegnes de hovedtræk, der gerne skulle gøre det muligt at få begreb om hovedlinjerne i den kristne liturgi gennem de væsentligste kirke­historiske epoker, med særligt henblik på den danske gudstjenestes baggrund og kirkehand­ lingernes nuværende udformning således som de aktuelt bruges i Den Danske Folkekirke.

For overskuelighedens skyld er fremstillingen anlagt omkring nogle geografiske, kulturelle og kirkelige centralpunkter: Jerusalem som udgangspunkt for den ældste kristendoms gudstjeneste; Konstantinopel som den byzantinske liturgis centrum; Rom som den vestlige, romersk-katolske liturgis hovedstad og Wittenberg som arnestedet for den evangeliske protestantismes. liturgi.

Disse knudepunkter betegner dermed samtidig en liturgisk udviklingshistorie.

Sideløbende med den liturgihistoriske fremstilling tegnes også et portræt af den liturgiske musiks forskellige former og udtryk, således at deres prægnans og funktion kan følges gennem århundrederne. Også her er der særligt lagt vægt på at beskrive de aspekter, som danner forud­ sætning for eller er videreført i den liturgiske musik i vore dages gudstjenester og kirkehand­ linger.

16

Gudstjenestens historie

Liturgi i den ældste kristendom Jerusalem c. 33 33112 313 325 381

Jesus korsfæstes. Opstandelsesvidner danner menighed i Jerusalem.

Kristen mission med prædiken, dåb og menighedsdannelser i middelhavsregionen.

Plinius’ brev til kejser Trajan om de kristnes praksis i Lilleasien.

Milano-“toleranceediktet” legaliserer kristendommen som religion i romerriget.

Kirkemødet i Nicæa udformer en fælles kirkelig trosbekendelse.

Kirkemødet i Konstantinopel reviderer bekendelsen om Gud som en Treenighed.

Kilderne til den tidligste kristne gudstjeneste er få og fragmentariske; de tier ofte om ting, der for samtidens læsere var selvfølgelige, men som senere er opgivet, ændret og tabt.

Arkæologiske fund kaster med mellemrum nyt lys over de skriftlige kilder og bidrager til en dybere eller ændret forståelse af dem; og der pågår en fortsat forskningsdiskussion, som indimellem er farvet af, hvilken kirkelig tradition., der kigger på sagen.

Den kristne gudstjeneste begyndte i Jerusalem, hvor de afgørende begivenheder i Jesu liv satte sig i de første kristnes samvær på en måde, så de blev til kirkelig liturgi: palmesøndags Hosianna.-råb, skærtorsdagsmåltidets ord om brød og vin, korsets tegn, Den Opstandnes “Fred være med jer!”.

Den kristne gudstjeneste blev til i en verden, hvor mennesker udtrykte deres forhold til tid og tilværelse i kult.. I templerne stod billeder og statuer af guddommene, som synliggjorde det helliges sted i menneskers dagligdag.

På altrene foran helligdommene ofrede og bad man til de guder, Til venstre et kanaanæisk alter til brændofre, 8. århundrede som holdt verden oppe og styrede f.Kr. Beer Sheva, Palæstina. Til højre et romersk alter til tidens gang; og gennem offer­ ofringer ved begravelser 1.-2. århundrede e.Kr. Askalon, Palæstina. De jødiske kultsalmer talte endnu ved kristenpræsternes tydninger og de inddommens begyndelse om “alterets horn” (eksempelvis viedes orakler modtog man svar Sl 118,27), og i Det Nye Testamente ses der skævt til på livets små og store spørgsmål. “afgudsofferkød” (Åb 2,14), som var det, der blev tilovers, Med romerrigets ekspansion mod når offerdyrets indvolde var brændt på alteret. Offerkødet øst blandedes religionerne, og nye blev enten spist af tempelpræsterne eller solgt. Alteret skikke bredte sig, hvor tilhørsforsom udgangspunkt for både offer og måltid smeltede dog gradvist sammen i de tidlige kristnes bevidsthed.

