Introduktion
Denne bog kan ødelægge dit liv
Før han blev Buddha, gik Siddhartha Gautamas liv ganske godt målt efter de sædvanlige normer. Han var trods alt prins, og han nød de kongeliges luksus og privilegier. Han boede i et overdådigt palads, spiste delikatesser og gik klædt i fint tøj. Hans far tog sig godt af ham og forberedte ham på, at han skulle overtage kongedømmet. Han havde giftet sig med en prinsesse. De ventede deres første barn.
Han var velsignet med rigdom, magt og familie. Hver dag smagte han frugten af det gode liv. Indtil det hele blev til aske i hans mund.
En dag, da Siddhartha red gennem den kongelige park, så han en svagelig gammel mand og blev slået af alderdommens tragiske forfald. Næste dag mødte han en syg mand i den samme park. Og dagen efter igen, et rådnende lig. Dybt rystet over den lidelse, der syntes at gennemsyre tilværelsen, vendte han atter tilbage til parken, på dagen for sin søns fødsel. Han mødte da en omvandrende munk og blev overvældet af en indskyldelse til at give afkald på sit kongelige liv.
Samme nat forlod Siddhartha alt for at søge oplysning. Han tog sig ikke tid til at sige farvel til sin kone og nyfødte søn af frygt for, at hans mod ville svigte. Hans liv var nu en søgen. Han havde set sandheden om lidelsen og ville ikke indstille søgningen, før han havde fundet vejen til at overvinde den. Han begyndte at faste og disciplinere sin
krop i et forsøg på at opnå befrielse gennem åndelig udfoldelse. Alt sammen forgæves. Så han søgte andre steder.
Flere år efter han havde forladt hjemmet, sad Siddhartha helst stille ved foden af et figentræ. Han mediterede i syv uger, indtil han endelig nåede frem til den indsigt, han havde søgt: lidelse kommer af begær, så den, der er fri for begær, er fri for lidelse. Han viede resten af sit liv til at videregive denne indsigt og give oplysningens gave til alle, der ville modtage den. Næsten 2500 år senere former hans lære livet for millioner af buddhister og utallige andre, der har fundet værdi i hans måde at leve på.
Før han blev kendt som den første pave, var Simon en helt almindelig mand. Han boede i et lille hus i en lille by ved en lille sø i et lille len i udkanten af et meget stort imperium. Han havde giftet sig med en kvinde fra samme by og boede i nærheden af sin svigerfamilie.
Ligesom mange af sine naboer ernærede han sig som fisker. Han tilbragte mange nætter ude på søen med sin bror, Andreas, hvor de passede deres gerning og ledte efter fangst. På den syvende dag i ugen, som Guds lov påbød, hvilede han sig og deltog i gudstjenesten i den lokale synagoge.
Et stabilt arbejde, en familie, et fællesskab. Ikke et prangende liv, men et respektabelt liv fyldt med simpel glæde. Indtil to ord vendte op og ned på det hele.
»Følg mig.« Jesus, den nye lærer fra Nazaret, stod ved kysten og kaldte på Simon og Andreas. Normalt ville det være skør snak. Hvem går hen til to mænd, mens de arbejder, og beder dem om at droppe alt og følge med? Men Jesus talte med overraskende myndighed. Der gik det rygte i byen, at hans forkyndelse var sand, at hans ord havde kraft, at der skete fantastiske ting, når han var til stede.
Af ukendte grunde fulgte Simon med. I tre år lyttede han og forsøgte at forstå. Forbløffet så han mirakel efter mirakel. Han lærte at kalde denne mand ikke blot »lærer«, men »Herre«. Og denne herre
gav ham til gengæld et nyt navn: Peter, som betyder ”klippe”. Men gang på gang levede Peter ikke op til sit navn. Han misforstod, han blev alt for ivrig, og da det gjaldt allermest, mistede han modet: Da myndighederne arresterede Jesus, benægtede Peter, at han kendte ham. Han så hjælpeløst til, mens kejserlige soldater korsfæstede hans Herre. Alt ville have været tabt, alt det, han havde fulgt, blevet til ingenting. Hvis ikke han på den tredje dag på forunderlig vis mødte sin Herre, som var opstået fra de døde.
Fra da af var hele Peters liv viet til at leve, som Jesus sagde, og sprede den gode nyhed om ham. I årevis ledte han det voksende fællesskab af tilhængere. Ikke mange fiskere kom længere væk hjemmefra end en pilgrimsrejse på 150 kilometer til Jerusalem. Peters mission førte ham til Syrien og Grækenland og endda til den kejserlige hovedstad, Rom. Med tiden førte det til hans død. Ifølge den kristne tradition blev Peter korsfæstet i Rom. Det siges, at han insisterede på at blive hængt med hovedet nedad, fordi han ikke var værdig til den ære at dø på samme måde som sin Herre.
