Det var i disse år på højskolen i Århus omkring 1950, der gav mig mulighed for at medvirke til en reform, der lå mig stærkt på sinde. Nemlig dette at få mænd anerkendt og autoriseret som sygeplejere. Reformen vakte modstand i mange kredse, hvor man traditionelt opfattede begrebet sygepleje som decideret kvindegerning. At mændene i dag har fået autorisation, føles ganske naturligt af de fleste i en tid, hvor kvinderne anerkendes på masser af poster, som tidligere kun var mandejobs. Det er altså en ganske logisk ligestilling, og man må lykønske sygeplejegerningen med denne reform.
Folmer Tange-Jensen, 22.6.1976
Mænd i sygeplejen
En kollektiv fortælling om de første mandlige sygeplejersker i Danmark fra 1951-1979
Ben Farid Røjgaard Nielsen 1. udgave, 1. oplag © FADL’s Forlag A/S 2025
ISBN 978-87-7625-045-4
Forlagsredaktør og projektleder: Joachim Sømark
Tekstredigering: Emma Nielsen/ORD MED OMHU Design og grafisk tilrettelæggelse: ReinschDesign
Omslagsdesign: Julie Panton Tryk: TrykNet, 2025
Tak til Cand. Pharm. Povl M. Assens Fond for uvurderlig støtte til projektet.
Mekanisk, fotografisk eller anden gengivelse af denne bog eller dele heraf er kun tilladt ifølge overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Tekst & Node. Enhver anden udnyttelse uden forlagets skriftligt samtykke er forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret.
FADL’s Forlag A/S Blegdamsvej 26 2200 København N
Skriv til redaktion@fadlsforlag.dk Eller besøg os på fadlforlag.dk
FORORD
Det var en ualmindelig kedelig og grå dag i 1984. Hospitalsstuen, lyset, gulvet og selv himlen var træt og grå at se på. Det var sådan en dag, hvor alt var gået helt i stå. Selv ikke de normalt så larmende tyrkerduer i træet udenfor vinduet syntes at bevæge sig. De sad bare der, helt stille med tomme dueblikke. Midt i det hele kiggede jeg op fra min blåhvide, forvaskede hospitalsdyne. Jeg var vel 11-12 år og indlagt med noget, som ingen i min familie i dag kan huske, hvad var. Jeg fangede sygeplejersken Peters smil. Han var nok i 30´erne og havde rare blå øjne og kort lyst hår. Og så snart Peter trådte ind på stuen, så blev den fyldt med varme og tryghed, og lyset begyndte atter at vende tilbage. Selv duerne begyndte nu at kurre ku-kuuuh-ku.
Da jeg blev ældre og folk begyndte at spørge mig om, hvad jeg ville være, når jeg blev stor, så spøgte sygeplejersken Peter altid i mit baghoved. Jeg ville selvfølgelig gerne være som ham. Men efter gymnasiet valgte jeg alligevel at gå en helt anden vej. Ingen af dem jeg kendte ville læse til sygeplejerske. Og da slet ingen af mine mandlige venner eller bekendte. I stedet gjorde jeg som forventet og fik en bachelorgrad i erhvervssprog fra Handelshøjskolen i København. Mine forældre og venner var stolte af mig. ”Med dit hoved kan du nå langt,” sagde de altid.
Uddannelsen blev gjort færdig, og jeg fik også et mere eller mindre velbetalt arbejde som eksportassistent i det private erhvervsliv. Men mens jeg sad der ved det ambitiøse skrivebord, var det, som om at livet igen syntes at gå på pause. Arbejdet var spændende nok, men det var ikke rigtig meningsfuldt. Så jeg tog mod til mig og søgte ind på sygeplejerskeuddannelsen. Jeg glemmer aldrig den dag i september 1997, da jeg sad i den fyldte gule bus på den trafikerede Ringvej ind til min første skoledag. Jeg stod af ved stoppestedet ved
af tanker og oplevelser om dét at være mand i sygeplejefaget. Fortællingerne er fortalt individuelt, men skal ses som en kollektiv fortælling. Mange af de fortællinger, fotos m.m., som gengives, er ikke tidligere bragt, hvorfor bogen i sig selv er et lille stykke danmarkshistorie.
Bogen kan med fordel læses af alle, der interesser sig for samfundsforhold, sygepleje og ligestilling. Ikke mindst kan bogen læses af alle dem, der er nysgerrige på at få en ny viden om, hvad der skete med mænd i sygeplejen i årene efter de første syv mandlige sygeplejersker fik deres autorisation i Danmark i 1954.
Bogen består af i alt fem kapitler. Første kapitel skal ses som en historisk rammesætning. Den er nødvendig for at få sat mændenes fortællinger (i kapitel 2-4) i et større perspektiv i samfundsudviklingen og sygeplejens historie. I kapitel 2 vil fokus være på sygeplejersker uddannet i 1950´erne. Deres fortællinger er ikke skrevet af dem selv, af den årsag at de ikke længere er her til at fortælle den. I stedet har jeg læst deres erindringsbøger, været i historiske arkiver, snakket med deres pårørende m.m. På den måde har jeg fået adgang til materiale, som aldrig tidligere har været offentliggjort (breve, eksamensbeviser og autorisationsbeviser, fotos osv.). I kapitel 3 er fokus på mandlige sygeplejersker uddannet i 1960´erne, mens kapitel 4 har fokus på mandlige sygeplejersker uddannet i 1970´erne.
Fælles for fortællingerne i kapitel 3 og 4 er, at det er mændenes egne fortællinger om dét at være sygeplejerske. De overordnede spørgsmål, som mændene skulle forholde sig til i deres fortælling, var:
i. Hvad motiverede dig til at uddanne dig til sygeplejerske, og hvilken karriere fik du efterfølgende?
ii. Hvilken modstand og støtte oplevede du under uddannelsen og i din efterfølgende karriere?
Selvom de mandlige sygeplejersker har fået ovenstående spørgsmål som rettesnor, så er det dem selv, der har valgt de temaer, som de nu fandt interessante at fortælle om. Dét at fortælle ses i bogen som et centralt element, når de mandlige sygeplejersker konstruerer og performer sig selv i deres daglige ageren i og omkring sygeplejen. Vi konstruerer alle fortællinger om, hvem vi er, og hvem
