Charlotte Rørth Jesus Julekalender Decembersamtaler til livgivende forundring © Forfatteren og Eksistensen 1. udgave, 1. oplag 2022 ISBN 978 87 410 0929 2 Grafisk tilrettelæggelse: Claus Nielsen Sat med Adobe Garamond Pro Fotografi i forsatsen: Marie Hald Tryk: Dardedze, Letland Eksistensen Frederiksberg Allé 10 DK-1820 Frederiksberg C 3324 9250 www.Eksistensen.dk
CHARLOTTE RØRTH
JESUS JULEKALENDER DECEMBERSAMTALER TIL LIVGIVENDE FORUNDRING
EKSISTENSEN
Tak. Denne bog er skrevet af mig alene, og alle fejl og misforståelser må tilskrives mig. Af bedste evne har jeg forsøgt at samle den visdom, jeg har fået givet af så mange i mit liv. Stor tak til familie og følgesvende og den store mængde af faglige kilder, jeg har konsulteret ved besøg og i bøger de forgangne år. Tak.
Lørdagen før første søndag i advent IKKE ALT HENTES NED Splinten sidder fast i fingeren. Det sker altid. Når det sidste trin på loftstrappen skal tages, og hånden må gribe om det uhøvlede gulv oppe under taget, borer et lille stykke træ sig ind i fingeren. Som for at give en pause til at ånde duften ind. Duften magen til duften på mormors legeloft med de lange hylder under skråvæggene med brandbilen, billedlotteriet, dukkelegekøkkenet med gryder og potter i emalje, bittesmå. Julen trækker tiden sammen. Et år er der imellem hver jul. En måneds venten. Kalenderne sørger for, at minderne ubønhørligt får plads hos alle. Alle reagerer på julen, om de holder af den eller ej. Den kommer, uanset alt. Hvad dufter der af på mit loft? År? Minder? Evighed?
5
Lyset fra loftslampen over mig gør det muligt at hive splinten ud med tænderne og koncentreret træde op på det ru gulv og se ned langs tegltagets underside i det lange rum. Alt i hjørnet bag trappen står urørt. En dag åbnes poserne med hans tøj. En dag. I dag åbnes julens kasser. Hver eneste lille ting har en stor fortælling med sig om traditioner og rødder og ritualer og religion. Adventskransen af halm, der skal bindes med gran. De fem engle i karton til karnappens ruder. Den lille træhest, der holder julekort. Dem, der ikke er skrevet her i huset, siden min dreng tog fra denne verden ved juletid. Men, hvor er stjernen? Den, der skal hænge i det store vindue. Den er der ikke. Den mangler. Der er så meget, der mangler. For meget, der er blevet til minder. Sorgen og overbalancen får mig nær til at snuble ned ad trappestigen. Min svigermors broderede pakkekalender, som sønnesønnen skal have, er nær ved at ryge ud af kurven. Mon sønnen, der nu er far, kan huske den? Hvad husker vi egentlig fra julen? Om julen? Hvad er julen? En fødselsdag, ja, men for hvem? Jesus, Kristus, Messias, barnet. Han lå i krybben, men lever stadig, siges det. Han er verdens mest kendte mand og har 6
betydning for alle, hvad enten de tror eller ej, og der ventes på hans fejring i det mindste i de 24 dage, en julekalender varer. Hver dag har sit sæt af spørgsmål, der ægger til samtale. Måske med mig selv. Ikke som lektielæsning eller faktaopremsning eller facit, ikke citater fra de kloge, blot undren over julen i min hverdag, der er som så mange andres. Måske kan den gives som gave til alle dem, der gerne vil dele forundringens gave, nu det snart er jul. Måske blot være en påmindelse til mig selv. Et dagligt ønske om en god advent.
