Indhold
Forord
Peter Skov-Jakobsen
Rids af et kirkeliv i 100 år Susanne Wenningsted-Torgard
Københavns Stift · Bispehistorie Carsten Bach-Nielsen
Domkirken – fra missionsblad til meningsdannende magasin Christiane Sophia Klindt Nielsen
Vor Frue Kirkes profil Anders Gadegaard
Kommer de Fattige ihu … Susanne Wenningsted-Torgard
Domkirke i respektfuld forandring Johannes Værge
Og det blev aften ... Signe Malene Berg
Morgenandagten – et unikt stykke dansk kirkehistorie Anders Gadegaard
Musikken i Vor Frue Hanne Kuhlmann
Københavns Drengekor · Det Kongelige Kantori Ebbe Munk
63 år med Fruen Karsten Fledelius
Vor Frue Kirke putter sig diskret i gadebilledet Peter Olesen
C.F. Hansens lyse, åbne tempel Susanne Wenningsted-Torgard Kilder og litteratur
Bertel Thorvaldsens Kristus. Foto: Peter Friis.
Forord
Siden 1979 har Vor Frue Kirke lignet sig selv - altså den ser ud som dengang C.F. Hansen og Bertel Thorvaldsen skabte dette markante tempel der, hvor den gamle kirke var brændt ned i 1807 under eng lændernes bombardement af København.
Antikkens strenge stil overtog med sit markante udtryk og sine fine markeringer nu indtrykket efter mange århundreders sammen blandede stilarter i de tidligere kirker.
Det vakte nogen opsigt, da Thorvaldsens Kristus blev midtpunkt i Vor Frue. Man var vant til at se på et krucifiks. Den opstandne Kristus vakte (egentlig med rette) megen diskussion.
I løbet af det 20. århundrede var der ikke så få, der vovede sig ud i polemik mod Thorvaldsens Kristus og apostlene, som de anså for at være idealiserede fremstillinger af et menneske. Egentlig er det forbløffende, at man gjorde sådan, og det vidner nok kun om en trang til polemik, og ikke en opmærksomhed på Thorvaldsens kunstvær ker, der er fyldt med alt andet end idealiserende træk. Den, der gør sig umage med at iagttage, vil se den smukke antydningens kunst, de direkte tegn på liv og død og ikke mindst anatomiske studier af men
7 Peter Skov-Jakobsen
neskekroppen, der viser, at der ikke er tale om idealisme og stiliserede fremstillinger.
Midt i København rejser den monumentale kirke sig, og den rummer nu i sit store lyse rum alverdens udviklinger og udtryk. Først og frem mest er det et kirkerum, der giver plads til mange forskellige udtryk.
I denne bog bliver de sidste 100 års historie præsenteret ved for skellige indfaldsvinkler, og husets historie er både kirke- og kultur historie. Det er hovedstadens og landets historie. Det er ånds- og socialhistorie.
Det er som om dette kirkerum i særlig grad er i stand til at rumme forskellige tidsaldre og meget forskellige ideer. Det er som om det i særlig grad er i stand til at slå sin himmel ud over mange opfattelser, teologiske, filosofiske og politiske meninger, menneskelige hændelser og kunstneriske udtryk. Det er ikke et småligt rum. Det kalder deri mod på eftertanke og udfordrer sin besøgende, og det udfordrer hver en tidsalder.
Det er ikke et anonymt rum. Den, der træder ind i Vor Frue Kirke oplever, at evigheden ikke ligger som et tavst uhyre i undergrunden. Her truer ikke en anonym meningsløshed. Tværtimod står der en Menneskesøn, der såret og opstanden træder frem med bemærknin gen: Kommer til mig!
At være folkekirke i København er at møde op med et lyttende hjerte. Det giver bogens artikler indtryk af på meget forskellige måder og med mange forskellige toner.
Det er fortællingen om en sognekirke og en domkirke, der i årenes løb har haft for øje at være gudshus og menneskers hus.
Det er fortællingen om, hvordan gudstjenesten rummer håbet i mange udtryk. Dagen og livet er omkranset af gudstjenestelige fej ringer lige fra Morgenandagten til Natkirken. Her er store nationale fejringer blevet markeret gudstjenesteligt, og når vi søgte sammen i sorg, kunne dette hus også rumme de store og forvirrede følelser.
Det er fortællingen om en kirke, der nok har en funktion som domkirke, men først og fremmest er byens og sognets kirke og derfor også hele tiden må lægge øre til byens virkelighed.
Gudstro er ikke at trække sig tilbage fra tilværelsen og finde et helle, hvor man ikke kan røres. Gudstro er et håb, der bæres ind i alle
8
tidsaldre og møder fattigdommen og ensomheden i tiden. Den møder også længslen og spørgsmålene efter mening, og den søger musikal ske, kulturelle og kunstneriske udtryk.
Vor Frue Kirke har aldrig været isoleret fra tiden. Man mødte den sociale nød med menighedssygeplejersker, der kendte hvert et hjørne af det fattige sogn. Det er også en kirke, hvor flygtninge har søgt op hold og et sted, hvor man i tidens løb ikke har været bange for troens protest og politiske udtryk. At være folkekirke har altid været at gå ud til mennesker og møde dem i f.eks. Hugs & Food eller at bryde ensomheden ved at mødes på Bispetorvet i corona-tiden og herefter opdage, hvor godt det er at mødes og tale sammen.
At være folkekirke er hele tiden at gøre sig umage med at tale ind i den kultur, man er en del af. Det gøres med udstillinger og udgivelser, og det gøres ved de mange forskellige musikalske udtryk.
Det handler om at skabe genklang fra noget, der var og som både bliver og er, når mennesker tør lade genklangen finde nye udtryk. Det fornemmes fint og klart, når man ser på musikhistorien ved kirken. Vi spiller ind i alle tidsaldre, og vi er ikke bange for at holde fast i det traditionelle, ligeså lidt som vi er bange for nye stilarter og nye musi kalske udtryk.
Centrum i vores kultur er fortællingen om den opstandne Kristus, der bringer verden til sig selv, giver os et medmenneskeligt blik og giver os agtelse for samtid og skabelse og giver lyst til fremtiden.
Vi lever også i en kultur, der lige nu er præget af megen angst for krig, klimakrise, verdensøkonomi og flygtningestrømme og en angst for ikke at slå til. Det er som om vi er en generation, der flygter væk fra en afgrund.
Denne bog er et vidnesbyrd om, at der er en fortælling i verden, der i alle generationer får mennesker til at møde op med håb. Vi slip per hverken for spørgsmål eller forvirring; men det bliver båret frem med længsel om, at dømmesyge og mørketro er blevet overvundet og modsagt af en forelsket glæde ved livet, som er udtrykt af ham, der står såret og opstanden og tiltaler enhver og ethvert samfund med et imødekommende „Kommer til mig“. At den historie må vinde gen klang i undervisning, sjælesorg, socialt arbejde, gudstjeneste, udstil ling, koncert - det er vores håb og opgave.
9
Vor Frue Kirke set fra Sct. Petri Kirkes tårn. Foto: Vor Frue Arkiv.