Liturgi i den ældste kristendom 17

Synagoge fra 1. årh. Gamla, Palæstina. Foran indgangen til selve synagogebygningen var en separat bygning (længst t.h.) med en ‘mikvé’, et bad til religiøse afvaskninger før deltagelse i synagogegudstjenesten. De arkæologiske fund er få, men de tidlige kristne kirkerums forbindelse med et selvstændigt dåbskapel kan have synagogernes disposition som baggrund.

holdet krævede gradvis indvielse i kultens mysterier., renselse gennem afvaskninger, religiøst motiverede bade eller røgelse..

De første kristne var jøder af fødsel og opvækst. Efter jødisk tro fandtes der kun én gud – Himlens og jordens og menneskets skaber, giveren af livets hellige bud, og hans tempel. stod i Jerusalem. Men selv fjerntboende jøder havde templets riter. i bevidstheden, kendte det kultiske års store helligdage og var især fortrolige med lokalsamfundets synagoge., hvor oplæsning og udlægning af Toraen. og Profeterne. (Mosebøgerne og profetskrifterne i Det Gamle Testamente.) sammen med bøn og sang var faste led i den ugentlige sammenkomst.

De første glimt af den kristne gudstjeneste får vi gennem spredte bemærkninger i Paulus’ breve, som udgør de ældste skrifter i Det Nye Testamente.. Herfra kender vi nadverens indstiftelse (1 Kor 11,23-25), og vi hører om menighedssang, brugt både pædagogisk og opbyggeligt (1 Kor 14,26; Ef 5,19; Kol 3,16).

De afgørende elementer i de kristnes sammenkomster opsummeres i Apostlenes Gerninger, (antagelig skrevet lige efter år 90 e.Kr.; af nogle dog dateret så sent som 130) hvor forfatteren giver en historisk skildring af kristendommens udvikling fra Jesu tid og til afslutningen af apostlenes missionsrejser i hele middelhavsområdet.

“De holdt fast ved apostlenes lære og fællesskabet, ved brødets brydelse og ved bønnerne.”

Apostlenes Gerninger 2,42 (de mulige liturgiske elementer er fremhævet).

18

Gudstjenestens historie

Mere får vi ikke at vide. Sætningen er summarisk og indforstået. Skriftets modtager, som nævnes i dets indledning, ved tydeligvis allerede en del om de kristnes praksis. Oplysningen må analyseres nøjere for at få klarlagt, hvad der egentlig meddeles.

Læser man, hvad Apostlenes Gerninger fortæller lige før og efter dette resume af den tidlige kristne gudstjeneste, er der dels en omtale af at de, der overtager den kristne tro, tilkendegiver dette ved at lade sig døbe (ApG 2,41) – dels en beskrivelse af menighedslivet i den første kristne menighed i Jerusalem i tiden kort efter Jesu død, opstandelse og himmelfart. Endnu er der intet brud mellem jødedom og kristendom. “De kom i enighed i templet hver dag” skriver forfatteren og fortsætter: “hjemme brød de brødet og spiste sammen”. Det nære fællesskab omfattede også ejendom og ejendele og økonomisk bistand til menighedens mindrebemidlede.

I denne sammenhæng nævner ApG 2,42 så de fire specifikke forhold: apostlenes lære, fællesskabet, brødets brydelse og bønnerne – som de første kristne ifølge forfatteren i særlig grad “holdt fast ved”. I fremhævelsen af disse fire karakteristika ligger, at de både blev værdsat og gentaget. “apostlenes lære” De græske ord (Διδαχὴ’ τῶν δώδεκα ἀποστόλων) i originalteksten kan også oversættes mere specifikt: “de 12 apostles undervisning” eller “belæring”. Der er altså næppe tale om en troslære eller en fast udformet teologi., men om en mere dynamisk. undervisning, som har omfattet både oplæsning og en eller anden form for forkyndelse (dog næppe prædiken, som den kendes i dag) i form af udlægning og tolkning af jødedommens hellige skrifter i lyset af beretningerne om, hvad Jesus sagde og gjorde. Sandsynligvis rummede lære-elementet også moralske anvisninger og nye leveregler, således som begge dele optræder side om side i Paulus’ tidlige breve, der udgør de tidligste skrifter i Det Nye Testamente. “fællesskabet” Når forfatteren til Apostlenes Gerninger omtaler “fællesskabet” i bestemt form (græsk: τῇ κοινωνίᾳ) skyldes det, at de første kristne havde en anderledes opfattelse af fællesskab, end den man kendte i datidens omgivende samfund. I jødisk kultur var både familien og i videre forstand slægten og stammen det afgørende tilhørsforhold. Derudover hjalp man efter evne de fattige og udviste gæstfrihed overfor fremmede. Romeren derimod følte sig kun forpligtet over for den nærmeste familie og de eventuelle slaver, der hørte til husholdningen; resten klaredes over skattebilletten.

