Tilegnet Leif Andersen – et forbillede i Job-læsning og meget andet –med ønsket om et langt, lykkeligt og støjende otium.
Jobs Bog
… læst af Søren Holst Eksist E ns E n
Hvad er meningen? 7
Som et lyn fra en klar himmel 9
Bestyrelsesmøde i himlen 13
Væddemålets parter 21
Jobs vrede 27
Vennerne og visdommen 33
At lægge sag an mod Gud 39
Job, Gud og mellemmanden 49
Urhav, vilddyr og tilfældigheder 55
Job og Gud taler ud 61
Hvad er meningen så? 71
Indhold
Did you find that the universe
Doesn’t care at all?
Did you find that if you don’t care
This whole wrong world will fall?
Tom Rapp 1967
We contemplate eternity
Beneath the vast indifference of heaven
Warren Zevon 1992
Hvad er meningen?
“Hvad er meningen?” Ca. sådan spørger hovedpersonen i Jobs Bog. For han oplever pludselig at verden er gennemført uretfærdig, og det får hans syn på menneskelivet til at vakle. Hans livssyn vakler – men det styrter ikke sammen. Bogen havde sådan set været enklere og klarere – men måske mindre interessant – hvis Job bare havde taget konsekvensen af sin egen frustration og sagt at der ikke er nogen retfærdighed til, og derfor nytter det ikke at spørge efter den. Men Job bliver ved med at spørge.
“Hvad er meningen?” kan også læseren spørge. Ikke bare på Jobs vegne – og han er ellers ikke svær at leve sig ind i, uanset hvor hysterisk han ind imellem bliver. Men læseren må også på egne vegne spørge hvad meningen med bogen egentlig er. Forfatteren har nemlig ikke gjort det nemt for os: I stedet for et svar på Jobs spørgsmål får vi en båndudskrift af en hidsig paneldebat. Tre af Jobs venner forsøger på skift at tale ham til rette. Job svarer i tur og orden på det hele. Men selv da et yngre brushoved til sidst dukker op og vil sætte tingene på plads, bliver det ikke klart for læseren hvem der har ’vundet’ diskussionen. Det hjælper ikke engang at Gud selv kort før bogens slutning tager ordet. For Gud taler øjensynlig udenom. Han taler
7
udenom med enestående sproglig kraft og elegance, ganske vist. Hans svar er et fuldstændig overvældende stykke poesi og talekunst, men Jobs spørgsmål bliver der, umiddelbart betragtet, ikke svaret på.
Lidt bedre går det tilsyneladende i det allersidste kapitel, hvor fortælleren forsøger at binde de løse ender sammen. Men kigger man nøjere efter, bliver det aldrig klart hvem af de menneskelige diskussionspartnere der har ret. Ja, det står faktisk hen i det uvisse hvem af bogens personer – inklusive Gud – der overhovedet får det sidste ord. Det skyldes ikke at bogen er dårligt skrevet, tværtimod. Forfatteren har med fuldt overlæg stillet os over for et mesterligt eksempel fra oldtiden på den ellers meget moderne genre man kalder en “dialogisk” tekst: I stedet for velovervejet analyse får vi argumenter for både det ene og det andet kylet i hovedet og må selv sortere dem og besvare spørgsmålet: Hvad er meningen.
“Hvad er meningen?” må man desuden med jævne mellemrum som forsker og bibeloversætter spørge sig selv når man arbejder med Jobs Bog. Bogen er uden sammenligning skrevet på det vanskeligste og mest egenartede hebraisk i hele Bibelen. Det skal en lille bog som denne naturligvis ikke handle om, men det kommer uundgåeligt til at dukke op til overfladen en gang imellem at selve tekstens ordlyd er fuld af udfordringer for forståelsen. Hvis man vil vide mere er der forslag til videre læsning bag i bogen. Men lad os nu komme til sagen …
8
Som et lyn fra en klar himmel
Hvis man går rundt på Assistens Kirkegård i København med en barnevogn – eller i et hvilket som helst andet ærinde – kan man støde på en gruppe ens gravsten der alle angiver samme dødsdato, 21. marts 1945. Det er begravelsespladsen for de nonner som omkom ved bombardementet af Gestapos hovedkvarter i Shell-huset, da et af de britiske bombefly ved en fejltagelse kastede sin last over Den Franske Skole. Døden kom – bogstaveligt – som et lyn fra en klar himmel.
De som skulle sørge for begravelsen, valgte at sætte denne tekst på den fælles sten i midten af gravstedet:
Herren gav, Herren tog, Herrens navn være lovet!
Skulde vi tage imod det gode fra Gud og ikke imod det onde?
Det er jo en from og respektindgydende reaktion på at død og ulykke har ramt uventet og uden nogen form for grund: At vi overhovedet er her, er i sig selv en gave – et overskud. At livet får en ende og undervejs også rummer lidelser, trækker lidt i den modsatte ret-
9
ning, men får ikke regnskabet til at gå i nul. Facit er stadig overskud. Så: Herrens navn være lovet.
