Guldkorn - Prædikenforberedelse til 2. tekstrække - En læseprøve

RPF

Guldkorn Guldkorn

’Det ligner et sennepsfrø, som en mand tog og såede i sin have, og det voksede op og blev et helt træ, og himlens fugle byggede rede i dets grene.’

Lukas 13, 19

Hver uge går den danske præstestand i studerekammeret for at gøre sig tanker om, hvordan søndagens prædiken skal udfoldes. Og den proces – og det resultat, der ender på prædikestolen i den lokale kirke – er lige så broget som flokken selv. Det er helt individuelt, hvad der sætter os i gang med en tankerække. Et digt, en fortælling, en refleksion, en tekstnær skriftudlægning eller et øjebliksbillede fra det virkelige liv. I denne samling over 2. tekstrække har 35 præster bidraget med bud på et prædikenafsæt. Et tema eller en vinkel man kan tage med sig, når der skal arbejdes med teksten. Bestræbelsen har været at komme godt rundt i landskabet, både teologisk, æstetisk og genremæssigt, så bidragene afspejler de mange forskellige formidlingsmåder, der benyttes, og de mangfoldige måder vi vikler Skriften ind i – og ud af – det liv, vi er fælles om.

Prædikenforberedelse til 2. tekstrække Redigeret af Morten Skovsted

Med bidrag af Anita Fabricius • Ann Sofi Lægsgaard • Birgitte Refshauge Kjær • Birte Andersen • Christina Elisabeth Ebbesen • Christina Radsted Hellesøe Feddersen • Christine Julie Kjærulff Beck • Elisabeth Arendt • Erik Søndergård • Eva Thorgaard Jerg • Finn Feilan • Henrik Højlund • Jakob Brønnum • Jesper Dupont Birkler • Karen Togsverd Hansen • Lars Lindgrav Sörensen • Lasse Rødsgaard Lauesen • Lena Kjems • Mads Davidsen • Mai-Britt Josephsen Knudsen • Majbritt Breinholt Christensen • Mette Trankjær • Mette Holmstrøm • Michael Rønne Rasmussen • Morten Skovsted • Rikke Mai • Robert Strandgaard Andersen • Solvej Paabøl Andersen • Sophie Mathiasen Nielsen • Susanne Fabritius de Tengnagel • Thomas Pilgaard Larsen • Tine Årup Illum • Torben Hjul Andersen • Vibeke Houmøller Kristensen • Vini Madsen

RPF

II

RPF

Guldkorn Prædikenforberedelse til 2. tekstrække Redaktion: Morten Skovsted © Forfatterne og Religionspædagogisk Forlag 1. udgave, 1. oplag 2011 ISBN 978 87 7495 208 4 Sats og omslag: RubArt Tryk: ScandinavianBook Religionspædagogisk Forlag Frederiksberg Alle 10 1820 Frederiksberg C 3324 9250 www.rpf.dk Kopiering er kun tilladt i henhold til gældende lov om ophavsret

2

Guldkorn Prædikenforberedelse til 2. tekstrække

Pointer, fortællinger, vinkler, iagttagelser og essenser Redaktion: Morten Skovsted

RPF

Religionspædagogisk Forlag

3

6

Indhold

Forord

7

Guldkorn til 2. tekstrĂŚkke

9

Bidragydere

274

Indholdsfortegnelse

276

5

4

Forord Dette er ikke en prædikensamling.

Der findes mange gode prædikensamlinger, både i bogform og på internettet. Det er berigende læsning for en prædikant, men ofte vil de fremstå begrænsede i deres form. Dels fordi prædikenerne er uløseligt bundet til det sted og den tid, de oprindelig blev holdt i, men også fordi den givne præsts særpræg og personlighed vil farve prædikenerne betydeligt.

Man kan og skal ikke holde andres prædikener. Men præster har gennem århundreder ladet sig inspirere, ikke bare af de Hellige skrifter, men også af litteraturen, fortællinger og ikke mindst af hinanden. I middelalderen skete det via Exemplaer, efter reformationen i forskellige Postiller og i vore dage på mangfoldige måder qua de talrige kommunikationsformer.

Andres prædikener kan man udfolde, hvis man skræller det personlige præg fra, for da vil pointer, guldkorn, fortællinger, vinkler eller iagttagelser stå tilbage. Denne samling er et forsøg på at samle en række sådanne kondenserede pointer, essenser, billeder og fortællinger. Det er en samling afsæt for prædikener, som den enkelte læser og bruger kan lade sig inspirere eller opbygge af, men som der skal tænkes videre på, hvis det skal blive til en ny prædiken.

Titlen på denne samling er Guldkorn. En måske mere dækkende, men mindre mundret og poetisk titel kunne have været Maggi terninger, fordi bidragene først bliver til noget brugbart, når de opløses i det kogende vand, der nu er den enkelte præst og menigheds virkelighed, tid og sted. Det evigt gyldige, ægte og dybe bringes os i Evangeliet, og det forudsættes, at enhver præst vil tilsætte det, som den helt grundlæggende ingrediens i den prædikensuppe, der måtte serveres for menigheden på baggrund af denne samling.

Jeg håber, at præster vil finde inspiration i de mange bidrag i denne bog til glæde for dem selv og deres menigheder. Måske en lægmand eller to også kan få udbytte af samlingen, med fare for at vedkommende så vil kunne genkende en pointe eller to i præstens prædiken på søndag.

Der er mange forskelligartede bidrag i samlingen: Vægtige teologiske refleksioner, ordsprog, litterære fortællinger eller blot underfundige betragtninger. Mangfoldigheden er velovervejet og gør samlingen brugbar for den præstestand, der også er en broget flok. Der vil ganske givet være bidrag, man ikke finder anvendelige eller ikke bryder sig om. Forhåbentlig vil der så være andre, der falder mere i ens smag.

7

Jeg har ladet de enkelte bidrag stå så uberørt som muligt. Dette betyder, at de mange bidrag har hver sit personlige præg, og at samlingen således ikke har en ensartet sprogtone og form.

