Sille og Sigurd - maj 2024

Sille og Sigurd

laver loppemarked

Sille og Sigurd –

SOM PODCAST

Lyt til historierne om Sille og Sigurd på din foretrukne streaming-tjeneste.

Kære leder

Sille og Sigurd er altid fulde af gode idéer.

Sammen med deres venner fra FDF laver de et loppemarked, men de opdager at gamle, brugte ting kan have en stor værdi. En kasse med gamle billeder bliver solgt ved en fejl, og ægteparret

Sonja og Kurt mister deres bryllupsbillede, som betyder meget for den. Nu må Sille og Sigurd af sted for at finde det.

Dette hæfte er til dig, der er puslinge- eller tumlingeleder. Her finder du en lang udgave af historien om Sille og Sigurd der laver loppemarked. I det lille hæfte findes en kortere

version af samme historie, som børnene kan tage med hjem. Den lange historie egner sig til højtlæsning på FDF-møderne, hvor du kan læse et kapitel til hvert møde.

Bagerst i hæftet er der to andagter og en række aktiviteter, der knytter sig til historien. Andagterne handler om, at selv ting, der ikke syner af meget, kan have stor betydning for os som mennesker. Aktiviteterne består af sjove opgaver og lege, der får Sille og Sigurds oplevelser helt tæt på.

God læselyst!

Redaktør Stina Lykke Hyllested Volf

Redaktion Connie Madsen, Rikke Vingborg, Helle Langdahl & Lene Thanild Schøler

Tegninger Jakob Kramer

Layout Superego

Tryk Zeuner A/S

Oplag 7000 - ISSN: 1603-4074

Udgivet af Frivilligt Drenge- og Pige-Forbund, FDF Rysensteensgade 3, 1564 København V

Kontakt til redaktionen FDF@FDF.dk

Sille og Sigurd laver loppemarked

Her er Sille og her er Sigurd, og her er historien om dengang de lavede et loppemarked…

KAPITEL 1

Det hele startede for nogle dage siden, da Sille, Sigurd, Gry, Tilde, Tue og Viktor til et FDF-møde havde siddet og snakket om, hvordan de kunne samle penge ind til kredsen. Gry havde snakket om, at de kunne vaske biler og på den måde samle penge ind. Tue havde foreslået, at de kunne tage rundt og slå græs. Det ville Viktor ikke være med til, for han begyndte altid at nyse, når nogen slog græs. Desuden var det vinter, så der var nok ikke rigtig nogen, som skulle have slået græs.

”I kunne også lave et loppemarked,” havde Kalle så foreslået. Han havde nemlig hørt, hvad de havde snakket om.

Pludselige havde Sille grinet rigtig højt. Hun havde grinet så meget, at hun fik tårer i øjnene. De andre havde kigget underligt på hende.

”Hvad er det, der er så sjovt?” havde Sigurd spurgt.

”Loppemarked!” havde Sille bare sagt og grinet endnu højere. Hun havde slet ikke kunnet fortælle, hvorfor hun grinede så meget. De andre havde bare kigget på hende.

Til sidst var Sille faldet lidt til ro og havde sagt:

”Jeg så bare sådan et sjovt billede inde i mit hoved af en masse små lopper, der hoppede rundt ude på en mark,” og så havde hun grinet igen.

”Øh, Sille, ved du egentlig godt, hvad et loppemarked er?” havde Viktor spurgt meget stille.

Sille var stoppet med at grine og havde kigget hen på Viktor.

”Nej, det tror jeg faktisk ikke helt, jeg ved,” havde hun sagt. Hun havde set helt flov ud.

”Det skal du ikke være flov over,” havde Kalle sagt og kigget på Viktor: ”Viktor, kan du ikke fortælle Sille, hvad et loppemarked er? Du har da vist været med til at lave sådan et før.”

Det ville Viktor gerne, så han havde fortalt om dengang, han lavede et loppemarked sammen med sin bedstefar. De havde gået rundt og spurgt alle dem, de kendte, om de havde nogle ting, som de ikke brugte mere. Ting som Viktor og Bedstefar måtte få. De havde fået mange ting, som de til sidst havde stillet op i Bedstefars have, og så var deres familie og venner kommet og havde købt det. Pengene, de havde tjent, havde de givet til nogle mennesker, som ikke havde så mange penge. ”Men hvorfor hedder det loppemarked, når der ikke er nogen lopper med?” havde Sille spurgt.

“Det er fordi, de ting, man sælger, kaldes for lopper,” havde Viktor forklaret.

”Hvor er du altså klog, Viktor!” havde Sille udbrudt, og så var hun fortsat: ”Jeg vil godt være med til at lave loppemarked uden lopper.”

Inden der var gået ret længe, havde de alle sammen været i fuld gang med at planlægge,

hvordan deres loppemarked skulle være.

