Paulus' Brev til Romerne. Bibelen læst af Henrik Wigh-Poulsen

Paulus’ Brev til Romerne

… læst af Henrik Wigh-Poulsen

Poulsens første brev til Paulus

Kære Paulus!

Jeg, Poulsen, tillader mig at skrive til dig. Ikke at jeg bilder mig ind, at jeg har noget som helst at komme med, som kan fange din interesse. Bevar mig vel. Men nu forsøger jeg mig alligevel. Det er en morgen først i januar. Året er 2023. Udenfor høvler det ned. Jeg er 63 år gammel, ægtemand og farfar. Jeg sover dårligt, drikker lidt for meget, ser for meget dårligt tv og er lidt for lidt glad. Og idet jeg drister mig til at tro, at du ikke sidder og himler med øjnene eller allerede irriteret har rejst dig for at foretage dig noget andet – hvad det så end kan være – så fremturer jeg med endnu et par oplysninger om, hvorfor jeg henvender mig til dig.

For det første har jeg, som du havde, med kristne menigheders lokale liv at gøre. Eller det vil sige: Du plantede, du byggede op, du formanede og irettesatte, du rejste rundt, du var udsat for farer og trusler. Du banede vej for budskabet om Jesus Kristus ind i en fjendtlig verden. Jeg holder møder og forsøger at få tingene til at gå på bedste beskub med strukturforandringer, arbejdsmiljøproblemer, og hvad der nu ellers

kommer til af mindre trakasserier i mødet med en i grunden velvilligt indstillet omverden. Tro det eller lad være, Paulus. Men budskabet, som du formidlede, og måden, du formidlede det på, er med et utal af tråde spundet ind i vores fællesskabs store, gamle klædestykke. Selv landets statsminister synes at knuselske os.

Så, Paulus, jeg har ganske enkelt en trang til, som man kan have det, når man føler sig på afstand af noget umådeligt vigtigt, der var engang, at komme tættere på det. Suge næring af kilderne, kan man kalde det. Blive mindet om, hvad jeg har glemt. Blive puffet til hen over århundreder. Så banalt er det såmænd.

I dine breve henvendte du dig til de menigheder, du havde plantet rundt omkring i middelhavsområdet for at rådgive dem om nogle ret konkrete problemstillinger. I dit brev til menigheden i Rom handler det om menighedens måltidsfællesskab. Og selvom de problemstillinger, vi bakser med i dag, er af en lidt anden beskaffenhed, så er vi ret fælles om at kunne skændes om dem. Dengang som nu er der vigtige ting på spil. Vi er samlet om noget, der ikke er ligegyldigt for os. Du ville mægle og formane og inspirere, Paulus. Det vil jeg også gerne. Sådan på min lille måde. Så jeg tillader mig, som så uendeligt mange har gjort det før, at læse med, når du skriver til dem i Rom.

Og nu vi er ved de mange, der har læst med og fortolket før mig, så udgør de jo et ærefrygtindgydende fællesskab. Flere af dem har, ikke mindst inspireret af dig og dit brev, sat et stærkt og umisteligt præg på både kirke-, kultur- og samfundsliv: Augustin, Luther

og Barth for nu at nævne nogle få af de mere markante. Dine læsere er mange. De har udlagt og diskuteret dig. De vil fremover udlægge og diskutere dig, dit brev og dit ærinde. Du sad angiveligt og skrev dit brev i Korinth til en gruppe Kristustroende i Rom i januar eller februar måned i år 55. Du bed, tillader jeg mig at tro, lejlighedsvist i blyanten, fordi du havde nogle ret konkrete udfordringer og problemstillinger i baghovedet. Underligt at tænke på, hvordan dine ord og råd til dem siden har sat sig så tunge og markante spor i vores fælles historie. Vi, der læser brevet nu, befinder os i stue med de første dernede i Rom, der læste brevet eller fik det læst op.