Bogen har en enkel struktur, idet den følger kirkeåret med en række bidrag til hver enkelt søn- og helligdag. Et register over helligdagene samt anførsel af, hvem der har skrevet de enkelte bidrag findes bagest i bogen.

Forud for denne findes en kort fortegnelse over de bidragende præster.

Jeg vil gerne bringe en tak til Religionspædagogisk Forlag og ikke mindst til Charlotte Ekstrand, der har bistået undervejs med læsning, sparring, sortering osv.

Desuden en stor tak til de mange bidragydere! Det er indlysende, at denne bog aldrig var blevet til noget uden dem. Tak for idérigdom og kreativitet.

Det har ganske givet været en udfordring for mange at skulle korte en prædiken ned til 2400 anslag. Mange steder fornemmer man, at prædikenen sagtens kunne have bevaret intensitet og koncentration til det dobbelte eller mere, men som nævnt er bidragene blot tænkt som afsæt for det videre arbejde.

Til dette ønskes alle god arbejdslyst og Helligåndens hjælp.

Morten Skovsted Hjortshøj 2011

8

1. søndag i advent, Luk. 4, 16-30

Kikkertsyn Adventstiden kan kaldes for en kikkerttid. Når vi sætter adventskikkerten for øjet, ser vi julen komme tættere og tættere på. Men vi ser ikke det samme i kikkerten. For de utålmodigste kan julen ikke komme tæt på hurtigt nok.

Andre ser i adventstiden travlhed, lange åbningstider og et utal af traditioner, der skal holdes og småkager, der skal bages og spises. Andre ser frem til at tage sig tid til at skrive, til at være sammen og til at se barnet i krybben.

Måske det er tid til at tage kikkerten fra øjet og netop ikke se frem, men være i adventsnuet? At lade adventstid være ventetid. Nyde glæden, der ligger i at kunne vente tiden ud. Lade ting komme til os, i stedet for at forsøge at ile dem i møde.

I dag får Jesus lov til at læse i synagogen. De omkringstående ventede, at når Jesus læste netop den tekst, så skulle deres blik rettes tilbage til den tid, Esajas havde skrevet ind i. De skulle, billedligt talt, rette kikkerten mod fortiden. Samtidig vidste de, at det var en håbefuld tekst om det, der skulle komme. Men Jesus siger noget andet end det forventede. ’I dag er den profeti, I har hørt, blevet opfyldt’. Umuligt! En kikkert kan da ikke hive fortiden ind i nutiden.

Det er det forunderlige ved Jesus: Han er både den, som var, som er og som skal komme. Jesus kom julenat, og han er den, der kommer forfra til os og møder os i vort nu.

Flere steder i Lukasevangeliet er det som om, at med Jesus kommer det hele for tæt på. Budskabet var for påtrængende. Nogle gange er det bekvemt at kunne holde sandheder i en armslængdes, en kikkertlængdes afstand.

At tro er at få kikkertsyn. Troen er som en kikkert, der ser stort på 2000 år. Troen ser, at det, der virker småt, når vi kigger på det, er stort i Guds øjne. Troen trækker os ind i nuet, enten fra fortiden eller fra fremtidshåbet.

Kan du se og tro det, så er Guds tid kommet, også til dig. Du har lov til at forvente dig alt godt. Og du har lov til at bagvente. Det vil sige, at det, som er sket, det, du ikke fik mulighed for at gøre om eller gøre godt igen, det vender Gud for dig.

Og om din fremtid, den du måske ser så uklart som i en omvendt kikkert, om den har du lov til at håbe, at du altid vil kunne se din Herre komme til dig.

9

1. søndag i advent, Luk. 4, 16-30

Katrine er til fest Hun sidder på sin sædvanlige plads ved vinduet. Du kan høre hendes bornholmer slå sine taktfaste slag, sekund for sekund i den lille stue. Katrine havde ikke så meget plads, da hun flyttede fra huset til centret, til plejeboligerne, men hendes bornholmer havde da fundet nåde. Den fortæller hende, at tiden går. Ja, tiden går, klokken slår, evigheden forestår.

Men for Katrine går tiden ikke, den er gået i stå. Ja, den er faktisk gået baglæns, gået et andet sted hen, for hun er uden for tiden.

Katrine er til fest.

Høsten er kommet i hus, og hun havde bundet det ene neg efter det andet, lænden gjorde ondt, men hun anstrengte sig ekstra for at se ud, som om det hele var en leg. Hans Erik nedlagde den ene nævefuld korn efter den anden med seglet. Han svedte, og han holdt aldrig pauser, han var den stærkeste af dem alle sammen, og han kiggede hele tiden hen til Katrine.

Hun kunne mærke hans øjne på hendes baller og bryster, når hun bøjede sig ned. Og hun havde ikke noget imod det, snarere tværtimod.

Til høstfesten var spillemanden helt oppe på noderne og musikken gik alle de glade karle og piger i benene, også Katrine og Hans Erik. Han bød hende op og de dansede og dansede hele natten, og det blev også til mere end det.

Katrine hører musikken igen, hun mere end hører, hun mærker rytmen i kroppen og Hans Eriks stærke store hænder om sit liv.

Katrine er til fest.

Personalet kommer ind med noget at drikke og stiller det på bordet. De undrer sig over, hvor Katrine er henne i tankerne, for hun siger ikke meget til dem, hun kan ikke kende dem, og hun smiler meget. De ved ikke, at hun er til fest. De stakler.

Når Vorherre lader violen lyde – måske iblandet et par basuner, så rejser Katrine sig atter villigt op og kaster sig ud i festen. Den fest hun har været en del af i årevis.

10

1. søndag i advent, Luk. 4, 16-30

En dygtig arkitekt En dygtig arkitekt tegner ikke det hus, som bygherren ønsker sig, men det hus, som bygherren ikke havde fantasi til at forestille sig!

