Grundtvig og det evige

Henning

det evige

Grundtvig og det evige Henning Nørhøj

© Forfatteren og Eksistensen, 2022 Bogen er sat med Adobe Garamond Pro på Eksistensen og trykt hos ScandinavianBook

ISBN: 978-87-410-0941-4

Omslag: Eksistensen

Forsidebillede: Simon Aaen: Dåben 2021

Udgivet med støtte fra Grundtvigs Fond

Eksistensen

Frederiksberg Allé 10 DK-1820 Frederiksberg C tlf. 3324 9250 www.eksistensen.dk

Forord

Grundtvig og det evige er titlen på denne bog. Drivkraften i dette bog projekt er dels at reformulere Grundtvigs opfattelse af det eskatologi ske i kristendommen – dels at sætte Grundtvig i forhold til nutidens spørgen og søgen. Litteraturen om Grundtvig synes uoverskuelig. Derfor er Grundtvigs forståelse af det evige uden tvivl taget op flere gange. Men alligevel har jeg fundet det både nødvendigt og givende at forsøge på at få et overblik over Grundtvigs særlige forståelse af kristendommens tale om det evige – og om det er muligt – at sætte denne forståelse i forhold til eksempler på en nutidig kristendomsforståelse. I øvrigt kan denne bog også ses som et led i markeringen af, at det i år (2022) er 150 år siden. at Grundtvig døde.

Jeg har modtaget opmuntring til skrivningen fra mange sider. Men først og fremmest vil jeg rette en tak til tidligere seminarielektor cand. pæd. Mie Schouborg Brinth, som undervejs i skrivningen har været en værdifuld og inspirerende samtalepartner, samt kritisk korrekturlæser. Endelig en tak til forlagsredaktør Henrik Brandt-Pedersen for råd og vejledning i skriveprocessen og til forlaget Eksistensen for beredvilligt at stå for udgivelsen.

August 2022 Henning Nørhøj

Indledning

Denne bog handler om det evige, sådan som Grundtvig giver det ord og billeder. Om det evige taler Grundtvig i et billedsprog, der er mangfoldigt, rigt og overraskende. Det er et billedsprog, der ikke blot fungerer som illustrationer af det, som ellers ikke kan formuleres i ord. Billede og indhold er én og samme sag, og ud fra dette syn satte Grundtvigs poesi, visioner og teologi gang i en fornyelse af kirken. Men kan Grundtvigs visioner af det evige udfoldes, så de giver mening i dag? Det er den udfordring, som jeg i denne bog vil prøve at tage op.

At beskæftige sig med Grundtvigs opfattelse af det evige kan også tage anledning af, at det her i skrivende stund (2022) er 150 år siden, at han døde. Derfor begynder vi med Grundtvigs begravelse.

Nikolaj Frederik Severin Grundtvig blev født den 8. september 1783 i Udby præstegård og døde 2. september 1872 i sit hjem “Store Tuborg” nord for København. Dagen før, søndag den 1. september havde han holdt gudstjeneste i Vartov. Der var kort før hans død sendt indbydelser ud til det årlige grundtvigske vennemøde, der traditionen tro ellers skulle finde sted på hans fødselsdag den 8. september, hvor han ville blive 89 år. Vennemødet blev udskudt til efter begravelsen og blev en sørgefest.

Den storslåede begravelse fandt sted den 11. september med begra velsesgudstjeneste i Vor Frelsers Kirke på Christianshavn. Her mødte repræsentanter fra Den Danske Folkekirke op med Sjællands biskop Hans Martensen i spidsen for 300 præster. Der var repræsentanter fra hoffet, universitetet og kendte folk i øvrigt. Også den norske digter Bjørnstjerne Bjørnson var mødt op. Kisten blev efter gudstjenesten ført til Vartov, hvor man gjorde holdt, mens orglet spillede “Krist stod op af døde” ud gennem de åbenstående døre til den kirke, hvor Grundtvig selv igennem godt tre årtier havde været præst. Det sto

re ligtog fortsatte dernæst til Hovedbanegården, hvorfra kisten blev ført med tog til Roskilde. De næste mange kilometer til gravstedet på Køge Ås blev tilbagelagt dels med hestevogn dels til fods, idet mange hold stod parat undervejs for at få lov at bære kisten med den af døde Grundtvig. På Køge Ås blev Grundtvig så gravsat på “Claras Kirkegård”, der tilhørte familien på Gammel Køgegård. Her hvilede Grundtvigs anden kone, Marie Toft.

