Sille og Sigurd og og Ærtehulen
Her er Sille, og her er Sigurd, og det her er historien, om dengang de byggede en ærtehule…
KAPITEL 1
Det var en frisk forårsmorgen, og solen var begyndt at varme jorden i kredsens køkkenhave. Sille og Sigurd stod side om side og kiggede ud over den bare jord. I deres hænder havde de små poser med ærtefrø. På poserne var der billeder af frodige planter, der slyngede sig op ad snore og pinde.
”Hvad hvis vi nu lavede noget helt specielt i år?” spurgte Sille og brød stilheden.
Sigurd kiggede på hende med løftet øjenbryn. ”Hvad mener du?”
”Vi skal ikke bare plante ærterne i rækker. Vi skal bygge en tipi! En rigtig ærtehule, hvor planterne kan vokse op og dække hele konstruktionen. Det bliver en grøn hule, hvor vi kan lege, til sommer!” forklarede hun ivrigt.
Sigurd klappede i hænderne. ”Det lyder genialt! Lad os gøre det.”
linjer, der pegede op mod midten, hvor grenene skulle bindes sammen. ”Vi skal bruge nogle lange grene, sejlgarn og selvfølgelig frøene,” sagde hun.
”Og måske også en spade,” tilføjede Sigurd. ”Vi skal jo grave hullerne til grenene.”
Med planen på plads gik de til skuret for at finde de ting, de skulle bruge. Sille fandt hurtigt en rulle sejlgarn og en lille sav. Sigurd greb en spade og en kurv, som de kunne bruge til at samle grene. Felix, Silles lille egernven, fulgte dem nysgerrigt fra skulderen.
”Okay, så skal vi bare finde de helt rigtige grene,” sagde Sille, da de forlod skuret og gik mod skoven.
Dette hæfte er for dig, som er puslinge- eller tumlingeleder. Her finder du en lang udgave af historien om Sille og Sigurd og Ærtehulen, som du kan læse højt til jeres møder - et kapitel hver gang. Den lille bog er en kortere version af samme historie, som børnene kan tage med hjem og læse selv. Bagest i hæftet finder du to andagter og en række aktiviteter, der knytter sig til historien. Andagterne handler om at finde et fristed, og at
Redaktør Stina Lykke Hyllested Volf
Redaktion Peter Palander Randorff (forfatter), Stina Lykke Hyllested og Peter Palander Randorff (aktiviteter), Louise Heldgaard Bylund fra DetMedGud.dk (andagt).
Tegninger Jakob Kramer
meningsfyldte møder. Rigtig god fornøjelse.
God læselyst!
Layout Superego
Tryk Zeuner A/S Oplag 7000 - ISSN: 1603-4074
Udgivet af Frivilligt Drenge- og Pige-Forbund, FDF Rysensteensgade 3, 1564 København V Kontakt til redaktionen FDF@FDF.dk
De begyndte straks at lægge en plan. Sille fandt et stykke papir frem og tegnede en skitse af hulen. Hun tegnede en cirkel for bunden og lange
Skovbunden duftede af forår, og små fugle kvidrede i trætoppene. De begyndte at lede mellem de væltede grene og små træer, der lå spredt i skovbunden. Sigurd fandt hurtigt en lang, lige gren og holdt den op mod himlen. ”Den her er perfekt!”
Sille nikkede og begyndte også at samle grene. De arbejdede koncentreret og fyldte langsomt kurven med materialer. Felix hjalp til på sin egen måde ved at skubbe små grene ned fra de nederste grene i træerne.
”Vi skal have nok grene til at lave en stabil tipi,” sagde Sille. ”Hellere for mange end for få.”
Da kurven var fyldt, og de havde samlet en bunke ekstra grene, slæbte de det hele tilbage til køkkenhaven. Grenene blev lagt i en cirkel på jorden, som Sille havde tegnet på deres skitse.
”Nu begynder det at ligne noget!” sagde Sigurd begejstret.