Det første, de skulle gøre, var at sætte sedler op i byen, så alle kunne se, at FDF skulle holde loppemarked. På sedlerne havde der stået: ”FDF holder loppemarked på lørdag. Har du lopper, vi gerne må få, så stil dem ud til vejen, så kommer vi og henter dem. Hilsen FDF.”

Sille og Sigurd havde lovet at hænge sedlerne op, så de havde været rundt både ved købmanden, på skolen, i hallen, i børnehaven, på biblioteket og til sidste hos bageren. Alle steder havde de fået lov til at hænge sedler op.

”Kom til loppemarked på lørdag og tag lopper med!” havde Sille råbt til alle, hun cyklede forbi. Sigurd havde syntes, at det var lidt flovt, at Sille råbte af folk, men det havde også været lidt sjovt, for mange råbte tilbage: ”Jeg har vist en gammel stol,” eller: ”Jeg kommer med et par rulleskøjter.”

Dagen inden loppemarkedet var Sille, Sigurd og Kalle kørt rundt i Kalles bil og havde hentet lopper. Kalle havde taget sin trailer med, fordi der nok ikke var nok plads inde i bilen.

Sille og Sigurd kunne rigtig godt lide Kalle, for han var sådan en voksen, som gjorde nogle skøre ting. De havde aftalt, at hver gang de kørte forbi en rød bil, skulle de spise en lakrids, og når de kørte forbi en hund, skulle de råbe ”hundeprut”.

Der havde været mange, der havde stillet ting ud til vejen. Det havde taget lang tid at samle det sammen, for de kunne ikke lade være med at kigge ned i kasserne, og de havde holdt mange pauser, hvor de havde spist chokoladekiks og drukket saftevand. Et af stederne, de var kørt forbi, havde der stået rigtig mange kasser uden for huset. De kunne ikke have dem alle sammen på traileren, så de havde bare taget nogle af kasserne og skrevet en seddel: ”Vi har ikke plads til det hele, så I må gerne give resten af lopperne til nogle andre. Hilsen Sille, Sigurd og Kalle fra FDF”. De havde lagt sedlen oven på en af kasserne, og så var de kørt tilbage til kredshuset.

KAPITEL 2

”Hvor er der bare vildt mange fede ting,” sagde Tue som det første, da han kom ind i kredshuset. Det var blevet dagen, hvor loppemarkedet skulle holdes.

Alle de andre var allerede kommet. Gry og Tilde var i gang med at lave et stort skilt til at stille ude ved vejen. Viktor og Sigurd var ved sætte en højttaler op, for de havde bestemt, at der skulle være musik til loppemarkedet. Sille og Kalle havde travlt med at tømme alle de kasser, som de havde været rundt og hente dagen før. I nogle af kasserne var der tøj, og Sille syntes, at det var sjovt at prøve nogle af tingene.

”Se lige mig!” råbte Sille til de andre. Da de andre kiggede op, begyndte de at grine. Sille havde taget en stor, blomstret hat på, og så havde hun en stribet badedragt og et par alt for store gummistøvler på.

Inden længe var de alle sammen i gang med at tage sjovt tøj på. De glemte helt, alt det de skulle nå. Først da det bankede på vinduet flere gange, kiggede de alle op fra tøjkasserne.

Udenfor stod Grys mor og nogle andre forældre. Nogle havde kage med, andre havde kaffekander, og der var en, som havde en popcornmaskine med.

”Det kan godt være, at vi skal koncentrere os om at blive klar,” sagde Kalle.

Sille, Sigurd, Tue, Viktor, Gry og Tilde kiggede på ham og begyndte at grine. Kalle havde også været med til at finde sjovt tøj, og nu stod han i en lyserød kjole og med en paryk med lange gule fletninger.

”Måske du skal tage noget andet tøj på, inden der kommer kunder i butikken,” sagde Sigurd.

”Det har du nok ret i,” sagde Kalle, imens han prøvede at få kjolen over hovedet: ”Vi må hellere komme videre. Loppemarkedet åbner om ikke så længe.”

De hjalp alle hinanden med at blive færdige, og da loppemarkedet åbnede, var alle boderne klar. Sigurd, Tue og Viktor skulle stå i den bod, hvor man kunne købe gamle radioer og alle de ting, der havde noget med mekanik at gøre. Sille, Tilde og Gry havde lovet at stå i tombolaen. Det var sådan et sted, hvor man kunne købe et lille lod, som var et stykke papir, hvor der stod et nummer på. Hvis man så havde det rigtige nummer, vandt man et stykke kage eller nogle popcorn. Der var kommet mange forældre og andre FDFere fra kredsen, som hjalp med at sælge lopperne. Der var også nogle store FDFere, som havde deres guitar og forskellige andre instrumenter med. Viktor og Sigurd havde nemlig ikke kunnet få højttalerne til at virke, så de store havde lovet, at de gerne ville komme og spille og synge. De var rigtig gode, og inden længe havde en mand lagt en hat foran dem, og folk begyndte at smide penge ned i den.