Ved indgangen til den lille, smukt beliggende kirkegård holdt Bjørnstjerne Bjørnson en tale med ordene: “Mens der ved andre grave lyses fred, bør der lyses kamp over denne! Kamp for det vi elske, og elske ved ham!”

Ifølge en samtidig deltager lød trosbekendelsen og fadervor fuld tonende fra det store ligfølge. Og inden kisten blev sat ind i gravhvælvingen, sang man Grundtvigs hidtil utrykte salme “Guds fred er mer end englevagt/ den regner aldrig fjendens magt”. Valget af denne salme var ligetil, idet den som baggrund har Jesu fredshilsen, “Fred være med jer” til disciplene efter opstandelsen, en fredshilsen som også lyder ved hver dåb og nadver i kirken. Og vi kan i overensstem melse med Grundtvigs opfattelse føje til, at det er en fred, der ikke er identisk med fred og ro, altså en ydre fred. Det er en indre fred i modgang og kamp, som den opstandne har efterladt sin kirke i, og som i kirken gives videre til menigheden.

Deltagere i begravelsen mener at vide, at der var 4.000 til 5.000 i følget gennem København. Og vi må så regne med, at flere hundrede er fulgt med til Køge Ås, fortrinsvis med et særtog til Køge. Ved sin død var Grundtvig tydeligt nok nationens mest kendte personlighed. Om Grundtvigs død skriver forfatteren Henrik Pontoppidan i sin erindringsbog Drengeaar fra 1933:

Ikke længe efter Hjemkomsten til Randers og det nye Skoleaars Begyn delse bragte Aviserne Meddelelse om Grundtvigs pludselige Død i hans 89de år. Der kom daglig to Aviser til Præstegården, en københavnsk – “Fædrelandet” – der kom med Posten ved Middagstid, og den lo kale Avis, der blev udbragt om Aftenen. Som Fars Forelæser kunne jeg ikke undgaa at mærke det overordentligt stærke Indtryk, dette Dødsfald gjorde på ham. Også om den storstilede Jordefærd vilde han høre alt. Baade om Mindehøjtideligheden i Vor Frelsers Kirke og Gravlæggelsen i Aasen ved Gl. Køgegaard havde begge Aviserne udførlige Beretninger.

Tilstede ved den første var to af Grundtvigs og Grundtvigianismens an seligste Modstandere, den 80-årige forhenværende Kirkeminister Professor H. N. Clausen og den fløjlsklædte Biskop Martensen. De havde Plads i Koret ved siden af Kisten, og om den ene af dem hed det i Avisreferatet, at han jævnlig maatte borttørre en Taare af Kinden. Navnligt dette sidste greb Far stærkt (Pontoppidan 1933, 152f.).

Kort tid før sin død skriver Grundtvig sit sidste digt. Han havde ikke givet digtet en titel. Men da det blev udgivet i 1886 i det grundtvigske Dansk Kirketidende fik det overskriften “Afsked”. Måske har han også haft sine problemer med den første linje, “Gammel nok er jeg nu blevet”. Han blev kaldt “Gamle Grundtvig”. I det første udkast af digtet står der: “Nu, jeg længe nok har levet. I en artikel i Grundtvig Studier (1995) bemærker Grundtvigforskeren William Michelsen da også, at Grundtvig ikke var træt af at leve. Digtet består af fem strofer:

Gammel nok jeg nu er blevet Mellem Vugge min og Gavn. Nu jeg staar paa Falderebet Ved det store, vilde Hav, Hvor Magneten er Guds-Ordet, Og Guds Aand staaer selv ved Roret.

Stormene er frygtelige, Stille staaer her Mandevid, Nærmest er de Dødes Rige, Nemt det er at stevne did; Men, o vee for Ugle-Sangen! Bundløs der er Undergangen.

Vel, paa jordisk Viis at regne, Langt af Led er Paradis, Er os nært dog allevegne, Hvor hos Ordet er Guds Priis, Saa for Sjæleøje-Stavnen Brat sig aabner Himmel-Havnen!