Jesus kom som den Messias, hverken jøderne dengang eller vi i dag kan have fantasi til at forestille os. Og det er det bedste. Men samtidig stiller det nogle krav til os, som vi aldrig havde drømt om. Nådeåret er for alle mennesker.

Det viser sig, at forjættelsen om frigivelse for fanger, frihed for undertrykte og et nådeår fra Herren – det betyder også, at vi skal løslade dem, vi har fanget, sætte dem fri, vi har undertrykt og lade nådeåret gælde alle dem, der skylder os noget, eller som vi har behandlet uretfærdigt.

Er der noget at sige til, at de blev rasende på Jesus i Nazaret? Her troede de, at de var Guds udvalgte – og så kommer Han og fortæller dem, at Gud elsker alle mennesker, og at også de selv er ansvarlige for at lade Guds nåde komme til alle. Han elsker alle andre mennesker lige så meget som os, og Han forventer af os, at vi skal være medarbejdere på at give Hans nåde, befrielse og hjælp til alle mennesker på jorden! Vi må forberede os på at forsøge at få lyst til at gøre Hans vilje, når Han vil lade sit nådeår komme til alle – og at Han også vil gøre det på vores bekostning.

Vil vi følge Ham i dag? Det er forbundet med den størst mulige glæde: Guds uendelige kærlighed og tilgivelse, frelse og opstandelse til evigt liv hos Gud i glæde. Og kravet om, at vi skal lade kærligheden gå videre til alle.

Denne beretning fra Nazaret foregriber hele Evangeliet: Først var alle begejstrede – som da Jesus red ind i Jerusalem palmesøndag. Bagefter var de rasende og ville slå Ham ihjel – som da ypperstepræsterne besluttede at slå Ham ihjel i Jerusalem. Men Jesus banede sig vej midt igennem mængden og gik. På samme måde, som Jesus kæmpede sig vej fra dødsriget og gik ud af graven påskemorgen!

Han er den, som bar vores synder og tilgav os. Han er den, som giver os opstandelse og evigt liv i Guds rige. Det er derfor, vi vil lade Ham sige os det, som vi ved, er rigtigt, selvom vi ikke bryder os om det: Vi skal lade kærligheden gælde alle!

Lad os bruge adventstiden til at øve os i at modtage både glæden og udfordringen. For Jesus opdeler ikke mennesker i folket og fjenden; men vi er alle Hans elskede børn.

11

1. søndag i advent, Luk. 4, 16-30

Ernst og lyset Hvad ville der ske i dag, hvis det var nu, de gamle profetier gik i opfyldelse? Instruktøren Anders Thomas Jensen har gjort sig tanker om dette i kortfilmen ’Ernst og lyset’. Her mødes den pjaltede Jesus med Ernst, den oversmarte sælger (af rengøringsmidler), og Ernst søger at overbevise Jesus om, at Hans tid er passé: ’Folk gider ikke høre på det vås mere. Du skal være selvstændig og stærk i dag. Du må indse, at I har fejlet. Der er ikke brug for jer længere, markedet er væk’. ’Jamen, er der slet ikke nogen, der har bevaret troen eller nogen der vil frelses’, spørger Jesus forundret. ’Folk vil ikke frelses. Folk vil ha’ vold og sex og sex … og rengøringsartikler! – Jesus sukker, meget opgivende: ’Hvis ikke du følger mig i nat, så … ‘. ’Så ... går det hele vel ad helvede til?’, spørger Ernst. ’Ja,’ svarer Jesus, ’jeg er jo redningen!’. ’Du skal ikke redde nogen, du skal bare tænke på dig selv!’

Det hele ender med at Jesus vender hjem til himlen med uforrettet sag, ligesom Han ankom; i et verdensomspændende og blændende lys. Og Ernst er mest af alt forundret over, at hans mobiltelefon virker igen!

Jesu skæbne år 30 og år 2011 er i grunden ikke så forskellig. Men forhåbentlig har Jesus tålmodighed med os moderne mennesker, så Han fortsat holder ud med os – også når vi ikke forstår ret meget af, hvad Han kommer med.

Heldigvis er det ikke et spørgsmål, vi skal kapere på én gang. Hver søndag hele året rundt taler og appellerer Han til os om at åbne vores liv og sind for den nye begyndelse, der dog bygger videre på de gamle forventninger.

Jesu ord står derfor stadig og irriterer: I DAG! Dette I DAG vil tvinge os til at høre efter: I DAG! Den Gud vi møder i Bibelen er ikke en Gud, der vil nøjes med at være en hyggelig julemand, der klapper børnene på kinden og siger: Husk nu at være søde!

Gud er både en kærlig og en farlig Gud, som en gang imellem river tæppet væk under fødderne på os. Det var ikke Jesus, der var ved at miste balancen på bjerget uden for Nazaret. Nej, det er os mennesker, der mister balancen, når og hvis det med ét går op for os, at uden Gud er vi håbløst fortabt. Uden Gud har vi ikke andet at klamre os til, end os selv og vort eget. For frelse os selv, det kan vi aldrig.

12

1. søndag i advent, Luk. 4, 16-30

Menneskelivets fire aldre ADVENTUS DOMINI! Sådan lyder det på latin: ’Herrens komme!’ Mange ord knytter sig til samme tankeverden: Ankomst, fremkomst, genkomst, hjemkomst, sammenkomst, tilbagekomst, tilsynekomst, velkomst – alt sammen ord, der dækker over indholdet i det kirkeår, der nu tæller sin første dag. På første adventssøndag er det nok så meget velkomsten, vi benytter, som det sker med den uomgængelige salme ’Vær velkommen, Herrens år!’