Der kom rigtig mange og besøgte loppemarkedet, og der blev færre og færre ting at sælge.

Sidst på eftermiddagen, da de faktisk var begyndt at rydde op, kom der et ældre ægtepar. De gik og kiggede på de ting, der var tilbage. De lignede nogen, som kiggede efter noget helt bestemt. Sille gik hen dem.

”Er I på jagt efter noget bestemt?” spurgte hun. Sådan havde hun nogle gange hørt, at de, der arbejdede i en butik, kunne spørge.

Ægteparret viste Sille en seddel. ”Vi har ikke plads til det hele, så I må gerne give resten af lopperne til nogle andre. Hilsen Sille, Sigurd og Kalle fra FDF”, stod der på den. Den kunne Sille godt kende, for det var hende der havde skrevet den, da hun og Sigurd og Kalle kørte rundt for at samle lopper.

”Ved du hvem, der har skrevet denne seddel?” spurgte manden.

”Det har jeg,” svarede Sille.

Så fortalte ægteparret, som hed Sonja og Kurt,

at de lige havde solgt deres hus, fordi de skulle flytte tættere på deres børnebørn. Den dag Sille, Sigurd og Kalle havde været rundt og samle lopper, havde Sonja og Kurt en aftale med en flyttemand, som skulle komme og hente mange af deres ting. De havde stillet kasserne ude ved vejen, så flyttemanden nemt kunne finde dem. Flyttemanden vidste, at han skulle hente 20 kasser, men da han var færdig med at læsse flyttebilen, var der kun 15 kasser derinde. Han havde ringet på døren og spurgt dem, hvor de sidste fem kasser gemte sig. Sonja og Kurt var blevet helt forvirrede. De var sikre på, at de havde båret 20 kasser ud til vejen. De blev helt nervøse for, om nogle bare havde taget deres ting. Da de var gået ud for at lede efter dem, havde de fundet Silles seddel.

De kunne godt forstå, at Sille, Sigurd og Kalle havde troet, at det var ting til FDFs loppemarked, og Sonja og Kurt var blevet enige om, at de hellere måtte tage en tur på loppemarked for at se, om de kunne finde deres ting igen.

Sille kunne nemt huske, hvilke kasser det var, de snakkede om, for der havde været rigtig mange fine ting i kasserne. Specielt havde der været nogle meget smukke billedrammer. Faktisk var det også mest kassen med rammer, som Sonja og Kurt gerne ville finde igen. For i kassen var der rigtig mange billeder af Sonja og Kurts familie, og så var der også Sonja og Kurts bryllupsbillede. Det var et gammelt billede, for Sonja og Kurt havde været gift i mange år. De havde lige holdt en stor fest, fordi de havde haft guldbryllup.

”Hvad er et guldbryllup?” spurgte Gry.

”Det er en fest, man holder, hvis man har været gift i 50 år,” fortalte Kurt. ”For 50 år siden blev Sonja og jeg gift i kirken her i byen. Der var faktisk mange FDFere med til vores bryllup.”

”Der var også nogle FDFere, som stod med faner inde i kirken,” sagde Sonja.

”Hvorfor det?” spurgte Sille.

”Der var FDFere med, fordi både Kurt og jeg var FDFere dengang,” fortsatte Sonja, og så fortalte hun og Kurt en masse historier om, hvad de lavede, dengang for mange år siden, da de var FDFere. Det var rigtig spændende, og alle glemte næsten helt, hvorfor det var, Sonja og Kurt var kommet.

”Skal vi ikke hjælpe jer med at finde kassen med rammer?” afbrød Sigurd pludselig.

”Nå ja, det er jo derfor, vi er her,” sagde Kurt og Sonja i munden på hinanden.

Både Gry, Tilde, Viktor, Sigurd og Tue var kommet hen til Sille for at finde ud af, hvorfor hun stod og snakkede med de to gamle mennesker.

Alle gik i gang med lede efter kassen med gamle billeder. Børn og voksne kiggede i alle de kasser, der var tilbage, men der var ingen gamle billeder. De begyndte at spørge dem, der havde solgt lopper, om de måske havde solgt kassen. Først var der ingen, der kunne huske, at de havde set nogle gamle rammer og billeder, men så kom Grys mor i tanker om, at hun havde stået og snakket med en dame, som skulle bruge nogle gamle rammer. De havde fundet kassen med rammer, og damen var blevet meget glad. De havde snakket om, at det var lidt specielt, at folk ikke tog familiebilleder ud af rammerne, inden de gav dem til et loppemarked. De havde

faktisk stået og kigget på bryllupsbilledet af Sonja og Kurt og snakket om, at det måtte være et gammelt billede, men at dem på billedet faktisk så lidt bekendte ud. Det var endt med, at damen ikke kunne vælge mellem alle de fine rammer, så hun havde købt hele kassen. Grys mor kendte ikke damen, der havde købt rammerne, men hun havde lagt mærke til, at hun kørte i en lille, fin gul bil. Det hed vist en Boble Cabriolet.