Tilbage i køkkenhaven lagde Sille og Sigurd alle grenene ud i en cirkel, præcis som de havde planlagt. De målte omhyggeligt, så der var lige meget plads mellem hver gren. Grenene skulle stå tæt nok til at støtte ærteplanterne, men også give plads nok til, at hulen kunne bruges som et rigtigt legehus.
”Vi starter med at grave hullerne til grenene,” sagde Sille og pegede på cirklen, de havde tegnet i jorden.
Sigurd tog spaden og begyndte at grave små, huller langs kanten. Sille holdt grenene og satte dem ned i hullerne, mens Sigurd fyldte jord omkring dem, for at få dem til at stå fast.
”Hold godt fast,” sagde Sigurd, da han stampede jorden hårdt på plads rundt om en af grenene.
”Sådan! Den står perfekt,” sagde Sille og smilede. ”Nu mangler vi bare resten.”
De arbejdede koncentreret, og langsomt begyndte tipien at tage form. Grenene stod i en cirkel, og spidserne mødtes i midten som et skelet til hulen.
”Nu skal vi binde dem sammen i toppen,” sagde Sille og fandt sejlgarnet frem. Hun kravlede op på en lille skammel, mens Sigurd holdt grenene samlet, så de ikke væltede.
”Pas på, du ikke falder,” sagde Sigurd med et grin.
”Jeg har styr på det!” svarede Sille og begyndte at sno garnet rundt om grenene. Hun strammede det med en krydsbesnøring, som Kalle havde lært dem, så konstruktionen blev stabil. Til sidst tog hun et sidste stræk garn og bandt en stor knude.
”Sådan!” udbrød hun og klatrede ned fra skamlen. ”Den skal nok holde.”
Sigurd trådte et skridt tilbage og betragtede tipien. ”Det ser virkelig godt ud! Nu mangler vi bare at få sået ærterne.”
Sille tog frøposerne frem, mens Sigurd fandt en lille rive. Sammen lavede de små rækker af huller langs bunden af grenene, hvor ærteplanterne
skulle vokse. Sille dryssede forsigtigt frøene i hullerne og dækkede dem til med jord.
”Det her bliver den sejeste hule nogensinde,” sagde Sille, mens hun rejste sig op og strakte ryggen. ”Nu skal vi bare sørge for, at frøene får masser af vand.”
Sigurd gik over til vandkanden og fyldte den ved en lille hane. Han vandede hele cirklen omhyggeligt og sørgede for, at jorden blev gennemblødt.
”Sådan!” sagde han tilfreds. ”Nu kan vi ikke gøre mere. Resten må naturen klare.”
De satte sig på bænken i haven og betragtede deres arbejde. Tipiens gren-skelet stod flot i solen, og de kunne allerede forestille sig, hvordan det ville se ud, når ærteplanterne begyndte at sno sig op ad stængerne.
”Tænk, hvor flot det bliver, når ærteplanterne vokser op og dækker hele hulen,” sagde Sille og kiggede drømmende på konstruktionen.
Sigurd nikkede. ”Det bliver som en hemmelig verden. Et sted, hvor vi kan gemme os og lege.”
”Vi kunne lave en lille dør,” foreslog Sille. ”Og måske sætte et tæppe indenfor, så det bliver ekstra hyggeligt.”
”Og vi kunne hænge nogle små flag op på
grenene,” sagde Sigurd. ”Så det føles som en fest hver dag.”
De grinede og fortsatte med at planlægge, hvordan hulen skulle bruges. Idéerne blev vildere og sjovere. Felix hoppede ned fra Silles skulder og begyndte at lege med en lille kvist, som han havde fundet på jorden. Det fik Sille til at smile.
”Vi skal nok også sørge for, at Felix har sin egen plads i hulen,” sagde hun og pegede på egernet. ”Måske kan han få en lille gren i toppen, hvor han kan sidde og kigge ud.”
Sigurd lagde hovedet på skrå og kiggede på Felix. ”Han vil sikkert elske det. Han kan være vores udkigspost.”
