Erfaring subjektivitet metafysik - Marion

Henrik Vase Frandsen

Erfaring subjektivitet metafysik –

Marion

Eksistensen Akademisk

København 2024

Erfaring subjektivitet metafysik – Marion Henrik Vase Frandsen

© Forfatteren og Eksistensen Akademisk, 2024

Bogen er sat med Adobe Garamond Pro på Eksistensen og trykt hos ScandinavianBook

ISBN: 978-87-410-1042-7

Omslag: Eksistensen

Udgivet med støtte fra Aarhus Universitets Forskningsfond (AUFF)

Eksistensen

Frederiksberg Allé 10

DK-1820 Frederiksberg C

tlf. 3324 9250

www.eksistensen.dk

Forord

De første spadestik til det, der er blevet til denne bog, blev taget for omkring to årtier siden. Jeg havde afsluttet et Ph.d.-studium, der omhandlede Emmanuel Levinas, og var i forbindelse med dette arbejde blevet opmærksom på Jean-Luc Marion. Det første jeg læste af ham var Dieu sans l’être (Gud uden væren), og det fascinerede mig, hvordan Marion var i stand til af skifte mellem eksistentielle og fænomenologiske beskrivelser, filosofi- og teologihistoriske analyser, og undervejs også inddrage forskellige kunstværker fra litteraturens og maleriets verden. Det mindede mig om noget jeg var stødt på før, nemlig hos K.E. Løgstrup. I Løgstrups sene metafysikstudier veksler han mellem fænomenologiske beskrivelser, kulturkritiske pointer, religionsfilosofiske overvejelser, og analyser eller betragtninger over forskellige kunstværker. I en diskussion af spørgsmålet om hvorvidt sansekvaliteter, såsom farver, kun finder sted i subjektet, i ‘kraniet’, inddrager Løgstrup uden videre en passage fra Herman Melvilles Moby Dick, hvor Ismael beskriver den rædsel, som den hvide farve er svanger med; blot for at nævne et eksempel. Hvad er der på færde her?

Nysgerrigheden var vakt, og jeg gik i gang med at en art parallelstudie af Marions og Løgstrups værker, men i begyndelse uden nogen plan for hvor det skulle føre hen. Jeg skrev nogle udkast om Løgstrup, lidt flere om Marion, men det tog nogen tid inden jeg indså, at det, der interesserede mig hos dem, ikke først og fremmest var deres teologiske projekter eller deres religionsfilosofiske analyser, men hvad de havde at sige om erfaring. Erfaringsbegrebet udgør derfor orienteringslinjen, og det er undersøgelsen heraf, der også balancerer de to temaer, der uvilkårligt følger med, nemlig dels spørgsmålet om hvem der erfarer, altså temaet ‘subjektivitet’, og dels spørgsmålet om erfaringens mening, og dermed temaet ‘metafysik’. Er det muligt at erfare noget på en sådan måde, at betydningen med og i det der erfares, ikke

løber tilbage til det subjekt, der erfarer? Hos Levinas havde jeg lært, at ansvaret for ‘den anden’ ikke erfares som en beslutning om at tage ansvar, men nærmere som en form for indbrud i jegets verden og en nyorientering af de øvrige omgivelsers betydning. F.eks. vil det brød, jeg er klar til at sætte til livs for at mætte min sult, skifte betydning i det moment, hvor jeg møder en nødlidende anden. Hos Løgstrup havde jeg lært noget lignende om den etiske fordring og de suveræne livsytringer. Jeg kan ikke erfare den etiske fordring som et resultat af min egen beslutning. Her er der altså tale om, at noget erfares med en betydning, der ikke kommer fra jeget, men nærmere kommer til jeget. Imidlertid: Både erfaring af ansvar hos Levinas og erfaring af fordringen hos Løgstrup er primært knyttet til det interpersonale område, til en beskrivelse af den form for etisk erfaring, der udfoldes i et forhold mellem jeg og du eller mellem jeg og den anden. Men er det muligt at gå videre? Vil det være muligt at gå til områder, der ikke er domineret af den interpersonale etik, og også dér erfare på en sådan måde, at meningen i det, der erfares, overskrider det jeg, der har eller får en sådan erfaring? Hvordan beskrive sådanne erfaringers teoretiske mulighed? Det var disse spørgsmål, der efterhånden stod tydeligere for mig, og som jeg gav mig i kast med.