Før hun blev en helt i anti-lynchbevægelsen og et ikon for sortes og kvinders frigørelse, var Ida B. Wells en ung kvinde, der byggede et liv op under vanskelige omstændigheder. Wells blev født som slave i Mississippi og befriet som barn ved Emancipationserklæringen, men mistede sine forældre og sin lillebror til en gul feber-epidemi, da hun var 16 år. For at forsørge sig selv og sine overlevende søskende tog hun et job som skolelærer. Da hun var i tyverne, havde hun sparet nok penge sammen til at købe en andel i en nystartet avis, Free Speech , og indlede en journalistisk karriere. Alting tegnede godt. Indtil en forfærdelig, men alt for forudsigelig, uretfærdighed ændrede alt. Den 9. marts 1892 blev Thomas Moss, Calvin McDowell og William »Henry« Stewart lynchet lige uden for Memphis’ bygrænse. Forbrydelsen angik Wells personligt: Hun var gudmor til Moss’ datter, Maurine.
Oplevelsen fik Wells til at indse, at hun var blevet fyldt med løgn: »Som mange andre, der havde læst om lynchning i Sydstaterne, havde jeg accepteret den tanke, der blev fremført – at selv om lynchning var forkert og ulovligt, førte urimelig vrede over en forfærdelig voldtægtsforbrydelse til lynchningen; at måske fortjente bæstet alligevel at dø, og pøblen var berettiget til at tage hans liv.« Men Wells kendte Moss, McDowell og Stewart. De »havde ikke begået nogen forbrydelse mod hvide kvinder«. Pludselig så hun, at lynchning i virkeligheden var »en undskyldning for at slippe af med de sorte, der var ved at opnå rigdom og ejendom, og dermed fortsætte med at øve terror pga. race«. Ikke mange i hendes samtid turde sige sandheden så tydeligt.
Da Wells skrev det sort på hvidt, ransagede »en komité af ledende borgere« (dvs. en gruppe hvide selvtægtsmænd) Free Speech s kontorer og efterlod en seddel, »hvor der stod, at enhver, der forsøgte at udgive avisen igen, ville blive straffet med døden«. Wells mistede sin avis, men hun holdt fast i sit kald om at fortælle sandheden om lynchning til en verden, der ofte ikke ville lytte.
Hun undersøgte omhyggeligt lynchninger i hele USA og offentliggjorde sine resultater i pamfletter, der kom bredt i omløb. Hun holdt taler i hele Nordamerika og i Storbritannien. Hun var med til at grundlæggge National Association for the Advancement of Colored People (NAACP). Wells arbejdede også utrætteligt for kvinders rettigheder og hjalp med at opbygge Alpha Suffrage Club og National Association of Colored Women’s Clubs (NACWC). I 2020 blev Wells posthumt hædret med en æresudgave af Pulitzerprisen. Millioner af mennesker har nydt godt af hendes vedholdende arbejde og usvigelige engagement til fordel for sandheden.
Spørgsmålet
Gautama Buddha: den privilegerede prins, der blev den ædle grundlægger af en af verdens store traditioner. Simon Peter: den trofaste
tilhænger af Jesus, der blev den klippe, som den kristne kirke blev bygget på. Ida B. Wells: den trofaste skolelærer, der blev et sandhedsikon for de sorte og for kvindernes frigørelse. Tre meget forskellige mennesker med meget forskellige liv. Deres historier deler det vilkår, at en oplevelse satte spørgsmålstegn ved deres livsform. Det, der havde været normalt og forudsat, blev anfægtet. Noget – måske alt – måtte ændres.
Implicit i disse oplevelser lå et grundlæggende spørgsmål, som var svært at formulere. Der er utallige måder at forsøge at udtrykke det på: Hvad betyder mest? Hvad er et godt liv? Hvordan ser et frugtbart liv ud? Hvilke slags liv er værdige for menneskeheden? Hvad er det sande liv? Hvad er rigtigt og sandt og godt?