De sad længe og talte om deres drømme for hulen. De forestillede sig sommerdage, hvor solen sivede gennem de grønne blade, og aftener, hvor de kunne sidde derinde med lanterner og fortælle historier. Ærtehulen skulle ikke bare være et sted for planter – det skulle være deres helt eget fristed.
jorden, og de første ærteplanter begyndte at sno sig op ad grenene.
”Se, det virker!” sagde Sille og pegede stolt på en af de små planter, der allerede havde fæstnet sig til snoren. ”De kravler op, lige som vi håbede.”
Sigurd nikkede, men han opdagede noget mærkeligt ved en af de andre planter. ”Hvad er det her? Der er huller i bladene.”
Sille bøjede sig ned for at kigge nærmere. ”Det ligner, at nogen har spist af dem. Måske er det fugle?”
Pludselig lød der en velkendt stemme bag dem. ”Det er ikke fugle, det er snegle!” Gry, der havde arbejdet i hendes familie køkkenhave i flere år, stod bag dem med en spand i hånden. ”De elsker små ærteplanter.”
”Snegle?” udbrød Sigurd og så sig omkring. ”Hvad gør vi så?”
Gry smilede. ”Jeg har et tip. Hvis I samler nogle æggeskaller og knuser dem, kan I lægge dem rundt om planterne. Snegle hader at kravle over skarpe ting.”
KAPITEL 2
Dagene gik, og Sille og Sigurd besøgte køkkenhaven hver eneste uge for at se til deres tipi. Små, grønne spirer begyndte at titte op fra
”Det lyder som en god idé,” sagde Sille. ”Vi skal bare finde nogle æggeskaller.”
Sigurd kløede sig i nakken. ”Måske kan vi finde nogle i køkkenet?”
De gik over mod kredshusets køkken, hvor de fandt Tue og Rasmus i gang med at lave mad. Tue stod og rørte i en gryde, mens Rasmus var ved at piske noget med en stor skål.
”Har I nogle æggeskaller, vi må få?” spurgte Sille.
Rasmus løftede skålen og grinede. ”Vi har lige brugt seks æg til pandekager, så ja, der er masser.”
Tue pegede på en skraldespand ved siden af. ”De ligger der. Men hvad skal I bruge dem til?”
”Snegle i køkkenhaven,” forklarede Sigurd hurtigt. ”Vi skal beskytte vores ærtehule.”
De klippede stofstykkerne i små trekanter og bandt dem på en lang snor, som de hængte mellem grenene. Pludselig føltes hulen mere som en rigtig legeplads end bare en køkkenhave.
”Det her er endnu bedre, end jeg havde forestillet mig,” sagde Sille og betragtede resultatet. ”Tak for jeres hjælp.”
Da de var færdige, tog gruppen et skridt tilbage og beundrede deres arbejde. Hulen stod stærkt og solidt, med farverige bånd, der svajede i vinden. De små ærteplanter havde allerede fundet vej op ad grenene og begyndte at sno sig langs strukturen.
”Hvis den kan klare dette forår, kan den klare alt,” sagde Rasmus og børstede jorden af sine hænder.
”Og så bliver det den flotteste ærtehule, nogen nogensinde har set,” tilføjede Tue.
”Helt sikkert,” sagde Sille. ”Vi kunne ikke have gjort det uden jer.”
De brugte resten af dagen på at rydde op i køkkenhaven og sikre, at alt var i orden.
”Næste gang vi mødes her, skal vi plukke ærter,” sagde Sigurd.
”Og lege i den sejeste hule nogensinde,” tilføjede Sille.
De gik hjem med trætte kroppe, men også med en følelse af stolthed. Deres ærtehule var ikke kun blevet stærkere – den var også blevet en samlingsplads for hele holdet.
KAPITEL 3
Sommeren var kommet, og køkkenhaven summede af liv. Ærteplanterne havde vokset sig store og snoede sig elegant op ad grenene i tipien. Bladene var tætte, og de små, grønne ærtebælge hang som perler på en snor. Solens stråler skinnede gennem det grønne tag og skabte dansende skygger på jorden under hulen.