KAPITEL 3

”Vi har vist dummet os lidt,” sagde Kalle og kiggede på Sille og Sigurd.

”Ja, vi skulle vist have været lidt mere forsigtige med bare at tro, at alle kasser, der stod ude ved vejen, var til loppemarkedet,” sagde Sigurd.

”Vi bliver nødt til at prøve at finde kassen med alle billederne igen,” fortsatte Sille.

Både Gry, Tilde, Viktor og Tue ville gerne hjælpe Sille og Sigurd med at finde kassen, men de vidste ikke helt, hvor de skulle begynde at lede. Der var ingen af dem, der kendte en dame med en gul bil. Det blev nødvendigt at lave en plan, så de ikke ledte de samme steder. Det blev de hurtigt enige om.

Sille var god til at få sjove ideer. Der gik ikke længe, før hun sagde:

”Det kunne være smart, hvis vi havde nogle walkie-talkies. Så kunne vi dele os i to hold og hele tiden fortælle hinanden, hvor vi havde kigget!”

“Det ville være vildt smart,” sagde Tue, ”men hvor skulle vi få dem fra?”

De sad alle sammen og tænkte. Sigurd var den første, der sagde noget.

”Jeg tror altså, at der var nogle walkie-talkies i en af kasserne. Måske de stadig er her?”

Børnene begyndte straks at lede i alle kasserne igen, ikke efter gamle billeder, men efter walkie-

talkies, og inden længe råbte Sigurd:

”Jeg har fundet dem, og de virker!”

Børnene delte sig hurtigt i to grupper. De fik fat i deres cykler, og de aftalte, at de skulle lede i hver sin ende af byen. Et øjeblik efter var de i fuld gang med at cykle rundt på alle vejene i byen og kigge efter en gul bil.

Til sidst mødtes børnene på torvet midt i byen efter at de havde været rundt i hele byen, og de havde ikke set en eneste gul bil. Sille blev ved med at snakke om, hvor synd det var for Sonja og Kurt, at deres bryllupsbillede var væk. For Sonja og Kurt havde nemlig fortalt hende, at det var det eneste billede, de havde fra deres bryllup.

Efter et stykke tid blev børnene enige om, at de hellere måtte cykle tilbage til kredshuset og fortælle Sonja og Kurt, at de ikke havde fundet kassen med billeder.

”SE! Der holder en gul bil, bag ved bagerbutikken,” udbrød Tilde pludselig.

Det var rigtigt. Der, bag bagerbutikken, på en lille parkeringsplads, holdt der en fin, gul Boble Cabriolet.

”Den skinner næsten som en hel sol,” sagde Sille. Hun var sikker på, at nu havde de fundet bilen, og så havde de helt sikkert også fundet kassen med billederne. Hun kunne lige se for sig, hvor glade Sonja og Kurt ville blive, når de fik billederne tilbage.

Men børnene blev noget skuffede, da de nåede over til bilen og kiggede ind i den. Den var tom. Der var hverken en kasse eller en dame i bilen.

”Hun må være inde hos bageren,” sagde Gry. Selvfølgelig. Hvorfor havde de ikke tænkt over det med det samme? Børnene satte i løb over mod bagerbutikken. De var næsten ved at falde over hinanden, fordi de ville ind ad døren på samme tid.

Damen der stod inde i butikken og var ved at bestille romkugler, blev helt forskrækket, da alle børnene hev hende i jakken og i munden

på hinanden sagde en masse, som slet ikke gav mening. ”Din gule bil…hvor er kassen….billeder til Sonja….loppemarked…”

Damen så helt forvirret ud.

”Rolig, børn. En af gangen. Hvad er det, I prøver at fortælle mig?” sagde hun til sidst.

Børnene tav fuldstændig og kiggede på hinanden. Så begyndte Sille af forklare:

”Vi har brug for at få kassen, som du har ude i din gule bil, for Sonja og Kurts bryllupsbillede er i den.”

Nu så damen endnu mere forvirret ud.

”Jeg ved altså ikke, hvad I snakker om,” sagde hun. ”Jeg har ingen bil, jeg er på cykel. Den holder lige udenfor. Jeg havde godt nok tænkt på, at jeg skulle på loppemarked, men jeg nåede det ikke.”

Der gik lidt tid, før børnene helt forstod, hvad damen lige havde sagt. De havde været så sikre på, at de havde fundet det, som de ledte efter, men nu var de igen på bar bund.

