
4 minute read
Market Insight Q3-Q4 2024
10 år med forventninger til ejendomsmarkedet: Fra forsigtig idé til branchens største og mest omfattende undersøgelse
Det, der startede som en idé på et stykke papir for 10 år siden, har udviklet sig til ejendomsbranchens største og mest omfattende undersøgelse. År for år har forventningsundersøgelsen vokset sig større og større, og i dag bruger mange ejendomsinvestorer og virksomheder undersøgelsen som et pejlemærke for fremtiden.
EDC Erhverv Poul Erik Bechs forventningsundersøgelse kan fejre 10-års jubilæum i år. Undersøgelsen søger at finde pulsen for det kommende år på erhvervsejendomsmarkedet.
Poul Erik Bech fortæller: “Vi er glade for, at vi nu kan udgive vores 10. forventningsundersøgelse. Det startede med en ambition om en temperaturmåling af ejendomsmarkedet for både os selv og vores kunder. Vi ville give et indblik i, hvilke forventninger aktørerne i branchen havde for det kommende år. Undersøgelsen får meget opmærksomhed fra kunder og samarbejdspartnere, og holdbarheden og idéerne viser sig ved, at mange af spørgsmålene fra de første år stadig går igen.”
”Så den oprindelige idé og tilgang holder stadig stik, og vi glæder os til at invitere mere end 300 kunder og forretningsforbindelser til vores forventningsseminar i Industriens Hus den 27. november 2024. Her har vi som tidligere år inviteret en række interessante personligheder fra branchen, hvor vi i år bl.a. skal høre fra en række forskellige aktører om deres tilgang til ESG, og hvor resultaterne af forventningsundersøgelsen bliver offentliggjort. Dertil en international vinkel på en række områder.”
Tilmeld dig til EDC Erhverv Poul Erik Bechs årlige Forventningsseminar på edc.dk/forventninger2025
Vokset år for år
Flere og flere kunder er løbende med til at besvare undersøgelsen – og denne gang har knap 1.800 respondenter besvaret undersøgelsen. Spørgerammen er løbende blevet tilpasset, bl.a. blev der tilføjet spørgsmål om ESG og bæredygtighed for 4 år siden, da det er et vigtigt tema i branchen.
Joseph Alberti, Head of Research hos EDC Poul Erik Bech, siger: ”Forventningerne til 2025 er, at der igen kommer mere gang i markedet efter et par tunge år. I 2017-2022 svarede ca. halvdelen, at de ville bruge flere penge på ejendomsinvesteringer i det kommende år, men det tal faldt drastisk til knap en fjerdedel i 2023 med et lille opsving i 2024. Vi har lige modtaget besvarelserne for 2025 og her svarer over halvdelen af respondenterne, at de påtænker at bruge flere penge, hvilket er en god indikation på, at markedet er på rette vej.”
”Forventningen til den lave investeringslyst i 2023 og delvist 2024 hænger naturligvis sammen med det høje renteniveau, som størstedelen af respondenterne ganske rigtigt pegede på i både Forventninger til 2022 og 2023. Det skyldes sandsynligvis, at den lange rente allerede i 2021 var begyndt at stige efter at være faldet med små udsving siden finanskrisen i 2008. Hele 87% forventer, at renten vil falde det kommende år, hvilket også er en indikator på, at markedet er på vej i den rigtige retning,” siger Joseph Alberti.
Flere vil eje frem for at leje
I de 10 år undersøgelsen har kørt, er der naturligvis sket ændringer i respondenternes svar. Et af de områder, hvor der er sket en markant ændring, er hvor mange der overvejer at købe ejendom i stedet for at leje. Om udviklingen, siger Joseph Alberti:
"Over de sidste 10 år er der sket en markant stigning i andelen, der overvejer at købe egne lokaler frem for at leje. Der var blot 15% der overvejede at købe frem for at leje i 2016, men det tal er steget 56% i dag. Det toppede dog i forventningsundersøgelsen til 2022, hvor hele 69% overvejede at købe i stedet for at leje. Det mindre fald siden 2022 skyldes formentlig det høje renteniveau, vi har set siden."
"Grunden til, at flere overvejer at købe i stedet for at leje, kan formentlig tilskrives den stærke danske økonomi, der har "overlevet" frygten for nedgang og recession og i stedet ser ud til at fortsætte med en spirende optimisme og positive vækstrater. Derfor har virksomhederne flere penge mellem hænderne og de ønsker at være med i festen og eje noget frem for at leje de lokaler, de bruger."