Jeg lever ikke mere selv

Kristine Hovda Jeg lever ikke mere selv Eksistensen

Kristine Hovda

Jeg lever ikke mere selv Eksistensen

Til M, E & K

RINGEN ER SLUTTET

på Ringen rehabiliteringscenter i moelv sidder mor og tordis og hanna den gamle husmenighed fra vækkelsen i hamar tordis fortæller om, hvordan de blev forsøgt kuppet af pinse­kirken af branham-støtterne af smiths venner men vi stod op imod dem alle, siger tordis jeg går ikke til møder jeg har hørt det hele før jeg skal aldrig ind nogen steder aldrig så fortæller jeg om hvordan det var at være de eneste børn i landsbyen. der hverken passede ind i bedehuset eller på diskoteket hvordan det var at være børn af den skøre kristne sekt hvordan det var at prøve at finde et sted at høre til et sted at tænke frit når fritænkerne var dine forældre og dine forældre havde meninger om alt så bliver tordis og hanna stille

så siger tordis: jeg kan huske at du sad i sofaen og suttede på din tommelfinger mens du læste i det gamle testamente du var kun fem år du var et specielt barn, siger tordis du stillede så mange spørgsmål du var så nysgerrig! ja, det var jeg, siger jeg men havde jeg noget valg?

1 7

8

JEG LEVER IKKE MERE SELV

Hvad vil det sige at være kristen? Hvis du spørger en nordmand, vil han eller hun måske sige, at det er at tro på, at den jødiske mand Jesus, som levede i Palæstina omkring år 0, var Guds søn, sendt fra himlen for at dø på et kors for verdens synder. Efter treogtredive år på jorden, hvor han gik rundt og helbredte folk og udrettede forskellige mirakler, blev han korsfæstet og dræbt, og tre dage senere stod han op fra de døde, før han vendte tilbage til himlen. En dag vil Jesus vende tilbage for at dømme levende og døde, og de, der troede på ham, får evigt liv, når de dør. De andre går fortabt, altså ifølge den kristne tro. Der er uenighed om, hvad fortabelse betyder, og hvor mange mennesker det gælder. Men det er ikke pointen.

Pointen er: At være kristen er ifølge traditionen i Norge, at holde visse læresætninger for sande. Men det er ikke den eneste måde at nærme sig spørgsmålet på. Allerede de første disciple diskuterede dette. Apostlen Jakob, som ifølge traditionen var en af Jesu brødre, altså rent fysisk hans bror, skriver: »Hvad nytter det, mine brødre, hvis et menneske siger, han har tro, men ikke har gerninger? Kan den tro måske frelse ham?« Underforstået: Det hjælper ikke at have de rigtige meninger, hvis disse meninger ikke fører til, at man gør de ting, Jesus talte om.

Jakob fortsætter: »Hvis en bror eller søster ikke har tøj at tage på og mangler det daglige brød, og en af jer så siger til dem: »Gå bort med fred, sørg for at klæde jer varmt på og spise godt,« men ikke giver dem, hvad legemet har brug for, 9

hvad nytter det så? Sådan er det også med troen: i sig selv, uden gerninger, er den død. Nogle vil indvende: »Én har tro, en anden har gerninger.« Vis mig da din tro uden gerninger, så skal jeg med mine gerninger vise dig min tro. Du tror, at Gud er én; det gør du ret i. Det tror de onde ånder også – og skælver. Tåbelige menneske, ønsker du bevis på, at tro uden gerninger er ufrugtbar?« Hvis du spørger en kirkehistoriker, vil han eller hun forklare, at det er Martin Luther, der har gjort os så besatte af tro forstået som den rette lære. I mange kulturer fungerer troen på en helt anden måde. En kristen i middelalderen ville gå til messe, modtage nadveren, modtage velsignelsen og være frelst i kraft af at tilhøre en religion og en tradition. Sådan er det i vid udstrækning stadig i lande, hvor katolicismen er den dominerende religion, med undtagelse af lande i Sydamerika, hvor den karismatiske pinsekristendom har sat sit præg på teologien. En troværdig og traditionsbunden katolik vil være mindre optaget af at have en personlig frelsesoplevelse, eller et »personligt forhold til Jesus«, som vi var så ivrige efter, da jeg var teenager. En katolik ville simpelthen ikke forstå en sætning som den. Bibelen åbner også for en sådan forståelse af frelsen; flere steder i Apostlenes Gerninger står der om mennesker, der kom til tro på Jesus og blev frelst med hele deres hus. Der var ikke tale om nogen personlig bekendelse til Jesus; alle, der boede i huset, blev frelst i kraft af deres herres overbevisning og tilslutning til kristendommen. Det er et af kerneargumenterne hos folk, der praktiserer barnedåb, i modsætning til voksendåb, som understreger, at ingen kan døbes, medmindre de selv bekender Jesus som Herre. Og så skal de nødvendigvis være gamle nok til at forstå, hvad de siger. Hvorfor er det vigtigt? Fordi der er få lande i verden, hvor ateistiske og agnostiske bevægelser har større opbakning end i Norge. Og det er fordi vi har gjort religion til en 10