Damen smilede til dem. Så betalte hun sine romkugler og gik ud og tog sin cykel.

”Er det den gule bil på parkeringspladsen, I snakkede om?” spurgte bagerjomfruen.

Alle børnene nikkede, men de hørte ikke rigtig efter, hvad bagerjomfruen sagde, fordi de var så skuffede over, at de ikke havde fundet Sonja og Kurts bryllupsbillede.

”Hende der kører i den bil, har lige været herinde og købe fire Kaj-kager,” fortsatte bagerjomfruen. Sigurd kiggede op og skubbede lidt til de andre.

”Altså hende, der kører i den lille, gule bil, der holder på parkeringspladsen? Har hun lige købt Kaj-kager her hos dig?” gentog Sigurd. Han troede ikke, at han havde hørt rigtigt.

”Ja,” sagde bagerjomfruen og fortsatte: ”Det var et eller andet med, at hun skulle besøge sin faster og onkel. Hendes onkel er vist vild med Kaj-kager.

Hun besøger dem aldrig uden at have Kaj-kager med.”

Det var en interessant oplysning. Sille, Sigurd, og de andre begyndte straks at snakke om, hvem i byen de kendte, som godt kunne lide Kaj-kager.

Grys tante var helt vild med Kaj-kager, men hende kunne det ikke være, for hun var jo ikke nogens onkel. Så var der Torben og Lise, som boede ved siden af Tue nede ved stationen. Torben og Lise havde tit besøg af en pige, som kaldte dem onkel Torben og faster Lise. Torben havde faktisk en stor mave, så måske havde han spist mange Kajkager.

”Nej, Torben kan bedst lide hindbærsnitter,” sagde Tue. Han besøgte tit Torben og Lise, og de havde faktisk snakket om, hvilke kager de bedst kunne lide.

”Måske kan det være borgmesteren?” sagde Viktor. Borgmesteren var nogle gange med på sommerlejr med FDF, og der kaldte de altid borgmesteren for onkel Thomas. Hans rigtige navn var jo ikke borgmesteren, men Thomas. De vidste også, at Thomas havde en kone, for hun kom altid på besøg på sommerlejren. Og onkel Thomas var helt sikkert vild med Kaj-kager, for de fik altid Kaj-kager, når han var med på sommerlejr.

Faktisk boede borgmesteren lige over for bageren, så det gav jo god mening at parkere ved bageren, hvis man skulle besøge ham.

Sille, Sigurd og de andre blev enige om, at de blev nødt til at gå over og finde ud af, om damen med den gule bil var på besøg hos borgmesteren. De skulle bare lige finde ud af, hvem der skulle ringe på.

”Jeg gør det altså ikke,” sagde Sille. ”Tænk nu hvis han ligger og tager en lur og bliver helt vild sur over, at vi kommer og vækker ham!”

Sille var rigtig nysgerrig, men nogle gange kunne hun også blive rigtig genert, når hun skulle snakke med nogen, som hun ikke kendte så godt.

Gry, Tilde, Tue og Viktor havde heller ikke lyst til at ringe på.

”Vi bliver jo nødt til at finde damen med den gule bil og finde ud af, om hun har Sonja og Kurts billede,” sagde Sigurd til sidst. Så gik han direkte op ad trappen til borgmesterens dør og ringende på.

De andre stod neden for trappen og ventede spændt på, om der var nogen, der åbnede døren. Det var der, og så snart den gik op, begyndte Sigurd at snakke. Han nåede overhovedet ikke at se, hvem der havde åbnet døren:

”Har du lige spist Kaj-kage? Har du besøg af en dame, der har en gul bil?”

Det var borgmesteren, Thomas, der havde åbnet døren, og nu stod han og så helt forvirret ud.

”Øhh ja, hvordan kunne du vide det?” sagde han forbavset.

Gry, Tilde, Viktor, Tue og Sille havde listet sig op bag ved Sigurd, og nu fortalte de igen i munden på hinanden hele historien om Sonja og Kurts bryllupsbillede.

”Stop stop stop,” sagde borgmesteren. ”Jeg kan jo slet ikke forstå, hvad I siger, når I snakker i munden på hinanden. Kom med indenfor, så kan I fortælle mig det hele.”

Da Sille, Sigurd og de andre kom ind i stuen, sad borgmesterens kone og en anden dame i sofaen. Foran dem stod der et fad med Kaj-kager, og i skødet på damen lå der nogle smukke, gamle rammer med billeder i.

”Det er min kone. Hende har I vist mødt før,” sagde borgmesteren. ”Og ved siden af sidder vores niece. Min kones brors datter.”