I slutningen af 2015 var jeg nået så langt, at jeg indleverede et manuskript til bedømmelse for den teologiske doktorgrad. Det gik ikke igennem. Bedømmelsesudvalget havde imidlertid udført et stort og seriøst arbejde, som jeg også her vil takke for. De var de første læsere af det samlede materiale, og af det omfangsrige votum forstod jeg ikke blot nogle af manuskriptets svagheder, men også dets styrker. Ikke desto mindre var afvisningen en mavepuster, og jeg lagde efterfølgende projektet på hylden for at beskæftige mig med andre ting. I 2020 kom så covid-19 pandemien til Danmark med massive nedlukninger af det fælles liv til følge. Jeg ønsker mig ikke tilbage dertil, men i den arbejdsro der fulgte med de månedlange nedlukninger, tog jeg manuskriptet frem igen, og besluttede mig for at omarbejde materialet til to bøger med hhv. Marion og Løgstrup i fokus, men hvor de ledende spørgsmål og temaer er de samme. Parallelt til nærværende bog vil det endnu ikke færdige Løgstrup-studie derfor også have fokus på temaerne erfaring, subjektivitet og metafysik.

Projektet har undervejs været støttet substantielt af Carlsbergfondet, og opnåede også en mindre bevilling fra Danmarks Frie Forskningsråd. Aarhus Universitets Forskningsfond støtter publiceringen. Jeg takker alle tre fonde.

Dertil vil jeg gerne takke Charlotte Aller for en usentimental korrekturlæsning, Christian Høgel for hjælp med vanskelige klassisk-græske og latinske citater, Ola Sigurdson for overvældende opmuntring, samt nære kolleger fra Afdeling for Pædagogisk Filosofi, Aarhus Universitet, for både interesse og utålmodighed.

Af hensyn til læsbarhed har jeg valgt at oversætte alle fremmedsprogede citater til dansk. Hvis ikke der er angivet andet, er oversættelserne mine egne. Jeg har dog også bestræbt mig på at finde danske oversættelser, og jeg giver derfor henvisninger både til den originale litteratur og hvis muligt til en dansk udgave. Ganske ofte modificerer jeg en eksisterende dansk oversættelse, men så står det anført.

Henrik Vase Frandsen

København, november 202 3

Kapitel 1

Introduktion

I dette arbejde ønsker jeg at undersøge, hvad erfaring er og kan være, og jeg ønsker at gøre det med udgangspunkt i den franske filosofihistoriker, fænomenolog og teolog Jean-Luc Marion. Emnet er altså erfaringsbegrebet, mens ærindet antydes af de to andre begreber, jeg sætter i bogens titel, nemlig subjektivitet og metafysik.

Spørgsmålet om subjektivitet følger naturligt med i en undersøgelse af ‘erfaring’, eftersom erfaringer jo ikke svæver frit rundt i luften, men altid er knyttet til et individ, der får eller gør sig en erfaring. En undersøgelse af erfaringsbegrebet er derfor også med det samme en undersøgelse af subjektivitet ud fra erfaringens vinkel. At sige hvad erfaring er og kan være, medfører at sige noget om hvad subjektivitet er og kan være. Vi kan således stille spørgsmålene: Hvad må et subjekt være, for at det kan erfare? Hvad gør subjektet ved sine erfaringer? Hvad gør erfaringer ved dette subjekt? Men idet vi begynder at stille spørgsmål af denne type, bevæger vi os ind i en form for overvejelser, som jeg vil betegne som metafysiske. Nu er der ikke etableret nogen større enighed om, hvad glosen ‘metafysik’ skal betyde – nogle forslag fra filosofiens historie er f.eks. en lære om det værende, om Gud, om det absolutte, om ‘det ene’ osv. – men for ikke straks at forvikle mig ind i en filosofihistorisk udredning: Jeg bestemmer ‘metafysik’ som et forsøg på at give en spekulativ og tydende beskrivelse af tilværelsens yderste vilkår. Denne bestemmelse af metafysik er præget af – men ikke identisk med – den måde, den danske teolog og fænomenolog

K.E. Løgstrup anvender begrebet på i sine sene ‘metafysik’-værker.1 Det er således en ganske ‘blød’ bestemmelse af metafysik, jeg abonne-

1. K.E. Løgstrup: Vidde og prægnans (1976), Skabelse og tilintetgørelse (1978) og de posthume Kunst og erkendelse (1983) samt Ophav og omgivelse (1984).

rer på, i modsætning til det ‘hårde’ og kritiske metafysikbegreb som Heidegger præger og som Marion overtager. Men jeg vil nærme mig arbejdets ærinde her ud fra:

Ser vi først til Aristoteles, så bestemmer han i Metafysikken det, han kalder “den første filosofi / ἡ πρώτη φιλοσοφία” i to retninger: Dels spørger den første filosofi om, hvad der karakteriserer “det værende som værende / τὸ ὂν ᾗ ὂν”, og dels spørger den første filosofi efter en “evig og ubevægelig substans / ἀΐδιον τινὰ οὐσίαν ἀκίνητον”, en substans der imidlertid bevæger alt andet – “himlen og naturen” – og hvis princip mennesket i den “højeste tænkning / νόησις […] ἡ μάλιστα” har indsigt i, og som Aristoteles betegner “Gud / ὁ θεός”.2 Hos Aristoteles spørger ‘den første filosofi’ både efter væren i almenhed og efter væren i superlativ. Den første filosofi spørger i begge retninger. Det er blandt andet denne dobbelttydighed eller spænding, Heidegger langt senere tager som anledning til at karakterisere det, han kalder ‘metafysik’, som ‘onto-teologi’, en karakteristik der igen spiller en stor rolle for Marion: I kort resumé går Heideggers analyse på, at ‘metafysikken’ er karakteriseret ved at tænke ‘det værende’ som sådan i almenhed i eet med at ‘det værende’ tænkes som det højeste værende. Metafysikken udfoldes som enheden af onto-logik og teo-logik, altså som ‘onto-teologi’, og denne enhed kommer ifølge Heidegger inden for synsfeltet og forlanges, fordi ‘differensen’ mellem ‘væren’ og ‘det værende’ tænkes som et forhold mellem grund og begrundet, eller som et forhold mellem årsag og forårsaget. Navnet på denne filosofiens eller metafysikkens Gud bliver derfor et ontologisk navn, nemlig causa sui; i ‘metafysikken’ bliver ‘Gud’ defineret som årsag til sig selv og til alt værende.3

Jeg vil give en første formulering af bogens ærinde på denne baggrund: Ærindet er ikke at fastholde en metafysisk causa sui -instans, og heller ikke at fastholde Aristoteles’ substanstænkning. Ærindet er derimod at fastholde og udforske det spørgsmål om højde, der ligger implicit heri, den højde der imidlertid, jf. Heideggers kritik af ‘meta-

2. Aristoteles, Metafysikken, henholdsvis E, 1026a, 24 / Γ, 1003 a 21ff. (videre E, 1025b, 3) / Λ, 1071b, 5 / Λ, 1072b, 13-31.

3. M. Heidegger, “Die onto-theo-logische Verfassung der Metaphysik” i Identität und Differenz, GA bd. 11, (Frankfurt a.M: Vittorio Klostermann 2006), p. 66-68, 76-77.

fysikken’, er blevet beslaglagt af en måde at tænke på, der prioriterer substans- og årsagsbegreberne. Bogen er ikke et plaidoyer for et højeste værende eller en Gud i termer af causa sui, ens maximum osv., men jeg vil undersøge erfaringer, der i sig bærer betydning af højde og asymmetri. Disse erfaringer lader sig imidlertid ikke beskrive inden for et ontologisk skema, f.eks. som et forhold mellem årsag og virkning. Spørgsmålet om erfaringers højde – eller ‘højde’ i andre navne såsom asymmetri, heterogenitet, alteritet, transcendens, uendelighed – kan ikke udfoldes og besvares ved at henvise til ontologien, altså til det, der eksisterer. Tværtom: Spørgsmålet om erfaringers højde udfordrer både den ontologiske tænknings prioritet og de bestemmelser af subjektivitet, som bliver karakteristiske i den ‘moderne’ tænkning (dvs. fra Descartes og frem): Efterstræbt suverænitet, subjektet som ‘centrum’ for ‘sine’ erfaringer. Formuleret enkelt og med henblik på ontologiens prioritet: Er det nødvendigt, at erfaring af højde må henvise til et ‘sted’ eller en ‘instans’, hvori højden så at sige eksisterer eller bliver ontologisk forankret, for overhovedet at kunne tale om erfaring af højde ? Og formuleret med henblik på det moderne (epistemologiske) subjekt: Er det nødvendigt at forstå subjektet som centrum for ‘sine’ erfaringer for overhovedet at kunne tale om subjektivitet? Bogen søger at besvare disse spørgsmål benægtende.

Om glosen erfaring

Det er formentlig trivielt at sige, at erfaringsbegrebets betydningsmæssige konturer er uskarpe. Denne uskarphed afspejler sig i litteraturen om temaet, der er overvældende, men derved også bekræfter temaets relevans. Der er således næppe et tema, der historisk, systematisk og videnskabeligt har større rækkevidde end netop erfaring. Ser vi til den nutidige daglige sprogbrug, grænser ‘erfaring’ op til andre ord, især ‘oplevelse’ og ‘lære’. Vi kan således i nogenlunde samme betydning tale om ‘en stor oplevelse’ og ‘en stor erfaring’, ‘en ubehagelig oplevelse’ og ‘en ubehagelig erfaring’ osv., således at der er omtrentlig betydningsmæssigt sammenfald mellem disse udtryk. Lære-aspektet af ‘erfaring’ ligger f.eks. implicit i udtrykket “brændt barn skyr ilden”: Barnet må som alle andre lære af sine erfaringer, og foræl-