Man kan også tænke at det næsten er en lidt for kæk reaktion på meningsløs død og tilintetgørelse. Hvis Gud har så meget styr på tingene at han fortjener ros for det gode der sker, kunne han så ikke have gjort sig den ulejlighed at forhindre at en af den lille snes lavtflyvende Mosquito-bombemaskiner ramte en lysmast på godsbaneterrænet ved Enghave Station og styrtede ned ved Den Franske Skole, og at nogle af de efterfølgende piloter i tumulten tog fejl af bygningerne og bombede skolen?
Hvad den halve snes døde nonner selv ville have ment, ved vi af håndgribelige grunde ikke. Men eftersom de var mennesker som alle os andre, har de sikkert rummet begge opfattelser – og mere til: Livet er livet værd, som Jens Rosendal skriver, og fremkalder taknemmelighed, men lidelse og ulykker fremkalder også spørgsmål og frustration. Men på gravstenen var det kun den pointe at Gud ikke skal kritiseres for det onde, der fik lov at komme til orde.
Når det er interessant i denne sammenhæng, er det fordi teksten på gravstenen er hentet fra Jobs Bog, og fordi valget af akkurat disse vers er et interessant eksempel på hvordan bogen i tidens løb er blevet opfattet, fortolket og brugt. I langt det meste af Jobs Bog sidder hovedpersonerne i en rundkreds og diskuterer teologi. Den dramatiske anledning til deres diskussion – og den er vitterlig omtrent lige så dramatisk som bombetogtet mod Shell-huset – bliver overstået i løbet af de to første af bogens i alt 42 kapitler. Vi skal
10
se nærmere på detaljerne om lidt. Men i de to kapitler bliver Job ramt af tab, lidelse, ulykke og familiemedlemmers død. Og begge gange reagerer han med from, overskudsagtig upåvirkelighed og opsummerer sin sag i præcis de ord som kom til at stå på de franske nonners gravsten.
I kapitel 1 kommer fire af hans folk i hurtig rækkefølge og fortæller at det meste af Jobs rigdomme er blevet røvet, at hans ansatte er blevet dræbt enten af røverne eller af ild fra himlen (parallellen til Den Franske Skole er næsten for tydelig), og at hans ti børn er døde da en storm fik det hus hvor de sad, til at styrte sammen. Job viser sin sorg sådan som rituel skik og brug siger at man skal, men derefter udtaler han de næsten uhyggeligt fromme og beherskede ord “Herren gav, Herren tog, Herrens navn være lovet” (1,21).
I det følgende kapitel er det hans egen krop ulykkerne rammer, og da han sidder dækket af bylder fra top til tå, taber hans kone forståeligt nok tålmodigheden med ham og beder ham holde op med at være så øretæveindbydende fuldkommen. “Forband Gud, og dø!” siger hun. Og Job reagerer med den anden halvdel af indskriften på de franske nonners gravsten: “Tager vi imod det gode fra Gud, må vi også tage imod det onde” (2,10).
Hvis vi bruger den knap 78 år gamle gravsten som læseguide til Jobs Bog, får vi altså et indtryk af en bibelsk stoiker der er fuldstændig urokkelig i sit grundmuret tillidsfulde forhold til Gud, så død og lidelse preller af på ham som vand på en gås. Og det er da også den opfattelse af Job der har fyldt mest,
11
når man i de sidste mere end 2000 år har henvist til ham: “Tålmodig” eller “udholdende” er de gloser der går igen. Et af de tidligste eksempler er det ene sted i Det Nye Testamente hvor han er nævnt. I Jakobsbrevets sidste kapitel formaner forfatteren sine læsere til tålmodighed og henviser blandt andet til Job:
Vi priser jo dem salige, der holdt ud; I har hørt om Jobs udholdenhed og har set, hvordan Herren lod det gå ham til sidst, for Herren er barmhjertig og rig på nåde.
(Jak 5,11)
Problemet er bare at billedet af den tålmodige Job der bærer sine lidelser upåvirkelig og uanfægtet, stort set kun findes i bogens to første kapitler. Når han tager ordet i de følgende fyrre kapitler, er der ganske andre boller på suppen. Man kan, som Leif Andersen har sagt, godt få en mistanke om at mange læsere i kirkehistoriens løb simpelthen ikke er kommet længere end til kap. 2, og så har forudsat at pointen nok var afsløret allerede der. Eller i bedste fald har de kigget i slutningen hvor Job siger noget der med lidt god vilje kan opfattes som omtrent det samme, og forstået det som en bekræftelse af at vi helt enkelt skal tage ved lære af kap. 1-2, og så er den bog ellers konsumeret.
12