Sille og Sigurd stod foran hulen og betragtede den med brede smil. ”Kan du tro det, Sigurd? Vi har lavet det her,” sagde Sille og skubbede en ranke til side for at kigge ind. ”Det er præcis, som vi forestillede os.”
”Bedre,” svarede Sigurd og gik ind i hulen. Inde var det køligt og skyggefuldt. Ærteplanterne dannede vægge, der lukkede verden udenfor. ”Herinde føles det, som om vi har vores helt eget sted. Ingen kan finde os.”
”Det er vores hemmelige hule,” sagde Sille og satte sig på den bløde jord. Felix sprang fra gren til gren og undersøgte hulen med en energi, der matchede børnenes begejstring.
Snart begyndte de andre børn at samle sig ved hulen. Gry kom som den første og stak hovedet ind. ”Wow! Det her er jo helt vildt,” sagde hun med store øjne. ”Hvordan fik I det til at vokse så hurtigt?”
”Det var meget arbejde,” svarede Sille. ”Men det var det hele værd.”
Rasmus og Tue dukkede også op og stirrede måbende på hulen. ”Jeg troede ærligt talt ikke,
det ville blive så flot,” indrømmede Rasmus og bukkede sig for at kigge ind gennem åbningen.
”Det er som et helt eventyrhus.”
”Vi kunne lave en hel sommerlejr herinde,” foreslog Tue og smed sig på ryggen inde i hulen.
”Forestil jer at sove her, omgivet af ærteplanter og med stjernerne lige over hovedet.”
Felix hoppede ned fra en gren og landede i Silles skød. Han pillede ved en lille ærtebælg og nikkede, som om han også var enig i, hvor magisk hulen var.
”Jeg tror, det her er det bedste, vi nogensinde har lavet,” sagde Sigurd og så sig omkring. ”Alt det arbejde, stormene, sneglene – det var det hele værd.”
”Vi kunne endda hænge nogle små lyskæder herinde,” foreslog Gry, mens hun krøb ind og satte sig ved siden af Sille. ”Så kunne vi bruge hulen, selv når det bliver mørkt.”
Børnene begyndte at lege i hulen, mens de talte om fremtidige planer. Tue foreslog at bygge en hemmelig skatkiste, som de kunne gemme i jorden, og Rasmus tænkte højt om at lave små figurer ud af grene og blade til at pynte hulen med.
Det var tid til den store høst. Ærteplanterne, der havde dækket hele tipien, var nu fyldt med store, grønne bælge, som bare ventede på at blive plukket. Solen skinnede varmt over køkkenhaven, og børnene mødtes med kurve og godt humør.
”Se, hvor mange der er!” udbrød Sille og pegede på en plante, hvor bælgene hang tæt som små lygter. ”Jeg tror, vi har nok til at fylde hele kurven.”
”Vi skal bruge dem alle,” sagde Gry, mens hun rakte op for at plukke en bælg fra toppen af en gren. ”Jeg har fundet en opskrift på den bedste ærtesalat, og vi skal bruge masser af ærter.”
Sigurd og Rasmus begyndte at plukke bælgene fra den ene side af hulen, mens Sille og Gry arbejdede på den anden side. Felix skuttede sig nysgerrigt rundt og snusede til de grønne blade. Han samlede en tabt bælg op med sine små poter og lagde den i en af kurvene, hvilket fik børnene til at grine.
”Felix er en rigtig høstmaskine,” sagde Tue og klappede egernet på hovedet. ”Han hjælper mere, end jeg gør.”
”Det er hårdt arbejde,” sagde Sigurd med et grin og rakte en fyldt kurv til Sille. ”Men det føles godt at samle noget, vi selv har plantet.”
”Og tænk på, hvor godt det bliver at spise det senere,” svarede Sille, mens hun tømte kurven og begyndte at fylde den igen.
De arbejdede i timevis, og kurvene blev langsomt fyldt med sprøde, grønne bælge. Undervejs stoppede børnene for at smage på de friske ærter, som var søde og saftige.