Vi ved, hvad det bringer i modsætning til kalenderåret, regnskabsåret og folketingsåret. Kirkens år bringer de fortællinger, der går tilbage til Ham, der kom til verden fjernt fra magtens centrum, men som dog ændrede verdens gang. ’Forunderligt at sige, og sært at tænke på!’ Glæden kommer igen. I kirken bruger vi altid store ord. Vi gør det, fordi vi taler om de største ting. Om dem kan man ifølge sagens natur kun bruge ekstreme ord og vendinger. Sådan er selve livet – på én gang stort og uoverskueligt, men samtidig vel anbragt i Guds hånd. Livsmod og håb kan ikke hentes hvor som helst. Og det kan slet ikke trækkes i en automat. Også det at blive kristnet over dåbens vand, som handler om, at der er en magt, der ikke glemmer os, men altid minder os om, at vi har navn og sted hos Gud. Et gammelt dansk ordsprog lyder: ’Lad ingen vide, hvad der er i dit hjerte og i din pung!’ Vel er det klogt ikke at prale med sine materielle værdier, men ’hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med’. Da jul og hjertefest hører sammen, har højtiden et godt bud. Vi tænder et lys for hver søndag. De står for menneskelivets aldre: Barndom, ungdom, voksenalder og alderdom. De brænder ned på evighedens krans. Symbolikken fortæller, at vi gennem livet er sat ind i en evig sammenhæng, udtrykt ved kransen eller cirklen. Den er ubrudt eller evig. Den varsler Jesu fødsel. Tid og evighed smelter sammen.

Fejringen af Jesu fødsel er mere end en hyggelig fest i årets mørke tid. Vi følger Jesus hele vejen. Over døden langfredag, påskemorgens opstandelse og Guds krafts komme pinsedagen. Adventskransen rummer en forjættelse til os. Forjættelse har med forventning og håb at gøre. Vi forventer, at adventstiden munder ud i en velsignet julefest. Vi har det håb, at Gud vil være med os både i højtidsdagene og i den fremtid, der ligger forude, når også snart et nyt kalenderår begynder.

13

2. søndag i advent, Matt. 25, 1-13

Om lukketider I 2012 ophæves lukketidsreglerne. Herefter kan det blive svært at finde en lukket butiksdør, og vi vænner os til at tro, at vi ikke kan komme for sent til noget. Er det nu tåbeligt eller klogt?

I dagens lignelse lyder det, som om den nye lukkelov allerede var en realitet. Selv efter midnatsmørket er faldet på, kan de fem tåbelige gå til købmanden. Til gengæld er der en anden dør, der er lukket: Den til festen.

Jeg husker en prædiken, jeg for år tilbage hørte til denne søndag. Præsten prædikede ikke engleblidt. Det var dom og fortabelsens realitet. Fordi heller ikke vi kender vores besøgelsestid, stod vi alle foran den lukkede dør. Men så løfter præsten ansigtet, skifter tonefald og siger med et stille smil: ’Men det kan jo tænkes, at Vorherre har ladet en bagdør stå på klem for os. Det har vi lov til at håbe … Amen’. Jeg ved ikke, hvad der er vanskeligst at tro på: Den hermetisk lukkede fordør – eller at der alligevel står en bagdør åben?

Vi kender til at forpasse tidspunktet i forhold til hinanden. Har vi ikke alle noget, vi ikke lige fik gjort? Et udtalt ord, man gerne vil nå at have undskyldt, et brev, der længe har skullet besvares, et besøg der evindeligt er blevet udsat. Vi kender hverken dagen eller timen, og det mest skæbnesvangre er at tro, at vi hele tiden har hele tiden foran os. Det gælder om at holde sig rede. Vi skal ikke bare lade lampen brænde, for så brænder vi tør.

Det gælder om altid at have ekstra olie med. Men kan vi sørge for os selv?

Kan vi frelse os selv? Eller er evangeliet til denne domssøndag ikke snarere, at vi måtte sætte vores lid til Guds søn. Kloge bliver vi aldrig. Ja, vi bliver aldrig klogere. Men det er vor lykke og håb, når dagen og timen oprinder, at vi kender Ham, der kender både dagen og timen. Ham, der gik i forvejen, som verdens lys og frelser, for at gå i forbøn for os tåbelige mennesker.

Adventstro er at sætte lid til, at Guds lukkelov er mere liberal end vores nogensinde vil kunne blive. Vist lukker Guds døre, men vi har lov at håbe på, at det først sker, når den allersidste kloge og tåbelige er kommet indenfor. Gud lukker. Men Gud slukker ikke. Ja, måske lukker Han først da for alvor op til en bryllupsfest af himmelske dimensioner.

Hvis det står til troende, har vi ikke noget at frygte, men en del at glæde os til.

14

2. søndag i advent, Matt. 25, 1-13

Vandringen Vores liv som kristne kan sammenlignes med en lang rejse – en pilgrimsfærd.

Man skal have varmt tøj med, men ikke så tungt at man ikke kan bevæge sig. Der skal udstyr med i rygsækken, men ikke så meget, at man ikke kan bære den. Man skal lære at læse både kort og vejskilte. Man skal lære at læse signalerne både i sin krop og i sin sjæl. Den allervigtigste del af udstyret til livets pilgrimsrejse er den særlige lampe, som altid skal være tændt: Troen på Gud. Går den ud, risikerer man at flakke rundt på må og få; man aner hverken hvor man er, eller hvor man skal hen.

Der er mange stationer på vejen. Den første hedder tit barnetro og aftenbøn. Helt naturligt besidder man en tro. Man beder sin aftenbøn, lægger sig trygt til at sove og frygter intet ondt. En anden station er ’tankens syndefald’. Man får lært at stille kritiske spørgsmål. Man tumler med dybsindige problemstillinger og har voldsomme anfægtelser. Hvad er det for noget med troen – og passer det? Man har så travlt med at analysere lampeoliens sammensætning og lampens konstruktion, at man slet ikke lægger mærke til, at man får slukket flammen samtidig.

Alvorlige kriser eller store glæder kan være andre stationer.

Den tilkæmpede tro, den hvor man sejt og langsomt har tilegnet sig troen og lært at stole på den, er en station, man ikke skal rynke på næsen ad; den er værd at kæmpe sig frem til. Men det er ikke alle, som finder den. Nogle opgiver på vejen.