Ingen af disse formuleringer indfanger det helt. Det spørgsmål, de forsøger at formulere, overgår dem altid. Det er umuligt at defininere det fyldestgørende. Men det gør det ikke mindre virkeligt eller mindre vigtigt. Hvor svært det end er at indkredse, så er det vores livs Spørgsmål. Spørgsmålet handler om værd, værdi, godt og dårligt og ondt, mening, formål, delmål og slutmål, skønhed, sandhed, retfærdighed, hvad vi skylder hinanden, hvad verden er, og hvem vi er, og hvordan vi lever. Det handler om vores livs succes eller fiasko. Uanset hvordan Spørgsmålet kommer til os, truer det med (eller lover?) at reformere alt. Intet var det samme for Siddhartha efter hans forsagelse eller for Simon efter hans kald eller for Wells, efter at hun besluttede sig for sit kald som svar på mordet på sine venner. Set fra ét perspektiv var deres liv ødelagt. Men udfra deres egne nye perspektiver havde deres liv fået en ny orientering. Det er sandt, at de opgav en masse (i Wells’ tilfælde var tabet dobbelt. Det, hun opgav, kom oven i det, lynchflokken havde taget fra hende). Men det, de fik – forvandling, en radikalt ny orientering mod verden og deres plads i den, en motiverende inspiration for deres liv – var kvalitativt vigtigere. Det var faktisk vigtigere for dem end selve deres liv.
Denne bog handler om Spørgsmålet.
Vi vil kortlægge topografien for det spørgsmål, udpege nogle fyrtårne, trække nogle grænser. Vi vil udstyre dig med refleksionsmetoder, der hjælper til at undersøge dette mest betydningsfulde spørgsmål, som hele tiden glider ud mellem fingrene på os, så du, når det kommer til dig, er i stand til at høre det og har de ressourcer, du har brug for til at svare godt på det. Tænk på dette som et atlas og en værktøjskasse.
Ganske vist vil det at læse denne bog sandsynligvis ikke have den samme dramatiske virkning, som stor livserfaring bibringer. At miste venner på grund af vold fra hvide racister, at møde en lærer, der synes at legemliggøre Guds kraft og sandhed, pludselig at se dybden af lidelse i verden – den slags omkalfatrende chok kan ikke forberedes eller forudsiges eller fremstilles i en bog.
Men Spørgsmålet er uforudsigeligt. Når emner som sandhed og værdi er i spil, kan selv en bog føre til alvorlige forandringer. Frederick Douglass (1818-1895) læste The Columbian Orator som ung slave og fik ikke bare en uddannelse i retorik, men også blik for frihed og menneskerettigheder. Spørgsmålet kan dukke op, når vi mindst venter det. Det lurer bag de tilsyneladende almindelige øjeblikke i vores liv, altid klar til at vende op og ned på tingene og lede os ad overraskende nye stier.
Måske lyder alt dette skræmmende. Endda overvældende. Måske har du en lille knude, der vrider sig i maven. Det er helt i orden. Faktisk er det godt. Hvis alt dette føles som lidt mere, end du kan overskue, betyder det bare, at du forstår, hvad der er på spil. Den gode nyhed er, at du ikke er alene.
At finde venner
Den kristne tænker og forfatter C.S. Lewis (1898-1963) skelner mellem tilfældige kammerater og sande venner. Med vores kammerater deler vi en fælles aktivitet, hvad enten det er religion, profession, studier eller en hobby. Det er alt sammen helt fint, men det er ikke venskab i Lewis’ forstand. Venskab kræver noget mere: et fælles spørgsmål .
Den, »der er enig i, at et eller andet spørgsmål, som er ubetydeligt for andre, er af stor betydning,« siger han, »kan være vores ven. [De] behøver ikke at være enige med os i svaret.«
Spørgsmålet er for stort til, at vi hver især kan håndtere det alene. Vi har brug for venner, der vil forfølge det sammen med os. Så her er en invitation: Lad os være venner til gavn for denne bog. Spørgsmålet er af stor betydning for os og ligger os på sinde. Og vi inviterer dig til at have samme hjerte for sagen. Vi behøver ikke at være enige om svaret.
En af de gode ting ved venner er, at de ofte introducerer dig til andre mennesker – mennesker, der i begyndelsen er deres venner, men med tiden også bliver dine venner.
Siden 2014 har vi tre undervist på et kursus på Yale College, der hedder Life Worth Living. I årenes løb har mere end et dusin kolleger undervist sammen med os, og hundredvis af studerende har deltaget. Vi samler små grupper på ca. femten studerende til workshops, og vi bruger tid sammen på Spørgsmålet. På hvert hold læser vi tekster af en række mennesker fra de store religiøse og filosofiske traditioner, som skal hjælpe os med at målrette vores samtale. Vi har faciliteret lignende samtaler med grupper af voksne, der var midt i og sidst i deres karriere, og med en gruppe mænd, der sad i fængsel. I hver sammenhæng behandler vi Life Worth Living som én lang samtale mellem venner med hjælp fra historiens særligt indsigtsfulde venner.