Børnene fik saftevand og en kiks, og så fortalte de hele historien om Sonja og Kurts bryllupsbillede. Lige fra de fik ideen til at lave loppemarked for at samle penge ind til… til dér, hvor Sille, Sigurd og Kalle hentede nogle forkerte kasser. Ja, de fortalte og fortalte, lige til de kom til damen med den gule bil. De havde jo helt glemt at finde ud af, om damen, der var på besøg hos borgmesteren, var hende, der havde en gul bil.

”Er det din gule bil, der holder ovre ved bageren?” spurgte Sigurd. Det var det. Faktisk boede damen lidt langt væk, men da hun om formiddagen var kørt forbi FDFs kredshus på vej hjem til sin faster og onkel, havde hun set, at der var loppemarked. Damen kunne godt lide gamle, smukke rammer, så hun var stoppet for at kigge efter, om der var nogen til salg på loppemarkedet. Da hun så en hel kasse med gamle rammer, havde hun været ligeglad med, hvad de kostede, hun ville bare have dem. Hun kunne godt huske, at hun havde snakket med en om, at det var et flot bryllupsbillede, der lå øverst i kassen. Faktisk sad hun og fasteren lige nu og kiggede på det, fordi de ville finde ud af, om det var nogen, de kendte.

Børnene fortalte om Sonja og Kurt. Om at de var ved at flytte, og at de var rigtig kede af, at deres bryllupsbillede var blevet væk. Damen syntes, at det var rigtig synd for Sonja og Kurt, at deres ting var blevet væk. Hun ville med det samme køre hjem til dem og aflevere billedet tilbage. Børnene mente nu, at Sonja og Kurt sikkert stadig ventede nede i kredshuset, så de blev enige om, at de alle skulle følges derned. Både Gry, Tilde, Sille, Viktor, Tue, Sigurd, damen med den gule bil, borgmesteren og hans kone.

Inde i kredshuset sad Sonja og Kurt ganske rigtigt sammen med Kalle og drak kaffe, da hele den store flok kom ind ad døren.

”Vi fandt jeres billede!” jublede børnene i kor. Sonja sad næsten med tårer i øjnene, da damen med den gule bil gav hende bryllupsbilledet og alle de andre billeder tilbage.

Damen fortalte, at hun samlede på smukke, gamle rammer, og at det var derfor, hun havde købt kassen med Sonja og Kurts billeder.

Sonja og Kurt blev straks enige om, at de

ikke havde brug for rammerne længere. Kun billederne. Imens de alle sammen hjalp med at pille billederne ud af rammerne, fortalte Sonja og Kurt den ene spændende familiehistorie efter den anden. Det blev sent, inden alle var færdige og klar til at gå hjem efter loppemarkedet. I løbet af dagen var det ikke kun penge, der var blevet samlet ind. De var også alle enige, om at de havde fået samlet nogle gode historier om Sonja og Kurts liv.

Andagter

af: Connie Madsen, Rikke Vingborg & Helle Langdahl

INFO OM ANDAGTERNE

”Formålet med FDF er at møde børn og unge med evangeliet om Jesus Kristus”. Dette kan for nogen måske virke meget uoverskueligt, og for andre er det meget let og naturligt.

Noget af det, vi er rigtig gode til i FDF, er at lege og bruge vores fantasi sammen med børn og unge. Igennem andagterne er der plads til både at formidle det kristne budskab og til at bruge sig selv som menneske.

Tag gerne elementer fra hver andagt og bland det, som det passer jer bedst.

TÆNKESTEDET

Josvabogen, kapitel 2, vers 1-24

Når du hælder mælk på dine cornflakes om morgenen, kan du læse en dato øverst på kartonen. Mælken har en vis holdbarhed. Holdbarhed og udløbsdato er noget, vi kender fra mange ting i hverdagen, f.eks. den mad vi spiser, tøj og mobiltelefoner.

Men hvad har holdbarhed? Har bøger en holdbarhed? Det kan være svært at læse en bog skrevet i 1852 eller bare en bog fra dengang, jeres forældre var børn. Ved I, hvad et kassettebånd eller en walkman er? Og hvad med Biblen, den her gamle bog vi bruger i FDF, i kirken og mange andre steder. Har historierne i Biblen en udløbsdato?

Hvis vi læser de helt gamle skrifter, er sproget

ikke dansk, og hvis vi kigger i en bibel fra 1850, er sproget knudret. Men bibelhistorierne er i dag fortalt i et sprog, der gør, at vi kan forstå dem, selvom de er skrevet for flere tusinde år siden. Biblen er en helt fantastisk bog, for den har nemlig en uendelig holdbarhed.

I Det Gamle Testamente finder vi historien om spionerne i Jeriko. Spionerne var israelitter, der var ude for at skaffe sig oplysninger om Jeriko, og som blev skjult af kvinden Rahab i hendes hus. Dagen efter kom kongen af Jerikos folk, for de havde hørt om spionerne og forlangte nu, at Rahab udleverede mændene, men Rahab sagde: »Jo, der kom nogle mænd til mig, men jeg vidste ikke, hvor de kom fra, og da porten skulle lukkes ved mørkets frembrud, gik de. Jeg ved ikke, hvor de er taget hen. Men hvis I skynder jer at sætte efter dem, kan I sikkert indhente dem.”