Eller rettere vi er sammen på en lang og bumlet tur i et fortolkningstog, hvor alle de uendeligt mange

læsere og fortolkere af dit brev, der siden kom til, er stået på undervejs. Men hvor vi aldrig nogensinde får fortolket i bund, fordi vi alle læser og udlægger teksten med, hvad vi hver især kommer til den med. På dette net af skinner, der snor sig over store tidslige, geografiske, kulturelle og mentale afstande, kan nogle fortolkere og læsere nok hævde en mere kvalificeret, men næppe en sandere eller mere privilegeret tilgang, end vi andre tilkomne. Og med denne fortrøstningsfulde betragtning stiger jeg, Poulsen, denne formiddag i januar, hvor regnen stadigvæk falder og mørket ligger tungt over veje og villahaver, ombord og tillader mig at læse dine ord fra brevets første kapitel som også skrevet en lille smule til mig, din meget fjerne læser:

“For jeg længes efter at se jer, for at jeg kan give jer af Åndens gaver, så I kan blive styrket, eller rettere: Så

at vi sammen kan opmuntres ved vor fælles tro, jeres og min” (1,11-12). For jeg længes også, Paulus. Ja, jeg trænger til at få nogle ord med fra dig og blive både styrket og opmuntret i vores fælles tro. Faktisk er det først og fremmest derfor, jeg nu vil læse og forsøge at udlægge dit brev og ad den vej forhåbentlig høre fra dig.

Hey Google

Nu skal jeg nok holde op med at trætte dig med personlige oplysninger om mit uspektakulære liv, men jeg kan ikke lade være med at nævne, at dette også skrives, fordi jeg har fået mulighed for at holde studieorlov. Det er en ordning, der ... nå, lige meget. Men det var min kone, der meget bestemt opfordrede mig til at ansøge om en sådan en morgen i maj, hvor jeg tændte af på vores Google Assistent. En Google Assistent, må jeg lige forklare, er en stemmestyret enhed, som man kan få til at spille den musik, man beder den om, og som … nå, også mere om det en anden gang. Men jeg bad den spille, eller “streame”, P2 Klassisk. Det gjorde den, og den gjorde det for fuld volumen. En af mine drenge havde rodet med den aftenen forinden. Jeg bad så mindeligt assistenten om at skrue ned. Men den adlød mig af en eller anden grund ikke. Jeg gentog min anmodning indtil flere gange i et stadigt stigende toneleje, og da min kone entrede køkkenet, blev hun mødt af synet – og ikke mindst lyden – af mig, der nu af mine lungers fulde kraft, gasblå i hovedet og i et meget grimt og upassende sprog, bad assistenten

om, at skrue ned: “HEY GOOGLE, SKRU NED FOR … “

Gad vide, hvad den tidlige morgenjogger, der i samme

øjeblik løb forbi ude på fortovet, har tænkt. Jeg tænkte, så klart som jeg nu kunne på det tidspunkt, at den er helt gal. Jeg er et sted, jeg ikke bør være. Jeg er presset, klemt, mast, vred, tom, og alt det, man nu kan være, når den mentale konto er overtrukket. Alt det enhver jo kan erfare, men som nu vederfaredes undertegnede denne i øvrigt usædvanligt grønne og skønne morgen. Efterfølgende fulgtes vi til egnen, hvor vi engang boede, konen og jeg, mens børnene var små. Jeg gik tur i de fortrolige, svulmende, forsommerlige landskaber, hvor så mange gode erindringer strømmede ind i mit tomrum. Jeg fattede lidt bedre, hvor meget jeg har fået foræret, hvor meget godt der uafladeligt kommer til mig, uden at jeg skal kæmpe for det og råbe det frem. “… det bedste er at gi op omsider/ og pludselig mærke det hele begynde:/ Det er det bedste for mig”, som Søren Ulrik Thomsen afslutter sit store digt “Det værste og det bedste”. Det er også det bedste for mig, når i så mange andre tilfælde et skriftsted, en bibelpassage eller et salmevers har ramt og er kommet mig til undsætning midt i min fremfarende trang til at bemestre verden og få den på plads og i orden. Som pludselige gaver kan bittesmå ord om det allerstørste nogle gange ramme os i vores livs nulpunkter og få muld til at blomstre, når vi vendes om, væk fra os selv og hen imod ham, der kommer til os i sit ord. En både dagligdags og eksklusiv erfaring når gamle ord bliver til nærvær og hjertevarme og gør verden ny. Og sådan en omvendelse eller forvandling, Paulus,

satte du en dramatisk livsomlæggende standard for, da du brat blev standset i din rasende fremfærd et eller andet sted i eller ved Damaskus. Selv skriver du ikke så meget om det, men Gud åbenbarede sin søn for dig, kan vi forstå. Og det til trods for at du var en forfølger, der ville jage de kristne tilbage til de huller, de kom fra. Din fremfærd var rasende og fnysende. Du var ivrig i dit forehavende. Du brændte for dine fædres overleveringer. Og religiøs vrede sidder dybt i mennesker. Den er skræmmende i sin styrke. Det ved vi også godt her i det 21. århundrede.