Måske ser de en lille ubetydelig sti i lyset af deres lampe, som er lige ved at gå ud. Hvis de følger den ind på en lille rasteplads, som ikke ser ud af noget særligt, så oplever de måske, at de er kommet til nådens station.

Så er troen og Guds nåde kommet til dem.

Nu brænder lampen pludselig klart igen og i dens lys ser de – ser vi – at det ikke er vores egne anstrengelser, som frelser os. Det er ikke vores egen visdom, som giver os fred i sindet. Det er ikke vores gode gerninger, som lukker os ind i Paradis. Det er Guds kærlighed, som blev menneske i Jesus Kristus. Det er Ham, som tilgiver os vores fejl. Det er Ham, som giver os fred og glæde i vores sind. Det er Hans eksempel som smitter og får os til at hjælpe andre på vejen. Og det er Hans korsfæstelse og opstandelse, som forærer os opstandelsen og det evige liv i glæde med Gud.

15

287

286

Bidragydere Tusind tak til de mange præster, uden hvis bidrag denne samling ikke var blevet til. Tak for at I har ladet os få del i jeres tanker, ord og guldkorn.

274

•

Anita Fabricius (f. 1977), sognepræst i Torsted kirke, Horsens provsti

•

Ann Sofi Lægsgaard (f. 1978), sognepræst i Jerslev-Hellum-Mylund pastorat, Brønderslev provsti

•

Birgitte Refshauge Kjær (f. 1967), sognepræst i Estvad-Rønbjerg pastorat, Skive provsti

•

Birte Andersen (f. 1945), sognepræst i Lundehus kirke, Østerbro provsti.

Forfatter til ’Marias Hymne’ (Alfa 2002)

•

Christina Elisabeth Ebbesen (f. 1981), døvepræst i Syddanmark, forfatter til ’Mødet med en Troldmand’ (Unitas 2009), medforfatter til ’konfirmandundervisning med billeder’ (Aros 2010) m.m.

•

Christina Radsted Hellesøe Feddersen (f. 1968), sognepræst i KarlstrupKarlslunde pastorat, Greve-Solrød provsti

•

Christine Julie Kjærulff Beck (f. 1969), sognepræst i Hørdum-Skyum pastorat samt beredskabspræst i Aalborg Stift

•

Elisabeth Arendt (f. 1975), sognepræst i Den Danske Lutherske Kirke i Toronto, Canada

•

Erik Søndergård (f. 1969), sognepræst i Skødstrup kirke, Århus nordre provsti

•

Eva Thorgaard Jerg (f. 1968), sognepræst i Christianskirken, Fredericia provsti

•

Finn Feilan (f. 1955), sognepræst i Hansted-Klitmøller-Ræhr-Vigsø pastorat, Thisted provsti

•

Henrik Højlund (f. 1960), sognepræst i Løsning-Korning pastorat, Hedensted provsti. Forfatter og medforfatter til en række bøger, fast avis-prædikant i Kristeligt Dagblad, filmanmelder i Indre Missions Tidende og på www. filmogtro.dk

•

Jakob Brønnum (f. 1959), Redaktør af Præsteforeningens Blad. Forfatter til 7 digtsamlinger, 4 romaner og 2 samlinger af fortællinger, senest ’Jobs Drøm’ (Unitas 2011)

•

Jesper Dupont Birkler (f. 1949), sognepræst ved Vor Frue Kirke, Århus domprovsti. Forfatter til numismatiske, historiske og teologiske udgivelser samt prædikener

•

Karen Togsverd Hansen (f. 1972), sognepræst ved Struer Kirke, Struer provsti.

Bidragyder til bogen ’Prøv noget nyt – 23 ideer til gudstjenester’ (Unitas 2010)

•

Lars Lindgrav Sörensen (f. 1965), sognepræst i Tilst-Kasted pastorat, Århus vestre provsti

•

Lasse Rødsgaard Lauesen (f. 1980), sognepræst i Paarup kirke, Hjallese provsti.

Bidragyder til ’3. tekstrække’ (Bibelselskabet 2010)

•

Lena Kjems (f. 1964), sognepræst i Vejlby kirke, Århus nordre provsti, Ph.d.

•

Mads Davidsen (f. 1975), sognepræst i Egense-Øster Skerninge pastorat, Svendborg provsti. Forfatter til en række kronikker, essays og artikler

•

Mai-Britt Josephsen Knudsen (f. 1974), sognepræst i Egernsund kirke, Sønderborg provsti

•

Majbritt Breinholt Christensen (f. 1973), sognepræst i Benløse kirke, RingstedSorø provsti

•

Mette Trankjær (f. 1962), sognepræst i Horbelev-Falkerslev pastorat, Falster provsti. Prædikenvejledninger i Prf. blad Advent 2003 til pinse 2004. Bidragyder til ’I anden række’ (Aros 2009), ’I skal leve’ (Aros 2006) samt ’Livsmod’ (Aros 2009)

•

Mette Holmstrøm (f. 1966), sognepræst i Skivum-Giver-Blære pastorat, Vesthimmerlands provsti

•

Michael Rønne Rasmussen (f. 1960), sognepræst i Jersie-Kirke Skensved pastorat, Greve-Solrød provsti. Ophavsmand til salmevalgsoversigten på ’Præstesiden’ (http://mogensagerbo.dk/)

•

Morten Skovsted (f. 1967), sognepræst i Hjortshøj og Egå sogne, Århus nordre provsti

•

Rikke Mai (f. 1977), sognepræst i Barrit og Vrigsted sogne, Hedensted provsti

•

Robert Strandgaard Andersen (f. 1969), sognepræst i Hjordkær kirke, Aabenraa provsti, tidligere missionær for BDM

•

Solvej Paabøl Andersen (f. 1966), sognepræst i Grene og Billund kirke, Grene provsti

•

(Margit) Sophie Mathiasen Nielsen (f. 1975), sognepræst i Ishøj og Torslunde sogne, Høje Taastrup provsti

•

Susanne Fabritius de Tengnagel (f. 1948), sognepræst ved Køge kirke, Køge provsti. Forfatter til prædikenvejledninger i ’At prædike for børn 2’ (Anis 1999), ’At prædike for børn 3’ (Anis 2006)

•

Thomas Pilgaard Larsen (f. 1974), sognepræst i Sankt Andreas og Lem sogne, Randers nordre provsti

•

Tine Årup Illum (f. 1962), sognepræst i Sønder Bjert kirke, Kolling provsti.