intellektuel øvelse, hvor man kan argumentere for eller imod troen. Den, der ikke er enig i læresætningerne, tror ikke. De troendes opgave bliver derfor at overbevise de ikke-troende om, at de har ret, og at de andre tager fejl. Og dermed er troen blevet individuel og personlig, noget man kan tilslutte sig eller afvise. Kristne i andre perioder af historien ville have afvist hele problemstillingen. Vi tror, fordi vi går i kirke. Fordi vi modtager nadveren. Fordi vi tilhører et fællesskab, hvor vi deler alt. Fordi hele vores familie tilhører og altid, så længe vi kan huske, har tilhørt den kristne tro. Fordi vi lever i et kristent land. Fordi vi handler kristent. Fordi vi abonnerer på værdier som lighed, næstekærlighed og livets ukrænkelighed.

Alt dette er tro. Betyder det noget, om den kristne faktisk tror på, at Jesus har levet, eller i det mindste at han opstod fra de døde? Mange kristne tænker slet ikke sådan. Og hvis de gør, er det ikke sikkert de mener, at det er afgørende, at andre skal gøre det for at opnå den samme frelse, som de selv har fået.

11

SUNNY BEACH

Det er sommeren 2007, jeg er 23 år gammel og flyttet til Oslo for at arbejde for Dagbladet. Det er mit første rigtige job som journalist, og jeg er konstant høj på adrenalin. Jeg har drømt om det her, siden jeg var tolv år gammel.

Jeg begynder på Dagbladet under den første store tilstrømning af afghanske asylansøgere. Mange af dem bliver sendt direkte tilbage til Kabul, som UDI mener er sikkert nok. I en måned har jeg fulgt sagen om en gruppe asylansøgere, der hævder at være blevet kristne, og som frygter for deres liv, hvis de bliver sendt tilbage. Ingen af mine kolleger ved, hvorfor jeg er så god til det, hvorfor jeg kan stille biskopper og UDI-medarbejdere spørgsmål krydret med bibelvers og teologiske fraser, der vinder biskoppernes tillid og sætter UDI-medarbejderne på plads. Jeg indser, at de samme egenskaber, som gjorde mig til en dygtig missionær, også gør mig til en dygtig journalist.

Man skal være nysgerrig og åben, venlig og samtidig på dupperne. Men jeg føler mig som Ester i audiens hos kongen af Babylon. Kristne mennesker griner man ad på Dagbladet. Det har jeg forstået på den korte tid, jeg har arbejdet her.

Vi har været i gang dag og nat i en måned, da chefen med kort varsel spørger, om jeg vil med til Bulgarien for at dække de voldelige begivenheder på feriestedet Sunny Beach. Jeg skynder mig hjem på mit kollegieværelse for at pakke, skrækslagen for at fejle, og samtidig føler jeg en spænding, der på forunderlig vis minder om den, jeg havde alle de somre, jeg brugte på at vade Europas gader tynde for at lede efter nogen at frelse.

12

Vi tager det første fly fra Gardermoen søndag morgen, fotografen har rutinemæssigt drukket en flaske rødvin og sover som en sten. Jeg er lysvågen og pludselig nervøs for, at flyet skal styrte ned. Det er mærkeligt. Det har jeg aldrig været bange for før.

De fleste andre søndage har jeg siddet på kirkebænken eller stået på scenen i en kirke med hænderne løftet og lukkede øjne og tilbedt en Gud, der er større end alt. Da jeg flyttede til Oslo i 2007, blev jeg medlem af Citykirken, en dattermenighed til Oslo Kristne Senter, Norges største frikirke. Men det sidste halve år er det blevet stadig sværere at gå til møderne. Jeg får trykken for brystet og har svært ved at trække vejret, især under lovsangen bliver jeg så svimmel, at jeg må sætte mig ned.

Denne søndag er jeg ikke til møde, jeg sidder i et fly på vej til Bulgarien. Jeg skal skrive en historie om berusede unge mennesker, der får tæsk, mens de udlever en livsstil, jeg aldrig har prøvet. Jeg har aldrig været fuld i hele mit liv. Men jeg har overskredet nogle fysiske grænser med mænd på det seneste, tingene er begyndt at gå i hårdknude, og måske er det derfor, jeg får fysiske reaktioner, når jeg er til møderne. Jeg har egentlig ikke lyst til at være der. Men jeg ved ikke, hvad alternativet er.

Tanken om at sidde alene på mit værelse i St. Hanshaugen gør mig bare endnu mere bange.

Jeg ligger på hotelsengen i Sunny Beach, partystranden i Bulgarien, og venter på, at det bliver aften, så arbejdet kan begynde. Jeg burde sove, men jeg kan ikke. Jeg går rundt om mig selv på værelset og føler trang til at spise chokolade. Der er ingen minibar på værelset. Jeg har ingen bulgarske penge.

Jeg tør ikke gå ud. Jeg lægger mig på sengen og tager min Mac frem. Der er ingen netadgang på hotellet, og den eneste musik, der er gemt i Itunes, er to sange af Hillsong London, som jeg ikke har hørt i årevis. Det spænder i brystet igen.