De kristne brød disse normer – måske som en efterligning af forholdet mellem Jesus og hans disciple, der delte alt under vandringerne gennem Palæstina – de afgav personlig ejendom og havde i hvert fald delvis fælles økonomi.

De kristnes fællesskab var både et socialt fællesskab med naboen og andre omkringboende kristne og uden tvivl også et ejendomsfællesskab, menighedsfællesskab (trosmæssigt og liturgisk) og ikke mindst et måltidsfællesskab. Man mødtes ugentligt med mennesker, Liturgi i den ældste kristendom 19

man end ikke var i familie med, og spiste dagens hovedmåltid, aftensmaden ved solnedgang (deraf det gamle nordiske ‘nadver’ – nattemåltid). Aftensmåltidet var et sammenskudsgilde. Og snart blev det fast skik, at det, som blev tilovers, blev samlet ind (deraf begrebet "kollekt". af lat. collecta – indsamling) og bagefter uddelt til menighedens syge og fattige. “brødets brydelse” Også dette begreb er meddelt i bestemt form (græsk: τῇ κλάσει τοῦ ἄρτου) og kan derfor også gengives: brydelsen af brødet; eller slet og ret: brødsbrydelsen.. Når man i bibeloversættelsen har valgt anderledes, er det dels for at respektere grundtekstens genitiv, dels for at lade flere tolkningsmuligheder stå åbne. Brød var en fast bestanddel ved alle måltider i middelhavsregionen, og et måltid begyndte derfor som regel med at bryde stykker af en stor brødskive, så hver enkelt fik sin del af det daglige brød.

Måltidet havde en høj status i middelhavskulturerne. Normalt indbød man ikke hvem som helst til sit bord. Gennem måltidsfællesskabet blev man ‘sammenspist’, og både under og efter måltidet bestod der et særligt bånd mellem dem, der spiste sammen. Den, man havde brudt brød med, kunne ikke være ens fjende. Brødsbrydelsen stiftede fred.

Netop det at det kristne fællesmåltid bragte mennesker sammen på tværs af de sociale og familiære bånd, som ellers var skelsættende i både jødisk og romersk kultur, gav dette måltid en særlig karakter, udtrykt i den græske betegnelse agape. – (guddommelig) kærlighed. Agape blev forbundet med den kristne opfattelse af nadveren, også efter at det egentlige fællesmåltid faldt bort, og kun den stiliserede praksis i forbindelse med gentagelsen af Jesu takkebøn ved det sidste påskemåltid – eukaristien. – blev tilbage som liturgisk led.

Det er derfor ikke entydigt, om forfatteren til Apostelgerningerne tænker mest på det fælles, almindelige måltid, på de kristnes fælles måltid som et særligt, religiøst betinget fællesmåltid eller især på dette måltids liturgiske del, hvor brødsbrydelsen blev gentaget i forbindelse med, at det fælles bæger vin gik rundt, og man mindedes Jesu sidste måltid med disciplene skærtorsdag. aften. Måske er alle tre aspekter medtænkt som noget naturligt sammenhørende, således at vendingen “brødets brydelse” refererer til både fænomen, menighedspraksis og liturgi – med andre ord det usædvanlige sammenskudsgilde, der samtidig er det kristne fællesskabs måltid, og betydningsmæssigt rummer både eukaristi og nadver. “bønnerne” Igen er det tydeligt, at forfatteren til Apostlenes Gerninger med den græske form (ταῖς προσευχαῖς) – bønnerne – tænker på bestemte bønner; men hvilke? Jødisk dagligdag rummede både morgen- og aftenbøn og bordbøn ved måltider. Men mere sandsynligt er der her tænkt på specifikt kristne bønner, og der fandtes allerede fra begyndelsen mindst én, nemlig Fadervor.

20

Gudstjenestens historie