Forfatter til ’Den stille uge i kirken’ (RPF 2002), samt medredaktør og medforfatter til ’Tradition og Liv’ (Unitas 2007) og ’Himlen i mine fodsåler’ (Aros 2011)

•

Torben Hjul Andersen (f. 1960), sognepræst i Sct. Peders og Havrebjerg sogne, provst i Slagelse provsti

•

Vibeke Houmøller Kristensen (f. 1965), sognepræst ved Skt. Lukas Kirke, Århus domprovsti

•

Vini Madsen (f. 1957), sognepræst i Borum og Lyngby sogne, Århus vestre provsti

275

Indholdsfortegnelse 1. søndag i advent – 9 Eva Thorgaard Jerg: Kikkertsyn Lars Lindgrav: Katrine er til fest Finn Feilan: En dygtig arkitekt Michael Rønne Rasmussen: Ernst og lyset Jesper Birkler: Menneskelivets fire aldre 2. søndag i advent – 14 Eva Thorgaard Jerg: Om lukketider Finn Feilan: Vandringen Elisabeth Arendt: At tage bestik af bestik 3. søndag i advent – 17 Vibeke Houmøller Kristensen: Solopgangsmennesker Anita Fabricius: Om kalenderen og en kendt drøm Solvej Paabøl Andersen: Håbet i salmesangen 4. søndag i advent – 20 Michael Rønne Rasmussen: Händels Messias og Esajas’ håb Ann Sofi Lægsgaard: Skt. Hans Majbritt B. Christensen: Meditation over ørkenen Juleaften – 23 Birgitte Refshauge Kjær: Ædel plastic Solvej Paabøl Andersen: En tid Christine Julie Kjærulff Beck: Et barn er født i skuret Morten Skovsted: En sportsprædiken Juledag – 27 Vibeke Houmøller Kristensen: At se lyset Mette Holmstrøm: Kristusfiguren i Berlin Anita Fabricius: Med og uden anonymitet Anden juledag – 30 Henrik Højlund: Ubehagets nødvendighed Morten Skovsted: Kaj Munk Majbritt B. Christensen: Buddha og Jesus

276

Julesøndag – 33 Sophie Nielsen: Om sorg og kærlighed Michael Rønne Rasmussen: Barnemordet Finn Feilan: Drømme og magt Karen Togsverd Hansen: Kælderen Nytårsdag – 37 Ann Sofi Lægsgaard: Klosteret Karen Togsverd Hansen: Vore leveår Michael Rønne Rasmussen: Tolkien Eva Thorgaard Jerg: Allestedsfraværende Helligtrekongers søndag – 41 Solvej Paabøl Andersen: Hundehoved Morten Skovsted: Med eller uden GPS? Jesper Birkler: Visdommens og kundskabens skatte Anita Fabricius: Open-minded Morten Skovsted: Den fjerde vismand 1. søndag efter helligtrekonger – 43 Elisabeth Arendt: Hændernes magiske kræfter Michael Rønne Rasmussen: Mindreværdige og mereværdige Thomas Pilgaard Larsen: At bære børn Vibeke Houmøller Kristensen: Guds rige er deres 2. søndag efter helligtrekonger – 50 Vini Madsen: Kun en pind Mette Trankjær: Det rene ord og det rene vand Rikke Mai: Hvorfor, hvorfor dit og hvorfor dat?

Torben Hjul Andersen: Mættet tørst 3. søndag efter helligtrekonger – 54 Lars Lindgrav Sørensen: Fyldepennen Finn Feilan. Tro er noget, man er Michael Rønne Rasmussen: En latterlig bøn 4. søndag efter helligtrekonger – 57 Michael Rønne Rasmussen: På dybt vand Eva Thorgaard Jerg: Stilhed, storme og redningsveste

277

5. søndag efter helligtrekonger – 59 Thomas Pilgaard Larsen: Historien om en perle Elisabeth Arendt: Om sladderblade og snavs Finn Feilan: Høsten Sidste søndag efter helligtrekonger – 63 Mai-Britt Josephsen Knudsen: Sorg-agre Christine Julie Kjærulff Beck: Små bitte prikker Mette Trankjær: Grisefamilien og herliggørelsen Søndag septuagesima – 65 Elisabeth Arendt: Fisk og slanger Anita Fabricius: Tro og sygesikringen Danmark Solvej Paabøl Andersen: Grundtvigs Nytårsmorgen Michael Rønne Rasmussen: Hvem satte mest på spil?

Christine Julie Kjærulff Beck: Livet med eller uden brugsanvisning Søndag seksagesima – 70 Henrik Højlund: Sennepsfrøet Rikke Mai: Du kan bare vente dig!

Christina Radsted Hellesøe Feddersen: At vente og at håbe Fastelavns søndag – 73 Susanne Fabritius de Tengnagel: Lykkens og sorgens hus Anita Fabricius: Vi ses!

Robert Strandgaard Andersen: At give afkald Solvej Paabøl Andersen: Om at se og blive set Morten Skovsted: Den hjemløse på køkkenbordet 1. søndag i fasten – 78 Mette Trankjær: Om begær Michael Rønne Rasmussen: Jyske lov med mere Lars Lindgrav Sørensen: Manden på gården Rikke Mai: Søskenderækkefølge 2. søndag i fasten – 82 Tine Årup Illum: Om skrøbelighed Sophie Nielsen: Om Guds ansvar og almagt Elisabeth Arendt: Tror du på magi?

