Kristendommen ifølge ... Iben Krogsdal
Det utrolige Eksistensen
Iben Krogsdal
Det utrolige
Eksistensen
Iben Krogsdal Det utrolige I serien Kristendommen ifølge … Isbn 978 87 410 1064 9 © Iben Krogsdal & Eksistensen 1. udgave, 1. oplag 2024 Omslag og grafisk tilrettelæggelse: Nete Banke, Imperiet Sats: Eksistensen Sat med Source Serif og Grouch BT Forfatterfoto: Anna Overholt Hansen Tryk: Latgales Druka, Letland Eksistensen Frederiksberg Allé 10 DK • 1820 Frederiksberg C 3324 9250 www.Eksistensen.dk
Indhold 7 I begyndelsen var troen 11 Lysets steder: At synge sig kristen 25 At aflægge regnskaber og give op 37 Ind i salmekatedralerne 49 Skæroplevelser 59 En utrolighedsteologi 75 Kirken og det rystende 89 Vi som er døende 103 Det utrolige
I begyndelsen var troen
Jeg er født troende. Jeg tror, at troen vokser frem som det dybeste i et menneske og bliver til, længe før ånden blæser sprog og bevidsthed gennem vores hjerner. Den opstår i den oprindelige omsluttethed, og den grundfæstes i os på fødselsrejsen frem mod det øjeblik, hvor vi for første gang oplever, at der bliver lys. Når vi som nyfødte har gennemlevet livets urkrise og er blevet taget imod af et menneske, er vi blevet troende. Der ligger vi og kan ikke andet. Alle senere kulturelle fortællinger om lys og mørke, frelse og fortabelse, himmel og helvede er fra begyndelsen grundlagt i os som en urtro, vi ikke selv har valgt: I begyndelsen var troen. Men når jeg af og til bliver spurgt, hvor længe jeg har været troende, betyder det som regel: hvor længe jeg har troet på Gud – kristendom7
mens Gud. Det er ikke noget helt andet, men det er noget senere. Før jeg overhovedet hørte om nogen Gud, og før jeg mødte de historier om liv og død, der opstod med kristendommen, var troen allerede formfuldent i kroppen som en urtro. At jeg i dag er kristen er ikke så meget et spørgsmål om, at jeg på et tidspunkt valgte en ny tro til, som det er et udtryk for, at kristendommens grundfortælling naturligt er smeltet sammen med det, der engang blev grundlagt i hjertet. Som hvis de allerdybeste menneskelige erfaringer af fortabelse og modtagelse langsomt er blevet kanaliseret ud i en forestillingsverden, jeg i dag kan dele med andre. For mig blev kristendommen – mytologien, kulten, kunsten – på et tidspunkt særligt sand, fordi den er i så indlysende samklang med noget, jeg altid har været. Omtrent som hvis man i grunden bærer en mark med sig, der bare venter på at blive gennemtrængt af de rigtige frø. At være troende er altså ikke nødvendigvis det samme som at være kristen. Men det er ét af livets store mysterier, at den medfødte fostertro og den tillærte kristendom helt fra starten hænger dybere og smukkere sammen, end vi selv forstår. 8
Eftersom troen på Gud på en måde er noget sekundært, deler jeg ikke den ringeagt for det rent religiøse menneske, som mange lutherske teologer gennem tiden har drevet teologi på. Vores medfødte religiøsitet er i mine øjne kristendommens dybeste grund i os. En gudgivet før-tro eller første-tro, der bærer lys. Uden den ville kristendommen intet have at forbinde sig med i verden. Den ville aldrig blive bundfældet; den ville være en kropsløs teori, et overfladisk valg, en ren lære. Den ville aldrig forløse ét eneste menneske. Derfor er den almindelige, teologiske idé om, at kristendommen er en åbenbaring ovenfra, der så at sige slet ikke behøver en religiøs grund – eller ligefrem vil forkaste denne grund som noget lavt og primitivt og ondt – så gold. Det samme er ideen om, at vores religiøsitet er et stadie, vi skal lægge bag os. Af alle steder er det netop i vores dybe religiøsitet – på godt og ondt – at troen på Gud kan slå rødder. Det er der, mørket erfares voldsomst, og lyset kan bryde frem, så alt bliver nyt. Det er der, vi bliver bekræftet i den vidunderlige urerfaring, at vi begynder omsluttet og ender med at blive modtaget, som vi er. 9
For mig står og falder min egen tro på, at det ikke er den tillærte, overfladiske tro, der frelser os – det er den første og dybeste. Den tillærte tro giver os sprog, ritualer, teologi og kirker. Den lader os træffe beslutninger om frelse og fortabelse, og den giver os trosbekendelser, magt og meninger. Den er vigtig, og vi kan ikke være den foruden. Men det er i den oprindelige, uvillede tro, som vi simpelthen ikke selv kan gøre for, at vi alle engang kom til verden og alle igen skal forlade den og – som ud gennem mørket under fødslen – ende i lyset. I denne dybeste forstand har jeg aldrig selv tvivlet på Gud. Til gengæld har jeg ofte tvivlet på, hvem af os der havde magten. Og det er udgangspunktet for denne bog.
10