Kongens mænd blev sendt ud af byen for at finde spionerne, og byens porte blev lukket igen. Da det blev mørkt, gik Rahab op på taget til de to spioner, som var skjult der. Rahab sagde til dem: ”Jeg ved, at Gud har givet jer landet her. Vi er grebet af rædsel for jer, ja, alle landets indbyggere skælver i angst for jer. For vi har hørt om, hvordan Herren udtørrede Sivhavet foran jer, dengang I drog ud af Egypten. Da vi hørte det, mistede vi modet, og vi følte os alle sammen magtesløse over for jer, for Herren jeres Gud er Gud både oppe i himlen og nede på jorden. Sværg nu ved Herren, at I vil vise min fars slægt godhed, fordi jeg har vist jer godhed.« De to spioner lovede at passe på Rahab og hele hendes familie, hvis hun lovede ikke at fortælle, hvor de var.

Rahab er en af Biblens modige kvinder. Hun har hørt om Gud og alt det fantastiske, han har gjort. Mens vi kender hele Bibelen, kender Rahab kun ganske lidt af historien (tag en bibel, og vis børnene, hvor lidt der var skrevet på det tidspunkt, Rahab levede). Alligevel har Rahab forstået, at Gud er mægtig og meget større end noget, vi hidtil har kendt.

Andagt

Aktivitet: Gamle ting med begrænset holdbarhed Vis børnene forskellige ting undervejs, der har relation til andagten: En tom mælkekarton med udløbsdato, en gammel mobil med trykknapper, en gammel bog, en walkman, et kassettebånd, Bibelen. Find evt. andre ting selv og fortæl ud fra dem.

Bøn:

Kære Gud - Du er god - Du er stor - Du er hjælpsom - Du er rar - Du er vores far

Amen

GEMMELEG

Lukas., 15,1-10

Mads elsker Lego City. Han har det hele. Alt har sin plads, og der er ikke én ting, der betyder mere eller mindre end andet. Det første Mads gør, når han vågner, er at sige godmorgen til sin by og lige køre en tur med en af bilerne, og det sidste han gør, inden han går i seng, er at sørge for, at alle holder på deres pladser og har det godt. Han ELSKER simpelthen alt sit Lego!

Men en aften sker der noget! Imens Mads stiller biler, fly, tog og mandskab på deres pladser, opdager han, at der mangler en klods på brandstationen. Straks går Mads i gang med at lede og kalder på sine forældre, så de kan hjælpe ham. De kan slet ikke se, at der mangler en klods og beder ham bare om at gå i seng og trøster ham med, at den nok dukker op i morgen. Men det vil Mads ikke! Han kan da ikke sove, når der mangler en klods. Det kan godt være, mor og far ikke kan se, at den mangler og slet ikke kan forstå, at det er så vigtigt for Mads, men det kan han ikke bruge til noget. Han MÅ finde den! Den er vigtig, og uden den er det jo ikke komplet! Så Mads søger videre, på gulvet, i hundekurven, i sengen, i skraldespanden. Højt og lavt søger han, og han giver ikke op! Endelig, efter flere timers søgen, dukker den op, og Mads bliver så lykkelig, at han danser rundt i hele værelset og kalder på sine forældre, sine søskende, og selv om det

er sent ringer han til sine venner for at fejre, at han har fundet den forsvundne klods! Nu kan han gøre resten af byen soveklar, den del han ikke nåede før, og da han er færdig, kigger han glad på sin by, siger et søvnigt, men glad ”godnat” og går i seng. Alt er på sin plads igen, freden er genoprettet.

Sådan er det også med Gud. Han ELSKER alle mennesker og vil alle mennesker. Der er ingen, der betyder mere end andre. Selv hvis man føler sig som et lille ubetydeligt menneske, en som ingen andre lægger mærke til, og som ingen gider at være sammen med – så ser Gud én, og han elsker og værdsætter én. Ligesom den nærmest usynlige og ubetydelige klods på brandstationen var vigtig for Mads.

Vi kan godt synes, vi bliver væk fra Gud. Måske glemmer vi ham lidt en gang imellem, eller måske kender vi ham slet ikke. Men han kender os, for han har skabt hvert eneste menneske, og vi er ikke væk for ham. Han bliver ved med at kalde på os og lader sig finde over det hele. Og når vi en dag finder hjem til ham igen, så bliver der stor fest i Himlen

Aktivitet: Omvendt gemmeleg

En person får tre minutter til at gemme sig, mens resten af deltagerne forbliver samlet et bestemt sted. Efter de tre minutter må alle deltagerne hver for sig begynde at lede efter den person, der gemte sig. Når man finder personen, sætter man sig ned ved siden af vedkommende. Legen slutter, når alle deltagere sidder ved den, der gemte sig. Start evt. en ny runde ved at lade den, der først fandt frem til den gemte person, gemme sig et nyt sted.