”De smager som sommer,” sagde Gry og lagde en håndfuld ærter i munden.
Rasmus nikkede. ”Det er meget bedre end dem, man kan købe i butikken.”
Mens de plukkede, begyndte børnene at konkurrere om, hvem der kunne finde den største bælg. Tue hev pludselig en enorm ærtebælg frem fra en af de nederste grene. ”Jeg vinder!” råbte han triumferende.
”Den er stor,” indrømmede Sille. ”Men jeg tror stadig, Felix har samlet flest.”
Egernet hoppede fra gren til gren og så ud til at nyde opmærksomheden. Han samlede endnu en bælg op og lagde den i kurven, før han sprang videre.
Da de sidste bælge var plukket, satte børnene sig ved siden af hulen og kiggede på deres arbejde. Kurvene stod på række, fyldt til randen med friske ærter.
”Det her er mere, end jeg havde forventet,” sagde Sigurd og tørrede sveden af panden.
”Det er perfekt,” sagde Sille og smilede. ”Nu kan vi lave noget, som hele kredsen kan nyde.”
”Skal vi begynde at forberede maden?” spurgte Gry og kiggede mod kredshuset.
”Ja, lad os komme i gang,” sagde Tue. ”Men først skal vi smage én gang til.”
Alle børnene tog en håndfuld friske ærter og nød dem i stilheden. Der var noget særligt ved at smage på noget, de selv havde dyrket.
Med kurvene fulde af friskplukkede ærter gik børnene mod kredshuset for at begynde på den store afslutning: en fællesmiddag, hvor hele kredsen skulle smage på resultatet af deres arbejde. Gry og Tue førte an og begyndte straks
at forberede ingredienserne i det store køkken.
”Vi skal lave en ærtesalat, der er så god, at ingen vil glemme den,” sagde Gry og fandt en opskrift frem. ”Vi skal bruge citron, mynte og solsikkekerner.”
”Jeg ordner solsikkekernerne,” sagde Tue og fandt en pande frem. Han begyndte at riste kernerne, mens de andre hjalp til. Sille og Sigurd gik i gang med at bælge ærterne. Skallerne blev smidt i en stor skål, mens de små, grønne perler faldt ned i en anden.
”Det er ret hyggeligt at gøre det her sammen,” sagde Sille og smilede til Sigurd. ”Det er næsten lige så sjovt, som at bygge hulen.”
”Næsten,” sagde Sigurd og grinede. ”Men det bliver endnu bedre, når vi smager resultatet.”
Rasmus kom ind med friskplukket mynte og begyndte at hakke det fint. Felix sad på en høj stol og kiggede nysgerrigt på, mens børnene arbejdede.
”Han ser helt professionel ud,” sagde Rasmus og pegede på egernet.
”Han kunne være vores køkkenchef,” grinede Gry.
Da alle ingredienserne var klar, blandede de dem i en stor skål. Ærterne, den friske mynte og de ristede solsikkekerner blev vendt sammen med en dressing af citron og lidt olie. Salaten duftede allerede af sommer.
”Jeg tror, det her er den bedste salat, vi nogensinde har lavet,” sagde Tue, mens han rørte det sidste sammen.
Børnene bar maden ud til et langt bord, som de havde dækket midt i køkkenhaven. Bordet var pyntet med blomster og små flag, som de havde lavet tidligere på dagen. Hele kredsen begyndte at samles, og alle tog plads rundt om bordet.
Kalle, en af lederne, rejste sig og holdt en kort tale. ”Det her er mere end bare en middag. Det er et resultat af jeres hårde arbejde. Tak til alle, især Sille og Sigurd, for at have gjort dette muligt. Lad os nyde det sammen!”
Alle klappede, og derefter begyndte maden at blive serveret. Ærtesalaten blev en kæmpe succes. Folk tog store portioner og roste børnene for deres indsats.
”De her ærter er fantastiske,” sagde Kalle, mens han tog endnu en skefuld.
”Og salaten er perfekt,” tilføjede en anden leder.