278

3. søndag i fasten – 86 Solvej Paabøl Andersen: Vi forsager …

Ann Sofi Lægsgaard: Den, der ler sidst Thomas Pilgaard Larsen: Realityshows Lena Kjems: Gud taler også ulvesprog Karen Togsverd Hansen: I kan ikke tjene Gud og Fanden Solvej Paabøl: Vi har djævelen til fader Torben Hjul Andersen: Klædeskabet Midfaste søndag – 92 Michael Rønne Rasmussen: Livets brød Anita Fabricius: Brød skal deles Elisabeth Arendt: Frederik I’s eksperiment Mariæ bebudelses dag – 95 Karen Togsverd Hansen: Gud blev en af os Erik Søndergård: Skal man grine eller græde?

Elisabeth Arendt: Marias spæde sang Eva Thorgaard Jerg: Redskabsrum Palmesøndag – 99 Ann Sofi Lægsgaard Andersen: Legenden om stenpalmen Michael Rønne Rasmussen: Hans Anker Jørgensens palmesalmer Niels Berthelsen: Pottemageren Rikke Mai: At bedømme på det ydre Skærtorsdag – 103 Mette Trankjær: Måltidets mirakel Vibeke Houmøller Kristensen: Kan man vaske sig ren?

Michael Rønne Rasmussen: At være noget Michael Rønne Rasmussen: Om forræderi Christine Julie Kjærulff Beck: Fødder fortæller en historie Torben Hjul Andersen: Klædet Langfredag – 109 Lasse Rødsgaard Lauesen: Sølvpapirkorset Henrik Højlund: Båret skyld Thomas Pilgaard Larsen: Ind i døden Eva Thorgaard Jerg: Langfredags lyd

279

Påskedag – 113 Vibeke Houmøller Kristensen: Godmorgen!

Mette Trankjær: Stefan Zweig om Händels Messias Mette Holmstrøm: Welcome to the Rileys Morten Skovsted: Opstandelsen er også her Eva Thorgaard Jerg: At gå i forvejen Anden påskedag – 119 Mads Davidsen: Thorvaldsens Kristusfigur Michael Rønne Rasmussen: Genkendelsens glæde Anita Fabricius: Påsken er kirkens P1 Jakob Brønnum: Det er absurd Morten Skovsted: Se, jeg gør alting nyt!

1. søndag efter påske – 124 Robert Strandgaard Andersen: Peters liv Christine Julie Kjærulff Beck: Dancer in the Dark Mette Holmstrøm: Chocolat 2. søndag efter påske – 127 Sophie Nielsen: You are all individuals Robert Strandgaard Andersen: Hyrden Christine Julie Kjærulff Beck: God hyrde m/k søges Morten Skovsted: Elefantmanden 3. søndag efter påske – 131 Robert Strandgaard Andersen: Moses og Jesus Lasse Rødsgaard Lauesen: Thomas Kluge og majestæten Vibeke Houmøller Kristensen: Hvem er jeg?

Bededag – 134 Solvej Paabøl Andersen: En god dag Anita Fabricius: Der er nok at bede om Lena Kjems: Ske din vilje Ann Sofi Lægsgaard: Julie og mormor 4. søndag efter påske – 138 Mette Trankjær: Palle alene i verden Robert Strandgaard Andersen: Dragen Christine Julie Kjærulff Beck: Fri og bundet

280

5. søndag efter påske – 141 Sophie Nielsen: Mælkebøtter og herlighed Solvej Paabøl Andersen: Fremkaldt Mai-Britt Josephsen Knudsen: Om at være herliggjort Kristi himmelfarts dag – 144 Robert Strandgaard Andersen: Jesus op, kager ned Lena Kjems: Forkæl dig selv Sophie Nielsen: Himlen ind i hovedet Eva Thorgaard Jerg: At være i øjenhøjde Henrik Højlund: Allestedsnærværende 6. søndag efter påske – 149 Mads Davidsen: De enæggede tvillinger Mette Trankjær: Kristusgevind Anita Fabricius: Gud bor i temporallappen Birgitte Refshauge Kjær: Cirkler og samhørighed Solvej Paabøl Andersen: Submarino – dåben Vini Madsen: Myren Pinsedag – 155 Karen Togsverd Hansen: Vindens kræfter Mette Trankjær: Om ikke at være faderløs Finn Feilan: Talsmanden som sagfører Eva Thorgaard Jerg: Med balloner Thomas Pilgaard Larsen: I dag er intet særligt hændt …

Christine Beck: Tanker i min mors hus Anden pinsedag – 161 Lena Kjems: Om ånd og kød Vibeke Houmøller Kristensen: Et hjerte af sten Morten Skovsted/Iben Krogsdal: Læg hånden på hjertet Mette Trankjær: Bøddelen og cowboybukserne Rikke Mai: Ånd og åndedræt Trinitatis søndag – 166 Birgitte Refshauge Kjær: Solen, varmen, strålerne Majbritt B. Christensen: Åbykrucifixet Henrik Højlund: Faktorernes orden er ikke ligegyldig Vini Madsen: Kirkens begravelse Eva Thorgaard Jerg: Om at få en lille fjer på 281

1. søndag efter trinitatis – 171 Robert Strandgaard Andersen: Pengevisen Birgitte Refshauge Kjær: Hvad vejer et kys?

Morten Skovsted: Fiskeren Lasse Rødsgaard Lauesen: Den himmelske biograf 2. søndag efter trinitatis – 175 Majbritt B. Christensen: Hjertet Lena Kjems: Kærlighedens væsen Jesper Birkler: Hvad intet menneske magter Rikke Mai: Goddag mand, økseskaft 3. søndag efter trinitatis – 179 Vibeke Houmøller Kristensen: Guds grænseløse tilgivelse Solvej Paabøl Andersen: Brødre Michael Rønne Rasmussen: Hjem, kære hjem Christine Julie Kjærulff Beck: Uhyret 4. søndag efter trinitatis – 183 Eva Thorgaard Jerg: Med camouflagenet Jakob Brønnum: Lad tilliden bryde frem Christina Radsted Hellesøe Feddersen: Om at være fuldkommen Elisabeth Arendt: Holdkæft-bolcher 5. søndag efter trinitatis – 187 Christina Radsted Hellesøe Feddersen: Hvem er jeg, hvem er du?