Bøn:

Kære Gud

Tak fordi du ikke skjuler dig for os

Du vil altid hjælpe os og vise os det rigtige

Tak fordi du kan åbne vores øjne

Du gør os glade

Tak!

Aktiviteter

Aktiviteter: Peter Randorff, med inspiration fra legedatabasen og bogen ”Så leger vi lige”.

HAR DU EN FORFATTER

I MAVEN OG EN IDE TIL

EN SILLE OG SIGURD

HISTORIE I HOVEDET?

Går du med en god ide til en historie med Sille og Sigurd, så tøv ikke med at sende et pitch til os på slhv@fdf. dk og måske er det din historie, der bliver udgivet næste gang.

BAG KAJ-KAGER TIL BORGMESTEREN

Borgmesteren elsker Kaj-kager, og det er altid godt at holde sig gode venner med borgmesteren. Brug et møde på at bage byens flotteste Kajkager og pynt dem som frøer.

Ingredienser til 20 Kaj-kager

Kagedej:

• 2 æg

• 150 g sukker

• 125 g mel

• 1½ tsk. bagepulver

• 1 tsk. vaniljesukker

• 1 dl mælk

Smørcreme:

• 150 g smør

• 180 g flormelis

• 1½ spsk. pureret jordbærmarmelade

• 3 tsk. limesaft

• Rød frugtfarve

Pynt:

• 250 g marcipan

• Grøn frugtfarve

• 4 spsk. flormelis

• 25 g chokolade og lidt marcipan

Fremgangsmåde

Sådan laver du kajlagerne:

1. Pisk æg og sukker luftigt.

2. Tilsæt mel, bagepulver og vaniljesukker skiftevis med mælken.

3. Fordel dejen i 20 muffinforme.

4. Bag Kaj-kagerne midt i ovnen ved 200 grader i ca. 12 min.

Sådan laver du smørcreme:

1. Pisk smør, flormelis, marmelade, lime og rød frugtfarve til en blød creme.

2. Fordel cremen over de afkølede muffins - smør den ud, så de får en rund top, og stil kagerne på køl, til cremen har sat sig.

Sådan pynter du frøerne:

1. Ælt marcipanen med grøn frugtfarve og flormelis.

2. Rul den grønne marcipan ud i ca. 2 mm tykkelse og udstik den i cirkler med en diameter på 10 cm.

3. Form marcipanen omkring kagerne, og skær et lille snit som mund.

4. Lav øjnene ved at tegne med smeltet chokolade – gør det evt. på små marcipankugler, så øjnene stikker ud.

5. Vil I gøre kagerne ekstra fine, kan I lave en tunge til frøen med rød marcipan.

LAV JERES

EGNE FLOTTE RAMMER

Lad børnene udsmykke deres egne flotte rammer til et billede af nogen, de holder af. Børnene får hver en ramme, de kan male i forskellige farver og klistre pynt på, fx pailletter, perler eller ting fra naturen. Det er kun fantasien, der sætter grænser.

Det skal i bruge:

• Rammer i lyst træ

• Maling

• Ting der kan limes på, fx pailletter, perler, små sten, kviste, sand etc.

LEGE

Alle mine lopper hop hjem

Der vælges en loppemor og en abe blandt deltagerne. Resten er lopper. Loppemor og lopperne står over for hinanden med 8-10 meters afstand, og aben er i midten. Loppemor siger: ”Alle mine lopper hop hjem”. Lopperne siger i kor: ”Vi tør ikke”. Loppemor spørger: ”For hvem?” Lopperne svarer i kor: ”For aben”. Loppemor siger: ”Så hop hjem alligevel!”. Lopperne skal hoppe – ikke løbe – hjem til loppemor, og aben skal prøve at fange dem. Aben må heller ikke løbe, men skal bevæge sig som en abe. Man er fanget, når man bliver klappet på ryggen og bliver så selv til abe.

Loppebolds-tag-fat

Man udvælger en fanger. En hoppebold rækkes frem og tilbage imellem de øvrige deltagere. Den må ikke kastes! Det gælder nu for fangeren om at fange den person, der har hoppebolden. Bliver man taget, bytter man roller. Gør det evt. lettere med flere hoppebolde.

HAR DU EN FORFATTER I MAVEN

OG EN IDE TIL EN SILLE OG

SIGURD HISTORIE I HOVEDET?

Går du med en god ide til en historie med Sille og Sigurd, så tøv ikke med at sende et pitch til os på FDF@FDF.dk og måske er det din historie, der bliver udgivet næste gang.