Efter middagen satte børnene sig tilbage i hulen. Solen var ved at gå ned, og lyset faldt blødt gennem de tætte blade. Felix lå og døsede på en gren, mens Sille og Sigurd sad side om side.
”Vi gjorde det,” sagde Sille og så tilfreds ud.
”Hulen blev præcis, som vi drømte om.”
”Og hele kredsen har nydt det,” svarede Sigurd. ”Jeg tror ikke, vi kunne have ønsket os en bedre afslutning.”
Sille kiggede rundt i hulen, der nu føltes som et helt specielt sted. ”Hvad tror du, vi skal bygge næste år?” spurgte hun.
Sigurd tænkte sig om. ”Måske en solsikketunnel?
Eller et drivhus med tomatplanter som en hel jungle? Der er så mange muligheder.”
”Lad os begynde at planlægge,” sagde Sille med et grin. ”Men lige nu vil jeg bare nyde det her.”
Andagter
FRISTEDET
Sille og Sigurd bygger en hule, der er et fristed for dem og deres venner. Vi har allesammen brug for fristeder. En måde at skabe et fristed på er ved at bede til Gud og læsse af på den måde.
Rækkefølge
• Sang: March & Lejr nr. 34 “Her fik vi lov at være”
• Fristeder - en samtale
• Bønnebøn
• Fadervor
En samtale om fristeder
Sille og Sigurd bygger en hule, og de kalder det selv et fristed.
INFO OM ANDAGTERNE
”Formålet med FDF er at møde børn og unge med evangeliet om Jesus Kristus”. Dette kan for nogle virke uoverskueligt, og for andre kommer det meget naturligt.
Noget af det, vi er rigtig gode til i FDF, er at lege og bruge vores fantasi sammen med børn og unge. Gennem disse andagter er der plads til både at formidle det kristne budskab og til at bruge sig selv som menneske.
Denne gang er der lagt op til to forskellige andagter, der tager os igennem koder, og det at være faret vild.
Tag gerne elementer fra hver andagt og bland det, som det passer jer bedst.
Vi håber, I vil finde glæde og inspiration i andagterne.
I denne andagt skal I tale om fristeder og lave en lille bønneøvelse. Nedenfor er der forslag til spørgsmål. Tag de spørgsmål, der passer til jeres FDF’ere, og tal sammen, så længe det giver mening. Giv børnene tid til at tænke sig om, og omformuler spørgsmålene, hvis de ikke sætter nogle tanker i gang. I skal bruge nogle tørre bønner, det kan være kidneybønner, og en skål til bønneøvelsen.
Hvad tror I, at fristed betyder?
Har I prøvet at opleve et fristed?
Hvad kan forstyrre, når man har et fristed?
Bønnebøn
Alle mennesker har brug for pauser og fristeder, hvor man kan være lige præcis, som man er. Det kan være dejligt at være i en hule eller på sit værelse eller sammen med nogle venner eller familie, hvor man kan have et fristed. Vi har faktisk også et fristed, som altid er der sammen med os. Gud vil rigtig gerne være vores fristed.
Gud vil altid gerne lytte på alt det, vi går og tænker på. Det hedder “bøn,” og nu skal vi lave en bønnebøn, hvor vi skal fortælle Gud om de fristeder, som vi er glade for. Her har vi nogle bønner og en skål. Nu må I alle sammen tage en bønne, og når I putter den over i skålen, må I tænke på jeres fristed. På den måde fortæller I Gud om det. Man behøver ikke at sige det højt. Gud kan sagtens høre jer. I må gerne putte flere bønner i, hvis I har flere ting, I gerne vil fortælle Gud. Når alle er færdige, beder vi Fadervor sammen.
Vor Fader, du som er i himlene! Helliget blive dit navn, komme dit rige, ske din vilje
som i himlen således også på jorden; giv os i dag vort daglige brød; og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere, og led os ikke ind i fristelse, men fri os fra det onde.
For dit er Riget og magten og æren i evighed!
