GRATIS Smagsprøver - Gastronomisk litteratur i verdensklasse

Page 26

FORORD // Et uigenkaldeligt øjeblik Der er mange af mine venner, der har undret sig over, hvorfor jeg interesserer mig så meget for snaps, og at interessen ligefrem skulle udmunde i en bogudgivelse. For dem og mange andre er snaps uløseligt forbundet med gamle mænd eller løsslupne julefrokoster. Det er absolut de færreste af dem, der forbinder snapsen med nydelse, indtil de smager, hvordan snaps også kan smage, og det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg finder det utroligt givtigt at kunne servere noget for folk, som de nyder og værdsætter. Det var en af årsagerne, der fik mig til at blive kok, og det er absolut også en af årsagerne til, at jeg har skrevet denne bog. Overalt hvor jeg har serveret mine snapse og ikke mindst mine snapsecocktails, er jeg indledningsvis blevet mødt af skepsis. Den følelse er hurtigt blevet erstattet af overraskelse eller forundring, men det er altid endt med henrykkelse. Desuden er der mange, der ikke føler den store tilfredsstillelse ved at hive færdige produkter ned fra supermarkedets hylder generelt. De vil ud i naturen og finde råvarer, som de kan anvende i deres husholdning. Det gør dem ikke selvforsynende, men det giver dem mulighed for at skabe noget lækkert af den natur, der omgiver os. I det forehavende er snapsen uovertruffen; det bliver stort set ikke lettere at forvandle naturen til velsmag.

På trods af at det er uhyre let at lave sin egen snaps, er det samtidig rigtig spændende. Resultaterne bliver aldrig helt de samme, fordi naturen altid er i forandring. Hvis jeg gentog alle bogens 42 snapse næste sæson, ville der ikke være en eneste, der ville være helt magen til snapsen fra første sæson. Det er ligesom med vin: Der er gode og dårlige år, og så er al jord jo også forskellig. Din hjemmelavede snaps er afhængig af, hvor du plukker dine bær og urter, hvornår du plukker dem, og under hvilke forhold du plukker dem. Den er også afhængig af, hvor flasken med de gode dråber har stået, om der har været lys, og hvilken temperatur den har været opbevaret under. Alle disse parametre er med til at påvirke det endelige resultat, og dermed bliver hver snaps helt unik. Jeg tilstræber dog at bevare én konstant i alle mine snapse, og det er grundsnapsen. Det er der flere årsager til. For det første har jeg fundet en, der i sig selv smager godt. Man kan selvfølgelig indvende, at det ikke er afgørende, da urter og andre ingredienser vil kamuflere eventuelle uheldige smagsnuancer fra andre mærker og typer, men jeg har som kok svært ved at forstå, at man ønsker at tage udgangspunkt i en råvare, der ikke er god. For det andet er det langt lettere for mig at vurdere kvaliteten af mine øvrige ingredienser, når al variation kun kan skyldes dem. Når snapsen smager særlig godt, ved jeg altså, at det kun kan skyldes råvarernes kvalitet, og jeg kan vende tilbage og plukke mine urter samme sted, i håb om at naturen har været lige så generøs på netop det sted, som sidst jeg plukkede der. Det er selvfølgelig helt op til den enkelte, så hvis du foretrækker at bruge billig vodka i stedet, skal du da gøre det.

N°026 FORORD //


Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.