At du så blev en forkynder af ham, hvis følgere du hidtil havde forfulgt, vidner om et radikalt højhastigheds-sammenstød mellem dig, der var på vej i dit hadfyldte ærinde, og Kristus selv, der mødte dig som en mur af kærlighed og tilgivelse, kaldte dig ud af dig selv og sendte dig ud på nye veje med budskabet om ham til både hedninger og jøder. Du gav op, og noget nyt begyndte. Så fysisk og konkret og altforandrende voldsomt i forhold til de indløbende livsjusteringer vi andre måtte erfare, når Kristus kommer til os i sit ord, og nåden skaffer sig plads i vores snævre hjerter.

Men du lå altså der og rodede rundt i ørkensandet, blændet og målløs, og med radikalt nyt i sinde få årtier efter, at Jesus gik omkring med sine disciple. Du var før både Matthæus, Markus, Lukas og Johannes og sidder unægtelig solidt bænket i fortolkningstogets forreste vogn. Så dit brev til menigheden i Rom om alle mulige konkrete problemstillinger i deres hverdag er altså tidsmæssigt tættere på os end de fortællinger om Jesu liv, død og opstandelse, vi ellers bygger på.

Samtidig gennemlyser dit møde med den opstandne ved Damaskus dine breve. Det når os, der lever og færdes så længe efter, og gør dig på en helt anden måde end evangelisterne personligt, ja menneskeligt, nærværende i dit fravær. Både hvad angår de vrede udbrud og ordene til trøst og mod og glæde. Som om de to sindstilstande, der bragede sammen, da du blev tvunget til at vende dig om, stadig lader høre fra sig. Da jeg for noget tid siden lyttede til dig, Paulus, på en podcast, hvor dine breve blev læst op (en podcast, skal jeg skynde mig at sige, er … nå, også mere om det en anden gang), slog det mig, hvor meget du i grunden skælder ud. Sådan rigtig uddeler voksenskældud til dem, du henvender dig til. Du lægger virkelig ikke fingrene imellem. Sikkert, som nævnt, fordi du så udmærket kender den halsstarrighed, de udviser i menighederne, når de farer frem med deres religiøst begrundede vrede, der som kættersøgende missiler rammer dem, der måtte mene anderledes.

Mellem de hårdtslående polemiske blokke i dine breve åbner der sig samtidig lakuner af trøst og opbyggelse, hvor du med uforglemmelige ord, som vejer så tungt i vores fælles kristne arv, beskriver Guds nåde mod sit menneske i Jesus Kristus. I dit brev til menigheden i Rom kan du det ene øjeblik skælde energisk ud på nogle af dem, du har den jødiske arv til fælles med, for deres dømmesyge, trods, uforstand og selvoptagethed, for i næste at beskrive, hvordan Gud i sin søn har taget imod os som en ren foræring, og hvordan intet eller ingen kan skille os fra den kærlighed, han viser os i ham. Du vil, lidenskabeligt, trænge igennem

til din menighed. Standse dem i deres selvoptagede vrede fremfærd med budskabet om den opstandne. Du vil fylde dem og os med ordene om alt det, vi har fået og får i ham. Og nået dertil kan du så med klare ord fortælle os, hvad det i lyset heraf er for et liv, vi bør leve med hinanden.

Din omvendelse og vejen tilbage til et liv med Gud og din næste kostede dig dyrt: Forfølgelser, piskeslag, fængsel og død. Men vejen kan aflæses i dine breve, os til trøst og opbyggelse, når vi igen-igen, både personligt og som menighed løber sur i os selv og alt det selviske skrammel, vi kommer trækkende med. Og tak for det, skulle jeg hilse og sige, inden jeg nu forsigtigt og uden yderlige tilløb nærmer mig dit brev til menigheden i Rom.