Amen
SPIRENDE HÅB
Denne andagt handler, om at så og have håb. I skal høre lignelsen om, at Gud er som en bonde, der aldrig giver op. Sille og Sigurd er nogle seje FDFere, der ikke sådan lige giver op. Denne andagt skal vise børnene, at det er menneskeligt, at man indimellem giver op og mister håbet. Det vigtigste er, at børnene ved, at Gud aldrig giver op på dem. Som en del af andagten kan I lave håbskugler af frø, ler og jord. I kan se fremgangsmåden nedenfor.
Rækkefølge
• Indledning
• Fortælling: Gud er som en bonde
• Aktivitet: Håbskugler
• Afslutning: Fadervor og en sang: March & Lejr nr. 7 “Du spør mig om håbet” eller nr. 39 “Hvem bærer solen på himlen”
INDLEDNING
Sille og Sigurd har fået en virkelig god ide. De vil plante en ærtehule, og de gør sig umage, og glæder sig, og håber på, at frøene spirer og vokser til ærteplanter. Men det går ikke helt, som de håber. Flere gange går det hele i stykker, og de må prøve igen og igen. Heldigvis får de hjælp af deres FDF-venner.
Når vi sår frø, håber vi, at der kommer planter op, men vi bliver også nødt til at vente og se, hvad der sker, og nogle gange sker der slet ikke det, vi håber på. Sille og Sigurd gav ikke op, men det kan man virkelig nogle gange have lyst til. Sådan er det at være menneske. Vi giver op nogle gange, og det hele kan virke helt håbløst. Det er okay. Nu skal I høre en historie, Jesus har fortalt, om at Gud faktisk er ligesom en bonde, der sår sine frø.
Gud som en bonde
Jesus har fortalt, at Gud er som en bonde, som skal så nogle frø. Bonden sår frø alle vegne. Bonden sår selvfølgelig nogle frø på jorden, som jo er et godt sted at så. Men bonden kaster også frø steder, som ikke er så smarte: på vejen, hvor der ikke er noget jord, ned til nogle tidsler, hvor
der ikke rigtig er plads til frøene, og hen til nogle fugle, som hapser frøene. Bonden sår alle vegne – også de steder, hvor det ikke er sikkert, at der vokser noget korn op.
Gud er som sådan en bonde, der drysser kærlighedsfrø alle mulige fornuftige og ufornuftige steder, for Gud drysser og deler sin kærlighed overalt, ikke kun hvor det kan betale sig, og det bliver Gud ved med. Gud kan slet ikke lade være.
Selvom mange af Guds frø ikke bliver til noget, og det måske ikke går, som Gud håber, så giver Gud aldrig op eller holder op med at så sine kærlighedsfrø her hos os.
Hvis vi tør, kan vi også prøve at så lidt frø, der kan spire og give kærlighed og håb.
Aktivitet: Håbskugler
I skal lave håbskugler som aktivivtet find tingene på listen under her og bland dem sammen.
• 3 dl. ler eller lerpulver
• 2 dl jord
• 0,5 dl frø fra vilde blomster
• ca. 1,5 dl vand
Det skal blive til en fast masse. Form seks kugler, og lad dem tørre i en vinduskarm, eksempelvis i en æggebakke.
Når kuglerne er tørre, skal I kaste dem der, hvor I gerne vil have, at der skal være ekstra glæde og håb. Husk, at i ikke må kaste dem i andres haver, uden at have fået lov, eller private parker, som Zoologisk have osv.
Kom tilbage efter et par uger, og se, om blomsterne er vokset op. Hvis ikke, må I prøve igen en anden gang, indtil det lykkedes. Alt godt kommer til den, der venter, og er tålmodig.
Afslutning
Syg en sang og bed Fadervor
GØR SILLE OG SIGURD ENDNU BEDRE
Det er en lille redaktion af frivillige FDFere, der skriver og udvikler Sille og Sigurd. Vi vil meget gerne hør din mening om materialet.
Skriv til os på slhv@fdf.dk og fortæl, hvordan børnene modtager bøgerne og historierne.
Hvad virker, og hvad virker ikke? Hvad kan føres anderledes?