Anita Fabricius: Sammenhængskraft Torben Hjul Andersen: At tegne et landkort Elisabeth Arendt: Når Gud bygger kirke 6. søndag efter trinitatis – 191 Christina Elisabeth Ebbesen: Kristus som livredder og pilot Karen Togsverd Hansen: Du er bestået Birte Andersen: Længsel kan forvandles Vibeke Houmøller Kristensen: Det uperfekte menneske Thomas Pilgaard Larsen: Flid, fedt og snyd 7. søndag efter trinitatis – 196 Jesper Birkler: Guds forsyninger Jakob Brønnum: Guds alvidenhed Christine Julie Kjærulff Beck: Nåden er din dagligdag 282

8. søndag efter trinitatis – 199 Mette Trankjær: Hos Fuglene Elisabeth Arendt: Palle alene i verden Vibeke Houmøller Kristensen: Et bæredygtigt fundament 9. søndag efter trinitatis – 202 Elisabeth Arendt: Hvad Martin Lönnebo lærte af sin søn Torben Hjul Andersen: Ud af kærlighed Christine Julie Kjærulff Beck: At vende kikkerten forkert Morten Skovsted: Klager, ret og pligter 10. søndag efter trinitatis – 206 Thomas Pilgaard Larsen: Nattergalen Elisabeth Arendt: Kristen eller kristen?

Michael Rønne Rasmussen: Publikum eller deltagere?

Robert Strandgaard Andersen: Den usynlige skønhed 11. søndag efter trinitatis – 210 Lena Kjems: Gaver, der aldrig glemmes Henrik Højlund: Good Will Hunting Mette Trankjær: Så vælg da livet!

Michael Rønne Rasmussen: At vælge vejen 12. søndag efter trinitatis – 214 Mette Trankjær: Ordets hestekræfter Mette Trankjær: Ord er ikke gratis Vibeke Houmøller Kristensen: Det er så godt, at det er sandt Solvej Paabøl Andersen: Tusind tunger 13. søndag efter trinitatis – 218 Mette Trankjær: H.C. Andersens Hørren Elisabeth Arendt: Martin Luther King og Tamburmajoren Rikke Mai: Indtag jeres pladser 14. søndag efter trinitatis – 221 Henrik Højlund: Gud kaster ikke terninger Morten Skovsted: Djævelens bedrag Eva Thorgaard Jerg: Sovedyr Solvej Paabøl Andersen: Skuffelser, der ikke går i opfyldelse

283

15. søndag efter trinitatis – 225 Majbritt B. Christensen: Fortælling og livsfortælling Christine Julie Kjærulff Beck: Fald bare i staver Vibeke Houmøller Kristensen: Tag dog let på buen Solvej Paabøl Andersen: Når Martha fylder for meget Torben Hjul Andersen: Kære Martha 16. søndag efter trinitatis – 230 Mette Trankjær: Om forsvundne døre Henrik Højlund: Dette liv er kun en drøm Majbritt B. Christensen: De syv tegn Michael Rønne Rasmussen: Dansens Herre 17. søndag efter trinitatis – 234 Ann Sofi Lægsgaard: Glæden ved at spise sammen Torben Hjul Andersen: Det afgørende i et tæppe Michael Rønne Rasmussen: Kendte skiderikker 18. søndag efter trinitatis – 237 Mette Trankjær: Med benspænd Mads Davidsen: Historien om et træ Christina Radsted Hellesøe Feddersen: En saftig historie 19. søndag efter trinitatis – 240 Mette Trankjær: Salmeforbindelsen Anita Fabricius: Havfrue på dåse 20. søndag efter trinitatis – 242 Eva Thorgaard Jerg: Fortrydelsespiller Mette Trankjær: Som i Himmelen Christine Julie Kjærulff Beck: Grynet 21. søndag efter trinitatis – 245 Vini Madsen: Manden, der fik træet til at blomstre Eva Thorgaard Jerg: Om det håbefulde måske Lena Kjems: Shit happens Torben Hjul Andersen: Røg af en brand Christine Julie Kjærulff Beck: Vi er alle syndere

284

22. søndag efter trinitatis – 250 Mette Trankjær: Askepot Majbritt B. Christensen: Alfabet Elisabeth Arendt: Vi er som spædbørn Solvej Paabøl Andersen: Om Andeby og forståelsen Christina Elisabeth Ebbesen: De selvfedes kø 23. søndag efter trinitatis – 255 Vini Madsen: Skillingen og solen Elisabeth Arendt: Banke, banke på …

Finn Feilan: At se med Jesu øjne Alle helgens dag – 258 Elisabeth Arendt: Jeg har engang kendt en hånd Eva Thorgaard Jerg: Påskeliljeløget Elisabeth Arendt: O Kristelighed Solvej Paabøl Andersen: Selv små lys bryder mørket Henrik Højlund: Alle Heltes dag [Se også www.allehelgenmesse.dk]

24. søndag efter trinitatis – 263 Karen Togsverd Hansen: Livet i teltet Mette Trankjær: Det evige smil 25. søndag efter trinitatis – 265 Ann Sofi Lægsgaard: At være velorienteret Solvej Paabøl Andersen: Dogville 26. søndag efter trinitatis – 267 (se 5. søndag efter helligtrekonger) Sidste søndag i kirkeåret – 268 Mette Trankjær: Kvitteringen Mette Trankjær: Den vise byrde Erik Søndergaard: Hvile Anita Fabricius: Tiden flyver af sted Tine Årup Illum: Om solidaritet

285

288