(...) Til sidst kan jeg sige, at vi har fortsat en almindelig løbende ajourføring af vor sikkerhedspolitik(...).” Græsrødderne reagerer - især Venstres
I sidste halvdel af ”De røde 70’ere” stod det klart for en stor del af befolkningen – i hvert fald for den del, der havde kontakt med forsvaret eller indsigt i forsvarets sammenhænge – at tilstanden var ved at blive katastrofal. Mest i iøjnefaldende var forholdene i forbindelse med den værnepligtige mobiliseringsstyrke og for medlemmerne af Hjemmeværnet. For mobiliseringsstyrkens vedkommende var det først og fremmest fordi, styrkens medlemmer blev ældre og ældre som følge af manglende indkaldelser af nye værnepligtige og manglende efteruddannelse, d.v.s. mønstringer. Der var en forfærdende mangel på udrustning og uniformer i depoterne, og det var bekymrende, at styrkens personlige våben var forældede og nedslidte geværer, model 1936. Der var med mellemrum kritik af forholdene i den skrevne presse i de år, men internt i de politiske partier var der ro. Undtagen i Venstre, hvor en række sjællandske venstrefolk havde samlet sig i Forsvarspolitisk Arbejdsgruppe Øst. Arbejdsgruppen gik åbent til angreb på Venstres vattede holdning. Såvel internt – for eksempel i forbindelse med konferencer og landsmøder – som i offentlig sammenhæng. Arbejdsgruppens opfattelse var den, at Venstres forsvarspolitik – både i organisationen og på Christiansborg – tegnedes af trætte mænd, der var ved at køre forsvaret i sænk. På Venstres landsmøde i Aalborg forsøgte Arbejdsgruppe Øst at øge Venstres menige medlemmers indflydelse på partiets forsvarspolitik gennem fremsættelsen af et forslag til en tilføjelse i § 9 i partiets vedtægter. Glostrupkredsens Venstre stod som forslagsstiller, men et relativt snævert flertal forkastede forslaget. (Landsmødet 27. 09. 1980). Venstres daværende formand, Henning Christophersen, var “skurken” i spillet, idet han lagde omkring 3 sider tale og al sin autoritet i en afværgetale, der udmundede i en opfordring til landsmødet om at 20