Det er, hvad vi vil gøre på de kommende sider. Når muligheden opstår, inviterer vi nogle af de mennesker fra hele verden og gennem historien, der har tænkt dybt over Spørgsmålet, med omkring bordet. Vi vil lade dem komme til orde, og vi vil se, hvad de kan lære os om, hvad der betyder mest og hvorfor.
Vi vil høre fra Buddha igen og fra andre store skikkelser fra religiøse og filosofiske traditioner (Abraham, Konfucius, Jesus m.fl.), men også fra nogle mindre kendte skikkelser, der fulgte en af disse traditioner, og endda fra nogle af vores samtidige. Tænk på denne bog som et seminar, der ophæver reglerne for tid og rum. Og vi har
således alle fået sæde sammen med de allerdygtigste. Som vi siger til vores Yale-studerende: Jo mere du fokuserer på at lytte til, hvad dine venner omkring bordet siger, jo mere vil du få ud af oplevelsen.
Før vi går videre tager vi fire hurtige forbehold. Uden dem kan tilgangen til samtalen føre til nogle ret alvorlige misforståelser.
1. Det meste af bogen er beskrivelser af, hvad andre mennesker mener. Når vi gengiver andres tanker, vil vi tilstræbe at gøre det godt. Vi vil forsøge at fremlægge disse perspektiver så overbevisende, som vi kan. Men det er ikke vores perspektiver. Ikke alt, hvad vi fremlægger, er noget, vi selv mener. Så når du læser, vær opmærksom på, om vi præsenterer egne synspunkter eller beskriver, hvad andre mener. Det vil ikke bare reducere misforståelserne, men også hjælpe dig med at sætte pris på den dynamiske samtale mellem forskellige perspektiver, som vi forsøger at fremme.
Når det er sagt, er det vigtigt at understrege, at vi ikke er neutrale vejledere til det gode liv. Spørgsmålet adresseres aldrig uden afsender. Vi taler alle et sted fra og har alle vores egne forpligtelser. Derfor begynder vi alle kurser med kort at fortælle, hvor vi kommer fra. Vi er alle tre kristne. Mere specifikt er vi kristne teologer (det betyder, at det er vores arbejde at tænke over den kristne tro), som bor og arbejder i USA. Vi gør vores bedste (af specifikt kristne grunde) for at være upartiske i behandlingen af alle stemmer omkring bordet. Vi forsøger hverken at snyde eller manipulere. Men det ville være lusket ikke i det mindste at fortælle, hvor vi kommer fra, og lade dig afgøre med dig selv, hvad du vil stille op med den information.
2. Når vi inviterer folk til bordet, forventer vi ikke, at de kan tale på vegne af hele religioner eller filosofiske skoler. Det er umuligt at sammenfatte tusindvis af års smuk tradition på nogle få sider. Eller endda i nogle få bøger. Det er ikke vores mål, at du efter endt læsning skal tro, at du nu til fulde forstår konfucianisme, utilitarisme
eller jødedom. I stedet håber vi, at du vil tænke, at du er stødt på et par vigtige ting, som visse mennesker i disse traditioner har sagt og gjort. Og hvis en eller flere af vennerne omkring bordet har vakt din nysgerrighed, så find ud af mere om dem. (Vi siger det samme til vores Yale-studerende på kursets første dag).
3. Tro ikke, at alle, vi inviterer til bordet, grundlæggende er enige med hinanden om de virkelig vigtige ting. Det kan være fristende at tro, især for dem af os, der er bekymrede for, at religiøse og ideologiske uenigheder driver de sociale, kulturelle og politiske konflikter i vores tid. En universel kerne, som alle er enige om, kunne måske være en farbar løsning. Men noget sådant findes ikke. Her er samtalebordsmetaforen til stor hjælp. Undervisere i humaniora går ikke ind til deres hold og tror, at alle studerende allerede tænker det samme. Eller at de vil mene det samme, når timen er slut, for den sags skyld. Permanent uenighed er indbygget i formatet.
4. Det er indbygget i seminarets format, at nogen uundgåeligt får det sidste ord i en given samtale – men det betyder ikke, at de har afgjort spørgsmålet. Det betyder bare, at timen er slut. Sådan er det også med vores imaginære samtalebord. Nogen kommer tilfældigvis til sidst, men det betyder ikke, at de har givet det bedste eller det endelige svar. Bare fordi vi afslutter et kapitel med et bestemt synspunkt, betyder det ikke, at det er det rigtige, eller at det er det, vi synes er det rigtige.
Så må det være slut med forbeholdene. Lad os komme i gang.
Vi har tilfældigvis alle tre en datter. Da Ryans var seks år gammel, var hun i gang med at lære at læse og var nået til det punkt, hvor hun forsøgte sig med store ord. Ord som uoverstigeligt .