13

»And all to you, God, for all you are to me. Cause there is nothing like your love«, synger den mandlige forsanger om og om igen. Jeg ligger på sengen og ved ikke, om det er sandt længere, om det nogensinde har været sandt, men det rører mig, og så begynder jeg at græde.

– Kære Gud, hvisker jeg, mens tårerne triller ned ad kinderne. – Jeg ved ikke, om jeg kan tro på dig længere. Men hvis du findes, vil jeg gerne kende dig. Hjælp mig med at holde det ud, hvis du findes. Og hvis du ikke findes, vil jeg helst slippe.

Så lader jeg dig gå nu. Hvis du findes, vil jeg vide det for alvor. »Jeg elsker dig for evigt, jeg elsker dig for evigt«, synger Hillsong-sangeren.

Sangen fader ud. Jeg falder i søvn på sengen.

Jeg vågner ved, at der bliver banket på døren flere gange.

Fotografen råber mit navn fra den anden side. Det er tid til at komme i gang.

Mange timer senere finder vi en fortovscafé, svedige og trætte, men tilfredse med aftenens arbejde. Vi har interviewet mange desperate unge mennesker, nogle af dem helt ned til 16 år, og nogle af dem er vi nødt til at anonymisere for at beskytte dem mod sig selv. Jeg spekulerer på, hvilke forældre der dog lader deres børn være alene her.

Ved nabobordet hører vi norske stemmer, et tv-kamera på bordet afslører, at det er pressen. De norske journalister vinker os over, vi giver hånd og smiler til hinanden over ølglassene, jeg drikker små slurke og vogter mine ord, stille jublende over at være en af dem. Hovedstadspressen. VG, Dagbladet, NRK, TV2. De er her alle sammen. Det er vi også.

Jeg følger kun halvt med i samtalen, de taler om andre og farligere missioner, rejser til fjerne lande og krigszoner. En af de 14

ældre journalister, lad os kalde ham Øystein, fatter pludselig interesse for mig.

– Jeg kommer fra en lille landsby i Jæren, er du kendt der? spørger jeg.

– Er du fra bibelbæltet? Ja, det kender jeg. Jeg hader religion, siger Øystein.

Han vil vide, hvad jeg mener om verdens ondskab, og om der findes en gud, og om han i så fald er en stor sadist, der tillader alle de dårlige ting, der sker. Måske har Øystein set, hvor lidt øl jeg drikker, jeg sveder og prøver at vride mig væk. Han lægger en hånd på min arm og bøjer sig ind over mit ansigt.

Jeg tænker på den bøn, jeg hviskede på hotelsengen et par timer tidligere. Jeg kan ikke ligefrem benægte, at jeg tror, men jeg er heller ikke sikker på, at jeg tror længere.

– Jeg har ikke svaret på alt, men jeg tror på Jesus, siger jeg til slut. Øystein får et mærkeligt udtryk i ansigtet. Han siger ikke noget.

Et par timer senere holder han mig lidt tilbage, mens vores lille gruppe bevæger sig mod hotelområdet. Små dønninger rammer den svagt oplyste strand. Det er svært at gå i det tunge sand.

– Hvordan gjorde du det? hvisker han pludselig. Jeg ser op på ham og kan se frygt i hans øjne.

– Hvordan gjorde jeg hvad? Jeg er forvirret.

Han ser på mig med store øjne.

– Derovre ved bordet. Da jeg spurgte dig om Gud. Der gik et stød gennem hele min krop, da du sagde, at du troede på Jesus.

Den store mand standser helt, og hans krop tårner sig op over min. Den aggressive tone fra tidligere er væk. Ansigtet er gravalvorligt.

– Er det virkelig sandt, at du er kristen? Du tager ikke pis på mig? Jeg vil vide alt, hvad du ved!

15

Vi går langsomt langs stranden, et stykke bag de andre.

Hele situationen føles uvirkelig. Jeg fortæller ham, hvad jeg kan, om Guds kærlighed, om skabelsen, om Adam og Eva og syndefaldet, om Jesus, der kommer for at genoprette forholdet mellem menneskeheden og Gud, og at alle, der tager imod Jesus, vil blive frelst.

Han suger hvert et ord til sig.

Vi er fremme ved mit hotel. Det er ved at blive lyst udenfor.

Vi står uden for hotellet, og jeg er i vildrede.

– Skal jeg bede for dig?

– Kan du det?

Vi sætter os på en bænk uden for hotellet.

Jeg lukker mine øjne.

– Kære Gud. Tak, fordi du kender vores inderste tanker.

Tak, fordi du ønsker, at vi skal kende din kærlighed. Jeg beder om, at du vil vise dig for Øystein.

Jeg åbner langsomt øjnene. Han græder.

Bagefter giver han mig et blidt kram.

– Mange tak, siger han, vender sig om og går langs stranden i morgenlyset.

Næste morgen sidder jeg på flyet, og jeg ved ikke, hvad jeg skal føle.

Jeg er glad for, at Øystein blev rørt af Gud. Jeg er bange for, at jeg må begynde at missionere igen.

16