7
1. december JEG VAR OGSÅ VENTET Hotellet i Son ligger ned til fjorden. Vandet er delvist frosset til. Det ser ud til, at man kan gå over til Nordre Sauholmen. Gran og fyr derovre på fårenes ø er dækket af sne. Stilheden høres. Ingenting høres. Er det sådan, julens virkelighed er? Denne første decemberdag ligger Vinternorge klar, kold og sprød. En foræring. En forkælelse. En adventsgave. I hotellets spa-område er ingen andre, kun vi to. På reposen foran dampbadet står fire elektriske hvilestole foran fem store udsigtsvinduer. Nedenfor ligger den lille lystbådehavn. Skarverne på molen breder deres forhistoriske vinger ud til tørre. Jeg breder mine hvide håndklæder ud på stolen, lægger mig og lunes hurtigt. Et tryk på en kontakt og langsomt begynder stolen at gynge. Først kun ganske kort frem og tilbage, senere 8
med større udsving, kroppen vænner sig til bevægelsen, hviler, er tryg, mild, varm. Bevægelsens monotoni er effektiv. Kravet om effektivitet slipper. Stressen siver ud. Hurtigt. Uroen fordamper. Derinde i uvisheden har vi ligget som ufødte børn. I mørket, vugget og varsomt passet på og ventet af andre. Hånden finder op på maven. Hvad er det ufødte derinde nu? Drengene har ligget der. Alle tre. Og ham/hende, der efter en voldtægt blev valgt fra, og de to, der satte sig forkert og derfor blev stødt ud. Alle vi voksne har ligget derinde og er blevet ventet af nogen udenfor. Uanset om vi var ventet med glæde eller ej, så har der undervejs været stunder af forundring. Selv hos de mest praktisk anlagte og trosfremmede må der have været om ikke andet så blot et par minutter af vild forbløffelse. Hov, hvad ligger herinde? Hvad kan jeg vente at møde? Hvem kommer? Det er den første december. Vi er i adventstiden. Vi venter på, at barnet skal komme til verden. Vi ved, at det kommer, men ikke hvem det er. Vi har selv været ventet, og nu venter vi selv. Advent er som en graviditet. En indadvendt tid. Jeg husker, at de første uger som gravid var som at bære på en 9
hemmelighed; at vide, at kun jeg vidste, at snart ville endnu et menneske fødes. Men end ikke jeg kunne vide, hvem det var. En dobbelt hemmelighed. Jeg husker lysten til hele tiden bare at smile med hænderne på maven, lidt som nu, hvor jeg ligger som midaldrende farmor på en norsk eldreven chaiselong. Selvom det er flere decennier siden, jeg fødte, bærer jeg følelsen med mig ind i december. Ventetider er farvet af, hvad vi venter. Med et barn er det selve livet, og med det første barn især en formodning om, at vores egne liv vil forandres fuldstændigt, uden at vi ved til hvad. I adventstiden ved vi godt, at vi venter på juleaften og -morgen, men måske kan vi lade, som om vi ikke helt ved, hvad vi venter på, og være lidt spændte og tænksomme. Vi ved, hvilken dag, han fødes, så deri er ingen overraskelse, det har vi mennesker sat i system. Men det er helt ubegribeligt overvældende at vide, at vi venter på et menneske, der vil betyde mere end nogen anden, og vi kender det ikke. Det er decemberventetiden. Et menneske, der kom til verden på samme måde som os. Det er den fortælling, mange fejrer, selv om de ikke er troende. 10
For alle er født. Alle er ventet, om de er ønskede eller ej. Jeg ville ønske, alle var ønsket. Selv var jeg ikke ønsket. Min mor var 16, min far 18, da de undfangede mig i 1962. Jeg var ikke planlagt, nej, men undervejs i ventetiden, blev jeg til en, der var ventet, en, der ville blive elsket, jeg ved det, jeg tror det, jeg synes at kunne huske det. Ventetiden forandrede mine teenageforældre, gjorde dem klar. De blev gift. På rådhuset uden den store fejring, ganske vist, men på det ene snapshot, jeg har set fra dagen, stiger min mor ud af en bil og ser glad ud. Forventningsfuld. Hun bar på et barn, men hvilket? Som jeg selv har båret på mine børn. Dem, jeg ventede, og jeg mærker, at jeg græder og synes, at det er uden grund. Herre Gud, jeg ligger bare her og tænker over det, der sker for alle. Vi er alle født, og selv under mest usle forhold findes der kvinder, der smiler som min mor på det lille sort-hvide foto. Bag hovedgærdet går døren fra dampbadet op. – Hvad sker der, spørger manden, da han ser tårerne. Han tager min hånd. – Taknemmeligheden, svarer jeg. – Jeg var ventet. 11